I spørger, jeg svarer: Skal jeg blive på mit studie?

For et par uger siden fik jeg nedenstående mail fra Pernille:

Mit dilemma handler om mit arbejdsliv eller mangel på samme.

Jeg er 32 år og blev uddannet cand.mag. for tre år siden. Jeg gik arbejdsløs et halvt år og hadede det. Det virkede håbløst, rundt omkring mig havde jeg dygtige veninder, der var ved at ryge ud af dagpengesystemet, “systemet” irriterede mig, jeg følte mig fanget i deres regler, jeg kunne ikke håndtere uvisheden.

Jeg har et lidt skrøbeligt sind og en forhistorie med to længere depressioner og meget voldsom pms. Hver gang jeg fik afslag på et job, røg jeg ned i et hul, og det var, som om det hul bare blev dybere for hvert afslag. Så efter et halvt år gav jeg op. Jeg begyndte at freelance og arbejde som handicaphjælper. Det var langt bedre end at være arbejdsløs, gav masser af frihed til at hente min datter tidligt og lave andre ting end at arbejde, men efter et par år følte jeg mig mættet. 

Jeg kedede mig, opgaverne var ensformige, lønnen elendig. Jeg savnede at have kollegaer og at blive udfordret. Jeg kunne ikke se mig selv arbejde på den måde som tresårig. Jeg faldt ned i et hul igen.

Jeg besluttede mig for at prøve at blive gymnasielærer, da jeg så kunne bruge det fag, jeg har i forvejen, og som jeg holder meget af. Jeg ville formentligt kunne finde job i nærområdet, og jeg ville ikke skulle sidde foran en computer hele dagen. Det ville tage to år, fire semestre, at læse faget op. Det virkede overskueligt.

Vinteren brugte jeg på at læse de fag op, jeg manglede på VUC, og i september begyndte jeg på universitetet.

Efteråret har føltes, som om nogen har forsøgt at proppe noget på størrelse med universet ind i mit hoved. Det har på den ene side været spændende, og jeg er ikke bange for at sætte mig ind i abstrakte ting. Det må gerne være svært, og det er skønt at være en del af et hold af studerende. Men samtidig er der nogle strukturer på studiet, der bare stresser mig og irriterer mig helt vildt, og som jeg må acceptere, hvis jeg vil være der. Jeg arbejder mere end fuld tid for at kunne følge med og pendler en time til og fra studiet. Mit humør går op ned konstant, men den sidste måneds tid, mens jeg har læst til eksamen, er hullerne bare blevet dybere og dybere. Det går ud over min familie. Min mand synes, det har været et meget langt efterår. Det er svært for ham, at jeg ofte er ked af det. Han støtter mig meget, men det slider også på ham. Og det gør ondt på mig at se.

Eksamenerne nærmer sig sin afslutning, og jeg tror, jeg kommer igennem. Alligevel er jeg i tvivl, om jeg skal fortsætte. Jeg tror, at jeg ville kunne slide mig igennem de næste tre semestre. Jeg tror, at faget ville være spændende at undervise i, og jeg ville meget gerne kunne bruge mit oprindelige fag. Men er det det værd? Er arbejdsglæden på lang sigt værd at gå igennem yderligere halvandet års konstante nedture for? Kan jeg være det bekendt over for min familie? 

Alternativet er at vende tilbage til freelancelivet og noget ved siden af, få et barn mere, som vi også drømmer om, og måske starte på en ny, kort, uddannelse igen om et par år, men jeg vil nok ikke på samme måde kunne finde noget, hvor jeg bruger min oprindelige uddannelse (jeg har f.eks. overvejet at blive laborant). Jeg er bange for, at jeg fortryder, hvis jeg stopper, når jeg efter et par måneder væk fra studiet har fået ro i mit hoved.

Er det for tidligt at give op?

Hej Pernille.

Jeg har tygget på dit dilemma, siden du sendte det, men jeg når frem til, at min første tanke også er den, der giver mest mening, når jeg har vejet for og imod: Jeg synes, du skal holde ud. 

