I går lagde jeg et indlæg op, som tog udgangspunkt i en artikel fra TV2, som handlede om at nedbringe antallet af ufrivillige aborter.
Jeg valgte sent i aftes af tage indlægget ned igen, fordi jeg kunne se på mails og kommentarer, at det, jeg gerne ville sige, og det, flere af jer hørte, var to meget forskellige ting.
Det vil virke underligt bare at fjerne det uden at knytte en kommentar til, hvorfor jeg har gjort det, så for de af jer, der ikke nåede at læse indlægget, vil det her skriv ikke give ret meget mening. Sådan må det lige for en sjælden gang være.
Mit indlæg var en kritik af en udtalelse fra overlæge Ole Bjarne Christiansen, som i artiklen blev citeret for at sige:
“Man kunne screene for visse risikofaktorer og tage blodprøver. Man kunne også tage en kort samtale for at få en fornemmelse af, om der er tale om en meget sårbar kvinde, der er ved at gå i panik eller udvikle depression, og som derfor kræver ekstra omsorg.”
Jeg vidste på forhånd godt, at abort er et følsomt emne, så jeg havde været ret omhyggelig med at skrive “som jeg læser det” og “synes jeg” efter alt, hvad jeg skrev ud fra, og ikke på noget tidspunkt anfægtede jeg mandens dygtighed eller faglighed.
Det gør jeg stadig ikke. Bare lige, så det er helt klart.
Det, jeg finder problematisk er, at hans udtalelse bliver hentet ud af en inderkreds, hvor folk kender manden og ved, hvad han står for, og bliver flyttet over i det store, offentlige rum, hvor den bliver læst og fortolket af mennesker, som ikke nødvendigvis færdes i de samme miljøer som ham og de mennesker, han har hjulpet. Den bliver brugt som den ene halvdel af startskuddet til en artikelserie på et af landets største medier, og bliver dermed en del af den offentlige debat, og derfor synes jeg, at den er mere end almindelig uheldig, for selvom ord bare er ord, bliver de til virkelighed, når der er nok af dem.
Dette var grunden til, at jeg trak paralleller til abortdebatten i USA og til Kristendemokraternes retoriske røgslør, der skal få deres abortmodstand til at virke som en slags politisk sidebemærkning, der ikke rigtig er vigtig for nogen. Og det er dét virkelighedsbillede, jeg synes, at Ole Bjarne Christiansens udtalelse bidrager problematisk til – uanset hvor dygtig og sympatisk, han er.
Der er for nyligt skrevet en ret spændende artikel i POV, som handler om netop det; hvordan man ved at flytte grænserne, et lille ord ad gangen, ender med en virkelighed, som ingen ville have troet muligt i udgangspunktet.
Jeg er fuldstændig 100% med på, at det ikke er Ole Bjarne Christiansens dagsorden, og at han med garanti ikke har skænket en tanke, at det kunne udlægges sådan.
Jeg er også med på, at andre læser citatet anderledes end mig, og at vi alle ser verden gennem de briller, som vores opvækst, vores liv og vores historier har udstyret os med.
Men du siger ikke det, du siger. Du siger det, andre hører du siger.
Det gælder både mig og Ole Bjarne Christiansen.
Hej Linda
Tak for dit indlæg – både det oprindelige og det her. Jeg tror nu nok jeg var ret enig i det jeg forstod du ville sige med det første indlæg. Fx at kvinder alt for ofte bliver mødt af sundhedsvæsenet med en fordom om at de er hysteriske. At de i højere grad er påvirket af deres følelser.
Og at de fleste af os ikke ser det mere – den forskel på omtalen af mænd og kvinder – for vi er så indgroet i de.
Men også din pointe om at når man synes at patienten, borgeren, brugeren eller kunden er irriterende så skal man skifte job. Vi ved ikke om det er tilfældet her, men så er det ok at gøre overlægen opmærksom på at sådan kommer hans ordvalg til at virke – og hvis han IKKE er træt af patienter der reagerer på de beskeder der får, så skal han nok overveje sit ordvalg
Kh Caroline
Kære Caroline.
Den første kommentar er ofte den vigtigste ift. at man som blogger først der kan se, om man er nået i mål med at gøre sig forståelig. Det er ekstra vigtigt, når der har været rod i kommunikationen, og derfor blev jeg særlig glad for din kommentar i dag. Det er rart at vide, at selvom det ikke var klart for alle, så var det stadig nogen, der forstod, hvad det var, jeg forsøgte at sige.
