Forleden var der gang i debatten på Marens blog pga. et indlæg hun havde lavet for Sundhedsstyrelsen om alkohol.
Maren havde valgt den marenske tilgang til emnet, og det var skideskægt. En læser fik i skyndingen lagt en kommentar om, at der måske ikke gik røg af en brand, hvis ikke der var ild, og så blev det rigtig sjovt, men da Marens læsere er ca. ligeså søde som mine, endte det hele i fred og fordragelighed, og alle involverede parter er gode venner igen.
Hvorfor jeg tænker på det nu? Jo, for i dag hørte jeg i Nyhederne, at en mandlig lærer et sted på Fyn efter 2 år var blevet frikendt i en sag om børneporno fundet på hans arbejdscomputer, fordi han havde et alibi for de tidspunkter, hvor materialet var hentet ned, og fordi andre havde haft adgang til pc’en.
Først tænkte jeg, at det for fanden nærmest er umenneskeligt at være under anklage i 2 år, når man ender med at blive frikendt.
Så tænkte jeg på de mange mandlige lærere, jeg kender; kammerater, jeg har haft i årevis og ikke ville tøve med at lægge mit liv i hænderne på. Flere af dem har givet udtryk for, at de ind imellem finder det svært at vælge den rette adfærd omkring pigerne i de store klasser, fordi nogle af disse piger er både grænsesøgende og udfordrende – men tackler man dem på samme måde, som man gør med drengene, risikerer man, at det bliver misforstået, og den tunge dyne af angst for at blive hængt ud for en forbrydelse, man finder frastødende og aldrig ville begå, ligger efterhånden tungt over deprimerende mange skoler.
Jeg ved godt, at man ikke umiddelbart kan sammenligne en computer fuld af børneporno med flirtende 16-årige, men alligevel. Har man stadig et liv efter 2 år med de anklager? Får man nogensinde arbejde igen? Holder vennerne ved? Gør kæresten?
Alt det sad jeg og tænkte på, da jeg i bakspejlet fik øjenkontakt med Anton. Og lige der, vidste jeg, at jeg uden at tøve, ville havde taget Anton under armen og være løbet min vej, hvis den pågældende lærer havde været min mand.
Hvor urimeligt og forfærdeligt det end er, ville det være den eneste forbrydelse, hvor jeg ikke ville blive hængende for at tjekke, om røgen skyldtes ild eller andres ondskab, fordi det ville være Anton, jeg satsede og det ville jeg aldrig nogensinde kunne forsvare overfor mig selv, hvor højt jeg end elskede min mand.
Og det synes jeg egentlig er en sølle værdi at give videre til sine børn; at enhver er sig selv nærmest, og at det bedste man kan gøre her i verden er at flyve under radar, for hvis de får øje på dig, har du allerede tabt.
Godt ræsonnement! Ville jo klart gøre det samme – for hvad nu hvis(?) – men det er godt at reflektere over hvordan man dømmer andre.
Og så til det med teenagepigerne: Jeg underviser en flok piger på 12-16 år en gang om ugen og jeg bøjer mig i støvet for de folkeskolelærere der må stå det igennem hver eneste dag!! Pheww…
Jeg synes i forvejen det er tankevækkende hvor mange skoler, der allerede har taget "kampen op" imod pædofili.
Løsning: Er et barn faldet og har slået sig, må den mandlige gårdvagt ikke trøste, uden at dette er under opsyn af en anden (helst kvindelig) voksen.
Og vi undrer os over, at der mangler mandlige pædagoger..
Derudover synes jeg med fordel du kan se DR's "Hængt ud på Forsiden" der i første afsnit netop handlede om en mand, der var blevet uskyldigt anklaget for et mord.
Han var kun under anklage i 18 dage, og efter den historie kan slet ikke forestille mig hvad 2 år må gøre!
Jeg synes jo ikke du i den situation ville have dig selv nærmest, men du ville have Anton. Deri synes jeg er en stor forskel.
Først til A: Som journalist kan jeg klart anbefale alle at se DRs "Hængt ud på forsiden". Især den om Jan, som var fængslet i 18 dage, indtil det gik op for politiet at det var den forkerte Jan de havde fængslet.
Det groteske i den sag (jeg kender den om nogen indgående fordi mit medie dækkede den intenst – og fair, sagde Jan efterfølgende, men tilbage til det senere) var at flere vidner, morgenen efter Maria var blevet fundet i vaskekælderen, forklarede politiet, at der "var en lidt klammo mand, der hed Jan på 48 år i ejendommen, som man nok burde se lidt nærmere på".
Balladen var at der var TO Jan'er på 48 år i samme ejendom – og ja, politiet tog den forkerte med.
Medierne slog det stort op, enkelte bragte Jans billede allerede på andendagen af hans fængsling. Dagbladet Holstebro-Struer bragte på et tidspunkt i forløbet historien om, at Maria havde været i hans lejlighed, hvor hun havde fået tæsk. Imens sad Jan i cellen og fulgte nyhederne og fattede minus. Da Dagbladet kom med den historie, var han minutter fra at tage sit eget liv.
Jeg kan med stolthed i stemmen sige at INGEN af de tre platforme vores mediehus har (radio, web og avis) valgte at bringe den vinkel. Hvorimod alle andre ukritisk hoppede med på vognen UDEN at tjekke med politiet. Det gjorde VI og politiet sagde der ikke var noget om snakken.
Det reddede Jans liv. Han sagde efterfølgende at havde det ikke været for Herning Folkeblads retfærdige dækning af sagen, så havde han hængt sig i cellen.
