I øvrigt:
*Er den her uge et mareridt af logistik og mennesker. På 4 dage tager vi et forældremøde, en børnefødselsdag ude, en sommerfest i SFO’en, en klassefødselsdag her og Skt. Hans. Det er ALT FOR MEGET, ESBEN! Og hvor jeg egentlig synes, at jeg er ved at være ok-god til at sortere løbende, så er der ikke meget af det her, man kan vælge fra uden at det bliver opdaget, vel? Allerbedste Johanne, som er et vidunder af et virtuelt heppekor, skrev begejstret, at ‘Bål fredag er aflyst! Du har fri!’ Hahaha. Ha. Nej. For nu skal jeg også finde på en ikke-pyro-båret aktivitet, og min opfinderhat føles, som fordelerhatten på Hogwarts ser ud.
*Hjælper det ikke rigtigt på noget, at energien overalt er en sælsom blanding af hyperstress over, at vi skal nå altaltalt, inden det hele lukker ned for sommeren, og doven siesta-vibe, fordi det hele alligevel lukker ned for sommeren lige om lidt.
*Stod jeg i går i Meny. En mand i eksklusivt hør stoppede først den kø, han stod i for at diskutere med den underbetalte kassemedarbejder, fordi han havde glemt sin pung – men godt lige ville have sine varer med alligevel. Da han fik nej, skar han ind i den kø, jeg stod i, for at prøve lykken dér. Det blev også et nej. Han var nærmest violet af vrede, da han stormede ud af butikken med informationen om, at det var ‘den dårligste behandling, han NOGENSINDE havde været udsat for!’ blafrende efter sig. Jeg mødte ham på p-pladsen i hans ikke-under-2-mio kroners Mercedes, og jeg vil bare lige opfordre til, at man sender thoughts and prayers i hans retning, tjekker ind hos sine 1%’ers, for de er ikke ok, og så ellers husker at sætte grænser for sine børn.
*Har jeg købt et par Loop earplugs til Anton. No spons, men jeg kendte ingen, jeg kunne spørge om, hvorvidt de lever op til deres egen hype eller ej, men jeg er virkelig positivt overrasket. Ideen med dem er, at de bare tager toppen af lyden (man kan vælge forskellige modeller, som så angiveligt sænker lydinput med x antal dB), men uden at lukke helt af. Derfor er de ret velegnede i et klasselokale eller et kontorlandskab, hvor man bare skal have skruet ned for lyden, men uden at lukke helt af. Der er forskellige størrelser propper med, og den lille ring gør dem nemme at sætte i og tage ud; også for små fingre. De holder, hvad de lover, og man slipper for den der undervandsfornemmelse, som noise cancelling godt kan give.
*Har jeg næste punkt på mit partiprogram klar: Afskaffelse af pollen. Anton ligner en, der har ligget i blød i en atomreaktor.
*Har jeg fået mig en personlig træner, og det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i 100.000 år. Jeg smadrede for et halvt år siden min ene hoftebøjer, og fordi jeg er meget ‘vi ser lige, om ikke det går over af sig selv’-typen, har jeg ikke rigtigt fået gjort mere ved det. Men lige meget hvad jeg forsøger mig med ift. træning, har det gjort ondtondtondt, og fordi jeg også er Forsvarende Nordisk Mester i ‘Det Prøver Jeg Lige At Ignorere’, får jeg det rådne træningsmønster, hvor man starter, overgør det, får ondt, må styre sig, repeat. Men det her en kæmpesucces. Det er et lille studie, hvor man træner alene med sin fys/PT, og alt bliver rettet til og justeret undervejs. Bedst af alt er der ingen af de øvelser med elastik, som jeg bliver lige dele aggressiv og kontrær af, men bare rigtig, ægte træning, der niver alle de rigtige steder, og det er wunderbar!
*Har jeg i disse dage TS’s New Romatics på hård repeat. Nævn et bedre omkvæd end:
‘Cause baby, I could build a castle
Out of all the bricks they threw at me
And every day is like a battle
But every night with us is like a dream
Jeg venter.
20. juni 2023 @ 19:32
Ida Gard: Dronninger af Skejby 😉
21. juni 2023 @ 09:56
Den er sat på listen til hjemturen – tak👌🏼
20. juni 2023 @ 20:04
Som den dinosaur jeg er – og her må du bære over med mig – er jeg nødt til at spørge: hvad vil det sige at tjekke ind hos sine 1%’ers?
20. juni 2023 @ 21:05
Manner, hvor er jeg glad for, du spurgte! Jeg er med i dino-klubben og vil også være streetsmart lis’som Linda – og det går nok alligevel bedst, hvis man ved, hvad man selv går rundt og siger 😆
20. juni 2023 @ 21:09
De top 1% som tjener allermest/sidder på mest af den samlede velstand 💸
21. juni 2023 @ 09:54
Tak for at hoppe ind som co-tolk, Cecilie. Jeg er ved at drukne i lagkage og luftfugtighed😩
PS: Jeg har screenshot’et de her kommentarer, og vil fremlægge dem som bevis, når mine børn ruller øjne af deres uhippe mor næste gang🙌🏼
21. juni 2023 @ 09:49
Ok, mange tak for svaret Cecilie B :-). Sikke meget jeg kan lære her, det er så skønt :-).
