I går havde en af mine fb-venner linket til det her klip.
Hvis man er en af dem, der ikke lige får klikket, når man får et link stukket i snuden, kommer her et lynresume: En amerikansk tv-vært har modtaget en mail fra en anonym seer, der starter med at sige, at han/hun ikke ser hendes show, men da vedkommende lige zappede over det forleden, må han/hun reagere ved at spørge, om tv-værten ikke selv synes, at det er et problem, at hun er så fed, når hun nu skal forestille at være rollemodel for andre. Klippet viser værtens svar, hvori hun tager skarpt afstand fra den form for mobning, hun synes, at mailen er et udtryk for, og efterfølgende snakker lidt om forældres ansvar for at lære deres børn en ordentlig adfærd; både IRL og on-line.
Jeg har spekuleret meget over klippet, siden jeg så det i går. For jeg tror ikke, at jeg opfatter brevet som mobning i klassisk forstand. Det er bestemt ligeså grimt og modbydeligt, men for mig er mobning noget, en gruppe udsætter et individ for, og i mange tilfælde handler det om at udelukke individet fra et fællesskab, som personen, i teorien i hvert fald, gerne vil tilhøre. Der findes sikkert andre og bedre definitioner, lavet af mennesker, der ved mere om den slags end mig, men jeg spekulerer bare på, om ikke det her er noget andet; noget, der kræver en anden form for handling at undgå, end klassisk mobning gør?
For jeg synes, at det er til at gå til at snakke med sit barn om, hvordan man er en god ven, hvordan man får andre til at føle, hvis man holder dem uden for eller kalder dem grimme ting. Og her tror jeg, at de fleste af os lige kan starte med at gribe i egen barm, og få slået mute-knappen til, inden vi kalder hende, der tager parkeringspladsen for snuden af os, en fed sæk. Jeg tror, at det er utopisk at nå til et sted, hvor man kun har blomster og fe-støv til overs for sine medmennesker, men en start kunne være at lære børnene, at det ikke er alle tanker, man nødvendigvis skal dele.
Men brevet i videoklippet er noget andet, synes jeg, og noget som man, når man færdes i blogland, ser mere og mere af. Og det er ikke fordi vi behøver at tage diskussionen om, hvad der må skrives af hvem i hhv. blogposter og kommentarfelter, men er brevet ikke mere en del af den trend, hvor mennesker over for andre mennesker, som de aldrig kommer til at stå ansigt til ansigt med, pludselig føler, at de er nødt til at give udtryk for mishag og uenighed, hvis der er noget, de ikke kan lide?
Jeg ved godt, at alt, hvad man lægger til offentligt skue, det være sig digtsamlinger, plader og hjemmesider, er startskuddet til en eller anden form for kommunikation, og at uenighed ikke altid er af det dårlige – men behøver man uopfordret (og keyword her er ‘uopfordret’) at henvende sig til den, der står på scenen sig for at sige, at man ikke kan lide det, vedkommende laver, eller at nu skrider man? For er det reelt ikke det, som brevets afsender i klippet har gjort? Vedkommende starter med at sige, at han/hun ikke ser med – og synes ALLIGEVEL lige, at det er på sin plads at fortælle, hvad der er galt med produktet, før han/hun smutter igen. Og det er ikke mit indtryk, at der er tale om konstruktiv kritik, og at vedkommende (hvor forkasteligt det så end ville være) ville vende tilbage, hvis tv-værten tabte sig 10 kg.
Debat er vigtigt – men ind i mellem kan det måske også være fint nok, at man forholder sig til den helt teoretiske mulighed, at der kunne være nogen derude, der kunne lide noget andet, end man selv kunne, og at det måske derfor var bedre, at man bare listede ligeså stille ud af døren igen, og gik på jagt efter noget, man syntes bedre om? For det er jo for fanden rigtige mennesker, der sidder bag mange af de her ting; rigtige mennesker med rigtige følelser, der ikke nødvendigvis synes det er fedt at få at vide, at ”du ikke er ligeså god, som du plejede at være” eller at ”din gamle frisure var meget pænere til dig, end den der er”. Og som, når bægeret er fuldt, vælger at lukke og slukke, fordi det ikke er nattesøvn og mindreværd værd at underholde andre gratis. Jeg savner f.eks. stadig Marienades blog, som netop blev lukket, fordi det i længden blev for træls at blive svinet til på daglig basis. Og er det på lang sigt det, vi gerne vil Genere folk så meget, at de smider håndklædet i ringen, så der kun er de hårde hunde og provokatørerne tilbage?
