Hvis jeg nogensinde bliver færdig med at være tolk, vil jeg studere sådan noget med kost, psykologi og socialt samspil. Jeg synes, at det er råddent spændende, hvor meget emotionelt snask, der ligger lige under overfladen på et område, vi alle forholder os til mange gange om dagen.
Jeg tror ikke, at man kan være pige uden enten selv at have været på kur eller have kendt nogen, der har været, og mange har sikkert også 1. eller 2. håndskendskab til spiseforstyrrelser. Og hvor det nok er de færreste mormødre, der lige smutter ud og retter lidt rygeherion an på en bakke, når man kommer forbi på uventet besøg, skal de fleste, der har et problematisk forhold til mad, forholde sig til både maden og al det, den betyder i sociale sammenhænge, en million gange om året.
Hvis jeg kigger på mit eget lille hjørne af verden, er jeg sådan en, der siger ”jeg elsker dig” ved at gøre noget for dem, jeg holder af. Det var en dejlig dag, da det gik op for mig, fordi det forklarede, både hvorfor jeg bliver meget ked af, når folk ikke vil hjælpe mig (de elsker mig tydeligvis ikke. Svin) og hvorfor jeg helst vil klare alting selv (som *om* jeg gider give dem chancen for at afvise mig, tss).
Hvilket betyder, at det er vildt fedt at være gæst hos mig, hvis du er på kur, for jeg har bagt 15 kager og lavet hele menuen fra bunden, fordi jeg gerne vil vise dig, hvor meget du betyder for mig.
Sig nej til dét.
Så når jeg hører alle de store slankemastodonter – og her sidder den gode Bitz desværre med på anklagebænken – sige, at det ikke er spor uhøfligt at sige nej til kage, når du er ude, og at du sagtens kan have dine egne revne gulerødder med i en boks, når du er inviteret til 40 års fødselsdag, er jeg ikke enig.
Det er en fair indvending at sige, at det jo så er mit problem, og mig, der skal løse det. Andre mennesker skal ikke være tykke pga. mine issues, og hvis man er der, hvor man slæber gulerødder med til festlige lejligheder i brugte Carte d’Or Boxe, har man formentlig selv et spøgelse eller to i skabet, der lige skal have en over nakken, inden man springer ombord i mine komplekser. Men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at række en hånd forsigtigt op og sige, at det er det for nogen. Uhøfligt, altså.
Der er selvfølgelig forskel på både omstændigheder og på, hvordan man gør det, men for mig handler det også om, at når man holder en fest, så skal man sgu også have lov at være i centrum. Hvis der er 80 gæster til stede, er der jo nok ingen, der lægger specielt meget mærke til dig, hvis du bare lige nipper til salaten, men hvis man sidder 10 piger til fødselsdag, trækker det temmelig meget opmærksomhed, hvis der er en, der er kommet af sted iført kjole og nej-tak. Og så er det sgu lidt træls at have svedt i køkkenet i en uge, for det smitter. Der er i-n-g-e-n, der tager to stykker kage til den slags sammenkomster.
Og alt det synes jeg er trés, trés interessant. For hvis behov skal man vægte? Sine egne eller værtens? Har mine behov større berettigelse end gruppens, eller ville det faktisk være mere reelt at melde fra? Ville problemet være løst, hvis alle omkring bordet bare lyttede til sig selv, eller er der alt for meget socialt klister smurt på den side af tilværelsen? Noget med magt og rollefordeling, identiteter og gruppefølelse?
Uanset om vi snakker om psykologer, coaches eller madguruer, stritter det i mig, når mennesker, der arbejder professionelt med andre mennesker, opfordrer til, at man kun tager hensyn til sig selv. Hvis man er den forsagte type med en fortid som dørmåtte, så jo; så skal man selvfølgelig lære at stå på sit, men jeg synes, at det er, at gøre verden mere simpel end godt er, når man opfordrer folk til udelukkende at fokusere på egne behov, for risikerer man ikke bare, at give folk nye problemer med deres omgivelser, hvis man fortæller dem, at deres valg og handlinger kan stå isoleret og ikke påvirker de mennesker og situationer, de er omkring?
Aj, nu har jeg lyst til at brodere videre på det her med afsnit om, om folk så skal have nye omgivelser, hvis de skal tabe sig, hvad man gør i familier, hvor det kun er far, der er tyk, om det har betydning om man vejer 5 eller 15 kilo for meget, og om udfordringer på madfronten kan sidestilles med andre typer af misbrug – men det er fredag aften, og jeg skal nok holde kæft nu.
Synes bare, at det er så spændende. (Plus at det vildeste, der er sket i ugens løb er, at Anton kastede op ud over os begge i Bilka i onsdags #fml)
God weekend, alle sammen – hvor I end skal spise.
