Alvorligt talt

Som hos alle andre bloggere, foregår der også hos mig alt muligt uvæsentligt og dagligdags i kulissen, som aldrig bliver omsat til indlæg. Noget af det, fordi det er invaliderende uinteressant for alle andre end mig selv, noget af det, fordi det involverer andre på en måde, der ville gøre det til en udlevering, hvis jeg skrev om det, og noget af det simpelthen fordi, det falder i en kategori, som jeg som blogger ikke vil parkeres i.

Dette indlæg hører til den sidstnævnte type, men jeg kan ikke rigtig komme til at skrive om det her emne uden at begrunde det, så nu får I alligevel en bid af mig, som jeg egentlig havde aftalt med mig selv skulle blive i skuffen, for jeg gider ikke – jeg gentager: i-k-k-e – være en slankeblog. Dem er der tusinde af, og godt for dem (gider heller ikke være en hade-blog), men jeg synes bare lynhurtigt, at den slags går i selvsving, og bliver det eneste dominerende i den virtuelle samtale.

Men altså. Over det sidste halve års tid har jeg tabt mig, og er begyndt at træne anderledes. Jeg er blevet for gammel til at være fanatisk, og der er bestemt stadig plads til forbedringer, men der er ved at være relativ tydelig forskel på Linda 2012 og Linda 2013, hvilket betyder, at folk er begyndt at kommentere det. Og nu er det, at jeg bliver helt træt indeni, for hold nu kæft hvor bliver det tydeligt, at der ikke er en eneste kvinde i min omgangskreds – eller i hele mit center for den sags skyld- der er tilfredse med sig selv. ALLE, der kommenterer på forandringen, slutter med at spørge: ”Hvordan har du gjort det?” Og hvis det var træningsdelen, de spurgte til, ville det give mening qua min rolle som instruktør, men den er de (næsten) ligeglade med. De vil have den magiske formel, der gør, at de kan spise, som de plejer, og alligevel få et nyt resultat.

Og det, der giver mig allermest lyst til at lægge mig ned og tude på mit køns vegne er, at 80 % af dem der spørger, er normalvægtige/slanke.

Jeg er ikke nazist i forhold til, at det kun er folk, der slæber rundt på 40 kilos overvægt, der må have et ønske om at tabe sig, og jeg er helt med på, at følelsen af ikke at være tilpas i sin krop kan være det samme, uanset om man synes, man vejer 6 eller 16 kilo for meget. Men vi taler mange, MANGE mennesker her, og det er sgu da trist. Specielt fordi størstedelen af dem aldrig kommer til at ville det nok, til at gøre noget ved det (og heldigvis, for de vejer – efter min bedste overbevisning – det, de ift. deres kropstype og genetiske udgangspunkt, skal veje), hvilket betyder, at de kommer til at bruge resten af livet på at gå og småhade sig selv og deres krop.

Og det, synes jeg, er både deprimerende og forkert, for det er jo for fanden ikke et spørgsmål om, om nålen står på 65 eller 72. Det er et spørgsmål om, hvordan du bærer dig selv og entrerer verden.

Bare se på en af verdens smukkeste – men absolut ikke tyndeste – kvinder Beyoncé.

Der er mange måder at være sund på. Så gentag efter mig:

Jeg elsker Mads & Monoplet. I det omfang det har været muligt, har jeg stukket ørerne indenfor de fleste lørdag formiddage mange år tilbage. Jeg synes tit, at der kommer nogle ret gode pointer frem, når de forskellige deltagere diskuterer danskerne moralske kvababbelser, og jeg griner altid lidt af, at folk med usandsynligt specielle og specifikke dilemmaer tilsyneladende tror, at målskiverne for deres adfærdsmæssige vaklen ikke hører M&M.

(Eller også gør de og håber på, at problemet så løser sig selv.)

Men der er et par områder, hvor jeg synes, at der er en vis metaltræthed at spore hos medlemmerne af Monopolet. Måske har de bare diskuteret den samme sag for mange gange, og er derfor tilbøjelige til at gøre kort proces, men efterhånden begynder det at irritere mig lidt at veninder, der lider af venindejalousi altid skal 1) tage sig sammen, 2) komme mere ud og 3) unde andre noget, og at koner, hvis mænd gerne vil starte hele familiens ferie – som har været på tegnebrættet i 1½ år – 2 dage senere, fordi de skal på druk med bowlingholdet, altid skal 1) tage sig sammen, 2) komme mere ud og 3) unde andre noget.

