Bodytalk

Forleden, da jeg var ude og handle, mødte jeg Michaels far. Michael gik jeg i klasse med i folkeren, og jeg var lidt bange for ham. Han var typen, der -som den eneste – stillede til klassefotografering i 6. i mintgrøn blazer med matchende satinslips, og ikke bare slap fra det med livet i behold, men oven i købet formåede at få de andre drenge til at føle sig som nogle idioter, fordi de ikke havde fattet, at rigtige mænd havde stil fra *nu* af, og derfor var færdige med at lade sig forevige i Ball.

Michael ville være slagter, og det blev han.

Og jeg havde nær sat mig på røven, lige midt i Frugt & Grønt, da det gik op for mig, at det ikke var Michaels far, der var i gang med at finde det pæneste salathoved i bunken, men Michael selv. Blev kortvarigt helt religiøs og opsendte en lynhurtig bøn om, at jeg ikke også er ældet i hundeår. For SATAN, han så gammel ud!

Jeg er med på, at vi ikke er teenagere længere, og er egentlig også gerne al det bøvl og baks foruden, men jeg synes pludselig, at konsekvenserne af de valg, man har truffet i livet bliver MEGET tydelige, når man nærmer sig de 40.

Fra vi var 20, til vi blev 35, synes jeg egentlig, at vi alle mere eller mindre lignede nogen, der levede efter samme opskrift, og det kunne irritere mig enormt, at jeg kunne slide i et fitnesscenter i timevis og stadig ikke have ligeså markerede lægmuskler, som Lene, hvis eneste fysiske aktivitet bestod i at gå fra hoveddøren og over til sin scooter i garagen og tilbage igen.

Men nu lader det til, at afdragene begynder at falde.

De venner, jeg har, der i årevis har kæderøget, og som vi jo alle sammen inderst inde synes var lidt seje, når de lige skærmede for vinden med den ene hånd, kneb øjnene sammen og tændte en blå King, ser pludselig markant ældre ud, end de venner, jeg har, der ikke har røget.

De piger, der stak 2 fingre i ørerne, sang “lalalala!” hver eneste gang de smed to poletter i solariet, og altid lignede nogen, der lige var kommet hjem fra charterferie, når vi skulle i byen, har fået læderfjæs, og man begynder virkelig, virkelig at kunne se forskel på, hvem der træner og hvem der ikke gør.

Lige der, i grøntafdelingen, fik jeg lov at se konsekvenserne af at vælge et fysisk hårdt erhverv frem for et, hvor den primære del af arbejdet foregår i hovedet. Det rystede mig sgu lidt.

Og fik mig til at spekulere på, hvilke dårlige valg og vaner, man kan aflæse på min fysiske topografi.