Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

#MAKEVOTINGGREATAGAIN

16

Dette indlæg er mest til dig, der allerede godt nu ved, at du formentlig ikke får stemt. Hverken på søndag eller d. 05.06.

Hvis diverse statistikker taler sandt, betyder det, at du er ung, og måske ikke har fundet dit politiske ståsted, eller at du måske bare har gang i så meget andet, at det her virker perifert og irrelevant. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at det hverken er sexet eller interessant, når jakkesæt i den bedste sendetid duellerer indstuderet, og hvor man for 20 år siden kunne være nogenlunde sikker på kerneværdierne i hhv. rød og blå blok, så er alle linjer i dag visket ud, og det hele er til salg og forhandling. 

Sagen er bare, at det er vigtigt. 

For vi bevæger os i samlet flok afsted over kortet, og undervejs krydser vi fix-punkter, som vi ikke kan vende tilbage til, hvis vi engang fortryder vores mangel på indsats. 

Vi er så utrolig vante til, at fremtiden er noget, vi forholder os til 4 år ad gangen, fordi det er det, vi har lært. Og bedt om. Vi har stillet os tilfreds med valgløfter, der skal komme os til gode i den nære fremtid og ikke krævet, at der tænkes i løsninger, som er mere langsigtede, og som kræver et samarbejde på tværs af ideologier. 

Jeg tror, at tiden er ved at løbe fra os. Og derfor er det, at jeg så gerne vil, at så mange som muligt engagerer sig.

Ikke mindst fordi min egen, subjektive oplevelse er, at både retorik og politik bliver mere og mere vanvittigt; det er som om, vi efterhånden kun bevæger os i yderpolerne, og åbentbart kun kan forstå, hvad man fortæller os, hvis man tegner problemstillingerne så hårdt op, at det nærmer sig karikatur. 

Og problemet er, at de vanvittige og dem med en dagsorden? De skal nok finde vej til stemmeboksen. Og det er derfor, *din* stemme er vigtig. For hvis den tredjedel, der ikke stemmer, for en stor dels vedkommende befinder sig i midten, så *bliver* det fløjene, der får mest plads at tumle på.

Så mange mennesker taler om en følelse af magtesløshed ift. at det hele er på vej ud over kanten. Men her er noget, du faktisk kan gøre. En handlemulighed. For det hjælper ikke at stå i vejkanten og råbe af Paludan. Tværtimod er det den eneste sikre måde at give ham, hvad han vil have, for hvis ingen mødte op, ville han hurtigt miste sit momentum. Moddemonstrationen foregår ved stemmeurnerne, og derfor er det vigtigt at møde op. 

Jeg forstår godt, hvis man ikke på nogen måde kan overskue at hente og læse små 100 siders partiprogrammer for hvert enkelt parti. Det er der vist heller ingen, at de ægte voksne der gør. Og der er i bedste fald kun tale om hensigtserklæringer, som er nemmest at have, mens man er i opposition.

Men det, du KAN gøre, er at tage en håndfuld forskellige tests i diverse dagblade og nyhedsfora, og se, om ikke de indsnævrer feltet for dig. Og hvis de gør, så brug 5 minutter – og lidt sund kildeskepsis – på at tjekke nettet opfølgende. Det er sådan, jeg selv har gjort. Ud af 10 forskellige tests, har jeg hele vejen igennem kun haft 2 partier repræsenteret i min top 3, og da jeg havde brugt 20 minutter på at læse op på, hvad de hver især stod for, var jeg ikke længere i tvivl. 

For at gøre det så nemt som muligt, får du en håndfuld tests lige her. Så skal du ikke engang google dem:

Europaparlamentsvalget:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/ep-valg/kandidattest

https://www.information.dk/indland/2019/04/ep-valgtest-2019-hvem-stemme-paa

https://politiken.dk/udland/EP19/art7173099/Test-dig-selv-Hvilken-EP-kandidat-er-du-mest-enig-med

Folketingsvalget:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/kandidattest

http://nyheder.tv2.dk/folketingsvalg/kandidattest

https://www.information.dk/valgtest

https://www.berlingske.dk/nyheder/hvilken-folketingskandidat-er-du-mest-og-mindst-enig-med

https://politiken.dk/indland/politik/FV19/Kandidattest/

Din stemme er med til at bestemme, hvordan dine forældre skal have det, når de bliver gamle. Den er med til at bestemme, hvordan din lillebror, som i dag er 10 år, skal leve sit liv, når han engang får børn. Den er afgørende for, om dine børnebørn har rent drikkevand i hanerne og en skov at gå tur i.

Det er så lidt, du skal gøre, for at gøre en stor forskel.

Og din stemme er den vigtigste af dem alle sammen, for af alle de stemmeberettigede, er det dig, der skal være her længst.

Midtvejsevaluering

19

Onsdag.

Vi er halvvejs igennem praktikugen, og efter at have løbet rundt i cybermanegen med mit forrevne hjerte blafrende efter mig, synes jeg næsten, at det er på sin plads med en opfølgning. 

