Jeg bøvler for tiden rigtig meget med en påtvungen relation. Jeg er af indlysende årsager lidt ulden omkring detaljerne, men det er én af dem, jeg ikke kan vende ryggen til, selvom jeg virkelig gerne vil.
Hos mig er det et et grundlæggende karaktertræk, at jeg gerne vil reparere det, der er i stykker. Det gør mig til en strålende holdkammerat, når der er problemer, der skal løses og udfordringer, der skal nytænkes, men det spænder ben for mig, når jeg møder mennesker, der grundlæggende modarbejder mig.
Det har taget mig mange år at lære, at det ikke er meningen, man skal svømme imod strømmen hele tiden. Hverken ift. mennesker, relationer eller situationer. Hvis der aldrig er flow, er det fordi man ikke er, hvor man skal være.
Med dén erkendelse kommer forståelsen af, at der er mennesker, der ikke er for mig. Mennesker, som jeg ikke kan eller skal have et godt forhold til, og som har deres egen dagsorden og bagage der gør, at vi ikke kan sameksistere. For i de tilfælde handler det jo ret beset ikke om ydre vilkår eller opgaver, vi skal samarbejde omkring løsningen af. Det handler om modvilje og ønsket om at være på tværs, hvilket kan bunde i alt muligt, det intet har med mig at gøre – men fordi jeg har den personlighed, jeg har, bliver jeg taget til fange i krydsfeltet mellem min hårdt tilkæmpede erfaring med at slippe det, jeg ikke vil have min energi taget til fange i, og ønsket om at skabe et klima, alle kan være i.
Det bliver KUN værre, når der er tale om en relation, hvor mine handlinger og beslutninger ikke kun falder tilbage på mig, men også på mennesker, jeg holder af – hvilket er tilfældet her.
Og hende her er ulidelig. Hun taler kun i ordrer, blander sig i ALT, modarbejder mig aktivt, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg stille op.
For jeg plejer at skære de mennesker væk, jeg ikke bryder mig om, eller som altid er omgærdet af drama. Jeg har ingen problemer med at slippe en sag, hvis jeg kan se, at mit engagement i den leder til konflikter; i hvert fald laver jeg en benhård cost-benefit analyse af, om det er frustrationerne værd. Det er det sjældent.
Men problemet her er, at jeg ikke kan slippe væk, og derfor virker mine værktøjer ikke. For selvom jeg forsøger at skære *hende* væk, så består relationen – og dermed skal vi stadig forholde os til hinanden. Hvis jeg træder tilbage, vil hun med 100% garanti tolke det som en sejr, hvilket jeg sagtens kunne leve med, hvis jeg aldrig skulle have noget med hende at gøre igen. Men det skal jeg, og dermed oplever jeg for første gang en begrænsning i den frihed, det er at passe på sin energi ved at lade ting fare – for det virker åbentbart kun, hvis man ikke fortsat skal have med personen at gøre. Hvis jeg stepper ned, vil hun tage det som en bekræftelse af, at hun bestemmer over mig. At jeg er hende underlegen. Og det kan. jeg. ikke holde ud.
For at føje spot til skade har hun en wingman, jeg heller ikke kan undslippe, og de er usigeligt uelegante omkring det. Det hele foregår med smileyer og ‘hejsa’, men giften driver ned af både skærme og samtaler, og egentlig forværrer den kniplingstynde fernis af civiliseret høflighed hele situationen, fordi kommunikationen hele tiden foregår på to plan.
Derudover har hendes person og adfærd en anatomi, der til forveksling ligner den, jeg led under i ni rædselsfulde år i folkeskolen, og det betyder, at når andre, der ikke aner noget om vores betændte forhold, i nogle situationer, der intet har med noget at gøre, og hvor det kan være hip som hap, hvad man mener, og hvor jeg ikke har *noget som helst* på spil, mener det samme som hende – så føles det helt VILDT meget som dengang i folkeskolen, hvor alle rottede sig sammen, jeg altid var udenfor og jeg aldrig følte, jeg hørte til.
