Linda

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

(Først en teknik-update: Min app virker igen, så kommentarerne er back on track. Til gengæld kan jeg ikke få lov at få billeder fra dagens indlæg med over på fb, hvilket er super irriterende, for når den loader med det samme billede hver gang, så kræver det lidt mere af jer at opdage, at det er et nyt indlæg, der er smidt op. Jeg er opmærksom på det, og vi får det løst).

I den forgangne uge:

1.

Bestilte jeg varer ved Bilka To Go, og pludselig slog det mig, at jeg for længe, længe siden (it’s been 84 years..) satte noget Bilka Plus op, som jeg ikke siden har forholdt mig til.

Jeg fandt appen på min telefon (hvilket jeg egentlig godt vil have et par ekstra point for, for jeg har så mange apps liggende, at min telefon minder om det lager, hvor de kører Naziguldet hen i Indiana Jones), og fik den åbnet.

Et voila – hele 4 af de varer, jeg havde smidt i kurven, havde jeg ‘personlige kuponer’ på. Score. Jeg antager, at de tager udgangspunkt i, hvilke varer, jeg køber mest, og når de nu alligevel overvåger alt, hvad jeg foretager mig, så sætter jeg pris på, at jeg trods alt får en økonomisk gevinst ud af min digitale afklædning. Jeg sparede næsten 100 kroner, så hermed blot en kærlig reminder til de af jer, der også kører plus-medlemskaber hos dagligvarekæderne; der kan godt være noget at hente. 

2.

Flækkede min støvsugerslange i mandags, og jeg har derfor været forbi den lille støvsugerforretning i midtbyen, hvor jeg også for et par år siden købte en anden reservedel til den. 

Selvom jeg ikke kan finde kvitteringen på selve støvsugeren (hvilket irriterer mig mere, end jeg vil indrømme) (måske fik jeg den faktisk i julegave?), så har jeg haft den i 5-6 år. De to reservedele har til sammen kostet 450 kroner, og I am derfor once again asking for your support af de små specialforretninger, uanset om de er virtuelle eller findes IRL.

For når vi sidder tilbage med Elgiganten og Power, så kan du være stensikker på, at du kan vælge mellem ingen støvsuger eller en helt ny. 

3.

Fik jeg, ved et mirakel, hvis lige ikke er set i 2022 år, 5 måneder og 17 dage, en afbudstid på psyk., som ikke stillede sig i vejen for en tolkning, allerede i torsdags.

Da jeg satte mig i stolen, sagde den søde sygeplejerske: “Ja. Det her er den første samtale af 8.”

Mig:

Hun så overrasket ud, så jeg uddybede hjælpsomt, med en kæbe så stiv af raseri, at jeg næsten ikke kunne tale, at jeg hellere ville flække hver eneste knogle i min krop på langs, end at skulle koordinere 8 samtaler med dem.

“Det tror jeg gerne lige, jeg vil høre lidt mere om?” sagde hun – og så talte jeg i 7 minutter, uden at flotte mig med ét eneste punktum. Da jeg stoppede op for at trække vejret,  var vi stadig ikke engang nået til december sidste år, hvor jeg fik min diagnose.

“Det der? Det skal du klage over. Det lyder fuldstændig vanvittigt?!”

Og nu når vi så til, hvorfor punktet er på her. For ja. Det burde jeg virkelig. Det har jeg tænkt mange, mange gange undervejs. Men blandt andet fordi jeg har skrevet den her indlægsrække, har jeg nok brugt mere tid en gennemsnitsdanskeren på at tænke over, hvad der gør mig glad. Hvad der tilfører mit liv værdi og glæde, og hvor jeg bare hælder min energi ned i et sort, bundløst hul eller sparker bolde til hjørne, som jeg får i hovedet senere.

Hvis jeg klager, sådan helt officielt, så kommer jeg til at skulle slæbe det her med mig i årevis. Jeg kommer til at skulle gå tilbage, dykke ned i og forholde mig til det, når jeg for længst er videre – og til hvad nytte? For jeg er efterhånden så tilpas desillusioneret over systemet, at jeg ikke har for to kroner blandet håb noget sted i kroppen ift., at det kommer til at ændre noget. Det svarer til at mødes med en ekskæreste med massive issues og forsøge at få ham til at forstå, hvorfor man gik sin vej. Nogen burde gøre det, men han og de kommer aldrig nogensinde til at føle ansvar eller mene den undskyldning, man i bedste fald kan tvinge frem.

