Jeg prøver normalt at fordele mine indlægstyper en smule, så der ikke kommer flere af samme slags lige efter hinanden. I de her uger har jeg – igen – temmelig meget om ørerne, og derfor bytter jeg lidt rundt på rækkefølgen, og poster et indlæg nu, som jeg egentlig først havde tænkt skulle på i næste uge. Derfor får I et ‘I spørger’-indlæg idag, selvom det ikke er så længe siden, vi sidst havde et. Jeg håber ikke, at det påvirker jeres lyst til at byde ind, for jeg ved, at det for Helene er lige så ønsket med input til det her dilemma, som det var for mig til det, jeg skrev for et par uger siden.
Helenes mail udsprang af kommentarfeltet på mit eget ‘jeg spørger’-indlæg, og hvor jeg normalt korter de mails, jeg modtager, en smule ned (for læsevenligheden om at gøre), har jeg denne gang valgt at paste hele balladen, fordi jeg synes, der er mange detaljer, som er vigtige at få med.
Lad os komme i gang.
Hej Linda.
Mit spørgsmål går på noget, du kort nævnte i et indlæg for nyligt. Jeg spørger, fordi jeg er så meget i tvivl om, hvordan jeg tackler det på en ordentligt måde.
Min datter på 10 vil gerne ses med en tidligere klassekammerat, som flyttede til en naboby for nogle år siden. De er i kontakt via SoMe. Hun var her i nat på en overnatning. Det er ok for mig, jeg kender hende; hun virker umiddelbart som en fornuftig pige med et lidt svært liv. Hendes far døde for 4 år siden. Officielt af kræft, rygterne siger noget andet. Hendes mor virker belastet, har ikke så mange tænder tilbage, har nat-arbejde i en kiosk, hvor hun har ladet sine børn være alene hjemme imens (den ældste var 12). Pigen er altid lidt bange for sin mors vrede, f.eks var hendes rejsekort væk, vild panik, min mor bliver rasende osv.
Jeg spurgte ind til, hvordan det var at bo i den nye by? “Super” siger hun. “Vi bor tæt på alt; strande, gågaden, Rema, Netto og Bæveren (et værtshus). Der har min mor en ven, som hedder Søren, ja, han er også min ven faktisk. Min mor går tit der hen, flere gange om dagen, men hun drikker kun sodavand. Nogle gange går hun også hen til Martin, min papfar, men de har slået op.”
Denne papfar var, som jeg husker det, grunden til at de flyttede, så han kunne være hos børnene, når hun havde nat-arbejde – fordi lærerne på skolen var begyndt at spørge noget ind.
Nå men altså, jeg vil gerne se mig selv som et rummeligt menneske, og det betyder meget for mig, at mine børn er rummelige. Ikke alle har de samme vilkår i livet, men derfor kan man godt være sammen eller kunne lide hinanden. Man skal ikke sorteres fra, bare fordi man kommer fra et belastet miljø.
Men min datter skal under ingen omstændigheder derhen – og slet ikke overnatte der. Hvordan forklarer jeg hende det på en ordentlig måde uden at være alt for fordømmende? Jeg har det træls med at dømme den mor så hårdt, og alene på grund af det jeg ser, oplever og hører. Men jeg vil også gerne passe på mit barn. Jeg vil gerne kunne forklare uden af udlevere. Lige nu synes min datter, at jeg er dum, og at det er uretfærdigt, at hun ikke må overnatte hos pigen, og hun spørger mig hvorfor. Jeg har forsøgt med vage forklaringer om, at hjemme hos Amalie er det ikke altid, at de voksne passer godt nok på børnene.
I dag trak hun så det store kort og spurgte foran veninden. Jeg endte ud i en ‘fordi jeg siger det’-situation, som virkede fint, da hun var 5, men knap så godt på en 10-årig.
Hun har en veninde mere, som er skøn, men som også kommer fra et belastet miljø. Ingen grund til at uddybe, men her er mere fakta end rygter. Altså noget jeg reelt ved om familen, ikke bare noget jeg formoder.
Jeg er faktisk selv lidt ked af, at jeg sådan dømmer mine børns venners forældre. Synes ikke det klæder mig særlig godt, og det er sikkert også masser af forældre som dømmer os, vi ligger ikke selv højt i klasse hierakiet.
Det betyder noget for mig at mine børn lærer at omgåes forskellige typer af mennesker, at de kan se de kvaliteter, som det enkelte menneske besidder, uanset de vilkår de ellers har i livet. Det er også vigtig, at de lærer at se, hvornår deres venner er på vej ud i noget skidt, som de selv skal undgå – og endnu bedre: Hvis de kan råbe vagt i gevær til en voksen. Det gjorde Cecilie faktisk, da hendes den anden veninde, jeg nævner, fortalte, at hun nogle gange var alene om natten og at hun var begyndt at “online date” en dreng fra England, når hun var bange om natten. Der tog min datter fat i deres klasselærer, og fik veninden til at fortælle om de vanskeligheder, hun har derhjemme.
