Forleden kunne man på TV2 læse, at en skole i Holbæk skal lukkes, fordi skolen, i følge kommunen, ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret korrekt prøvetilmelding, samt undervisning i tysk og musik.
Der er tale om en privat skole for specialelever, bl.a. autister og børn med skolevægring, og den sag har jeg lige et par kommentarer til.
For jeg bor ikke i Holbæk kommune, og jeg har ikke et barn med skolevægring. Men jeg har et barn med særlige behov, der går i skole, og derfor ved jeg præCIS hvor lidt hjælp og viden, der er at hente hos kommuner og fagfolk.
Da jeg sad til et Tværsmøder på Antons tidligere skole, var skolens og PPR’s – og dermed kommunens – eget FØRSTE forslag til at hjælpe ham med de udfordringer, autisme giver, at skemareducere ham
“Hvordan sørger man, helt lavpraktisk for, at den undervisning, han så ikke modtager, bliver pillet ud af eksamenspensum?”
“… altså.. ja, det kan man selvfølgelig ikke?”
“Ok. Så skal jeg bare lige forstå, hvordan det er en løsning for Anton og ikke bare for jer?”
I kan tro, vi hyggede os til de møder.
Og modsat hvad man kunne tro, så er det her ikke et indlæg om, hvor rigtigt jeg gør alting, og om hvordan verden ville være bedre, hvis bare alle gjorde som jeg.
Det er et indlæg, som skal forsøge at illustrere, HVOR lidt hjælp man får til at hjælpe sit barn, når det ikke ligner de andre i klassen.
Det er et indlæg, som skal forsøge at illustrere, at man som forælder til et barn med særlige behov bliver mødt af én lang række af fagfolk, der primært har brug for at flytte aben, eller som, helt uden konsekvenser, trækker påstande ud af den blå luft, fuldstændigt uden at have noget at underbygge dem med.
Eksempelvis sad jeg for 7 år siden til det endelige Netværksmøde på Børnepsyk., hvor alt hvad der kan kravle og gå af psykologer, skoleledere, sagsbehandlere osv. deltager, og her gjorde sygeplejersken meget ud af at forklare de tilstedeværende lærere og pædagoger, at det var vigtigt at korrigere Anton, når han talte engelsk, for – som hun sagde – ‘vi bor jo i Danmark’.
En af mine meget få superkræfter er, at jeg ikke er bange for hverken dårlig stemning eller autoriteter, så jeg stillede det spørgsmål, som ALLE fagfolk om bordet burde have stillet:
“Må jeg have lov til at spørge ind til din uddannelsesmæssige baggrund?”
*Awkward silence has entered the chat*
Hun var sygeplejerske. Hvilket jeg har al respekt i verden for. Men mig bekendt arbejder man ikke meget med sprogudvikling på dén uddannelse.
Derfor bad jeg om kildehenvisninger til den forskning eller de undersøgelser, hun byggede sine antagelser på. Dem havde hun ikke rigtigt nogle af, så jeg tilbød i stedet at sende hende et par links til nogle af de mange, mange undersøgelser, der alle sammen klart indikerer, at sprog avler sprog.
Jeg er kun mor til én autist, og derfor ved jeg af gode grunde ikke, om mine strategier ville have virket på andre, men min pointe er, at jeg KUN har haft min egen mavefornemmelse at navigere ud fra, for den “hjælp” jeg fik tilbudt, var i bedste fald mangelfuld og i værste fald skadelig.
Men jeg har taget de kampe, der har været nødvendige for at tvinge skolen til at tage ansvar for at inddrage ham, og jeg har klippet hæle, hugget tæer og dækket op, når der – igenigen – blev arrangeret volleystævner for hele skolen i gymnastiksale med akustik fra helvede og cykelture på 12 km. på veje uden cykelstier. Han har ALTID haft en bagdør, og både mine forældre og jeg har siddet i biler på parkeringspladser på alle tider af døgnet, så han kunne deltage i arrangementer, så længe, han kunne rumme det, og komme hjem, når det var nok.
Og jeg er helt på det rene med, at vi har været heldige, fordi han har haft en psyke, der har været robust nok til at klare sig igennem en folkeskole, der ved Gud aldrig har taget hensyn til børn som ham. Han har aldrig været skemareduceret, og har haft.. hvad.? 4? 5? sygedage i løbet af alle de år, han har gået i skole.