At være tvunget til at blive stående og fortsat at skulle interagere med hende, øger min frustration og foragt for hende med astronomiske højder, og lige nu føles det som om, at jo mere afstand, jeg forsøger at lægge til hende, jo mere forsøger hun at trænge ind i mit space. Min fight/flight refleks står og banker helt oppe i det røde felt, men ingen af de strategier, jeg over årene har udviklet er brugbare, når man er voksne mennesker, der af omstændigheder er tvunget ind i hinandens sfærer, og man *skal* kunne samarbejde.
Nogle gange er det sgu op ad bakke at være en del af den her race.
Åh, det lyder helt igennem hårdt og rædselsfuldt. Jeg sender dig de bedste og varmeste tanker, og tilbyder gerne en skulder at læne dig op af. Jeg har selv for år tilbage afsluttet et lignende forhold, som det du beskriver. Pyh, det var hårdt og kostede så meget overskud og mange af mine ressourcer. I dag fatter jeg ikke hvordan jeg stod det igennem, men der er så dejligt her på den anden side. Jeg har kun følt lettelse og glæde over ikke at have vedkommende i min sfære længere.
Tja – udfordringen er jo netop, at jeg ikke her selv kan bestemme, at jeg vil afslutte det. Og det bidrager ret meget til fornemmelsen af at være taget til fange. Det er bare på alle måder en træls situation:(
Ville ønske at jeg havde det gyldne råd, men i hvert fald vid at vi tænker på dig❤❤❤
Og alene det at blive mødt af forståelse og af andre, der har prøvet det selv, tager noget af den giftige gas ud af ballonen <3
Hold nu kæft.
Det er 1 til 1 nøjagtig samme udfordring jeg har med et menneske i min omgangskreds som jeg heller ikke kan undslippe.
Jeg er også et mobbet barn – og jeg tror simpelthen hun kan mærke det og at hun selv er tidligere (nuværende) mobber. Og.bare.ikke.kan.lade.være med at være morbid og træls.
Heldigt for mig har nogen andre af vores fælles bekendte også bemærket det….. og det hjælper faktisk på følelsen, ikke at være alene med det.
Men en løsning har jeg ikke – det er djævelsk. Og jeg kan heller ikke undslippe pga andre fælles relationer.
Ville ønske jeg havde en løsning…. for det er godt nok en udfordring at være i.
Mange tænker og knus herfra
Jeg har også et par stykker, der ellers ikke umiddelbart har tilknytning til mig, som har bemærket det her, og jeg er enig. Selvom situationen sucks, så hjælper det at vide, at man ikke ser syner.
Et kram retur til dig <3
Puha, det er bare en nærmest “umulig” situation, det der. Jeg tænker umiddelbart at der er (mindst) to muligheder. Den første er at tage en kort snak med personen, og sige noget i retning af: “Hør, jeg kan mærke, at du ikke bryder dig om mig, og det er ok. Men jeg forventer at du herefter behandler mig neutralt, og dropper den syrlige tone i din kommunikation (eller indset hvad hun nu ellers gør af ubehageligheder). Jeg vil selvsagt også forholde mig neutralt til dig, da det er for alles bedste at vores relation ikke bliver problematisk.” Et alternativ er at man siger boget i retning af “Jeg vil lige høre dig, om du har et problem med mig? Jeg ville ønske du kunne fortælle mig det, hvis der er noget jeg gør der generer dig, for selv om jeg kan fornemme på din kommunikation/din adfærd/indset konkrete eksempler at der er noget, så kan jeg simpelthen ikke gætte hvad det er, jeg har gjort eller gør.” Formålet med begge disse snakke er at hun forhåbentligvis dropper nogle af sine ubehageligheder mod dig, og at “få luft” for det. Jeg ved ikke hvordan eller om det vil fungere, men det er måske et forsøg værd.
