Alvorligt talt

Da jeg var lille, kom jeg et år for tidligt i skole, og da jeg stoppede efter 9. klasse, betød det, at jeg først fyldte 18 det år, jeg blev handelsstudent.

Min unge alder til trods, havde jeg alligevel en lille smule fornuft i skallen, for jeg vidste godt, at jeg skulle have noget tid til at gå, inden jeg søgte ind på journalisthøjskolen, som jeg havde vidst, jeg ville, siden jeg var 6.

At vejen i mellemtiden slog nogle uforudsete sving er en anden historie, men i hvert fald brugte jeg det meste af mit sidste år på handelsskolen på at spekulere på, hvad jeg skulle lave, mens jeg ventede på at tiden gik.

Jeg var meget rød og grøn dengang #årstidsapropos så i første omgang troede jeg, at jeg skulle redde nogle hvaler eller en tur til Afrika. Noget lidt uklart noget med nogle træer, havde jeg forestillet mig. Og de var søde, dem i den organisation, jeg talte med, hvis telefonnummer jeg havde fundet i ugeavisen (ja, børn, det var før internettet var opfundet) men jeg syntes dog, at det virkede lidt mærkeligt, at de gik så meget op i, at jeg ikke måtte fortælle til nogen, at jeg planlagde at rejse med dem, og at jeg, hvis jeg alligevel valgte at gøre det, ”ikke skulle tro på alt det, der blev sagt om dem”. Spurgte min mor, om hun havde hørt om nogen, der hed ”Tvind” og dér sluttede mit afrikanske eventyr så.

Næste bud på beskæftigelse var et ophold som au pair i USA. Jeg meldte mig ind i en organisation og begyndte at kigge på, hvor jeg gerne ville hen, hvis jeg skulle af sted. Som medlem af denne organisation, fik man tilsendt sådan nogle medlemsblade (i postkassen. Internettet var ikke opfundet, siger jeg jo til jer!) hvori de unge, der var i USA lige nu, skrev indlæg om, hvordan det var at være arbejde som au pair. Der var opskifter på cookies, og så var der små artikler om kulturforskelle, det var værd at være opmærksomme på, når man stod som ung skandinav på vej til Guds eget land.

Disse små kulturforskels-advarsler grinede jeg meget af, kan jeg huske. De var helt knaldåndssvage og meget, meget amerikanske. F.eks. var der mange forældre der havde restriktioner på, hvor mange timers tv og computer, deres børn måtte indtage om dagen.

Overvægt blandt børn var også et stort problem, så mange forældre havde en sukkerpolitik, som man skulle følge og respektere.

Og endelig kunne det, i nogle områder, være en dårlig ide, at færdes alene om aftenen.

Det er 17 år siden.

Når Anton er 19, går han formentlig;stadig i skole.

Jeg håber sådan, at vi til den tid har fundet nogle andre fodspor at følge.

Det er ingen hemmelighed, at jeg, når jeg skal læse avis, hænger ud ovre på politiken.dk, og det er muligt, at det er fordi, jeg ikke fordeler mit nyhedsindtag over flere aviser, men jeg synes godt nok, at der er en høj frekvens af ”Se mig. Jeg bryder et tabu og siger det, andre kun tør tænke”-artikler for tiden.

For en måneds tid siden var det Leonora Christine Skov, der mente, at ’Danmarks moderfår stempler mig som et barnløst monster’.

For et par måneder siden var der en mor, som jeg har glemt navnet på, der skrev en artikel om, hvordan det var hårdt at være mor med stort M, fordi alle de – kolde, forstås – karrierekvinder havde dømt dét begreb gammeldags og ude. I går var det Malene Neis, der tog bladet fra munden for at oplyse os om, at modsat hvad moderjuntaen forsøger at lade os tro, så er det ’90 % af tiden bare ikke fedtat være mor’.

Jeg begynder at blive træt af den debat. Primært fordi jeg synes, at den er grusomt unuanceret. For mig giver det ingen mening at diskutere, om det er hårdt at være mor eller, som i dagens artikel, at state overgenerelle udsagn som: ”Med moderskab indtræder man i en lukket loge af logesøstre. Ved indtrædelsen sværger vi troskab mod fortællingen om lykken ved at være ’moar’.”

Det har jeg sgu aldrig svoret. Og måske er det mig, der har været heldig, men samtlige de småbørnsmødre, jeg har omkring mig, fortæller lystigt om både de dage, hvor man tuder af lykke og dem, hvor man tuder i afmagt, og jeg tror, at jeg havde siddet i min nye mødregruppe i under 10 minutter, da den første af os spurgte, om de andre også ind imellem spillede sten, papir, saks med sig selv om, hvem der skulle først ud af vinduet: Barnet eller én selv?