Derfor var jeg faktisk, nu hvor han er startet i 8. klasse, begyndt at sænke skuldrene lidt.
I slutningen af september var vi så til det sædvanlige forældremøde, hvor man får info om det kommende år, og det var så HER, jeg lærte, at alle de hensyn, man indtil nu har taget til eleverne på S-linjen, forsvinder.
De skal i brobygning og praktik, og have standpunktskarakterer og til eksamen på lige vilkår og i samme pensum som eleverne på almen-delen.
Den tager vi lige langsomt: De børn, der har været og stadig er skolereducerede, og som i årevis har modtaget undervisning, der 100% har taget udgangspunkt i, hvad de evner, skal fra i år vurderes på fuldstændig lige fod med neurotypiske børn, der har gået i skole fra kl. 8-14 i 9 år.
Alle; også de børn, der har invaliderende angst som regulær diagnose, skal – SKAL – have årskarakterer – for ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
De børn, der siden 2. klasse har været ved at brække midt over af kraftanstrengelsen ved bare at være til stede i de ALLERvigtigste timer som dansk og matematik, SKAL have tysk – ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
De børn, der har været heldige nok til at få en plads på en S-linje, og som derfor i den tid, de har gået der, har modtaget undervisning, som er tilpasset det, de formår, og som måske derfor sidder med en 5. klasses matematikbog i 8. klasse, SKAL til eksamen på samme måde og på samme vilkår, som elever på almendelen. Ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
Og nu tænker du måske: Men det er vel også rimeligt nok, hvis de skal have et eksamensbevis?
Hertil vil jeg gerne have lov til at stille det spørgsmål, som er essensen af hele min anke mod systemet: Hvorfor skal de her børn have den samme eksamen som alle andre?
Hvis de kan, fordi de hensyn, man har taget til dem, har gjort det muligt for dem at tilegne sig det samme pensum, som alle andre? Kør! Hurra!
Men hvis ikke de kan – hvad er formålet så? At føje endnu et nederlag til listen? At stresse dem ENDNU mere de to sidste år de går i skole, så de bruger deres sparsomme ressourcer på at være bange og stressede i stedet for at tilegne sig læring?
Det bliver jo ikke det stykke papir, der gør dem i stand til at starte på CBS eller varetage et 8-16 job.
Hvad er det, man gerne vil med det her? Jeg forstår det simpelthen ikke.
Man lader dem i stikken, når man ignorerer deres udfordringer og bare moser dem igennem, til de knækker – og nu finder jeg ud af, at man OGSÅ lader dem i stikken ved at tage hensyn. For det gør dem jo nærmest bare endnu mere sårbare overfor de krav, der for alle andre har været gradvist stigende, men for dem nu er en pludselig opstået forhindring, 20 meter oppe i luften, som de selv skal finde ud af at komme over.
De børn, der går på Holbækskolen, og som om 30 dage er skolemæssige hjemløse, lyder som børn, der er blevet ødelagte af det, den danske folkeskole har udsat dem for. Og jeg kalder den nu: Om 20 år bliver det de her børn og deres lidelsesfæller, som hiver politikerne i retten og kræver en undskyldning. Og med rette. For hvad er det dog, vi med åbne øjne udsætter dem for?
De er endt på den her skole, fordi de ikke kan holde ud at være andre steder. Det er folkeskolen og det politiske system, som har svigtet dem ved ikke at have noget at tilbyde, og derfor har nogle har mennesker lavet et alternativ, som af helt indlysende årsager ikke kan være en spejling af den sædvanlige folkeskole – og nu bliver den så lukket, NETOP den grund.
Fordi man ikke kan dokumentere, at børnene har haft tysk og musik og er blevet trukket igennem idiotiske tests, som ikke engang giver mening at udsætte NT-børn for.
Det svarer jo for helvede til at lukke et sygehus, fordi lægerne ikke kan dokumentere, at patienterne på operationsgangen, følger sundhedsstyrelsens anbefalinger om 600 gram frugt og grønt og 30 minutters motion om dagen. Jeg holder det ikke UD, mand!!
Hvordan dokumenterer man opsamling af ituslåede børn? Eller reintegration af isolerede børn i fællesskaber? Hvordan måler man værdien af at præsentere dem for verden i et format, de kan rumme og forholde sig til, så de derigennem kan finde steder, hvor de kan få lov at bidrage? Værdien af at give dem det bedste udgangspunkt for at blive hele, selvhjulpne, kompetente mennesker?