Når jeg har haft brug for at sove på det, er det fordi, jeg egentlig ikke er tilhænger af at ofre nuet for fremtiden. Vi ved ikke, hvad morgendagen bringer, og derfor synes jeg, det er så vigtigt, at arbejde på at være glad, hvor man er. Men når det er sagt er der situationer, hvor det alligevel giver mening at stå noget igennem, fordi målet er dét værd. Min egen afbetaling af gæld er et godt eksempel, for de 6000 kr. i måneden har vi bestemt godt kunne mærke, vi manglede – men alternativet; at være gældsat for livet med alle de usikkerhedsmomenter, dét indebærer, var værre.

For mig er det altafgørende, at du a) faktisk godt kan lide studiet og b) gerne vil lave det, studiet munder ud i. Sagen havde været en anden, hvis du bare var der, fordi du ikke vidste, hvad du ellers skulle give dig til, men når jeg læser din mail, sidder jeg med fornemmelsen af, at du har valgt en vej, der er meningsfuld – men som bare er virkelig træls lige nu. 

Jeg har fuld forståelse for angsten for, at depressionen stikker hovedet frem igen. Jeg har selv været der 3 gange, så jeg er 100% med på, hvor invaliderende, det er. Jeg har også selv prøvet at stå med fornemmelsen af at ligge mennesker omkring mig til last, og det er en tung byrde at bære. Så alt, hvad jeg skriver nedenfor, skriver jeg i dybeste respekt og forståelse for, at det her ikke er noget, du ‘bare lige kan gøre’. Det koster. Det forstår jeg. 

Men sagen er, at jeg ikke synes, at dine alternativer er ret gode ift. hvad de kommer til at give dig. At starte på et nyt studie, hvor du ikke kender vilkårene og ikke har en faglig ballast, der giver dig et forspring, tænker jeg nemt kunne ende samme sted, som du står nu. Og i dét tilfælde er det for at få et job, der ikke var din første prioritet. 

At overveje freelancelivet og småjobs’ne igen, er desperationen, der taler, tror jeg. For det er lidt som med ekskærester, der pludselig tager sig anderledes ud, når man ikke dagligt skal leve med alt det, der fik én til at gå fra dem. For selvfølgelig var der noget ved dem, man forelskede sig i i første omgang – ellers var man aldrig blevet kærester. På samme måde er det typisk også alle fordelene ved eks-jobs, man husker, når man har lagt dem bag sig, og ikke alle de dage, hvor man stressede over økonomi, bandede over manglende forudsigelighed og vilkår, der ikke var optimale, eller kedede sig, så man troede, hjernen skulle løbe ud af det ene øre. Hvis det var vejen for dig, var du blevet på den. 

Og så er der den med et barn mere. Nu ved jeg godt, at min situation er lidt anderledes, fordi jeg er alene med mine, men jeg vil bare nævne, at der ikke på nogen måde bliver mere tid eller overskud, når der kommer flere børn. Der kommer mere kærlighed og mange flere nuancer i kærligheden – men tid, ro og overskud bliver der *ikke* mere af. Jeg tænker ofte, at jeg i dag forstår, hvorfor så mange kvinder, der får børn, når de er meget unge, ender med korte uddannelser og hårde fag. For jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle finde tid til lektier, studieture, omlagte dage osv. med to børn. Hvis det var fordi, du stod med en positiv test i hånden, eller havde udsigt til et studie på 5 år, synes jeg, at sagen var en anden, men med halvandet år igen, ville jeg, hvis jeg var dig, lige skubbe det næste barn et år. 

Ift. din familie vil mit forslag være, at I prøver at snakke om, hvordan I får indrettet de næste 18 måneder, så I overlever. Om det er små belønninger, I skal have drysset ud over de kommende måneder, om det er et stop-ord, I aftaler en dag, hvor I ikke er helt kørt over af træthed, så din kæreste får mulighed for at tage en frieftermiddag, når han trænger, om det er indlagte pjækdage eller ture i sommerhus er ikke så vigtigt. Men det kunne måske være en fin måde at minde hinanden om, at I faktisk er på vej igennem det, og at tiden arbejder med jer. For jeg synes, det er værd at holde fast i, at I ikke holder en svær tid nu op mod glæde og overskud, hvis du hopper fra. I skubber det bare, fordi du på sigt enten vil brænde ud i jobs, du mistrives i, eller vil skulle igennem det på et senere tidspunkt. Jeg tror ikke, jeg kan se en løsning, hvor den her periode helt forsvinder fra ligningen, og derfor synes jeg, det giver mening at holde ved, nu hvor 25% af den er vinget af.