Er det bare mig?

Jeg synes, at venindejalousi er noget besværligt klisterværk at blive rodet ind i, men jeg synes, at det er at gøre tingene lige simple nok, bare at vedtage, at det handler om at tage sig sammen. I den bedste af alle verdener undte vi alle hinanden alt, men de af os, der lever i virkeligheden, tror jeg da både har prøvet at være den, der var utro og den, der – uden helt at vide, hvordan det gik til – blev 3. hjulet. Det er nogenlunde lige træls. Jeg har siddet til fester med mine veninders veninder og tænkt ”Fuck, hun er sjov; hende gad jeg godt drikke kaffe med!”, og haft fornemmelsen af, at det er gensidigt – men ingen af os gør noget, for det var fællesveninden, der havde os hver især først. Og jo. Hun BLIVER sur, hvis vi hooker op. Uanset hvad hun siger.

Og jeg har også prøvet, at to, jeg kender, som ikke tidligere har snakket sammen, pludselig var pot og pande, hvilket har gjort mig både usikker og irriteret. Jeg ved ikke hvorfor. (Jo, jeg gør.) Måske fordi jeg er bange for, at to mennesker, hvis største fælles reference so far er mig, vil tale om mig #heleverdenhandlerommig, eller fortælle hinanden noget, jeg har fortalt dem hver især i fortrolighed? At de vil vælge hinanden frem for mig et sted ude i fremtiden? Og nej, gu er det da ej rimeligt, og ja, gu ville det da klæde mig at stole noget mere på mine veninder. Jeg siger ikke, at det er hverken pænt eller klædeligt. Jeg siger bare, at sådan er det.

Og den med konerne? Hvorfor er jeg den eneste, der synes, at konen har ret til at blive skidesur? (Dette svar vil være umiddelbart overførbart på spørgsmålet: ”Hvorfor er jeg single?”) Jamen, helt ærligt? Jeg gider ikke forhold, hvor man forbyder hinanden noget, men det forudsætter jo altså en vis enighed i, hvad man finder rimeligt at trække ind i forholdet af vilkår. Det er ikke fordi, jeg synes, at konerne altid skal have ret. Slet ikke. Det er fint nok at diskutere. Jeg synes bare, at Monopol-folket med Hella Joof i spidsen, latterliggør kvinderne, uden at bruge tid på at overveje, om der kunne være en grund til, at bægeret flød over lige præcis nu. Og jeg synes faktisk, at Mads Steffensen er for god til at synke til det niveau, hvor han lader som om, han spiller Djævlens Advokat, men i virkeligheden bare lægger bolden til rette, så dagens dommere kan hamre den i nettet, så det synger.

Så det, jeg i *virkeligheden* bare gerne vil vide er: Hvornår ringer DR og spørger MIG, om jeg vil være med i Monopolet?

De sidste mange uger har reformer og vækstpakker præget en stor del af det mediebillede, jeg har været omkring, og en af dem, der har fyldt rigtig meget, er SU-reformen. Der debatteres lystigt og forudsigeligt; alle, der ikke studerer, ikke har børn eller som arbejder på Borgen er for, mens alle studerende er imod.

Et af de argumenter, der oftest lyder fra de studerendes side er, at den nye reform lægger op til at pace de unge gennem uddannelserne med dårligere kandidater til arbejdsmarkedet som konsekvens.

Jeg har selv arbejdet 2 år på et studiekontor. Jeg er bekendt med forskellen på studerende, der har været ude og klare sig selv og dem, der kommer lige fra gymnasiet, og som stadig bor hjemme; det kunne ikke falde mig ind at påstå andet, end at man får mere hele og selvstændige mennesker ud i den anden ende, hvis der er tid og økonomisk mulighed for at fjumre et års tid eller to undervejs.

Og måske er det mig, der ikke læser med de rigtige steder, men jeg savner virkelig, at parterne på begge sider af bordet – uanset om vi snakker om studerende, lærere, læger, tegnsprogstolke eller noget helt syvende – forholder sig til, at verden i dag ikke ser ud, som den gjorde for 20 år siden. Europa falder sammen om ørerne på os, og alligevel er der ingen, der synes, at der skal skæres i noget. Overhovedet.