Den anden mulighed er, som jeg ser det, at tage kontrol over det du KAN kontrollere. Du kan ikke kontrollere eller ændre hende, og du er tydeligvis også låst fast i situationen pga. jeres relation til en du har kær. Det du derimod kan kontrollere er hvor meget tid du bruger på at gruble og bekymre dig om hende, på at tænke ud skrækscenarier eller “hævnfantasier”, på at genafspille situationer og analyser skriftlig kommunikation etc. Du kan arbejde på at lade hende fylde mindst muligt i dit hovede. Denne løsning tror jeg er den jeg har klart mest tro på, selv om det retfærdige jo klart ville være at cutte hende ud af dit liv, eller få hende til at ændre sig. Men når det ikke er muligt….
Håber du kan bruge det her til noget.
Tak for din fine kommentar.
Jamen, faktisk kan jeg mærke, at noget af frustrationen er forsvundet, alene fordi jeg har blogget om det. Jeg var virkelig i tvivl om, om jeg skulle gøre det, for jeg synes selv, det kan være .. uforløst at læse om private problemstillinger, som man ikke kan få detaljerne i. Men jeg endte med at beslutte at gøre det, fordi jeg før har prøvet, at problemer, jeg ikke har kunne se en løsning på, har forskubbet sig for mig, når jeg har skrevet om dem.
Så en sommerferie, lidt ro og friske øjne på, hvordan jeg – som du netop skriver – kan få hende til at fylde mindst muligt i hovedet, må være vejen frem.
Det lyder skide hårdt. Jeg er selvfølgelig skide nysgerrig på, hvilke relationer det er, som ikke kan brydes – og det kan du selvsagt kun vanskeligt beskrive her, uden at blive for detaljeret. Men jeg tænker, at hvis det står så grælt til, er det virkelig værd at gå drastisk til værks for at få sig fjernet: Selv hvis det kræver en omrokering på arbejdspladsen, aflysning af en fritidsaktivitet, at melde sig ud af en bestyrelse man ellers gerne vil bidrage til, eller slet og ret melde afbud til bestemte familiearrangementer eller skoleforpligtelser… kan det slet ikke lade sig gøre for dig, at undslippe vedkommende? Det lyder rædsomt! Tanker herfra!
Det var faktisk rigtig rart at skrive indlægget. Som altid, når jeg skal sætte ord på noget, jeg tumler med, er der ting, der går op for mig og knuder, der løsnes, når jeg prøver at formulerer det sammenhængende.
Nu parkerer jeg det for sommeren, og når vi starter på den anden side, vil jeg prøve at kigge på det med friske øjne og se, om der, som du foreslår, er mulighed for at lægge (endnu) mere afstand til hende og pille mig selv ud af ligningen på mere permanent vis.
Tak for virtuel omsorg <3
Lortesituation.
Mit bedste forslag er at bloggens klubhus splejser om et tæskehold af hippogriffer (eller andre noble, men frygtindgydende fabeldyr).
Åh, strålende ide! Eller en envejs-flybillet til Langbortistan, måske?
Det slår mig at (tilkæmpet) iskold ligegyldighed overfir hvad hun siger og gør, fra din side, måske er en ting, der bør vurderes som en mulig vej?
‘Bla bla bla blaahhhh’ ‘Nå.’ ‘Spydighed i svøb’ ‘Nå.’
Jeg har en tante der var en ægte førerhun der gled afsted til familiekomsammener med små spidse bemærkninger til alle, forklædt som smiger og opmærksomhed, endda velmente råd. Først da jeg bestemte mig for at give absolut zero f*cks, begyndte hun at holde kæft. Og andre fulgte efter. Oh yeah!
I dag er hun en relativt medgørlig gammel dame.
Det er så godt, når man finder den strategi, der fungerer. Her er jeg lidt udfordret af, at der er opgaver, som vi er tvunget til at løse sammen, og derfor skal jeg have gravet noget engagement frem, som jeg bare synes er virkelig svært at finde den rigtige forklædning til:-/
Min hedder Jonna og er en del af familie. Jeg har grædt mange tårer efter hendes angreb. Altså, når hun ikke kan se det. Jeg undgår øjenkontakt og taler så vidt muligt ikke med hende. Jeg svarer med ligegyldigheder eller ordknapt. Hun er en kæmpe stressfaktor, men jeg kan ikke slippe for hendes udfald. Jeg sørger altid for at kunne tale med nogen bagefter.
Det sidste tror jeg virkelig er vigtigt. De her mennesker er magnetfelter, der får kompasset til at spinne, og det er bare virkelig vigtigt at blive mindet om, at det ikke er kompasset, der er i stykker. Nord er stadig nord så snart man bevæger sig væk fra de her mennesker igen.
Pis også! Man kan virkelig mærke din frustration. Ville ønske vi kunne hjælpe. Jeg er helt med på fantasidyrstæskeholdet, der evt. kan kyle med kløpulver og lamme hendes ordre-tungetale. Men…when they go low og alt det dér 💪🏾
Og så alligevel, for hvad fanden skal du også gøre, når du hverken vil/kan kæmpe eller flygte, fordi kamp måske fører til øget konfliktniveau, som måske også skvulper over på dem, du holder af i jeres netværk af relationer, og flugt ikke er muligt, fordi jeres relation er bundet sammen af et større netværk? Som du siger, skal der måske nogle nye strategier til.
Brainstorm (tag hvad du kan bruge eller skyd idéerne til hjørne):
Visualiser et skjold, en sfære eller en boble, som du tager på, inden i mødes. Det kan både være nogle fysiske og mentale grænser + positive og opbakkende ting, du siger til dig selv (både før, under og efter jeres samvær). Nu kender du hende, og kan måske forudsige en del af hendes adfærd? Vær beredt 😎 Forbered standardsvar og pusterum, hvor du kan samle dig og få skjoldet på plads igen, hvis det har fået et hårdt slag (jeg skal lige på toilettet, ringe til en, sige hej til X).
Giv dig selv alt det, hun ikke giver dig, men som du ønsker. Fx ligeværdig dialog uden ordre osv.
Forestil dig, at du er på etnografisk feltarbejde. Hvordan kan du positionere dig ift. hende? Kan du nærmest undgå hende fysisk, hvis I samles til store fødselsdage? Kan du dreje samtalerne? Kan du lade hendes kraft/ordren/snagen “rulle forbi dig”? Fx ved at sige: det er en god idé. Mm. Lade det fare, og så gøre det, du selv vil? Eller hvis hun maser sig på, så sige, hvordan ville du gøre eller hvad synes du? Og så bare mm og være ligeglad med det. Måske se på hende som en ballon, som du lader luften sive ud af, hver gang hun giver ordrer, blander sig og vil styre? 😂
Det er jo sikkert skidesvært, især når det prikker til oplevelser fra barndommen. Nu er du voksen og du kan passe på dig selv på en helt anden måde. Tænk på hvor mega reflekteret og sej du er. Du har klaret de vildeste ting – bare ud fra hvad vi læsere hører. Det er nok kun toppen af isbjerget ❤️ Og du er helt sikkert et menneske, der opfører sig bedre end hende. Du bruger din selvindsigt, og har høje moralske idealer, imens hun måske er fastlåst i nogle ubehagelige tendenser til at styre/tryne.
Og det sidste: gør noget skønt og dejligt for dig selv før og efter jeres møder. Jeg synes, det kan hjælpe, når man er helt ærlig omkring, hvilke relationer der tapper en for energi og hvilke, der fylder en med stjerneskud, kærlighed og glæde. Og sørg for at se dem, du elsker, i isoleret form – så du minimerer antallet af kontekster, hvor både “hun” og de er der.
Lad os høre, hvordan du finder ud af at tackle det 💪🏾💪🏾💪🏾❤️❤️❤️
Jeg kan se, at vi arbejder meget med de samme strategier ift. mennesker – hvor er det sjovt:)
Men jeg hæfter mig ved det sidste du skriver, for jeg tror faktisk ikke, at jeg har været ret god til på forhånd at erkende, at hun dræner mig, og måske det faktisk kan hjælpe at tænke den tanke, sådan helt konkret. At om lidt skal jeg forholde mig til X, og det tapper mig for energi. Det vil også hjælpe mig med at huske at skrue ned for det, jeg planlægger bagefter, så jeg lige kan smutte en tur i opladeren.
Tak for engageret hjælp – du er en skat:-*
Kære Linda
Livet er simpelthen for kort til energislugere, og jeg har først rigtig lært her som +50 årig, at det er mega vigtigt for mig at få sagt fra. Højt. Tydeligt. Og at selvom det er ubehageligt i øjeblikket, så er det ihverttilfælde for mig startskuddet, inde jeg kan tage kontrol over at få personen ud af mit system/tankevirksomhed.
Du var så mega sej at sige fra overfor den poder der opførte sig ualmindeligt upassende. Jeg syntes at man også i de nære relationer bør tage sig selv alvorligt – selvom det er 100 gange sværere – at sige ordentlig fra. Det kan gøres fase to face, eller det kan gøres over en mail/sms. I virkeligheden opfører den her person sig jo mega grænseoverskridende og upassende overfor dig.
Courage, uanset hvad du vælger !
Dbh Susanne
Jeg ELSKER det udtryk. Courage.
Og du har ret. Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste det, men jeg tænker meget over sætningen: “Jeg er ikke ansvarlig for den gode stemning.” Det synes jeg faktisk også kan hjælpe at huske. For det kan gøre det nemmere at lukke ned nogle af de steder, hvor jeg ikke er forpligtet til at være. Jeg kan ikke gøre det overalt. Men jeg kan gøre det nogle steder, og det er en start.
Kh
Linda
Sådan én har jeg også i min familie. Jeg læste følgende (på Instagram ofc): “It is not your job to detox toxic people.” Så det minder jeg mig selv om, og jeg synes det hjælper, ligesom samtaler med min søster eller min mand, der ser vedkommende fra samme sted som mig.
De er sørgelige dén slags mennesker, og jeg håber det langsomt vender for dig. At “din” går fra at være ulidelig og energikrævende til blot at være sørgelig og ynkelig. I send you strength! <3
Det er skønt med de der små one-liners, der er nemme at huske, selv når man er under pres. Så tak for dén.
Og faktisk har jeg, efter jeg skrev indlægget, også tænkt, at det faktisk gør en positiv forskel, at jeg er 1000% sikker på, at det er hende, der opfører sig uhensigtsmæssigt. Sådan ville jeg ikke have haft det for 10 år siden. Dengang ville jeg have tænkt meget og længe over, hvad jeg mon gjorde for at få det til at ske. Og selvfølgelig skal man ikke bare skrive sig selv ud af ligningen pr. automatik. Men med alderen kommer erkendelsen af, at nogle mennesker bare er.. ja. Røvhuller. Og det kan man ikke gøre noget ved.
Du MÅ til at følge linejensen_illu på IG. Hun har skrevet det på en t-shirt (som jeg har)
Done!👌🏼
Det var heller ikke for at underkende dit problem med hende. Jeg var virkelig fanget på flere planer og i flere relationer hvor hun indgik. Jeg nåede et punkt, hvor bare det at tænke på hende gav mig hjertebanken. Det tog læææænge og har krævet rigtig meget, og har også gjort at jeg måtte sige farvel til nogle andre relationer på det grundlag. Så det har haft store konsekvenser, men konsekvenserne ved at være i det var for mig større.
Jeg håber ikke du læser det, som var det et knips med fingrene, for det var det bestemt ikke. Det tig lang tid og mange kræfter.
Jeg forstår❤️ Og måske er der nogle bånd, det bliver nødvendigt at kappe. Jeg ville bare virkelig ønske, at det ikke var sådan.
