Brak

Når jeg står op på lørdag, har jeg kørt mit første år som selvstændig tegnsprogstolk, hvilket på alle måder er vildt. Årshjulet har rullet en hel omgang, verden er en anden, og det er uden tvivl det bedste, der nogensinde er sket på jobfronten for mig – og et vidnesbyrd om, at de bedste gaver somme tider kommer i det grimmeste papir.

Det har på mange måder været et startskud til at begynde at finde tilbage til mig selv. Det har været fantastisk at blive tvunget til at lære noget nyt og at lære nye sider af sit fag at kende, og der har været virkelig mange positivt sideeffekter, som jeg ikke havde tænkt over ville følge med, men som jo egentlig er ret indlysende, når man tænker over det.

Det er f.eks. ret fedt, at det faktisk gør en forskel at yde en god service. At indsats og udbytte hænger sammen. At man får mange flere af de opgaver, man elsker, fordi kærlighed og talent typisk hænger sammen, og dermed får man også langt oftere lov at stemple ind på opgaver, hvor det føles som om, at det faktisk gør en forskel, at det er mig, Linda, og ikke bare En Tilfældig Tolk, der kommer. Den luksus har man ikke, når man er lønmodtager, for der er man en brik et stort puslespil, og der kan være hundrede faktorer, der spiller ind, når man bliver planlagt, men den arbejdsglæde, det giver at føle, at man får lov at bruge sig selv og sine spidskompetencer, og kan sende de opgaver videre, hvor man ved, at en anden er en bedre tolk til jobbet, er vidunderlig.

Den aktive måde at forholde mig til, hvad JEG gerne vil i mit arbejdsliv, har bredt sig til stort set alle andre områder af mit liv, og den proces har været – og er – vanvittig. Jeg er de sidste 12 måneder igen begyndt at stoppe op og bruge den nødvendige tid til at mærke efter, hvad jeg mener, vil og har lyst til, i stedet for bare at køre på autopilot, og det er der kommet mange spændende erkendelser ud af. Nogle af dem egner sig til bloggen, andre gør ikke, men fælles for dem er, at de har givet mig lyst til bare at være ærlig og lade falde, hvad ikke kan stå. Det har fået mig til at se på mine relationer, på min lille familie og de vaner og mønstre, vi har dannet og fået, og til at opdage steder, hvor jeg gerne vil gøre tingene anderledes.

Jeg er begyndt at kræve tid og plads til migmigmig, og det er … nyt for os alle, tror jeg godt, vi kan sige.

Jeg kan også pludselig se, at hvor jeg er frygtløs og insisterende, når jeg slås for mennesker, jeg i den ene eller anden rolle repræsenterer, så har jeg to defaults, når jeg kæmper for mig selv og møder modstand.

Det er enten:

Eller:

Hvilket er vildt nok, for når jeg sidder overfor nogen og forhandler på andres vegne, så er jeg 100% skarp på, at vi på har samme mål, bare med modsat fortegn. Hvis det f.eks. handler om penge, så er det indlysende klart for mig, at det er de samme penge, vi har øjnene på, og derfor kan jeg sagtens have respekt for modpartens ønske, for det er i bund og grund det samme som mit.

Ligeledes har jeg nul problemer med stille og roligt at stå fast på mine krav, fordi den tyver, jeg giver slip på, bliver lagt i stakken hos ham, og med den erkendelse forsvinder frygten for at fremstå grådig, hvis jeg ikke bare ruller om på ryggen.

Men når det, jeg mener at have krav på, er til mig selv, kan jeg – nu hvor jeg retter min opmærksomhed mod det – godt mærke, at jeg enten bare smider en håndgranat og skrider, eller får det, lægevidenskaben kalder ‘Imposterens Klamme Håndflader’.

Det slutter nu. Ikke med konfetti, fingerknips og store armbevægelser, men bare helt stille og roligt ved at stå fast. Præcis som jeg formår at gøre, når jeg forhandler by proxy. Lige nu har jeg f.eks. en mailkorrespondance kørende, hvor vi er på 7. mail, og jeg SAGTENS kan mærke, at modparten for længst har googlet ‘Lejemorder, Esbjerg’.

Er det behageligt? Nix. Det fylder, jeg må bekæmpe trangen til bare at trække splinten, og jeg skal bruge tid på at minde mig selv om, igen og igen, at jeg ikke tager fejl, fordi en anden mener at have ret.

Det kan godt være, at jeg til sidst må give mig. Men så kommer det til at handle om, at jeg ikke vil bruge mere tid på sagen, og ikke, at jeg smækker døren med to strakte langemænd eller bakker ned, fordi jeg er bange for at være for meget/få skæld ud/være urimelig.

Det er work in progress, meget frem og lidt tilbage, og nogle dage er det næsten for meget af det gode at skulle fortsætte fremad, mens man samtidig lægger nye spor.

Men det er også den vildeste fornemmelsen at være nået til et sted, hvor man ikke længere bare forsøger at overleve eller genskabe blege, dårligere versioner af det, der var, men i stedet brænder marken af og pludselig kan se, at den sorte, nøgne muld er afgørende for, at det næste, man planter, kan gro.