Vi kan mange ting i Danmark, og meget af det vi kan, kommer af årelang tradition for at udforske og udvikle. Og bliver der mindre tid til det, hvis vi sætter tempoet op? Ja. Kommer det til at påvirke hele vores system og grundstruktur i negativ retning? Ja. Uden tvivl. Men ingen vil give noget, og kagen, der skæres af, er blevet mindre. Ligesom verden. For for 20 år siden var Polen et sted, man tog hen for at købe obskure kopivarer til spotpriser (her kan f.eks. nævnes mit Lenny Kravitz kassettebånd, som kostede 10 flade, danske kroner). I dag er det i manges optik arnested for håndværkere og lastbilchauffører, der kommer og tager vores arbejde. Og det betyder, at vi ikke kan sidde på godset og forvente, at alt det, vi var så heldige at blive født lige midt i, forbliver vores, fordi dem, der trak den geografiske og udviklingsmæssige nitte bare affinder sig med, at goderne er ulige fordelt.

Det behøver man ikke have gået på handelsskolen for at gennemskue vil påvirke markedet, priserne og – i mange tilfælde – kvaliteten.

Og det er så nemt at synes, at vi skal holde fast i de danske dyder, og ikke gå på kompromis.

Jeg vil f.eks. have ordentlige lærere til Anton, have godt og veluddannet personale på sygehuset, hvis min mor skal indlægges, og jeg vil ikke vente i 2 timer, hvis jeg skal have fat i en medarbejder på Kommunen. Jeg vil have tid til at forberede mig, når jeg skal ud og tolke, og jeg vil have timer for den tid, jeg bruger på transport, for det er det eneste rimelige.

Synes jeg.

Men af jer, der læser med her, gætter jeg på, at en del tjekker nettet for at finde den billigste pris på en vare, når I skal købe noget, der ligger i den dyre ende af skalaen. Jeg antager, at jeg kan risikere at møde en eller flere af jer i Bilka om søndagen, hvor vi glad og gerne handler, selvom søndagsåbent for de ansatte derude betød, at alt, hvad der hed tillæg blev fjernet med et trylleslag, fordi Bilka ikke kunne oppebære den enorme ekstra lønudgift, dét ville udløse. Og kan vi spare noget, ved at købe det på nettet, så er 3/4 af os pisseligeglade med, hvor det er produceret.

Min pointe er, at vi alle sammen gerne vil holde den høje standart på de områder, der lige præcis er vigtige for OS – samtidig med, at vi alle er med til at dumpe priser og dermed udlicitere, hvis vi som menige forbrugere kan spare 2 kroner.

Men når hele lande går konkurs, er tiden måske kommet til at forholde os til, om det f.eks. er en lille smule forkælet at stå fast på retten til et fjumreår?

Selvfølgelig skal vi ikke forære hele butikken væk, give køb på alt og tage til takke med mindsteløn og brugerbetaling, men det er som om, at vi alle sammen insisterer på at betragte økonomien som små fragmenter, hvor vi kun vil forholde os til den del, der lige præcis vedkommer os.

Måske vi kunne slippe for at gøre Grækenland selskab, hvis vi blev lidt bedre til at huske, at der stadig kun er en kage. Og at når nogen flår et ekstra stort stykke over på deres tallerken, så er der bare mindre tilbage til dem, der stadig ikke har fået.

Fri for at sidde sidst.

”Vasker du dine af i opvaskemaskinen?” spurgte min veninde forleden. Vi har begge to forelsket os i de pangfarvede Royal Copenhagen krus, og da vi har nået den alder, hvor man ikke rigtig ønsker sig noget til jul og fødselsdage, er det et kærkomment samle/ønske-objekt.

Man fraråder at vaske dem af i maskinen, krusene. Noget med det der gummi, der kan løsne sig eller springe i luften. Og derfor nød jeg øjeblikket ekstra meget, fordi det er så sjældent, at man kan vinge noget af på Listen Over Punkter Til Mulig Forbedring Af Personlighed.

En lang liste for mit vedkommende.

Da jeg var barn, blev jeg opdraget til at passe på mine (og andres) ting; vi var ikke fattige, men vi var bestemt heller ikke rige. Hvis der var noget, man gerne ville have, sparede man op til det, og derfor gav det god mening at passe på det, når man endelig kunne købe det.