Til sidst vil jeg bare nævne, at det første semester ALTID er det værste. Jeg har som tolk nok set flere uddannelser indefra end de fleste, og det er ALTID det første halve år, der er det værste. Dels skal man lære at være studerende igen, dels skal man have det fællesfaglige grundlag, som resten af uddannelsen skal bygges på, og dels er der typisk meget mindre selvstudie/gruppearbejde, end når man når længere hen. Derudover er der en million praktiske ting omkring et studiested, som jo ikke er svære at forstå – men som man stadig skal bruge mental kapacitet på at forholde sig til. 

Mit bud er, at du er igennem det værste. Hvis du slet ikke kan finde ro med at beslutte at tage resten af uddannelsen, så træf en beslutning om, at du ikke må droppe ud nu, men skal fortsætte f.eks. til sommer. Min egen oplevelse er, at det ofte kan tage toppen af frustration og stress, hvis man parkerer en beslutning, fordi man ved, at man kommer til at træffe den – bare ikke lige nu. Når man 34.738.463 gange hver dag diskuterer med sig selv, så bruger man faktisk næsten mere energi på at veje for og imod, end man gør på at være i det, der er svært. 

Jeg ved ikke, om ovenstående giver mening. Der kan jo være tusind faktorer i dit liv, jeg ikke kender til, som påvirker de forslag, jeg har skrevet, men jeg håber alligevel, at det måske kan give bare en flig af ro at have fået det sagt højt og have haft uvildige øjne på det <3

______________________________________

Hvis andre derude har tips, tricks eller erfaringer, gode såvel som dårlige, er jeg sikker på, at flere perspektiver ville være yderst værdsatte.

Published by

21 Replies to “I spørger, jeg svarer: Skal jeg blive på mit studie?

  1. Flot nuanceret svar, som jeg kun kan tilslutte mig.

    Har en tilføjelse i forhold til det parforholdsmæssige.

    Selv ville jeg tage min mand i hånden og få hjælp hos en parterapeut til at håndtere det svære lige nu. Parforholdet lider, når den ene part lider og det lyder som om, det har stået på længe nok til at der allerede er slidt nye dårlige stier. Det er vigtigt, at forstå at jeg mener, at ingen af jer har gjort noget dårligt, men dårlige vaner opstår i kriser også i samspillet mellem mennesker, der elsker hinanden. Få hjælp få hjælp få hjælp og invester i jeres fælles trivsel. (Taler desværre af erfaring. Hjælp er hårdt og dyrt og proces og resultat er helt fantastisk og livs-og parforholdsforbedrende, så man kan klare mere med glæde).

  2. Jeg har hadet mit job ad flere omgange. Jeg elsker det også – men perioderne, hvor jeg hader det har været ved at tage livslysten fra mig.
    Det påvirkede selvfølgelig også min familie, og det endte med at min mand foreslog at jeg helt stoppede med at arbejde og gik ind i noget frivilligt på det lokale dyreinternat i stedet. Vi aftalte, at hvis jeg stadig følte at mit arbejde sugede livet ud af mig en nærmere fastsat dato – så skulle jeg gå ind og lægge min opsigelse. Alene beslutningen, og dét at der var sat en dato, gjorde det nemmere og det løftede en mental byrde fra mine skuldre og mit sind.
    Vi har overskredet datoen, og jeg er her stadig (men ved, at jeg altid har muligheden for at komme ud af det).
    Jeg synes du, som Linda skriver, skal sætte dig en dato et godt stykke ude i fremtiden og sige “hvis jeg har det som nu, så skal jeg ikke være der længere”.
    Og husk at gøre gode ting for dig selv i mellemtiden.