Jeg gætter på, at det påvirker din oplevelse af moderskabet, om du får et barn med kolik, der aldrig sover, og som snubler fra den ene mellemørebetændelse til den næste, eller om du får den model, der sover igennem efter 8 uger, og som i øvrigt elsker at ligge på sit legetæppe og dimse med en grydeske.

Formentlig har det også ret meget at sige, hvordan dit netværk er, og hvilken type liv du levede, da du fik dit barn. Hvis man er hende, der havde sin identitet parkeret i bestyrelsesposter og sociale interaktioner ude i byen, med en omgangskreds, der også levede livet i overhalingsbanen, giver man afkald på flere ting, end hvis man er en del af en lidt mere low key vennegruppe, der får børn nogenlunde samtidig, tror jeg.

Synes jeg, at det er lykken at være mor? Ja, for fanden. Synes jeg, at det er hårdt? Mindst ligeså meget ja. Men når jeg vælger at råbe ind i en pude i stedet for at skrive kronikker i en avis om mine ofre, skyldes det én ting, og en ting alene: Anton. Det har intet at gøre med, at jeg forsøger at oppebære en illusion om, at livet som mor er en løssluppen dans over perlespeltbestrøgne gulve for at snyde dem, der ikke har fået børn, eller fordi andre ikke må vide, at jeg ikke er perfekt.

Men i alle andre relationer jeg indgår i, vælger den anden part selv at være der. De kan skride, hvis de får nok af mit martyrium eller synes, at jeg tager mere end jeg giver; den mulighed har Anton ikke. Han er her, fordi jeg har valgt, at han skal være her, og så føles det for mig grundlæggende forkert at guildtrippe ham omkring det.

(Og så må vi ikke glemme den syge overtro om, at hvis man taler dårligt om sit barn, så sker der noget forfærdeligt, og så må man for altid leve med, at man selv var skyld i det.)

(Jamen, jeg siger ikke, at det giver mening. Jeg siger bare, at sådan er det.)

Så kan vi ikke, i stedet for at stå i hver sin skyttegrav og påstå at vide, hvad de andre tænker, og hvordan det føles for dem at være mødre, prøve at huske, at alle er forskellige; børn såvel som deres forældre? For nogle ER det hårdt, og for andre er det knap så hårdt. Men at påstå, at der ikke er nogen, der har det let(tere), er i min optik ligeså meget med til at skabe loger, myter og fejlagtige billeder af virkeligheden, som det er at påstå, at det hele er en slentretur i parken en solbeskinnet dag i maj.

Nå. Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive Hitler, men var der nogen af jer, der også glemte at slukke efter Forbrydelsen i går, og som derfor så 21 søndag? Indslaget om de unge mødre, der af deres sagsbehandlere var blevet anbefalet at få foretaget en abort, da de kom og var gravide igen?

For jeg kunne godt høre på journalisternes tilstræbt neutrale tonefald, at her var noget, der skulle forarge mig. Ikke mindst fordi sagerne blev underbygget af udsagn fra advokater, der – som Esben og Peter ville have sagt – sad og så dejlig rige ud.

Jeg vil ikke udelukke, at det er fordi jeg bor, hvor jeg gør, men hvis man er en af dem, der til sine veninder har sagt, at ”det skal nok gå! Det gør det jo altid!” når de kom og var blevet gravide 20 minutter efter, de havde født, og slet, SLET ikke kunne overskue det, så vil jeg gerne have lov at invitere på et studieophold i mit nabolag. Her finder man nemlig ret hurtigt ud af, at ’at gå’ ikke er i nærheden af at være det samme som ’at gå godt’. Slentrer man en tur herude om sommeren, kan man både sludre med de mødre, der sidder udenfor og spejder ivrigt efter plejefamilien, der skal komme og hente deres børn, så de – og her citerer jeg ordret – ”kan få noget fred” og se spædbørn, der bliver sat – uden opsyn – i barnevogne, så de kan sidde og kigge på de 4 biler, der kører forbi i timen, mens de formentlig overvejer, hvornår man kan være bekendt at blive katatonisk.

