Linda

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst har jeg:

1.

Ryddet op i toiletskabet, og lavet en pose med håndsæbe, shampoo osv. som vi (pga. sart hud og meget skandinavisk hår) ikke bruger, og givet den til Hjemløses Venner.

Nytårsaften havde vi en stor brand i Esbjerg, hvor et par etageejendomme udbrændte fuldstændigt, og der dermed pludselig var virkelig mange mennesker, der mistede alt. Mange af de mennesker, der bor/boede der, er så pressede økonomisk, at de ikke har indboforsikring, og selv for dem der har, går der tid, før man får penge mellem hænderne.

Hjemløses Venner i Esbjerg er drevet af en fuldstændig fantastisk ildsjæl, som også er fængselspræst. Hun meldte sig med det samme på banen og tilbød, at de ramte familier bare kunne komme ud i butikken og hente, hvad de manglede. Hjælpen strømmede til fra hele byen – men det var meget tøj og legetøj, der blev afleveret, og de mennesker, der stod for at organisere det hele, er frivillige – og i mange tilfælde selv hjemløse.

Jeg ringede derfor til hende, og tilbød, at jeg gerne ville undersøge muligheden for at låne en tom fabrikshal, og løbe et set up i gang, hvor man kunne stille store borde med skilte op. “Bleer og tørmælk”, “Håndklæder”, “Hygiejneprodukter” osv.

Min tanke var, at ALLE har noget stående derhjemme, som de ikke bruger, og hvis man selv kunne køre ud og stille det på det rigtige bord, ville man fjerne sorteringsarbejdet for de frivillige. Samtidigt ville de ramte familier (og andre, der måtte have brug for det), kunne hente det, de manglede – og samtidig også have lidt autonomi ift. hvad de fik. Fordi man har mistet alt i en brand, kan man stadig godt være allergisk overfor parfume, eller have autistiske børn, der har det svært med specifikke teksturer/dufte/smagsvarianter, og på den her måde ville man kunne vælge det, man rent faktisk kunne bruge.

Hun forstod simpelthen ikke, hvad jeg mente, men foreslog, at jeg kunne aflevere tingene på hotellet hvor familierne var indkvarteret.

Det er fuldstændig fair, at et menneske, der pludselig er blevet en slags hovedansvarlig for at koordinere nødhjælp til virkelig, virkelig mange mennesker på én gang, ikke kan rumme mere – og hun var virkelig sød og imødekommende, da jeg talte med hende.

Men somme er der for langt hjem, og derfor valgte jeg i stedet at smide forslaget op i en gruppe og skrive, at hvis nogle af dem, der var tættere på hjælpearbejdet ville løbe med ideen, kunne de bare række ud; så ville jeg gerne hjælpe.

Jeg har ikke hørt mere fra nogen, og det er godt, for det betyder, at folk umiddelbart har det, de skal bruge. Men fordi jeg ved, at de stadig hos Hjemløses Venner hjælper ofrene, har jeg nu afleveret, hvad vi havde stående, så dem, der stadig/igen mangler den slags, kan få lidt mere at vælge imellem.

2.

Har jeg haft gæster, og prøvet at bage endnu en Key Lime Pie, hvor jeg brugte det fyld, jeg havde test-frosset – og det kunne man sagtens. Der var ingen forskel i hverken smag eller tekstur, så den er hermed givet videre.

3.

Er vi gået fra januar til februar, og derfor har jeg haft fat i min lille notesbog, hvori jeg nytårsaften skrev mine forsætter for det kommende år.

Det er en ny strategi, jeg prøver, for i løbet af året at hjælpe mig selv med at huske, hvad jeg gerne ville prioritere og fokusere på.

Et af mine punkter var/er at ‘fylde på’, og den liste, jeg har i min bog, er allerede til at få øje på: Jeg har været til foredrag med Rasmus Dahlberg og Eske Willerslev, jeg har prøvet Gong-bad med fødselsdagsklubben, været til Luminis på Egeskov, og jeg har tilmeldt mig både en tolkeweekend i marts og et foredrag om bæredygtige køkkenhaver om et par uger.

Det skal helst ikke få karakter af at samle en slags kulturelle Pokémons, og jeg vil gerne have tid nok mellem de respektive påfyldninger, til at kunne nå at lade det bundfælde sig i systemet.

Men det er en måde at holde fast i det løfte jeg gav mig selv for 6 uger siden, som hurtigt kan fortone sig, når hverdagen ruller og det bliver ved med at sne. (Seriøst. Nu må det faktisk godt stoppe).

Når jeg skriver punkter som det her på listen, så bliver jeg altid lidt i tvivl om, om det for jer føles skævt; som noget, der ikke hører til under minimalisme-begrebet.

Derfor vil jeg lige i dag gerne prøve at knytte et par ord til, hvorfor jeg gør det.

Inde i mit hoved giver det mening, og for mig er det en måde at kurskorrigere på. For hele kongstanken med disse indlæg er at bruge ressourcerne meningsfuldt, både klimamæssigt, personligt og økonomisk.

Og det er nemt at hægte sig på en trend, fordi de fleste af os automatisk bliver grebet af nye ideer, hvis de ligger inde for et felt, der interesserer os. Det er der intet i vejen med, og inspiration er altid fedt. Men kunsten er jo at udvikle de blivende tiltag, så de fortsat giver mening, når samfundet omkring os udvikler sig, og vi selv flytter os.

Da Marie Kondo var på alle platforme for at lære os, at ting skulle ‘sparke joy’, var det en.. måske ikke ny, men så i hvert fald mere systematisk måde at forholde sig til sit forbrugsmønster på. Men hvis hun i dag gik ud og forsøgte at sælge det samme budskab igen, ville det ikke have samme massive effekt, for nyhedens interesse er væk, og de af os, der fandt mening i det første gang, har for længst indarbejdet det i vores måde at forbruge på.

Som dagene, ugerne og årene går, er det nemt at blive dogmatisk; specielt, når man oplever, at det emne, man selv interesserer sig for, bliver mere mainstream – hvilket jo heldigvis/desværre er tilfældet, fordi miljø og klima fylder mere og mere i den fælles bevidsthed.

Derfor ville det for mig, når jeg skriver disse indlæg, være nemt at falde i fælden, hvor jeg bare, uge efter uge, lister op, hvordan Man kan spare på vandet og strømmen, og hvad Man ikke har brug for.

Men så bliver det dødt og salmevers og udenadslære, og mit udgangspunkt for disse indlæg har altid været, at dine tiltag kun fungerer, hvis de fungerer for DIG. For det er den eneste måde at sikre, at det er nogle, du har lyst til at blive ved med at praktisere.

Det er også den eneste måde at blive ved med at opdage nye måder at komme miljøet til undsætning på, for hvis vi alle fokuserer på produktion af bæredygtigt tøj, så ender vi med at blive VIRKELIG gode til det. Men det hjælper ikke, hvis 3/4 af os stadig bruger sølvpapir og engangsservice, smider kilovis af mad ud og klatvasker to par sokker på 95 grader.

De gode ideer kommer alle steder fra, og det lukker vi af for, hvis vi får skabt en fællesopfattelse af, at der kun er én rigtig løsning.

Så når mine punkter somme tider stritter lidt i alle retninger, og den ene uge bare er et tip om, at man kan lægge overskydende rundstykker i blød og smide dem i en ny portion dej, mens det ugen efter handler om at holde sig selv fast på et løfte om plads og tid, så man kan skabe mening i hverdagslivet, så er det fordi, det for mig er en måde hele tiden at sikre, at jeg holder fast i indlægsrækkens udgangspunkt

At bruge ressourcerne meningsfuldt. Både klimamæssigt, personligt og økonomisk.

Både for mig selv, og i det, jeg prøver at formidle.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I denne uges M2026-indlæg har jeg valgt, at alle punkter er prepper-relaterede. Det bliver ikke sidste gang i år, at et M-indlæg får et specifikt tema, for det er ret velegnet som ramme til emner, som ellers kan blive lidt fragmenterede.

De første gange, jeg skrev prepperindlæg, var jeg meget omhyggelig med at disclaime, fordi jeg ved, at er et emne, der kan dele vandene. For nogle lugter prepping stadig lidt af fedtede typer i wifebeater og MAGA-kasketter, men som verden ser ud i dag, kan de fleste nok alligevel godt se, at det kan give mening at forberede sig i én eller anden grad.

Derfor har jeg besluttet, at det godt må være med herinde, og for mig er det at sidestille med førstehjælp. Både ift. indsats og udstyr.

For førstehjælp kan være hjertemassage og at redde folk op af frosne søer – men det kan også bare være at finde et hæfteplaster i skuffen, når dit barn har klippet sig i fingeren.

Nogle mennesker har alutæpper, kompressionsforbindinger og skumslukkere i både bil, sommerhus og køkken. Andre har bare en rulle gaze og 2 meter elastik-plaster i en kurv på badeværelset.

Det hele tæller som førstehjælp, og folk er med, som det giver mening for dem.

Det er det samme med prepping. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet, og jeg har hverken ønske eller ambitioner om, at I begynder at grave ud til eget beskyttelsesrum i haven, eller laver et frøbibliotek, så I kan gen-så jordens samlede vegetation, post apokalypsen.

Jeg vil bare gerne gøre, hvad jeg kan, for at det bliver en naturlig del af hverdagen at forholde sig til, at strømmen kan forsvinde eller nettet gå ned, og at vi stille og roligt vænner os til at tænke bæredygtighed ind i forberedelserne også.

1.

Mit første punkt handler om, at jeg de sidste måneder flere gange har tænkt, at det måske ville give mening at anskaffe enten et gasblus eller en Trangia.

Jeg har indtil nu følt mig godt kørende, fordi jeg i mine forberedelser har tænkt varmekilder ind og har både bålfad, grill, og køkkengrej, der kan tåle åben ild.

Men når man har en hammer, ser man søm overalt, og fordi emnet her interesserer mig, har jeg over de sidste mange måneder bemærket, at strømmen er røget her, der og alle vegne – men ofte kun i et par timer ad gangen.

Det kan der være mange forklaringer på, og det er ikke dem, der er relevante her.

For det, jeg begyndte at tænke over var, at jeg jo ikke kommer til at fare ud i haven og tænde et bål, 10 minutter efter at have konstateret, at der ikke sker noget, når jeg trykker på mine kontakter. Jeg ved ikke, hvor længe, vi er uden strøm, og det er jo ikke givet, at man er så heldig, at det her sker en lørdag formiddag, hvor man ikke har planer.

Derfor er jeg endt på, at det måske er smart nok at have et eller andet, der er hurtig at sætte op, som jeg kan koge vand på. På den måde kan jeg lave både kaffe og kopnudler, indtil vi lige ved, hvordan situationen udvikler sig, og det er måske meget smart.

Efter at have gravet lidt i gasblus og Trangia, endte jeg med at bestille sidstnævnte, netop fordi jeg bare skal have noget, jeg kan koge vand på, og Trangiaen var billigst.

Jeg fandt en jubilæumsmodel i flammende pink, som jeg på stedet forelskede mig i, og det blev min fødselsdagsgave til mig selv.

I weekenden var børnene ude af huset, og jeg vurderede, at det var et godt tidspunkt at teste den.

“Jamen, er det ikke bare at sætte ild til den, Linda?”

Måske? Jeg har ikke haft en Trangia før, og ligesom jeg har sat batteri i og testet lommelygten i bilen, så vil jeg også gerne prøve at koge vand i haven, mens der var ro – og et internet at google på.

Jeg havde inden været i tvivl om, om spritbeholderen var nok, eller om jeg også skulle have anskaffet mig en gasbrænder til den – og det er lidt en religion, kunne jeg se på nettet.

Men jeg satte den op, hældte sprit i beholderen, tændte, og satte en kedel vand over – og 5 minutter senere havde jeg en liter kogende vand.

Det var så nemt, at jeg *næsten* blev fornærmet. Og det var godt, jeg testede, for det gjorde det klart, at det for mig og til mit behov er ALT rigeligt med spritbeholderen. Dermed har jeg sparet både min konto og miljøet for et gasblus, som ikke er nødvendigt.

2.

Jeg har også været prepperlageret igennem, og det ser lidt anderledes ud i dag, end det gjorde for et par år siden, hvor hele tankegangen var ny.

Da jeg lavede de første prepperkasser, havde jeg hele madlageret stående i mit bryggers – og det blev noget rod. For jeg glemte konstant, at det stod derude, hvilket resulterede i et pinligt madspild, og derudover var der også madvarer, som ikke havde godt af at stå i samme rum som tørretumbler og vaskemaskine, fordi det ofte er varmere end de andre rum i huset.

I dag har jeg flyttet de fleste madvarer ind i køkkenet, og har bare fået indarbejdet en rutine med et lidt større basislager, så der på den måde altid er lidt ekstra.

På grund af pladsmangel har jeg dog stadig en kasse med langtidsholdbare madvarer i mit bryggers, ligesom kassen med toiletartikler også står derude. I oldefars skab i stuen har jeg samlet det, jeg kan få brug for, her og nu, hvis strømmen går, så jeg ikke skal stå i bælgravende mørke og rode efter lightere, stearinlys og lommelygter.

Mit lager fylder mindre i dag, end det gjorde i starten, og ved at have inkorporeret det i min sædvanlige husholdning, ved jeg hele tiden, hvor mange batterier, jeg har tilbage, eller hvornår vi mangler kopnudler.

Det er faktisk endnu et argument for at forholde sig til emnet i én eller anden grad, for man lærer hen ad vejen, hvordan man kan skrue det sammen, så det ikke er noget ekstra, man skal gå og huske på, men derimod bare tænker det ind som en del af hverdagsforberedelserne.

3.

Sidst men ikke mindst har jeg forsøgt at tage de indledende spadestik til en lokal beredskabsgruppe – og konstateret, at det ikke er noget, folk kan se et behov for.

For mig ville det give mening at etablere en arbejdsgruppe på 5-6 mennesker, som kan mødes, brainstorme og derfra lægge op til et møde i det lokale forsamlingshus, fordi vejret alene har givet ret store udfordringer her i området det sidste års tid.

Det er ikke længe siden, at vi var ved at regne væk, og med 600 børn, der skulle hentes, og personale, der selv har børn på andre skoler i kommunen, var det ved at blive rigtig træls for rigtig mange.

Skolen og kommunen mente ikke, hverken før eller efter, at der var grund til at forholde sig til det, hvilket jeg nok ikke helt forstår. For det bliver ikke sidste gang, det sker.

Jeg er pragmatiker nok til at mene, at det ville gøre en forskel, hvis vi som beboere havde talt situationen igennem, og lavet en plan for, hvordan en sådan situation i fremtiden kunne gribes an. F.eks. at indskoling gik i gymnastikhallen, mellemtrinnet samledes i Pyramiden og udskolingen gik til kontorfløjen. De 3 områder har hvert sit parkeringsområde og hver sin nødudgang, og man ville på den måde kunne mandsopdække store børnegrupper med meget få ansatte.

Ud over vejret er strømafbrydelser også så hyppigt forekommende, at jeg synes, det kunne give mening at forholde sig til det. Helt konkret har jeg tænkt en del på dem, der får besøg af den udekørende hjemmepleje i området.

For beboerne på det lokale plejehjem er jeg ikke så bekymret for; de kan samles i de store rum, hvis varmen ryger, og man ved (og kan lave ekstra tjek) på dem, der er afhængig af livsvigtig medicin. Men jeg er ikke sikker på, at man har printede lister over borgere, der er tilmeldt den udekørende hjemmepleje, og her kan der både være mennesker, der skal have hjælp til mad og medicin.

Ligeledes har de fleste borgere med fast hjemmepleje i dag elektroniske nøglebokse. Dem kan man ikke komme ind til, hvis strømmen er gået, og de ikke selv kan åbne.

Alt det kunne man godt begynde at tale om, synes jeg. Det værste, der kan ske, er, at man får et lidt stærkere sammenhold, og hvis bare 1/3 af de mennesker, der bor i et område har tænkt noget klogt ift. et fælles beredskab, vil det gøre en ret stor forskel, hvis det en dag skulle blive nødvendigt.

Der var mange, der syntes, ideen var god.

Der var én (1), der meldte sig til arbejdsgruppen.

Og det er her, jeg er glad for, at jeg efterhånden har lært at lade være med at identificere mig med mine ideer og gøre dem til korstog.

For jeg har styr på, hvad jeg og min familie skal gøre i de her scenarier, så lidt hårdt kan man sige, at det her ikke (primært) er for min skyld. Men du slider dig selv i stykker, hvis du vil hjælpe folk mere, end de vil hjælpe sig selv – og i princippet ved jeg jo ikke, om de alle sammen har 80 sider lange beredskabsplaner hængt op på køleskabet, og derfor ikke har brug for mere.

Nu har jeg i hvert fald forsøgt, og somme tider må man lade det være ved det.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst har jeg:

1.

Hentet en krea-app, som tilbød, at man kunne prøve den gratis i en uge.

Som alle andre apps, der lokker med gratis prøveperioder, krævede det bare lige, at jeg indtastede mine betalingsoplysninger – men abonnementet kunne naturligvis ’til enhver tid opsiges’.

(Jeg mindes med længsel de dage, hvor vi bare kunne købe en app and be done with it. Good times).

Nå, men jeg har for nyligt opdaget, at ikke alle ved det her, så nu får I den lige af mig: Man kan bare opsige de her abonnementer med det samme. Altså, indtaste betalingsoplysninger, klikke ’hent app’, downloade – og så gå direkte over i Settings og opsige det. Du får stadig den gratis prøveuge, men abonnementet udløber så bare, når ugen er gået.

Jeg henter 17.000 apps om ugen, og derfor er jeg ret omhyggelig med at få dem opsagt i samme sekund, jeg har hentet dem, fordi jeg hellere vil tegne dem igen, hvis jeg ender med at elske dem, end betale for apps, jeg ikke bruger, fordi jeg glemmer at opsige dem.

Denne benyttede jeg lejligheden til lige at scrolle ned over mine aktive abonnementer, når nu jeg alligevel var der, for at sikre mig, at jeg stadig bruger dem nok til, at det giver mening at betale for dem.

Der røg to, som jeg ikke har åbnet i månedsvis; kommer jeg til at savne dem, henter jeg dem bare igen.

2.

Er mine Mason Jars med split-låg kommet.

Hvis man aldrig har hørt om dét før, er man ikke alene: jeg anede heller ikke, hvad det var.

Men det er Mason Jars, som vi kender dem – men med den afgørende forskel, at låget består af 2 dele; en plade og en ring:

Det er genialt. For det betyder, at det er nemt at skrue lågene fast, når man f.eks. henkoger tomater, men det vigtigste er, at det er nemmere at åbne glassene igen.

For de sidste to år har jeg flere gange oplevet, at undertrykket i glassene er så stort, at jeg faktisk ikke kan åbne dem, når jeg skal bruge dem, uanset om jeg har henkogt i patentglas med gummiring, eller almindelige glas med skruelåg.

På glas med metallåg kan man bruge en dåseåbner, men ikke uden at ødelægge låget.

Et hermetisk lukket patentglas er sværere at gøre noget ved. Jeg har brugt en tynd skruetrækker, men to gange har jeg på den måde ødelagt gummiringen, og 3 gange er glasset flækket/sprunget, når det tager luft ind, så det kan åbnes.

Jeg ved godt, at nye metallåg og gummiringe ikke koster en formue, men en del af ideen i at henkoge selv er jo bæredygtighed, og derfor irriterer det mig stadig.

Split-låg skulle være løsningen, og de er efter sigende en del af det originale design og dermed grunden til, at Mason Jars i USA er så populære.

For selv hvis der er opstået stort undertryk i glasset, kan ringen stadig drejes og skrues af, så man med spidsen af en kniv kan løsne skiven og befri sine tomater.

Det var én af de situationer, hvor algoritmen var min ven, for jeg har googlet emnet så meget, at jeg i mit feed fik en reklame for dem, fordi de var på tilbud. *haps*

Jeg skal først bruge dem til sommer, men nu har jeg fået dem billigt, og jeg er fri for at skulle på jagt efter dem, når tomater og jordbær begynder at tage farve.

3.

Har jeg haft fødselsdag, været syg, haft to syge børn, haft 2 x gæster og nappet et foredrag med Eske Willerslev.

Det har været til den gode kant, vil jeg sige.

Men ingen skygger uden lys, for det fine ved at have så ekstrem en uge er, at det tvinger mig tilbage til rødderne ift. at svinge øksen og lade falde, hvad ikke kan stå.

Når jeg har god(-ish) tid, kan jeg godt komme til at overvurdere min tid og mit overskud. Det kan trække opgaver i langdrag, og skubbe beslutninger, der egentlig bare burde træffes, og virker som åbne tabs, der står og sluger maskinkraft i baggrunden.

Når børnene har så høj feber, at jeg er oppe hver anden time, to nætter i træk, gemmer jeg ikke en lille rest spidskål, fordi jeg måske kan finde på noget at bruge den til senere på ugen. Jeg flytter ikke rundt på en blomst, som måske kan reddes, hvis den bliver nurset kærligt tilbage til livet. Jeg holder fast i både frist og i, at der skal være 8 tilmeldte til det arrangement om Digital Dannelse, jeg har tilbudt at lave i Fridas klasse – og aflyser det, når der er 7.

Og jeg ombestemmer mig ikke, når nogen efter fristens udløb skriver til mig bagom.

Til gengæld holder jeg fast i det, jeg allerede én gang har prioriteret og lagt i kalenderen, så jeg ikke to gange skal holde fri til den samme aftale.

Det giver madspild, jeg smider ting ud, som måske kunne reddes, og jeg går glip af muligheden for at facilitere en potentiel vigtig samtale, der også ville komme mit eget barn til gode.

Men det betyder samtidig, at jeg om lidt kan kravle i seng med fornemmelsen af at have brugt min sparsomme energi rigtigt.

For i morgen, når uret ringer, kan jeg tage fat på en ny uge, hvor jeg ikke allerede fra starten er bagud, fordi jeg først skal løbe mine efterslæb ind.

Det er ikke altid muligt at holde plads og rum til ingenting, for livet er en rodet omgang. Men jeg vil gøre mig umage for året igennem at arbejde smart i stedet for at arbejde hårdt, så jeg, når spidsbelastningskurverne flader ud, med det samme kan re-fokusere på det, jeg har lovet mig at selv at prioritere i 2026.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst har jeg:

1.

Haft familien til fødselsdag og planlagt menuen, så jeg, da jeg lavede mad til dem, også forberedte en del af det, jeg skal bruge, når Fødselsdagsklubben kigger forbi næste weekend.

Ud over vegetarlasagnen, prøvede jeg for første gang kræfter med en Key Lime Pie – og den blev virkelig, virkelig god.

Hvis ikke man kender den, er det en cheesecakebund, som bages med fyld, der – surprise – smager af lime.

I den her version var bunden lavet på bastogne- og digestivekiks, men der skal bruges 260 gram bastognekiks, og der er 200 gram i en pakke. Jeg benyttede derfor muligheden til at få de sidste pebernødder ekspederet, og det fungerede strålende.

Men enten er ratioen bund/fyld en smule skæv i opskriften, jeg fandt, eller også er der noget galt med størrelsen på min springform, for jeg havde dobbelt så meget fyld, som jeg skulle bruge.

Fyldet består af æggeblommer, kondenseret mælk og limesaft, og jeg aner ikke, om det kan fryses. Men nu stod jeg med en portion i overskud, og det er jo ikke just en blanding, man kan hælde over sine havregryn. Derfor har jeg prøvet at test-fryse det, så det, om ikke andet, kan få lov at fungere som empiri, inden jeg kasserer det.

2.

Så småt begyndt at kigge på sommerferie. Og denne gang bliver det til noget, for nu er vi en lille flok på 6 personer, der har øjnene stift rettet mod Sverige. Børnene ved ikke noget endnu, for detaljerne er ikke på plads, men tidspunkt og deltagerliste er fastlagt.

Vi har forventningsafstemt hele vejen rundt, så alle er enige om, at det ikke skal koste det blå op ad armene, og at det vigtigste er at komme afsted.

Det her falder i tråd med det, jeg skrev om i seneste indlæg, om somme tider bare at beslutte sig for at tage første skridt. Samtidig vil jeg gerne holde fast i at gøre tingene på en måde, der ikke sætter nuet over det, der kommer, for til sommer er jeg i mål med at betale restskatten ud, og det glæder jeg mig MEGET til. Netop derfor er jeg ret opmærksom på ikke at lægge stenene til et nyt, økonomisk problem ude i fremtiden.

Det, jeg imidlertid kan se er, at sommerferie koster penge, uanset hvordan man vælger at holde den. Det er nok ikke nyt for ret mange af jer, men det har været svært for mig for alvor at forstå.

Når vi “bare” er herhjemme, ender det med mange små ture, og uanset hvor meget jeg prøver at holde det billigt og bæredygtigt, så ender det altid med at løbe op, fordi jeg også somme tider er nødt til at købe mig tid fri ved f.eks. at købe maden, når vi er afsted.

Det følger med, når man er eneste voksne på skansen, og jeg kan med sikkerhed sige, at ingen børn gider være på tur med en overstimuleret, udbrændt forælder, der både skal holde skibet flydende derhjemme, købe ind og smøre madpakker, regulere alles nervesystemer og sætte grænser og sige nej 16 gange i timen. Derfor er der kampe, jeg ikke tager, og lette løsninger, jeg køber mig til, som giver mening for det fælles bedste – men det koster penge.

Derfor er realiteterne, at 1) det bliver sommer, 2) vi har ferie og 3) det kommer til at koste penge.

Derfor har jeg denne gang besluttet, at de penge, det så kommer til at koste, er bedre brugt på at få nye oplevelser sammen, f.eks. ved at tusse rundt i et fremmed hus i en fremmed by, eller i en hytte i en skov, omgivet af mennesker, vi holder af, og træer, der taler svensk.

Skulle der sidde nogen derude, som kender nogen i Sverige, der lejer deres (sommer)hus ud, så giv endelig lyd. Jeg synes, at man efterhånden har hørt så meget træls om de store udlejningsbureauer, og Air BnB kan også falde ud til to sider.

Det er ikke afgørende, hvor det er, eller hvad der ligger i nærheden. Det eneste, vi er nogenlunde låste på er tidspunktet* og at den nordligste grænse ligger omkring Helsingborg.

*som jeg ikke skriver her, fordi tyvene også har fået internet.

3.

Købt havari-lygter til bilen.

Jeg så dem i forbindelse med et førstehjælpskursus, jeg tolkede, og de er virkelig, virkelig smarte. De kan lyse/blinke på 8 forskellige måder, og kan også bruges som lommelygter.

De har både en stærk magnet og en krog i bunden, hvilket er decideret genialt. For det betyder, at de kan sidde hvor som helst udenpå på bilen, hvis man har behov for dét – men også, at de kan hænges op inde i bilen, så alle har lys, hvis man sidder flere personer i en bil og venter på autohjælp.

Under mindre dramatiske omstændigheder kan de også bare hænges i krogen på bagsmækken, når bagagerummet står åbent, og man har Kælkevagt, så man i mørket kan finde de rigtige vanter til det rigtige barn.

Man kan købe dem mange steder, og der findes både en version, der bruger batterier, og en, der er genopladelig. Mine er fra Biltema, bruger 3 AAA batterier og koster 70 kr./stk.

Jeg har købt to; én til handskerummet, (så jeg har én inde i bilen, hvis jeg kører galt, og døren ikke kan åbnes), og en til bagagerummet, så der er lys lige ved hånden, hvis jeg skal bruge det.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst har jeg:

1.

Ryddet op.

Det er efterhånden blevet et fast ritual i januar; ikke som en pålagt, tidsbunden opgave, men simpelthen fordi jeg, ovenpå julens overflod, har lyst til at skære ned, til og væk.

Sidste år tog det overhånd, og projektet endte med at blive mere omfattende, end jeg egentlig kunne overskue. Hvilket kom bag på mig. Jeg har været alle mine ting igennem masser af gange, og føler selv, at jeg er god til at sortere, sende videre og smide ud, så jeg havde ikke forventet, at det ville tage særlig lang tid at trimme – men det gjorde det.

Jeg er et af de mennesker, der kører nytårsforsætter, og et af mine er, at jeg i år gerne vil bruge mere tid på at fylde på. Læse flere bøger, høre flere foredrag og dykke ned i noget kreativt.

Det kan man kun, hvis man har tiden til det, og derfor har jeg lovet mig selv at fokusere på de små ting i år. De små vaner, der er nemme at glemme, enkeltmuligheder, der opstår, som ikke behøver at blive eller være mere, end de er, men også de projekter, der ikke ser ud af meget, men som jeg erfaringsmæssigt ved kan gribe om sig.

Det er sværere, end man lige tror, for et menneske, der er lavet af systemer og to-do’s.

Men netop fordi overskriften er ‘de små ting’, har jeg faktisk kunne holde fast. En hylde hist, en skuffe pist. Og ret skal være ret: Det KAN være gevinsten fra sidste års mere grundige oprydning, jeg høster frugterne af – men det har været en overskuelig omgang at reetablere lov og orden.

Fordelen ved stadig at tænke det som et Projekt er, at jeg faktisk får sorteret de ting fra, jeg ikke længere bruger. Når man har brugt flere år på at øve sig i nøjsomhed og i at bruge, hvad man har, så føles det lidt kontraintuitivt at skille sig af med ting, der ikke fejler noget. Og måske også lidt som et løftet øjenbryn til mig selv over at have købt noget, jeg tydeligvis ikke manglede.

Men konklusionen for mig er stadig, at det vigtigste ift. at forbruge bevidst, er et godt overblik over, hvad man har. Og i dén ånd må det, der er endt med bare at være dårlig samvittighed på dåse, ud eller videre.

2.

Har jeg vasket de mange glas fra julens madvarer af, og benyttet lejligheden til at sortere i dem, jeg havde stående.

Sidste år (forrige, måske?) begyndte jeg at gemme marmeladeglas osv., når de var tomme. Egentlig havde jeg bare tænkt, at de kunne bruges til skoleprojekter, og måske også til rester, når mine gæster får mad med hjem, men jeg er endt med at bruge dem til langt mere, end jeg havde troet, jeg ville. De er geniale til mad, der afgiver lugt eller smag, f.eks. julekaffe eller agurkesalat, men også til små smagsprøver, når man har bagt småkager, til lyskæder i de udhulede græskar osv. osv.

Derfor har jeg siden gemt næsten alle de glas, der er gået igennem mit køkken, men det har vist sig at være virkelig irriterende, at nogle af dem lugter af eddike.

For nogle af lågene lugter ikke særlig meget, og derfor kan man ikke altid fange problemet, når man stikker snuden i dem. Men hælder du vaniljiepulver i et glas, der har indeholdt syltede rødløg, så tager det smag, uanset hvor lidt låget lugter.

Derfor har jeg nu kasseret alle de glas, der har været syltede madvarer i, og gemmer fremadrettet kun dem, der har været lugtneutrale madvarer i, f.eks. honning, marmelade og kartofler.

Dem har julen givet en del af (fordi jeg også har kradset min mors ind), og nu står de i skabet og troner og venter på at blive brugt til noget pænt, lækkert eller sjovt.

3.

Har jeg været på loftet og frostsikre mit preppervand.

Jeg har ikke plads til at have det stående i huset, og er ikke ret vild med at have det i mit skur. Derfor er det endt på loftet, hvor det eneste argument for ikke at have det stående er, at det om vinteren risikerer at fryse til is.

Jeg opbevarer det i de kraftige poser, man kan købe i Søstrene Grene, så det er nemt at flytte rundt på, men fordi vi har udsigt til minus 15 grader de næste par nætter, har jeg for en sikkerheds skyld sat poserne ned i nogle af de plastikopbevaringskasser, der alligevel står deroppe.

Skulle en flaske ske at frostspringe nu, sker der ikke noget ved det; heller ikke selvom jeg ikke opdager det, før isen er smeltet og blevet til vand.