Glædelig midsommer til alle.
22. juni 2023 @ 20:43
HØRT! Maj og juni er blevet det nye december – bare meget værre! Med tre børn har jeg ikke tal på hvor mange arrangementer vi har været til med dårlig mad, varme drikkevarer (uden alkohol. Tak for ingenting, sundhedstyper) og overgearede børn smurt ind i solcreme, sand, snavs og slushice. Og fordi børnene synes ALT er Det Vigtigste I Verden (lige indtil næste arrangement) har vi været til friggin alt. Også arrangementerne med klasserne, som overdrevent entusiastiske mødre uden fuldtidsarbejde har arrangeret, så vi lige “kan sige god sommer”. Nej Karen, det har vi ikke brug for, FOR VI HAR SET HINANDEN DAGLIGT I FJORTEN DAGE. Og standardsvaret, “man kan jo bare lade være med at deltage”. Nej, det kan man ikke, for så er barn nr 1, 2 eller 3 udenfor. 🤯
22. juni 2023 @ 20:52
PRÆCIS!!! Og næsten værre endnu er dem, der HAR børn i samme gruppe, som (hvis man lufter sin afmagt) overbærende siger: “Ja, hjemme ved os fik X bare at vide, man må vælge!” – med fuldfede undertoner af ‘så må du jo lære at sætte grænser’. Jeg skal bide mig i tungen for ikke at skrige, at det ikke er *helt* så ligetil, når man dels ikke bor smackdown i skolekvarteret, hvor alle børn bare løber på kryds og tværs og besøger hinanden konstance, og dels har et barn med ADHD, der bliver ægte ked af det og frustreret, hvis noget præsenteres for så – af mig – at blive valgt fra. Jeg kan på dårlige dage synes, at det er uendeligt urimeligt, at jeg skal tage 1700 ekstra kampe og nedsmeltninger, fordi hjemmegående mødre/mødre med halvdagsjobs synes, at det er hyggeligt med 16 ekstra arrangementer den sidste uge inden ferien.
(Og ps: NUL point til skolen, der holder sommerfest 2 dage før Skt. Hans, lægger en skolehjemsamtale den sidste dag inden ferien, og i øvrigt dagligt sender ‘Vedrørende i morgen’ beskeder på Aula med ‘vi tager på tur – husk badetøj!’ og ‘vandpistoler må gerne medbringes’-informationer. Gå VÆK!!)
23. juni 2023 @ 08:50
Kære Astrid og Linda
I vores familie er vi også kendt med både ADHD og autisme, og det er den primære grund til at jeg arbejder deltid. Det er et privilegium jeg er meget bevidst om – og derfor er det også tit mig, der siger ja til at hjælpe med de der arrangementer. Fordi jeg tænker at jeg har bedre tid end den gennemsnitlige forælder, og jeg vil også gerne byde ind med det, jeg kan, når det nu ikke er 37 timer lige ned i skat-kisten til os alle sammen.
Jeg føler mig ikke sådan rigtig ramt (jeg mener heller ikke at min forældrekaffefrekvens er hysterisk), men jeg synes egentlig det er spændende og vigtigt at spørge de ikke-så-særlig-taknemmelige: Er det mængden af de her arrangementer? Er det længden/omfanget? Eller er det mere det at de i det hele taget er der? Var det hyggeligt hvis vi nøjedes med 30%, eller ville I bare ønske at I aldrig nogensinde skulle se en tør bradepandekage med chokoladeglasur igen?
23. juni 2023 @ 09:26
Kære jer. I et anfald at tillid til den altid gode tone her på siden, vover jeg mig ind i en samtale, som jeg ellers for sjældent tror at “vi” (forældre) egentlig tør tage. Jeg er hverken mor til børn med udfordring, eller for den sags skyld deltidsansat… men jeg har et (sikker for nogen) irriterende højt drive og nemt ved at overskue arrangementer – hvorfor planlægning af aktiviteter (på job, skoler, børnehaver, håndboldklubben, you name it) ofte falder ned i skødet på mg. Og det har jeg det fint med, jeg vil gerne – og når jeg ikke orker, siger jeg nej tak med god samvittighed og ved at jeg er “temmelig meget i plus”. Nå… men arrangementerne pisser mig med andre ord sjældent af, jeg står endda gerne for dem… og fx sammen med fx andre forældre, som jeg har kendt i mange år og har det godt med, plejer vi oprigtigt at lave nogle gode ting sammen (skidt med den sløje mad – og vi på ingen måder bandlyst alkohol – så måske derfor, ha!). Anyway – der er sikkert/måske nogen, som finder det for meget. Ellers som får svært ved at sige fra eller dårlig samvittighed over ikke at byde ind. Men hvad er mon så løsningen – for at “vi” holder op med at lave ting vi har lyst til, fordi det er svært at rumme for andre enten at være med til, eller at skulle fravælge, det er jo også lidt en mystisk løsning? Det er vanskeligt at finde en model, der passer alle – og måske en sådan model heller ikke helt er løsningen, synes jeg.
