I dag er det fredag, og det betyder, at der burde være et M2023-indlæg på trapperne. Det er der ikke, for jeg har de sidste 2 døgn kørt fuld eskapisme, og jeg har derfor ikke en eneste tanke klar i frontallapperne.
For halvanden uge siden blev en af mine veninder fra Aarhus stukket ihjel hjemme på sofaen under absurd tragiske omstændigheder.
Vi var ikke tætte længere. Engang hang vi ud, trænede, var i madklub sammen osv, men så flyttede jeg til Esbjerg, og voksenlivet stillede sig i vejen. Men vi havde stadig kontakt, og det er ikke en måned siden, vi havde fat i hinanden på fb. Nu er hun her ikke mere, og ud over at skulle forholde mig til dét, så skal jeg også finde en hylde i hovedet, hvor jeg kan placere, at man kan dø på dén måde.
I tirsdags var jeg ude og tale med personalet på Antons nye skole, og der er nu sat dato på, hvornår han skifter. Og for første gang i meget, meget længe, stod jeg overfor noget diagnose-relateret og tænkte: “.. ok. Det her *kunne* faktisk godt blive godt…”
Der har været opfølgning på Fridas medicinopstart i Kolding, planlægning og koordinering af de sidste uger af Antons skema med personalet på den nuværende skole, og jeg har arbejdet på helt andre tidspunkter, end jeg plejer.
Da jeg onsdag skulle tolke en opgave, som sluttede sent, var aftalen blevet, at børnene skulle sove hos mine forældre. Da jeg i en pause tjekkede min mobil, havde de alle 4 lagt en besked om, om ikke børnene måtte sove der både onsdag og torsdag aften? Normalt står jeg ret stramt på, at det må de ikke. Ikke pga. mine forældre; de støtter op om alle regler og sørger for, at rutinen hos dem er den samme, som den er herhjemme. Men det til trods, så er det alligevel en ændring, som børnene bruger kræfter på at forholde sig til, og som vi derfor betaler af på i dagene efter. Men fordi vi her kiggede ind i 3 fridage, og nogle efterfølgende uger, hvor alt alligevel er dispenseret, traf jeg en hurtig beslutning og sagde ja.
For det hele er så overvældende lige nu, at jeg føler mig vægtløs, og det føles som om, der er glas imellem mig og resten af verden. Det føles som om, intet er virkeligt, og den fornemmelse får de normale grænser og forbehold til at fordampe.
Så jeg tog fri fra mit liv i 48 timer.
Jeg har ikke tjekket noget som helst i e-boks, og jeg har ikke forholdt mig til én eneste børnerelateret ting. Jeg har ikke tjekket arbejdsmails, Aula eller to-do-lister, og revisor-Jesper må vente til på mandag.
Jeg har til gengæld hørt virkelig meget, virkelig høj musik, spist sushi og kørt langt, mens mørket faldt på. Jeg har truffet tvivlsomme beslutninger, drukket vin og brugt penge, som om der ikke var en dag i morgen, og det har været fuldstændig magisk.
I dag larmer børnene lidt mere end de plejer, notifikationsboblerne virker ekstra røde, og opvaskemaskinen er gået i stykker på en meget bebrejdende måde. Vi har ikke mere mælk, og jeg har det som om, jeg ser dashboardet på bloggen for første gang, men det har været det hele værd, og i næste uge er jeg klar igen.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
__________
Inden vi hopper til ugens punkter, vil jeg bare sige, at jeg simpelthen har været så rørt over, hvordan I tog imod det seneste indlæg.
Tak for at dele jeres indignation, jeres vantro og jeres forfærdelige historier.
Jeres reaktioner og ord fik mig til at indse noget, som jeg aldrig har tænkt over før, nemlig i hvor høj grad det her handler om gaslighting; at man oveni at stå med de konkrete udfordringer også bruger uhørt mange kræfter på at blive i tvivl om, om det vitterligt *ER* mig, der kræver for meget/er uheldig/opfører mig urimeligt. For det er sådan, man bliver mødt i systemet Hver. Eneste. Gang, og eftersom man er sin egen eneste allierede, så æder det fundamentet, når man hele tiden bliver fortalt, at det man oplever, ikke er rigtigt.
Når nogen konstant sår tvivl til kompasset, så bliver man til sidst i tvivl om retningen, og det æder sjælen op.
Tak for at hjælpe mig med at rekalibrere apparatet; det var langt mere tiltrængt, end jeg selv havde opdaget.
__________
I den forgangne uge:
1.
Har jeg kørt projekt Brug Alt I Køleskabet.
Og altså. Det er jo ikke fordi, jeg etablerer et regime, hvor jeg skal have håret raget af og smøres ind i aske, hvis jeg fraviger, men det kan for mig bare somme tider være nemmere at huske at få noget gjort, når jeg har gjort det til en slags projekt.
Jeg smed de fleste grøntsager fra skuffen i ovnen sammen med masser af krydderier, balsamico og honning, og blendede dem med et par dåser hakket tomat og lidt pikantost til en cremet tomatsuppe.
Nogle syltede agurker, et skalotteløg, et par skefulde mayo, lidt revet cheddar og en smule amerikansk diner-sennep blev sammen med lidt hakket oksekød forvandlet til big-mac-fyld i empanadas (som jeg virkelig, virkelig kan anbefale at lave af grov tærtedej, penslet med æg).
En kvart blok parmesan mødte sin skæbne i en pladefuld knækbrød, og der var spejlæg med rødbeder til frokost den ene dag, og gulerodsstave og knækbrød med hummus den anden.
Og endelig fik jeg lavet en bootleg-version af brændende kærlighed med søde kartofler, rødløg og chorizo.
Nu er der så god plads i køleskabet, at vi i en snæver vending kunne overnatte derinde, og madbudgettet har været helt uhørt lavt. Win-win.
2.
Har jeg sat en lille kasse ud i bilen, hvori jeg har smidt de gamle regnslag, vi de sidste år har fået raget til os i diverse forlystelsesparker, trælse stofnet, og de beskidte plastikposer, vi får samlet sammen (f.eks. dem, jeg har haft mudrede støvler med hjem fra SFO’en i).
De er rare at have og bruge som underlag, når man f.eks. er på planteskole og skal have potteplanter med jord i bilen, eller når vi har været på stranden/ved søen/i skoven og har våde, snavsede sko.
For plastik nej tak. Men når vi så alligevel får det inden for dørene, så føles det trods alt rart at bruge det så meget og så længe som muligt.
3.
Har jeg tænkt, at jeg lige ville give en tilbagemelding ift. hvordan det fungerer med deledata på min telefon og børnenes iPads.
Og det er muligt, at I alle sammen har kendt til det altid, men jeg havde ikke hørt om det før, og for os har det vist sig at være langt, langt billigere, end hvis der skal tilkøbes internet til begge iPads.
Det fungerer STRÅLENDE.
Jeg har et mobilabonnement med 80 GB, som jeg giver 149 kr. for pr. måned. Hertil kommer 2 datadelingskort, som koster 2 x 30 kr. pr. måned. Det betyder, at vi for 210 kr. pr. måned har al det data, vi skal bruge, og børnene kan kommer på nettet på deres iPads, uanset om vi er sammen eller hver for sig.
Da de var mindre, hoppede de bare på min telefon, hvis de f.eks. havde iPad’en med i bilen, og gerne ville spille eller se en film. Men i takt med, at de bliver større, bruger de også iPad’en i situationer, hvor jeg ikke er med. De spiller med vennerne, de bruger den på skolen, og de kører langt med andre end mig. Her er det meget, meget smart, at de bare har net, uden at der skal graves wifikoder frem eller parres med venners forældres telefoner.
De 80 GB er længe rigeligt til os alle 3. Jeg var lige inde og tjekke, og i denne måned har vi stadig 18 GB tilbage.
Ift. sommerferie kan løsningen også bruges i udlandet, hvis det er nødvendigt. Her skal man så bare være obs på det konkrete forbrug, fordi man ofte har færre udenlandske end danske GB i sit abonnement. (På mit hedder det 20 GB).
For nogle uger siden mødte jeg en kollega, som det er længe siden, jeg har set. Hun udbrød helt spontant: “Du ser godt ud! Men du ser fandme også træt ud!!”