Alt i alt tænker jeg, at vi er på rette vej i vores opdragelse, men jeg mangler alligevel input, fordi min datter er så ufattelig selvsikker. Hun tror, at hun har styr på alt, så hun forestiller sig, at hun også sagtens kan klare alt.
Så hvordan gør man det her på en god måde? Passer på både egne og andres børn, har værdierne med og sidst men ikke mindst italesætter det på en måde, der både er respektfuld og giver mening?
KH
Det her dilemma kan jeg mærke helt ind i knoglerne. For som enlig mor er det noget, jeg har været tvunget til at forholde mig til, nærmest fra dag ét.
Inden jeg går videre vil jeg gerne lave en forhånds-disclaimer, som gælder både mig og jer, der har lyst til at kommentere. For det her indlæg bliver 6000 km. langt, hvis vi hele tiden skal skrive høflighedsforbehold, som ‘altså, ikke ALLE enlige mødre, jo’ og ‘der findes selvfølgelig undtagelser’. Det er vi helt, helt enige om, men vi bliver også nødt til at kunne skrive nogenlunde frit, hvis ikke det skal blive så hensyns-forplumret, at det bliver uforståeligt.
Når man kun er én forælder, er der nogle meget lavpraktiske vilkår, der gør, at der er øget risiko for, at ens børn kan ende i dårligt selskab. Én indkomst betyder begrænsninger i valg af bolig(område), og derfor er der typisk flere familier med udfordringer, belastet baggrund eller børn, der er mere alene i de områder, man har økonomisk adgang til.
Én forælder betyder typisk også flere timer uden opsyn, hvilket bliver ekstra kritisk, hvis de legekammerater, der er umiddelbar adgang til, vokser op i hjem med færre grænser og regler. Eller hvor de enlige forælder har givet køb på deres autoritet, fordi de har fået sat sig selv i en situation, hvor de har givet børnene noget at forhandle med – som f.eks. hvis det ældste barn skal passe sine mindre søskende om natten, så mor eller far kan arbejde eller overnatte hos kæresten.
Da jeg voksede op, var der børn i min omgangskreds, der kom fra hjem uden opsyn. Hjem, som på overfladen lignede det, jeg kom fra – og så alligevel ikke. De måtte MEGET mere, end jeg måtte, og der var ikke rigtigt nogen, som gik op i, om de brød de få regler, de fik udstukket. Hvilket alle vi, der kom fra hjem med regler, konsekvenser og faste kom-hjem tider, syntes var VILDT snyd.
Og man kan mene om det, hvad man vil. Men de børn, der blev til unge, som stort set opdrog sig selv, var dem, der endte med at træffe valg, der har givet dem hårdere liv med flere svære konsekvenser – og flere af dem har børn, der er på vej ud af det samme spor, de selv fulgte.
Det er utrolig upopulært at sige, men der findes dårligt selskab og mennesker, der kan sætte solid opdragelse og gode intentioner ud af spil. Mennesker, som faciliterer adgang til situationer og fristelser, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at man skulle klæde sine børn på til at navigere i. Uanset hvor gode kompas, man installerer i sine børn, så kan de, i det forkerte selskab, blive sat i situationer, hvor de kommer til at træffe valg, de ikke forstår konsekvenserne af.
Og det, jeg tror, gør det så kompliceret er, at de her mennesker ikke er dårlige mennesker. De er typisk bare voksne, der engang var børn, der voksede op i hjem, der ligner dem, de selv foranstalter nu, og hvordan skal man næsten kunne andet? Når det går godt, tror jeg, de fleste af os ligner hinanden, men i spidsbelastede situationer, er vi simpelthen som mennesker så afhængige af, at vi har set voksne autoritetsfigurer tackle lignende situationer hensigtsmæssigt, hvis vi skal kunne hive noget op af rygsækken. Hvis vi kunne overskrive impulser og indgroet adfærd med fornuft, ville det være nemt at være mønsterbryder, der ville ikke være noget, der hed social arv, børn af rygere ville ikke selv begynde at ryge og ingen, der selv er vokset op med tæsk og omsorgssvigt ville drømme om at udsætte deres egne børn for det samme.
