Neurotisk? Mig?
Jeg var til møde i København i går. Da det tog, jeg skulle tage for at nå rettidig frem, gik så tidligt, at det forudsatte, at Anton skulle stå en halv times tid alene på en kold p-plads og vente på den første pædagog, hvis jeg skulle med, blev det i bil. Heldigvis havde DMI forsikret mig om, at der først ville falde sne natten til tirsdag.
Løgnere.
Det blev til en tur på 4 timer og 3 kvarter med en gennemsnitshastighed på 40 km/t tværs over Jylland OG Fyn.
Så jeg fik hørt ret meget radio, og et af de numre, der kom flere gange var Noahs ”Alt er forbi”. Da jeg nu havde så utrolig god tid til at lytte ordentlig efter teksten, kunne jeg høre, at den handlede om noget ituslået kærlighed og en deraffølgende konstatering af, at alt jo så er forbi.
”Man kan fandme *godt* høre, at de ikke er ret gamle!” fnøs jeg surt ned i rattet. ”Som om alt er forbi, fordi kæresten skrider! Nej, du. Vent til du bliver 35+ og opdager, at kræft ikke er noget, der kun rammer gamle mennesker, men som også pludselig kan finde på at kaste sin ækle skygge på dine venner. Vent til du har fået dig et barn, hvilket udløser kronisk, afgrundsdyb angst for alt muligt og umuligt. Vent til det går op for dig, hvor meget du *virkelig* har at miste, hvis du bare er sund og rask, og har familie og venner, du holder af!”
Man bliver så fandens sur skrøbelig af at blive gammel.
30 kilometer – og ca. 50 minutter – senere, havde jeg grublet så længe over det, at jeg var jeg nået frem til, at jeg savner den lille muggenhed. Jeg savner i hvert fald, at der er plads til den. Jeg er med på, at vi ska bevare perspektiv, og at der findes mennesker, der kaster sig lidt for hengivent i armene på den, men jeg er seriøst træt af, at vi har fået skabt et klima, hvor man aldrig kan være sur over, at det regner eller træt af, at man får knaldet en dør i ansigtet, som man havde en klar forventning om ville stå åben, fordi vi altid skal huske, at det er meget mere synd for dem i Kina/Afrika/Rumænien, og at vi kan dø, eller føde handikappede børn. Potentielt. Altså, ikke os, vel? Men de andre.
Og det ER det. Men det bliver jeg jo ikke mindre sur eller skuffet af her og nu, vel? Når først mundvigene vender nedad, er det som om surheden multiplicerer sig med sig selv en gang i minuttet, når man forsøger at kyse den væk med argumenter om, at det ikke kan betale sig at være ked af, at nogen har sagt noget grimt om mig, for det er jo ingenting sammenlignet med det faktum, at nogen andre (ikke mig) skal miste deres forældre engang.
Og når jeg bliver gal på Anton (som er i trodsalderen.) (Jo. Det vil jeg GARANTERE dig, at der stadigvæk er noget, der hedder), forvandler jeg mig ikke just til en perlende bæk af overskud og godt humør ved at plage mig selv med tanken om, at jeg GODT nok kommer til at fortryde, at jeg glædede mig til at kunne løbe en tur alene (ja. Du læste rigtigt. Ordene ’glæde’ og ’løbe’ i samme sætning. Det er, hvad trodsalderen kan gøre ved én), hvis han bliver alvorligt syg eller kørt ned eller noget.
Fuck, mand. Bliver helt dårlig bare over at skrive det.
Men hvordan bliver man i petitesseboksen, når man går og skumler? Holder jeres tankeskodder mellem småting og seriøse katastrofer tæt?
Hvis ja: Vil I så ikke nok fortælle mig, hvordan I gør?
15. januar 2013 @ 18:59
Jeg har samme fornemmelse af at gå i spåner når jeg reflekterer over egne skrøbeligheder…andres smalltalk….verdens gang på afgrundens rand…AL DET LORT JEG HAR BEGÅET OVER FOR MINE 5 BØRN…dengang jeg forsømte at gøre det rigtig fordi jeg ikke havde tid ogogogogogogogogog.
"Du er ikke alene, der er en der følger dig" (Sebastian).
Lige om lidt bliver jeg 70 år og kan stadigvæk få moralske kvababelser, men nu prøver jeg på at gribe bolden og se om jeg kan holde den. DVS. kigge så dybt i "flasken" at det ikke skræmmer så meget. Det kan være svært at prktisere, men et råd….bvaddrrr, men prøv om du kan lade være med at bekymre dig om problemer der ikke er dine egne, og skulle du blive forledet af dine ENORME evner til at reflektere over ALT og ALLE…..Så tag en kop øl eller bedre, en LITER vin imens…..Never mind, læser dig når du lander i bloggen og det er rart. Måske du skulle begynde at læse Peter Plyds for din skønne unge, han er god at få forstand af. <3 <3 <3 Kærlig hilsen bedstemorkaren@blogspot.com
15. januar 2013 @ 19:58
TAK!!! Man kan s* ikke altid gå og være lalleglad og ikke være sur, fordi det er mere synd for andre!
