Bodytalk.

Forleden, da jeg var ude og handle, mødte jeg Michaels far. Michael
gik jeg i klasse med i folkeren, og jeg var lidt bange for ham. Han var typen,
der – som den eneste – stillede til klassefotografering i 6. i mintgrøn blazer
med matchende satinslips, og ikke bare slap fra det med livet i behold, men oven
i købet formåede at få de andre drenge til at føle sig som nogle idioter, fordi
de ikke havde fattet, at rigtige mænd havde stil fra *nu* af, og derfor var
færdige med at lade sig forevige i Ball.

Michael ville være slagter, og det blev han.

Og jeg havde nær sat mig på røven, lige midt i
Frugt & Grønt, da det gik op for mig, at det ikke var Michaels far, der var i
gang med at finde det pæneste salathoved i bunken, men Michael selv. Blev
kortvarigt helt religiøs og opsendte en lynhurtig bøn om, at jeg ikke også er
ældet i hundeår. For SATAN, han så gammel ud!

Jeg er med på, at vi ikke er teenagere længere, og er
egentlig også gerne al det bøvl og baks foruden, men jeg synes pludselig, at konsekvenserne
af de valg, man har truffet i livet bliver MEGET tydelige, når man nærmer sig
de 40.

Fra vi var 20, til vi blev 35, synes jeg egentlig, at vi alle
mere eller mindre lignede nogen, der levede efter samme opskrift, og det kunne
irritere mig enormt, at jeg kunne slide i et fitnesscenter i timevis og stadig
ikke have ligeså markerede lægmuskler, som Lene, hvis eneste fysiske aktivitet
bestod i at gå fra hoveddøren og over til sin scooter i garagen og tilbage
igen.

Men nu lader det til, at afdragene begynder at falde.

De venner, jeg har, der i årevis har kæderøget, og som vi jo
alle sammen inderst inde synes var lidt seje, når de lige skærmede for vinden
med den ene hånd, kneb øjnene sammen og tændte en blå King, ser pludselig
markant ældre ud, end de venner, jeg har, der ikke har røget.

De piger, der stak 2 fingre i ørerne, sang “lalalala!” hver eneste
gang de smed to poletter i solariet, og altid lignede nogen, der lige var
kommet hjem fra charterferie, når vi skulle i byen, har fået læderfjæs, og man
begynder virkelig, virkelig at kunne se forskel på, hvem der træner og hvem der
ikke gør.

Lige der, i grøntafdelingen, fik jeg lov at se konsekvenserne
af at vælge et fysisk hårdt erhverv frem for et, hvor den primære del af
arbejdet foregår i hovedet. Det rystede mig sgu lidt.

Og fik mig til at spekulere på, hvilke dårlige valg og vaner, man kan
aflæse på min fysiske topografi.

Published by

9 Replies to “Bodytalk.

  1. Gav han sig til kende?
    Da jeg for et par år siden var til reunion med gymnasieklassen, var der faktisk et par stykker, der ikke kunne kende mig, og toede jeg var langt yngre! Høhø! 😉
    Det er meget bedre nu at se yngre ud end da jeg gik på crazy daisy og skulle vise legitimation selv da jeg var fyldt 21!

  2. Jeg kan blive så skræmt, når jeg møder nogen fra min skoletid, som i dén grad bare er gået i forfald… Der er flere ting, jeg godt ville anderledes i mit eget liv – men jeg er SVÆRT tilfreds med at træning og sundhed ikke er én af de ting jeg har givet køb på 🙂

  3. Synes egentlig bare det er sjovt, at det kun er de andre, der bliver ældre at se på. For på nær lidt ekstra kilo på sidebenene, så ligner jeg sgu stadig hende, der afsluttede 3. g i… 1989. Altså hvis du spørger mig!

  4. Min erfaring er at vi alle blir mer og mer lik våre foreldre når vi blir eldre, gutter som sine fedre, og jenter som sine mødre. Noen ganger helt fascinerende. Dessuten er alder relativt, og mye av den kommer innenfra (ok, det er en floskel, men jeg tror det) Jeg for min del har aldri vært, og kommer aldri til å bli så gammel som jeg var da jeg var 38!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *