Tak for nogle virkelig fine kommentarer på det sidste indlæg; jeg er åbenbartikke den eneste, der synes, at det her er et spændende emne, så lad os tage hul på 2. halvleg.
Og selvom jeg lige nu kun har skrevet et par linjer, ved jeg godt allerede, at det her bliver langt, så måske man lige skal tisse af og lave refill på kaffen, inden vi fortsætter.
Alle mand ombord? Vi kører.
Det er nogle rigtig spændende vinkler, der kommer på banen i kommentarfeltet, og uanset hvor man står, synes jeg, at de forskellige holdninger tjener som bevis for i hvert fald én ting: At det er et emne så væsentlig, at det er forkert at ignorere det, hvis man skal hjælpe folk til at tabe sig.
For uanset hvor meget fornuft, der er i at sige nej til kage, hvis man gerne vil leve sundt, så er det for nogen for stor en udfordring at sidde overhørig, at de mener at kunne mærke, at et nej tak bliver taget ilde op.
Ydermere er de måske selv gjort af samme stof som mig (og mange af jer), og ved derfor first hand, at det *bliver* bemærket, at de siger nej. Og ikke på den positive måde. Derfor synes jeg, at slankeindustrien lader de mennesker, for hvem sociale sammenkomster er en udfordring i stikken, ved at lade som om, problemet ikke er der. Der ville være langt mere fornuft i at snakke strategier for den enkelte, synes jeg.
En ting, der virkelig irriterer mig er, at mange af de steder, hvor problemet så bliver taget op, lægges der op til, at det udelukkende handler om misundelse, hvis andre i et selskab reagerer negativt på, at nogen vælger de søde sager fra. Ud over at man nærmest får tinnitus af selvfedmealarmen, synes jeg, at det er et ret usselt motiv at tillægge andre.
Og personligt tror jeg, at det handler om noget helt andet, som jeg selv bedst kender fra en anden situation. For har du nogen sinde prøvet at sladre eller bagtale om en anden person til en, du opfattede som din ven eller fortrolige, og så fået et neutralt, coachagtigt svar tilbage? Ja? Selvom det ikke med et ord er blevet nævnt, at det, du gør er forkert, føles det ret meget som en afvisning, ikke? Også selvom man gooodt veeeed, at det er én selv, der er skidebarnlig, og at veninden er i sin gode ret til ikke at ville medvirke til svælge i den fælles bekendtes fejl og mangler. Og det er jo ikke fordi man beundrer hendes viljestyrke eller stærke karakter til ikke at synke ned på det niveau, at man reagerer. Det er følelsen af at have rakt ud og have fået nej.
Mit bud er, at det er den samme kasse, vi skal rode i, når vi skal finde forklaringen på, at det ikke i alle kredse er gratis at sige nej til søde sager og alkohol.
Men hvordan kommer man så omkring det? For som flere ganske rimeligt indvender, så kan man jo for fanden ikke sige ja til det hele, med mindre man elsker at gå i telt.
Jeg har indtil videre spottet et par forskellige copingstrategier, begge lidt løgnagtige i betrækket.
Én går ud på at fake en allergi eller et lægeordineret hensyn til noget baks i hjertekarregionen. At det virker, er der ingen tvivl om, for alle er anstændige nok til ikke at punke på en, der er syg – jeg forestiller mig bare, at det må være RIGTIG træls for dem, der rent faktisk ER syge, når der pludselig bliver sat spørgsmålstegn ved deres allergier etc, fordi kur-allergikerne nogle gange glemmer, hvad de har meldt sig forfulgt af, og derfor nogle aftener godt kan spise is, men ikke tåle kagen, og andre aftener kører det omvendte koncept.
For mit eget vedkommende vil jeg ikke sige, at jeg direkte lyver. Jeg modellerer bare sandheden en smule, eller viser folk, hvad de gerne vil se. Når jeg er på arbejde, spiser jeg f.eks. aldrig kage. Jeg bruger en præfabrikeret undskyldning med, at jeg ikke kan tolke med mad i munden/hånden, og den godtager alle.