  3. Jeg er 100% enig med dig, Linda – i alt hvad du skriver her.

    Hvis du ægte tror, at du vil blive glad som gymnasielærer, så hold ud. Set over et helt arbejdsliv er halvandet år ikke særlig meget.

    Jeg tror, man skal passe på med at give op for hurtigt. Nogle ting er værd at kæmpe for og værd at gå igennem en hård periode for. Du er på vej mod noget, hvor du med rimelighed forventer stabilitet, en god løn, et udfordrende og relevant job og det er værd at have en træls periode for. Måske er jeg bare flagellant, men jeg har godt nok haft nogle sure, trælse arbejdsperioder – jeg er læge og på trods af, at det er 12 år siden jeg blev færdig på universitetet er jeg endnu ikke speciallæge og jeg har haft 10 forskellige ansættelser, heraf 3 år som phd-studerende og så 3 x barsel. Nogle af de jobs har været mere eller mindre tvungne, jeg kan ikke bare sige op og det er i det hele taget et arbejdsliv med meget lidt fleksibilitet og forudsigelighed. Så jeg ved noget om hvordan det er at starte på noget nyt og hvor vanvittigt hårdt det er. Jeg bruger 120% af min mentale kapacitet på det, især de første 3-6 måneder, og kommer grædende hjem de første fjorten dage og siger til min (hårdtprøvede) mand, at jeg er uduelig, jeg hader at være der og det bliver aldrig bedre. Det gør det altid. Nogle af de jobs jeg har haft, er jeg aldrig blevet glad for, men ansættelsen er så også stoppet igen og jeg er kommet videre til noget andet.

    Jeg forstår godt, at du har et ekstra lag af bekymring fordi du tidligere har været ramt af depressioner. Men kan det ikke tænkes, at dit mentale helbred på længere sigt også vil have fordel af, at du ender i et job, du er glad for og hvor du kan bruge din faglighed? Jeg ved jo ikke, hvad det er du læser på uni nu, men kan det være en mulighed at fordele de sidste 1½ år på 2 år så det er mere overskueligt?

    Jeg hepper på dig!

  4. Først og fremmest, dit svar ligger fuldstændig på linje med, hvad jeg tænkte, men måske mangler der tre facetter: Psyken/depressionstendensen, arbejdsbelastningen og Covid 19.
    Nu ved jeg ikke, hvad et skrøbeligt sind dækker over, men “allerede” med to depressioner i bagagen og ofte falder ned i et hul, der bliver dybere for hver gang, så ville jeg få en henvisning til en psykiater. Nej IKKE psykolog. Der kan være en anden diagnose end depression.
    Hvis jeg var gået fra, hvad jeg fornemmer, deltidsbeskæftigelse til mere end fuldtidsbeskæftigelse og tilmed, at det er et studie, hvor jeg formoder, at der er nye udfordringer hver dag, så ville jeg også blive forpustet og “drømme om det på kort sigt nemme liv”. At manden også synes, at efteråret har været langt kan vel ikke undre, da jeg formoder, at hans indsats i familiens dagligdag er blevet forøget, når partneren går fra deltids- til mere end fuldtidsbeskæftigelse.
    Hvis dagligdag ikke er blevet påvirket af Covid 19? Om det er et ændret studie/arbejdsliv, usikkerheden vedr. sygdommens betydning for (ældre) pårørende og en selv, at vores bevidsthed hele tiden bliver konfronteret med sygdommen er uundgåeligt er et faktum og det trætter – i alle tilfælde mig og dem jeg kender.

    Mvh.

    1. Jeg er så enig med Kristine – få fat i noget professionel hjælp, så du ikke skal tumle med psyken selv. På de fleste studier er der også mulighed for at få hjælp ift psykisk skrøbelighed, så tag fat i studievejledningen og fortæl dem om dine udfordringer og se om de ikke har nogle forslag der kan lette det lidt for dig.
      Jeg måtte selv stoppe et års inden jeg ville være blevet cand.scient, og tog efterfølgende en laborantuddannelse, men ville her knap ti år senere ønske at jeg havde fået hjælpe til at færdiggøre universitetet. Der er meget vundet ved at have et arbejdsliv indenfor et felt man oprigtigt interesserer sig for synes jeg. Jeg håber du finder en løsning der fungerer for dig og din familie!