Og så i forlængelse: Jeg kan kun prøve at forestille sig, hvor svært det er som forældre til børn med udfordringer, at få hentydninger om, at man ikke evner at sætte grænser. Det må være så.fucking.træls!!! Nu vover jeg pelsen, Linda, fordi jeg håber på din tilgivelse for min uvidenhed: Hvordan trækker man reelt alligevel de grænser, når der er noget ungerne *skal* have med i rygsækken… altså fx når de ikke kommer med til en fest fordi programmet er pakket, eller ikke må se Ipad fordi X eller Y. Ungerne får jo mange steder den slags grænser sat på daglig basis, men hvor mine børn *bare* nedsmelter og herefter genopstår, forstår jeg jo, at det må være helt anderledes vanskeligt hos jer. Og hvad gør man så (glem man – jeg mener du, for du er mere reflekteret end de fleste) for alligevel at lære ungerne, at alle får valgt ting fra eller at det ikke er hensigtsmæssigt at se på en skærm i timevis … det må være skide svært at navigere i, men måske du vil reflektere lidt endnu engang, for Prins Knud? Kh Signe – og god midsommer – uden for meget sløj pastasalat på fællesbordet 😀
23. juni 2023 @ 13:00
Kære Signe – og Astrid og Linda
Signe, tak for et virkelig relevant indspark i en sober, nysgerrig tone. Jeg er også meget interesseret i Astrids og Lindas svar.
Vi er en familie uden et stort netværk, og derfor er sammenkomster i skoleregi vores primære måde at socialisere med andre. Vi takker altid ja og tager også nogle gange selv initiativer til fælles aktiviteter – selvfølgelig uden at forvente at alle dukker op.
Jeg læser Astrid og Lindas dialog som et udbrud af frustration over for meget socialt i kalenderen. Det er jo helt reelt, men ramte nok også et ømt sted, som lidt en privilegieblind bashing af folk, der tager initiativ – plus en ‘Karen’ oveni (Ik så fedt at hedde Karen i dag, iøvrigt, hvor der er helt legitimt at udskamme en adfærd og hænge den op på et navn).
Lindas kommentsrfelt plejer altid være godt og et sted, hvor vi kan lære af hinanden. Så jeg håber at blive klogere på hvad I tænker Astrid og Linda, kunne være en vej, når nogle gerne vil mødes, og hvor nogle kan det blive for meget?
Linda, du har selv sat så fine ord på, hvor svært det kan være at komme ind i et nyt socialt netværk i en ny by – hvornår er det for lidt, og hvornår for meget?
Tak for en god blog, jeg håber jeg har formuleret mig, så min gode intention kan læses.
God sommer til alle – og god afslapning, når ferien starter 🙂
23. juni 2023 @ 19:32
Kære Helga, Signe og En Nysgerrig Læser.
Jeg tillader mig at sammenskrive et svar til jer 3, fordi det ellers bliver variationer over samme tema. Det håber jeg er ok. (Og Signe, jeg kommer lige tilbage på den med grænsesætning i en særskilt kommentar, så det ikke bliver for langt.)
Først: Tak for at være meget ordentlige og fine omkring den måde, min kommentar har ramt jer på. Jeg læser det ikke som om, at nogen af jer kommer til at ligge vågne i nat over mine ord, men bare som en nysgerrighed fra ‘den anden side af bordet’. Jeg vil meget, meget gerne svare, og jeg gør mig umage for at prøve at forklare, hvor jeg kommer fra. Hvis jeg får mig hidset en lille, bitte smule op undervejs, beklager jeg på forhånd. Det skyldes, at jeg faktisk har forsøgt at tage snakken med de parter, jeg 1:1 har berøring med, og det her er et punkt, som skaber meget mere kaos og stress i liv som mit og vores, end nogen nogensinde har intentioner om. Det handler, tror jeg, om, at det er svært at forestille sig et udgangspunkt, der er så forskelligt fra ens eget, som mit (og måske Astrids?) er.
For mig er det summen, tidspunktet og manglen på forståelse for, at andre familier kan have andre betingelser, end man selv har, der skaber frustrationen. Specielt fordi jeg altid er i undertal, og derfor har svært ved at trænge igennem. Der bliver altid lyttet høfligt, men jeg kan både høre og se, at mine indvendinger bliver opfattet som Den Stakkels Enlige Mors Manglende Overskud, og det er simpelthen ikke det, der er problemet, synes jeg. For mig handler det om, at hele set up’et bliver lagt an på én måde at være familie på, og har man andre betingelser, uanset om det er en karriere, børn med særlige behov, helbredsmæssige udfordringer, boligbetingelser, der ikke egner sig til legegrupper eller noget helt 7., så bliver man sat af – og det er ens barn, der er er kanonføde. For jeg er inderligt ligeglad med, hvad de andre forældre mener om mig. Det kan lyde hysterisk, eller som om jeg er 7 år. Men det er jeg virkelig. Jeg tjener mine egne penge, jeg går efter mine drømme, jeg har et liv, jeg selv har bygget fra bunden, og jeg er omgivet af mennesker, jeg sætter pris på og holder af. Jeg læste engang, at man ikke skal stresse over at blive dømt af mennesker, hvis anerkendelse, man ikke søger, og det vakte megen genklang hos mig.
Men jeg synes simpelthen, at det er så svært at navigere i, når det bliver Anton og Frida, der er udenfor, fordi de ikke kan rumme 7 ekstra arrangementer på en uge. Og det bliver ekstra svært, fordi vi ikke bor i det område, hvor 80% af de jævnaldrene bor, hvor forældrene har været i mødregrupper med hinanden, har været kærester med hinandens søskende, eller har gået i folkeskolen sammen i tidernes morgen. Fordi jeg er alene med dem, ville det aldrig for os være muligt at købe et hus til 2.8 mio. og derfor kommer vi aldrig til at bo i det kvarter. Men netop derfor bliver det ekstra sårbart, hvis børnene så ovenikøbet ikke kan deltage i de sociale arrangementer, der bliver planlagt hele tiden.
Men tilbage til juni måned som konkret eksempel:
De sidste uger op til ferie er alting kaos, og det oplever jeg er ekstra svært, når man er alene med børn. For jeg skal lup-læse alt, hvad der kommer på Aula dagligt, og forholde mig til ændringer i 11. time fra to forskellige skoler. At mine børn så oveni begge har særlige behov, letter ingenting, men jeg har stadig svært ved at forstå, at det kan være så svært at træde et skridt tilbage og se, at man med alle de her ekstra krav udfordrer de familier, der i forvejen er en smule bagud på ressourcer.
For mig er den knappe ressource tid – og det ekstra sæt hænder, der ville kunne sørge for, at der bliver købt ind til turmadpakker eller vasket badetøj, som har været med i skole i dag med det ene barn, mens jeg er til SFO fest med det andet. (Lektier og 20 minutters daglig læsning pr barn har vi for længst kylet ud ad vinduet, sammen med børn, der skal hjælpe i køkkenet eller hænge vasketøj op, fordi det med ND-børn enten er lektier eller legegrupper, og enten mig, der laver mad inden midnat, eller take away).
Jeg har i juni flere gange tænkt, at det her tempo næsten er designet til at udskamme de mødre/familier, der i forvejen løber hurtigt, og uagtet at intentionerne er gode – og det er de virkelig, det kan jeg SAGTENS se – så er der en privilegieblindhed i det her, som jeg har svært ved at arbejde med.
Det skal ikke forståes sådan, at jeg synes, at alle børn skal sidde hjemme 6 ud af 7 dage, fordi jeg ikke kan få min kalender til at hænge sammen. Jeg får det til at lykkes. Men jeg er ved at brække mig af stress undervejs, og jeg kan tydeligt se, at børn fra de hjem, hvor man i forvejen måske ikke lige får sendt idrætstøj med om onsdagen, eller husker at melde barnet til fødselsdag/sende en lille gave med på dagen, falder helt af pladen.
Jeg vil gerne prøve at gøre det lidt konkret ved at tage udgangspunkt i en tilfældig dag.
Så: I onsdags huskede jeg at give Frida en ekstra ADHD-pille med i tasken, så hun kunne klare den tredje dag, der vendte helt på hovedet. Jeg huskede, at pakke hendes badetøj, at finde biblioteksbøgerne, som vi dagen før havde fået besked på skulle afleveres onsdag og ikke torsdag, som de plejer, og hun fik fødselsdagsgaven til Matilde med i tasken.
Anton fik en turtaske og en madpakke med, fordi skolen tirsdag pludselig var kommet i tanke om, at børnene ikke kunne være i gymnastiksalen, som de plejer, fordi noget med 9. klasse, og jeg huskede også at smide en høfeberpille med i tasken, fordi de skulle være ude hele dagen.
Jeg kørte på job, tolkede en eksamen, tolkede en operation, kørte hjem, hentede Anton, afleverede ham hos mine forældre, fordi han ikke kan være til fest 4 timer på en græsmark, strøg hjem, smurte flere madpakker, hentede Frida til fødselsdag (og deltog i forældrekaffe, fordi det *også* er vigtigt), huskede det badetøj, som fødselsdagsmoderen havde skrevet på fb tirsdag aften kl 22.13, at de godt måtte medbringe, inden vi kørte videre til SFO’en til sommerfest.
Da den var færdig kl 19, kørte vi tværs igennem byen efter Anton, inden vi kørte hjem, hvor jeg skulle tømme alle tasker, vaske badetøj, fordi det – kunne jeg kl. 17 se på Aula – skulle med i skole torsdag, hvor ‘vi skal have vandkamp’ (“Ps: Husk gerne vandpistol!”) – (som jeg måtte i skuret og grave frem). Begge børn i bad, i seng med dem, smøre madpakker, tømme opvaskemaskine, hænge badetøj op, lave en seddel til mig selv, så jeg huskede at pakke det næste dag, en ekstra høfeberpille i Antons taske, fordi – kunne jeg kl. 19.21 se på Aula – klassen havde fået lyst til at ‘tage ud at spise is i det dejlige vejr’ torsdag.