For hvis du skal gætte, hvor tror du så, at sandsynligheden er størst for at finde et ungt menneske, du kan integrere på arbejdsmarkedet? I puljen med overbelastede børn, der i årevis kun har været sammen med deres forældre, og som for manges vedkommende kæmper med invaliderende følgevirkninger af det, som reelt er et overgreb i form af selvskade, spiseforstyrrelser, depressioner, angst og misbrug?
Eller i den gruppe, hvor børn og unge har fået lov at deltage i livet på det niveau, de på et givent tidspunkt kunne rumme, i et elastisk tilbud, der tilpasser undervisning og kravgrad til barnet og ikke omvendt? Og hvor deres forældre har haft overskud og ressourcer til at kunne samle op, guide og understøtte, fordi de ikke har været slidt i stykker af mistro, overbelastning, økonomiske bekymringer og knusende angst?
For vi har stadig ikke snakket om de ENORME konsekvenser det har, både for den enkelte familie og for samfundet, når et barn falder igennem systemet. Selv de bedste arbejdsgivere har brug for, at deres medarbejdere kommer på arbejde, så en forælder, der konstant bliver ringet hjem eller som må tage ferie, sygedage og orlov for at passe sit barn, som er (og jeg skriver det lige igen) blevet. syg. af. AT. GÅ. I. SKOLE!, læner sig konstant op af en fyreseddel. Bratte fald i indkomst kan resultere i, at man som familie er nødt til at flytte, og så har det pludselig også fået konsekvenser for de søskende til barnet med skolevægring, som havde hele deres omgangskreds der, hvor familien boede før.
De afledte konsekvenser af børn i mistrivsel er enorme, både samfundsøkonomisk og for den enkelte familie, og mit hoved EKSPLODERER over, at der ikke snart er nogen, der gør noget ved det.
Det KAN ikke være rigtigt, at vi med den viden, vi har i dag, fortsat insisterer på, at et systemisk problem skal løftes og løses af desperate forældre og deres forpinte børn.
Kære Linda
Det er barsk, men det er også nødvendigt at vi fastholder, at en afgangseksamen ER noget man tager og som er af et vist niveau. Hvis man ikke kan tage en afgangseksamen, er det jo så fair og med virkelig gode grunde, men så kan man heller ikke få bevis på at have den studiekompetence en afgangseksamen er udtryk for. Heldigvis kan man sagtens tage optagelsesprøver alligevel, hvis man har den faglighed, der er påkrævet for en ungdomsuddannelse.
Lidt sat på spidsen er det mest barske måske, at det i eksamen bliver målt på hvad du KAN og ikke hvad du har været igennem, men det er vel fair? Så skulle det bare være mindre tabubelagt ikke at få en afgangseksamen, så elever der ikke kan processen eller det faglige niveau får bedre muligheder for ikke at tage en afgangseksamen.
Men det er jo præcis det, jeg skriver? At jeg ikke forstår, hvorfor de her elever skal presses igennem en afgangseksamen?
Vi taler i mit tilfælde om elever på en speciallinje, som for manges vedkommende har mange års fejlslagne forsøg på at klare den almene folkeskole bag sig. Jeg begriber simpelthen ikke, at vi får forelagt en fuldstændig mainstream afgangseksamen som det, der forventes at være udgangspunktet.
Jeg er ikke på nogen måde interesseret i, at vi som samfund skal devaluere noget af det, der fungerer for elever på almendelen, men hvis man af den ene eller den anden grund ikke kan rumme at være i et alment tilbud, hvordan skulle man så kunne rumme at sidde i en setting, der for alle børn og unge er markant mere stressende og belastende, end en dansktime på en almindelig onsdag i november?
Jeg har i mange år været lærer på en stor skole for elever med særlige behov, og den er lovmæssigt underlagt Folkeskoleloven. Her går eleverne til afgangsprøve i de fag som de magter, typisk dansk eller/og matematik, engelsk.
Der udleveres gyldigt eksamensbevis som evt. kan suppleres senere, nogle gange i forbindelse med den særligt tilrettelagde ungdomsuddannelse (STU), på efterskole eller langt senere i livet. Eleverne gennemfører eksamen med de rettigheder de måtte falde ind under af skrive-læse støtte, ekstra tid, oplæsningshjælp osv.
Der bør ikke være noget til hindre for at det samme kan ske på en almindelig folkeskole.
Det kommer til at lyde surt, når jeg skriver det, og det er det ikke; det er bare mange års desperation over selv at finde ud af ALT: Det skal skolen jo både lægge op til og formidle til forældrene. Og her må jeg bare sige, at en skole aldrig er bedre, end den ledelse, der sidder der. Hvis du VIDSTE, hvor mange skoler, jeg har været forbi som tolk, hvor skoleledere enten ikke er bekendt med gældende lovgivning eller hvor de bevidst lukker øjnene, fordi det løser et problem for dem. Eksempelvis har jeg i omgangskredsen en bekendt, der har plejebørn fra en anden kommune. Et af plejebørnene skal have støtte i den daglige undervisning, og hvor det internt i kommunen er sandt, at støtten gives på klassen og ikke den enkelte elev, så SKAL støtten tildeles eleven fra den eksterne kommune, når det er dem, der betaler. Det har plejeforældrene indtil videre brugt et år på at kæmpe med den lokale ledelse om.
Som forældre har vi ikke mulighed for at tvinge en skole til at gøre noget anderledes, end de vælger at gøre. Vi kan appellere, vi kan henvise til lovgivning og bedst practice – men vi kan ikke tvinge dem til at forstå og ændre noget, de ikke VIL forstå/ændre.
Og dermed er vi, for den enkelte elev og dennes familie, lige vidt.
Jeg kom halvvejs gennem dit indlæg før jeg begyndte at græde. Min ældste går i første klasse, og jeg ligger allerede søvnløs om natten af skræk for hvordan han kommer til at tage skade af at gå i skole, og hvor lang tid der går før han ikke længere kan repareres.
Vi forældre er magtesløse.
Systemet pisser på vores børn (og os), og så bebrejder de os at vi lugter af urin.
Jeg har ikke engang noget klogt at byde ind med, Karen Marie. Jeg har bare lyst til at give dig et kram.
Du har simpelthen fuldstændig og aldeles ret (igen)!
Jeg er mor til en fantastisk autistisk ung mand, der blev smadret af skolesystemet, selv om vi i familien gjorde alt, vi kunne for at støtte ham. Da han nåede 8. klasse og den specialklasse, han havde været tæt på at trives nogenlunde i, meddelte at de nu fik en bunke elever fra indskolingen og ikke længere kunne differentiere undervisningen, så min søn også kunne lære noget, sagde vi stop.
Og jeg tog ham hjem. INGEN havde informeret mig om muligheden for hjemmeundervisning, for online skole, for noget som helst, men jeg fandt selv grupperne og fik den nødvendige info. Min søn var hjemme i to år og blomstrede til en prægtig ung mand, der ved hvad han er værd.
Og nej, han har ikke en afgangseksamen.
Men han trives, han er tryg, glad og har pludselig fået en masse kompetencer, som skolen stod i vejen for! Læs lige det igen – skolen stod i vejen for hans kompetencer!
For en afgangseksamen låser ikke på magisk vis op for en masse kunnen, den fjerner ikke ved er trylleslag alle udfordringer og de 10 års traume skolen har banket ind i børnene forsvinder ikke fordi de får et stykke papir med tal på!
De elever der har angstanfald hver morgen fordi de død og pine SKAL i skole, bliver ikke “helbredt” af en eksamen!
Min søn går på FGU nu, hvor målet er en dansk og matematik eksamen. På HANS vilkår. Lykkedes det ikke, er det okay. Så finder vi en anden vej til det, han gerne vil.
Tilbage sidder jeg som forælder, med 10 års sår fra den skide folkeskole, der ødelagde mit barn. Og jeg er vred! Jeg er vred på skolen, på vores politikere, vores eksperter, alle de der ikke forstår en skid. De snakker og snakker, om PDO, inklusion, tests og stå-mål-med.
Det hele.mindeenom den scene fra The Wall, hvor børnene kører ned i en kæmpe kødhakker. Og det er ikke okay
Jeg kørte i tidernes morgen en sag mod Esbjerg Kommune, der endte i Ankestyrelsen. Her endte den, efter ALT for lang sagsbehandlingstid med at give EK medhold i noget, som jeg med 95% sikkerhed kunne have klaget over og fået medhold i.