4.

Har jeg haft fat i 3 forskellige elektrikere, fordi lygtepælene på vores vej er i stykker. 

Boligforeningens driftsselskab har indhentet ét (1) tilbud på udskiftning af de 7 lygtepæle. Det stod i den nette sum af 30.000 kr. – hvilket jeg synes lyder helt vildt. Både prisen, men også at det skulle være nødvendigt at udskifte hele lygtepælen, fordi pæren er en idiot

(Og fordi jeg også selv måtte google det: Ja. Man skal selv betale for gadebelysning, hvis man bor på en ‘privat fællesvej’, som det hedder). 

Jeg har før oplevet, at boligforeningen ikke er ved at falde i egne snørebånd af iver efter at indhente tilbud – men nu er det så heldigt, at jeg sidder i bestyrelsen i beboerforeningen og dermed kan trykke på pause, til vi lige selv har gravet lidt i det.

Jeg er endt med at have fundet en elektriker, der har tilbudt at undersøge muligheden for noget retrofit, og i mellemtiden er der hentet tilbud ind fra 2 andre firmaer, som har budt ind med priser på hhv. 24.500 og 21.000 kr.

Dermed ville et oplagt kreaprojekt i år være at male et 4 x 8 meter stort billede med påskriften: “Man skal sgu da også gøre alting selv!”

Jeg håber, at I er kommet godt i gang med 2026.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg hentet kød på den lokale gård, og kvaliteten af det er så absurd meget bedre end det, man køber i supermarkederne, at jeg nu har besluttet at prøve at undersøge, om der findes steder i nærheden, hvor jeg kan købe fjerkræ fra eget hold.

Jeg synes have set ænder og gæs, men jeg mener ikke at være stødt på kyllinger. Derfor spekulerer jeg på, om der er noget særligt dér, som betyder, at man ikke kan købe det i lokale gårdbutikker?

Hvis det ikke kan lade sig gøre, må jeg gå med den næstbedste løsning, som er noget bedre fra køledisken. Har vi erfaring med mærker, der kan købes i de lidt større kæder (fordi #Esbjerg), som er ægte bedre end det, nogen har pakket ind i noget brunt papir, der skal signalere øko og biodynamik, men som smager fuldstændig ligeså meget af ingenting, som D@npos plastikkylling?

2.

Er jeg begyndt at skrive til borgmestrene i de kommuner, hvor jobcentrene ikke betaler mine regninger til tiden, og ikke reagerer på mine henvendelser.

Er det irriterende? Formentlig.

Men jeg bliver simpelthen så provokeret af det, fordi der ikke er skyggen af nåde, når det er dig, der skylder det offentlige penge.

Og når man fra offentlig side fastholder, at prisen, der kan opkræves for jobcenteropgaver, er den, der er skrevet ind i BEK nr. 1317 af 08/09/2020, som ikke er indeksreguleret siden 2019, så fanger bordet – for så er det selvfølgelig også betalingsfristen, der er nævnt i selvsamme BEK, der skal følges.

Jeg vil strække mig langt for husfredens skyld, men du kender mig dårligt, hvis du tror, at jeg bakker ned, fordi du ignorerer mig.

Så tager vi den bare.

3.

Har jeg gjort mig en erfaring, jeg her vil videregive, så mine med-syltere derude kan undgå at falde i samme fælde:

Der er forskel på kvaliteten af glas, som bruges til patentflasker og -glas.

Det er meget niche, det ved jeg godt, men det er FANDME ærgerligt at have brugt tid og råvarer på at stå og lave gløggekstrakt og hyldesirup fra bunden, som mugner, fordi glasset ikke kan desinficeres ordentligt.

I starten troede jeg, at det var mig, der ikke havde fået glas og flasker skoldet grundigt nok, eller at gummiringen sad forkert, så glasset ikke sluttede ordentligt tæt, men da jeg for nogle måneder siden lavede basilikumolie, hældte jeg den på to små flasker af hvert sit mærke.

Da olien var brugt, og flaskerne skulle gøres rene, blev den billigste af dem VED med at have en fedtet belægning på indersiden, uanset hvad jeg forsøgte mig med af rengøringsmidler.

På den måde opdagede jeg, at det altid var flasker og glas af det mærke, der fik indholdet til at gå til, og da jeg stod med en af mine gamle flasker i den ene hånd og en af de nye (billige) i den anden, kunne jeg faktisk fysisk mærke forskel. Det er, som om de billige er en smule mere ru i teksturen, hvilket ville forklare, hvorfor de ikke kan koges sterile.

Jeg har stadig en håndfuld af dem stående, for det er træls bare at smide dem ud, men jeg bruger dem nu til ingefærte, saftevand osv., som er nemt at vaske af, og som er drukket i løbet af et par dage.

4.

Var jeg i sidste uges indlæg inde på, hvordan jeg har prøvet at arbejde mere konkret med udgifter og betalingsflow det sidste halve år, bl.a. med en økonomikalender og kortere betalingsfrister, fordi det gør mig mindre sårbar i perioder med ekstra udgifter.

Én af de ting, jeg også har gjort, er at købe revisoren ind til et ekstra tjek af regnskabet, så jeg ikke i 2026 for tredje år i træk får en restskat, som ender med at slå bunden ud af alting.

Jeg sendte ham rub og stub i slutningen af november, og forleden fik jeg så den besked, jeg virkelig, virkelig havde håbet på at få: Det ser ud til, at jeg i 2026 får cirka 5000 kr. tilbage.

