I spørger, jeg svarer: Om veninder, børn og ensomhed
Henriette har sendt os en mail:
Jeg er 31 år og lever sammen med min mand og vores to børn på to og fem år. Jeg har veninder, men jeg savner rigtig meget mere kontakt og samvær med dem. Eller med nye veninder.
Jeg har måske 5 veninder, som jeg vil kalde forholdsvis tætte, men der er kun en af dem, som jeg bor i samme by med. Og udover det har jeg nogle mere perifære venner/bekendte. Fælles for dem alle er, at jeg ville ønske, at vi sås noget mere, eller blot skrev og ringede mere sammen. Bare en lille sms en gang imellem, hvor der står, at jeg er savnet og tænkt på, ville betyde alverden for mig.
Som hovedregel er det næsten altid mig, der tager kontakt, og når jeg ikke gør det, er det tavshed fra deres side. Det gør mig rigtig ked af det, for jeg føler ikke, at de lægger lige så meget vægt på venskabet, som jeg gør.
Måske bør jeg også nævne, at mine år som mor har været svære for mig med to fødselsdepressioner og sygemelding osv. Jeg har helt sikkert ikke været mig selv, og er sikkert også en anden end tidligere. Og det ved jeg godt kan være opslidende at være i som veninde. Det har allerede kostet et par venskaber på den front. Men nu hvor jeg føler, at jeg har overskud igen, mangler jeg nogle, som også har overskud til mig.
Og måske er det også bare sådan det er, når de fleste af mine veninder selv har travlt med arbejde og småbørn? Jeg arbejder ikke selv fuldtid i disse år og har jo derfor mere fritid, så måske er det også ‘bare’ fordi andre ikke kan overskue veninderelationer på samme måde?
Jeg ved det ikke, jeg er forvirret og jo mere jeg tænker over det, jo mere usikker bliver jeg. Bottom line er, at jeg gerne vil have mere kontakt med nogle veninder, som jeg kan dele ups and downs og alt midt i mellem med, og skal jeg blive ved med altid at være den første, der tager kontakt (og hvordan stopper jeg i så fald med at lave et indre regnskab over, hvem der tager kontakt?).
På forhånd tak for jeres svar.
Hej Henriette.
På mange måder ligner vores situationer hinanden – og så alligevel ikke helt. For i mit tilfælde er det nok tilflyttervinklen, der er den største hindring i at danne relationer; at de mennesker, jeg har omkring mig, ikke er mennesker, jeg har kendt tidligere. De bor, hvor de altid har boet, og har i det store og hele det netværk, de har brug for, hvilket gør det svært for mig at møve mig ind.
I din situation er der, så vidt jeg forstår, tale om mennesker, du tidligere har haft tætte bånd med, men som du nu føler er svære at genetablere kontakten til, post børn, depressioner og .. ja, voksenliv generelt.
Og det er svært. Men det allerførste, jeg har lyst til at sige til dig er, at du ikke må tage det personligt. Det lyder klicheagtigt, og er en af de sætninger, man siger og hører så meget, at den faktisk ofte mister sin betydning, men for mig har det været en af de vigtigste læresætninger i mit liv. Jeg har holdt fast i den både i forbindelse med fyringer, afslag på jobs, forhold, der ikke gik og også i hele situationen omkring de manglende relationer hernede. For det er jo virkelig meget, MEGET sjældent personligt. Når man bliver fyret, er det fordi de arbejdskompetencer, man har, ikke matcher dem, der skal bruges i et bestemt job. Når et forhold går i stykker, handler det (i de fleste tilfælde om mangel på kemi). Og mine manglende relationer hernede handler om vilkår, som bare er, som de er. At turde læne sig ind i, at det intet har med mig som person at gøre, har gjort, at jeg aldrig er blevet bitter, og det er en af de største gaver, jeg har givet mig selv.