16. januar 2013 @ 07:40
…nope. Der er fandme også huller i mine skodder. Men jeg forbeholder mig retten til at være muggen over småting (lige som det er mit ansvar at blive 'god' igen og ikke andres job). Det handler vel også om, at det indimellem kan fungere som en ventil at bitche lidt over livets små uretfærdigheder – eller hva'?
Og så har jeg en klog veninde som engang sagde: Et brækket ben gør jo ikke mindre ondt, fordi man ved der er nogen der ligger dødsyge af kræft?
16. januar 2013 @ 08:16
Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg skal svare her.
Jeg bruger det at sætte tingene i perspektiv som et værktøj netop til ikke at gå og få tynd mave af for mange bekymringer.
Jeg bliver tit sur og raser over småting, men det er sjældent jeg lader de store bekymringer få plads i længere tid, lidt ud fra devisen : Den bro krydser jeg når jeg kommer til den. Det betyder ikke jeg ikke sparer op til pension, eller aldrig har tænkt over at være alene når ens kære er døde. Jeg tænker også tit grimme tanker om uheld, kræft og død. Men det får bare ikke plads i længere tid ad gangen, lidt ud fra ideen om at der er ikke grund til at bruge krudt på det hvis ikke man kan gøre noget ved det.
Jeg forsøger altid at tænke positivt og sætte tingene i perspektiv.
Så i min verden er det godt at give plads til surheden og det lille hysterianfald. Så er der tømt ud og så er det fandme bare videre ud over stepperne. Det er bedre at flamme op end at brænde ud og bedre at være sur end bitter.
16. januar 2013 @ 08:27
Det kan godt gå hen og blive lidt langt, det her.
Jeg har kræft af den slemme slags og jeg bliver nødt til at holde øjnene på vejen og stile efter at klare skærene og tænke i den positive retning. Lidt ligesom når man kører bil: Hvis man holder øje med grøften, ender det med at man lander der.
Det betyder ikke, at jeg er færdig med at være muggen over småting, som i det store billede muligvis er petitesser. Hold nu kæft, hvor kan små ting og andre mennesker være irriterende og fuldstændigt åndssvagt galt afmarcherede. Og hvorfor skal det altid være møgvejr på Fyn, når man kører der?
Faktisk er der god underholdningsværdi i den slags muggenhed – især den slags, du mestrer både på bloggen og IRL (hvis man stadig siger det? Må man det?)
Det er også med til at holde mit humør oppe, hvis jeg kan få lov til at holde fast i den slags normalitet og hyggesnak.
Kunsten er selvfølgelig at holde balancen og ikke blive totalt destruktiv og en bitter kælling, der ikke kan se vejen for bare grøftekanter.
Hos mig går grænsen mellem hyggebitcheri, der i virkeligheden handler om ligegyldigheder og emner, jeg reagerer på, fordi det tricker min grundangst. Sangtekster som 'Alt er forbi' og 'en dag tilbage' og x-faktordeltagere, som kommer videre, fordi deres mor døde af kræft.
AV.
Nå. Langt. Undskyld.
16. januar 2013 @ 08:39
Bemærk, at der ikke er nogen tips til at slå bremsen i katastrofetanker.
16. januar 2013 @ 09:48
mht til katastrofetanker: hvis de virkelig får fat, tænker jeg, at jeg jo nok alligevel er FOR almindelig og gennemsnitlig til at jeg bliver kørt over/bliver syg/bliver skilt (Jo, jeg er…)/andre katastrofe ting som jeg ikke tør skrive her (fordi de er for onde at sige højt. Lissom at slette billeder af sine børn)
Til gengæld er det hammersjovt at hyggebitche for at bruge det geniale udtryk. Og man må fannerme godt bitche over alle de LORTE sangtekster som findes i radioen. Det er som om, at de alle blot bliver spyttet ud af en klichémaskine!
17. januar 2013 @ 18:48
Livet leves forlæns med læres baglæns?
Eller er den for plaT?
17. januar 2013 @ 21:59
Som jeg har skrevet på min væg ude i entreen, så jeg ser det mange gange dagligt:
Worry can't rob tomorrow of its sorrow, it can only rob today of its joy
18. januar 2013 @ 07:18
Jeg vil hellere at mit hus brænder ned, end at jeg bruger hver eneste dag af mit liv på at bekymre mig for om jeg har husket at slukke for komfuret.
Død, kræft og ulykke kan jeg ikke håndtere på den måde, men jeg prøver at være glad for det jeg har nu, for jeg ved jo ingenting om hvad jeg har i morgen.
Derudover mener jeg at det er sundt at sige tingene som det er en gang i mellem, også det sure. Så længe man ikke bliver en negativ idiot – forstås. Jeg tror man kan man blive syg af at insistere på at det hele er ihh såå pooositivt…