Så når en sagsbehandler fortæller en pige på 21, der venter sit andet barn, mens sagen om tvangsfjernelse på den første kører, at det måske kan være en god ide, at overveje abort, har jeg svært ved at se, hvorfor det er en skidt ting. Jeg er med på, at det er et voldsomt indgreb i den enkeltes personlige frihed og det famøse frie valg – men der er jo altså ikke tale om tvangssterilisation. Der er tale om en anbefaling, som man ret beset kan vælge at ignorere.

De seneste par år er det væltet frem med sager om vanrøgtede børn, og hver eneste gang går der under 10 sekunder, før der er nogen, der får den gode ide at lade flaskehalsen pege på sagsbehandleren, fordi han eller hun ikke har ”gjort noget”. Der findes sikkert sørgeligt mange historier om børn af velhavende forældre, der heller ikke har det godt, men i mange af de sager, der ender i medierne, er der tydeligt tale om familier i underskud i alle betydninger af ordet. Og her har jeg svært ved at forestille mig, at et ekstra barn i flokken skulle udløse en skjult reserve af overskud.

Er det bare mig? Er jeg fascistoid og i færd med at udrydde en hel social klasse, bare fordi de ikke ligner mig? Bør man lade tvivlen folk til gode?

Hvis man tager diskussionen helt ud, er det vel et spørgsmål om, om det er bedre at blive født til et liv med sagsbehandlere og potentielt omsorgssvigt, end det er slet ikke at blive født overhovedet.

Jeg ved det ikke, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal vejlede i den her type sager. Men derfra hvor jeg står, ligner det et oprigtigt forsøg på omsorg for børn i risikozonen, når der er nogen, der alligevel vover at prøve.

Forleden var der gang i debatten på Marens blog pga. et indlæg hun havde lavet for Sundhedsstyrelsen om alkohol.

Maren havde valgt den marenske tilgang til emnet, og det var skideskægt. En læser fik i skyndingen lagt en kommentar om, at der måske ikke gik røg af en brand, hvis ikke der var ild, og så blev det rigtig sjovt, men da Marens læsere er ca. ligeså søde som mine, endte det hele i fred og fordragelighed, og alle involverede parter er gode venner igen.

Hvorfor jeg tænker på det nu? Jo, for i dag hørte jeg i Nyhederne, at en mandlig lærer et sted på Fyn efter 2 år var blevet frikendt i en sag om børneporno fundet på hans arbejdscomputer, fordi han havde et alibi for de tidspunkter, hvor materialet var hentet ned, og fordi andre havde haft adgang til pc’en.

Først tænkte jeg, at det for fanden nærmest er umenneskeligt at være under anklage i 2 år, når man ender med at blive frikendt.

Så tænkte jeg på de mange mandlige lærere, jeg kender; kammerater, jeg har haft i årevis og ikke ville tøve med at lægge mit liv i hænderne på. Flere af dem har givet udtryk for, at de ind imellem finder det svært at vælge den rette adfærd omkring pigerne i de store klasser, fordi nogle af disse piger er både grænsesøgende og udfordrende – men tackler man dem på samme måde, som man gør med drengene, risikerer man, at det bliver misforstået, og den tunge dyne af angst for at blive hængt ud for en forbrydelse, man finder frastødende og aldrig ville begå, ligger efterhånden tungt over deprimerende mange skoler.

Jeg ved godt, at man ikke umiddelbart kan sammenligne en computer fuld af børneporno med flirtende 16-årige, men alligevel. Har man stadig et liv efter 2 år med de anklager? Får man nogensinde arbejde igen? Holder vennerne ved? Gør kæresten?

Alt det sad jeg og tænkte på, da jeg i bakspejlet fik øjenkontakt med Anton. Og lige der, vidste jeg, at jeg uden at tøve, ville havde taget Anton under armen og være løbet min vej, hvis den pågældende lærer havde været min mand.

Hvor urimeligt og forfærdeligt det end er, ville det være den eneste forbrydelse, hvor jeg ikke ville blive hængende for at tjekke, om røgen skyldtes ild eller andres ondskab, fordi det ville være Anton, jeg satsede og det ville jeg aldrig nogensinde kunne forsvare overfor mig selv, hvor højt jeg end elskede min mand.

Og det synes jeg egentlig er en sølle værdi at give videre til sine børn; at enhver er sig selv nærmest, og at det bedste man kan gøre her i verden er at flyve under radar, for hvis de får øje på dig, har du allerede tabt.

I går havde en af mine fb-venner linket til det her klip.

