M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg lavet en ‘økonomikalender’ for 2026 – som er et meget flot ord for en A4-side, jeg er gået fuld Jørgen Clevin på.
Jeg har vist et par gange nævnt, at 2025 for mig er året, hvor jeg har besluttet ikke at løse i dags problemer med i morgens midler. Hverken konkret eller i overført betydning. Derfor har det sgu nogle måneder været stramt, men jeg har gjort mig ualmindeligt umage for at eliminere overraskelser og for stadig at tage udgifterne, når de er opstået. Også selvom det, lige når jeg er blevet præsenteret for udsigten til dem, har været fristende at skubbe dem og sige, at det lige må blive *næste* gang, bilen skal på værksted, vi skifter de styrekugler.
Hele året igennem har jeg derfor hver måned omkring d. 20. lavet en liste i min notesbog, hvorpå jeg har skrevet, hvad der lander af regninger den kommende måned, ud over det, der går på betalingsservice. For (og det er ok at dømme mig her) jeg kan simpelthen godt komme til at glemme det.
Men det her system har vist sig at fungere ualmindelig godt. Både fordi jeg så, INDEN mange af mine fakturaer bliver betalt, på den måde minder mig selv om, hvad en stor del af pengene skal bruges på, men også fordi det virker godt for mig, visuelt at se tallene over hinanden. Det gør det meget konkret, at jeg ikke bare skal huske 3 tilfældige girokort, men at der venter en udgiftspost på i alt 12.000.
Samtidig husker jeg ganske enkelt alting bedre, når jeg har haft det gennem hånden ved at skrive det ned.
Derfor har jeg nu på et stykke karton skrevet de 12 måneder, og under dem påført udgifter, der ikke er månedlige, men som er på mere end 1000 kr., f.eks. vægtafgifter, aconto varme osv.
De udgifter, som er delt op i et bestemt antal afbetalinger, har jeg skrevet på med tallet for, hvor langt jeg i afbetaling er i parentes bagefter (f.eks. Træning (7/12), og særlige ekstraindtægter (f.eks. børne/unge-ydelse) er også skrevet på.
Og er der noget her, som er nyt og epokegørende? Nej. Der er tusind systemer, som formentlig alle virker lige godt, uanset om man vælger kuverter med kontanter eller budgetskemaer med tallene i sirlige kolonner, delt op efter, om der er tale om faste eller variable omkostninger.
Jeg har prøvet mange af dem, og selvom jeg inderligt ønskede, at de alle sammen virkede for mig, må jeg bare konstatere, at det har de ikke gjort. Det her gør. At holde listen kort, og at beskæftige mig med den på månedsbasis har vist sig at være overskueligt nok til, at jeg får det gjort, men samtidigt ikke så detaljeret, at jeg bliver overvældet, når jeg sætter mig med det.
Så tippet her er nok egentlig bare, at du med de her ting er nødt til at blive ved med at lede, til du finder den løsning, der virker for dig.
2.
Har jeg halveret min betalingsfrist, hvor jeg kan. På jobcenteropgaverne er fristen fastsat i en bekendtgørelse, så der er der ikke så meget at gøre, men på de opgaver, hvor jeg selv kan bestemme vilkår og betingelser, er jeg gået fra 14 dage til 7.
Min tanke var, at jeg på den måde ville få flere penge ind til tiden på de 14 dage, jeg stadig mentalt har som frist – men til min inderlige overraskelse lader det til, at mange af de instanser, der tidligere altid betalte for sent, pludselig betaler til tiden.
Det letter tingene en del for mig, og samtidigt slipper jeg for at sende de rykkere, jeg altid har hadet at sende afsted.
3.
Vil jeg, nu hvor året går på hæld, spørge, om der er nogen, der har noget, de skal have med? Er der et tema om forbrug eller miljø, I gerne vil have mig til at dykke ned i? Er der noget, vi ikke har snakket om længe, som enten skal opdateres eller genopfriskes?
Hvis det er tilfældet, så smid det bare i kommentarfeltet.
4.
Har jeg haft skruetrækkeren fremme, og brækket lyskæderne ud af de glasjuletræer, jeg har til at stå i mit køkkenvindue.
Jeg har gjort det før, både med lamper og små figurer. Jeg skruer pæren ud eller fjerner plastpladen med batteri og lyskæde og lægger i stedet én af mine trofaste Siriuskæder i, som kan tændes og slukkes med remote, og som kan indstilles på 2, 4, 6 og 8 timer. Jeg har dem i mange længder og med få eller mange pærer, og derfor har jeg altid én, der lige passer.
Ud over at spare på batterierne, fordi kæderne ikke står og brænder 6 timer ad gangen, kan jeg nu tænde mine små juletræer om morgenen, så de sammen med kalenderlyset kan stå og skabe lidt decemberhygge i den vintermørke vindueskarmen.
*Har jeg det, som om dagene er 10 minutter lange i de her uger. Hver eneste opgave, jeg kommer i nærheden af, opfører sig som Gizmo fra Gremlins, dyppet i vand, og da dagslyset samtidigt kun beærer os med sin tilstedeværelse mellem kl. 11 og 12.30, føles det som om, jeg er kommet på en slags meget short-staffed nathold.
*Kan jeg, apropos lange nætter, ikke forstå, at det skal være så svært at finde Den Rigtige Hovedpude? HvorFOR kan man kun vælge mellem A4-papir og ølkasser?!
*#Pudegate er ikke kun irriterende pga. den brækkede nakke. Det er OGSÅ træls, fordi jeg har omkring 25 minutter til at falde i søvn, og hvis det fejler, straffer min hjerne mig resten af natten. For et par uger siden kom jeg til at ligge og, helt surt, tænke på en fyr, jeg kender, som sgu bare er for fornøjet til, at jeg rigtigt kan holde det ud – og med det SAMME kvitterede min hjerne med “Hør den lille stær, den ER ÅH, SÅ FORNØJET!”, som den kørte på repeat. Resten af natten. KUN den ene linje. De siger, at søvnmangel er en form for tortur. Jeg siger, at det bare er der, vi starter.
*Har jeg et spørgsmål, som jeg mener mere alvorligt, end jeg bryder mig om at indrømme: Hvordan ved pitabrød, at de skal være hule? Efter min BEDSTE overbevisning bager man dem sgu da på samme måde, som man bager boller? Jeg gør. Og alligevel er de på magisk vis hule, når man klipper dem op. Hvordan fungerer det??
*Vil jeg gerne vide, om nogen, nogensinde, noget sted, ever, har vundet de 500 kr., alle kommercielle sites altid fortæller, at man kan vinde ved at signe op på deres nyhedsbreve?
*Kan jeg ikke anbefale ‘The Beast In Me’ nok. Er du SVIMMEL, den er god! (Og uhyggelig!!)
*Har jeg bemærket en ny, ulækker tendens på de sociale medier, hvor afsenderen skriver beundrende overskrifter over billeder, der helt åbenlyst er valgt for at vise, at en eller anden er blevet gammel eller tyk.
Det, der gjorde det så tydeligt, at jeg endelig fik øje på det, var det her:
Screenshot
For hvis det her var en tilfældig sanger, som ingen kendte, ville man ikke tænke videre over det, tror jeg. Men hvor alle aviser og nyhedssites med deres clickbaitartikler er MESTRE i antydningens kunst, når de skriver om, hvilken restaurant, der er blevet taget i at servere grillede rotter (“Lokale i chok!”), så sørger de her i overskriften for at fortælle, at det er Nelly Furtado, der er tale om.
Det er genialt lavet, for du kan ikke kommentere på det, uden at de så kan slå ud med hænderne og med forstilt uskyld hævde, at DE ikke har haft bagtanker med det – men at du måske lige skulle prøve at vende blikket indad, for hvorfor er DIN tanke, at der skulle være noget i vejen med det her billede…?
Men de første 600 kommentarer var fatshaming og jokes om, at den fugl da vist var blevet noget tungere, siden den fløj væk i 90’erne. Og hvor det er svært at tage en debat om tonen i noget, der ikke bliver sagt, er det umuligt, når afsenderen direkte siger det modsatte af, hvad man beskylder dem for.