Sygeplejersken her var virkelig sød, og hun kunne næsten ikke være i, at jeg ikke ville gøre mere ved det, så vi indgik et kompromis, og jeg har lovet at skrive mit forløb ned til hende, så hun kan tage det med til sin chef. Jeg startede, da jeg kom hjem, og efter 10 minutter havde jeg skrevet 3 sider, og var så gal, helt forfra, at jeg måtte sætte computeren fra mig og lægge kolde omslag på mit blodtryk.

Hvilket bekræftede mig i min beslutning om ikke at klage officielt. 

Ret skal være ret: Det var rart at tale med hende. Både fordi hun bare virkelig var sød og ordentlig og fordi hun efter en halv time sagde:

“Ok – vi skal godt nok have reguleret din medicin. Din hjerne kører så hurtigt, at din mund ikke kan følge med, og du sitrer. Det må kræve virkelig meget af dig at maskere, når du er sammen med andre?”

Og selvom det jo ikke er noget, man gerne vil have stående på sin gravsten, så er det bare virkelig rart at sidde overfor et menneske, der ved noget om det her. For når jeg siger til mine venner, at jeg ikke tror, medicinen virker, som den skal, så er der fuld opbakning hele vejen rundt. Jeg elsker dem, de er det bedste, jeg har, og jeg har aldrig oplevet, at de ikke tror mig. Så heldig tror jeg faktisk ikke, at ret mange er. Men jeg har jo lagt låg på det her i 46 år og kompenseret på måder, jeg ikke engang orker at tænke tilbage på, så de ANER ikke, hvordan det ser ud – eller om jeg har ret i det jeg siger. Hvordan skulle de kunne det? Jeg har ikke givet dem lov. Og fordi vi som mennesker kalibrerer ved hjælp af vores peers, så er det underlig utrygt at sidde med en oplevelse, som man ikke kan få hjælp til at vurdere rigtigheden af.

Nu er der lagt en plan, og jeg har lovet mig selv at gå tilbage i forløbet én sidste gang i håbet om, at det måske kan gøre forløbet bare en smule nemmere for dem, der står i køen bag mig.

Jeg håber, at I får verdens bedste weekend derude. Tak for at hænge på gennem tykt og tyndt, og for villigt at lægge ører og øjne til alle mine ramblerier, der måske ikke altid hænger sammen, men som kommer fra hjertet.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er Anton vokset 2 meter, og stort set alle bukser er derfor pludselig for korte. Og meget få ting giver mig tics ved øjet som bukser, der stumper. 

Passende nok mangler han shorts, så verdens bedste mormor har fået 6 par bukser over, som i løbet af weekenden bliver forvandlet til shorts.

Med en autist er det win-win opløftet i anden, fordi han har det hysterisk stramt med taktile stimuli, så at han kan få shorts, som han er vant til at have på som bukser gør, at han kan rumme de ekstra sensoriske indtryk, bare ben giver.

2.

Købte vi den cykel, som vi i sidste weekend var ude at kigge på, og Fridas gamle cykel er blevet afhentet af en mormor i området.

Det kan altid falde ud til to sider at forære ting væk, for lad os være ærlige: Satre havde ret, da han sagde, at helvede er andre mennesker. Det er VANVITTIGT, hvad folk kan få sig selv til at spørge om, bede om og kræve, selvom de står til at få noget foræret, og mit blodtryk kan ikke tage det.

Men mange år på Marketplace har lært mig, at tager eller betaler man penge for noget, følger der automatisk en fornemmelse af ansvar med. Sådan må det somme tider være, men der går ikke én dag, hvor jeg ikke glæder mig over, at vi nu økonomisk er et sted, hvor jeg kan forære vores brugte ting videre gratis.

3.

Har jeg kørt brunch på en helt almindelig fredag – og i den forbindelse glædet mig over endnu en fordel ved at være selvstændig, nemlig at tiden er min HELT egen. For i takt med at børnene bliver større, og vi med udredning, skoleskift og medicinering nærmer os et sted, hvor de er nogenlunde i vater, kan jeg pludselig mærke, hvor stort et behov jeg har for at begynde at finde plads til mig selv igen. Det er der ikke noget odiøst i; jeg tror, at det er sådan alle forældre til større børn har det, men der har været så meget pres på her de sidste 5 år, at jeg ikke har forholdt mig til mig selv i mere end 4 minutter ad gangen. Det begynder langsomt at ændre sig, og det er så absurd optur, at jeg disponerer over tid, som jeg ikke havde rådet over, hvis jeg havde været fuldtidsansat. 

