M2023, uge 26
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg begyndt at tænke min cykel ind i ligningen igen, fordi jeg pludselig har en del opgaver i Esbjerg. Og det er virkelig én af dem, hvor fokus avler fokus. For hvor jeg, da børnene var helt små, ALTID havde travlt med at nå fra A til B til C, så er der faktisk nu tid til, at jeg somme tider kan bruge tid på bare at cykle, høre musik og nyde turen.
Og er den først hevet ud af skuret, cyklen, er den bare også nemmere at tage, når man lige skal i Rema efter tomater eller på biblioteket og hente en bog.
2.
Har jeg gjort en indsats for at få hvervet nye medlemmer til vores klima-kult. Jeg har eksempelvis brugt et par timer på at svare på opslag om el på forskellige Facebooksider; ganske enkelt fordi jeg har den.
Og hvor vi herinde efterhånden alle har styr på det grundlæggende, så er der bare mange derude, der endnu ikke har tænkt en eneste tanke om kilowatttimer eller nettarif-satser.
Jeg har både skrevet svar under konkrete opslag, og også brugt et par solide timer på at svare på spørgsmål, og det synes jeg faktisk er godt givet ud. For hvis bare tre mennesker i hver gruppe bliver nysgerrige og begynder at forholde sig til det her emne, så begynder de at tale om det – og det smitter.
3.
Har jeg, i forlængelse af ovenstående, besluttet at sende et forslag til Street Food her i byen.
Og fordi det bliver lidt skørt at omformulere en besked, som jeg i første omgang gjorde mig umage med at holde konkret, paster jeg den bare her:
Hej med jer.
Jeg har et forslag, som jeg flere gange har tænkt, jeg ville sende til jer, men som jeg bliver ved at glemme at få afsted.
Vi bruger jævnligt Street Food; i snit vil jeg tro, vi er forbi en gang i måneden. Hver eneste gang vi er der, ender vi med at smide halvdelen af vores mad ud, ligesom vi også, uden undtagelse, levner halvdelen af vores drikkevarer.
Det er dyrt at drive et sted som Street Food, det forstår jeg 100%. Og derfor er jeg ikke efter, at priserne skal sættes ned. Men kunne man overveje en ‘Stop Madspild’-model, hvor standen med drikkevarer samt de madboder, der vil være med, giver mulighed for at man kan bestille en Stop Madspild-portion, som de sælger til normal pris, men hvor de kun laver en halv portion/fylder glasset halvt?
Jeg ved godt, at der vil være nogle/mange, der slet ikke kan se ideen i at få mindre mad for det samme beløb, men vi bliver flere og flere herude, som går op i, hvordan vi bruger ressourcerne, og for mig ville det være meget meningsfuldt at kunne støtte Street Food-tiltaget, men samtidig undgå at hælde en masse mad lige i skraldespanden.
Helt lavpraktisk tænker jeg, at man kunne sætte et lille skilt op på de boder, der vil være med, så man dels får sparket gang i samtalen, men også signalerer, at det er en mulighed og noget, man som venue forholder sig til.
Måske en meningsmåling på fb-siden ville give mening? Hvis det kun er mig, der synes, ideen er god, er der jo ikke grund til at gøre mere ved det, men næste generation er bare så f*cking ace på så mange måder, at jeg godt kunne have en optimistisk mistanke om, at de kunne have lyst til at være med.
Bedste hilsner
Linda
Dagen efter fik jeg det her svar retur:
Hej Linda, sikke en fremragende ide!
Vi tager den op på næste standejer møde og snakker omkring de forskellige muligheder.
Mega fedt inititativ!
Og det poster jeg ikke her for at blive klappet på skulderen, men blot for at opfordre til, at man, hvis man ser steder, hvor noget kan gøres, bare prøver at sige det højt. Det kan SAGTENS ske, at det ikke kan konsolideres i den virkelige verden.
Men det kan også være, at det kan.
If you see something, say something, lærer de børnene I USA, og den tankegang kan vi godt lade os inspirere af.
1. juli 2023 @ 08:03
Fedt med svaret fra street food..
Når min datter får en softice beder jeg dem altid om at lave den i halv størrelse. Det sviner mindre og hun når faktisk ned til vaflen, som er den hun bedst kan lide.
Min erfaring er at det er svært for personalet at lave den mindre, måske er de bange for at lave den for lille og ende med en utilfreds kunde, men jeg har aldrig fået et nej.. Men det kræver som regel forklaringer om at jeg selvfølgelig betaler fuld pris og at det handler om at hun ikke kan spise en hel og at det jo er fjollet at smide en halv is ud – og at den ikke smelter osv..