Jeg hader det.
*Kan vi, nu vi er ved sociale medier og urealistiske kropsidealer, også lige tale om de mange reklamer med billeder af lykkelige familier, der er alle steder at finde i denne søde juletid. For jeg er begyndt at kigge rigtigt på dem og prøve at vurdere, hvor gammel ‘moderen’ er. Det kan jeg varmt anbefale. For hvor man, i et hurtigt driveby, bare tager for gode varer, at de 3 personer på billedet, er mor (28-ish), far (35-ish) og deres lille baby, så er det faktisk ret nemt at se, at den kvindelige model er omkring 16 år, når man kigger rigtigt efter.
Det har faktisk rykket på noget fundamentalt i mig.
For som vi før har talt om, så designer man selv sin algoritme, og jeg har været meget bevidst om at luge ud i alt det, der kan kravle ind under huden, de dage, hvor man føler sig helt forkert.
Den digitale oprydning får mig i stigende grad til at indse, HVOR påvirket man bliver af kronisk eksponering for et ideal, der bliver præsenteret som normen.
For hvis du spørger mig, om jeg er flov over at være alene med mine børn, er svaret et rungende nej.
Men hvis du beder mig forestille mig en familie, forestiller jeg mig en mand, en kvinde og 2 børn.
Hvis du siger “Sygeplejerske” til mig, forestiller jeg mig en kvinde, uanset hvor meget jeg ville ønske, at det ikke var tilfældet, og vores nisse er en mand.
Den driller bare. Den har ikke tøj på, og den skriver ikke noget, hvor der er behov for pronominer – men jeg har i 15 år ikke engang forHOLDT mig til, at vi altid omtaler den som ‘ham’.
Derfor er det vigtigt at påtvinge sig selv noget diversitet i sit feed, og derfor er det vigtigt, at vi forholder os kritisk til det, vi bliver udsat for i det offentlige rum.
For måske behøver du ikke ønske dig en laseroperation og en hamphandske at fjerne appelsinhud med i julegave? Måske er der ikke noget forkert ved, at du som 52-årig har et gråt hår og bryster, der ikke starter under hagen? Måske er det faktisk den kommercielle arketype af Mor, der er noget galt med, og ikke dig?
Ja, det er bare en tanke (til nætterne, hvor hovedpuden er en idiot).
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Var jeg søndag i skoven med hele familien for at samle mos osv. til juledekorationerne.
Mens vi dryssede rundt mellem de vinternøgne træer, bemærkede jeg pludselig, at der på jorden lå massevis af kogler.
Jeg er for tiden virkelig inspireret af Hyldemor, som jeg synes har en vidunderlig tilgang til naturen og det alternative. Man kan mærke, at hun er uddannet arkæolog, og dermed er skolet til at underbygge sine betragtninger, og efter at have hørt et par podcasts med hende, købte jeg i sensommeren hendes bog “Blandt urter og elverfolk”.
Jeg læser på den sidste dag i måneden kapitlet for den kommende måned, og det er en virkelig fin måde at forankre sig yderligere i årshjulet på. Samtidig er det også lidt den perfekte storm, fordi jeg de sidste år har arbejdet mig længere og længere ned i årets gang i haven og naturen omkring mig, og hendes verdenssyn, som jeg forstår det, falder fint i tråd med den måde, jeg anskuer livet på.
Derfor fik jeg lyst til at samle koglerne, som kan bruges i som dræn i bunden af mine blomsterkrukker til næste år i stedet for de Leca-nødder, jeg plejer at bruge. Det er jo ikke fordi de 50 kroner gør den store forskel i budgettet, men jeg kan godt lide tanken om det evige fokus på, at hjulet drejer, og den dobbelte gevinst, der ligger i, at jeg lige kan glæde mig til lyset vender tilbage, og til april, når det hele begynder at blive lysegrønt igen, mindes turen i skoven, mens jeg planter årets første krukker.
Min søde far er altid beredt til tænderne, så han havde (selvfølgelig) en pose i lommen, jeg kunne samle i. Koglerne har siden ligget til tørre på en bakke i mit varmeskab, og her til morgen har jeg taget dem ud og fyldt dem i en papirspose, så de kan stå i mit skur og vente på forårets komme.
2.
Har jeg gjort mit køleskab og begge mine frysere rene.
På mandag skal jeg på Gården og hente kød, hvilket er en god anledning til både at få ryddet rigtigt op og i samme ombæring gjort ordentligt rent.
Det var nu ikke fordi, der var meget, der måtte ud, for jeg har været god til at tænke frysermaden ind i madplanen de sidste mange uger, men der var stadig et par isede poser med brød, og nogle plastbøtter, jeg ikke havde fået skrevet indhold og dato på, som måtte lade livet.
Jeg benyttede lejligheden til at (gen)skabe lidt system, og har bl.a. dedikeret en skuffe til de små flasker, jeg købte for et halvt år siden, som virkelig fungerer over al forventning. De bliver brugt til frugtsaft, rester af mælk og juice osv. og det er genialt, at de er så små.
Ift. prepperlageret, fungerer det langt bedre for mig, at jeg fryser de sidste dl. af en liter mælk, vi ikke kan nå at drikke, end at have UHT mælk, som jeg faktisk ikke kan lide, og som vi derfor ikke drikker, når det er ved at gå på dato, på lager.
Apropos prepping har jeg gjort plads i begge frysere, så jeg kan fordele kødet, når jeg har hentet og pakket det. Ryger strømmen, er der ikke så meget at gøre, men går der en enkelt kreds, er der ingen grund til at have det hele liggende samme sted.
Æg og flere kurve, I ved.
3.
Har jeg været i Aarhus igen, og ligesom jeg har gjort de sidste par gange, valgte jeg også denne gang at køre over Herning.
Jeg kan faktisk ikke anbefale nok, at man prøver at slå vanen fra, og i stedet faktisk prøver at SE, hvad GPS’en foreslår, når man indtaster en adresse.
Min foreslår altid 3 ruter: To, der tidsmæssigt ligger tæt på hinanden, og så en helt håbløs mulighed, som jeg kun kan formode er til masochister.
Men mulighed nummer 2 er for mig ofte LANGT billigere, fordi en del af strækningen er på landevej, og lige nu, hvor der er vejarbejde på motorvejsstrækningen mellem Vejle og Aarhus, er det markant mere behageligt at køre over Herning, hvor jeg på en stor del af turen har vejen for mig selv.
Jeg skal gøre en aktiv indsats for at huske at vælge det andet alternativ, fordi jeg som så mange andre er slave af rutinen, og derfor ofte bare sætter mig ind i bilen, taster adressen og vælger det første, det bedste forslag – men jeg har bemærket, at jeg trods alt bliver bedre til at huske det på de strækninger, jeg kører ofte, og dermed kender.
Jeg kører diesel – men jeg kunne faktisk godt tænke mig at høre fra de af jer, der kører el-bil.
Hvordan kan I optimere, når I planlægger ruter? For det er sikkert old news, 20 minutter efter, at man har hentet sin første el-bil, men for de nye og de kommende i klassen er det rart at få lov at læne sig lidt op af de gamle rotter.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg købt og pyntet vores første, kunstige juletræ.
(- sammen med mine børn, hvilket fik mig til at spekulere på, hvad jeg egentlig har gjort af min bideskinne?)
Jeg har været rundt i fysiske butikker for at kigge på de modeller, I anbefalede tilbage i oktober, og af mange forskellige grunde (herunder prisen på fragt. Seriøst: 300 kr. for en fragtmand og ingen alternativer? Styr jer, Jem & Fix) endte jeg med et fra Plantorama.
Det er simpelthen så fint, for selvom man godt kan se, at det ikke er et ægte grantræ, så er det pænt og tæt, og den grønne farve ligner ikke noget, et surt neonskilt har kastet op.
Jeg ville bare skrive det på listen, så I ved, at jeg bruger jeres kommentarer, når jeg stiller et spørgsmål, og I bruger tid på at svare.
