M2023, uge 28

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge er jeg blevet færdig med Fridas værelse. Og hvis I synes, at vi har snakket om det længe, kan jeg forsikre jer om, at I ikke føler, I har hørt om det lige så længe, som jeg føler, jeg har været i gang.

Denne uges punkter udspringer alle af dét projekt, for ligesom der er mange småvaner, det giver mening at arbejde ind i hverdagsrutinen, så kan det typisk også betale sig at tænke miljø og økonomi ind på de lidt større, enkeltstående begivenheder.

Så jeg:

1.

Startede med at sætte Fridas kæmpestore skab til salg, fordi det godt nok er smart, at man kan smide ting i en kasse med låger – men det var *for* stort. Hun kunne ikke selv nå den øverste halvdel, og hylderne var så dybe, at der reelt var plads til 2 lag. Det er smart til nogle rum og situationer, men på et børneværelse, hvor man gerne vil gøre dem selvkørende, er det irriterende. 

Fordi jeg ikke er håndværker, havde jeg – selvom jeg havde skruet skabet ud af væggen og afmonteret hylder og låger – ikke skænket en tanke, at det var for højt til at vippe, så vi kunne få det ud.

-hvilket er en lækker erkendelse at gøre kl. 20.48 en tirsdag aften, når der står 2 kæmpestore mænd i stuen for at hente det.

Jeg nåede at blive 7 år ældre på de 30 sekunder det tog mig at tænke på at skulle have det skilt ad og derfra finde nye købere, for JA, der er mange spørgsmål fra alle MULIGE typer, når man sælger et skab. (Har jeg lært). 

“Jeg slår 25% af prisen, hvis I skiller det ad og tager det med nu?” – og ved et Guds mirakel var den ene tømrer og den anden brolægger. Det tog dem 10 minutter, alle syntes, de havde gjort en god handel, og vi var et mulehår fra en venneanmodning på Facebook, da vi var færdige.

Jeg tjente stadig 400 kr., og jeg fik det ud, så jeg kunne komme videre, og somme tider må man bare finde ud af, hvordan man kan fodre den fugl, man trods alt har i hånden, så man slipper for irriterende spørgsmål fra de 10, der sidder på taget.

2.

Tøjlede herefter min kaosenergi, og nøjedes med at bestille et nyt (mindre) skab og de to stabelsenge, som er blevet soveaftale-løsningen på et værelse, hvor en udtræksseng simpelthen ikke kan lade sig gøre. (Den er fra Ikea og hedder ‘Utåker’).

Det er smart af flere grunde. Dels kan man stille sengene forskudt, som det passer på værelset (hvilket er det, vi har brug for, for uanset hvor vi stiller en udtræksseng, vil den udslået komme til at spærre for døren eller skabet, med mindre vi stiller bemeldte skab, så det står foran vinduet), og dels får gæsten sin egen seng, så børnene ikke vækker hinanden, når de vender sig eller skal på toilettet. 

Og ud fra et minimalist-perspektiv er det virkelig smart, at den her løsning ikke kun kan bruges af Frida. Den ekstra seng kan uden problemer løftes over på Antons værelse, hvis han har en soveaftale, ungerne kan sove sammen, hvis jeg er ude og her er en barnepige, og bliver en af dem syge, kan jeg også rykke rundt, så jeg sover i samme rum som dem.

3.

Fik malet og flyttet de færdige møbler ind, og først da den lille dame havde godkendt placering af begge dele, begyndte jeg at måle op og vurdere, hvad vi så skulle bruge.

På det gamle værelse havde hun en høj reol af dem, der ligner en enkelt stribe fra en rumdeler, samt en kommode med skuffer. Og det var egentlig en reol og et natbord/en kommode med skuffer, vi manglede, så det *havde* været smart, hvis de gamle kunne bruges. 

Men det kunne de sgu bare ikke. Målene var helt åndssvage, og derfor måtte vi på jagt efter noget nyt. Jeg tjekkede alle platforme for at finde tingene brugt, og det lykkedes mig at finde en lille kommode i den fineste petroliumsfarve, som en gammel møbelsnedker havde shinet op. Den har et hemmeligt rum med et spejl i toppen, som jeg syntes var lidt åndssvagt, men vi læner os op ad, at Frida elsker lige præcis dén detalje højere, end hun elsker mig.

I mellemtiden var jeg kommet i tanke om, at jeg et sted havde et sidefag til en ABC-reol til at ligge og det slog mig, at man måtte kunne købe en ekstra side-stige, så det kunne gøres til en selvstændig reol – og det kunne man. Jeg målte op og den passede så perfekt til det sted, den skulle stå, at jeg nærmest fik tårer i øjnene over det, så jeg bestilte sådan én, huskede et afstiverkryds (hvilket ingen er mere overraskede over end mig), og det kom i går. 

Nu er alle møbler sat op, der er styr på belysningen, og de møbler, lamper og kasser, vi ikke længere skal bruge, står i stuen (#had). Vi har lidt forskelligt på programmet de næste par uger, og jeg gider ikke skulle stå i Universe og svare på, hvad for en slags hvid reolen er (true story), så jeg venter med at smide tingene op, til jeg kan se, at vi er hjemme-hjemme flere uger i træk.

Fordelen ved at køre det hele i ét riv er, at man kan sætte prisen lavt nok til, at man kommer af med det, men stadig, akkumuleret set, tjener nok til at det er indsatsen værd.

I mellemtiden overvejer jeg så at bestille skyklapper, så jeg kan sidde i min sofa uden at svede i hænderne over, at det står dér og forstyrrer energien, men uanset hvad: