M2023, uge 25

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har vi, som allerede nævnt, holdt fødselsdag for Frida, hvilket er temaet for ugens punkter.

Jeg har for år tilbage lært, at man må være idealist på andre tidspunkter, for jeg har hældt frugt og grønt for et anseeligt beløb direkte i skraldespanden, fordi ingen rører det. Det er, hvad det er, og så retter jeg ind efter det.

Jeg tjekker altid lige op på, at der ikke er nye allergier at tage højde for, ligesom jeg sørger for, at der er noget uden svin og noget uden mælk, just in case. I Antons helt gamle klasse var der et par stykker, der ikke var store på dét, og hvor forældrene ikke kunne læse – hvilket jeg først fandt ud af, da jeg stod med børnene i stuen, og de nærmest kun kunne spise servietten.  

Endelig ved jeg også, at der ALTID er et barn, der ikke kan lide maden, uanset hvad man laver. Og no hate: Det vilkår lever jeg på 13. år med ift. Anton, så fuld forståelse herfra. Derfor sørger jeg altid for at have et franskbrød eller en bolle, man kan få med smør, og det var der også i år et enkelt barn, der skulle bede om. Ved at være på forkant, slipper jeg dels for at stresse over at skulle hive en akut kulhydratkanin op af hatten, for det er ikke altid, vi lige har noget liggende. Og dels kan jeg sørge for at købe noget, som mine egne gider spise bagefter. Win/win.

Så i forbindelse med fødselsdagen:

1.

Konstaterede jeg, at jeg, fordi der i løbet af i år er startet et par nye børn i klassen, pludselig ikke længere havde melamintallerkner nok.

Derfor købte jeg 18 tallerkner og 18 skåle i plast, som intet vejer og intet fylder, hverken i skabet eller i opvaskemaskinen. De vil være geniale at have med på tur, og de kan bruges tusinde gange og til de næste mange fødselsdage.

Derudover udmærker de sig ved at være små i diameter, hvilket jeg har opdaget er ret fint ift. madspild. En stor tallerken inviterer til at blive fyldt, og de kan ikke spise det.

De kostede 60 kroner i alt, og de er alle pengene værd. 

2.

Skar jeg alt, hvad jeg satte på bordet, i halve eller kvarte. Både frikadeller, pizzasnegle og pølsehorn. Igen: De KAN ikke spise det, og det er så åndssvagt at købe og tilberede en masse mad, som så bare skal smides ud, fordi de har haft det i hænderne og/eller munden. 

(Jamen, jeg vil gerne invitere dem, der synes, jeg er hysterisk, med i tasken, næste gang jeg tolker hygiejnekursus. Den er hård, vil jeg bare sige). 

Jeg tilberedte, hvad jeg forventede, de kunne pacman’e sig igennem, og satte over lidt efter lidt. Også af pastasalat, melon og druer. (Som de, skal det retfærdigvis siges, faktisk spiste af). På den måde kunne resterne, som aldrig nåede over på børnebordet, smides på køl, og bruges til nem aftensmad/madpakker. 

3.

Kørte jeg igen i år chips-buffet i stedet for slikposer, som det ellers er kutyme på de her kanter. Og til dem, der rynker brynene: De kigger på mig, som disciplene kiggede på Jesus, når jeg sætter det frem.

Det *helt* geniale er, at hvor de kan hugge sig igennem imponerende mængder af slik, så er det mere ideen om chips ad libitum, end det egentlig er selve buffeten, de elsker her. Jeg vil tro, at de tilsammen spiste lidt mindre end det, der kan være i en almindelig pose skruer. Tricket er at give dem muffinforme at fylde over i, for når de har fyldt den 3 gange har de tabt interessen og er igen gået på jagt efter bier at blive stukket af og sæbebobler at blive smurt ind i.

4.

Ved jeg ikke, hvor mange forskellige slags kage, jeg gennem tiden har forsøgt mig med. Og måske er de her børn særlige, men det er endnu ikke lykkes mig at finde en, alle kan lide.

Fridas største ønske var stille og roligt ‘en enhjørningekage, mor.’ Hvilket jo er dejlig konkret. Jeg googlede til min maskine grædefærdigt forsøgte at tappe ud, men det eneste, jeg kunne finde/komme på, var enten en lagkage med farvet creme og frugt i lag (og Frida gider hverken flødeskum og creme) eller sådan en høj, mistænkeligt TikTok’et kage i farvede lag med smørcreme imellem. Og med det program vi har kørt, ville jeg hellere hamre gafler i øjnene på mig selv end at skulle til at eksperimentere med at bage farvede bunde ad flere omgange.

Jeg tænkte og tænkte og tænkte – og fik en ide, som jeg i desperation bare gik med: Jeg købte 3 liter vanilleis af den billige slags (jamen, sagsøg mig. De spiser 2 skefulde, hvis bølgerne går højt). Jeg kylede det i min blender sammen med frugtfarve og det endte med ham her: 

Er der en Michelin-stjerne på vej i posten? Nej. Ville jeg kunne leve af at lave og sælge dem? Også nej. Men den kunne laves i god tid, den var kold på en varm dag, den kostede 50 kroner at lave, og fødselsdagsbarnet elskede den. Den ryger i arkivet under ‘succes’.