    2. Helt enig – fine betragtninger, Linda, og vigtigt perspektiv fra Kristine ift. psyken og Covid-19 presset. Dertil vil jeg også lægge at spørger skal få hjælp til at håndtere sin depression og skrøbelige sind for det forsvinder ikke ved endt uddannelse og påbegyndt job som gymnasielærer – hvor meget et ønskejob, det så er. Stressfaktoren(e) erstattes blot af noget andet. Kan anbefale et metakognitivt forløb (google fx CEKTOS) hvor du får helt konkrete værktøjer og strategier. Her er udskyldelse af grubletid (fx som Lindas forslag om at udskyde beslutningen til sommer) faktisk ét af de mange gode greb.

  5. Jeg vil også tilslutte mig at spørger skal undersøge mulighederne for hjælp til de psykiske problemer, hvis hun ikke har undersøgt det før.
    Man må gerne ringe til lægen og tage en snak om det. Det er også helt okay at erkende man måske har behov for medicinsk hjælp til håndtering af angst og depression. At tage en tur til psykiater, psykolog eller hvad der giver mening. En kombi måske.
    Jeg har selv gode erfaringer med metacognitiv behandling, samtaleterapi og åndedrætsøvelser til kroppen og antidepressiver. Ikke at det skal være det, men der må kunne findes noget der virker som støtte.
    Selvom livet kan være op af bakke er det ikke meningen man skal acceptere at have det skidt. Du må gerne være og blive glad.
    Du må gerne være ked af det, men du må også gerne give slip på det.
    Jeg har før oplevet at jeg saboterede mig selv, hvis noget blev for svært. Hellere selv stoppe end måske at fejle. Og min løsning var at grave dybe huller som jeg kunne ligge i, for det var trods alt velkendt. Jeg siger ikke det er sådan du, kære spørger, har det, men vil bare gerne dele noget erfaring med at have det svært.

  6. Jeg underviser på et universitet, så her kommer lidt input set fra den anden side af katederet 🙂
    Først og fremmest: Jeg bøjer mig i støvet for dig og andre voksne studerende der kommer tilbage på universitet efter at have været et helt andet sted i deres liv. Det er imponerende og noget helt andet end at starte frisk fra gymnasiet!

    Det lyder som om du godt kan lide de udfordringer der er som studerende. Du regner med at bestå dine eksaminer nu, og du har tidligere gennemført et andet universitetsstudium. Det er et rigtig godt udgangspunkt. På den måde står du stærkere end mange af dine medstuderende ift. at gennemføre og du har ikke den usikkerhed som mange har ift. om de overhovedet kan finde ud af at studere og planlægge deres tid og om de interesserer sig for faget. Du ved at du er interesseret, og du ved at du kan studere, og du ved hvor du vil hen (gymnasiejob) og ikke vil hen (handicaphjælper).

    Og jeg er enig med Linda: Første semester er bare det hårdeste fordi alt er nyt: nye termer, nye mennesker, nye krav, nye måder at arbejde på osv. I næste semester vil der i det mindste være noget af det der er en smule genkendeligt og noget som du kan gennemføre på rutinen.

    Når jeg læser det du skriver, får jeg fornemmelsen af at du kaster dig over det nye studium med samme iver som en studerende på 19 år hvor du bare giver alt hvad du har i dig og arbejder på fuld tid og gør det bedste du kan og lader dig opsluge af det studiet og faget. Det lyder til at du giver 100 % på studiet, men du har andre familiemæssige prioriteter nu end da du var 19 år, og du har sandsynligvis en lavere stresstærksel efter dine depressioner.