Tak for det.
Kh
Linda
Jeg har stor respekt for, at du har valgt at fjerne det oprindelige indlæg. Jeg er én af dem der altid læser med hos dig og som (stort set) altid er enig med dig i dine synspunkter. Det var nok også det der gjorde at jeg undrede mig en ekstra gang da jeg læste det oprindelige oplæg. Det var uklart for mig hvad du præcis skrev og mente, og det har det sikkert også været for andre. Jeg valgte ikke at kommentere på indlægget, men andre har valgt noget andet. SÅ. Godt at du vælger at formulere dig om når du på kommentarerne kunne se indlægget var forstået på en anden måde end du havde ment det. God mandag 🙌🏻
Kære Lotte.
Debat og uenighed er fint, men retorikken skal ikke stå i vejen for budskabet, så når man kan se, at det er det, der sker; ja, så er det en ommer:)
Af en eller anden grund kan man stadig læse dit indlæg via Blogloving. Jeg læste mere, at man som fagperson af og til bliver lidt ” døvblind”, fordi man selv har oplevet det så mange gange, hvad man jo egentlig ikke har på egen krop. Og det gælder begge køn.
Efter en times armlægning med bloglovin’ opgav jeg, og egentlig er jeg nået frem til, at det måske faktisk er fint nok, for det betyder, at dem, der virkelig gerne vil læse det, kan finde det et sted, men at jeg ikke kommer til at forholde mig til uforstående kommentarer de næste mange uger, for når folk går videre til bloggen, vil de uværgeligt støde på det nye.
Tak for heads up alligevel. Det ville have været virkelig rart at blive gjort opmærksom på, hvis jeg ikke havde opdaget det.
Kh
Linda
Jeg har ikke læst kommentarerne til det oprindelige indlæg, men var helt vild med selve indlægget.
Jeg skrev mig det faktisk bag øret som et af de bedste opråb, jeg havde læst i år.
For mig var dit budskab, at mange fagpersoner i sundhedssektoren (og – ig den står for egen regning her – sikkert også i mange andre brancher, men det er ofte lidt mere alvorligt, når det sker på et sygehus eller i et lægehus) overhører deres patienters lidelse – mere eller mindre bevidst.
Jeg snakkede faktisk for nylig med en socialrådgiver, som fortalte, at hun havde været i gamet og hørt så mange triste historier i så lang tid, at hun måtte tage sig gevaldigt sammen for ikke at blive irriteret på en borger, der ikke “bare kunne tage sig sammen” ovenpå en skilsmisse, en kræftdiagnose og så en fyring. Og så valgte hun at skifte job, fordi hun var blevet immun overfor andre menneskers lidelse.
Jeg tror, det er helt naturligt. Men, som du understregede, så er katastrofen jo ny og altopslugende for den patient, der oplever det for første gang (og som mærker konsekvenserne på egen krop).
Jeg ville have skrevet tak for indlægget allerede i går, men lod være. Så den tak får du nu, for det er både rystende og rart at blive bekræftet i, at det muligvis ikke er personligt, når lægen/sagsbehandleren/osv ikke virker videre engageret i ens livskrise 🙂
(Og som en disclaimer: heldigvis har jeg også mødt mange, som stadig ikke har været mærket på deres empati)
Jeg blev rigtig glad for din kommentar, for uanset hvor mange år, man har været i gamet, så er det aldrig rart at føle sig misforstået.
Jeg tror måske, jeg kom til at ville for meget med indlægget, fordi jeg både var omkring amerikansk politik, abort, kønsroller og faglig forhærdelse. For mig hænger det sammen, og er stadig lysende klart, hvad jeg mente, men sådan har Rasmus Palludan det sikkert også:)
Jeg er glad for, at du tog dig tiden til at kommentere – det gjorde en forskel.
Ej, Linda. Når jeg for en gangs skyld er for langsom og ikke tjekker ind hver dag, så ligger der et indlæg. Som du tager ned igen. Hvad? Sker? Der? For? Det?? Og så om abort, som er det emne, der optager mig mest disse dage.
Men ok. Sådan er det. Your space, your rules.
Tak for altid gode indlæg. Yes!
Kh Trine
Hej Trine.
You snooze…. 😀
Ej, pjat. Hvis du gerne vil læse det, burde du stadig kunne finde det på Bloglovin’, som stædigt har modsat sig mine forsøg på at fjerne det:)
Læst. Tak for tip👌🏻