Jeg tror, at nogle elementer i opdragelse får større effekt på ét barn i forhold til et andet, fordi de understøtter træk i barnets personlighed, og da jeg som barn var bange for alting, herunder også at gøre noget forkert, kom det virkelig til at fylde meget for mig, det med at passe på alting. Pas på, pas på, pas på. Kan I huske det afsnit af Venner, der handler om Monicas pæne porcelæn, der er så dyrebart, at det ikke må bruges? Fuld 1:1 identifikation for mig.

Da jeg blev voksen og flyttede hjemmefra, delte jeg i en periode lejlighed med en veninde, og det var der, jeg begyndte at opdage, at det nærmer sig et handikap, hvis man alting skal behandles så varsomt, at man enten kun selv må bruge det, eller kun låner det ud medfølgende strenge instrukser og krav om brug under kyndig supervision.

Jeg var panisk ræd for at låne mine forældres bil, for TÆNK, hvis jeg lavede buler i den, og jeg opdagede, at det var ret svært at have det sjovt, når man holdte fester, når man hele tiden sad og svedte ved tanken om, at nogen nok snart ville spilde rødvin på de afhøvlede trægulve.

Ud over at det er meget lidt super at være så bevidst om sine egne ufede sider, bliver man også sindssyg af, at det er de forkerte ting, der fylder – for hvad fanden er ideen med at passe så godt på alting, at du, når du engang stiller træskoene, gør det på et pletfrit gulv, omgivet af kasser med ubrugt service og porcelæn, hvis du gør det alene, fordi ingen tør eller kan holde ud at være sammen med dig? Og hvor er glæden ved at erhverve sig en ny ting, hvis den bare skal stå på hylden i ubrugt emballage og pynte?

På en måde er det jo en slags minimetafor for livet; at man skal turde leve det, med alle de risici for skrammer og skår, det indebærer, hvis det skal have værdi.

Så jeg besluttede, at det måtte stoppe. Bum. Og jeg skal hilse og sige, at det fandendansme tager lang tid at pille den slags splinter ud af personligheden, fordi det ikke er noget, man tænker over; det er bare lagret som en slags automatrespons i centralnervesystemet.

Selvfølgelig skal man ikke ende i den modsatte grøft, hvor man pisser på alt og bliver et ting-svin, men jeg besluttede mig for, at ting er til for at blive brugt, og at jeg ikke vil have noget i huset, som er så vigtigt for mig, at det er et problem, hvis det går i stykker.

Hvilket viste sig at være et rigtig godt mønster at have indarbejdet, inden man får børn.

For når jeg smider skårene ud efter koppen, han smadrede, kigger på mit før-så-pæne hvide sofabord, som skater-Anton har tagget med sort kuglepen, og synes, at det er skideligemeget, og kan læne mig afslappet tilbage (okay, relativt afslappet. Træerne vokser ikke ind i himlen) når han gerne vil have sit lille krus med varm kakao med ind i stuen (til sofaen. Og gulvtæppet. Og de andre møbler. De andre i Den Anale Klub forstår, hvad jeg mener) og når jeg smider mine RC krus i opvaskeren – så bliver jeg glad. For så ved jeg, at det er lykkes.

I singlekredsen snakker vi meget om, hvordan vi er hinandens selvvalgte familie og hvordan vi for hinanden har den samme funktion, som ægtefæller har. Vi gider faktisk godt at høre om, at Betinna på arbejdet i-fucking-gen har taget det sidste kaffe uden at sætte nyt over, og at personer, vi aldrig har mødt, måske liiiige skulle vælge at skrue ned for kalorieindtaget, nu hvor de endelig har fået den gastriske bypass, de har knevret uafladeligt om i 6 måneder. Vi er hinandens ventiler, hvilket både er fantastisk og vigtigt, fordi det betyder, at vi ikke er nødt til at smelte sammen i indebrændt raseri over småting, vi ikke kommer af med.

Men ligeså vel som parforhold løber ind i kriser, er jeg ved at opdage, at det samme gør sig gældende for venskaber. Vi har tidligere snakket om, hvordan man slår op med venner, hvis den anden egentlig stadig synes, at vi rigtig hygger os, men det, jeg begynder at se nu er, at venner, på lige fod med ægtefæller, træffer valg og siger ting, gør det her ved forholdet:

Nogle ting, kan man snakke sig rundt om og ud af, mens andre ting for altid ændrer dit syn på vedkommende. Jeg har f.eks. en kammerat, der en dag sagde, at han ikke mente, at homoer skulle have mulighed for at adoptere. Lamslået tavshed fra min side; jeg troede, at vi var enige om de helt grundlæggende elementer i menneskesynet og i definitionen af det gode liv. Jeg har efterfølgende været nødt til at beslutte med mig selv, at det har han aldrig sagt. Punktum.

Alle har (i teorien) ret til deres egen holdning, og da det jo (desværre!) (- og det skal vi faktisk også have snakket om) ikke er mig, der laver reglerne or, hvad vi må mene og synes, må jeg æde, at nogen ind imellem mener noget andet end mig. Men der ER nogle uenigheder, der bunder i noget så grundlæggende, at det forandrer dit syn på personen, når du opdager, at I ikke er enige.

Jeg snakker f.eks. heller ikke længere helt så meget – og dybt – med den veninde, der, efter at jeg var blevet gravid, uopfordret fortalte mig, at alle børn bør have en mor og en far. Ellers var det synd. Det er hun i sin gode ret til at mene. Det ville bare være mere oplagt, hvis hun mente det sammen med nogle af sine gravide parforholdsveninder.

Og lige sådan er der også nogle tidspunkter i livet, hvor der kun er én chance for at handle rigtigt, hvis man vil bevare venskabet, som f.eks. da en veninde for år tilbage skulle begrave sin far. Hun havde et mindre udeforstående om noget i store træk ligegyldigt med en kammerat, som hun var vokset op med, og som havde kendt hendes far altid. Han valgte at blive væk fra begravelsen, og undlod at sende så meget som en nellike. Det er ikke sikkert, at de havde fundet sammen i venskabet igen, hvis han var kommet, men så havde muligheden dog trods alt været til stede.

Eller hende, der under sin graviditet oplevede noget veninde-fnidder med en, hun havde haft et søsterlignende forhold til i 14 år. Den ikke-gravide valgte terminsdagen til at fortælle, at hun slog op – hvilket hun i øvrigt ikke ville begrunde – og ignorerede derefter både mor og barn. Der er nok heller ikke sådan *rigtig* lagt op til forsoningskaffe dér.

For mig er det nyt, det med at blive venne-skilt. Tidligere kunne de fleste kriser afværges med en snak om forventninger til hinanden, og der kunne slås en streg over det med et ”undskyld”, når den ene part trådte ved siden af eller – ved et uheld – var kommet til at vælge Drama & Selviscenesættelse som liniefag.

Jeg ved ikke, om det er fordi, vi dømmer hinanden hårdere? Måske er der så meget på spil i vores eget liv, at vi ikke har overskud til at forholde os til det, der sker i de andres, eller til at være overbærende eller forstående, når folk skuffer os?

Eller måske handler det om, at vores generation nu er rykket ind på det felt på pladen, hvor de virkelig voldsomme omvæltninger sker. Der, hvor der fødes børn, hvor folk mister deres forældre og hvor livstruende sygdom, til alles store rædsel, begynder at ramme egne rækker. Og hvor undskyld virker som et forsøg på at standse en arterieblødning med et stykke hæfteplaster, når man fucker op.

I kirken minder præsten brudeparret om, at de skal ”tilgive hinanden og bære over med hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde hinanden” når han vier dem.

Jeg begynder at forstå, hvorfor det er en nødvendig påmindelse.

Tak for nogle virkelig fine kommentarer på det sidste indlæg; jeg er åbenbartikke den eneste, der synes, at det her er et spændende emne, så lad os tage hul på 2. halvleg.

Og selvom jeg lige nu kun har skrevet et par linjer, ved jeg godt allerede, at det her bliver langt, så måske man lige skal tisse af og lave refill på kaffen, inden vi fortsætter.

Alle mand ombord? Vi kører.

Det er nogle rigtig spændende vinkler, der kommer på banen i kommentarfeltet, og uanset hvor man står, synes jeg, at de forskellige holdninger tjener som bevis for i hvert fald én ting: At det er et emne så væsentlig, at det er forkert at ignorere det, hvis man skal hjælpe folk til at tabe sig.

For uanset hvor meget fornuft, der er i at sige nej til kage, hvis man gerne vil leve sundt, så er det for nogen for stor en udfordring at sidde overhørig, at de mener at kunne mærke, at et nej tak bliver taget ilde op.

Ydermere er de måske selv gjort af samme stof som mig (og mange af jer), og ved derfor first hand, at det *bliver* bemærket, at de siger nej. Og ikke på den positive måde. Derfor synes jeg, at slankeindustrien lader de mennesker, for hvem sociale sammenkomster er en udfordring i stikken, ved at lade som om, problemet ikke er der. Der ville være langt mere fornuft i at snakke strategier for den enkelte, synes jeg.