Derfor vil jeg i al kærlighed opfordre dig til at bruge lidt tid på at slippe den tanke; at det handler om noget, du gør forkert, eller at du har ændret dig på en forkert måde. Mit bud vil være, at den manglende kontakt, du beskriver, gælder i alle de relationer, dine veninder har. Ikke kun ift. dig. Du ser det måske bare tydeligere, fordi du pga. din depression har været mentalt fraværende i forsøget på at passe på dig selv, og ligesom man ikke selv kan lugte, at der trænger til at blive luftet ud, når man sidder i et mødelokale på 4. time, så opdager de det formentlig ikke, fordi det bare stille og roligt er blevet sådan. Men du har været væk og kommer nu ind ad døren igen, så for dig bliver det meget tydeligt, at der er sket noget.
At undlade at tage det personligt, er for mig ikke det samme som at acceptere, at tingene bare er på en bestemt måde og affinde sig med det. Jeg har også sluppet de relationer, hvor det altid er mig, der skriver først – i hvert fald til dem, hvor der aldrig kommer et konkret forslag til en dato retur. Men jeg tror, at det afgørende for mig her er, at jeg slipper dem for mig egen skyld. Jeg slipper dem, fordi deres manglende engagement i relationen mentalt tager mig et sted hen, hvor jeg ikke har lyst til at være – men fordi jeg ikke tager det personligt, slipper jeg dem uden at være sur eller lave drama omkring det, og fordelen ved dét er, at skulle man på et tidspunkt nå til et sted i livet, hvor vejene igen løber parallelt, så kan man uden problemer genetablere forbindelsen, fordi der ikke ligger sure følelser i hjørnet og lugter.
Mit forslag til løsning er meget lavpraktisk og en tro kopi af noget, jeg selv gør og har haft utrolig meget glæde af. For de sidste 2-3 år har min veninde og jeg hver eneste aften recap’et dagen på en sms. Formatet er, at vi hver skal liste 3 ting, vi har været taknemmelige over/synes, vi har gjort godt i løbet af dagen, og jeg kan ikke sige gode ting nok om alt det, det har medført. Dels har det skærpet min opmærksomhed på det positive i løbet af dagen, fordi jeg altid bagerst i hovedet har dagens liste, som jeg leder efter punkter til, men det, der nok i virkeligheden har været mest givende er, at jeg har et menneske i mit liv, som altid er up to speed med, hvor jeg er, og hvordan jeg har det. For det betyder, at de små ting, vi snakkede om, inden vi fik børn og 200 km imellem os, pludselig kan sendes frem og tilbage i tekstform, og det giver en meget tættere relation, end hvis man hver gang man mødes skal samle op fra Adam og Eva. Det betyder, at jeg kan sende en besked til hende om alt mellem himmel og jord, uanset tid på dagen, fordi vi har kontakt hver eneste dag, og det derfor aldrig kommer ud af det blå.
Når den løsning er så god, er det også fordi min erfaring efterhånden er, at det svinger meget, hvor meget tid og overskud, jeg selv har til at engagere mig i mine veninders liv. For selvom det hele står på gloende pæle her, så føles det sgu også usselt at skrive “Ej, det lyder træls” tilbage til en kriseramt veninde – men man kan ikke redde andre, når man selv er ved at drukne. Dine børn har en alder lige nu, hvor jeg i hvert fald selv oplevede, at der var ro på. Men om 10 sekunder har du skolebørn, og her er kurven ret stejl ift. hvor meget mere det kræver af én som forælder. For pludselig er dagene ikke længere nogle, man selv kan designe, så de passer ift. arbejdstid osv., men derimod fulde af ringetider, fastlagte ferier, møder, fødselsdage, arrangementer og lektier, så jeg ville også (hvis jeg var dig) tænke over, ikke at løbe flere relationer igang, end du kan overskue at vedligeholde. Start med én, og se, om den giver dig det, du lige nu sidder og mangler.
Jeg kender dig ikke, så jeg aner ikke, om ovenstående giver mening, men jeg håber det, for den underlige følelse af noget, der lugter af ensomhed, er svær og tung at gå med.
Og med alt det sagt, synes jeg, at vi skal give mikrofonen fri i håb om, at nogle af alle de andre kloge damer har noget at byde ind med.