Men hvad hvis man ved, at det stykke kage starter en lavine af selvdestruktive tanker, dårlig samvittighed og alt mulig andet, som man måske ikke har lyst til at sidde og udbasunere foran 10 mennesker?
Eller hvis jeg er intolerant over for sukker og gluten uden dog at være direkte allergisk?
Jeg synes i hvert fald, det er en diskussion med flere aspekter, hvor man ikke entydigt kan sige, at det er et egoistisk selvhensyn, der råder, men i nogen tilfælde måske et forsøg på selvkærlighed, et hensyn det kan være – næsten – vigtigere end det til andre.
Det her, det må du gerne mene rigtig meget mere om på skrift, for det er vildt interessant!
God weekend!
Jeg synes godt, at jeg kan værdsætte, at du har stået i køkkenet hele ugen og har gjort dig umage for at gøre det godt for mig (og de 9 andre gæster). Og jeg vil sige det højt til dig og kramme dig mange gange, ligesom jeg vil helt sikker lade dig vide på forhånd, hvis jeg har en stram diæt, der ikke fordre alt for meget kage.
Men til gengæld jeg bliver ked af det (og føler mig misforstået- på lige fod mig dig), hvis du kun ser mig som en ægte ven, hvis jeg lever op til dine forventninger om præcis, hvordan der hygges, også selv om du er en forrygende vært.
Det er helt vildt spændende !
det er jo lidt ligesom vores kultur er efterhånden – at være sig selv nærmest. Det er egentlig ret trist, og temmelig egoistisk.
Heldigvis er mine veninder lige så store kagespisere som jeg selv er det. De er alle også meget bevidste om hvad de spiser til hverdag, men det er heller hver dag vi ses, og spise kage.
Der skal være plads til det hele synes jeg, og så synes jeg også det er dårlig pli overfor en værtinde der har svedt i et køkken i en uge, hvis ikke man vil smage noget af maden. Man bestemmer vel selv hvor meget man spiser 🙂
Barn, opkast, Bilka – har selv været der engang med min datter. Og jeg kunne ikke finde en medarbejder eller bare en anden kunde i milesvis. Ergo gik jeg fra klatten, nede i afdelingen for stearinlys. tsk tsk.
God weekend !
/ Maria
Og så er der mig, der har hamrende ustabilt blodsukker… Har du sukkersyge? NEJ men jeg tåler fucking ikke sukker. Og jeg er super slank og fit ( 175 cm og 61 kg) og det provokerer helt vildt her ovre i jylland. Og jeg vil egentlig bare være i balance og festlig på den fede måde med mange
Øl – og helst ingen is og chokolade…..Men her i det jyske tror de, at man kun kan være tynd ved at forsage alt "usundt" – hvis de bare kendte min kostplan.,, masser af alting undtagen sukker og hvidt brød.
Nu mindre sukker nu mere fedt – og nu flere måltider om dagen nu bedre……
@Anonym: Så fik vi vist skåret alle os "herovre i Jylland" over én kam!! Måske det mere er din attitude der provokerer?
Søde Linda
Smukt skrevet – og spm sagt du burde skrive en bog.
Jeg kender alt for godt til følelsen i dit afsnit:
Hvis jeg kigger på mit eget lille hjørne af verden, er jeg sådan en, der siger ”jeg elsker dig” ved at gøre noget for dem, jeg holder af. Det var en dejlig dag, da det gik op for mig, fordi det forklarede, både hvorfor jeg bliver meget ked af, når folk ikke vil hjælpe mig (de elsker mig tydeligvis ikke. Svin) og hvorfor jeg helst vil klare alting selv (som *om* jeg gider give dem chancen for at afvise mig, tss).
Kh Sanne
Det er utroligt spændende det her, og den enkelte bliver nødt til – på kur eller ej – at gøre op med, hvad de bliver nødt til at gøre. Måske også fra situation til situation. Jeg har omvendt altid vist værtinden hvor meget jeg holder af hende ved at spise løs! Det gør jeg ikke mere. Sådan en aften hvor jeg spiser lidt for meget sætter nemlig en lavine af overspisning igang, som der også blev nævnt ovenfor. Og det ønsker hverken værtinde eller gæst jo for hinanden.
Jeg ville tage to (eller tre) stykker. Både fordi jeg elsker kage, fordi jeg ville føle mig "provokeret" til det og fordi jeg ville synes det var synd for værten, der har lavet den fine kage hvis den næsten ikke blev rørt. Men jeg har også en splittet pleaser-/provonatur.
Hov, men jeg mener altså alligevel at folk må spise og medbringe hvad de vil. Det fremgik vist ikke ovenfor. Man kan jo afhjælpe situationen noget ved at forklare det på forhånd.