2.
Har jeg fundet en løbeklub til Anton, som han har indvilliget i at prøve at starte i efter jul.
Vi har snakket om det længe, for han har altid været glad for at bevæge sig, men mange typer af sport forudsætter, at man vil spille på hold og/eller ikke bliver skør af akustikken i en sal.
Dertil kommer, at det er, som om breddeidrætten somme tider glemmer, at man som barn også godt kan have lyst til bare at dyrke en sport på motionsplan. Anton var glad for taekwondo, men efter 2 år var det ikke længere muligt at deltage i træningen, uden at skulle kæmpe mod skiftende modstandere hver gang. Frida, som har gået til svømning, siden hun var 5, stoppede i sommer, fordi træningen simpelthen blev så dødsyg, at jeg næsten faldt i søvn, når hun fortalte mig om den. Det er, som om man taber interessen for de børn, der ikke har potentiale og/eller et ønske om at træne på konkurrenceplan, i hvert fald her i byen, og det er en skam.
Men jeg er ret sikker på, at løb godt kunne fange Anton, for han er bygget som en løber, og kan løbe både virkelig langt og virkelig hurtigt, selvom han lige nu ikke løber andre steder end i pendulfart mellem sit værelse og køleskabet.
Derfor har jeg ringet rundt og fundet en klub, ikke så langt herfra, hvor de er helt klar på at tænke unge mennesker ind, der måske godt lidt kan glemme, at der er trafik og andre mennesker ude på vejene, og at man lige skal tage en tår vand, når man har løbet 10 km. på 55 minutter. I udtrådte Nikes med velcro. (Det barn, mand!)
Nå, men timingen er ikke tilfældig, for som jeg skrev for et par uger siden, har han ikke mange ønsker – men løbegear er oplagt under træet. Det er jeg ikke så ked af at smide penge efter, for selvom det skulle vise sig, at løb ikke lige er ham, så kan både sko og bluser bruges til hverdag, og tights kan bruges til idræt og under regnbukserne, når man er på fisketur med morfar.
3.
Har jeg genindført “Når der er billig strøm næste gang” som fast punkt på min ugeoversigt.
For OKAY, det er dyrt lige nu! Min regning er steget med 200 kr. på en måned, fordi vi er hoppet over på vintertarif, og jeg er nok mere opmærksom på, hvordan jeg lægger mit forbrug end så mange andre.
Jeg har genoptaget nogle af vores gamle vaner med at bruge de samme tallerkner til morgenmad og frokost, at bruge det samme glas/krus hele dagen, og at lufte det tøj, der ikke er beskidt. Jeg er Den Store Lyseslukker, og bruger lige 3 ekstra minutter på at tænke over, om jeg kan nøjes med at bruge én varmekilde til aftensmaden. F.eks. at tage pitabrødene til suppen op, så de ikke er frosne, men bare kan smides på brødristeren i stedet for i ovnen, eller at varme både rødkål og frikadeller til rugbrødsmaden i den samme ovn, som ungernes rester bliver lunet i.
Der er vintertarif på de næste mange måneder, og nogle dele af forbruget må man bare æde, at man ikke kan rykke på. Men om sengetæppet eller vinterjakken bliver vasket i dag eller om en uge betyder måske ikke så meget. Det eneste problem ved at udsætte en opgave er bare, at man, når man er mig, så meget let risikerer at glemme den.
Derfor har jeg nu et fast sted, jeg skriver opgaverne på, når jeg opdager/kommer i tanke om dem. Så ved jeg, at jeg husker at lade powerbanken og vaske bademåtten, når næste gang el-prisen tager et tiltrængt dyk.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har Anton haft fødselsdag.
Han er ikke den nemmeste unge mand i verden at købe gaver til, for han ønsker sig virkelig ikke meget andet end ro og sine yndlingsmennesker omkring sig – men han har en håndfuld favorit-items, som han altid kan bruge, men som prismæssigt ligger lidt over det niveau, gavegiverne og jeg ellers har aftalt.
Derfor har jeg for nogle år siden besluttet, at jeg simpelthen, helt åbent, tilbyder at betale differencen.
Det lyder måske en lille smule snyd, men det er en bedre løsning for alle: Anton får noget, han gerne vil have, giveren får lov at give ham noget, han kan bruge, og jeg slipper for at fylde skabe og skuffer med (fine) ting, han aldrig kommer til at bruge.
2.
Har jeg fundet mine julelys frem og – klog af skade – tjekket, at de virker, inden jeg hænger/sætter dem op.
Jeg har været mine 2 julekasser igennem, fordi jeg ved, at det altid er inden, jeg pynter, at jeg har lyst til at købe al julepynt i verden (og her er børnene virkelig ingen hjælp, for særligt Frida stemmer ALTID for, at vi køber 200 af hver). Men fordi man i november ofte glemmer de mange, små ekstraudgifter, december altid medfører, så er det, i hvert fald for mig, særligt her, der er penge at spare ved at have styr på, hvad jeg reelt mangler af nissehuer og kalenderlys, inden bjældeklangens sirenesang får ram på mig.
Kalendergaverne har jeg næsten styr på, så den udgift er også spredt lidt ud, og dermed mangler jeg egentlig bare det nye, kunstige træ, som jeg regner med at tilvejebringe i løbet af den kommende uge for at have styr på ud-over-julegaverne-udgifterne.
Fordi this ain’t my first rodeo ved jeg, at (brugte) julegaver og ønskesedler traditionelt deler vandene, så derfor linker jeg lige til par ældre indlæg, der er gode at genlæse.
3.
Har jeg fundet en ny yndlingsret, som er både nem, billig og hurtig at lave: Suppe med pulled chicken, ris og grøntsager.
Du skal bruge:
1) 1 liter supper (f.eks. fra Karoline)
2) 1 pakke kyllingfilet, som du har fundet i Stop Madspilds-køleren i dit lokale supermarked
3) Hakket grønt, der trænger til at blive spist
4) Ris
*
Start med at sætte risene over.
Brun kyllingen ved middelvarme i et par minutter. Tag den op af gryden, svits grøntsagerne, læg kyllingefiletterne tilbage og hæld suppen over.
Lad det simre cirka 15 minutter, hvorefter du trækker kyllingekødet i strimler med to gafler.
Smid ris i, som du synes, det passer.
*
Du kan variere retten i det uendelige ved at bruge forskellige slags suppe og grøntsager, du kan erstatte ris med pasta, og du kan supplere med toppings som f.eks. croutoner, revet ost, majs, æbletern, gulerødder osv. (Jeg prøver at tænke geografi, når jeg skal finde på her, for ‘mexicansk’ eller ‘indisk’ giver mig markant flere ideer, end ‘hvad kan man putte i tomat-/karrysuppe’).
Spiser du ikke kød, kan du tilsætte en dåse drænede bønner, eller du kan riste kikærter på panden og bruge dem som topping.
Sidste lille hack er altid at have frosne pitabrød i fryseren. Fordi de er flade, er de hurtige at tø op, og du kan dermed tilpasse antallet efter, hvor mange børn, der spiser med, og hvor meget fyld, du har i suppen.
Forleden kunne man på TV2 læse, at en skole i Holbæk skal lukkes, fordi skolen, i følge kommunen, ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret korrekt prøvetilmelding, samt undervisning i tysk og musik.
Der er tale om en privat skole for specialelever, bl.a. autister og børn med skolevægring, og den sag har jeg lige et par kommentarer til.
For jeg bor ikke i Holbæk kommune, og jeg har ikke et barn med skolevægring. Men jeg har et barn med særlige behov, der går i skole, og derfor ved jeg præCIS hvor lidt hjælp og viden, der er at hente hos kommuner og fagfolk.
Da jeg sad til et Tværsmøder på Antons tidligere skole, var skolens og PPR’s – og dermed kommunens – eget FØRSTE forslag til at hjælpe ham med de udfordringer, autisme giver, at skemareducere ham
“Hvordan sørger man, helt lavpraktisk for, at den undervisning, han så ikke modtager, bliver pillet ud af eksamenspensum?”
“… altså.. ja, det kan man selvfølgelig ikke?”
“Ok. Så skal jeg bare lige forstå, hvordan det er en løsning for Anton og ikke bare for jer?”
I kan tro, vi hyggede os til de møder.
Og modsat hvad man kunne tro, så er det her ikke et indlæg om, hvor rigtigt jeg gør alting, og om hvordan verden ville være bedre, hvis bare alle gjorde som jeg.
Det er et indlæg, som skal forsøge at illustrere, HVOR lidt hjælp man får til at hjælpe sit barn, når det ikke ligner de andre i klassen.
Det er et indlæg, som skal forsøge at illustrere, at man som forælder til et barn med særlige behov bliver mødt af én lang række af fagfolk, der primært har brug for at flytte aben, eller som, helt uden konsekvenser, trækker påstande ud af den blå luft, fuldstændigt uden at have noget at underbygge dem med.
Eksempelvis sad jeg for 7 år siden til det endelige Netværksmøde på Børnepsyk., hvor alt hvad der kan kravle og gå af psykologer, skoleledere, sagsbehandlere osv. deltager, og her gjorde sygeplejersken meget ud af at forklare de tilstedeværende lærere og pædagoger, at det var vigtigt at korrigere Anton, når han talte engelsk, for – som hun sagde – ‘vi bor jo i Danmark’.
En af mine meget få superkræfter er, at jeg ikke er bange for hverken dårlig stemning eller autoriteter, så jeg stillede det spørgsmål, som ALLE fagfolk om bordet burde have stillet:
“Må jeg have lov til at spørge ind til din uddannelsesmæssige baggrund?”
*Awkward silence has entered the chat*
Hun var sygeplejerske. Hvilket jeg har al respekt i verden for. Men mig bekendt arbejder man ikke meget med sprogudvikling på dén uddannelse.
Derfor bad jeg om kildehenvisninger til den forskning eller de undersøgelser, hun byggede sine antagelser på. Dem havde hun ikke rigtigt nogle af, så jeg tilbød i stedet at sende hende et par links til nogle af de mange, mange undersøgelser, der alle sammen klart indikerer, at sprog avler sprog.
Jeg er kun mor til én autist, og derfor ved jeg af gode grunde ikke, om mine strategier ville have virket på andre, men min pointe er, at jeg KUN har haft min egen mavefornemmelse at navigere ud fra, for den “hjælp” jeg fik tilbudt, var i bedste fald mangelfuld og i værste fald skadelig.
Men jeg har taget de kampe, der har været nødvendige for at tvinge skolen til at tage ansvar for at inddrage ham, og jeg har klippet hæle, hugget tæer og dækket op, når der – igenigen – blev arrangeret volleystævner for hele skolen i gymnastiksale med akustik fra helvede og cykelture på 12 km. på veje uden cykelstier. Han har ALTID haft en bagdør, og både mine forældre og jeg har siddet i biler på parkeringspladser på alle tider af døgnet, så han kunne deltage i arrangementer, så længe, han kunne rumme det, og komme hjem, når det var nok.
Og jeg er helt på det rene med, at vi har været heldige, fordi han har haft en psyke, der har været robust nok til at klare sig igennem en folkeskole, der ved Gud aldrig har taget hensyn til børn som ham. Han har aldrig været skemareduceret, og har haft.. hvad.? 4? 5? sygedage i løbet af alle de år, han har gået i skole.
Derfor var jeg faktisk, nu hvor han er startet i 8. klasse, begyndt at sænke skuldrene lidt.
I slutningen af september var vi så til det sædvanlige forældremøde, hvor man får info om det kommende år, og det var så HER, jeg lærte, at alle de hensyn, man indtil nu har taget til eleverne på S-linjen, forsvinder.
De skal i brobygning og praktik, og have standpunktskarakterer og til eksamen på lige vilkår og i samme pensum som eleverne på almen-delen.
Den tager vi lige langsomt: De børn, der har været og stadig er skolereducerede, og som i årevis har modtaget undervisning, der 100% har taget udgangspunkt i, hvad de evner, skal fra i år vurderes på fuldstændig lige fod med neurotypiske børn, der har gået i skole fra kl. 8-14 i 9 år.
Alle; også de børn, der har invaliderende angst som regulær diagnose, skal – SKAL – have årskarakterer – for ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
De børn, der siden 2. klasse har været ved at brække midt over af kraftanstrengelsen ved bare at være til stede i de ALLERvigtigste timer som dansk og matematik, SKAL have tysk – ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
De børn, der har været heldige nok til at få en plads på en S-linje, og som derfor i den tid, de har gået der, har modtaget undervisning, som er tilpasset det, de formår, og som måske derfor sidder med en 5. klasses matematikbog i 8. klasse, SKAL til eksamen på samme måde og på samme vilkår, som elever på almendelen. Ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
Og nu tænker du måske: Men det er vel også rimeligt nok, hvis de skal have et eksamensbevis?
Hertil vil jeg gerne have lov til at stille det spørgsmål, som er essensen af hele min anke mod systemet: Hvorfor skal de her børn have den samme eksamen som alle andre?
Hvis de kan, fordi de hensyn, man har taget til dem, har gjort det muligt for dem at tilegne sig det samme pensum, som alle andre? Kør! Hurra!
Men hvis ikke de kan – hvad er formålet så? At føje endnu et nederlag til listen? At stresse dem ENDNU mere de to sidste år de går i skole, så de bruger deres sparsomme ressourcer på at være bange og stressede i stedet for at tilegne sig læring?
Det bliver jo ikke det stykke papir, der gør dem i stand til at starte på CBS eller varetage et 8-16 job.
Hvad er det, man gerne vil med det her? Jeg forstår det simpelthen ikke.
Man lader dem i stikken, når man ignorerer deres udfordringer og bare moser dem igennem, til de knækker – og nu finder jeg ud af, at man OGSÅ lader dem i stikken ved at tage hensyn. For det gør dem jo nærmest bare endnu mere sårbare overfor de krav, der for alle andre har været gradvist stigende, men for dem nu er en pludselig opstået forhindring, 20 meter oppe i luften, som de selv skal finde ud af at komme over.
De børn, der går på Holbækskolen, og som om 30 dage er skolemæssige hjemløse, lyder som børn, der er blevet ødelagte af det, den danske folkeskole har udsat dem for. Og jeg kalder den nu: Om 20 år bliver det de her børn og deres lidelsesfæller, som hiver politikerne i retten og kræver en undskyldning. Og med rette. For hvad er det dog, vi med åbne øjne udsætter dem for?
De er endt på den her skole, fordi de ikke kan holde ud at være andre steder. Det er folkeskolen og det politiske system, som har svigtet dem ved ikke at have noget at tilbyde, og derfor har nogle har mennesker lavet et alternativ, som af helt indlysende årsager ikke kan være en spejling af den sædvanlige folkeskole – og nu bliver den så lukket, NETOP den grund.
Fordi man ikke kan dokumentere, at børnene har haft tysk og musik og er blevet trukket igennem idiotiske tests, som ikke engang giver mening at udsætte NT-børn for.
Det svarer jo for helvede til at lukke et sygehus, fordi lægerne ikke kan dokumentere, at patienterne på operationsgangen, følger sundhedsstyrelsens anbefalinger om 600 gram frugt og grønt og 30 minutters motion om dagen. Jeg holder det ikke UD, mand!!
Hvordan dokumenterer man opsamling af ituslåede børn? Eller reintegration af isolerede børn i fællesskaber? Hvordan måler man værdien af at præsentere dem for verden i et format, de kan rumme og forholde sig til, så de derigennem kan finde steder, hvor de kan få lov at bidrage? Værdien af at give dem det bedste udgangspunkt for at blive hele, selvhjulpne, kompetente mennesker?