Jeg føler med dig. Jeg har en relation, jeg ikke kan undslippe, som i begyndelsen gjorde mig helt ødelagt efter besøg, da han nedgjorde mig gang på gang med sine ondskabsfuldheder. Det kunne være til min drengs 1-års fødselsdag, hvor jeg havde lavet alle forberedelserne, bagt to slags boller, pustet balloner op, MEN: Købt en Othello-lagkage. Dette gav anledning til så mange stikpiller om min uformåen som husmor. Siden er mange fulgt efter, men jeg håndterer det helt anderledes i dag. Mit råd er simpelthen at stoppe med at høre efter, alternativt at svare igen. ‘Er der ikke noget med, at hvis man ikke har noget godt at sige, skal man tie stille?’ har lukket munden på ham et par gange. Alt godt til dig – jeg ved, hvor hæsligt det er!
Og det ER det bare! Hvor er det godt, at du har fundet en måde at være i det på <3
Måske du fysisk skulle iføre dig den sætning. Det er Line Jensen der har t-shirts, muleposer mm med det på tryk: https://linejensen.org/jeg-er-ikke-ansvarlig-for-den-gode-stemning-blaa-t-shirt/
De er simpelthen så fine, de t-shirts. Jeg så, at Idabida havde én på i et opslag forleden.
Det er Line Jensen Illu, der har lavet en plakat med det udtryk. Og faktisk også t-shirts, muleposer osv. Jeg elsker det statement, og har det tit i baghovedet, når jeg går ind i en situation, hvor jeg ved relationerne kan være svære. Det er så vigtigt at huske, at man ikke kan være ansvarlig for hvordan andre har det med én, hvis man ved med sig selv, at man opfører sig ordentligt og uden syrlige undertoner. Så KAN det faktisk kun være den anden.
Jeg har en meget høj grad af det, man i personlighedstests kalder “intersocial sensitivity”, som gør at jeg hurtigt fanger, hvis der enten er en relation, der har noget imod mig/min handling/mine ord og også hvis det sker imellem andre. Det er en rigtig god evne at have, fordi jeg hurtigt kan samle op i situationen, hvis jeg kan se at en person reagerer “forkert” på min velmenende handling/tale. Men det har også den bagside, at jeg blive virkelig drænet, hvis jeg er i et selskab, hvor der foregår en masse usundt imellem andre mennesker, fordi jeg ikke her på samme måde kan gå ind og balancere + at det ikke vil give mening, da det jo ikke er på min banehalvdel, det foregår.
Jeg har to gange i mit liv fjernet mig fra en meget tæt relation, fordi det var så usundt at blive. Det var og er noget af det hårdeste jeg har prøvet, men på den anden side af smerten, kom en enorm lettelse. Jeg kan se, du ikke har den samme mulighed lige nu, så jeg synes måske, dit næste tøjkøb skal være én af Lines seje t-shirts/muleposer med det statement på, fordi det kan være en mental og synlig fuckfinger til den giftige person, du ikke kan fjerne dig fra 🙂
Jeg er også empat; jeg har fravalgt relationer, hvor der er meget koks i ledningerne, fordi jeg bliver helt SYGT stresset af at sidde i et hjem, hvor ægtefællerne under den polerede overflade lever som hund og kat. Det er både en gave og en forbandelse at have det sådan, for det giver nogle stærke bånd og muligheder for at navigere lidt mere bevidst i eget liv, men det er også en hård omgang altid at være modtagelig overfor alle andres sindsstemninger.
Der har været meget positivt forbundet med at dvæle lidt ved den her relation. For jeg prøver altid at huske, at jeg udgør 50% af relationer; både de gode og de dårlige. Og dermed er jeg også en del af problemet, når noget går galt. Men lige præcis her, har jeg nu vendt, drejet og belyst situation og adfærd fra så mange forskellige vinkler, at jeg med hånden på hjertet kan sige, at det er ikke mig. Det er hende. Hun er en idiot, og hun er det med fuldt overlæg. Det er.. befriende.. at nå til et sted, hvor man faktisk oprigtigt føler, at man kan frikende sig selv.