Faste læsere af bloggen vil også vide, at min kontrolknap drejer lige til den stramme side, så jeg drikker mig aldrig spritstiv, når jeg skal til fitnessfester, hvor medlemmerne er med. Og da det tager under 4 minutter at blive alvorligt træt af at svare på, om man er i bil/gravid/blevet kedelig, har jeg i årevis haft en aftale med tjenerne om, at jeg får et fadølsglas med half n’ half æblejuice/dansk vand, hver gang jeg løfter mit glas og beder om en refill. Smukt, enkelt og alle er glade, men for nogen er der noget rent principielt i at nægte at lyve for at tækkes andre. Jeg er nok lidt mere pragmatisk anlagt og tænker, at jo mindre mine fravalg fylder, jo bedre plads er der til at beskæftige sig med det, der betyder noget.
Hvilket bringer os tilbage til selskaberne med de mennesker, vi holder af, hvor det rent faktisk betyder noget for mange af os, at de bliver kede af det eller sure, hvis vi takker nej til det, de sætter på bordet. What to do?
Mit beskedne bud går på, at man som gæst kan redde ganske meget ved at snakke med værten i forvejen. På den måde kan man stille og roligt forklare, hvad det drejer sig om, og værten har både tid til at blive god igen inden festen, og kan tage hensyn ift. planlægningen – som vi alle sammen gør, når vi får gæster, der er gravide, muslimer eller rent faktisk ER allergikere. For de fleste værter vil jo i bund og grund gerne bare have glade gæster, der går mætte fra bordet, uanset sukkerpolitik og kostmæssigt standpunkt.
Man kan også vælge et tredie alternativ: Hvis man er på kur/kostomlægning, fører man som regel nøje regnskab med hvor meget/lidt man kan spise hver dag. Så man véd hvad man kan tillade sig.
Og det er de færreste som ikke på forhånd kan regne ud at der formentlig kommer gode sager på bordet når man er på besøg hos moster Hanne/veninde Linda. Så muligheden er at justere lidt i indtaget tidligere på dagen (evt dagen før eller efter) for at være klart til at spise kage uden at ødelægge kuren. Samtidig kan man sagtens få et lille stykke kage til at vare ganske længe: Det handler om at koncentere sig om og nyde kagen mens man spiser den.
Jeg kender flere som bruger denne metode, og på den måde ødelægger man ikke noget for hverken værten eller gæsten. Men man må have selvkontrol nok til at stoppe efter det ene stykke kage man har lovet sig selv.
Jeg plejer bare at nøjes med et lille stykke kage og sige at det er mega lækkert, men at jeg SIMPELTHEN IKKE kan spise mere, men at jeg gerne vil have mere te. En enkelt småkage kan jeg også klemme ned. Men SÅ HELLER IKKE mere.