Men efter 3 nætters intens stirren op i loftet, lod jeg det fare, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at være så vred hele tiden. Det er af samme grund, jeg sjældent blogger om det efterhånden. For vi ender på en måde med at betale prisen dobbelt, ikke? Vi skal både korrigere for den skade, der forvoldes af dem, der burde hjælpe vores børn, og samtidig brænder vi livsglæde og overskud af, fordi vi bliver ædt op indefra af et afmægtigt raseri, som ikke kan rettes mod nogen.
Jo!
Og intet kan jo gjerne den skade, der er blevet gjort. Jeg blev så rasende mens jeg skrev, at jeg lavede stavefejl og det siger en del 😅
Men vi burde bare som samfund være bedre og det kan simpelthen ikke passe at vi som forældre ikke får bedre information.
Der er én vej, som promoveres og passer man ikke ind i den kasse, skal man skæres til, formes, æltes og presses fremfor at lærerne og psykologerne (som BURDE vide bedre!) accepterer at ikke alle passer ind i den kasse og begynder at informere os om alternative muligheder i stedet for.
For livet slutter jo ikke hvis man ikke lige får en eksamen og det kan ikke passe at nogen tror at udfordringer forsvinder på magisk vis bare fordi man starter i 8. klasse.
Undskyld, jeg er stadig sur. Det skyldes nok mængden at børn, der slår sig så voldsomt på skolen at det tager år at lappe dem sammen igen.
Det skal du på ingen måde undskylde, for jeg er samme sted.
Og jeg er så utrolig enig i, at det jo ikke i praksis gør en forskel, om de får det stykke papir eller ej. De står jo ikke til at hoppe ind på en videregående uddannelse på lige fod med de 9. klasses elever, der har taget en almindelig afgangseksamen alligevel, så hvad er formålet? Lav dog en anden form for evaluering af den her gruppe af børn, så man stadig får en ide om, hvor deres stærke og svage sider er, men at måle dem efter samme lineal som alle andre, er formålsløst.
Det er underligt, at vi er et velfærdssamfund, hvor der bliver mindre og mindre plads til dem, der er en smule anderledes. Tænk hvor mange penge man kunne spare, hvis man tidligt tog hensyn til børn, der ikke magter det samme som andre – det gælder fra vuggestue og frem. Det er f….. et underligt sted at spare – og det bliver herredyrt på den lange bane i forsøg på at udbedre tidlige skader – og det gælder både neurodivergente børn, børn fra familier med småt overskud osv.
Det er ikke den kontrakt, jeg mener at have med samfundet – jeg betaler glad og gerne skat, men jeg forventer også, at det bliver brugt til, at de svageste får den hjælp, som de har behov for – og det gælder fra vugge til grav.
Så utroligt enig med dig, Hanne. Det er forstemmende at være vidne til.
Kære Linda. Jeg har læst med i så mange år uden at kommentere, selvom jeg gerne ville. Men jeg vil gerne sige dig kæmpe tak for det her indlæg. Det ramte mig lige i hjertet. Og det både knuser mit hjerte og heler det en en lille smule at læse noget af det, jeg ikke selv kan sætte ord på. Tak.
Kære Victoria.
Jeg ville næsten ønske, at du slet ikke havde vidst, hvad jeg talte om, for det er en trist baggrund at få tak på.
Men når det er sagt, så er det kommentarer som den, du lægger her, der gør det meningsfyldt at blive ved med at blogge.
Så på alle måder: Selv tak.
Jeg ville ønske at Tesfaye læste med og ikke bare affejede alle problemer med at børn er dårligt opdraget. Jeg HADER ordet PDO, hvad fanden bilder han sig ind!!?? Min datter på nu 30 blev heftigt mobbet i flere år, det satte sig ar på både hendes og min sjæl, først i 8. kl blev det taget seriøst. Nu har hun det bedste job som køkkenchef på et bosted for autistiske børn og hun elsker det! Og jeg er stolt!
Det kan du også roligt være, Line. Det er virkelig en præstation, når man klarer sig så godt, på trods af, hvad man er blevet budt.
Det næste bliver, at der skal sparres på den støtte, man kan få på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Det er allerede i støbeskeen, selv om undersøgelser viser, at den støtte har en kæmpe effekt og koster meget lidt i forhold til, hvis man ikke gennemfører.
Jeg kan ikke holde ud, at der ikke snart er nogen, der regner på helhedsomkostningerne. Specielt fordi der er så mange, der efterhånden råber op. Det er svært ikke at få fornemmelsen af, at man bevidst ignorerer det, man ved er det rigtige.