God mandag til jer alle derude.
14. september 2020 @ 09:40
Jeg har ingen børn men det har de fleste af mine veninder så jeg kan godt genkende at andre ikke har tid til mig. I starten troede jeg at det var mig der var valgt fra men efterhånden som det er sket for dem allesammen kan jeg se at det simpelthen er et livsvilkår for dem. Det gør det ikke mindre ærgerligt for mig men det gør det føles mindre personligt. Jeg gør en indsats for at holde fast i dem hvor det så er godt den ene eller to gange om året vi ses og resten er gledet ud.
Så måske sidder der en barnløs veninde derude, som ville blive glad hvis du kom tilbage, nu du har overskud?
14. september 2020 @ 10:21
Jeg har to på alder med Henriettes, og jeg må indrømme, at de veninder og bekendte, jeg ser mest til, er dem, der bor her i byen, fordi det bare er nemmere. Det kan dog stadig være lidt svært at få lavet aftaler om at ses – ikke af manglende vilje, men tid, overskud og småbørn spiller bare ind. Men med en af mine veninder har jeg en fast løbeaftale en aften om ugen, hvor vi mødes og lunter en tur. Vi gør det efter puttetid, og det tager kun omkring 45 minutter, så det er ikke noget stort, der skal skabes tid til, men vi får snakket om ugen, og det er virkelig rart. Samtidig får vi motion og god samvittighed 🙂 Det kunne måske være en mulighed for dig, Henriette, at få en gå- eller løbeaftale stablet på benene med din veninde fra samme by?
14. september 2020 @ 10:50
Jeg kan rigtig godt genkende det med at være den, der altid tager initiativet. For mange år siden besluttede jeg mig for at vende det på hovedet, og i stedet for at være frustreret over at ‘de andre’ aldrig tog initiativ til noget – men dog gladeligt stillede op hver gang jeg gjorde, så være glad for at jeg er et sted, hvor jeg har overskud til at tage initiativet. Det lyder måske lidt frelst, men helt ærligt, så betyder det jo bare at være glad for at jeg handler, i stedet for at bruge tid på at ærgre mig over at andre ikke gør. Det var svært i starten, men jeg synes faktisk det har givet mig en masse! I tråd med de kloge betragninger Linda har om ikke at tage tingene personligt, så synes jeg også at man får nogle vaner med årene, også i venskaber. Og måske er ‘vanen’ at det er dig der tager initiativet?
14. september 2020 @ 11:20
Jeg har/har haft også en del veninder, hvor det evig og altid er mig, som tager initiativet. Og de venskaber som ikke gav mig noget bagefter har jeg ladet løbe ud i sandet (ved ikke at tage initiativ). Dem som betyder noget og giver mig noget har jeg beholdt. Også selv om det altid er mig, som arrangerer og tager tråden op. Faktisk har jeg veninder, som ofte roser mig for at være den, der får os trommet sammen. Og så gider man jo godt 🙂 Så mit råd er, at hvis det giver dig noget at være sammen med de veninder, så vær helt sikkert på, at de også sætter pris på, at du altid er initiativtager. For det kan sgu godt drukne lidt i små børn og travlhed. Kh. Birgitte
14. september 2020 @ 13:22
Jeg er en af dem, der er elendig til at tage initiativ! På en eller anden måde kører mit hverdagsliv bare derudad uden, at jeg lige får gjort så meget ved mine venskaber. Men heldigvis har jeg nogle meget initiativrige veninder, der virkelig insisterer på at ses jævnligt. Og det er jeg bare SÅ glad for! Det er ikke fordi jeg ikke vil mine veninder – jeg har vist bare en brist i forhold til at løfte blikket og strukturere samværet? Til gengæld er vi nu en gruppe veninder, der ringer sammen en gang om ugen efter puttetid. Og dér får vi lige catchet op, så vi ved, hvad der sker i hinandens liv. De veninder jeg har uden børn, er jeg begyndt at ringe til, når jeg kører hjem fra arbejde. Så kan man også lige genskabe forbindelsen dér. Men at have overskud til at ses jævnligt, synes jeg er rigtig svært i småbørnstrummerum..