Kl. 22.30 kunne jeg gå i gang med at forholde mig til den fødselsdag, jeg selv skulle holde for Frida torsdag eftermiddag – og jeg sørgede også for at sætte en alarm i min telefon, så der var lyd på dén torsdag kl 10, når Antons klasselærer ringede og tog den skole/hjem samtale over telefonen, som jeg fredag i sidste uge blev indkaldt til torsdag eftermiddag. Altså der, hvor Fridas klasse var her til fødselsdag, og Anton – igen – var hos mormor og morfar, fordi han ville rive sin hud af i strimler over lydniveauet her.
I alt det her ringer specialtandplejen for lige at få lidt oplysninger om den nye patient, Antons nye skole har ringet 4 gange ift. taxakørsel til næste år (indtil videre skal han køre med 4-8 andre børn hjem, ‘så måske du lige skal have fat i din sagsbehandler?’), min forrude i bilen er sprunget i varmen, og der er særligt program for skoledagen på begge skoler fredag.
Mit arbejde skal jeg også passe, og nogen skal gøre rent, så de myrer, der er et problem i området (fordi #livetpålandet) ikke kommer og tager os i ly af natten.
I ALT det her er jeg sprunget 2 x svømmearrangement over, har meldt fra til et forældrerådsarrangement på en legeplads i nærheden, har takket nej til rundboldhygge og legegrupper, og har købt mig fra ALT, hvad vi har fået pålagt at medbringe.
Der er kun mig til at hive penge hjem, slå græs, tage lægebesøgene, købe ind og bestille shorts, når alt pludseligt er for småt, og det er ok. Men der er bare kun 24 timer i døgnet. Så det, der for andre bare er en hyggelig eftermiddag med lidt kage (“Hvem kan bage?”), er for mig et inferno af logistik og ekstra arbejde, og jeg er ved at segne under vægten af det.
Jeg har taget det op på forældremøder. Flere gange, faktisk. I flere forskellige klasser. Og HVER gang sker der det samme: De ressourcestærke familier med to forældre, dobbelt netværk og/eller to indkomster siger, helt himmelfaldent, at man ‘jo gerne må sige fra’, mens dem, der mangler ressourcer og lader til at skamme sig lidt over det, stirrer ned i gulvtæppet, fordi det for dem ikke er et spørgsmål om vilkår, de selv har valgt, men om økonomi, overskud og livsbetingelser.
-Altså, hvis de overhovedet har haft overskud til at komme.
Jeg kommer godt ud af det med mange af de andre forældre. Virkelig godt, faktisk. Jeg bliver altid glad for at se dem, når jeg møder dem, og de er gode mennesker med lækre børn og livsværdier, jeg er 100% enig i. Men det til trods, så FORSTÅR de simpelthen ikke, hvad det er, forældre som mig forsøger at kommunikere. Det er ikke længe siden forældrerådet lagde et opslag op om, at man ville få pålagt en kagedag og selv måtte stå for at bytte den væk, hvis det passede dårligt. Jeg er ligeglad, for jeg kan købe mig fra det – men det bliver for mig en principsag, for det er simpelthen så urimelig en mangel på forståelse for, at det i den enkelte familie kan være dråben, der får bægeret til at flyde over, og at det bliver det enkelte barn, der kommer til at stå og føle sig udenfor, når h*n kommer i skole uden kage, fordi dets forældre ikke tjekker Aula, husker at bage – eller har overskud til at interessere sig for det.
Jeg siger fra. Tydeligt og uden at være flov over det, for jeg synes faktisk ikke, at jeg er urimelig. Folkeskolen bør ikke være et sted, hvor man er udenfor, pga. forældreantal, psykiske og/eller fysiske vilkår i familien, indkomst, boligform eller antal af søskende. Men det bliver det, fordi der stadig er en kernefamilienorm, som gennemsyrer alt og som er den, flertallet opfatter som normal, og når det er udgangspunktet, vil familier som min altid være dem, der skal løbe virkelig hurtigt for bare at holde trit.
24. juni 2023 @ 08:11
Kære Linda
Som en ressourcestærk igangsætter med stort netværk og ditto socialt drive, vil jeg bare sig TAK for dit perspektiv.
Mine børn er endnu så små, at de her scenarier ikke er hyperaktuelle for os endnu – men jeg kan let se mig selv stå et sted ude i fremtiden og velmenende, venlig til et forældremøde sige “Jamen det er da helt okay at melde fra. Det er det ALTID. Det har vi stor forståelse for yada yada”.
Den sluger jeg lige godt og grundigt, når det er. Tak for at gøre det så klart, hvad det kan have at konsekvenser både AT melde fra (for ungerne) og IKKE at gøre det (for forældrene).