    Så her er mit input (og på forhånd undskyld hvis jeg har misforstået din situation): Kan du give mindre end 100 % på studiet? Kan du give 80 % eller 60 % og bagefter klappe dig selv på skulderen og sige at det var ok? Kan du skrive ind i din kalenderen at du studerer kl. 9 til 15 (eller hvad der nu passer med pauser og gåture imellem), og at du derefter holder fri og er sammen med familien? Ja, du får nok nogle 4-taller og 2-taller og måske dumper du også et fag fordi du ikke fik læst hele pensum. Men du er ikke den første der er dumpet, og det vil også være en god erfaring at have med som fremtidig gymnasielærer 🙂

    Og noget andet: Min erfaring er at de studerende der klarer sig godt, typisk er dem der har det sjovt på studiet og også har en social tilknytning. Er der nogen på dit hold du kan snakke med som er i samme båd som dig eller i hvert fald en båd der minder lidt om din? Kan I grine/græde lidt af alt det hårde sammen?

  7. Det er min erfaring, at beslutninger taget i affekt sjældent er de bedste på sigt… Jeg er derfor blevet STOR fan af Beslutningsudsættelse ™ som flere også har nævnt før mig:) Det er en virkelig befriende ting, at arbejde med!

    Jeg har pt ‘beslutningsudsat’ en eventuel opsigelse af en (på papiret) drømmestilling til umiddelbart før min sommerferie i august. Indtil da forpligtiger jeg mig til at gøre mit for at fortsætte den positive udvikling i det projekt, jeg er ansat i.

    Hvis glæden ikke er der til august, så syntes jeg godt, jeg kan sige farvel og tak med rank ryg, vel vidende at jeg gav drømmen en fair chance. Og kommer arbejdsglæden løbende i takt med kaldet formindskes, så har jeg jo vundet drømmejobbet. Det er vel også en form for win-win?

  8. Jeg er meget enig med Linda. Jeg underviser på en professionsuddannelse, og er også meget enig med det perspektiv NN deler. Jeg vil også opfordre dig til at afsøge de støttemuligheder der er, tag en snak med en studievejleder og hør om der er muligheder for at skubbe et fag, orlov o.lign. så du ved hvilke brikker der er at flytte på. Jeg oplever ofte studerende der slet ikke tror der er hjælp at hente på uddannelsen, men vi gør faktisk rigtig meget for at mindske frafald. Måske har du ikke brug for det lige nu, men bare det at vide, at der kan være nogle mellemveje mellem 100% og at droppe ud.

  9. Normalt bliver jeg ude af kommentarfeltet, når jeg har skrevet de her indlæg, fordi jeg synes, at scenen her er jeres.

    Men jeg vil bare lige følge op ift. det, flere nævner med at søge hjælp.

    For jeg er 1000% enig i, at det er vigtigt at få kvalificeret hjælp, når man har det svært.

    Jeg tror bare, at det for nogle af os kan føles som et ekstra pres, hvis én af de faktorer, der stresser én er (mangel på) tid, og man så oveni alt det andet, også skal mose samtaler, øvelser og tillæring af nye redskaber ind.

    Jeg aner ikke, om det er sådan, Pernille har det, men jeg kan hos mig selv se, at jeg somme tider kommer til at gå med helt almindelige lægeting alt for længe, fordi jeg ikke kan overskue at skulle have mere presset ind i min kalender. Heller ikke, selvom jeg med min hjerne godt ved, at det ville være det bedste at gøre.

    Jeg har brug for at understrege med 15 røde streger, at jeg ikke siger, at man ikke skal søge hjælp. Det synes jeg på alle måder, at man skal. Jeg siger bare, at det måske kan være mere udbytterigt at arbejde med de store, generelle problemstillinger, når man ikke føler, man står med ryggen mod muren <3

    1. Enig, Linda, jeg synes dog at spørgers psykiske velbefindende ér den store problemstilling og at tvivlen om uddannelsen blot et symptom. For, som hun skriver, er hun jo ret glad for uddannelsen og hvad det vil bringe i fremtiden. Droppe ud/ hænge i dukker op fordi det er det, der ligger lige for at kunne (overskue at) skrue ned for eller tage fat i i modsætning til børn, mand – og psykisk velbefindende.