For hvis du skal gætte, hvor tror du så, at sandsynligheden er størst for at finde et ungt menneske, du kan integrere på arbejdsmarkedet? I puljen med overbelastede børn, der i årevis kun har været sammen med deres forældre, og som for manges vedkommende kæmper med invaliderende følgevirkninger af det, som reelt er et overgreb i form af selvskade, spiseforstyrrelser, depressioner, angst og misbrug?
Eller i den gruppe, hvor børn og unge har fået lov at deltage i livet på det niveau, de på et givent tidspunkt kunne rumme, i et elastisk tilbud, der tilpasser undervisning og kravgrad til barnet og ikke omvendt? Og hvor deres forældre har haft overskud og ressourcer til at kunne samle op, guide og understøtte, fordi de ikke har været slidt i stykker af mistro, overbelastning, økonomiske bekymringer og knusende angst?
For vi har stadig ikke snakket om de ENORME konsekvenser det har, både for den enkelte familie og for samfundet, når et barn falder igennem systemet. Selv de bedste arbejdsgivere har brug for, at deres medarbejdere kommer på arbejde, så en forælder, der konstant bliver ringet hjem eller som må tage ferie, sygedage og orlov for at passe sit barn, som er (og jeg skriver det lige igen) blevet. syg. af. AT. GÅ. I. SKOLE!, læner sig konstant op af en fyreseddel. Bratte fald i indkomst kan resultere i, at man som familie er nødt til at flytte, og så har det pludselig også fået konsekvenser for de søskende til barnet med skolevægring, som havde hele deres omgangskreds der, hvor familien boede før.
De afledte konsekvenser af børn i mistrivsel er enorme, både samfundsøkonomisk og for den enkelte familie, og mit hoved EKSPLODERER over, at der ikke snart er nogen, der gør noget ved det.
Det KAN ikke være rigtigt, at vi med den viden, vi har i dag, fortsat insisterer på, at et systemisk problem skal løftes og løses af desperate forældre og deres forpinte børn.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Stod jeg søndag op til et fladt dæk på bilen.
Det var én af de situationer, hvor man kan mærke trætheden skylle ind over sig i mandshøje bølger, for hvorfor er der altid noget!?
Men efter 5 dybe indåndinger og en stærk kop kaffe, besluttede jeg mig for, at det var en mulighed for at finde ud af, hvad jeg stiller op, når det sker, in the safety of my own home – for det var/er trods alt en federe simulator end mørke, slagregn og et nødspor på motorvejen.
Jeg ringede derfor til det selskab, jeg har autohjælp hos – som gav mig det her at arbejde med:
“Du skal gå ud og løfte tæppet i bunden af bagagerummet op. Der, hvor der engang lå reservehjul, ligger en pumpe. Den tager du op, slutter til cigarettænder og dæk, og så pumper du bare dækket op og kører bilen på værksted.”
Mig:
“Men.. jeg ved INTET om biler?? Altså – med al respekt, så troede jeg, at det i situationer som den her, at jeg kunne bruge jer?”
Her fulgte en lang forklaring om, at hvis de kom ud, så ville de sprøjte noget forsegler ind i dækket, som ville ødelægge det, og derfor var den anden løsning billigere for mig.
Det er jo svært at protestere imod (selvom jeg bagefter har tænkt meget over, hvorfor en automand egentlig ikke OGSÅ bare kunne starte med at pumpe dækket op, men altså. Det var her, vi var).
10 sekunder efter samtalen, fik jeg en sms om, at jeg, hvis der lå ‘en flaske i bagagerummet ved siden af pumpen’ ENDELIG ikke måtte bruge den.
– hvilket føltes lidt, som når man får at vide, at hunden kun bider, hvis den kan mærke, at man er bange for den.
Men der var ikke så meget at gøre, så jeg måtte tømme mit prepperbagagerum, hive pumpen op og så ellers bare prøve mig frem. Var det SVÆRT-svært? Ærligt? Nej. Det var det ikke. Men jeg kunne have tudet over det, da han forklarede mig det, for når man ikke aner, hvad man står med, så bliver alting virkelig uoverskueligt.
Jeg fik dækket pumpet op, lod det stå en time, og tjekkede så manometeret igen for at se, hvor meget luft, der var sivet ud, og der var faktisk stadig tryk nok på til, at jeg kunne køre afsted med bilen.
Den blev lavet, jeg slap med en lapning, og grunden til, at punktet er på her er, at der er mange strong, independant women, der læser med herinde, og jeg vil virkelig, virkelig opfordre til at bruge de 10 minutter, det kræver, at tjekke, hvad der ligger i bagagerummet hos jer.
For bagefter har jeg tænkt mange gange, at det egentlig er rart at vide, hvad jeg skal gøre, hvis det samme skulle ske, en dag, hvor jeg er afsted.
2.
Har jeg i flere uger tænkt, at jeg ville huske at skrive, at stofservietter er virkelig, virkelig gode at bruge i stedet for viskestykker, f.eks. til dej, der skal hæve eller til grøntsager, der skal vaskes eller omvikles af noget, inden de lægges i køleskabet.
Jeg er slem til at blive fanget i, at ting skal bruges til det, de er købt til, men jeg har nogle stofservietter, som efter et par runder i vaskemaskinen er blevet ualmindeligt stive. Derfor styrer jeg hele tiden udenom dem, og bruger de gamle, bløde i stedet.
Fordi de således ikke bliver brugt til deres egentlige formål, hev jeg dem ud af skabet, sidst jeg ryddede op, og overvejede, om jeg skulle smide dem ud eller bruge dem til klude.
Men fordi jeg alligevel blev grebet af ‘ej, det kan sgu ikke passe, at jeg ikke kan bruge dem til ET eller andet!’ lagde jeg dem tilbage i skabet, hvor jeg også har mine viskestykker. Og fordi jeg havde haft dem i hænderne, kom jeg i tanke om at bruge dem til det, jeg normalt bruger viskestykker til – hvilket har vist sig at være perfekt.
For jeg kogevasker mine viskestykker, fordi jeg også bruger dem, når jeg gør rent. Men det er jo ikke nødvendigt at kogevaske et stykke klæde, man bare har haft over en skål dej, og nu kan jeg pludselig se forskel.
Som en lille, ekstra bonus passer den kvadratiske facon faktisk bedre end de aflange viskestykker, hvilket er en meget lille ting at gå op i, men som ikke desto mindre gør mig fornøjet, hver gang, jeg sætter en skål dej i varmeskabet.
3.
Fik jeg et spørgsmål i kommentarfeltet, der lød (næsten) sådan her:
“Har du tips eller tricks til at holde et minimum af niveau på oprydning og rengøring? Om 3 måneder starter jeg på arbejde igen efter barsel. Jeg har en 5-årig og en 1-årig, og jeg kæmper lidt med at finde ud af, hvad der vil virke, når hverdagen pludselig ruller, og jeg ikke har en hel børnehavedag til at get shit done.”
Det var noget af det, jeg også selv bøvlede med, både mens jeg var på barsel og da jeg efterfølgende startede på arbejde igen. Hos mig skyldtes problemet bare, at mine børn sov meget, meget lidt, og at jeg derfor ikke rigtigt havde tid, hvor jeg ikke var på med dem.
Det vil være meget forskelligt, hvad der virker fra familie til familie, men nu starter jeg med at skrive mine små hacks på, og så håber jeg, at I andre har lyst til at byde ind med tips og ideer, som har virket hos jer.
*
Jeg fungerer godt med one-liners, når jeg bliver presset. Måske er det fordi, min hjerne altid ræser afsted, og jeg derfor hurtigt farer vild i mit eget hoved, men over årene har jeg lært, at en kort, præcis sætning er en måde at regulere mig selv på, når jeg er ved at spinne af pladen.
(Blot for at forklare, hvorfor mine 3 punkter lyder som noget fra et partiprogram).
A. Del det op
Det lyder uendelig banalt, men det har i mange perioder, også i dag, hvor børnene er store, været den måde, jeg kan få kabalen til at gå op på.
Jeg er ikke hysterisk med rengøring, men jeg bliver stresset og forstyrret, hvis der roder for meget herhjemme. Smertegrænsen for rengøring er omkring 9 dage; hvis jeg venter længere end det, bliver her så beskidt, at det tager MEGET længere tid at gøre rent, når jeg endelig kan få det gjort, og så har man jo bare fået gjort sit eget liv endnu sværere.
Min opdeling hedder 1) badeværelse og sengetøj den ene dag, og resten dagen efter, eller 2) badeværelse og sengetøj første dag, resten af rummene, minus gulve anden dag og gulve tredje dag, de uger, hvor det er helt skørt. På den måde kan jeg med cirka 15 minutters indsats om dagen nå huset igennem.
Jeg foretrækker til enhver tid at tage det hele samme dag, men jeg har for længst sluttet fred med, at det er langt bedre at køre det over 2 eller 3 dage, og så komme det igennem, end det er at lade det sejle, fordi jeg venter på tid, der ikke kommer.
B. “5-minute-pick-up”-reglen
Den her har jeg tyvstjålet fra en podcast, der hedder ‘A slob comes clean’, som jeg engang lyttede meget til. Det er præcis, hvad man tror det er: 5 minutter, hvor man rydder op. Hun praktiserede det flere gange dagligt, og gerne sammen med resten af familien.
Jeg har modificeret den, så den passer til mig, hvilket betyder, at jeg, når jeg er presset, bruger 10 minutter om aftenen, inden jeg går i seng.
Det kan være nødvendigt med lidt Haribo-pædagogik for at få det gjort, men så gør det: Beløn dig selv med lidt chokolade, lakridser eller et glas vin, som må indtages, mens du rydder op. For det er VILDT, hvor stor en forskel det gør, at man på forhånd har “givet sig selv lov til”, at man ikke skal være færdig med at rydde hele huset op; man skal bare taget det, man kan nå på 10 minutter. Hvilket faktisk er overraskende meget.
For mig har det nok været det redskab, der har gjort den største, konkrete forskel, fordi jeg på den måde har undgået, at rod akkumulerer sig – hvilket det LYNhurtigt gør.
Samtidig gør det en verden til forskel for mit humør og overskud, at jeg står op til en ny dag, og ikke til resterne af i går.
C. Alting behøver ikke være nu
Den her har jeg OGSÅ stjålet; denne gang fra Julia Lahme. Jeg mener, at det er fra hendes bog ‘Hvor lagde jeg babyen?’.
Men den er bare så god at minde sig selv om, når man står der, og har født, og på en måde er tilbage i sit gamle liv – og så alligevel slet ikke, fordi der nu pludselig er et barn mere, og intet derfor er det samme, som det var.
For det er muligt, at du med ét barn, godt lige kan skifte en pære, når du alligevel er i gang med at gøre rent i bryggerset. Eller at du godt lige kan gøre ovnen rent, når du nu har rengøringsmidlerne fremme.
Men du har fået et fuldtidsarbejde mere, og det brænder man ud af at undervurdere.
Den ovn kan stadig forvandle lasagnen til flydende lava, selvom den trænger til at stålsvamp, og hvis du kunne finde lufferne i mørke i går, så kan du også i morgen. Selvfølgelig kan man ikke lade alting sejle til evig tid – men det kommer du heller ikke til.
Det er bare vigtigt at være bevidst om, at det er de løse ender, der stresser, og jo mere, du starter på, des mere skal du have gjort færdig, inden du går i seng. Del det op. Rengøring i dag. Pæren i morgen.
*
Ovenstående er de små hacks, der direkte relaterer sig til rengøring, som jeg har brugt for at holde boldene i luften, men derudover er det smart at huske, at det, helt overordnet, er tid, du i starten er presset på.
Derfor er det smart at tænke over, om der er rutiner, du har nu, som kan løses på en anden måde i starten.
Hvis du lige nu henter den store, og I alle 3 går i Netto på vejen hjem for at købe ind til aftensmaden, så overvej, om du vil fortsætte med den model – eller om det måske kan gøres lidt mere effektivt, bare for en periode. F.eks. at hente børn 15 minutter senere, så du har handlet, når du henter, eller at køre Bilka To Go, Remas udbringningsløsning eller lignende.
Ingen siger, at det er sådan, I skal gøre de næste 18 år, men spar tid, hvor du kan i starten, så du kan bygge op, i stedet for at starte for ambitiøst og gå i gulvet med stress efter 3 uger.
*
Og dermed nåede vi til Open Mic-delen af indlægget. Hvad har I andre gjort for at få det hele til at hænge sammen, når I har haft perioder i livet, hvor tiden har været knap? Det behøver ikke relatere sig til børn, men kan lige så vel handle om tidspunkter, hvor I har taget hånd om mennesker, I holder af, eller hvor I har skulle kæmpe jer igennem perioder, hvor I selv har haft det svært.
Alle input er mere end velkomne, for uanset udgangspunkt er der med sikkerhed andre derude, der kan have glæde af jeres dyrtkøbte erfaringer.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Denne uges indlæg handler om tanker og fokus. For jeg har haft så travlt og været så lidt hjemme, at de fleste hverdagsfunktioner har været sat på hold. Det har tydeliggjort i hvor høj grad, tid er en faktor, når det kommer til at leve bevidst, for selvom jeg nu i årevis har haft fokus på dette tema og derfor ved, hvor fælderne er, så har det alligevel været umuligt at undgå de helt gængse af slagsen.
Men netop derfor er jeg gået i dem med åbne øjne. Øvelsen nu går ud på at undgå at lade mig stresse af det, men i stedet bare konstatere, at det sker, og på bagkant tænke over, om der findes en vej mellem idealet og nødløsningen.
1
Det første, der skrider for mig, når det går (for) stærkt, er planlægningen af mad og madpakker; primært til mig selv.
For selv når jeg ikke har meget om ørerne, så ER det en udfordring at have to børn, der er meget selektivt spisende på hvert deres område. I hvert fald hvis man gerne vil være sikker på, at de ikke får knogler af gummi.
Derfor går en stor del af kapaciteten på at sikre, at de stadig har mad i madpakken, som de kan spise, og at aftensmaden består af noget, der er næringsmæssigt nogenlunde forsvarligt, og som samtidig ikke kræver det samlede cast fra Cheer! at luske i dem. For der er uendeligt lidt pom pom i mig, når jeg er kørt over.
Jeg har masser af mad i fryseren, og det har jeg stor glæde af i uger som den forgangne. Men det, der så bliver vigtigt at huske er, at madplanen de næste uger skal planlægges, så der kommer nye overlevelses-rester i fryseren. Og uden at det skal lyde som en undskyldning, så ER det en ADHD-ting, at man har svært ved at forholde sig til behov, man endnu ikke har, så for mig kræver det en ret bevidst indsats at huske lige dén del.
Mit køleskab lignede også noget, der var løgn, da jeg åbnede det i morges. For hvor jeg normalt sørger for at vi får brugt og spist rester og åbne ting ved at tænke det ind i den daglige madlavning, så glemmer jeg alt, hvad jeg nogensinde har haft på køl i det sekund, jeg lukker lågen, når jeg har travlt. Det giver MEGET madspild.
Jeg kan også se, at jeg har brugt næsten 400 kr. på frokost til mig selv, fordi jeg har købt mad i kantiner rundt omkring. Det er irriterende, fordi jeg faktisk hellere vil have en klap-sammen. Men jeg har været så tidligt afsted og sent hjemme alle dage, at bageren var lukket, når jeg kørte forbi den, og da jeg for længst har konstateret, at jeg ikke KAN spise det elendige rugbrød, man køber i supermarkederne, er tvivlsomme kantine-sandwiches blevet løsningen.
(Og bare lige for en god ordens skyld: All hail til jer, der elsker Kohberg, og/eller fryser bagerrugbrød og tager det op skivevis. Jeg har prøvet. Jeg kan ikke.)
Nu hvor tempoet lige er faldet lidt igen, kan jeg godt se, at der er mellemløsninger, som jeg kunne have valgt. For der findes masser af supermarked-sandwichboller, jeg GODT kan lide, og dem kunne jeg bare have købt en pose af.