24. juni 2023 @ 08:39
Emilie, den her får du lige et smækkys i panden for. Tak!❤️
24. juni 2023 @ 08:27
(2. del)
Jeg var lige nødt til alligevel at dele kommentaren op, fordi det ellers ville blive for rodet, så nu napper jeg lige de emner, jeg ikke nåede omkring i første svar.
Men inden – for det fik jeg ikke skrevet i går – oprigtigt tak for den tillid, som jeres kommentarer er et udtryk for. For på fb ville det her på nuværende tidspunkt have udviklet sig til en fuldvoksen slåskamp og en varetægtsfængsling eller to.
Jeg vil gerne omkring et par af de ting, du skriver, Signe, for jeg kan sagtens se, hvad du mener. Når man har et højt drive, og det ikke føles som pligt at stå for de her ting, så forstår jeg virkelig godt, at det kan være svært at se problemet. Og det ER en gave, man giver fællesskabet, når man er primus motor på mange ting. Problemet er, at når forældre som dig så melder fra, fordi du lige på dét tidspunkt ikke kan få det til at passe, så ved vi alle sammen godt, at det er fuldstændig rimeligt. Du har stået for 80% de sidste 6 måneder, så selvfølgelig er det vores tur. Og selvom det ikke på noget tidspunkt har været tilsigtet, betyder det, at vi mere eller mindre er tvunget til at stå for noget på et tidspunkt, hvor vi måske også er pressede. Jeg har f.eks. flere gange stillet mig kritisk overfor den måde, der bliver arrangeret legegrupper på. Der er et par børn, som kommer fra hjem, hvor der helt tydeligt er nogle udfordringer, som familien ikke har ressourcer til at tackle. Jeg synes, det er helt hen i vejret, at de familier, der sidder i forældrerådet, som alle bor i 2-plans villaer, som har gode, solide jobs og masser af overskud, insisterer på, at ALLE *skal* holde legegrupper hjemme. Jeg har været meget verbal omkring, at jeg ikke synes, det er særlig optimalt at afholde legegruppe her, fordi vores hus er lydt, Anton er lydfølsom og vores nabo har PTSD, og jeg har stillet masser af forslag til, hvordan det ellers kunne gribes an. Man kunne gå sammen i mindre grupper, så der var flere forældre til at arrangere/afvikle, man kunne holde det ude, eller man kunne sætte frekvensen lidt ned og tænke i to-års intervaller. Det til trods, blev jeg ringet op den uge, hvor vi var pålagt at holde; om ikke jeg lige kunne have de to nye børn med hjem også? Og hende, der ringede, er den sødeste mor i hele verden. Det er hun virkelig. Vi har dobbelt op på jævnaldrene børn, vi taler om private ting, når vi snakker, og vi har siddet i forældrerådet sammen af to omgange. Hun kender til mit og vores liv. Hun ville ALDRIG være tarvelig. Hun har et job, hvor hun er bekendt med diagnoser. Hun har hørt mig sige – flere gange – at jeg synes, legegrupper kræver meget. Og det til trods, ringer hun og spørger. Det skriver jeg ikke for at insinuere, at hun er træls eller ligeglad, men bare for at underbygge min pointe med, at man, når man er den, der har ressourcerne, simpelthen ikke ÆGTE hører, hvad der bliver sagt af dem, der ikke har.
Din kommentar fik mig også til at tænke på noget, som jeg ikke har tænkt så meget over før, nemlig at det her garanteret føles anderledes, når de andre forældre er ens venner; altså mennesker, man ser privat. For så bliver et arrangement i skoleregi jo reelt en aftale, som man så ikke skal finde tid til i kalenderen, og det kan jeg sagtens se logikken i. Det fik mig til at tænke på min tid i fitnessdk, hvor vi var en flok instruktører, der nærmest var sammen i døgndrift. Vi trænede på hinandens hold, sad i timevis i centrene og drak kaffe, for så at træne med på hinandens hold igen, inden vi gik ud og spiste eller tog videre i byen. For os føltes det jo ikke som træning, men bare som venskaber, hvor vi så tilfældigvis trænede. Jeg kan sagtens se, hvorfor det fungerer og er virkelig fedt. Men fordi det er børnebåret (hvis det ellers er et ord), bliver det også dem, der ender med at være udenfor, hvis de af os, der ikke er venner, udebliver fra for meget.
Det leder mig videre til din kommentar, ENL, for du kommer ind på det med, at jeg flere gange har nævnt, at jeg gerne vil have mere netværk. Det vil jeg stadig gerne. Og ret skal være ret: Jeg HAR samlet relationer op, som jeg ikke ville have fået, hvis ikke vi havde deltaget i de her ting. Men jeg synes, at prisen er for høj. Ganske enkelt fordi stort set alle arrangementer, der planlægges, forudsætter en indsats, uanset om det er mad, der skal medbringes, remedier, der skal tilvejebringes eller lege, der skal planlægges. Det skal ikke lyde som en klagesang, men når jeg sidder på tæppet, og klokken er 19, så bliver jeg ikke hængende til en øl med de andre, når arrangementet er slut, for vi er ikke to, der kan hjælpes ad, når vi kommer hjem. Det betyder, at putning, bad, madpakker, vasketøj, skoletasker osv. osv. bare ligger og venter på, at jeg når til det, og det kan man sagtens overkomme, når det er en gang i mellem. Men når det er 3-4 gange på en uge, 2-3 uger i træk, og man også har et job, man skal forberede sig til, så bliver det så massivt, at der ikke rigtigt er overskud til andet og mere end bare at komme igennem.