Og hey. The bags under my eyes are Prada og alt det der – men da vi sad og snakkede om, hvordan voksenlivet arter sig, kom jeg, som jeg ofte gør, til at tænke over, at det er svært at forklare mennesker, der ikke har neurodivergens inde på livet, hvorfor det kræver så mange kræfter, som det gør.
Måske er problemet, at det er for abstrakt? De sager, der kommer i medierne, er så grelle, at de næsten kammer over og bliver for svære at forholde sig til, fordi de liv, der beskrives, er så anderledes end det liv, de fleste lever, og derfor har man ikke en referenceramme. Lidt som når man ser udsendelser om hungersnød eller naturkatastrofer; det er så langt fra den virkelighed, vi kender, at vi sagtens kan se at det er forfærdeligt – men vi kan ikke rigtigt tage det ind.
Derfor besluttede jeg, at jeg ville prøve at logge 2 ugers konsekvenser af at leve et liv med systemet som ufrivillig følgesvend. Og KUN den del, der direkte vedrører diagnoserne. Madpakker, indkøb, arbejde, gynækologbesøg, fødselsdage og plæneklipning kører som det plejer ved siden af.
Når man læser ned over dagene, vil de fleste formentlig tænke, at det ser helt vildt ud, og at det må være fordi, jeg har valgt to ekstreme uger. Det er desværre ikke tilfældet. Der kan være andre aktører i spil, men arbejdsmængden er – som det eneste – meget stabil.
Sidst, men ikke mindst: Jeg kan ikke forhindre, at nogle mennesker mener, at de her diagnoser er indbildning, forældrefallit og opmærksomhedssyge. Eller at man fikser mennesker, fordi systemet er stykker. Det her indlæg kommer ikke til at gøre hverken til eller fra for dem, der har det sådan.
Men når jeg skriver det alligevel, så er det for i det mindste at prøve at synliggøre, hvorfor ingen ville vælge de her livsvilkår, hvis de kunne blive fri.
__________________
Onsdag: Ringer til psyk for at bestille medicin til mig selv. Får at vide, at det er for tidligt, når jeg stadig har til lige knap 2 uger.
(Skulle have været omlagt til depotmedicin for længst, men læge, der skulle indkalde til afsluttende samtale, glemte at vinge af, at ‘patient skal informeres’. Jeg fik derfor aldrig besked om tiden tilbage i marts. Til gengæld fik jeg efter 4 forsøg en ny tid – d. 05.06.)
Torsdag: Fridas psykiater ringer på aftalt tidspunkt for at følge op på, hvordan det går med medicinopstart. Denne tid er flyttet to gange.
Fredag: Netværksmøde, Frida, hvor psykiater skal informere skoleleder, lærere og sagsbehandler om Fridas udredning og diagnose. Mens jeg kører fra arbejde bliver jeg først ringet op af sagsbehandleren og dernæst af psykiateren. Om mødet er i dag? For de har ikke modtaget dagsorden, info om lokale eller link til Teams. Jeg får fat på skolen, skoleleder er syg, og de har glemt at sende info ud. Jeg giver besked til psykiater, hjælper skolen med hendes mailadresse, så de kan sende hende et link, og har samtidig telefonen åben, så jeg kan guide sagsbehandleren, der ikke kender skolen, det rigtige sted hen. Mig. Altså, moderen. Den ene halvdel af de to mennesker, det her skal forestille at hjælpe.
Under mødet byder en lærer, der – direkte adspurgt – ikke har nogen som helst erfaring eller forudsætninger for at udtale sig, ind med, om ikke det kan være medicin og skærmforbrug, der gør, at Frida har det svært?
Det tager vi lige en kort snak om. Mest mig og meget i bydeform. Det er her, jeg insisterer på at sidde med, når der skal afholdes arbejdsmøde, og jeg ødelægger den gode stemning ved at være det, der i coachsprog hedder ‘meget klar og tydelig i min kommunikation’ omkring, at de tiltag, de forestiller sig at sætte i værk, skal løbes forbi mig, så længe ingen af de involverede parter har modtaget nogen form for psykoedukation.
Mandag: Kører på apotek efter medicin til Frida. Psykiater har glemt at forny recepten.