Ligeledes ville det have krævet meget lidt at trimme køleskabet et par gange undervejs, så jeg kunne se, hvad jeg havde derinde – for noget af det kunne jeg faktisk godt have brugt til madpakken.
Det prøver jeg at huske næste gang.
2.
Til gengæld er der også vaner, jeg har formået at holde fast i, og blive ved med at prioritere.
Den ene er oprydning/rengøring. Her falder jeg øjeblikkeligt tilbage på de rutiner, jeg opbyggede, da jeg havde babyer, som aldrig sov, og rengøring derfor var et projekt, der strakte sig over 4 dage.
For er der nogen, der dør af, at der trænger til at blive støvsuget? Nej. Selvfølgelig ikke. Men ligesom et bad gør underværker for det mentale helbred, så gør det også meget godt for mit overblik og overskud, at det ikke roder, så alting bliver væk, og jeg ikke kan tænke.
Det er én af de vaner, jeg har tillært mig, fordi jeg over årene har forstået, at det er en meget dårlig løsning at hjælpe sig selv i dag ved at skubbe problemerne til i morgen. For hvis jeg bare lader stå til, så hjælper det ikke at nå igennem den travle periode – for så venter der bare en ny i form af udbedring af skader og efterslæb.
3.
Jeg har også fået trænet – men kun fordi jeg for nyligt havde en lang snak med mig selv om måden, jeg træner på.
For mig er motivationen aldrig et problem. Jeg kan virkelig godt lide at træne, sådan helt oprigtigt. Men jeg kan bedst lide at træne, når jeg har ro til at zone ud, mens jeg gør det. Når jeg egentlig synes, at jeg skulle være et andet sted, oplever jeg, at mit træningspas bliver dårligt, og at jeg næsten bare bliver mere stresset af det.
Men det kan i perioder komme til at betyde, at jeg lander i det mindset, som desværre stadig er min default: Det skal være perfekt; ellers kan det være lige meget. Men her bliver resultatet bare ofte, at det så SLET ikke bliver, og det er jo heller ikke særlig fedt.
Derfor prøvede jeg for et par måneder siden at tænke igennem, hvornår jeg egentlig synes, at jeg har trænet “nok”. Altså, helt konkret hvor mange gange på en uge, jeg gerne vil træne, og hvad træningen skal indeholde.
Det betyder, at jeg nu ved, at jeg gerne vil nå at træne 4 gange på en uge, fordelt på 2 gange, hvor jeg har 100% fokus, og 2 gange, hvor det er ok, at det er knap så tungt, eller hvor jeg justerer på antallet af gentagelser.
Og derfor får jeg det faktisk gjort. For det føles ikke som spild af tid at køre en let(tere) træning, og det føles ikke, som om jeg er bagefter, hvis jeg har et par dage i træk, hvor jeg ikke får trænet.
Det er tankevækkende, hvor meget mental kapacitet, den beslutning har frigivet.
*
Så noget fungerer, og noget vælter (stadig), når det går stærkt, men fælles for det, jeg formår at holde fast i er, at der er indøvede rutiner og meget konkrete tiltag at falde tilbage på.
Det kan der ikke være på alle områder. Men at konstatere, at den tilgang virker, får det til at give mening at blive ved med at forsøge.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Er jeg gået i gang med at gøre plads i fryseren, og det er tidligt i år. Jeg plejer at vente til starten af december, men for nogle måneder siden var jeg så heldig at få mig snuset frem til en lokal gård, hvor jeg har prøvet at købe kød. Det er virkelig, virkelig lækkert, og jeg spurgte derfor derude, om der fandtes en slags hemmelig liste, man kunne komme på, når det trak op til slagtning. Det gjorde der, og nu har jeg bestilt oksekød, som er klar til afhentning d. 08.12.
Vi spiser, som jeg vist også tidligere har nævnt, ikke særlig meget kød, men når vi gør, er det enten kylling eller oksekød, så at få mulighed for at købe kød af så god kvalitet, som oveni købet er billigere end i butikkerne, er et scoop.
Til gengæld kan man kun købe det i de mængder, det nu engang bliver pakket i, og det betyder, at jeg skal finde plads til 7 kg. kød. Det skal selvsagt vakuumpakkes, for der er kød til flere måneder, men det kommer stadig til at optage plads.
Kombineret med december, der også altid genererer lidt ekstra mad til fryseren, skal det tænkes ind nu, hvis ikke det skal ende med, at jeg er nødt til at smide noget ud.
Derfor har jeg ‘fryser’ på madplanen to gange om ugen, hele november, så der er plads.
2.
Er der små 3 uger til Antons fødselsdag. 15 år, mand. (og eBoks, godt nok? Jeg kan SLET ikke overskue at skulle være coach på dét projekt!)
Vores søde kusine fylder år 2 dage efter Anton, og det har altid betydet, at vi er liiiige ved at være der på lagkage og flag, når hele familien to gange på under en uge har siddet bænket om et fødselsdagsbord.
Derfor spurgte jeg min søster, om vi måske skulle høre ungerne ad, om de er blevet store nok til at kunne dele en fødselsdag, så vi kører én fællesfejring for familien, og så tager ud og laver noget, bare dem og os. I år er vi blevet enige om at prøve Escape Room, og vi har fundet noget, der ligger ikke så langt herfra, som ser ud til at passe til både voksne og børn.
Det er jo ikke fordi, at den model nødvendigvis er billigere eller mere tidsoptimerende end udgangspunktet, men med to børn, der har fødselsdag så tæt på julemåneden, hvor vi i forvejen er gode til at hygge os i familien, giver det mening at bruge tiden på at skabe en fælles oplevelse, i stedet for at køre Reprise-modellen med Tordenskjolds soldater.
De er ved at være store, børnene, og derfor er der nogle samtaler om at forbruge bevidst, både økonomisk og tidsmæssigt, som det er fint at begynde at tage.
3.
Det fører mig videre til ugens sidste punkt, som også handler om den næste generation af forbrugere.
Jeg ved faktisk ikke, hvad der har udløst det, men de sidste uger har jeg tænkt meget over, hvordan jeg kan tydeliggøre nogle af alle mine overvejelser om klimabelastning og økonomi for mine børn.
Jeg har prøvet med forskellige lommepengemodeller, og har også i nogle måneder skrevet alle poster fra betalingsservice op på en tavle, sammen med de beløb, vi har brugt på mad, hygge osv, men det bliver for abstrakt for dem.
Derfor prøver jeg nu at angribe fra en anden vinkel (som har den ekstra sidegevinst, at den gør mit liv nemmere), nemlig at tvinge dem til at begynde at skrive ting på indkøbssedlen.
Det, forudser jeg, kommer til at skabe bund for nogle gode samtaler, for jeg er sikker på, at vi ser forskelligt på graden af livsnødvendighed af chips og tandpasta, men snakken kommer til at tage udgangspunkt i vores fælles virkelighed, og det bliver en ægte hjælp, hvis jeg ikke først får overbragt budskabet, når kurven med nudler eller Ronaldo-deodoranten ER tom.
Jeg har lagt en blok, allokeret til formålet, på vores (nye) spisebord, så det er nemt at finde den, når man skal bruge den.
Om et par uger skal jeg til skole/hjem samtale med Frida. Hun er, som altid, frygteligt nervøs, hvilket der absolut ikke er grund til, men hun kan næsten ikke være i, at der sidder 3 voksne mennesker og kigger på hende.
Det kan jeg ikke tage fra hende, hvor gerne jeg end ville, og selvom jeg er fortaler for, at børn skal have en høj grad af medbestemmelse i eget liv, så er der også somme tider ting, jeg står fast på, at man skal; også selvom man synes, det er svært. Specielt når man er en lille (over)tænker som Frida, for med børn som hende kan mangt og meget blive ubehageligt oppe i hovedet, og får man hver gang lov at sige nej, vokser bunken af ting, man ikke kan, fordi man ikke har opdaget, at man kan mestre dem.