Jeg glæder mig som et lille barn til i aften, hvor journalisterne i Midt/Vestjylland skal mødes og diskutere etik i journalistik. Jeg HÅBER de dukker op fra Dagbladet.
DERNÆST til topic: jeg kan sgu godt forstå at mandlige pædagoger tænker sig om to gange, inden de træder til og hjælper lille Ida der har slået sig og skal ind og have vasket knæet på toilettet. Og hvor ER det bare brand-ærgeligt! Og uretfærdigt at ganske få klamme pædo-goger har ødelagt det for de superdygtige af slagsen der er i landet.
Selvom jeg er helt med på "the benefit of the doubt", så tror jeg sgu også jeg havde taget børnene og løbet min vej, hvis jeg var gift med en mand, og han var under mistanke for noget pilleri.
Phew, sikke en smøre… fik jeg det hele med?? 🙂
Tak for jeres fine kommentarer. Jeg har set "Hængt ud på forsiden" – faktisk var den en slags 'bagtapet' til alle mine overvejelser. Det blev bare lidt omstændigt at skrive i indlægget.
Min pointe med indlægget er netop, at jeg OGSÅ får lyst til at spytte på de medier, der smider folks billeder på forsiden, før man overhovedet ved, om de har noget med sagen at gøre. Og jeg sidder OGSÅ med fornemmelsen af, at mange medier idag har en politisk agenda, som gør, at den uformelle status som den 4. statsmagt er lige til at grine af. Heldigvis er der undtagelser, og godt at I er der, Miw.
At mandlige pædagoger er og bliver en mangel, synes jeg også er sørgeligt og forkert.
Og min undren går netop på, at jeg – når jeg har det, som beskrevet ovenfor – pludselig opdager, at jeg er ligeså slem på et enkelt område. Hvis det var ALLE andre typer af kriminalitet, der var tale om, ville jeg stå last og brast, hvis jeg mente, at der kunne være bare skyggen af tvivl.
Det kan en uskyldig pædofilianklaget bare ikke bruge til så meget.
Jeg husker en gang hvor vi havde arbejdsdag i SFO'en (yes, looong time ago – jeg var barn i SFO'en), hvor min far hjalp til og bl.a. hentede sten/træ/whatever på vores nærliggende marker til deres naturlegeplads. Mens vi var derude, var der en lillesøster der skulle tisse – og behjælpelig som min far er, hjælper han hende ved at hjælpe hende af med bukserne og holde hende henover brændenælderne, mens hun tisser.. Det var uden den store omtanke og overvejelse af alternativer, for ungen skulle tisse NU, og hvis hun ikke skulle vise sin numse til alle skulle hun ud i brændenælderne..
Først bagefter slog det ham, at den lille pige jo i virkeligheden kunne anklage ham for alt muligt – og fortrød lidt, at han ikke havde bedt storebroderen gå med, bare lige for at være vidne på, at alt skete "efter bogen"..
Dét er da forfærdeligt, at min far overhovedet havde den slags efterrationaliseringer..!
Derudover, synes jeg også det er værd at kigge på, at nogle "smarte" børn har fundet ud af, at hvis man siger at man er blevet slået af sine forældre, eller at der er nogen der har pillet ved én – så får man enormt meget opmærksomhed! Og jo – måske er der ingen røg uden ildebrand – men jeg er blevet RYSTET i min grundvold over hvad min lille niece har taget med sig hjem fra vuggestuen af "gode idéer"..
Suk, det det blev en lang smørre – sorry, men ja, det' jo fordi det er så godt et emne! 😀
Har desværre oplevet en institution hvor nogle forældre havde en konkret og meget velunderbygget mistanke til et mandligt personalemedlem, hvor institutionens ledelse i samråd med den lokale pædagogiske konsulent, lynhurtigt lukkede sagen ned, med det argument at på dette sted havde man glasdøre- og vinduer alle steder, – så "den slags kan ikke forekomme her hos os" og " risikoen for at det pågældende personalemedlem får problemer i sit ansættelsesforhold på denne institution er overhængende, selvom der muligvis ikke engang er basis for at rejse sigtelse". Barnet blev straks taget ud af institutionen. Retssikkerhed? Og for hvem?
Så hvis du havde fundet manden i dit liv, I havde fået barn sammen, havde det fantastisk sammen, I stolede på hinanden, og så nogen på hans arbejde brugte hans computer til børneporno, ville du så virkelig løbe med det samme? Det tror jeg faktisk ikke jeg kunne, hvis jeg virkelig stolede på ham. Men det ved man nok ikke før man står i situationen.
Og en tilføjelse – mon ikke også man ville skade sit barn ganske meget, hvis man pludselig brød familien op og forbød faderen at have kontakt (det er vel en konsekvens af at løbe med det samme), på baggrund af falske anklager. Jeg tror man skal stole på sin mavefornemmelse, og derudover virkelig gøre alt for at undersøge sagen til bunds.
Jeg skrev en gang under sociologi-studiet en opgave baseret på sitet http://www.jegtilstaar.dk – det blev en af de opgaver, som stillede spørgsmålstegn til en masse af det, vi faktisk slet, slet ikke må spørge om – sådan samfunds normativt i hvert fald. Blandt andet om unge pigers beskrivelser af deres magt som minderårige over meget ældre mænd i forhold til at forføre dem seksuelt. Det er en vild – og egentlig voldsomt deprimerende side – men det gør den på ingen måde mindre relevant!