Ugen startede allerede søndag aften, hvor jeg havde pakket og klargjort alt. Vi havde aftalt, at vi skulle cykle, hvilket for børnene var en stor ting, og noget, vi har snakket meget om, at vi endelig får mulighed for at gøre, når Anton kommer herud. Vi bor 400 meter fra skole og børnehave, men med tasker, bussæde og dobbelt op på tøj, så Anton har både i SFO’en og i skolen, har det indtil nu ikke været muligt.

Af sted det gik, og jeg fik næsten en klump i halsen, bare ved synet af lille Frida, der med sin kæmpe cykelhjelm og sine små “rigtige cykelhandsker, mor!” hjulede afsted ved siden af mig. 

Vi fik hende afleveret, og Anton virkede stadig spændt og glad.

Cyklerne blev parkeret, og vi gik op til kontoret, hvor vi skulle mødes med matematiklæreren, som de skulle have i første time. Anton virkede stadig ok-ish. Så gik vi ned i klassen, hvor flere af de søde, søde, SØDE børn stod udenfor klasseværelset, helt excitede over, at han nu ENDELIG kom – og så knækkede filmen for Anton. Han gik fuldstændig i baglås, klamrede sig til mig, mens han først prøvede ikke at græde, og derefter bare hulkegræd ind i halsen på mig, mens han gentog: “Du må ikke gå fra mig, mor, du må ikke gå fra mig, mor!”

Det. Var. Hæsligt. 

Efter 35 minutter, hvor jeg flere gange var oprigtigt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, hvis han ikke slap mig, gjorde jeg mig stille men bestemt fri, og gik, og det er med stolthed i stemmen, jeg kan bekendtgøre, at jeg nåede helt udenfor skolens område, inden jeg begyndte at tudbrøle. 

Det blev jeg ved med on/off resten af dagen, og hvor jeg havde forestillet mig, at jeg skulle nå at lave en masse, nu hvor begge børn var afsted, snublede jeg bare rundt derhjemme i en underlig, passiv døs, mens jeg mindede mig selv om, at det her ER det rigtige, og at al begyndelse er svær. Det var et af de skizofrene øjeblikke, hvor mine instinkter bød mig at storme tilbage og tage ham med ud og hjem, men hvor min hjerne blev ved med at holde powerpoints op med påmindelser om, at nye begyndelser for Anton altid vil være svære. Altid. Og jo mere nyt, jo værre. Så den første (indsæt-selv-begivenhed) for os, er altid den værste, og hvis ikke vi står den igennem, så skubber vi den bare, og skal igennem hele forberedelsesmøllen igen senere. 

Da klokken ENDELIG blev 14, sad jeg klar ude foran lokalet, og da døren gik op, kom Anton ud, stille og roligt, og man skal kende ham godt for at kunne se, hvor træt han var. Flere af børnene kom hen til mig for at fortælle, at der ikke var gået længe, før han var blevet glad igen, og at der godt nok var mange, der gerne ville lege med ham. Og jeg måtte binde snørebånd 16 gange, for lige at få hold på mig selv. 

I dag spurgte jeg ham, om han gerne ville tilbage til taleklassen, når denne uge er gået, eller om han hellere ville blive herude, og efter 3 sekunders betænkningstid, var svaret, at han gerne ville blive her. Jeg tjekker igen fredag, men hvis det ønske holder ved, ser jeg, om ikke vi kan rykke ham nu. 

Han er træt nu, sådan rigtigt, og får episke sammenbrud over forkerte gafler og Frida som koncept, men jeg har ryddet kalenderen, og skal ikke andet end at være omkring ham, gribe ham og sørge for, at han får ladet batterierne op.

Og mig? Jeg er så lettet og træt, at jeg har det, som om jeg er ved at få influenza. Jeg har tænkt meget på en kommentar, jeg fik til det her indlæg, (som stadig er et af mine egne yndlingsindlæg) hvor J skrev om, hvor mange kræfter det koster at scanne og analysere verden og forsøge at give sit lidt skæve barn, hvad han/hun har brug for, samtidig med, at barnet får plads til at vokse og udvikle sig. Når jeg oveni puljen smider det faktum, at jeg nok også er ved at hele nogle gamle sår, er det ikke så mærkeligt, at jeg har lyst til at lægge mig ned og trække dynen over hovedet og sove i 14 dage.

Men. Vi har fået en god start, Anton virker glad og tryg, og det er det vigtigste, der er sket i meget lang tid.

Matters of the heart

36

Jeg har ondt i maven i de her dage. Jeg har overvejet, om jeg har lyst til at blogge om det, for jeg har for længe siden truffet en beslutning om, at jeg ikke gider lade fortiden definere mig, men mit hoved er ved at eksplodere, og det her er min ventil, så nu skriver jeg om det, og så må jeg tage indlægget af, hvis jeg senere kan mærke, at jeg synes, det trækker mig ind i en rolle, jeg ikke vil besætte. 

På mandag og en uge frem skal Anton i praktik i sin kommende klasse, hvor han skal starte for alvor efter sommerferien. Og selvom jeg er 100% sikker på, at det er den rigtige beslutning, og selvom jeg glæder mig virkelig meget til at få ham ordentligt integreret i lokalmiljøet, og til at slippe for bus-logistikken, så river og brænder det pludselig i gamle ar, som jeg næsten havde glemt, at jeg har.

Det er, som når man forelsker sig igen, efter at have fået sit hjerte revet midt over. For selvom såret et lægt, og man har gjort alt det rigtige; at man hverken er flygtet fra sorgen eller har dvælet ved den, men har ladet den få sin plads, så den kunne falde til ro og passere, så er det først, når man står på tærkslen til at sætte det hele på spil igen, at man mærker, hvor dybe sårene var.

Sådan har jeg det med folkeskolen. For det er først nu, hvor Anton skal tilbage i den almindelige folkeskole, at jeg kan mærke, hvor meget, der blev slået i stykker i mig, da jeg selv gik der. Og det til trods for både psykologforløb, dybe kig i spejlet, eksponeringsterapi og en overbevisning om, at jeg har gjort alt det arbejde, det er muligt at gøre, for at lægge mine oplevelser bag mig. 

Men man kan ikke jo ikke gå gennem forløbet igen, og mærke, om man er ok. Det eneste, man kan gøre, er at bryste sig af, at man rejste sig igen, blev et helt menneske, og selv og ved egen kraft forvandlede affald til diamanter. Og derfor føles det næsten dobbelt grusomt, når man gennem sine børn står der igen, fordi man pludselig kan mærke, at man kan tage sit liv, men ikke de 9 år tilbage – og nu skal man sende sine børn igennem dem, uden at kunne gå ved siden af dem undervejs. Min styrke eksisterer kun i kraft af min oplevelse, og kan derfor ikke overdrages, hvor inderligt jeg end måtte ønske det.

Jeg kan næsten ikke få vejret.

Og det hjælper ikke, at jeg er helt på det rene med, at Anton ikke må mærke, hvordan jeg har det.

Han er heldigvis og gudskelov gjort af et andet stof, end jeg var, og når jeg kigger på ham, kan jeg ikke se, hvordan man kan undgå at holde af ham.

Han er det fineste og reneste lille menneske, og han er overbevist om, at hele verden vil ham det bedste. Det håber jeg simpelthen sådan, at han får lov at blive ved med at tro.

M2019, uge 20

6

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

har jeg fået solgt Fridas aflagte tøj, som jeg skrev om i sidste uge. Jeg lagde det hele op som en tøjpakke til 150 kr. men kun en enkelt skrev på det, og hun vendte aldrig tilbage. 

Derfor lagde jeg det op igen, men adskilt. Gamacher for sig (10 kr. pr. par/7 for 50) bluser for sig (10 kr. stk/9 for 60) osv., hvilket tog 20 sekunder, fordi billederne var taget. En køber skrev på to af tingene, og endte med at købe 3/4 af det, jeg havde til salg – til en samlet pris af 175 kr. (Hun fik selvfølgelig resten med gratis). 

Når jeg sorterer tøj, er der altid noget, jeg ikke sætter til salg. En bluse med en lille plet, et par vinterstøvler, der er fine, men en smule falmede osv. Jeg vil ikke lægge det op uden at skrive, hvordan standen reelt er, og jeg ville ikke selv købe noget med så mange disclaimere. Derfor er jeg begyndt at samle det i en bunke for sig, og når så jeg sælger det, jeg har sat til salg, spørger jeg, om køberne vil have det andet med gratis. Vi kan ikke bruge det mere, og folk bliver altid virkelig glade, fordi det reelt ikke er i dårligere stand end det, man normalt giver sine børn på. (Jeg mener, der er vel ingen af os, der smider en børnebluse ud, fordi den har en is-plet på ærmet på størrelse med en panodil, der ikke vil gå af i vask?)

Det er en god måde at få det ud af døren på, synes jeg, og jeg kan efterhånden se, at der er gengangere blandt køberne, der aftager tøjet.

Fordi jeg ofte hører, at folk synes, det kan være svært at vurdere, hvad man skal sælge aflagt børnetøj for, skriver jeg lige, hvad denne tøjpakke bestod af:

4 langærmede bluser

1 kjole

8 t-shirts

5 par 3/4 gamacher

2 par lange gamacher

5 par strømpebukser

2 joggingsæt 

Og så fik hun et par vinterstøvler med oveni. 

Så nu er her pænt ryddet op, en anden har glæde af tingene, og selvom nogen vil synes, at tingene er solgt for billigt, vil jeg bare stadig nævne, at 175 kr. samlet bedre kan mærkes, end 30 kr. her, og 20  kr. der, og jeg slap af med hele stakken på under en uge.

2.

er jeg begyndt at øve “hvor meget kan jeg spise” med børnene, inden jeg varmer maden/øser op/tager ud af fryseren, for at hjælpe dem med at få en fornemmelse af, hvor sultne de reelt er. 

Det er ikke alle retter og fødevarer, der er egnede til det, og der er selvfølgelig forskel på dagsformen, men stille og roligt begynder de at få en fornemmelse af, hvor mange kødboller, de hver især kan spise, hvor mange skiver brød, der er plads til i maven osv.