Så hvad er mellemvejen? Det vil jo nok afhænge af, hvem man spørger, men for mig er de bedste arrangementer dem, som bliver arrangeret med kort varsel, og som bare er et kom-og-vær-med oplæg. Dem har jeg selv været ophavsmand til et par stykker af, og det synes jeg altid er hyggeligt. “Har nogen lyst til at mødes og spille rundbold på marken i morgen kl 14?” Eller “Jeg tager på legepladsen ved musikhuset med Clara og Frida i eftermiddag. Er der nogen, der vil med?” er en fin, fin måde at gøre det på, synes jeg, for så kan man vurdere formen på dagen, arrangementet er ikke skruet op, og børnene har ikke talt om det i ugevis i skolen. Så lidt mere af det, og lidt mindre af det, der meldes ud for et år ad gangen, tror jeg?
Og sidst med ikke mindst vil jeg gerne runde det, du spørger til med grænser, Signe. For du har helt ret. Somme tider er man nødt til at sige nej, og der er ikke andre veje omkring det.
Det er sikkert meget forskelligt, hvordan forældre griber det an, men jeg lader børnene vælge selv, hvis det giver mening, så de i det mindste får lov at deltage i det, de helst vil.
Jeg prøver at sætte ord på, når de har det svært, og jeg kan se, at det handler om for mange stimuli; at tydeliggøre for dem, når det er deres diagnoser, der tapper dem for kræfter. Jeg vil så gerne klæde dem på til at kunne træffe gode beslutninger selv, og derfor synes jeg, at det er vigtigt, at de lærer at identificerer tegnene på, hvornår noget er for meget. Min oplevelse er, at særligt Frida faktisk begynder at blive god til at spotte det og også somme tider faktisk formår at lave en vurdering på forhånd. Det kommer helt sikkert til at gøre tingene lettere på sigt, både for hende og for os som familie.
Endelig sørger jeg ALTID for, at de har en bagdør. Enten har de en telefon med, så de kan ringe efter mig, eller også laver jeg, i børnenes påhør, en aftale med en voksen, der er til stede, så de ved, at de kan prikke dem på skulderen, hvis der er brug for en pause. Anton har også altid hørebøffer med, så han kan skrue ned for de auditive input.
Herhjemme er det nok, som det er i de fleste andre familier; jeg har nogle grænser, jeg er ufravigelig på, og hvor jeg aldrig giver mig, og så har jeg dem, hvor der kan forhandles. Men er der dage, hvor jeg kan mærke, at nej er nej, så er jeg MEGET tydelig omkring det, for det bliver de jo også nødt til at lære.
Nåede jeg omkring det hele? (Og er vi stadig venner? Kh Nervøs Stenbuk)
24. juni 2023 @ 09:00
Det her er en interessant og oplysende samtale at læse, så tak til alle deltagere ❤️
24. juni 2023 @ 09:25
Haha! Vi er stadig venner 😉 Tak for meget kvalificeret input, både det lavpraktiske (jeg noterer ned: low key, spontant, no hype, ingen sammenskud osv) og det mere følsomme.
Jeg er glad for at vi lever i en tid hvor det er muligt at gøre opmærksom på privilegier og ditto – blindhed uden at nogen skal gøres forkerte af den grund. At man bare har lov at sige nåh, hov og det vil jeg tænke over for fremtiden. Blinde vinkler har vi vel alle – jeg glemmer fx aldrig da lederen i børnehaven sagde niks til arrangementer med alkohol, “for vi har også bare nogle børn, som ikke forbinder det med noget sjovt og rart”. Av.
Tak også for den fine tone og grundigheden i dine svar – jeg havde nu ærligt heller ikke forventet andet af dig 😊
25. juni 2023 @ 19:00
Den med børnehaven har siddet i hjertet på mig hele dagen. Av.
