Sometimes the snow comes down in june
Fy for pokker, hvor har jeg været bims og træt og sneblind den sidste måneds tid.
Jeg synes egentlig, at jeg har en forholdsvis høj stresstærskel, men der har bare været afsindigt mange småting, som alle har været vigtige, og hvor jeg er god til at nedbryde store projekter til enkeltelementer, der kan struktureres og overskueliggøres, så bliver jeg rundtosset, når intet af det, der skal gøres, hænger sammen. Det kræver meget mere af hukommelsen, fordi der ikke er en rød tråd i det, jeg skal huske. Har jeg tømt et klædeskab, er det nemt nok at huske, at det skal slibes ned, males, og fyldes igen – i dén rækkefølge – mens overflytning fra ét skoleintra til et andet ikke har det fjerneste at gøre med pensionsopsparing, 4-års vaccine og lån af bordplader til børnefødselsdag.
Antons skoleskifte har stået for stor en del af snefnuggene, med udmeldelse af én skole og indmeldelse i en ny, 7.000 mails med nye og gamle lærere og administrativt personale om læseplaner, bøger, opgavehæfter, intra og Ude-Ugen; et projekt hvor hele indskolingen på den nye skole skulle cykle til en tredje skole, 16 km hver dag, og blandes på kryds og tværs, alt sammen tilsat nye voksne og antihistamin, fordi det hele foregik på en græsplæne. Allergiramte, trafik-usikre Anton tog det som en champ, mens jeg meget u-cool sad med det ene øje klistret til min telefon mellem kl. 8 og 9, og igen mellem 13 og 14, hvor jeg vidste, at de cyklede frem og tilbage, og du altforbarmende, hvor bliver man træt i hovedet af at bekymre sig.
Sideløbende med dette, har jeg på mit arbejde for nogle måneder siden sagt ja til at overgå til en anden funktion, og stjerner har stillet sig således, at det *også* var nu. Hej kontrakter, fagforening, skat, bank og nye rutiner.
På mandag har Frida fødselsdag, og hun har siden børnehaven gik ud ad døren sidste år, glædet sig til de kom igen. Det gør de på torsdag, alle 22, og det sker heller ikke af sig selv. Jeg har valgt, at vi ikke holder det på den rigtige fødselsdag, for hvis min hukommelse ellers tjener mig rigtigt, så får vi alle sammen brug for weekenden efter besøget til at stirre tomt ind i en væg og lade fimrehårene i ørerne rejse sig igen.
Meget i-landsagtigt har det nærmest været en ekstra stressfaktor med de mange klat-helligdage, fordi de har ødelagt alt, hvad der minder om flow. Vi har ikke haft fri så længe, at vi er kommet ned i gear, men alligevel længe nok til, at maskinen gik i stå og skulle løbes i gang *helt* forfra, når vi skulle afsted igen.
Vi er ved at være på den anden side af det nu. Ude-ugen er overstået, og det er igen almindelig hverdag for Anton. Jeg er landet i den nye jobfunktion, vi har så småt fået den nye rytme ind under huden herhjemme, og det meste af det papir, der skal sættes underskrifter på, er ved at være på plads, eller i hvert faldt sendt ud i verden, og dermed ud af mine hænder. Jeg har styr på fødselsdagen, vi har holdt den fineste afslutning for Anton på den gamle skole, og selvom jeg har været ved at vælte bagover over alt det, der pludselig og uventet landede i skødet på mig, begynder det så småt at smage af den sommerferie, som vi nu kan nyde i fulde drag, fordi vi på den anden side ikke skal i gang med noget nyt, men bare tilbage til noget, vi kender.
11. juni 2019 @ 19:56
Og PUUUUST. Hold da magle for nogle uger. Kan godt forstå, at det har gjort dig en kende kulleret. Men du er kommet helskindet ud på den anden side… sådan ish?
(Nogle gange overvejer jeg at tænde et bål i haven for også bogstaveligt at kunne sige, at jeg lige sidder og kigger ind i ilden. Jeg glæder mig så meget til alle eksamener er overståede, semesteret slutter, de studerende er hjemme, og jeg igen får en to do, jeg kan overskue. Og søvn. For helvede, bare lidt mere søvn.)
