M2023, uge 27

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg genoptaget sidste års vane med at klappe af, hvem der medbringer hvad, når vi er afsted med andre eller til sammenskudsgilde. Det sidste giver sig selv, men jeg har også gjort det til en vane at melde ind, hvis jeg tager noget med ud over det, der er blevet fordelt, som f.eks. at jeg fixer noget sødt eller bager en kage. 

Måske er jeg bare særlig heldig med mine venner, men Emma Gad har intet på en eneste af dem, så alle medbringer altid liiiige lidt ekstra – og det har resulteret i mange, mange gange med alt for meget mad, som ikke er noget værd efter 4 timer på stranden eller på et bord på terrassen, hvor de voksne skulle samle op på Livet Siden Sidst.

En udmelding forlods er den eneste måde at forebygge på i dén her flok, og vi er heldigvis efterhånden alle sammen blevet gode til at gøre det. 

2.

Er jeg næsten færdig med Fridas værelse, hvilket jeg godt vil indstille mig selv til et ridderkors over. Jeg har kørt oprydning, der grænser til regulær udryddelse, og jeg har fuldstændig skamløst brugt bestikkelse for at få det til at ske.

For det barn ÆÆÆÆÆLSKER dimser og ting og bamser og fidgets, og hun producerer perlekæder, tegninger og ting af clay I et omfang og tempo, der ville få Maersk til at headhunte hende, hvis de hørte om det.

JAA, hun har mange ting!

Og alt pis til side: Jeg kunne selvfølgelig ikke finde på at smide legetøj ud, som hun er glad for. Men hun har virkelig meget, som hun for længst har glemt, at hun ejer, fordi det for hende er tilvejebringelsen, der er magisk – fordi :

Og det kan man jo godt arbejde lidt taktisk med.

Så jeg har lavet en præ-oprydning, hvor jeg har fjernet det, hun ikke kommer til at savne, og ladet lige præcis nok blive tilbage til, at hun, når jeg vælter det ud på et tæppe og beder hende rydde op, føler, at hun har fået lov. Og så har jeg foran spejlet øvet mig i med oprigtig beklagende mine at sige:

“Jamen, skat, du må *gerne* få sådan en stol; der er bare ikke plads til den derinde, når vi skal have alle de der ting *gestures broadly at everything* derind også”.

Går den, så går den.

3.

Har jeg formået at smadre endnu en kaffekande, fordi jeg er meget, meget dygtig.

MEN! HahaHA! Fordi jeg ved, at jeg er mig, købte jeg en ekstra, da jeg efter sidste uheld var på jagt efter en, og var så heldig, at den lille genbrugsbutik, jeg var forbi, havde to kander stående. 

Så jeg åbnede mit skab og tog reserven ud, og jeg har ikke været så tilfreds med mig selv i flere måneder.