3.

har jeg fået en stak Royal Copenhagen tallerkner af min mor, som alle har små skår slået af kanterne. Det fik mig til at tænke over, hvor meget, der er sket med mit syn på ting. For hvor jeg for 3 år siden ville have klassificeret de her tallerkner som affald, så har jeg i dag ingen skrupler ved at bruge dem. Tværtimod synes jeg næsten, at det er rart, at vi har ting, vi ikke er bange for at bruge, og særligt så længe børnene ikke er større, og der jævnligt ryger en kop eller en skål på gulvet (- som det 9 ud af 10 gange er mig, der smadrer, men lige her synes jeg godt, de kan tage én for holdet). Og Frida synes, at det er de fineste tallerkner, hun nogensinde har set 💙

Mor med mere

34

I dag er det mors dag, og jeg synes, det er som om, det i år fylder lidt ekstra på de sociale medier. I hvert fald er det første år, jeg har bemærket, at folk har fejret begivenheden over flere dage. 

Jeg lå og tænkte på det i nat. Ikke fordi jeg ikke kunne sove af spænding over, hvad mine børn mon havde fundet på, for de har ingen ide om, at der findes noget, der hedder Mors dag, og det er jeg fuldstændig ok med. Ville jeg hellere have haft en buket blomster og et kram end en fod i nyren og søskendekonflikter on the rocks fra kl. 6? Jo, såmænd, men af alle de særforhold, der gør sig gældende for mig og os, der har valgt at få børn alene, er det her på  listen over bagateller.

I det store og hele synes jeg, at jeg er en god mor. Også selvom jeg hver eneste dag står i situationer, som jeg bagefter ville ønske, jeg havde tacklet anderledes, med mere tålmodighed og overskud. Begge mine børns grundoverbevisning er, at de har ret til deres plads i verden, uden at skulle forklare den eller undskylde for at optage pladsen, og det er ridderkorset i mit moderskab.

Men i nat lå jeg og tænkte over noget, som vi også tidligere har snakket om her på bloggen, nemlig det med, hvem jeg er – udover Anton og Fridas mor.

Jeg har altid haft et problem med metaforen om, at man skal tage sin egen iltmaske på, inden man hjælper sine børn. Primært fordi jeg synes, at den bliver hevet frem i situationer, man laver reverse engineering på, hvor man har brug for at retfærdiggøre noget, som måske ikke er helt fint i kanten ift. hvordan man fordeler tiden mellem sig selv og børnene. 

For mig er idealet at finde det sted, hvor der er plads til både mig og børnene, men jeg har også en holdning til, at hvis nogen i den ligning skal vige pladsen, så er det mig. Ganske enkelt fordi det er mig, der har ansvaret for dem, og ikke omvendt, og idet de ikke kan forhandle og fremsætte krav på egne vegne, så er jeg også deres tillidsrepræsentant overfor mig selv. 

Men det her meme ramte mig alligevel lidt:

For det eneste svar, jeg lige umiddelbart kunne hive op af hatten, var podcasten My Favorite Murder. Hvilket siger meget om enten podcasten eller mig, og jeg frygter lidt, at det er det sidste.

Det ville være fint, hvis jeg var tilfreds med mig selv og det, jeg fylder i den skuffe af mit liv, der står ‘Linda’ og ikke ‘Mor’ på. Men det er jeg bare ikke rigtigt. 

Jeg savner at træne. Jeg savner at meditere. Jeg vejer for meget og jeg har det rædselsfuldt med det. For mig er det både fornemmelsen af at være i en krop, der slet ikke føles som min, men også, at bære mit kontroltab uden på kroppen, hvor alle kan se det, og dømme mig for det. Det er det eneste sted, hvor jeg bliver mindre ved tanken om, hvad andre tænker om mig, men det fylder uforholdsmæssigt meget. 

Jeg ved jo sådan set godt, hvordan jeg løser problemet, og derfor ved jeg også godt, at jeg burde udvise større overbærenhed overfor mig selv. For det kræver kontinuerligt fokus at tabe sig og skabe gode trænings- og meditationsrutiner, og det finde ikke i mit liv lige nu. Lige nu har jeg fragmenter af løsrevet tid, som jeg ikke selv er herre over. De falder drypvist i et helt vilkårligt mønster, og er umulige at omsætte til en målrettet indsats, der gør en forskel. Jeg ved det godt. Men det stresser mig fuldstændig vanvittigt alligevel.

Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg stadig ville have truffet valget om at få mine børn, hvis jeg på forhånd havde vidst, hvilke konsekvenser, det også ville få. Både ift. hvad jeg har måtte slippe, tilføje og forlade. De er og bliver det vigtigste og bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg tror bare, at jeg til stadighed forbløffes over, at man kan føle så stor kærlighed og taknemmelighed, og alligevel kæmpe med tanker og følelser, der i det store billede ikke burde fylde så meget, som de gør.

M2019, uge 19

6

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1. 

haft et par dage i træk, hvor jeg ikke kunne nå ud at handle. Da jeg skulle smøre madpakke til mig selv til 3. dagen, synes jeg ikke, jeg havde noget som helst brugbart i køleskabet, så jeg havde egentlig besluttet, at så måtte jeg købe noget i kantinen på tolkestedet. Men fordi jeg skulle være afsted i små 11 timer, og det derfor ikke bare var frokost, jeg skulle købe, blev jeg alligevel ramt af ‘ej, det må sgu da kunne lade sig gøre?’, og efter at have vredet både hjerne og køleskab, drog jeg dagen efter ud i verden med: 

*Et glas overnight oats (havregryn og en halv, terminal banan, rørt op med en sjat yoghurt, som havde trukket natten over), toppet med en rest mandler.

