Vejen videre

Forleden så jeg et opslag i en af minimalistgrupperne på FB, fra en kvinde, som havde valgt at gå hjemme. Som jeg forstod det, var beslutningen truffet ud fra et ønske om at leve mere minimalistisk og nærværende; altså at bruge mere tid med børnene, aktivt at nedbringe familiens forbrug af diverse goder og leve for mandens indkomst. Hendes opslag gik på, om andre oplevede at blive spurgt til, hvordan de har det med ikke at “bidrage til samfundet”, når nu man stadig er forbruger af de ydelser, der bliver finansieret over skatten.

Diskussionen er ikke ny, men jeg synes sjældent, at den kommer længere end til, at man jo bidrager ved at passe sine børn, og at argumentet om, at “hvis alle gjorde det” er latterligt, for det gør alle ikke. Derudover bliver der også altid budt ind med, at man ikke vil opretholde et kunstigt højt forbrug, udelukkende for at holde hjulene i gang; og jo særligt ikke når alle efterhånden er enige om, at de pågældende hjul drejer alt for hurtigt.

Det er reelt nok. Man kan ikke gå baglæns. Hvis nogen bad mig gå tilbage til det madspild, jeg havde for 5 år siden, eller pålagde mig at købe tøj og nips med samme frekvens, som jeg gjorde i starthalvfemserne, ville jeg også takke pænt, men bestemt nej. For det er jo ikke kun sit forbrugsmønster, man ændrer; det er også hele tankegangen bag.

Men jeg tror faktisk, at problemstillingen er noget, vi bør begynde at forholde os til, sådan helt konkret. For i takt med, at der bliver flere, der forbruger mindre og et stigende antal familier melder sig ud, og måske endda arbejder på at blive selvforsynende, så vil der ske ændringer i den måde samfundet er skruet sammen på.

Vi bliver nødt i hvert fald at begynde at snakke om, hvad vi gør, når mange mennesker nok har flyttet sig fra den ene side af vippen og over på den anden. På et tidspunkt *vil* det blive et problem at udbygge og vedligeholde infrastruktur, skolesystem og sundhedsvæsen, hvis gruppen af mennesker, der bidrager økonomisk gennem skatten til driften, svinder ind.

Et faldende forbrug af både ydelser og varer vil også på et tidspunkt få konsekvenser for, hvor mange mennesker, der kan være ansat i de forskellige brancher, mens færre turister vil blive et kæmpe problem for nogle områder og lande, som lever af det.

Som global gruppe bliver vi nødt til at begynde at overveje, hvordan de mennsker, der bliver i overskud på arbejdsmarkedet, skal forsørges eller forsørge sig selv. 

Jeg er med på, at det her ikke bliver et problem i morgen, og at vi stadig har mennesker, der ikke helt forstår, hvorfor sugerør og plastikposer er et problem, og heldigvis ser jeg, når jeg kigger på gruppen af mennesker, der er nået et stykke længere hen af den minimalistiske vej, mange, der vender sig om og lærer fra sig bagud; som prøver at få de mennesker med ombord, der stadig synes, at røde bøffer er en menneskeret, og at Pia K. har ret i det med klimatosserne. 

Men jeg mangler måske lidt, at flere af os også begynder kigge fremad. For håbet er vel, at vi om 100 år har et samfund, hvor forbruget er faldet til et niveau, hvor vi ikke smadrer kloden, og hvor familien er den struktur, der holder sammen på samfundet. Men lige nu er det svært for mig at se, hvordan vi når derhen, uden at en masse mennesker falder gennem de huller, vi ufrivilligt kommer til at skabe i underlaget i vores iver efter at nå målet. 

For vi river jo ikke alle huse ned og bygger træhuse på én gang, så der skal helst være håndværkere og skadedyrsbekæmpere og folk, der kan komme og lægge nye tag på de huse, der allerede står en god rum tid endnu. Der skal helst være læger, tandlæger og kiropraktorer, og gerne nogle, som ikke er selvlærte. Det giver også mening, at de børn, hvis forældre måske ikke er så bogligt stærke, ikke bliver tvunget ind i en livsbane af praktisk arbejde, fordi forældrene eller naboen ikke kan undervise dem på det niveau, de er klar til at blive undervist på.

Og på den knap så nødvendige skala er det jo også rart nok at have adgang til gode bøger og aviser og blade, som kan gøre os klogere og skabe debat. Det kan sagtens foregå online – men hvis ingen vil betale for det, og alle låner på biblioteket, så *er* der sgu ingen, der har råd til at leve af at skrive. 

Og så længe dét er virkeligheden, er der stadig brancher, vi har brug for, uddannelser, der skal fungere og et sundhedsvæsen, der skal vedligeholdes og forbedres gennem forskning og dygtiggørelse. Hvordan muliggør vi det, samtidig med, at vi redesigner samfundet og måden vi lever på? Det mangler jeg nogle gode bud på, synes jeg. For lige nu er det min oplevelse (min. Kun min. Andre kan have oplevet noget andet), at mange føler, at de har gjort deres, hvis de bruger muleposer, skærer ned på kødet og husker at tage cyklen, og at opgaven derfra består i at fortælle andre, hvad de gør forkert. 

Vi kan ikke allesammen gøre alt, og lidt er bedre end ingenting, men for mig er der næsten et element af økologisk egoisme i, at man udelukkende vil fokusere på, hvordan man selv finder det rigtigt at leve, og bare lukker den her del af debatten ned, fordi den er ubekvem. For de valg, vi træffer ud af et hensyn til miljøet, burde vel også i en eller anden udstrækning træffes ud fra en bekymring om den samlede gruppe?

Som det er lige nu, er det dem, der er længst fremme, der sidder med privilegiet at leve i overenstemmelse med deres værdier. Fordi der stadig er et sikkerhedsnet, som bæres oppe af dem, der ikke har meldt sig ud. Det er muligt at flytte langt ud i skoven og leve af det man kan hive op af jorden og bytte sig til, uden at tænke specielt meget over, om der sættes penge af til at forske i grøn energi og sclerose.

Det er på mange måder vaccine-debatten om igen: At man kun kan træffe et alternativt valg, som bygger på individuelle principper og værdier, så længe flertallet træffer et andet.

Lige nu er vi alle voldsomt optagede af, hvordan vi undgår at køre ud over kanten, og det ér det vigtigste. Men vi skal også have fundet ud af, hvordan vi finder en alternativ rute, og kommer videre – alle sammen. Også de syge, de små og de gamle, og dem, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at snakke om.

(Og bare lige til sidst: Jeg er selvfølgelig ikke den første, der tænker over de her ting, så hvis nogle af jer derude følger med på blogs, IG-profiler osv., eller som har links til gode udsendelser, der mener noget klogt om emnet, må I endelig smide det i kommentarfeltet. Det eneste, jeg gerne vil bede om er, at det ikke bare er resultatet af en googlesøgning, men rent faktisk noget, man selv har set og finder lødigt og troværdigt).

Published by

34 Replies to “Vejen videre

  1. Wauw, super spændende indlæg. Jeg har selv tænkt lidt af det samme, uden at finde et svar. Nu har jeg delt indlægget i “minimalisme og købestop”-gruppen, for flere hoveder tænker bedre, tror jeg. Måske vi kan komme nærmere på en ide sammen 🙂 God dag. Jane

  2. Du har helt ret – og jeg læser netop om emnet i bogen “21 ting du skal vide om det 21. århundrede” af Yuval Noah Harari. Det er hans tredje populærvidenskabelige bog (som jeg i hvert fald lige kender til), og jeg har også slugt de to første og meget hypede og anmelderroste bøger “Sapiens” og “Homo deus”. De bøger har vitterligt sprunget mit hoved i luften, og jeg ser verden på en grundlæggende ny måde nu. Kan kun anbefale. Det er dog primært her i 3’eren at han beskæftiger sig med det emne, du skriver om. Jeg tror simpelthen ikke at jeg kan koge hans pointer ned til kommentarvenlig størrelse, men det er en sindssygt spændende, svær og relevant diskussion!

    1. Okay jeg var måske lidt for hurtig ved tasterne, for hans fokus er ikke så meget på at (for?) mange mennesker snart vil vælge en alternativ livsstil som vil sætter hjulene i stå. En præmis i bogen er snarere at det er helt afgørende at vi gør noget ved klimakrisen lige nu, hvis vi vil overleve som art. Hans pointe er nærmere, at en hel masse mennesker lige om lidt vil blive tvunget ud fra arbejdsmarkedet, ikke pga andres alternative livsstil, men fordi robotterne kommer (meget forenklet, og det lyder som sci-fi, men udviklingen inden for teknologi og kunstig intelligens er reel). Og hvad gør vi med dén kolossalle menneskekroppe? Uligheden i verden vil stige mere end vi overhovedet kan forestille os, når hovedparten af alle mennesker bliver irrelevante. Historisk set er det nemlig primært massernes relevans som kroppe i krige eller hænder ved samlebåndet, der har givet dem magt. Han skriver om, at vi som samfund måske skal justere den måde, vi opfatter arbejde på – måske er det netop også et arbejde og at gå hjemme og passe sine børn eller sine gamle slægtninge. Måske er borgerløn en del af løsningen… Så ja, lidt det samme og så alligevel ikke. Men spændende alligevel!

      1. Det lyder superspændende – og som noget, man med jævne mellemrum er nødt til at lægge fra sig, for at undgå at hjernen brænder sammen. Jeg kan mærke, at jeg får det sådan, bare jeg gør mig de tanker, der ligger til grund for indlægget her. For vi ved, hvor vi er, og hvor vi – i store træk – gerne vil ende, men hvordan pokker vi får de to steder til at mødes, griber ind i så mange dele af verden, som vi kender den, at man bliver nødt til at sende sig selv i seng til sidst, når man kommer til at tænke over det.

        1. Nemlig – jeg røg også direkte ind i en mindre eksistentiel krise da jeg læste hans første bog. Jeg går stadig og venter på at den går over…

  3. Virkelig, virkelig interessant og relavant kommentar til klimadebatten. Jeg læser meget ofte med men kommenterer sjældent, og nu har jeg egentlig ikke så meget på hjerte andet end et hep og hurra for en blog, hvor ingen emner er for små eller store men alle indlæg er interessante, læseværdige og tankevækkende 🙂

  4. Elsker, elsker dine kloge, nysgerrige og inspirerende indlæg – du skriver så godt! Tænker tusind ting her, for det er virkelig komplekst, men vil nøjes med at sige, at 1) vaccine-eksemplet er virkelig spot on nemt at forklare og 2) har du læst Kristian Leths “Håb”? Den handler om alle de fremskridt vi gør i verden, og hvorfor det hele ikke ser så sort ud, som vi går og tror og læser i medierne. Den er virkelig velunderbygget, og giver netop HÅB! Det betyder ikke, at man ikke kan gøre noget for fx klimaet, men der er både nogle interessante mellemregninger ift klimaet, men også god pointer i menneskets og teknologiens udvikling, som gør St vi hverken kan forudse eller forestille os fremtiden. Fx da computeren blev opfundet og var stor som et hus, forventede man at der kunne sælges fem i hele verden. Og det var helt korrekt. På dét tidspunkt! I dag er computere noget helt andet, derfor er markedet og brugen det også. Eller fx at mange frygter at udviklingslande vil få større middelklassen, der vil forbruge som os, men de vil ikke forbruge som vi gjorde i 80’erne, men ud fra de teknologier der findes i dag. Eller fx at vi i i-lande bruger kulfyret elektricitet, mens de fattige i Haiti er oppe på beatet og får strøm til mobilen fra solceller, fordi det er relevant og anvendeligt i den kontekst.
    HÅB! Det er vigtigt! Kan virkelig anbefale den, selvom den måske svarer lidt skævt på dit spørgsmål. Den har hjulpet mig med min weltschmertz og klimaangst…

    1. Tak for roserne, Lone, og fordi du altid har lyst til at engagere dig i debatten.

      Jeg har fluks bestilt bogen; den lyder som noget, jeg trænger til at læse.

      Kh

  5. Jeg har virkelig tænkt på lige netop dét mange gange. Hvad er slutresultatet? Da jeg læste Calina Leonharts Bæredygtig livsstil fik jeg svar på ét af de spørgsmål der jævnligt popper op, nemlig ‘hvad gør man hvis alle på jorden købte tøj i genbrugen – skulle der så ikke produceres noget nyt når alt tøj i verden var brugt og slidt op?’ Hendes svar er at der er tøj nok i verden til alle mennesker de næste 50 år (men det er nok ikke et kønt syn, og derfor ikke realistisk :D) Et andet issue der dukkede op for nylig var en bekendt der skulle skifte job og fik et jobtilbud hos en virksomhed der producerer kunstgødning. Ikke just et særlig miljøvenligt job. Så sådan lidt sat på spidsen hvad er så bedst – at tage et job der sælger gift, eller gå ledig og lade samfundet forsørge ham og hans familie? Et sted midt imellem findes nok en løsning hvor han leder efter et andet job der er knap så skadeligt for miljøet. Imens er der nok en anden der tager jobbet hos gødningsfirmaet og sørger for at sprede gift indtil det bliver forbudt. Og så mister han sit job og skal forsørges af..? Og sådan kører møllen.

    1. Jeg forstår virkelig ikke spørgsmålet om hvad vi skal gøre hvis alle køber genbrugstøj. Det er så simpelt: om 50 år når alt genbrugt tøj er slidt op kan vi begynde at købe bæredygtigt tøj i en ordentlig kvalitet som holder til genbrug, selvfølgelig i begrænsede mængder, så vi kun har det tøj vi skal bruge, produceret af mennesker der har arbejdet under ordentlige forhold til en anstændig løn.

      1. Jeg forstår heller ikke spørgsmålet, men hører det jævnligt fra andre som bruger det som en slags undskyldning for at købe nyt tøj 😂 selv køber jeg i genbrugen hvis jeg mangler. Og det gør jeg ikke ret ofte.

        1. Astrid/Pernille: Jeg har tilladt mig at svare samlet lidt længere nede, under Meretes kommentar.

  6. Selv tak, fir at invitere til debat, og svare grundigt, så er det en fornøjelse at være med!
    Hører gerne hvad du synes om bogen. Tænker du kan få mange indlæg ud af hvert kapitel!
    Og nu ved jeg ikke om bogen er bestilt på biblioteket, boghandleren eller på nettet, men netop bøger og aviser er nogle af de steder, hvor jeg bevidst holder hjulene i gang og forbruger, både til os selv og til gaver. Allerhelst ved boghandleren, men i praksis også tit på nettet…

  7. Før jeg læste dit tankevækkende indlæg, havde jeg lige læst et debatindlæg om det overflødige menneske, jeg havde svært ved at finde indlægget igen, det var ældre, end jeg troede, men det lykkedes. Det har været i Politiken. Men det var om Ilija Trojanows essay “Det overflødige menneske”. Det/den kan lånes gennem e-reolen.

  8. Men hele den bekymring bygger jo på, at udvikling kun sker ved at skabe merforbrug på den mest profitable måde. Og den ser bort fra det faktum, at en stor del af vores samlede ressourcer ikke går til fællesskabet men til den ene procent (okay, forvasket udtryk, men lige her dækker det ret sigende). Hvis man pillede lidt ved den måde kapitalismen er skruet sammen på, ville tingene kunne se meget anderledes ud. Og så har vi jo altså før haft et nogenlunde velfungerende velfærdssamfund, hvor langt de fleste kvinder gik hjemme, men hvor vi så til gengæld havde mindre forbrug. Vi er fleksible, og der er andre veje end den vækstfokuserede ekstremliberalisme. Hvis vi køber mindre, har vi brug for mindre, hvis det giver mening. Og måske kunne vores arbejde deles på flere hænder fremfor at vi enten er arbejdsløse eller arbejder os selv i stykker.
    De næste mange år (hvis vi overhovedet tør tale om en menneskehed om 100 år – flere eksperter giver os 50-75 år på den her måde) tror jeg, kommer til at gå med at restrukturere og genopfinde rigtigt mange aspekter af vores liv – og det tænker jeg nok skal holde os beskæftiget.
    Det svarer lidt til dengang for 30 år siden, hvor man troede mennesker blev overflødige pga. computere. Det gjorde vi ikke, men vi fik behov for at kunne nogle andre ting.

    1. Jeg tror egentlig, at mange af os gør os mange af de samme tanker, og også, at vi er enige om, hvad der overordnet skal ske.

      Men det, jeg synes, der ofte sker i debatten er, at vi kommer til at snakke om det store billede, men glemmer at forholde os til, hvordan vi maler de små penselstrøg, som billedet jo i bund og grund består af.

      For jeg tror bestemt også, at der kommer til at ske en forskydning i, hvordan vi definerer og fordeler rigdom, og at mange af de mennesker, der sluses ud af ét erhverv, absorberes af et andet.

      Men for mig er det lidt som når man som arbejdsplads på en personaleweekend skal snakke om, hvad vores 10 kerneværdier er. For den lørdag i september på Fuglesangscentret er vi alle sammen enige om, at vi skal have en ‘stærk etisk profil’, at ‘åbenhed er vigtigt’ og at vores mål er at ‘øge tilfredsheden med vores service hos vores kunder og samarbejdspartnere’. Og vi kan med garanti også komme med eksempler til at underbygge, hvad vi mener, for så langt er vi med. Men når jeg møder ind den efterfølgende mandag, så er det bare meget svært at omsætte til konkret handling, ligesom det er svært for mig at se, hvordan vi – selvom vi ved, at der er en udvikling igang, og at der verdens rigdom skal omfordeles – helt konkret forholder os til Svend og hans 55 kolleger, der er blevet fyret på Danish Crown, fordi vi spiser mindre kød.

      Eller hvordan vi lynhurtigt omskoler og finder nye erhverv til de fabriksansatte, der ikke længere er brug for, fordi vi ikke længere bruger plastikservice, sugerør og skyllemiddel. (Og måske er det her, det med tøjet kommer ind, @Astrid og @Pernille?)

      Eller hvordan vi forsørger de chauffører, der bliver i overskud, når færre varer skal transporteres.

      Jeg tror ikke, at alle pludselig begynder at hjemmeskole deres børn og at halvdelen af alle folkeskolelærere derfor pludselig står uden arbejde. Men hvad hvis 5% gør? Og vi også har 5% af pædagogerne i overskud. Og 5 % af hjemmehjælperne.

      Der er de ansatte i den del af transportsektoren, der har turister som primær målgruppe, der er de lokale på de feriedestinationer, der bliver smidt ud i afsindig fattigdom, hvis deres livsgrundlag bortfalder osv. osv. osv.

      Min frygt er, at vi mister behovet for folk og deres arbejdskraft, langt hurtigere end vi kan nå at re-designe samfundet og finde nye områder, disse mennesker kan flyttes over i, og hvad gør vi så? Sådan helt konkret?

      Hvordan forsørger vi en voksende gruppe mennesker, når de penge, vi skal bruge til at forsørge/omskole dem, kommer fra en gruppe, der bliver mindre og mindre? Og hvordan sikrer vi, at sygehuse, skoler osv, stadig fungerer som de skal, når der bliver færre penge at drive dem for? Og vigtigst af alt: Hvordan gør vi det inden for de næste 20-30 år, hvor vi stadig har et samfund, der er bygget op om et system, hvor skatteindtægter og et socialøkonomisk sikkerhedsnet spiller en væsentlig rolle?

      Jeg ved godt, at det har katastrofeundertoner, og det er ikke fordi jeg gerne vil piske en stemning op. INGEN vil blive gladere end mig, hvis det viser sig, at jeg bare er pessimist, og at det hele kommer til at ske, flydende og umærkbart, og uden konsekvenser for nogen.

      Jeg synes bare, at jeg mangler at høre om konkrete tanker om og konkrete løsninger på hvordan.

      1. Jamen, helt konkret: jeg tror, de, der laver plastiksugerør i dag bliver omskolet og kommer til at arbejde med genbrugsplast; at olieingeniørerne i stigende grad kommer til at arbejde med andre energiformer; etc. Jeg er slet ikke bekymret for den del af det, jeg tror, det kommer til at give sig selv. Bare alene det faktum, at vi slet ikke har nok it-uddannede i Dk pt for slet ikke at tale om i årene, der kommer, kommer til at stå for rigtigt mange jobs, tror jeg.
        Jeg tror ikke, det er anderledes end at mange af de job, vi beskæftigede os med for 50 år siden ikke længere findes i dag – så er der nogle andre.

  9. Dejlig debat at starte. For selvfølgelig skal vi kigge fremad.
    Nogen sagde engang (jeg har ikke en kilde) at det er lettere at forestille os dommedag, end det er at forestille os et alternativ til kapitalismen.
    For det er vel på en måde det du efterspørger?
    Nogle snakker borgerløn, andre snakker localism som global bevægelse. Begge spændende begreber at dykke ned i, hvis du vil nørde mere. Det er jeg igang med, og håber at vi på Sustain Daily til efteråret kan køre en artikelrække om det gode liv i fremtiden.