Jeg tænker: Hvis du viser din kærlighed gennem den mad, du serverer for dine gæster, så vil det for mig være det mest kærlige, hvis du lavede noget mad til dem, som de rent faktisk kunne spise frem for det, som du mener, at de skal spise, når de er hos dig. Hvis der er nogen af dine veninder, der foretrækker gulerødder, hvad så med at lave nogle til dem sammen med en dip, som de kan lide (hvis det findes)? Det er da at vise kærlighed til dem, at du har taget hensyn til deres behov frem for kun at gøre det, der føles bedst for dig (sagt på en ikke sur måde).
Det er et emne, jeg selv har reflekteret en del over ift. min egen fødselsdag, der er på trapperne, hvor tre af mine veninder også spiser på en særlig måde, som desværre også er meget forskellig for dem alle tre. Alligevel har jeg tænkt over hvad, jeg kunne servere, der var lækkert for os alle – mig selv inklusive – og ja, det har krævet lidt ekstra tid, energi og penge, men det gør jeg gerne for netop at vise dem, at jeg elsker og accepterer dem som de er, og at jeg gerne gør lidt ekstra ud af det, når jeg inviterer, for at de alle kan komme og nyde en dag i mit selskab.
/Malene
Altså, hvis man slæber gulerødder med i brugte Carte d'Or-bokse, så er det da snarere isen end venindens mad, der er ens problem.
Med mindre man er syg, synes jeg det er dybt uforskammet at slæbe sin egen mad med. Der er ingen, der siger, at man behøver at æde løs, når man er ude, men der findes altså den mellemvej at spise mådeholdent af den tilbudte mad.
Sygdom kan så også gradbøjes. Jeg har en veninde, som jeg helt er holdt op med at servere mad for. Hun hopper med på hver eneste ny kosttrend og oplever jævnligt, at et eller andet lige pludselig ikke tåles af hendes sarte system. Fx. er det kun ganske bestemte fedtstoffer, der kan fordøjes (nogle svinedyre nogle fra helsekosten), og sukker, hvidt mel og mejeriprodukter er også på den sorte liste. Jeg forsøgte at tilpasse min madlavning til hende – indtil den dag, jeg så det bjerg af netop tomme Carte d'Or-æsker, der lå i hendes garage. Der var over hundrede! De var næppe kommet der af sig selv, og manner, hvor jeg følte mig dum.
Jeg er sikker på, at der ligger nogle indviklede psykologiske mekanismer til grund for hendes selvbedrag, men hvor er det dog ærgerligt, at hun afskærer os fra at nyde et måltid mad sammen.
Lige mine ord (hvis jeg ellers kunne sige dem lige så godt som dig). Man behøver ikke råæde, hvis man er på kur, men at tage festen/hyggen, må man ikke (og ja, der er nogen, der er syge, intolerante osv – ingen regel uden undtagelse).
Det, jeg ikke rigtig kan holde ud, når nogen er på kur og kommer på besøg eller deltager i et selskab, er den iscenesættelse, der sommetider følger med. Ofte proklamerer de højlydt, at de selv har mad med, som de er nødt til at spise og hvor meget de allerede har tabt sig eller også sidder de og sukker over at de ingenting kan spise, af det, der er på bordet. Jeg bliver også ked af det hvis folk ikke vil ( kan?) spise det, jeg serverer, men vil hellere end gerne prøve at imødekomme specielle nødvendige behov. Til gengæld behøver hele selskabet ikke at vide det. I min familie er der diabetes, både type et og to og det er selvføgelig træls for dem, der har det, men når der insisteres på at få særlig mad og diet coke, og jeg ved, de til andre tider ikke overholder diæten, ja så kan jeg godt blive provokeret.
I det hele taget er der mange følelser forbundet med det at indtage mad i et socialt fællesskab. Når folk, der slåsser med en alt for stor vægt og som netop til selskaber, insisterer på kun at spise "sundt og efter sin kostplan", så tror jeg det handler om, at de over for sig selv vil bevise at de ihvertfald kan overholde kostplanen når de er i byen og derfor ligesom ad den vej sætter noget ind på selvværdskontoen. Det er noget skrøbligt noget at være igang med en kostomlægning. Fuld respekt for det, men lad være med at gøre et stort nummer ud af det.
Meget interessant betragtning. Jeg er en af dem der siger "nej tak" til et stykke kage. Jeg har mange gange mærket de dårlige vibes rundt om bordet når jeg sagde "nej tak". Jeg gør det ellers lige så stille og ikke spor demonstrativt, jeg har bare ikke lyst til alt det kage. Jeg forstår det ikke, hvorfor er det provokerende? Det er meget i min mands familie jeg oplever det. De er vestjyder, jeg er københavner. Er der andre kage regler i jylland?