Jeg synes virkelig det er en to-vej ting. Jeg kan bliv rigtig ked af hvis jeg har gæster, der ikke vil/kan spise noget af min mad, men det jeg bliver mest ked af er hvis jeg ikke kendte til deres allergi, smag eller præferencer på forhånd. Jeg synes det er 100 % fair at sige nej tak, for hvorfor er værtens behov vigtigere end gæstens? Jeg synes det er lidt let at sige den eneste vej er "alt med måde". Det virker som om man ikke bliver fornærmede på muslimer, folk med allergi etc. Man ville næppe tvinge et stykke kød i en vegetar – hvorfor skal folk, der fx. har fundet behag i ikke at spise sukker, så absolut tvinges til at spise noget kage, tage en skive franskbrød eller drikke lidt alkohol? MEN som i alle andre sammenhænge er modenhed og kommunikation nødvendig for at skabe ærlige og hyggelige rammer. Jeg ville til hver en tid påskønne et opkald inden en middag, hvor jeg blev gjort opmærksom på evt. specielle diæter. Til gengæld kunne jeg også finde på at svare om personen, så evt. selv kunne bidrage til egen kost, hvis nu rammerne var helt ved siden af hvad jeg havde planlagt (Det er nu lidt svært at forestille mig at det ville blive et problem, men hvis det var ville jeg gøre det). Jeg er ikke selv religiøs om min mad, men har da perioder hvor jeg gerne undgår kulhydrater (jeg har det bare bedre uden). Og har man prøvet at skære dem væk, ved man godt hvordan man nemt falder HELT i hvis man åbner døren på klem. Hvis jeg havde opnået at rense ud i min kost igen, ville jeg være meget ked af at falde i fordi mine venner ikke kunne leve med at jeg ikke vil spise deres kage. Min oplevelse er at hvis man er ærlig og ikke pådutter nogen noget (det går begge veje), så er rummeligheden og opbakningen stor. Måske kan det at have en special diæt fremgå som værende egoistisk. "Se på mig! Se på mig! AAAAT I kan rumme al det sukker! I skulle bare vide hvor rart man får det uden!". Men det er da også i høj grad egoistisk at ville diktere sine gæsters indtag. "Jeg har fødselsdag, så jeg er konge af verden og kongen siger du skal kværne den kage NU! Og mens du sidder med sved på panden så skal du rose mig!" For mig er det en kulturændring, der netop handler om at fjerne egoismen og være åbne om de præferencer man nu engang har.
Kan man ikke også se det ud fra, at det er værtens ansvar? Jeg synes det er helt vildt god stil, hvis der er sunde og lækre alternativer. En bolle med lidt flere fibre eller smukt anrettet frugt? og selvfølgelig kage?
Jeg elsker, når min egen mor holder fødselsdag med et kagebord, der er en sønderjyde værdig. For hun har venner, der altid er på kur eller har gluten-allergi. Hvilket for hende jo bare er en undskyldning for at låne 20 kogebøger på biblo og eksperimentere med noget helt nyt/sundt/glutenfrit/whatever.
Kan vi læsere ikke lige lave en aftale om, at man som vært overvejer, hvad gæsterne rent faktisk har lyst til? Også selvom det ikke er kage?
Vi spiser kosher mad og derfor ikke kød eller skaldyr – altså som vegetarer ca. Det oplyser jeg altid om når vi bliver inviteret til middag – og tilbyder at vi gerne kommer til en kop kaffe hvis det virker for besværligt. Det er faktsik altid blevet vel modtaget og der er aldrig nogen der har aflyst middagen, tværtimod er der altid fundet en løsning.
Men men men… Kagen….
Jeg er høj og slank og kan rent faktisk ikke rigtig lide søde sager af nogen slags. Og vil helst være fri for kager, bortset fra en gang pr. hundrede år når jeg tilfældigvis af mærkelige årsager alligevel får trangen. Men så vil jeg godt selv have lov at bestemme hvornår det skal være, for jeg hader at skulle gå rundt med brækfonemmelser efter at have spist noget jeg ikke bryder mig om. Men jeg får jo altid den med slanke-kuren osv selv om slanke mennesker vel ikke behøver at være på kur når nu de er slanke? Nå, men jeg gør tit det at jeg tager imod kagen og så sidder jeg og tværer rundt i den så det ser ud som om jeg har spist af den. Fjollet? Tjah, men så får jeg fred for spørgsmål og bemærkninger jeg ikke er interesseret i, og værten bliver glad fordi jeg tager imod det tilbudte. Konfliktsky? Eller gider måske bare ikke at diskutere visse private emner med alle og enhver.