1. juli 2023 @ 08:13
Jeg gør det samme. Men det, jeg har tænkt hver gang, vi er derinde er, at det ville give utrolig meget mening på lige præcis sådan et sted, at det var en mere overordnet samtale, som man synliggjorde.
For at vi er nogle, der gør det, er en start, men jeg tror virkelig, at man kunne få fat i MANGE flere, hvis det var noget, man satte fokus på.
Ligesom dig oplever jeg også, at det, når man beder om det, altid giver noget ekstra samtale, fordi man netop skal forklare, at man gerne vil have en mindre mængde og stadig bare betale normal pris. Ofte er det derinde meget unge mennesker eller mennesker, der ikke taler dansk, der bemander boderne, og derfor var min tanke, at man på den her måde kunne fjerne de benspænd, som sprogbarrierer og stress-over-voksende-kø-fordi-den-her-kunde-forsøger-at-forklare-sig kan give.
Mange steder spørger de, om man vil have resten med i en doggybag, når man sidder tilbage med halve portioner, men det er mere end almindelig træls at shoppe i 28 graders varme med en halv vietnamesisk sandwich i hånden, hvis man bare lige er væltet ind forbi til en frokost:)
1. juli 2023 @ 14:16
Fedt at Streetfood’en griber det, uanset hvad outcommet bliver!💫
Spørger man aldrig, får man aldrig svar.
5. juli 2023 @ 18:39
Præcis! Det kan højest blive nej – og selvom det gør, så kan man jo håbe, at samtalen måske ender med at give anledning til tiltag, som er indlysende for dem at gribe til, fordi de kan se muligheder, som vi andre ikke er opmærksomme på.
1. juli 2023 @ 18:52
Vi var i biografen i dag. Den mindste sodavand man kunne købe (i pap-glas altså) var 1/2 L.
Det synes jeg virkelig også er en stor “portion” selv for mig som er voksen.
Man kunne også købe vand og saft på flaske men der er så trods alt låg på der lukker så man kan tage det med hjem hvis det er. Det virker så gakket på mig at man går den vej når både kostråd og trends taler for mindre portioner af sådan noget. For os blev konklusionen bare at vi ikke skulle have sodavand for det var simpelthen spild af både sodavand og penge
5. juli 2023 @ 18:43
Jeg er utrolig enig. På Street Food er det faktisk næsten sodavandene, der irriterer mig mest. For de mindste er KÆMPE store, og drysser vi ind forbi til en frokost, så sidder vi der jo ikke i flere timer. Det virker så skørt, at vi, med det fokus, der har været på madspild, bare holder fast i, at man ikke kan få dem mindre. Særligt, når der (som du også nævner) ikke er alternativer som kildevand, som man kan tage med.
3. juli 2023 @ 20:30
Jeg er så meget med på mindre portionsstørrelser som valgmulighed. Og SAME med softice til børn. Jeg har længe sagt, at hvis jeg nogensinde ender med en isbutik, så vil det første jeg indfører være “toddler softice”. En lillebitte vaffel med en lillebitte portion softice – til en 2 årig. For når hele familien skal have softice, så skal lillebror selvfølgelig også ha’. Han er 6 år nu, og har stadig til gode at komme igennem en hel softice! For den mindste man kan købe er ALDRIG lille nok. Jeg fatter ikke, at der ikke er nogen der grebet ideen. Jeg ville målrettet gå efter det ishus der sælger små nok børne-softice.
5. juli 2023 @ 18:48
Hele issnakken fik mig til at tænke på en oplevelse, jeg havde i sommer, hvor ungerne og jeg var på Okkels i Aarhus. Her kom en mor ind, som havde et barn med på 3-4 år. Hun ville gerne have en is med to kugler, men herfra udviklede det sig, da hun gerne ville have halve kugler, så barnet fik 4 forskellige smagsvarianter OG samtidig også skulle smage 5-6 andre slags is, før barnet traf sin beslutning. Der var ingen i den kø, der havde et blodtryk på under 200/150, da de gik. Og det kunne en fast-sat mindre-mængde måske også dæmme op for. For der er altid nogen, der trækker den lidt for langt, og det er sgu ikke helt rimeligt, at de ansatte skal bruge ekstra tid på at overdrive en i forvejen god service, som halve kugler er.