(Når jeg skriver det, lyder det som om, jeg synes, at man skal trække børn med skolevægring i skole ved håret; det gør jeg virkelig, virkelig ikke. Men som med alt andet på spektret kan det være svært at sige, præcis hvornår noget går fra at være overkommeligt ubehag til traumatiserende angst og overbelastning).
Det er en balancegang, og hun får somme tider lov til at sige nej, men lige ift. de her samtaler står jeg fast. Dels ved jeg, at indholdet altid er positivt, dels er det et meget tidsafgrænset ubehag at skulle stå igennem, og endelig kan det hurtigt blive træls for lærerne, hvis først ét barn får lov at slippe.
Men vi taler meget om det i tiden op til samtalen, og noget af det, jeg gør meget ud af at fortælle hende er, at hun ikke skal leve op til nogen former for forventninger hos mig; at ingen er gode til alting, og at folkeskolen mest af alt er et sted, hvor man skal afsøge, hvad man kan lide at lave, så man kan vælge den rigtige vej i livet.
“Jeg bliver aldrig nogensinde sur på dig over karakterer eller over, at du synes, noget er svært. Det eneste, jeg gerne vil have, er, at du gør dig umage”, sagde jeg til hende forleden.
Det siger jeg hver gang. Til dem begge to. Men denne gang kom jeg bagefter til at tænke over, om ‘umage’ for hende føles som noget, hun skal præstere.
Det fik mig til at tænke videre over, hvad jeg forbinder med ordet, og jeg nåede frem til, at det for mig er en måde at tilgå livet på – og at det er en hjørnesten.
Det betyder ikke, at målet med en given indsats er perfektion, men når jeg selv involverer mig i noget, forsøger jeg altid at give det mit bedste skud, og jeg HADER at arbejde sammen med mennesker, der kun stempler halvt ind.
Umage, eller rettere mangel på samme, er faktisk i dag er blevet afgørende for, hvad jeg holder fast i, og hvad jeg skærer fra.
Det er én af dem, der føles, som om den bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at jeg bliver ældre; måske fordi man bliver mere nærig med sin tid, når man erkender, at den ikke er ubegrænset.
Ingen er ligeglade med, hvordan de bliver behandlet, hverken professionelt eller privat, men jeg er ikke sikker på, at det er SÅ afgørende for andre mennesker, som det er for mig.
Dermed ikke være sagt, at jeg bare rider i stoisk ensomhed gennem livet på min høje hest og kun er at finde steder, hvor alle lever op til mine forventninger. Selvfølgelig ikke. Vi har alle sammen bløde punkter og blinde vinkler, og livet er fuld af opgaver i fællesskaber, vi ikke selv har valgt til.
Det er svært at ændre på, og egentlig er det nok meget godt, at man på den måde forbliver bevidst om sine værdier, fordi man mærker dem tydeligst på steder, hvor de ikke bliver delt.
Konkret handler det for mig om indsats, nærvær og respekt for andres tid.
Hvis du ikke kan finde en dag i din kalender 3 måneder frem, er det fordi, aftalen eller opgaven ikke er vigtig nok.
Hvis du hver gang kommer farende ind ad døren, 5 minutter for sent, og med flagrende tøj og kaos-energi, eller taler om bagkant og exit, allerede inden vi har sat os, er det fordi, der er et andet sted, du hellere vil være.
Det er ikke sikkert, at du er bevidst om det, men din konkrete adfærd afspejler den værdi, du tillægger en given relation eller interaktion, og hvis du gerne vil teste, om det bare er noget, jeg finder på, så prøv, næste gang du sidder i et møde eller over en kop kaffe at sige: “Jeg venter lige, til du er færdig”, når nogen samler mobilen op og siger: “Bare snak videre.”
Helt stille og roligt.
For det, der sker hver gang jeg gør det, er, at den, der sidder med mobilen bliver meget hurtigt færdig med at skrive – fordi afbrydelsen bliver så tydelig, når samtalen forstummer. Men det ER en afbrydelse, som ikke bliver mindre forstyrrende af, at vi taler hen over den, for uanset om du bare er Maltes mor eller er forsvarende olympisk mester i multitasking, så mister samtalen momentum, når den sættes på hold.
Og selvfølgelig: #Life. Det ved jeg godt. Og jeg er OGSÅ somme tider nødt til at svare på en besked. Men helt grundlæggende vil jeg prioriteres, når jeg tilbyder min tid eller indsats, og jeg forventer, at du er tilstede, når vi er sammen.
Jeg er ikke det fjerneste bange for at løse opgaverne selv eller for at være alene, men jeg er altid på vagt overfor ligegyldighed, også i det små, fordi det påvirker kvaliteten af både samværet og samværet, og selvom det måske ikke føles sådan, så forfladiger det dine relationer over tid.
For selvom det nogle gange godt må være lal og bananer, one night stands og Teammøder, hvor alle sidder og sender reels til hinanden under bordet, så er det vigtigt at være bevidst om, at dybde i samtale og kvalitet i samarbejde sker ikke af sig selv. Det kræver fokus og nærvær.
Umage.
Det hænger ikke sammen med frekvens, for der kan sagtens være både fokus og nærvær i en relation, hvor man sjældent taler sammen eller ses. Så længe begge parter vælger samværet helhjertet til, når man så ER sammen, kan relationen sagtens bestå.
Ligeledes kan man også have en velfungerende relation, selvom man kommer efter to forskellige ting. Jeg har f.eks. en veninde, jeg sætter stor pris på, hvor rollefordelingen er, at hun taler og jeg lytter. Det lyder skævt, men det er det ikke, for hun har mange temaer i sit liv, som jeg tidligere har haft i mit eget, og når vi taler om hende, oplever jeg at se min egen proces fra nye vinkler, fordi jeg skal sætte ord på min læring, og dermed pludselig forstår den på en helt ny måde. Der er masser af vækst og udvikling i vores venskab, selvom vi tilgår det af forskellige årsager, fordi vi begge er bevidste om, hvad vi henter hos hinanden.
Alle relationer skal vedligeholdes og plejes, hvis de skal leve og have værdi. Også de virtuelle af slagsen. Specielt på LinkedIn bliver det tydeligt, hvem der først finder derind, når fællesskabet har noget DE skal bruge – og sådan fungerer det ikke. Du kan ikke træde ind i et rum, hverken IRL eller cyber, og forvente, at mennesker, der har været der i årevis, og fra bunden har bygget netværk op, smider hvad de har i hænderne for at få lov at hjælpe dig. Det er der mange, der har måtte lære på den hårde måde. For al den lækre deling og trafik, der kan generere ansættelser, salg og synlighed får du ikke, fordi du lige stempler ind med hånden rakt frem. Den kræver kontinuerlig tilstedeværelse og meningsfuld interaktion; også når der ikke er noget i det for dig.
Jo ældre jeg bliver, des bedre forstår jeg, at tid er en gave, vi giver til dem, vi gerne vil dele den med. Som ung kan det føles vigtigt at tegne et billede af sig selv som én, der lever stående med jakken på; altid i transit og på vej videre. Men som årene går, opdager man, at dybde trumfer overflade hver eneste gang.
Dine relationer og dine resultater afspejler kvaliteten af din egen indsats. Og det skal man huske.
For det kan godt være, at du må melde afbud, gå tidligt eller sætte dig selv på pause.
Eller at dit projekt eller din danske stil ikke er helt så vild som din sidekammerats.
Måske ER umage faktisk noget, man skal præstere. Både som barn, som ung og når man er voksen.
Men hvor karakterer er øjebliksbilleder, som påvirkes af tusindvis af udefrakommende faktorer, og som i bedste fald indikerer flair for sprog frem for tal, så er umage en måde at tilgå livet og være i verden på. Det er en livslang investering i relationer og netværk, i kærlighed og kvalitet.
Go hard or go home, siger de over there.
Jeg er nok mere på go hard or stay home
For man kan ikke nå alt, man kan ikke mestre alt, og man kan ikke have lyst til alt.
Det skal man heller ikke.
Men der, hvor man er, kan man altid gøre sig umage.