*En pizzasnegl af børnenes, som var til overs fra aftensmaden, og som var på vej i skraldespanden, men blev benådet i sidste øjeblik.

*En bøtte pastasalat, bestående af de sidste par skefulde salat (se pkt. 4), som også lænede sig op af en bortvisning, men som blandet med lidt dressing og friskkogt pasta fik en revival, der var Madonna værdig. På en hylde fandt jeg nogle syltede chilier, jeg havde glemt alt om, som jeg hakkede og smed i, og slutresultatet var den bedste pastasalat, jeg nogensinde har fået, som jeg aldrig, aldrig, aldrig vil kunne lave igen. 

Ville jeg gide at have så meget arbejde ud af at smøre madpakke hver dag? Nix. Volumenmæssigt var det også en lidt hidsig madpakke, både i tasken og i maven. Men for en enkelt gang om at gøre var det ret tilfredsstillende, at jeg fandt en løsning, og dermed slap for at købe mad i kantinen, som på det pågældende tolkested er hårrejsende dyr og primært sælger ting, der er kogt i olie.

2.

taget billeder af det sommertøj, jeg har sorteret fra i Fridas skab, så jeg den kommende uge kan bruge ledige øjeblikke til at sætte det til salg. 

Som tidligere nævnt tager jeg billederne i godt lys og sorteret efter genstand, så jeg har et billede med alle bukserne, et billede med alle bluserne osv. På den måde kan jeg både prøve at sælge det som en tøjpakke, men kan også lægge de enkelte billeder op og sælge tøjet for f.eks. 10 kr. pr. stk/7 for 50. 

3.

fået den åbenbaring, at det er meget svært at smage forskel på koldskål og drikke-yoghurt. Frida ELSKER sidstnævnte, men det er afsindig dyrt, og det sælges ofte i halv-liters-flasker, hvilket er alt for meget til sådan en lille mave. I stedet har jeg købt en liter koldskål, og hældt det på de små glasflasker fra Froosh (ikke spons), og givet hende sådan én med i frugtposen. En liter koldskål rækker til en uge, og på bud kan man finde den til ca. 10 kr. 

4.

opdaget, at det er smart at opbevare de lidt mere sarte grøntsager for sig, når jeg laver salat til ugen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg skrev om det her, men jeg snitter hver søndag en KÆMPE skål salat, som kan række 4-5 dage. Ville jeg hellere have det, helt friskt? Ja. Ville jeg nogensinde få salat, hvis jeg satsede på at nå at snitte det i ulvetimen i løbet af ugen? Nej. Kæmpe skål søndag it is. 

Jeg tænker over at vælge grøntsager, der kan tåle at stå i køleskabet uden at blive alt for kedelige, f.eks. salat, kål, gulerødder, sugarsnaps, forårsløg og snackpeber (som af en eller anden grund holder sig bedre end alm. peberfrugt). Men somme tider er det meget fedt med lidt afveksling, så jeg har flere gange smidt tomater, peberfrugt osv. i. Problemet er bare, at de grøntsager bliver *så* trælse i løbet af et par dage, og det ødelægger faktisk hele salaten.

Derfor er jeg nu begyndt at opbevare disse i særskilte bøtter i køleren, så de stadig er skåret og kan smides på med det samme, men uden at salatens levetid forkortes. Hvis det kniber at nå at spise dem, kan jeg varmt, varmt anbefale at vende den slags grøntsager med et glas salsa (som jeg derfor altid har i skabet, just in case). En færdigkøbt salsa, blandet med triste tomater, pinlige peberfrugter og melankolske majs, kommer til at smage som noget, man har hjembragt fra en lokal restaurant i Mexico, hvor det nænsomt er håndskåret og blandet af en 9. generations, indfødt abuela.

Om sladder og alliancer

10

Da jeg i sin tid flyttede til Esbjerg, og særligt da jeg startede i Fitnessdk, var der noget, der føltes mærkeligt, som jeg ikke helt kunne sætte fingeren på. Efter nogle måneder gik det op for mig, at det var sladderen, der manglede. Hvor jeg i Aarhus vidste virkelig meget om virkelig mange mennesker, og det var som at gå rundt i et usynligt spindelvæv, hvor folk var forbundet af tråde på kryds og tværs, føltes det fladt og 2-dimensionelt at træne i Esbjerg, hvor jeg ikke anede, hvem der var affilieret med hvem. 

Det er efterhånden 8 år siden, vi flyttede herned, og stille og roligt er jeg blevet en del af nye netværk, og dermed også kommet in the loop, når det kommer til sladder. 

Måske er det fordi, jeg i en periode har stået lidt udenfor, eller også tænker jeg bare for meget over tingene, men det er gået op for mig, at jeg synes, der findes to slags sladder, nemlig den gode og den dårlige slags.

Den gode slags er den sociale klister, og den, som jeg tror, de færreste af os kan sige os fri for at deltage i. Det er den, der gør os i stand til at vurdere, hvem vi vil gruppere os med, hvis zombie apokalypsen bliver en realitet, og det bliver IKKE Lone fra Marketing, der fucking altid tager det sidste kaffe og aldrig laver noget nyt. 