  10. Hold nu op, hvor er der mange velmenende, nusncerede kommentarer fra både Linda og llsere her. Det er i sandhed en helt særlig skare af folk, du tiltrækker dig, Linda. Jeg stemmer i med koret, der siger: “hold ud og sæt en deadline”. Tag et halvt år mere, så er du halvvejs og kan føle, lm det godt kan lade sig gøre for dig at tage det sidste. Alt er bare nemmere, når man står med foden over midterstregen. Derudover er jeg selv gymnasielærer og kan tale ud fra den side af katederet. Hvilket fag har du mon oprindeligt? Hvis det er et gymnasiefag, kan du jo være heldig at få job uden et ekstra fag. Jeg medgiver, at det er dn branche med meget svære jobmuligheder lige nu, men det er ikke udelukket at få job med ét fag, hvis bare det er relevant. Jeg har på mit job flere kolleger, der så har læst et ekstra fag på nedsat tid ved siden af som en del af deres jobfunktion. Det har helt sikkert været hårdt, men det var bare for at vise dig, at hvis du parkerer studiet, er målet ikke nødvendigvis umuligt alligevel.

  11. Da jeg gik i efteråret 2019 og var så ked af mit job, at jeg bare ville løbe skrigende væk fra det hele, fik jeg det råd af en karrierekonsulent i min fagforening at udsætte selve det at sige op, men at gøre det mentalt. Dvs. blive enig med mig selv om at jeg var på vej væk, og at alt det dårlige kunne rage mig, men at passe mit og vente på det rette tidspunkt og ikke bare flygte fra det.
    Det gjorde faktisk at jeg gik rundt med min opsigelse i tasken i 3-4 måneder inden jeg afleverede den, da jeg havde fundet et andet job, jeg meget hellere ville. Samtidig havde jeg ro i hovedet omkring, for jeg havde parkeret det et sted, at jeg vidste at jeg skulle videre, men ikke i panik.

    Så jeg tilslutter mig koret, der siger at du skal beslutningsudsætte. Min erfaring er, at når man synes at det hele er svært, har man en tendens til at “fikse” det der virker som det nemmeste at fikse. Men det er bare ikke altid der at hunden ligger begravet.

  12. Jeg har ikke læst kommentarerne til dette indlæg, så måske det allerede er nævnt. Men jeg synes det er relevant i denne sammenhæng, at det er meget svært at få job som gymnasielærer. Man kan være heldig, ja. Men de fleste skal igennem x antal år i vikariater, ofte på forskellige skoler, måske langt fra hvor de bor, og set tærer på de fleste i varierende omfang. Dernæst kommer, at de første to-tre år som gymnasielærer er hård kost med en meget stejl læringskurve. Lønnen er god for humanister! Men det er ingen loppetjans, og det skal man gøre sig helt klart inden man søger den vej. Fordybelse fylder ikke voldsomt i forberedelseslokalerne i disse år, og man må prioritere, hvad man går i dybden med og hvad der bliver laver under det man føler er ens egen faglige standard.

    Jeg ville derfor passe på med at idealisere det at være gymnasielærer. Men hvis man kan finde sig til rette i meget varierende arbejdstider, vikariater, lærer-elev-relationer osv., så er det er fedt job med nørdede kollegaer som altid ved noget som det meste. Det er IKKE et job, hvor man bare slukker hjernen kl 16 og går hjem – men det er de færreste (humanistiske og andre) job nok.

    That’s all 🙂

  13. Enig med Marianne. Man skal være meget heldig med fag og lokalområde pt for at få et gymnasielærerjob i nærheden af, hvor man bor. Det er nærmest umuligt at få pædagogikum, og selve pædagogikum passer også dårligt med tanken om at passe godt på sig selv. Der er mange gode elementer i jobbet, men folk bliver fyret til højre og venstre og arbejdspresset er stigende desværre. Det faglige og didaktiske er spændende, og kollegerne er gode, men de første 5-10 år er hårde. Det kan være det helt rigtige, men det er virkelig med at tage springet med åbne øjne, så man passer på sig selv undervejs.