    1. Ja, præcis. Og også et bud på, hvordan vi sætter overgangen sammen, så det ikke kun bliver de hurtige, de heldige, de raske og de innovative, der kommer med, men også alle de andre.

      Det er et svært og interessant emne, fordi det vedrører alle områder af vores liv, synes jeg. Både hvordan vi indretter os i hverdagen, hvad vores arbejdsliv skal indeholde, og hvordan det skal tilrettelægges, hvordan og hvor vi skal bo, og hvad vi skal og kan have adgang til i fremtiden. Hertil kommer alle vores værdier og overbevisninger, og fornemmelsen af, at ingen helt kan overskue det hele, men at det haster, og at vi derfor er nødt til bare at begynde at gøre et eller andet.

      Man kan godt blive lidt rundtosset af at tænke for længe over det, synes jeg:)

      Jeg vil glæde mig til at læse jeres bud.

      Kh

      Linda

      1. Jeg tror, at en stor del af vores forbrug aldrig bliver til skattekroner, men går i lommerne på private rigmænd med dygtige revisorer. Så mit postulat er, at hele den del af forbruget kan skæres væk, uden at det kan mærkes på velfærden. Hvis det passer, så kunne vi klare os med en meget mindre økonomi, bare pengene “blev i systemet”. Jeg håber, at du forstår hvad jeg mener, selv om min formulering er kluntet.

        1. Jeg forstår 100% hvad du mener, og det kan sagtens vise sig, at det er sådan, det forholder sig. Jeg tror bare, jeg blev lidt rystet over, hvor lidt forberedt, politikerne (set med mine øjne) var på at klima og miljø var en vigtigt sag for vælgerne i den nyligt overståede valgkamp. For mig giver det lidt en fornemmelse af, at de voksne ikke helt har en plan klar, og det gør mig utryg.

          Men som jeg også skrev til én på fb: Jeg bliver umådelig glad, hvis det viser sig, at jeg er helt galt på den, og at der er styr på tingene⭐️

  10. Jeg er også mere optimistisk, men ikke rigtig fordi jeg har noget at have det i:) men altså, hvis 50% af forældrene hjemmeskoler deres børn, vil 50% af lærerne jo også gøre det, og dermed heller ikke efterspørge et arbejde og derfor har vi ikke brug for lige så mange skattekroner (forsimplet regnestykke, men giver det mening?)
    Men i dag er der jo masser af mennesker der ikke har et arbejde eller har det dårligt -og ja, sådan vil det også blive i fremtiden, men når man er i sit pessimistiske hjørne, kommer man måske til at forestille sig, at der i fremtiden opstår et problem, som vi i dag har løst og det tror jeg ikke er rigtigt. I dag har vi overforbrug og arbejdsløshed, i fremtiden vil vi have et passende forbrug og arbejdsløshed/sult/osv. Det er ikke perfekt, men det er bedre end det vi har nu? Eller måske sidder jeg lidt med fingrene i ørene her og synger mens du snakker? Jeg ved det ikke.

    1. Der er nok en udfordring i, at vi ikke har snakket, sådan rigtigt, om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil designe, og derfor bliver det jo lidt gætværk, hvad vi hver især ser som potentielt problematisk. For jeg kan sagtens se, hvad du mener i dit eksempel med lærerne – men min næste tanke er, at hvis dét bliver scenariet, så bliver det næste, vi skal forholde os til, hvad vi gør med undervisning og logistik. For de mennesker, både lærere og “almindelige” forældre, der fravælger folkeskolen, vil jo med stor sandsynlighed bo spredt – og dermed skal vi finde ud af, om elever skal have længere til skole, fordi vi må lukke en vis procentdel, eller om vi kommer til at fjernundervise, og dermed af omvej kommer til at “tvinge” nogle forældre ud af arbejdsmarkedet, fordi man ikke kan være 6 år og alene hjemme med sin lærer på en skærm.