Jeg havde derfor blokket fredag ud til brunch, og som altid havde jeg madspild i baghovedet, da jeg planlagde menuen. 

Jeg tømte grøntskuffen og hev lidt refried beans og baked beans ud af fryseren, og omsatte det hele til en gang huevos ranchos.

Frugten skar jeg i tern, og det, der ikke blev spist, afventer nu sin skæbne som smoothieindhold i fryseren. 

Jeg bagte grovboller, fordi de, modsat rundstykker, kan bruges i madpakken, til suppe osv. bagefter, fetacreme, hummus og knækbrød er perfekt til nem frokost her i weekenden, og det søde punktum, kagen, lavede jeg, da jeg torsdag alligevel skulle bage til et skolearrangement. 

Og champagnen? Den glemte vi (#shame), så den drak jeg selv fredag aften for at fejre, at livet sgu bare lige nu er bedre, end det har været længe. 

God weekend derude.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Har jeg afkalket min vaskemaskine og min opvaskemaskine. Det kræver tæt-på-ingen indsats, og selvom det er én af dem, der er nem at glemme, kan man bare stikke snuden i sin kogekande, hvis man har brug for at blive mindet om, hvordan vand, varme og kalk opfører sig i hinandens selskab.

Der er flere måder at gøre det på; nogen bruger eddike, andre citronsyre, og der er også lidt forskel på, om de forskellige guides anbefaler at man kører en vask med sæbe før eller efter.

Uanset hvad man hælder til, kan det være en god ide at kombinere afkalkningen med en kogevask. De fleste af os er blevet gode til at vaske kortere tid og ved lavere temperaturer, helt generelt, hvilket er godt for både miljø og økonomi, men det betyder også flere bakterier og sæberester i maskinen. Derfor er en kogevask engang i mellem en god måde at desinficere maskinerne på.

I min opvaskemaskine bruger jeg citronsyre, og følger bare anvisningen på pakken. Her slutter jeg med at køre den tomme maskine igennem med vask på højeste temperatur, ifald en enkelt lille rest af syren skulle gemme sig i et hjørne af bestikskuffen. 

Min vaskemaskine kører jeg først igennem på 90 grader, uden tøj men med blå Biotex i sæbeskålen. Og skal-skal det være blå Biotex? Altså, nej. Det SKAL det jo nok ikke. Men jeg fik det anbefalet for år tilbage, fordi der er noget særligt ift. enzymerne i netop blå Biotex, og jeg har flere gange set det brugt i meget overraskende sammenhænge af netop denne grund, som f.eks. til at afrense sår på benene på heste. (DISCLAIMER: Jeg siger ikke, at det er en god idé. Jeg kunne godt dengang fornemme, at man er enten MEGET pro eller anti, og jeg ved INTET om heste. You do you og google og fagfolk, før du kogevasker din hest).

Herefter kører jeg den igennem med en omgang citronsyre på 40 grader, tørrer listerne af med en våd klud, og lader maskinen stå åben, så den kan tørre helt.

I dag (søndag) er en god dag at få det gjort på, hvis du har muligheden, for i eftermiddag er strømmen så billig, at du – selv når afgifter og transport er trukket fra – faktisk tjener penge på at bruge den. 

2.

Har jeg været afsted med gode damer, hvor aftalen har været noget hardcore, betalt underholdning til børnene og kvalitetsvoksentid til mødrene.

I den forbindelse vil jeg bare lige slå et slag for at have to termokrus/kopper, så man kan medbringe iskaffe eller latte til både sig selv og sin aftale, og således spare både engangsemballage og penge. 

Jeg lagde mig for nogle måneder siden på lur, og købte to af de her termokrus og de her glas på bud. Både låg, sugerør, krus og glas kan gå i opvaskemaskinen, og selvom to måske lyder lidt overkill, så er det perfekt, fordi jeg så stadig kan have kaffe med i bilen, selvom opvaskeren ikke har været fuld nok til at starte.

(-OG børnene kan få kold saft/juice samtidig i helt identiske glas, for Gud forbyde, at den ene får et ternoglas og den anden ikke gør..)

Det er værd at huske, at afbrænding af restaffald udleder masser af CO2, og der er stadig masser af legepladser og aktivitetsparker, hvor der ikke er affaldssortering.