14. september 2020 @ 13:38
Det er som altid svært at “komme bagefter” dig, Linda 😉 men til Henriette vil jeg bare lige nævne, at hvis din følelse af ensomhed stikker dybt, sådan rigtig dybt, så ønsker jeg for dig at du har modet til at tage fat i den, se den i øjnene, og få den vendt til noget godt. I så fald hjælper bloggen og kommentarerne her dig allerede, for du er langt fra den eneste, der har det på den her måde! Ellers vil jeg foreslå dig at kigge på Værket, som er et tilbud hos Røde Kors. Hvem ved, måske er der også et nær dig, og måske er det lige hvad du har brug for.
Jeg håber det er ok at jeg nævner det som en mulighed 🤞🏻😊
14. september 2020 @ 17:29
Tak for at dele et relevant og følsomt spørgsmål, det er modigt. Min situation ligner på mange måder din, så frem for at give råd, vil jeg skrive nogen af mine overvejelser, og måske du så kan genkende noget.
Ja, jeg tror overordnet set at alle vi med småbørn har travlt og dermed glemmer at pleje venskaber. Jeg tror stadig at mine veninder gider mig sådan helt generelt, men måske ikke på samme måde som jeg nu har brug for dem.
Jeg har både været “tjekket ud” i flere år, og forventede så lidt at de stod der og ventede, og det gjorde de ikke.
Jeg tror faktisk at det kommer til at tage flere år at genopbygge intimiteten igen, og at det nok undervejs kan ende med at venskaberne dør, hvis jeg forventer for meget af dem undervejs. Og jeg prøver at æde, at det nok blir mig der må være den, der mest tager initiativ i en lang periode.
Og så noget lidt pinligt: Jeg har erkendt, at jeg nogen gange tager initiativ pga mit eget behov for samvær og opmærkomhed, og ikke pga en interesse for deres liv. Det lyder hårdt, men jeg savnede mindre at følge med i mine veninders liv, end jeg savnede deres opmærksomhed på mit liv. Det var selvfølgelig ikke enten eller, men desværre mest det sidste alligevel.
For mig har det været bekræftelsen den anden vej, at de tænker på mig og vil mig, der har været vigtigst. Og den jeg manglede.
Og det opmærksomhedsbehov kan de ikke dække hos mig (endnu). Det må jeg få dækket et andet sted.
Så jeg prøver at finde det nye steder. Også for at skåne mine eksisterende venskaber, så de ikke skal bære for meget af mig, der står og trykker næsen flad mod deres rude og ser martyragtig ud.
Ja, jeg savner den nære løbende relation, men må også erkende at jeg ikke kan give så meget som fx Lindas daglige sms’er (blir helt svedt ved tanken, haha, men fedt det virker for jer). Tiægengæld har eg opdaget, at en kop kaffe, øl eller gåtur men en knap-så-nær relation faktisk også dækker en stor del af mit behov.
Jeg prøver derfor at skabe eller styrke relationer til naboer, børnenes legekammerater, gamle bekendte, kolleger, min mands venners kærester, perifære familiemedlemmer osv. Altså nye/andre steder. Det virker ok, men tager tid og energi, og her føler jeg også, at jeg kæmper og rækker ud og ud og ud, og at det er fucking hårdt, når man bare trænger til nærvær og interesse.
Men bottom line: jeg prøver ikke at være alt for skuffet over mine veninders manglende fokus på mig, står ved mit opmærksomheds- og nærhedsbehov, og prøver at få det dækket nye steder. Og det løser både noget af problemet og samtidig sveder og fortvivles jeg over, at det er tidskrævende, og at jeg i perioder stadig føler mig alt for ensom.
15. september 2020 @ 06:53
Det er altså en imponerende selvindsigt. Og som du beskriver det, kan jeg sagtens genkende det hos mig selv: behovet for ens venners interesse i eget liv fremfor reel interesse i deres liv. Det er så sandt. Men av, den gør lidt ondt på selvbilledet!