      Jeg tror ikke, at det bliver sådan, for det er en ligning med så mange ubekendte, at sandsynligheden for, at jeg gætter rigtigt, er 1:1.000.000. Men det er mere for at sige, at for mig kommer alle scenarier med en myriade af konsekvenser, som jeg ikke rigtigt hører nogen snakke om. Men det kan sagtens være fordi flertallet er af den holdning, at vi løser det i takt med, at det opstår. Og forhåbentlig har de ret <3

  11. Jeg synes altså heller ikke, det er så enkelt, meget i stil med hvad du skriver Linda. Men ja, vi er nødt til at forholde os til rigtig mange ting, hvis mange mennesker vælger en fundamentalt anden livsstil end den, vi bygger vores samfund på i dag. Hvis fx for mange hjemmeskoler – og jeg antager, at det især er ressourcestærke forældre, der gør det – så står vi tilbage med en folkeskole, der kun rummer alle de ressourcesvage børn. Og hvor der måske er få lærere, fordi det ikke er en attraktiv arbejdsplads grundet få børn og tilsvarende mangel på fagligt miljø (det hænger sammen) eller fordi de selv hjemmeskoler. Er det den virkelighed, vi vil bevæge os henimod? Jeg er stor tilhænger af folkeskolen, blandt andet fordi den rummer mange slags børn. Men det koncept kan potentielt blive udhulet. Og er det det, vi vil med vores samfund – taber vi ikke en masse børn på gulvet så? En her i tråden nævner borgerløn. Men jeg tænker meget på, hvor mange der reelt vil trives med at bare få løn for at være en borger i samfundet. Igen, jeg taler ud fra mig selv; jeg vil faktisk gerne bidrage til samfundet ved at yde noget. Og så er der omskolingen, som på papiret måske ser nem ud, men i virkeligheden er der mange mennesker, der vil finde det utroligt svært at arbejde med noget helt andet, end de har gjort i 20-25 år. Jeg er på ingen måde maskinstormer, men så snart man piller i en tråd er der bare en kæmpe del af tæppet, der truer med at blive trevlet op. Måske skal vi til at tænke en masse koncepter helt anderledes end vi hidtil har gjort, men jeg tror ikke, at tingene bare løser sig selv, og jeg tror desværre heller ikke, at politikerne har det forkromede overblik. Men det er super vigtigt, at især vores politikere begynder at have fokus på dette og kunne se nogle scenarier for sig – for ellers tror jeg ikke, at vi er godt nok forberedt.

    1. Og det, du skriver om folkeskolen og de børn, der måske kommer til at stå tilbage, vil jo helt sikkert også få betydning for lokalsamfundene, for lige nu bor vi blandet, høj og lav, og kommer hinanden ved, fordi børnenes hverdag skaber en masse sociale vandhuller, hvor vi mødes på kryds og tværs. Men hvis det stille og roligt bliver de børn og familier, der ikke af skæbnen har fået de bedste kort på hånden, så kommer det også til at give konsekvenser, vi ikke kan forudse, tror jeg.

      I forhold til omskoling har jeg sådan tænkt på min egen far. Han er pensionist nu, men han er stadig den klogeste mand, jeg kender. De sidste år af hans arbejdsliv, var virkeligheden på den del af arbejdsmarkedet han færdedes på, at der kom flere og flere udenlandske samarbejdspartnere, og det gav en million udfordringer, som ingen havde set komme – og her var tale om mennesker, der alle stadig lavede det, de plejede. Så når jeg tænker på omskoling, så ser jeg en proces, der ikke bare er et spørgsmål om 7 dage og et kursusbevis på AMU, men noget, der kommer til at blive utrolig udfordrende for den del af arbejdsstyrken, der har arbejdet på én måde og med ét fokus gennem et meget langt arbejdsliv. Det er jeg ikke sikker på, at man kan. Og så får vi en stor gruppe mennesker, som enten kommer til at kræve virkelig mange ressourcer, eller som skal sluses ud af arbejdsmarkedet – men som jo stadig skal kunne betale husleje og have mad på bordet.

      Så jeg er fuldstændig enig i dit meget fine billede med tråden. Jeg tror ikke, vi har fantasi til at forestille os, hvor gennemgribende det her bliver, og jeg får en lille smule stress over, at uanset hvor mange jeg diskuterer dette emne med, så er der ikke rigtig nogle af optimisterne, der kan hive en kilde frem eller pege på steder, hvor de her ting diskuteres.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.