Tirsdag: Venter hele dagen på at få besked om, hvilken af speciallinjerne, jeg har fået plads på til Anton, hvilket besluttes i dag. Beskeden kommer ikke.
Onsdag: 2 timers besøg af sagsbehandler, der skal interviewe mig og se børnene, fordi jeg har søgt om 8 timers barnepige pr. måned. Det har foreløbigt taget 6 måneder, og vi er langtfra i mål. Jeg har skrevet 8 A4 ark med svar på spørgsmål som ‘Hvordan påvirker barnets diagnose hverdagen i jeres familie’ på hvert barn, udfyldt samtykkeerklæringer, rykket kommunen for svar osv.
Dette møde er i øvrigt blevet flyttet 3 gange – og ikke af mig.
Stadig intet nyt om skoletilbud til Anton.
Torsdag: Besked fra Pædagogisk Enhed om, hvilken skole, vi har fået. Der er to at tage af. Vi har ønsket den ene. Vi har fået den anden. Ringer til PE og spørger, hvad der ligger til grund for afgørelsen, og det viser sig, at nuværende skole har ikke noteret vores ønske. Til trods for, at jeg 3 gange har spurgt, om de har gjort det, og de 3 gange har kigget mig lige i øjnene og svaret ja. Får at vide, at jeg selv kan vælge, men sagsbehandler foreslår, at jeg taler med de to skoler, før jeg beslutter mig.
Bruger resten af dagen på at tude, stresse helt ekstremt og forsøge at finde plads til mit raseri til nuværende skole, der brænder with the power of a thousand suns.
Fredag: Ringer til de to skoler, hvilket er noget af det værste, jeg har prøvet. Skolen, jeg har ønsket, oplyser, at de kun har ‘udadreagerende, voldelige børn på den årgang. Og vi har mange af dem!’ Hun spørger ligeud, om han ikke bare kan blive på den nuværende skole? Men de skal ‘selvfølgelig nok gøre, hvad de kan for at passe på ham, hvis han kommer herud’.
Den anden skole beskriver den samme gruppe af børn – men der er knap så mange, og skoleleder her lyder knap så desillusioneret og ligeglad som den første.
Bruger resten af dagen på at tude og tænke, at det her kan jeg ikke. Og at jeg ikke kan forstå, at det er meningen, at man skal løse det hele selv.
Får hen under aften samlet mig selv nogenlunde op ved at gentage mit på-4.-år-kørende mantra: Det er vigtigere at være glad end at gå i skole. Vi prøver. Men er der bare den *mindste* indikation på, at de er hårde ved ham, eller at han ikke trives, river jeg ham ud. Jeg ved ikke, hvad vi så gør – det må vi løse. Men det er vigtigere at være et helt menneske med 6 års skolegang, end at være et ituslået menneske med 7.
Mandag: Står på tolkeopgave, da skolen ringer. De sidder til arbejdsmøde om Frida, som vi jo havde aftalt, at jeg skulle med til. Nu sidder de der alle sammen, og opdager, at de sørme har glemt at invitere mig – om ikke, de bare lige kan ringe til mig bagefter og fortælle, hvad de har snakket om?
Ringer senere til psyk. og bestiller medicin til mig selv.
Tirsdag: Ringer til psyk. for at følge op på, at der sker noget med gårdagens bestilling. Får overbærende sekretær i røret, der med hørbart øjenrul forklarer mig proceduren. Insisterer hårdt på, at hun dobbelttjekker, at bestillingen er videregivet, og jeg supplerer hjælpsomt med, at det indtil nu er gået galt 3 gange ud af 3. At det hver gang har taget over en uge med daglige opkald at få min medicin, at de har lagt den forkerte medicin op hver gang, OG at de sidste gang, da der stadig ikke var sket noget fredag, bad mig ‘ringe til akutmodtagelsen og bare sige derude, at vi har lavet en kæmpefejl’. Jeg er begyndt, at insistere på, at de noterer i min journal, når det sker – for det er mig, der lyder som en desperat narkoman, når jeg ringer.
Efter den smøre slog hun mig op – og blev stille. “Der ligger godt nok ikke lige noget på dig, kan jeg se…?”. Nej? Men det skal vi vel lige have kigget på så, ikke?