Normalt ville jeg sige, at man selv er med til at bestemme tonen i debatten, garbage in – garbage out, men problemet med denne nye type mobning er, at den dels kommer fra fuldstændig fremmede, som ofte er anonyme, og at tonen netop er tilstræbt saglig og neutral. Det er indholdet, der gør ondt ad helvede til.
Og det synes jeg er svært. For det er som om afsenderkommunikationen er hentet fra de situationer, hvor vi NETOP går ind og debatterer, og siger ting, der måske ikke er ubetinget positive og rare at høre; f.eks. når nogen selv beder om feed back på et produkt, de har lavet, eller hvis vi selv har aktier i det, vi diskuterer. Men responskommunikationen, som man normalt bruger i den slags sammenhænge, er bare nytteløs her, og slutresultatet er, at en mail, som den tv-værten modtager bare er 3-dobbelt ubehagelig, fordi man bliver ked af indholdet, man bliver i tvivl om, man er nærtagende og ikke kan tage imod kritik, og man kan ikke svare igen uden at virke som en idiot.
Så jeg tror, at jeg, når den tid kommer, vil bestræbe mig meget på at få Anton til at forstå, at hvis man fortsat gerne vil have meget, og meget forskellig, underholdning at vælge imellem, både i og udenfor computeren, så må man mene, lige præcis hvad man vil – og sige det, når man bliver inviteret til det.
God weekend.
Hørt ! Eller måske snarere "læst".
Uden i øvrigt at være uenig i resten af dit indlæg, så kan jeg ikke lade være med at studse over hvordan det udløser ramaskrig at sige til en fed "Synes du ikke det er ret uheldigt at være så overvægtig, når du skal forestille at være en rollemodel?" – når det samtidig er helt almindeligt og social acceptabelt at pege fingre af og nævne navne på alle kvinder der ikke har noget på sidebenene, og højlydt fortælle hvor dårlige rollemodeller de er.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske har været brevafsenderens budskab – at give igen på "vi hater på tynde mennesker, og lader som ingen ting med fede"-tendensen.
Er så enig med dig! Overraskende nok opfatter jeg problemet som størst på Facebook og har slet ikke oplevet det i blogland… På Facebook oplever jeg gang på gang at blive "tilsvinet" men har aldrig prøvet det på min blog. Men måske har jeg bare nogle rigtig dårlige venner på Facebook?! Ha ha ha.
Vil bare er erklære mig enig! Og også se indad, for jeg vil ikke være naiv og tro, at det kun er alle andre, der har noget de kan gøre bedre. Tak fordi bragte det på bane – det er vigtigt!
Savner også Marienade… Og håber så sandelig at du ikke smutter nogen steder!
Klem og go´weekend fra Lene
Enig. Enig…enig…og jeg synes at det bliver mere og mere udbredt.
Jeg underviser i forelæsninger på CBS foran 100-150 studerende. Jeg fik en evaluering, hvor der stod "Hun er elendig – og tyk". Nåh…(og har vel BMI på 20-stykker, så opfatter ikke mig selv som tyk)…men det ødelægger det budskab som den unge mand (lignede mandlig håndskrift) nok gerne vil af med, at han ikke er tilfreds. Men det falder helt igennem. Og jeg står tilbage og tænker "nåh…og hvad så? Dum afsender!" (- og så overvejer jeg faktisk om jeg gider bruge min fritid på at undervise og bringe noget virkelighed ind på CBS).
Men – ja – det sker…og det er noget underligt!
Tak for indlægget – som er både relevant og sagligt. Jeg vil aldrig mere kalde hende, der snupper p-pladsen foran snuden på mig for en 'led sæk'. I hvert fald ikke højt – altså i hvert fald ikke hvis banditterne er med i bilen. Altså i hvert fald ikke uden en undskyldende forklaring om, at det altså kun var fordi jeg blev irriteret og at jeg ikke kender hende og at…..