    1. Det var mig, der skrev ovenfor også, og jeg er nødt til at stemme i med dig her. Jeg havde faktisk helt glemt aspektet med spørgerens skrøbelige sind. Det er helt korrekt, at et gymnasielærerjob er virkelig spændende, men også vanvittig hårdt. Altså vanvittigt i perioder i hvert fald. Det er ikke 8-16, så I perioder arbejder jeg fra tidlig morgen til sen aften med galloperende stresshjerte om aftenen. En fuldtidsstilling er gennemsnitligt 42 timer om ugen (pga. sommerferien), og der er perioder, hvor man arbejder mange flere timer end det. Man kan ikke have en off dag, hvor man genmer sig i et hjørne, for man står forrest og alene på scenen hver dag, og ens fag er så tæt sammenvævet med ens interesser, at privatliv og arbejde flyder sammen. Jeg elsker mit job, selvom det lyder som en klagesang, men det slår mig nu, at det næppe er fordelagtigt for én, der måske har det svært i perioder.

  14. Måske kunne en løsning være orlov fra studiet i et halvt år, mens du får noget professionelt hjælp og nogle værktøjer til det der er psykisk svært?? Og hvis det økonomisk ikke kan lade sig gøre, så måske have er deltidsjob, samtidigt?
    Jeg har selv gjort det, da jeg var på overbygningen af min uddannelse og fik en depression og generelt led et knæk i mit liv. Det var er hårdt halvt år, men det fik mig ud på den anden side, og jeg kom også tilbage til studiet med nyt gå-på-mod og fik det gjort færdigt.

    Jeg ved ikke om du ville kunne overskue den model, men det er i hvertfald et forslag du kan tænke over 🙂

  15. Selvom jeg ikke har været på arbejdsmarkedet i 10 år pga en førtidspension (depression etc), så har jeg en uddannelse, omend den er noget rusten. Mine tanker har været som hos jer, der gør opmærksom på at det er hårdt at være gymnasielærer. Jeg har også tænkt at Pernille med sin cand mag uddannelse måske kan finde et andet undervisnings job ? Jeg er helt med på livet som arbejdsløs humanist er komplet urimeligt. Jeg har selv deltaget i 2 af de såkaldte pipfugle kurser, som det hed i nullerne. Det var direkte undergravende at blive behandlet på den måde. Men 6 mdr som arbejdsløs humanist er vist ikke så lang tid ? Ja det var bare mit lille input. Ikke sikkert det kan bruges til noget. Men ønsker Pernille alt godt og bare det at tage en beslutning kan være en kæmpe lettelse. Kh Mette

  16. Der er allerede skrevet så mange fine, nuancerede svar. Jeg blev grebet af det, du skrive og fik lyst til også selv at lægge en kommentar.

    Jeg er selv cand.mag. og fra jeg fik den titel til jeg fik mit første, faste fuldtidsjob gik der mindst fire, måske snarere fem år. Var det svært i de fem år? Ja. Tvivlede jeg på mig selv i de fem år? Ja. Kedede jeg mig i diverse jobs i de fem år? Ja. Var jeg handicaphjælper? Ja, blandt mange andre småjobs.

    Jeg har nu været på arbejdsmarkedet i snart 25 år og jeg vil opfordre dig til at holde ud parallelt med at du passer godt på dig selv og dit øvrige liv. God ide at skrue ned for ambitionerne. Stræk evt de tre semestre til fire.

    Min egen oplevelse er, at der kan være meget langt mellem det man laver på tre benhårde semestre på universitetet og så den virkelighed, man kommer ud og arbejder i.

    På den lange bane kan det meget nemt vise sig, at dine personlige kampe (også med at lære rigtig meget nyt på kort tid lige nu) kan være lige præcis det, der vil gøre dig til en fremragende gymnasislærer – eller bare underviser i det hele taget. Der er ikke noget værre end en lærer, der bare er kørt lige igennem og synes det er superlet at gå i skole og lære nyt.

    Det er godt at være stærk og sej, men det er også helt okay at være skrøbelig. Det er en krævende fase, du er i lige nu. men husk: Alt er en fase. Hep fra mig.

    1. Det synes jeg er en fin krølle. For det er nemlig helt rigtigt, at det ofte er de perioder, hvor man virkelig føler, at alt er op ad bakke, der efterfølgende viser sig at have været der, man – ufrivilligt – hentede de vigtigste redskaber.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.