Hvis man er en af dem, der ikke lige får klikket, når man får et link stukket i snuden, kommer her et lynresume: En amerikansk tv-vært har modtaget en mail fra en anonym seer, der starter med at sige, at han/hun ikke ser hendes show, men da vedkommende lige zappede over det forleden, må han/hun reagere ved at spørge, om tv-værten ikke selv synes, at det er et problem, at hun er så fed, når hun nu skal forestille at være rollemodel for andre. Klippet viser værtens svar, hvori hun tager skarpt afstand fra den form for mobning, hun synes, at mailen er et udtryk for, og efterfølgende snakker lidt om forældres ansvar for at lære deres børn en ordentlig adfærd; både IRL og on-line.

Jeg har spekuleret meget over klippet, siden jeg så det i går. For jeg tror ikke, at jeg opfatter brevet som mobning i klassisk forstand. Det er bestemt ligeså grimt og modbydeligt, men for mig er mobning noget, en gruppe udsætter et individ for, og i mange tilfælde handler det om at udelukke individet fra et fællesskab, som personen, i teorien i hvert fald, gerne vil tilhøre. Der findes sikkert andre og bedre definitioner, lavet af mennesker, der ved mere om den slags end mig, men jeg spekulerer bare på, om ikke det her er noget andet; noget, der kræver en anden form for handling at undgå, end klassisk mobning gør?

For jeg synes, at det er til at gå til at snakke med sit barn om, hvordan man er en god ven, hvordan man får andre til at føle, hvis man holder dem uden for eller kalder dem grimme ting. Og her tror jeg, at de fleste af os lige kan starte med at gribe i egen barm, og få slået mute-knappen til, inden vi kalder hende, der tager parkeringspladsen for snuden af os, en fed sæk. Jeg tror, at det er utopisk at nå til et sted, hvor man kun har blomster og fe-støv til overs for sine medmennesker, men en start kunne være at lære børnene, at det ikke er alle tanker, man nødvendigvis skal dele.

Men brevet i videoklippet er noget andet, synes jeg, og noget som man, når man færdes i blogland, ser mere og mere af. Og det er ikke fordi vi behøver at tage diskussionen om, hvad der må skrives af hvem i hhv. blogposter og kommentarfelter, men er brevet ikke mere en del af den trend, hvor mennesker over for andre mennesker, som de aldrig kommer til at stå ansigt til ansigt med, pludselig føler, at de er nødt til at give udtryk for mishag og uenighed, hvis der er noget, de ikke kan lide?

Jeg ved godt, at alt, hvad man lægger til offentligt skue, det være sig digtsamlinger, plader og hjemmesider, er startskuddet til en eller anden form for kommunikation, og at uenighed ikke altid er af det dårlige – men behøver man uopfordret (og keyword her er ‘uopfordret’) at henvende sig til den, der står på scenen sig for at sige, at man ikke kan lide det, vedkommende laver, eller at nu skrider man? For er det reelt ikke det, som brevets afsender i klippet har gjort? Vedkommende starter med at sige, at han/hun ikke ser med – og synes ALLIGEVEL lige, at det er på sin plads at fortælle, hvad der er galt med produktet, før han/hun smutter igen. Og det er ikke mit indtryk, at der er tale om konstruktiv kritik, og at vedkommende (hvor forkasteligt det så end ville være) ville vende tilbage, hvis tv-værten tabte sig 10 kg.

Debat er vigtigt – men ind i mellem kan det måske også være fint nok, at man forholder sig til den helt teoretiske mulighed, at der kunne være nogen derude, der kunne lide noget andet, end man selv kunne, og at det måske derfor var bedre, at man bare listede ligeså stille ud af døren igen, og gik på jagt efter noget, man syntes bedre om? For det er jo for fanden rigtige mennesker, der sidder bag mange af de her ting; rigtige mennesker med rigtige følelser, der ikke nødvendigvis synes det er fedt at få at vide, at ”du ikke er ligeså god, som du plejede at være” eller at ”din gamle frisure var meget pænere til dig, end den der er”. Og som, når bægeret er fuldt, vælger at lukke og slukke, fordi det ikke er nattesøvn og mindreværd værd at underholde andre gratis. Jeg savner f.eks. stadig Marienades blog, som netop blev lukket, fordi det i længden blev for træls at blive svinet til på daglig basis. Og er det på lang sigt det, vi gerne vil Genere folk så meget, at de smider håndklædet i ringen, så der kun er de hårde hunde og provokatørerne tilbage?

Normalt ville jeg sige, at man selv er med til at bestemme tonen i debatten, garbage in – garbage out, men problemet med denne nye type mobning er, at den dels kommer fra fuldstændig fremmede, som ofte er anonyme, og at tonen netop er tilstræbt saglig og neutral. Det er indholdet, der gør ondt ad helvede til.