En ting, der virkelig irriterer mig er, at mange af de steder, hvor problemet så bliver taget op, lægges der op til, at det udelukkende handler om misundelse, hvis andre i et selskab reagerer negativt på, at nogen vælger de søde sager fra. Ud over at man nærmest får tinnitus af selvfedmealarmen, synes jeg, at det er et ret usselt motiv at tillægge andre.

Og personligt tror jeg, at det handler om noget helt andet, som jeg selv bedst kender fra en anden situation. For har du nogen sinde prøvet at sladre eller bagtale om en anden person til en, du opfattede som din ven eller fortrolige, og så fået et neutralt, coachagtigt svar tilbage? Ja? Selvom det ikke med et ord er blevet nævnt, at det, du gør er forkert, føles det ret meget som en afvisning, ikke? Også selvom man gooodt veeeed, at det er én selv, der er skidebarnlig, og at veninden er i sin gode ret til ikke at ville medvirke til svælge i den fælles bekendtes fejl og mangler. Og det er jo ikke fordi man beundrer hendes viljestyrke eller stærke karakter til ikke at synke ned på det niveau, at man reagerer. Det er følelsen af at have rakt ud og have fået nej.

Mit bud er, at det er den samme kasse, vi skal rode i, når vi skal finde forklaringen på, at det ikke i alle kredse er gratis at sige nej til søde sager og alkohol.

Men hvordan kommer man så omkring det? For som flere ganske rimeligt indvender, så kan man jo for fanden ikke sige ja til det hele, med mindre man elsker at gå i telt.

Jeg har indtil videre spottet et par forskellige copingstrategier, begge lidt løgnagtige i betrækket.

Én går ud på at fake en allergi eller et lægeordineret hensyn til noget baks i hjertekarregionen. At det virker, er der ingen tvivl om, for alle er anstændige nok til ikke at punke på en, der er syg – jeg forestiller mig bare, at det må være RIGTIG træls for dem, der rent faktisk ER syge, når der pludselig bliver sat spørgsmålstegn ved deres allergier etc, fordi kur-allergikerne nogle gange glemmer, hvad de har meldt sig forfulgt af, og derfor nogle aftener godt kan spise is, men ikke tåle kagen, og andre aftener kører det omvendte koncept.

For mit eget vedkommende vil jeg ikke sige, at jeg direkte lyver. Jeg modellerer bare sandheden en smule, eller viser folk, hvad de gerne vil se. Når jeg er på arbejde, spiser jeg f.eks. aldrig kage. Jeg bruger en præfabrikeret undskyldning med, at jeg ikke kan tolke med mad i munden/hånden, og den godtager alle.

Faste læsere af bloggen vil også vide, at min kontrolknap drejer lige til den stramme side, så jeg drikker mig aldrig spritstiv, når jeg skal til fitnessfester, hvor medlemmerne er med. Og da det tager under 4 minutter at blive alvorligt træt af at svare på, om man er i bil/gravid/blevet kedelig, har jeg i årevis haft en aftale med tjenerne om, at jeg får et fadølsglas med half n’ half æblejuice/dansk vand, hver gang jeg løfter mit glas og beder om en refill. Smukt, enkelt og alle er glade, men for nogen er der noget rent principielt i at nægte at lyve for at tækkes andre. Jeg er nok lidt mere pragmatisk anlagt og tænker, at jo mindre mine fravalg fylder, jo bedre plads er der til at beskæftige sig med det, der betyder noget.

Hvilket bringer os tilbage til selskaberne med de mennesker, vi holder af, hvor det rent faktisk betyder noget for mange af os, at de bliver kede af det eller sure, hvis vi takker nej til det, de sætter på bordet. What to do?

Mit beskedne bud går på, at man som gæst kan redde ganske meget ved at snakke med værten i forvejen. På den måde kan man stille og roligt forklare, hvad det drejer sig om, og værten har både tid til at blive god igen inden festen, og kan tage hensyn ift. planlægningen – som vi alle sammen gør, når vi får gæster, der er gravide, muslimer eller rent faktisk ER allergikere. For de fleste værter vil jo i bund og grund gerne bare have glade gæster, der går mætte fra bordet, uanset sukkerpolitik og kostmæssigt standpunkt.