Om jeg så ender med kun at få én krone tilbage, er jeg glad. Men fordi jeg ret tidligt kunne se, at 2025 ville blive et økonomisk sejtræk pga. operation og restskat (og surprise-tilbagebetaling af boligstøtte for 2022 og en værkstedsregning på 20.000), lovede jeg mig selv, at jeg ville huske at fejre sejrene.

Det er det her. En ret stor én af slagsen, faktisk, fordi jeg har gjort det selv.

Så jeg har købt en flaske bobler, som jeg har tænkt mig at åbne i aften, når der er ro og verden er stille, og udbringe en lillebitte skål for mig selv.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg lavet en ‘økonomikalender’ for 2026 – som er et meget flot ord for en A4-side, jeg er gået fuld Jørgen Clevin på.

Jeg har vist et par gange nævnt, at 2025 for mig er året, hvor jeg har besluttet ikke at løse i dags problemer med i morgens midler. Hverken konkret eller i overført betydning. Derfor har det sgu nogle måneder været stramt, men jeg har gjort mig ualmindeligt umage for at eliminere overraskelser og for stadig at tage udgifterne, når de er opstået. Også selvom det, lige når jeg er blevet præsenteret for udsigten til dem, har været fristende at skubbe dem og sige, at det lige må blive *næste* gang, bilen skal på værksted, vi skifter de styrekugler.

Hele året igennem har jeg derfor hver måned omkring d. 20. lavet en liste i min notesbog, hvorpå jeg har skrevet, hvad der lander af regninger den kommende måned, ud over det, der går på betalingsservice. For (og det er ok at dømme mig her) jeg kan simpelthen godt komme til at glemme det.

Men det her system har vist sig at fungere ualmindelig godt. Både fordi jeg så, INDEN mange af mine fakturaer bliver betalt, på den måde minder mig selv om, hvad en stor del af pengene skal bruges på, men også fordi det virker godt for mig, visuelt at se tallene over hinanden. Det gør det meget konkret, at jeg ikke bare skal huske 3 tilfældige girokort, men at der venter en udgiftspost på i alt 12.000.

Samtidig husker jeg ganske enkelt alting bedre, når jeg har haft det gennem hånden ved at skrive det ned.

Derfor har jeg nu på et stykke karton skrevet de 12 måneder, og under dem påført udgifter, der ikke er månedlige, men som er på mere end 1000 kr., f.eks. vægtafgifter, aconto varme osv.

De udgifter, som er delt op i et bestemt antal afbetalinger, har jeg skrevet på med tallet for, hvor langt jeg i afbetaling er i parentes bagefter (f.eks. Træning (7/12),  og særlige ekstraindtægter (f.eks. børne/unge-ydelse) er også skrevet på.

Og er der noget her, som er nyt og epokegørende? Nej. Der er tusind systemer, som formentlig alle virker lige godt, uanset om man vælger kuverter med kontanter eller budgetskemaer med tallene i sirlige kolonner, delt op efter, om der er tale om faste eller variable omkostninger.

Jeg har prøvet mange af dem, og selvom jeg inderligt ønskede, at de alle sammen virkede for mig, må jeg bare konstatere, at det har de ikke gjort. Det her gør. At holde listen kort, og at beskæftige mig med den på månedsbasis har vist sig at være overskueligt nok til, at jeg får det gjort, men samtidigt ikke så detaljeret, at jeg bliver overvældet, når jeg sætter mig med det.

Så tippet her er nok egentlig bare, at du med de her ting er nødt til at blive ved med at lede, til du finder den løsning, der virker for dig.

2.

Har jeg halveret min betalingsfrist, hvor jeg kan. På jobcenteropgaverne er fristen fastsat i en bekendtgørelse, så der er der ikke så meget at gøre, men på de opgaver, hvor jeg selv kan bestemme vilkår og betingelser, er jeg gået fra 14 dage til 7.

Min tanke var, at jeg på den måde ville få flere penge ind til tiden på de 14 dage, jeg stadig mentalt har som frist – men til min inderlige overraskelse lader det til, at mange af de instanser, der tidligere altid betalte for sent, pludselig betaler til tiden.

Det letter tingene en del for mig, og samtidigt slipper jeg for at sende de rykkere, jeg altid har hadet at sende afsted.

3.

Vil jeg, nu hvor året går på hæld, spørge, om der er nogen, der har noget, de skal have med? Er der et tema om forbrug eller miljø, I gerne vil have mig til at dykke ned i? Er der noget, vi ikke har snakket om længe, som enten skal opdateres eller genopfriskes?

Hvis det er tilfældet, så smid det bare i kommentarfeltet.

4.

Har jeg haft skruetrækkeren fremme, og brækket lyskæderne ud af de glasjuletræer, jeg har til at stå i mit køkkenvindue.

Jeg har gjort det før, både med lamper og små figurer. Jeg skruer pæren ud eller fjerner plastpladen med batteri og lyskæde og lægger i stedet én af mine trofaste Siriuskæder i, som kan tændes og slukkes med remote, og som kan indstilles på 2, 4, 6 og 8 timer. Jeg har dem i mange længder og med få eller mange pærer, og derfor har jeg altid én, der lige passer.

Ud over at spare på batterierne, fordi kæderne ikke står og brænder 6 timer ad gangen, kan jeg nu tænde mine små juletræer om morgenen, så de sammen med kalenderlyset kan stå og skabe lidt decemberhygge i den vintermørke vindueskarmen.