Det er derfor på ingen måde lige meget, hvor mange to-go kaffekopper og plastflasker, du smider i tasken, når I i løbet af sommeren skal på tur, så det er et nemt sted at gøre en forskel. 

3.

Opdaget, at Frida er vokset 600 cm. på en måned. Derfor er hendes cykel nu pludselig blevet nærmest latterligt for lille til hende. 

Jeg har oprettet en agent på Marketplace, og vi skal ud at se på en brugt Winther i dag. Den er pæn og velholdt, brugt af ét barn, koster 5000 kr. fra ny, og er sat til salg til 400 kr. 

Den nuværende kommer vi til at forære væk, når vi er sikre på at have en anden, men vi er lige nødt til at have et sæt hjul, fordi det fra den danske folkeskole er et klassisk move at annoncere 12 kilometre lange cykelture, dagen før de skal afvikles.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Med hjælp fra et par hjælpsomme håndværkere fået ydet livreddende førstehjælp til min opvaskemaskine, og den virker igen. 

Problemet var, at pumpen blev ved med at køre efter at maskinen havde tømt vandet af. Det betød, at den bare blev ved med at starte, køre, slukke – og starte igen. Og en god tommelfingerregel med el er bare, at det ikke skal blive ved med at gøre ting af sig selv. 

Jeg er efterhånden blevet god til at læse brugsanvisninger og troubleshoote med Google som min ride or die, så jeg tog strømmen, genstartede maskinen, tjekkede filtre, ledninger og vandforsyning, men intet hjalp. Derfor prøvede jeg efter kvalificeret input fra hhv. en elektriker og en smed, at skrive til den el/hvidevarerbutik, de begge sværger til, fordi personalet der er (og jeg citerer) ‘de eneste i byen, der ved, hvad de har med at gøre’, og spørge, om de havde et bud. 

De skrev tilbage, at det formentlig var en sensor, der havde sat sig fast, så vi skulle prøve at vippe maskinen for at fjerne den sjat vand, der står helt nede under bundpladen, og så rigge den til igen. Og altså: Der var nok ikke nogen af os, der egentlig troede på det, for maskinen er 10 år gammel, og selvom jeg har passet godt på den, så er den stadig på den statistisk kedelig side ift. overlevelse. 

Men det virkede. Sgu. Så nu ruller den videre, og det er derfor, vi skal passe godt på de små specialbutikker, der faktisk ved, hvad de står med. Det bliver helt sikkert dér, jeg køber afløseren, når den nuværende på et tidspunkt står endeligt af.

2.

Hørte jeg i sidste uge om et trick, som jeg ikke forstår, at jeg ikke selv har tænkt på, nemlig at gøre pap vådt, inden man smider det ud. (Vigtig tilføjelse: Man må ikke gøre det med det pap, der skal i papirspanden, for så kan det ikke genanvendes. Tak til dig for tilføjelse, Stinne <3)

Det er genialt. Pappet kan rulles og fylder pludselig kun 10% af, hvad det gør, når det er tørt, og ift. fx. pizzabakker er det nærmest provokerende smart, at de kan gøres så små, at de uden problemer kan gå med i dagens pose af restaffald.

Særligt nu, hvor varmen er på vej, og plastikposer ikke er noget, vi bare har til at ligge og flyde i hobetal, er det fint, at man ikke skal vælge mellem klamme insekter i skraldespanden eller en affaldspose, som ikke kan lukkes.

3.

Har jeg ofret min meget fine vandkande, som er lavet af noget, der ligner messing, men ikke er det, og sat den ud. 

Den er simpelthen så pæn og god at hælde af, men den må ikke stå med vand i, for så ruster der hul i den, og det er bare virkelig irriterende. Og jeg medgiver, at det her er en af dem, hvor man enten forstår det, eller også gør man ikke. For jeg kan sagtens på skrift se, at det virker helt idiotisk, at det bliver årsag til, at man ikke får vandet blomsterne, men fact er, at jeg har dræbt et tocifret antal planter, fordi vandingsplanen består af mere end ét trin. 

Derfor har jeg nu sat den ud, hvor det ikke betyder noget, hvis den pludselig er utæt, uden at jeg lige opdager det, og ingen trægulve eller -hylder betaler prisen for min uduelighed. Det kommer til at tage livet af den, men i det mindste får den lov at bruge sit otium på at servicere de små planter, hvor al jord spules væk, hvis man vander med havekanden, og den har over de sidste 2 uger sparket mere joy derude, end den har i de 2 år, jeg har haft den herinde.

Punktet er på, fordi jeg ellers taler meget og længe (!) om, at man skal passe godt på sine ting, fordi de så holder længere, hvilket er godt for både miljøet og pengepungen. Det står jeg ved – men jeg synes, at det er en vigtig tilføjelse, at det kun gælder de ting, man faktisk bruger. Ellers gemmer man bare til natten og katten, for der er ingen lommer i den sidste skjorte, og som revisor-Jesper siger: Hvis der er noget tilbage at arve, har vi regnet forkert.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Bagt kage til Antons skoleafslutning, og i stedet for at bage én stor bradepandekage, bagte jeg kagen i 3 mindre forme, som jeg pakkede i hver sin pose.

Det var utilsigtet genialt. For jeg havde, som altid, skudt over mål ift. hvor meget kage, børn reelt kan spise, og havde han haft én stor kage med, havde jeg fået en fedtet omgang grat retur. I stedet havde han to poser med hjem igen; én, der indeholdt en kvart kage, og én, der slet ikke havde været åben.

Ud over at være en nem måde at forebygge madspild på, så blev kagerne også bare bedre, fordi man med en ovn, der varmer ujævnt (hej boligforening), meget nemt risikerer, at en stor kage bliver tør i kanten og ubagt i midten. Ikke her. Her var bare begejstring og svampet chokoladekage så langt øjet rakte.

2.

Har jeg fået en prøve på skintonic fra Raunsborg, som er på spray, hvilket er noget af det lækreste, jeg har prøvet længe.

Desværre ser det ikke ud til, at man kan købe den i almindelig størrelse som spray, hvilket er virkelig ærgerligt. Dels er det bare en meget lækker fornemmelse, men den overflødiggør også rondeller. Stort og dybfølt tak fra miljøet, uanset om man kører vat eller stof, der på bagkant skal vaskes ved høje temperaturer. 

Når jeg nævner mærket på den, er det fordi jeg er i tvivl om, om konceptet kan overføres til alle mærker – for jeg er f.eks. ikke sikker på, at mit syn ville holde til at blive ramt af den tonic fra Clinic, jeg brugte i mine unge dage, som man i en snæver vending ville kunne fjerne harpiks og rester af klistermærker med. 

Men låget kan skrues af den lille prøve, og jeg har en anden tonic stående, som jeg vil teste konceptet med, for hvis det også fungerer, bliver det sådan, vi kommer til at rulle fremover.

3.

Er jeg tilbage i mine buddha-bowls, og jeg vil bare igen slå et slag for, hvor nemt det er i de uger, hvor det hele går lidt ekstra stærkt. 

Søndag lavede jeg en grundsalat af spidskål, babyspinat, gulerødder og rød peber, som jeg snittede helt fint og pressede en halv lime ud over. (Syre virker konserverende, så limen forlænger levetiden, og holder salaten sprød). 

Jeg halverede en håndfuld små tomater og smed dem i deres egen plastikboks (fordi de afgiver væde og derfor ødelægger salaten, hvis du smider dem i den), og til sidst lynsyltede jeg et par gulerødder og nogle rødløg. Man kan SAGTENS lave det selv, og det er både billigt og nemt. Men fordi tid lige i de her uger er den meget knappe faktor her, havde jeg købt en flaske eddikelage fra Tørsleffs i stedet, og hældte bare halvdelen over løgene og halvdelen over gulerødderne. 

Det samlede tidsforbrug på ovenstående var 20 minutter. 

Og så har jeg ellers hele ugen bare kombineret med det, jeg lige den dag havde lyst til, f.eks. søde kartoffeltern, pitabrød og hummus, falafel, asiatiske kyllingefrikadeller (fra fryseren) og forskellige slags dressing, nødder, frø og kerner.

Når man laver salat til en hel uge, som jeg har gjort her, undgår man den kvarte kål, som man altid har ambitioner om at bruge til noget, men som man aldrig rigtig når at få omsat, så ud over at det sparer tid og opvask, så får man på den her måde også brugt alle grøntsagerne helt. 

Endelig er tetris-bowl-konceptet billigt, virkelig, virkelig nemt, og så fungerer det supergodt sammen med stort set alle smårester fra fryseren, f.eks. dahl, kødsauce eller tikki masala, så det er også en god måde at få tømt hylder og skuffer på.