Den gode sladder er også de ting, jeg er 100% i fred med, at andre siger om mig, og jeg tror, at de fleste af os har en ret god fornemmelse af, hvad der bliver sagt. Jeg ville f.eks. blive meget overrasket, hvis ordene ‘dominerende’, ‘skrap’ og ‘voldsomt talende’ ikke indgår i det, der bliver sagt om mig, når jeg ikke er der.

Jeg har ingen skrupler ved selv at deltage i den, når jeg er enig i det, der bliver sagt, og er jeg ikke, glider jeg af på den, hvilket jeg tænker er voksenmåden at signalere tilhørsforhold, uden at den, der har åbnet munden, taber ansigt. 

Men den kategori af sladder, jeg har det virkelig svært med, er den jeg for mig selv kalder den dårlige sladder, som er den, hvor nogen fortæller mig, hvad andre siger om mig. Eller værre endnu: Om mine børn. 

For mig tjener den form for sladder kun et formål for den, der bringer den til torvs, og jeg vil ubetinget helst være fri for at høre den. For problemet med den er, at den tager dig til fange, og tvinger dig ind i ufrivillig alliance. Hvis Jane fortæller mig, at Birgitte har sagt, at jeg er en træls til forældrearrangementer, fordi jeg fylder alt for meget, kan jeg ikke gå til Birgitte uden at smide Jane under bussen. Og dermed bliver det noget, jeg bare selv kan gå og marinere i, og blive usikker på og vred over, og pludselig tager jeg mig selv i at være imod alt, hvad Birgitte mener og står for. Man skal ikke have læst psykologi for at se, hvad der foregår dér, men min pointe er, at jeg faktisk ikke engang kan fakta-tjekke, om Birgitte reelt har sagt, hvad Jane påstår hun har. Og fordi udsagnet under alle omstændigheder passerer gennem et filter, kan det være opfattet på en helt anden måde, end det er ment, og jeg kommer nu pludselig til at have det stramt med både Birgitte og hendes børn, ganske uden grund. 

Jeg tror, at det er sådan, rigtig mange intriger og dårlige naboskaber og forældrerelationer starter, og selvom det er ubehageligt lige i situation, er jeg begyndt at sige til budbringeren, at jeg faktisk helst er fri for at få det at vide. For hvad formål tjener det? Har jeg tænkt mig at ændre min personlighed ud fra, hvad et perifert menneske siger og mener om mig? Nej. Og så vil jeg egentlig hellere møde min omverden med venligt overskud, og det kan jeg ikke, hvis jeg bærer nag.

Jeg synes, det er supervigtigt at holde sig for øje, at den, der kommer med historien har sin egen dagsorden, og uanset om det er at lave alliancer eller at isolere, synes jeg, at det er problematisk Det skaber splid, paranoia og ufred, og det er fuldstændig unødvendigt. 

Så jeg er gået kontra. Jeg er begyndt at sørge for at huske at fortælle det, HVER gang jeg hører nogen sige noget positivt om andre, og måske er det indbildning, men jeg synes, at der er nogle sociale sammenhænge, som er blevet rarere at være i, fordi de mennesker, jeg har videreformidlet gode historier om og til, pludselig er mindre på vagt og mere imødekommende. 

Vi kan ikke holde lige meget af alle, og der vil ALTID være nogen, der ikke bryder sig om os eller synes, vi træffer forkerte valg. Men 9 ud af 10 gange handler det om, at vi trykker på nogle bestemte knapper i dem, der har den negative reaktion, og dermed har det som sådan ikke noget med os at gøre. Skulle der være tale om den sidste gang ud af de 10, må vi læne os tilbage og stole på, at hvis der er tale om noget grelt, så er der nogen, vi holder af, som hjælper os med at forstå det.

Hvis ikke, er det vigtigt at huske, at ingen er forpligtede til at gå fejlfrie gennem livet❤️

M2019, uge 18

18

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Gemt de små 4-stk-æggebakker, som mine børn har fået Kinderæg i til påske. De var lagt i bunken med pap-affald, da jeg kom til at tænke på, at jeg med meget korte intervaller bliver super irriteret over at have 3 æg til at stå og glo i en bakke med plads til 10. Meget, meget oplagt – og alligevel noget, jeg ikke tidligere har skænket en tanke. Jeg bliver til stadighed overrasket over, hvor meget min hjerne er slave af, hvad ting i første omgang er lavet til. 

2. 

Ryddet op i kassen med låg til mine plastikbøtter og kasseret de overskydende. Og umiddelbart kunne man tænke, at det ikke har ret meget med minimalisme at gøre at smide ud, men jeg er efterhånden ved at have lært, at ligeså vigtigt, som det er at tænke over, hvad man køber, ligeså vigtigt er det at have et overblik over, hvad man har. For har man det, husker man at bruge det, hvilket betyder, at det har reel værdi og har fortjent at optage pladsen i skabet, og samtidig kommer man langt sjældnere hjem med noget, man så finder ud af, at man faktisk havde i forvejen. 

3.