Endvidere bliver der sjældent serveret grøntsager på min svigerfamilies bord, så når ind imellem er sammen en hel uge i træk så tillader jeg mig at lave en grov salat som tilskud til bordet. Men det kan jeg også godt mærke ikke er vellidt.
Hvad er problemet?
Spændende at høre det fra din side, men man bør vel i bund og grund helt selv kunne bestemme hvad man putter indenbords i sin egen krop.
Det er et rigtig spændende emne, og jeg er selv splittet.
Jeg elsker at lave mad og bage kage, og jeg bliver så glad hver gang folk kan lide det jeg laver. Derfor føler jeg mig også afvist hvis de ikke vil spise det.
På den anden side skal halvdelen af min familie passe på hvad de spiser, af hensyn til vægten. Så det er ikke kun skønt at servere kage for dem, det er egentlig også lidt tarveligt. For jeg vil meget gerne støtte dem i deres vægttab.
Hvis jeg har en vegetar, en muslim, en glutenallergiker på besøg, så tager jeg uden at kny særlige hensyn. Men jeg synes jo at JEG betyder så meget for den overvægtige gæst, at han eller hun da godt kan droppe kuren i dag for min skyld, ikk?
Jeg vil faktisk godt lige overbringe en hilsen fra 'den anden side' også. Jeg tåler nemlig meget dårligt alkohol og har det fortrinligt med at være ædru. Jeg lader vinen blive i glasset og skåler i vand, og gør intet som helst væsen ud af det. Men holddaop, hvor folk føler sig afvist (og måske kritiseret?). Fordi min afholdenhed udstiller deres eget forhold til alkohol, som de måske er knap så stolte af?
Og jeg føler mig da også udstillet selv, når jeg har bagt en lækker kage, som visse gæster bare skal have 'et lille bitte stykke' af (råbt ud i rummet), eller levner, mens jeg selv har lagt en masse behov for anerkendelse i kagen og jeg i øvrigt har kastet 2 fuldfede stykker ned …
PS jeg er helt med på det med at folk ikke behøver larme så meget om deres diæter 🙂
Synes også det her er et MEGET interessant emne, som du gerne må skrive mere om! Jeg er helt normalvægtig og spiser hverken ultrasundt eller meget usundt, men jeg må indrømme, at jeg nogle gange er lidt træt af, at hygge og fejring af noget ALTID skal hænge sammen med mad – og helst noget fyldt med sukker! Der er jo altid en eller anden, der har fødselsdag på arbejdet, eller det er jo så længe siden, man har set den og den, og SÅ skal vi da ha' noget kage! Den kultur gør det altså svært for overvægtige (og helt almindelige) at leve sundt – netop fordi der altid bliver gjort et stort nummer ud af det, hvis man lige prøver at springe over. På samme måde er det også træls, at man selv kommer til at virke som en dårlig vært (eller det jo i hvert fald det, jeg frygter), hvis man forsøger at begrænse de usunde sager…. Men det er noget, som er meget svært at ændre, tror jeg..
Du må læse denne: Mad, mennesker og måltider
http://www.gyldendal-akademisk.dk/Books/~/media/Mad%20%20mennesker%20og%20maaltider%20flyer.ashx
Hvis man interesserer sig for feltet er den en GULDGRUBE af tankevækkende perspektiver på sundhed, kultur og mad.
Nyd den!
Hvordan har du det, hvis du har lavet rigtigt lækre drinks og den afvænnede alkoholiker siger nej tak?
At dele mad skaber fællesfølelse. Mad er fællesskab. Hvis man ikke vil have den mad de andre spiser af, vil man UANSET OMSTÆNDIGHEDERNE på et subtilt plan sætte sig selv udenfor fællesskabet.
Sofie
@Iben: Så holder jeg dem for næsen og tvinger dem i halsen på dem.
Kom nu. Giv mig lidt credit.
Mht. kage på arbejde, hvilket der er meget af på mit arbejde: er den hjemmebagt så spiser jeg med, men er det en smørstang fra bageren, så er der altså ikke lagt så meget kærlighed i det, og så har jeg det helt fint med at sige nej. De fleste af mine kolleger er mænd, så hjemmebag er virkelig sjældent.
Hvorfor ikke vende blikket indad og acceptere, at andre godt kan elske dig, selvom de ikke spiser din mad?
Hvis vi snakker egoisme, så er det da netop egotistisk at se ned på de, der ikke kaster sig over kagefadene.
Selvom folk har et bjerg af Carte Dor bokse liggende, eller ikke hver dag overholder diabetesdiæten, så er det ikke ensbetydende med, at de ikke prøver, at de ikke kæmper.
Det kan være, at den dag lige har de mandet sig op og tænker "NU kan jeg – også selvom der er fristelser!"
Måske falder de i dagen efter, eller senere samme dag, men hvorfor ikke bare lade dem forsøge. Hvad går der af dig?