15. september 2020 @ 06:45
I alle relationer er der individuel udvikling og en risiko for at vokse fra hinanden, hvis den udvikling ikke er i samme retning. Især i parforhold, men så sandelig også i venskaber. Det er bare mere acceptabelt at sige, man er vokset fra hinanden, og gå hver til sit i et romantisk forhold end i et venskab.
Men i venskaber udvikler man sig også. Og et venskab kræver løbende vedligehold. Ens venner står desværre ikke stand-by i status quo, mens man selv er i rivende selvudvikling – og/eller er igennem nogle hårde, livsændrende begivenheder. De bekendtskaber har sandsynligvis også været igennem deres – og er ligesom dig heller ikke de samme som tidligere.
Min løsning har løbende været nye venskaber, da jeg har måtte ofre en del nære relationer på ‘småbørnsfamilie alteret’. Og det er ok. I takt med at børn kom ind i billedet, har vi ikke længere de samme prioriteter i livet. Så vi havde i bund og grund heller ikke længere så meget til fælles, når vi endelig mødtes. Som Linda beskriver det, er der ikke blevet smækket med nogen døre, men tingene er blot løbet ud i sandet. Så når/hvis vores veje igen krydses, er det muligt at genoptage relationen uden ondt blod.
Selvfølgelig er det hårdt at være den, der prøver at holde liv i en relation, som den anden part er ved at afvikle. Men på din beskrivelse virker det til, at du heller ikke længere får det ud af dine gamle relationer, som du har søger. Så måske kan den energi, du lægger i at initiere kontakt med ‘gamle’ venner istedet kanaliseres i at få nye bekendtskaber? Ja, det er nemmere sagt end gjort. Og ikke mindst ekstremt grænseoverskridende at stå som voksen og spørge en anden voksen om ‘vi skal lege’. Men det er muligt.
Jeg er meget aktiv og har brugt sport og rejser til at finde nye bekendtskaber. Og nej, du har ikke et liv med oplevelser til fælles med dine hyttekammerater på skiklubbens tur til Hemsedal. Eller med de andre SUPere i kajakklubben. Men i stedet har I en fælles interesse, som giver super grobund for en relation – og nye minder fremadrettet. Jeg tænker umiddelbart, at forældregruppen til børns kammerater måske er et oplagt sted at kigge efter nye voksne ‘legekammerater’?
15. september 2020 @ 09:57
Vi flyttede langt væk for nogle år siden, og der er ingen, der har vist interesse for at lære os at kende i denne lille landsby vi er flyttet til. I bedste fald er folk reserverede, i værste fald bliver vi ignorerede. Nye venskaber som voksen er så godt som umuligt at få, og det føles ensomt.
Linda, er der mon til et blogindlæg om det?
15. september 2020 @ 18:45
Jeg tænker egentlig, at det nok er det her, Birgitte? Med mindre jeg misforstår, hvad du mener?
15. september 2020 @ 20:11
Jeg vil have mere! Har du fået bekendtskaber? Hvordan har du fået dem? Og hvad skal vi gøre? Hvad KAN vi gøre? Folk inkluderer os ikke og vores forsigtigt fremstrakte hånd, gribes ikke.
16. september 2020 @ 18:36
Jeg synes desværre ikke, at jeg har så mange gode råd lige her. For jeg gør virkelig meget for at stampe nye bekendtskaber op ad jorden, men selvom jeg bruger alle de kanaler, som man ellers bliver rådet til (f.eks. at prøve at fokusere på legeaftalernes forældre), så er benspændet stadig, at jeg aldrig kan konkurrere med, at de andre har været i mødregrupper med hinanden, har børn, der har kendt hinanden altid, eller bor på samme vej.