Haft mange gæster og prøvet at sætte mig på mine hænder ift. forplejning. (Det er lidt snyd at sætte den på som et enkelt ugepunkt, for det er noget, jeg har tænkt over et par uger eller tre). Jeg  synes altid, at jeg lige skal have et eller andet at byde folk, og selvom det ikke er noget stort og voldsomt, ender det alligevel ofte med at blive dyrt, når jeg køber ind til det, fordi.. jamen, jeg ved det faktisk ikke. Emma Gad? Nå, men de sidste par uger har jeg tvunget mig selv til at tænke alternativt, og tjekke skabe og skuffer først. Og jeg er blevet overrasket over, hvor langt jeg er nået med det, jeg havde, fordi jeg først havde tænkt, at jeg intet havde i huset. 

Men det viste sig, at jeg alligevel havde et glas vin, en forsinket 5 o’clock, lidt nødder og mandler, chai-the, boller i fryseren, og et forbløffende udvalg af kiks. 

4.

Haft is i maven ift. aftensmad. Jeg er SÅ tilbøjelig til at tænke i helheder; at jeg skal have taget mad op af fryseren, så vi alle kan få det samme. (Eller i hvert fald blive tilbudt det samme…#børn) Men i onsdags havde jeg pludselig en masse småting i køleskabet, som hver for sig ikke kunne bruges til noget, og det, der kunne have været smidt i fryseren, var noget, som allerede havde været frosset ned.

Jeg havde faktisk taget mad op, da jeg besluttede at lægge det tilbage og prøve at se, om ikke vi kunne nå i mål med det, vi havde. Og sørme så. En dl. suppe, et par skiver tørt brød, jeg ristede, et par æg, en sjat yoghurt, en pakke bacon og en frikadelle. Det var, sådan rent kulinarisk, verdens mest tvivlsomme buffet, men alle blev mætte, jeg fik resterne brugt, og vi sparede reelt et helt måltid, som i stedet kunne gemmes til en anden dag.

Sorg & cirkler

25

Karoline skrev i sidste uge (endnu) et smukt indlæg om sorg. Kernen i indlægget var, at vi danskere måske ikke er så dårlige til at håndtere sorg, som vi konstant fortæller os selv og hinanden. 

Det fik mig til at tænke over noget, som indtil videre bare har ligget og rodet rundt i periferien af min bevidsthed, nemlig at jeg har været så bange for at falde i netop dén fælde, at jeg har skulle lære, at der findes forskellige niveauer ift. hvor man forventer at møde forståelse og trøst, når man er i krise. 

Indtil min kollega Anders blev kørt ned under Race Across America, og efter en lang periode i vegetativ tilstand, endte med at dø af sine kvæstelser, har jeg altid været meget optaget af, at de mennesker, der har det svært, i hvert fald ikke må tro, at jeg ikke tør stå ansigt til ansigt med dem og deres sorg.

Da jeg fik beskeden om, at Anders var blevet kørt ned, og at det så kritisk ud, løb jeg i cirkler om mig selv. Jeg ville så gerne vise ham og/eller hans pårørende, at jeg ikke var ligeglad; at jeg var meget berørt af situationen, og at jeg ikke var en af dem, der gik over på den anden side af gaden med min berøringsangst og min febrilskhed. Jeg overvejede at sende blomster eller kontakte hans familie; jeg overvejede endda, om jeg skulle besøge ham på hospitalet. 

Det, der endte med at gøre situationen lysende klar for mig, var da jeg pludselig kom til at tænke på, om jeg ville forvente at se Anders sidde i en stol ved siden af min sygeseng, hvis jeg vågnede på hospitalet. Tanken var så absurd, at den næsten – næsten – var sjov. Jeg ville føle det grænseoverskridende og absurd at skulle delagtiggøre en god, men fjern kollega i noget, der var intimt og privat, og det ville for mig være en belastning at skulle bruge kræfter på at holde personer, som ikke var en del af indercirklen up to speed på noget, som jeg selv skulle kæmpe for at være i.

Pludselig kunne jeg se, at det her ikke var min krise at lindre. Jeg var berørt, ja, men hvis jeg, i al min misforståede godhed, nærmest stalkede Anders og hans familie for at vise, at JEG ikke var bange for at være i dén situation, ville det være mit behov og ikke hans eller deres, der var årsagen til det. 

Jeg er ikke bange for andre menneskers følelser. Jeg har ikke det, der ligner berøringsangst ift. at snakke om det, der er svært. Nærmest tværtimod. Så det, der for mig har været kunsten at lære, har dels været at finde ud af, at der er forskel på at være støtte for mennesker i krise, og på at vise, at man ikke er utilpas i selskab med dem og deres sorg. Det har også været at lære, at der er noget, der hedder sorg-kemi. At man af en eller anden grund føler sig hørt og trøstet hos nogle, mens andre siger alt det forkerte. Og endelig har jeg lært, at sorg fordrer, at jeg skal finde ud af, hvilken en af cirklerne, jeg står i. Om jeg er i den inderste cirkel, som huser de allernærmeste, om jeg er i den mellemste cirkel, hvor de gode kolleger og bekendte bor, eller om jeg befinder mig i den yderste cirkel, som er mennesker, man sætter pris på, men sjældent eller aldrig er sammen med på eget initiativ. 