Tilslutter mig helt Mette og Britt: I et gennemsnitligt dansk kvindeliv er der alså ikke så tætpakket en social kalender hvad angår kagesammenkomster med andre kvinder (for det er jo en kvindeting, det her. Mænd ville typisk springe op og falde ned på om du siger ja eller nej tak til det ene eler det andet. Madtvang/ mqd-nægtelse en kvindeneurose), at det ikke for de fleste på kur vil være muligt at skære ned tidligere på dagen/ugen og så tage en lille stykke kage, og uden falbelader og kommentarer spise halvdelen i små bidder i løbet af en time, og fordele resten som klister på tallerknen. Det virker for anorektikkerene! (Undskyld, det skriver jeg ikke for at gøre mig morsom på deres bekostning, mere for at sige at hvis man virkelig ikke ønsker at trække opmærksomhed hen på sit fravalg, så findes der strategier for diskretion). Sofie
Altså, hvis man er inviteret til fødselsdagskagebord, så har værten ret til at forvente, at gæsterne spiser kage. Hvis man overhovedet ikke kan lide nogen former for kage, bør man lige gøre opmærksom på det i forvejen. Og hvis man er på kur og ikke vil bryde den, skal man også sige til. Når man siger ja til invitationen – ikke når man bliver budt.
Og det gælder ikke kun kage. Hvis man er inviteret til et måltid af en eller anden afart, så forventes det, at man spiser noget af det. Jeg ville da undre mig dybt, hvis jeg var inviteret til middag, og der så ikke blev serveret noget, fordi det forventedes, at gæsterne selv slæbte deres yndlingsmad med. Og omvendt bliver jeg altså også sur, hvis en af mine gæster nægter at røre det serverede.
Jeg kan leve med, at folk er på diæt, slankekur eller kostomlægning, spiser kosher eller efter blodtype, er muslimer, vegetarer, veganere eller kun spiser økologisk. Men så skal de også gøre det derhjemme. Jeg bliver olm, når de år efter år sidder og vejer de samme 120 kilo og samtidig nægter at spise andet end deres egen medbragte råkost hos mig. Jeg bliver ædende ond, når jeg ser McD-affald i bilen hos den, der kun vil spise øko hos mig.
Det minder mig meget om rigtig mange religiøse menneskers forhold til deres religion. Udadtil bliver der prædiket og pudset glorie – og privat kan man så opføre sig så dårligt, som man lyster.
Sofie, Mette og Britt: Har I været overvægtige? Kender I til at skulle smide +20kg. Der er jo en grund til at man er blevet alt for tyk, den grund hedder for mange "ikke god til mådehold" Jeg erkender blankt, jeg har ingen rygrad når det kommer til mad, jeg kan li det og jeg æder. Bare at tage lidt er langt langt sværere for mig end helt at lade være. Enig i at det skal gøres diskret, men et stille "nej tak" har det med at larme i andres øre. Endvidere kan det være svært at spare på kalorierne andre dage da man så bare bliver ekstra sulten og har endnu sværere ved at lade lækkerierne være.
Hvem kan svare på HVORFOR det er så provokerende at sige "nej tak".
Hvis jeg nu valgte at servere noget dybt mærkeligt, f.eks hjerne, for mine gæster, var de så også uhøflige hvis de sagde nej?
Alt her er skrevet i venlighed, hvis det opfattes anderledes er det bare fordi jeg er lidt frustreret. 😉
Hej Clarke,
nej, indrømmet, jeg har ikke prøvet at slåa med mere end moderat over efter fødsel. Så al respekt for det du skriver. Jeg tror at det stille "nej tak" provokerer os fordi det piller ved noget dybt nede i vores stenalderhjerner. Som sagt, så er mad = fællesskab, og det stærkeste af alle fællesskaber har i 99% af menneskehedens kulturhistorie været det fællesskab der har udspillet sig omkring ildstedet hvor det nyligt nedlagte bytte er blevet parteret og fortæret i fællesskab. Hvis man ikke vil tage del i fælles indtagelse, så signalerer man ganske kraftigt at man stiller sig udenfor fællesskabet. Jeg tror ur-hjernen hos de andre måltidsdeltagere derefter straks stiller sig selv spørgsmålet: "Jamen hvad laver hun så her?" (jeg forholder mig ikke i dette indlæg til om jeg synes man skal sige ja eller nej til kage, om det er forkert at bede om særkost eller medtage selv osv. Jeg skriver udelukkende hvad jeg tror der foregår på det ubevidste plan, og hvorfor jeg tror folk reagerer så kraftigt)Sofie
Anonym skrev: "Jeg bliver olm, når de år efter år sidder og vejer de samme 120 kilo"
Mon det er helt af eget valg? Ja det kan man argumentere, at det er, men for nogle mennesker er det ikke ligetil at sige nej.