Ovenstående er utrolig beskæmmende, for det, jeg siger, lugter af, at man sidder fast i den sociale kaste, man er født ind i. Og det er jo ikke til at holde ud. Specielt tror jeg, at man kæmper imod det fatalistiske livssyn, når man er et uddannet, idealistisk menneske, for ingen af os ønsker at opdrage vores egne børn med socialt snæversyn eller blinde vinkler ift. i hvor høj grad det er held og tilfældigheder, der har givet dem det liv, de har fået.
Så hvad gør vi? Hvad siger vi? Og hvordan vurderer vi folk omkring os? For som enlig mor har jeg også mødt masser af fordomme. Specialt da vi boede, hvor vi boede før, hvor folk lavede knallerter inde i stuen, og alkoholikerne smed dynerne i fællesmaskinen, når de havde skidt i sengen om natten. Jeg ville være blevet SÅ ked af, at mine børn blev fravalgt, alene på baggrund af min civilstatus eller adresse.
Men selv dengang var jeg egentlig ret afklaret med, at det formentlig ville kræve, at vi skulle ses mere an, end hvis vi havde boet et andet sted, eller været to forældre, når vi skulle danne nye relationer. Om det burde være sådan, kan man bestemt diskutere, men selvom de fleste af os faktisk møder vores medmennesker med en forforståelse af, at alle rummer noget godt, så er det naivt at lukke øjnene for, at hvis rammesætningen omkring livet og hverdagen er skæv, så bliver der revner, sprækker og plads nogle steder, hvor det ikke er meningen at børn skal færdes alene.
Så Helene: Jeg tror faktisk ikke, man kan gøre det så meget anderledes, end du allerede gør. For som jeg ser det, rummer du fint de her børn – du gør det bare på en måde, hvor du kan styre de ydre rammer. Og det er jo egentlig fraværet af disse, og ikke hverken børn eller forældre, vi reagerer på, når vi står overfor børn fra belastede hjem. Så ved at være åben for, at relationen kan bevares, både på de sociale medier og i jeres hjem, synes jeg, at du viser dine børn, at man godt kan forholde sig positivt til mennesker, samtidig med at man trækker en grænse ift. omstændigheder. Det tror jeg ikke, din datter vil kunne forstå nu – og det tænker jeg egentlig heller ikke, at man behøver at bede hende om. Men jeg tror ikke, at hun skal være særlig gammel, før det begynder at give mening for hende.
Man kan sige, at du med din måde at gribe situationen an på, også viser hende, at man godt kan holde fast i sine egne grænser og stadig være ordentlig omkring det. Det tror jeg er ret vigtigt at blive ved med at holde op, så hun kan se det, fordi det vil hjælpe hende, når hun selv står i situationer, hvor venner og veninder; mennesker hun holder af og identificerer sig med, går ind i situationer, hun selv kan mærke er uhensigtsmæssige.
Og måske er det en af de ting, der kan gøre det lidt nemmere? At tænke, at man faktisk hjælper dem ved at vise, at somme tider må man gerne sige nej, uden at det betyder, at man skylder en detaljeret forklaring?
Jeg følger en IG-konto, der hedder drbeckyatgoodinside. Hun er somme tider meget amerikansk, men hun er sgu også ret god. Og et af de små tricks, jeg har taget med fra hende, er, at man, når man siger nej til noget, de gerne ville have ja til, kan slutte med et stille og roligt ‘- and you are allowed to be mad about that’. Det synes jeg er en ret god reminder, både til barnet og én selv. For når din datter spørger, i venindens påsyn, hvorfor hun ikke må sove der, så synes jeg faktisk, at det rigtige svar ER en variation af ‘Fordi jeg siger det’. For man kan jo ikke smide forældrene under bussen i barnets påhør, men man kan godt sige: “Det er forskelligt, hvad I må her, og hvad I må andre steder. Jeg siger lige nej til, at I må sove hos Mathilde – og det er ok, at du bliver vred over det.” Her er et meget lavpraktisk tip fra mig til dig, at det faktisk ofte hjælper at skifte ordet ‘sur’ ud med ‘vred’. Jeg ved ikke, om andre har det sådan, men for mig har ‘sur’ en undertone af ‘urimelig’ – men det ER sgu fair, at de bliver vrede over at få nej til noget, de virkelig gerne vil. Og det tror jeg er godt for os voksne at huske.
Så efter 1000000000 ord ender jeg med, at jeg synes, du håndterer det på fin og forbilledlig vis. Jeg tror egentlig, at det er de tanker, du gør dig i baglokalet, der driller dig mest? Min holdning er, at man sagtens kan være rollemodel, både for egne børn og for dem, der har det svært derhjemme, ved at muliggøre relationer i trygge rammer, præcis som du gør. Men jeg tror desværre ikke, man kan redde børn og familier i brand ved selv at stille sig ind i bålet.