De færreste er i tvivl, når de er en del af inderkredsen, mens jeg tror faktisk sjældent, vi forholder os til, om vi er i den mellemste eller den yderste kreds, når hverdagen bare ruller, og vi mødes i træningscenteret, i kantinen eller i kommentarfelterne rundt omkring.

Netop derfor er det svært, når krise og sorg rammer, fordi man pludselig skal foretage sondringen – og gøre det på et tidspunkt, hvor man virkelig, virkelig ikke ønsker at opdage, at vi opfatter vores relation forskelligt. Hvilket nok også er grunden til, at det gør ekstra ondt, når mennesker, man selv opfatter som stående i første led i inderkredsen ikke kommer til undsætning, når man har brug for det, og at dette forandrer synet på relationen permanent. 

Det gibber stadig i mig, når mennesker, jeg holder af, bliver ramt af skæbnen, og jeg får stadig en instinktiv trang til at smide alt, hvad jeg har i hænderne, og dedikere de næste mange måneder af mit liv til at vise, at jeg gerne vil være der. Men der findes måder at anerkende sorg og svære livsvilkår på, som matcher relationen. Måder at sige: ‘Jeg ser dig’ med alt, hvad det indebærer, uden samtidig at smøre sig selv ud i for tyndt et lag, for hvis man gerne vil være alt for alle, tror jeg, at man bliver for lidt for de nære og for meget for de fjerne.

M2019, uge 17

7

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Været i Lego House med børnene. Vi har været så utroligt heldige at få entre-billetter i forsinket indflyttergave, og vi var afsted i dag. Tilfældigvis kører Lego House et introtilbud lige nu, hvor man kan opgradere sin billet til et årskort for 100 kr. pr. mand, og det valgte jeg at gøre, nu hvor vi havde fået et økonomisk forspring i form af betalt entre. Det betyder, at en del af sommerunderholdningen allerede er på plads, og det er fedt. 

Som en ekstra bonus syntes hverken børnene eller jeg, at maden var et hit. Konceptet er ellers  skidegodt: Man bygger sin bestilling i Lego, og det er faktisk ikke fordi, det er galt dyrt, men man SKAL vælge et bestemt antal dele til sin menu (for ellers kan menuen ikke scannes), og det betød, at vi var tvungne til at bestille mad, som jeg på forhånd vidste, at børnene ikke ville spise. (Og jeg havde fat i personalet, fordi #madspild. Der var ikke at gøre). Men på plussiden betød det, at børnene ganske af sig selv, da vi kørte hjem sagde: “Mor, kan vi ikke bare tage madpakker med næste gang?” og hvis det ikke er en milepæl, så ved jeg ikke, hvad er.

2. 

Glædet mig over, at vi er sådan en familie, hvor man godt må snakke om gaver på forhånd. Også de gaver, der ikke er helt officielle, som f.eks. påskeæg.

Min mor spurgte for et par uger siden, om der var påskeæg, som børnene særligt ønskede sig, fordi chokolade koster det hvide ud af øjnene, og man derfor gerne vil være bare nogenlunde sikker på at give noget, de kan lide.

Jeg var fræk nok til at spørge, om ikke de bare måtte bede om et kinderæg og en håndfuld småmønter i et pap-æg, så de havde lidt lommepenge at tage med i Lego-house i dag, og heldigvis var svaret ja. I skrivende stund ligger Anton og sover med en lego-hotdog-bamse i armene, mens Frida hele aftenen har sippet én ml vand ad gangen af sin funklende nye Lego Friends vandflaske, og det slår discountæg i cellofan med 10.000 km.

3.

Været i T Hansen med pærerne til mine forlygter på bilen, som der er 4 års garanti på, men som kun holder et år eller halvandet i min bil. Det er 4. gang, jeg bytter dem inden for garantien, så bare for at sige, at det kan være en rigtig god ide at give lidt mere for pærerne, for så bliver det én gang, man har udgiften, og derefter kører man gratis. (Og holder de i 4 år, har man jo også sparet en del, så det er virkelig win-win). 

Jeg føler det altid lidt nærigt, når jeg bytter varer, som jeg har haft i brug, men jeg øver mig i at huske (som vi også har snakket om før) at det ikke kun handler om pengene, men også om at sende et signal til producenterne om, at vi ikke længere er interesseret i køb-og-smid-væk, men faktisk har en forventning om, at pris og kvalitet hænger sammen. 

4.

Lavet en formidabel suppe af rester, som jeg skriver opskriften på her. Ikke fordi jeg tror, at I har det samme i fryseren, men bare for at give lidt inspiration til, hvad man kan bruge rester til:

3 triste bagekartofler

2 porrer, der har set bedre dage

4-5 dl. vand

1 bouillonterning m/kylling

1/3 bæger Philadelphia m. sød chili (rest fra fryseren)

1/2 bæger creme fraiche (rest fra fryseren)

1 dl. hytteost (rest fra fryseren)

3 spsk. revet cheddar (rest fra fryseren)

Salt, peber og muskat. 

Grøntsager renses og skæres i mindre stykker. Svitses i en gryde ca. 3 minutter. Dækkes med vand og bouillon. Småkoger ca. 20 min. Alle fryserester smides i, det hele blendes, og suppen lunes. (Må ikke koge, så skiller den).

Load More