Super godt indlæg, som man i bund og grund kun kan være enig i. Er dog også en smule tilbøjelig til at give Fru Buur Bækgaard ret i, at der som sådan ikke er noget i vejen med, at fortælle vores alle sammens rollemodeller, det være sig tv-værter, kongelige og musikere, at de gerne må LIGNE noget, der er sundt at se op til. Det er da før læst på forsiden af Se&Hør el. lign, at man irettesætter kongelige anoretikere… Det er ikke sundt og ikke en budskab, vi ønsker udbredt til vores næste generation. Og således bør det heller ikke være tabu, at fortælle "de fede", at det ikke er et sundt budskab… Eller hvad?
Jeg har personligt rejst mig fra en konsultation med en overvægtig diætist, der anbefalede kunstigt tilsætningsfyldte Light-produkter til mig, som lever 95% økologisk. Jeg kunne simpelthen ikke tage den rådgivning seriøst…
Og selvom det er for sent, vil jeg, inden denne kommentar bliver for lang, tilføje, at jeg til "den almene mand/kvinde" uanset om de formulerer sig IRL/FB el. blogland, ikke mener, at udtalelser om dennes person er konstruktiv. Hvorimod jeg sagtens ville kunne finde på at udtale mig om indhold eller skrivemåde… Det er vel det, man er kommet for?!
Tak for en altid velskrevet blog, uanset enighed om indholdet eller ordvalget 😉
… vil bare lige sige "synes godt om" :)))
Du er et godt menneske Linda.
jeg er enig med dig i, at man ikke bør svine folk til, bare fordi man har en mening om et eller andet.
"If you can't say something nice, say nothing at all", med mindre, selvfølgelig, at man bliver bedt om at give udtryk for sin mening eller ligefrem give kritik. I øvrigt synes jeg, det er latterligt, at tv-personligheder ikke skulle afspejle befolkningen generelt. Vi er jo i alle størrelser, alle aldre, med og uden rynker, og det må vel være hvordan man gør sit arbejde og ikke hvordan man ser ud, der skal tælle.
Ååh Linda. Jeg er lige her! Mig. Marie. I New York. I en måned, uii!! Eller snart er den måned gået. Hvorfor var det nu vi ikke var venner på facebook? Der skriver jeg 'blog' nu.
Marie! HEJ! Jamn, det er sgu da også en fejl. Hedder du bare Marie Nade eller?:)
Gør jeg vist. Hvis man kan søge mig. Her er et link, tror jeg: https://www.facebook.com/marie.nade1?ref=tn_tnmn
Jeg er totalt enig, og du siger det så supergodt her. Og det er faktisk derfor, at jeg har valgt at lave en blog, som ikke bare omhandler alt og intet. Har et par triste erfaringer i bagagen fra internettet allerede, så ved bare, at hvis jeg begynder at blogge en masse om mange sider af mit liv og mine meninger om alt muligt, så skal div. mobbehold fra tidligere tider (for vi ved jo, at nettet er verdens mindste landsby) eller helt nye, who knows, nok komme ud af hullerne og optræde så ubehageligt og negativt, at jeg lukker og slukker på ingen tid. Trods alt det andet gode ved det. Jeg er simpelthen for tyndhudet til det der. Øv. Men sådan er det.
Zoolajma: Har du set debatten hos Sneglcille og Marias Maskinrum i dag? De handler lige præcis om det samme.
Jeg må faktisk indrømme, at jeg synes, at jeg i det store og hele bliver behandlet ualminelig pænt af mine læsere. Hvis folk gerne vil sige noget negativt, synes jeg, at de i langt de fleste tilfælde får det gjort på en måde, så jeg forstår, hvad de mener i stedet for at blive ked af det, de skriver.
Men jeg synes, at en af kommentatorerne på Sneglcilles indlæg idag har en interessant pointe; det med, at det faktisk kan være et udtryk for respekt, at folk mener noget andet end det brede flertal.
Åh, jeg ved det ikke. Man vil jo fandme også bare helst, at alle synes, at man er fed, ikke? Og at de forstår, hvad man mener, de dage man fremstår som en idiot, fordi tasterne og hjernen vender forkert.
Jeg får ikke besvaret alle dine gode kommentarer, Josephine, men vid at jeg både læser og elsker dem!