(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg foræret de her fine folieballoner fra Fridas fødselsdag væk gennem den lokale fb-gruppe:
De kan holde luft i flere måneder, og derfor syntes jeg, at det var en skam bare at overlade dem til deres skæbne på gulvet, så nu er de sendt videre til en anden lille pige, der har skal fejres.
Egentlig kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til skrive punktet på, fordi jeg ved, at der vil være nogen, for hvem folieballoner er så langt fra et minimalistisk livssyn, at det nærmest diskvalificerer hele temarækkens eksistensgrundlag. Men jeg besluttede at skrive den på alligevel, først og fremmest fordi jeg gerne vil holde det ægte. Men også fordi jeg synes, det er et godt eksempel på, at man stadig godt kan have bevidst forbrug i baghovedet, når man opfylder andre behov end sine egne.
For er folieballoner livsnødvendige? Nej. Ville jeg købe dem til mig selv? Heller ikke. Men Frida fik stjerner i øjnene, da hun så dem, og for hende er de vigtige. Fuldstændig ligesom enhjørningepynt i kager.
Det i sig selv er jo ikke som sådan et argument, og egentlig havde jeg først sagt nej, netop fordi jeg ikke mindes at have set dem gro i naturen, og der derfor nok er noget unødvendigt fremstilling, der bliver holdt liv i, når jeg køber dem.
Men.
Jeg endte med at omstemme mig, fordi jeg dybest set ikke tror på, at børn får lyst til at følge i deres forældres fodspor, hvis valg og handlinger er dikteret af tvang og forældreværdier, som børn ikke forstår. Jeg tror, man på den lange bane kan flytte meget mere ved at tage snakken med dem, når emnet naturligt kommer op – som når jeg f.eks. forklarer, hvorfor jeg ikke selv skal have folieballoner. Eller hvorfor vi giver hendes videre.
Så den kommer på, fordi jeg gerne vil minde os alle sammen om, at det ikke behøver være enten-eller, men at man godt, når man går på kompromis med sine principper, stadig kan overveje, om der er noget, man kan gøre, for trods alt at trække valget i en mere bæredygtig retning.
2.
Glædet mig over, at vi i familien og omgangskredsen får mere og mere gang i en form for sektionsopdelt storkøkken. At jeg, når jeg skal bruge 5 dråber rød frugtfarve, starter med at spørge min mor, om hun har noget stående, at hun får et af mine tre deciliter-mål, fordi hendes er gået i stykker, og jeg ikke har brug for tre, og at vegetarmad og specialingredienser vandrer på kryds og tværs, fordi vi alle sammen snakker åbent om at stoppe madspild og prøver at inspirere hinanden til flere kødfri dage.
3.
Skåret frugtstængerne, som mine børn ikke gad at spise, i små stykker og hældt dem ned i den sidste rest müsli, sammen med alle de halve og kvarte poser nødder og tørret frugt, jeg havde i skabet. Jeg fyldte op med et par dl. havregryn og lidt kokosmel, og rystede det hele sammen, så nu er der ryddet op i skabet, og jeg har müsli (som ac bliver ved med at rette til ‘muslim’. Det skal vi nok have gjort noget ved..) til de næste mange uger.
Jeg har købt en folieballon med hvert barns forbogstav.
Efter fødselsdagen bliver luften taget ud og så kommer de ned i skuffen med fødselsdagsflag mm.
Nu har de efterhånden holdt nogle år.
Det havde jeg ikke engang tænkt på – tak for fif:)
Jeg kan godt forstå, Frida skulle have de flotte balloner <3. Og hvor er det fint de kan blive, og så også rent faktisk bliver, givet videre, til en anden der også glædes.
Jeg tror, at lokalbefolkningen herude synes, at jeg er rar, men på den lidt tossede måde:-D Men hey – hvis man bliver ved længe nok, så er der måske andre, der lader sig inspirere. Det er ikke så længe siden, jeg så én, der lagde op, at hun havde noget kød, hun ikke kunne nå at spise, så man kunne hente, hvis man ville have det. Der var MANGE, der undrede sig i kommentarfeltet, men jeg blev virkelig glad for at se, at det også begynder at ske i et ellers meget traditionelt forbruger”miljø”.
Enig med Stine!
Man kan ret nemt tage luften ud af dem med et alm sugerør (ikke de små man får med til at puste fem op).
Jeg havde ikke tænkt tanken, så tak for at give ideen videre:)
“netop fordi jeg ikke mindes at have set dem gro i naturen,” 😂
😀
Netop din ærlighed og reflektioner over hverdagens “folie-ballon-dilemmaer” gør dine skriv relaterbare og dermed inspirerende. Så tak!!
Det er jo præcis det, jeg håber, så jeg er rigtig glad for, at det er sådan, det bliver modtaget <3