Det bliver bestemt ikke nemmere, når der bliver skudt ting i skoene og man bliver modtaget med den holdning, som du ligger for døren.
@Britt: Selvkontrol, nej ikke nødvendigvis. Nogle gange er det bare det sidespor der gør, at personen ikke kommer op igen. Alkoholikeren må da også lige kunne tage det glas champagne – og nøjes med det ene, som vedkommende har lovet sig selv. Det handler jo om selvkontrol.
Jeg synes egoismen lander hos de, der ikke efterlader rum til, de mennesker, der har det svært med f.eks mad. Manglende forståelse for andre mennesker, og manglende forståelse for, at det ikke er bare
Skal anorektikeren BARE spise?
Skal alkoholikeren BARE?
De sociale forventninger og det pres, der lægges – af de folk, som mener, man BARE skal – er med til at skubbe en i forvejen svækket psyke. Sende dem ud i endnu en omgang restriktivt spisning, overspisning eller udrensninger (opkastninger eks)
Tak, Sofie. Stof til eftertanke…
Nej, jeg tror bestemt ikke, man er tyk, fordi man har lyst til at være det. Men ret beset er det jo ikke teknisk vanskeligt at tabe sig, hvis det er det, man vil. Ligesom det ikke er teknisk vanskeligt at holde op med at ryge.
Hvis man er for tyk og ønsker at gøre noget ved det, så hjælper det altså ikke en hujende fis, hvis man kun gør noget ved det hos mig. Så tit har jeg heller ikke spisende gæster – og så tit er min omgangskreds ikke inviteret ud.
Jeg gør gerne noget ud af at servere passende mad, men jeg vil ikke være med i en selviscenesættelse, der ikke har bund i virkeligheden. Jeg laver hjertens gerne vegetarmad til vegetarer – men ikke, hvis de lystigt guffer røde pølser derhjemme. Jeg serverer normalt ikke svinekød for muslimer – men når jeg så møder dem stangstive i byen med en dame, der ikke er deres kone, så har jeg svært ved at forstå, at oksekødet absolut skal være halal. På samme måde vil jeg gerne støtte en veninde, der gerne vil prøve at tabe sig. Men når hun nu år efter år overhovedet ikke gør det, så vil jeg altså ikke have besværet med at udtænke kaloriefattige alternativer til hende, så hun kan sidde og lege slankekur.
Jeg synes ikke, jeg bliver en dårlig veninde af ikke at bakke op om hendes selvbedrag. Tværtimod – hvis hun virkelig ønsker at smide de kilo, så kan jeg da langt bedre støtte hende uden det skuespil.
Nu er det ikke for at hi-jacke dine læsere eller dit emne, men jeg har lige skrevet om et barn i bekendtskabskredsen der bekymrer sig om fedme.
Hun er syv år.
Jeg spiser altid kage, min vægt svinger 2-4 kilo op og ned for tiden. Det er ikke til at holde en konstant vægt for mig åbenbart.
Ved du hvad, Blogsbjerg? Jeg synes du er klam, intet desto mindre, du sidder der, og venter på medynk, fordi du gerne vil trøstespise med alle dine veninder, vær en god vært og server, det dine veninder kan lide, og ikke de kager du kan lide at trøstespise, at stille dine veninders livretter på bordet, det er, at være en god vært, prop dig selv i halsen, tak! Og vær endelig gal – eller ligeglad..