Og det synes jeg er svært. For det er som om afsenderkommunikationen er hentet fra de situationer, hvor vi NETOP går ind og debatterer, og siger ting, der måske ikke er ubetinget positive og rare at høre; f.eks. når nogen selv beder om feed back på et produkt, de har lavet, eller hvis vi selv har aktier i det, vi diskuterer. Men responskommunikationen, som man normalt bruger i den slags sammenhænge, er bare nytteløs her, og slutresultatet er, at en mail, som den tv-værten modtager bare er 3-dobbelt ubehagelig, fordi man bliver ked af indholdet, man bliver i tvivl om, man er nærtagende og ikke kan tage imod kritik, og man kan ikke svare igen uden at virke som en idiot.

Så jeg tror, at jeg, når den tid kommer, vil bestræbe mig meget på at få Anton til at forstå, at hvis man fortsat gerne vil have meget, og meget forskellig, underholdning at vælge imellem, både i og udenfor computeren, så må man mene, lige præcis hvad man vil – og sige det, når man bliver inviteret til det.

God weekend.

Indledende advarsel: Jeg har i dette indlæg endnu engang tænkt mig at stirre vredt på de danske medier. Da jeg er helt på det rene med, at min arrigskab over dette emne nærmer sig et korstog, vil jeg have fuld forståelse for, at de af mine læsere, der arbejder i nyhedsbranchen lige smutter over og drikker kaffen hos nogle andre bloggere i dag.

I går kunne jeg læse i to af de største netaviser, at: ”Regeringens forslag om et forbud mod købesex, bliver afvist af et markant flertal af den danske befolkning. Men selvom forslaget mangler danskernes opbakning, så er det vigtigt at få gennemført, mener Socialdemokraterne.”

Hvorfor er det her i avisen? Nej, virkelig – hvorfor? Hvorfor er det vigtigt for mig at vide, at 2/3 af mine landsmænd har en given holdning til det her emne? Er det en slags public service, så jeg lige kan have det i baghovedet i forhold til, hvad jeg kan forvente af respons, når jeg rundsender en mail på min arbejdsplads med min holdning til emnet? Jo, jeg gør sgu da så, for jeg kan jo læse i avisen, at holdninger er lig med nyheder, og det skal mine kolleger bestemt ikke snydes for.

Der er så mange ting galt med det her, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte.

Men jeg synes da, at det ville have været endog RIGTIG fint, hvis avisen havde forholdt sig til, at der blandt de mennesker, der er blevet spurgt, sidder en meget stor aftagergruppe af ydelsen, der spørges til. Tallene, jeg har kunnet finde, varierer meget, men hvis jeg laver et lavt sat gennemsnit, er et forsigtigt bud, at omkring 30 % af de danske mænd har besøgt/besøger prostituerede fra tid til anden.

”Hej. Jeg ringer fra Gallup. Kunne du tænke dig at du fremadrettet kan blive smidt i fængsel, når du besøger Lystige Lise i Havnegade?”

Nej? Nå, det var overraskende.

Eftersom så høj en procentdel af de danske mænd har deres gang hos prostituerede, skal denne gruppe selvfølgelig også udgøre en del af den repræsentative gruppe, der bliver spurgt, men det irritererer mig virkelig meget, at den form for ’nyheder’ bliver slået op, uden at avisen overhovedet forholder sig til problemet i, at man spørger patienterne, om man skal fyre lægerne.

Og med al respekt for mine medborgere: Hvor meget ved vi gennemsnitsdanskere reelt om menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af prostitution? Der lader til at være lige så mange meninger om det her, som der er mennesker derude, spændende lige fra, at forbud mod købesex vil få det til at forsvinde, til at resultatet vil være en stigning i antallet af voldtægter – men, hånden på hjertet, hvor mange har sat sig ned og læst så meget som en halv side af en undersøgelse lavet af fagfolk om emnet? At mange synes, at noget er en god ide, udgør lange afsnit i historiebøgerne under nogle ret kedelige overskrifter, og vi må vel formode, at de mennesker, vi i demokratiets navn sætter til at lave reglerne, har noget uddannelse og noget erfaring i, hvem man spørger om hvad, hvis man gerne vil være klogere på et givent emne?

Ellers kunne vi jo ligeså godt hive kuglestødere folk ind fra gaden og sætte dem til at styre butikken.

Nå. Jeg er færdig nu, så hvis I vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og lede efter nogen, jeg kan fortælle, hvad jeg mener om skattesagen.