12. juni 2019 @ 09:50
Gud, en god ide! Og meget årstidsaktuel med Skt. Hans coming up.
Jeg er ok(-ish). Det tager noget tid at genetablere sit overblik, synes jeg, men alene det, at der ikke hele tiden bliver smidt nye ting ovenpå nu, betyder, at jeg stille og roligt får fornemmelsen af at komme igennem bunken, hvilket klart trumfer fornemmelsen af at stå foran en af de der tennisservemaskiner, som nogen bare skruer mere og mere op for.
Søvn til folket. Snart.
12. juni 2019 @ 17:44
Når nu der nævnes ild, husker jeg så ret at du engang købte en mexicansk haveovn? – I så fald, hvordan gik det så med den? Jeg ønsker mig en, men synes også at det er mange penge for “sjov” hvis det viser sig at den er uduelig at tænde ild i eller bare er sådan en ting der ser utrolig hyggelig ud på billeder, men ikke er det i virkeligheden. Hvis du stadig bruger den vil du så skrive lidt om hvad du bruger den til (jeg drømmer om pizzaer)?
Hvis jeg husker forkert og du aldrig har ejet en mexicansk haveovn, så grin endelig løs over min tåbelighed.
12. juni 2019 @ 18:00
Jeg var så heldig, at jeg fik én i 40 års fødselsdagsgave, så du husker rigtigt:)
Jeg tror, der er mange forskellige slags. Man kan ikke lave mad på min – hvis jeg husker rigtigt, findes der en version, man kan tage øverste halvdel af, hvor man så kan lægge en rist og bruge den til netop pizza osv.
Min er i ler, hvilket man i princippet bør tage ind om vinteren, fordi den kan springe, hvis den får frost. Jeg har ikke plads til at tage min ind, så den står ude hele året, og det klarer den fint. Dog “flager” belægningen lidt, men det er vist mest kosmetisk, det er et problem.
Man kan få en version i støbejern, og sådan en har mine forældre. Lige nu har de mere gavn af deres, end jeg har af min, fordi de kan sidde ude om aftenen (- fordi de ikke har børn, der lider af FOMO, som kan afholde sig selv fra at sove, hvis deres fimrehår fornemmer, at der er mere end én væg imellem os..) Deres har de haft i flere år, og den holder sig pæn, år efter år. Desuden er den mere stabil, fordi den er tungere, så min far har sat den på en møbelhund, og så tager han den med rundt, når han går og arbejder i haven, eller når de sidder i en af deres mange kroge. Det ville jeg ikke kunne med min; den ville vælte.
At sidde hos dem en kold efterårsdag med ild i mexi-ovnen er noget af det bedste, jeg ved <3
Så overvej at ønske dig en i jern (evt. et tilskud, for de er dyrere). Så er den mere mobil, og så får du alt andet lige mere ud af den.
11. juni 2019 @ 19:56
Det er alle de løse ender der gør, at man flosser. Det lyder som om sommerferien er den lighter, der smelter trådene sammen igen. Håber den bekommer jer vel ❤️
12. juni 2019 @ 09:48
Det tror jeg bestemt. Alene det at pille madpakkerne ud af ligningen får mine skuldre til at falde 4 cm… <3
12. juni 2019 @ 05:52
Elsker dine beretninger om hverdagen. Det får mig til at føle mig så normal og forstået!
12. juni 2019 @ 09:46
Jeg håber, at det er ud fra samhørighedsprincippet og ikke kontrasten…? 😀
13. juni 2019 @ 08:14
Vigtig detalje! 😂 ja, mødresolidaritetsprincippet!
12. juni 2019 @ 21:18
Jeg håber, du husker at klappe dig selv på skulderen over, at du rent faktisk klarer alle de udfordringer på trods af snekugleramt hoved😊 Du er EDDERBRODERME sej, altså! Har selv haft lige lovlig meget kul på de sidste to uger, og jeg er er kun alenemor til et enkelt barn og arbejder kun 25 timer om ugen. Jeg tager virkelig hatten af for dig og dine børn er rigtig heldige at have en mor som dig, der lyder til at være fuld af kærlighed og omsorg og dedikeret til at gøre det absolut bedste, du kan for dem .