26. juni 2023 @ 14:18
Kære stenbuk og andre gode folk. Ja, det er da ret befriende, at øve sig i at berøre sådan nogle ofte sensitive temaer sammen her i et trygt rum. Man kommer nu alligevel langt, når man lader være med at råbe af hinanden på skrift (ja, kommentarspor på Facebook, jeg kigger på dig!!) Jeg bliver i hvert fald mere nuanceret, også der hvor vores perspektiver ikke nødvendigvis er ens, eller hvor løsningerne ikke ligefrem står i kø og falder over hinanden. Jeg blev selv distraheret fra at svare herinde, fordi der kom en fælles-spisning i børnehaven i vejen (ha! Nemisis!) Juni er vild, det medgiver jeg, og vi får kun nødtvungent meldt fra til nogle ting selvom vi gerne ville, men ellers bliver vi (jeg!) skøre. Til omtalte børnehave-arrangement forsøgte jeg et par nye greb. Jeg ved ikke, om det lykkedes, men tanken var at skrue ned på forpligtelserne: Man kan troppe op efter arbejde – hvad enten dette betyder kl. 16 eller 17.30. Man skal blot melde dagen i forvejen om man kommer (og overføre et meget beskedent beløb pr. næse). Alt handles ind for én og leveres til døren (og maden bliver derfor også pinligt simpel og serveret i hånden). Vi forbliver udendørs med god plads, og man går hjem når man ikke gider mere (de som orker, tager en pose affald med ud af døren og bortskaffer, andre klapper en stak stole sammen og sætter låg på sandkassen). Jeg håber at det holder og at en sådan model kan virke mest muligt inkluderende. Når jeg rigtig gerne vil forsøge, så handler det jo også om, at når man gerne vil deltage i og arrangere aktiviteter, kan komme lidt i et limbo – skal man undlade at lave noget, i frygt for at andre overvældes? Skal man lave mindre, end man selv har lyst til, eller gøre det i mindre grupper? Det er også noget rod ikke at invitere alle og risikere, at nogen overses? Kan man tilbyde at tage andre folks børn med til noget eller skiftes lidt til at aflaste hinanden … spørgsmålene og de gode intentioner står fortsat i kø…. Mvh hende som lige fuldkommen mistede lysten til at drikke vin ved næste forældrehyttetur… av, den historie sved!
23. juni 2023 @ 16:03
Som mor til 4 børn fra 0-10 år, har vi været totalt underdrejet af ekstra arrangementer i hele juni. Vi bor i en forholdsvis lille by, hvor det er plus-minus de samme mennesker man møder på skolen, i børnehaven, til fodbold og til gymnastik.
Jeg har seriøst overvejet at foreslå at droppe alle farvel-og-tak-for-i-år fester, for i stedet at holde én stor fest på et grønt areal. Så kan de respektive ledere gribe en mikrofon og sige god sommer og så kan man dimse rundt og sige hej til folk eller smutte igen. Det ville have sparet mig for 15 timers sommerafslutninger i år.
22. juni 2023 @ 21:33
Jeg kan tydeligt se den violette mand for mit indre øje, – ville bare ønske at jeg kunne fremtrylle en bananskræl eller en vildfaren indkøbsvogn som kunne køre hans sortie lidt komisk …
25. juni 2023 @ 19:02
Det var faktisk allerede komisk, som det var. Om end ufrivilligt…:-D
23. juni 2023 @ 21:08
Sådan en uge har jeg også haft. De sidste 2 uger.
Hyttetur med min 2.klasse, sommerfest i hobetal, fødselsdag 100km væk, børnefødselsdage i hobetal, tandlæge, 2x optiker og så topper vi med studenterfest i morgen og endnu en fødselsdag på søndag (begge dele 100km væk)
Alle børnefødselsdage og familiefødselsdage ligger åbenbart i maj og juni. Sammen med sommerfester og afslutningsfester.
23. juni 2023 @ 21:23
Min kollega kom helt spontant den anden dag og fortalte mig at nu var hun grundigt træt af alle de “satans farvel-og-tak arrangementer” i denne tid. Hun er ikke alene-mor til 2 neurotypiske indskolingsdrenge med ok økonomi og godt netværk, men nu kunne hun bare ikke mere, hun ville have sommerferie NU!!
23. juni 2023 @ 21:43
Hej Linda
Hvilken model af Loopsene købte du præcist? Jeg har haft kig på dem og leder efter samme virkning, som du beskriver!
25. juni 2023 @ 19:01
Jeg har købt dem, der hedder Experience til os alle 3:)
6. juli 2023 @ 13:35
Lidt sen til festen, men vil bare sige 1000 tak for den mest berigende læsning! Hvis man kunne, ville jeg fluks indstille jer alle sammen til prisen for klogeste kommentarspor – måske det endda skulle komme med som forældre-rettet appendix til Glenn Bechs manifest?
Tak fordi I gør jer umage med at formidle jeres standpunkter og oplevelser. Jeg kommer til at tage den nye forståelse med mig, når min datter om lidt starter i skole, så jeg forhåbentlig ikke snubler for meget i min egen privilegieblindhed.
8. juli 2023 @ 18:17
Jeg bliver altid virkelig glad for at få de her input fra jer, der måske ikke lige var en del af den konkrete debat, men som læser med fra en form for sidelinje, for det er lakmusprøven ift. om jeg og vi lykkes med at få debatten sat ind i nogle ordentlige rammer.
Tak for at melde ind, Frederikke.
2. august 2023 @ 18:49
Jeg er med Frederikke her! Og måtte genfinde indlægget for at give jer ‘props’ – og tror jeg bogmærker, så jeg kan genlæse 🙌
2. august 2023 @ 19:35
Det gør mig så oprigtigt glad, at vi kan have de her samtaler, hvor alle, der bidrager, gør sig umage, og man faktisk går fra bordet med fornemmelsen af, at have fået flere nuancer på et svært emne.
Så jeg har også bogmærket den:)