Kære Linda åh hvor er jeg enig. Og hvor får jeg ondt i maven!
Du ved, hvad jeg også har kæmpet med. En datter som blev overset i folkeskolen og nok var blandt en af de første piger, der fik add diagnosen og senere autisme diagnosen.
Som kæmpe og kæmpede i folkeskolen. Blev moppet, fik depression og hverken PPR eller skole var til nogen hjælp. Delvis sygemeldt fra skolen i 9. Kl og kunne derfor ikke få ene undervisning. Jeg trampede så meget, at de til sidst gave hende undervisning i et! fag. Min lillebror læste matematik og fysik pensum op og underviste hende. Hun kæmpede sig til eksamen. Startede på gymnasiet. Måtte stoppe. Prøvede hf enkeltfag som jeg betalte selv. Var for syg. 1,5 års ventetid på udredning på ungdomspsyk. Selvskadende, selvmordstruet, indlagt på den lukkede afdeling. Og jeg måtte KÆMPE med socialforvaltningen for at få hende anbragt et sted, der kunne hjælpe hende. Og senere KÆMPE for, at de ikke hjemtog hende før tid aht økonomi. Selvom psykiater, opholdssted, læge osv osv sagde, giv hende tid. Oplevede sagsbehandlere som ikke overholdt notatpligt, som direkte skrev usandheder i redegørelser (som jeg kunne modbevise). Som endte med at kunne begynde at tage hf enkeltfag et af gangen. Blev i stand til at bo selv og endte med at fuldføre en HEL hf med et kæmpe højt gennemsnit. Som KÆMPEDE sig igennem en professionsbachelor uddannelse med kæmpe højt snit. Hun fik det særlige tilskud de nu diskuterer, om skal fjernes eller hvor dårlig, man skal være fordi… pyh det er dyrt! Måske! Men hun fik en uddannelse. Hun er selvforsørgende. Får ingen hjælp mere. Ingen økonomisk støtte (har valgt selv at klare sig på nu løn for 30 timer udenom systemet, da hun ikke kan holde til fuld tid). Hun har siden hun blev færdiguddannet sommeren 2020 ikke kostet det offentlige en krone. Og jeg har fucking kæmpet hele vejen. Og det samme har hun.
Åh hvor jeg havde håbet, vi var nået længere 🥲🥲
Det er til at lægge sig i fosterstilling og tude over!!
Det er så sindssygt, som vigtigheden af den 9. klasses afgangseksamen bliver kørt op af alle i systemet. For nej, det giver ikke mening for alle at få standpunktskarakterer og gå op til alle eksamener i 9. klasse. Og det sker der faktisk overhovedet ikke noget ved. For hvis de har (eller senere får) det rette faglige niveau, kan de komme ind på en ungdomsuddannelse ved at tage en optagelsesprøve. Det har vi altid vidst, for vores tre børn startede på en Steinerskole, hvor der hverken er karakterer eller eksamen. Så vi har altid regnet med, at de ville skulle tage en optagelsesprøve for at komme videre i systemet. I øvrigt ligesom deres far, der kom hele vejen til en ph.d.-grad uden en 9. klasses afgangseksamen.
Og den viden har været en kæmpe hjælp med først et og nu to børn med behov for specialundervisning på specialskoler. Hver gang vigtigheden af den 9. klasses afgangseksamen er blevet understreget på møder, har jeg helt roligt kunne sige, at det går nok uden den. For det har egentlig aldrig været planen. Men jeg forstår godt, hvis man som forældre bliver sindssygt stresset på sit barns vegne, når alle hele tiden slår fast, hvor vigtig den eksamen er. Og så er det i øvrigt helt gak, at alle børn skal have karakterer i alt, også de fag de ikke har. Min søn, der efter flere års ufrivilligt skolefravær fik kæmpet sig tilbage og tog afgangsprøve i dansk og matematik med fine resultater, har således fået -03 i alle andre fag. Måske kunne de felter bare have været blanke på eksamensbeviset?
Tusind procent enig.
Jeg bliver helt grå indeni, når jeg ser børn, der har brugt de sidste par år på at hele sår fra det, de kom fra, og som indtil sommerferien var i en form for trivsel, begynde at gå i stykker igen, fordi de pludselig 35 gange om dagen får at vide, at de skal huske/notere/gemme alt muligt, fordi ‘det er vigtigt til eksamen!’.