Jeg synes, at det forslag en anden har lagt, om at arrangere en fest er ualmindelig godt. Men jeg har også selvindsigt nok til at kunne se, at jeg ikke kommer til at gøre det, for jeg kan ikke overskue det. Og her rammer vi nok også ind i en anden del af problemstillingen, nemlig at man ikke nødvendigvis bliver mindre “kræsen” af at mangle bekendtskaber. For jeg har drukket virkelig meget kaffe, og jeg har sort bælte i small talk. Men jeg løber ofte ind i, at jeg hurtigt kan mærke, at det nok er meget få, jeg er kompatibel med, fordi jeg er super bevidst om, hvad det er, jeg leder efter. Og jeg vil hellere undvære, end at slæbe mig igennem en eftermiddag i selskab med mennesker, jeg ikke føler, jeg har noget til fælles med. Jeg tror, det er noget, der kommer af at skulle finde venner, sådan helt uden for nummer. For de venskaber, man samler op igennem livet, ville jo ofte ikke være blevet til noget, hvis ikke man havde arbejdet/trænet/læst sammen, eller var kommet i de samme cirkler. Når man piller alt det tvungne samvær ud af ligningen, og isolerer ‘datingen’ til udelukkende at handle om at skabe en relation, så tror jeg også, man kommer til at takke nej til nogle relationer, som i andre tilfælde kunne have udviklet sig til venskaber. Simpelthen fordi der er for langt derhen, når man kun er sammen for at dyrke venskabet. Forstår du, hvad jeg mener?
Jeg har nok slået mig til tåls med, at jeg efterhånden har mange gode bekendte hernede, og så sætter jeg min lid til, at når der bliver lidt mere luft i skemaet, (= når børnene er større), så kommer jeg til at fylde nogle fritidsinteresser ind, som forhåbentligt kan afstedkomme nogle ægte venskaber.
15. september 2020 @ 11:06
Jeg kan også sagtens genkende problematikken. Måske kan mine overvejelser bruges til noget:
For efterhånden nogle år siden stod jeg også der. Mine venskaber var ikke blevet vedligeholdt pga. små børn hos både mig og mine venner. Jeg havde gode bekendte (f.eks. mine børns venners forældre), men jeg var meget i tvivl om, hvordan jeg fik skubbet det gode bekendtskab mere i retning af venskab. Hvordan tager man det skridt, hvor man begynder at være venner i stedet for bare at snakke rart sammen, når man tilfældigvis mødes til forældremøde? Den gang valgte vi (min mand og jeg) at holde en fest i anledning af, at vi havde malet stuen (vi syntes, at vi skulle finde på en eller anden begrundelse). Vi inviterede en masse mennesker, som alle sammen havde det til fælles, at de var bekendte og var nogle som vi kunne tænke os at blive venner med. Det blev en vanvittig hyggelig aften med frikadeller og kartoffelsalat og børn, der løb og legede og snak mellem de voksne. Og senere inviterede nogle af dem, der havde været med til festen, os på besøg (f.eks. til aftensmad, når børnene havde leget sammen om eftermiddagen), og noget af det udviklede sig til venskaber, og noget fortsatte bare med at være gode bekendte.
Nu står jeg her igen pga. længere tids sygdom, hvor jeg ikke har haft overskud til at være venner med nogen. Jeg fylder 40 til næste år og tænker, at jeg vil bruge den anledning (hvis ellers covid-udviklingen giver mig lov) til på en eller anden måde igen at få skubbet nogle bekendtskaber i retning af at blive venner. Jeg tror ikke, jeg i så høj grad vil genoptage gamle venskaber, for jeg er et andet sted i mit liv nu, og de er sikkert også et andet sted i deres liv, og det er helt ok.
Jeg håber, du finder ud af det – og måske også føler dig lidt mindre ensom ved at vide, at du ikke er den eneste med den oplevelse.
18. september 2020 @ 13:17
Værd at læse – både hvis man føler sig ensom eller aldrig har prøvet det. Der er ikke noget løsninger, men hvis man nogensinde har følt sig ensom vækker det så meget genklang, og måske kan det forklare for dem som ikke helt forstår… https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7565794/Ensomheden-er-en-kraft-der-er-med-til-at-farve-hele-min-tilv%C3%A6relse
18. september 2020 @ 19:21
Den starter virkelig fint, men er desværre gemt bag betalingsmur (men stadig tak, for dem, der har ab. kan jo stadig få glæde af den).