Efter 5 minutter viser det sig, at lægesekretær i går i stedet for en bestilling, har fået lavet en samtykkeerklæring…
Dude….
Og sådan får vi tiden til at gå herhjemme.
Jeg har været i det nu i over 5 år, og jeg tænker somme tider, at det er systemet mere end det er diagnoserne, der ender med at knække folk.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg foræret min Salat Bar væk.
Jeg købte den brugt for et halvt års tid siden, efter først at have spurgt mig lidt for, for mit indtryk var, at man enten bruger den én gang og så aldrig igen – eller ender med at gifte sig med den.
Det eneste argument, jeg kunne finde imod den, var størrelsen. Det blev til gengæld nævnt en del; at enkeltrummene er for store, og/eller at den fylder for meget i køleskabet. Og det er også det, der er endt med at være dealbreakeren for mig.
For selvom jeg ELSKER ideen, så er rum med plads til en liter bare virkelig meget. En fyldt bar kan indeholde 8 liter, og det svarer nogenlunde til et par poser gulerødder, 2-3 bakker vindruer, 10 peberfruger, en spidskål og to bakker tomater. Så meget når vi slet, slet ikke at spise, før det mugner, og dermed kan jeg enten vælge at spilde køleskabsplads ved at have den stående med 4 tomme rum eller kun at fylde rummene halvt.
Den laves i en lille version med 4 rum, men rummene har samme størrelse som i den store, altså 1 liter, så det løser ikke så meget. Når de laver en bar med 8 rum, men i halv højde, er jeg klar, for det *er* sgu smart, og vi *spiser* meget grønt.
Men for nu er jeg ude, og telefonboksen er givet videre, så den enten kan gøre gavn et andet sted, eller fungere som afklaring for en anden som mig.
2.
Har jeg afkalket min kogekeddel med almindelig eddike.
Jeg plejer at bruge afkalker beregnet til kaffemaskiner, og troede, jeg havde en flaske til at stå, men da jeg fik den hentet frem, var det stærk kalkfjerner til badeværelset. Jeg var 2 millimeter i bare at knalde det i alligevel, men tænkte, at jeg nok hellere lige måtte google for en sikkerheds skyld.
Og jeg kunne faktisk ikke finde et klart svar. For nogen havde skiftet ud uden problemer, mens andre havde fået ødelagt deres kaffemaskiner, og der var ikke umiddelbart noget system i, hvornår det opfører sig hvordan. Der var løse teorier om, at nogle produkter til badeværelser også indeholder sæbe, men uanset hvor meget produktinfo og Hestenet, jeg læste, var der ingen hjælp at hente.
Men i al min klikken rundt, faldt jeg over det irriterende indlysende faktum, at man jo bare kan bruge eddike, hvilket gav mig lyst til at hamre en flad hånd i panden på mig selv. For selvfølgelig kan man det.
Så lidt selvhad over først at indse det som 46 årig, men trods alt stadig mest begejstring over at kunne eliminere endnu et produkt fra rengøringskassen.
3.
Har jeg fornyet vores årskort til Legoland.
De sidste 3 år har jeg gjort det i slutningen af indeværende sæson, fordi man så får det billigere, end hvis man venter til foråret. Men sidste år var jeg i tvivl om, om børnene var ved at blive for store, eller måske hellere ville have årskort til noget andet, så jeg besluttede mig for at sidde på den, og så satse på, at Legoland ikke forsømmer muligheden for at trække de sidste med sig i faldet, hvis kids stadig var på klodser og Emmets sofa.
Ganske rigtigt kom der en mail i sidste uge om, at man 2 dage mere kunne forny kortene til gammel pris, hvis frafaldet skyldtes en frygtelig forglemmelse, så jeg indkaldte til husmøde, og begge børn kiggede bestyrtet på mig, da jeg spurgte, om vi var færdige med Legoland. Det var vi på ingen måde, der var ikke andet, de hellere ville have kort til, ellers mange tak, mor, og så var det jo sådan set bare at få bestilt, mens der stadig var 150 kr. at spare pr. kort.
I mandags kommenterede jeg på en reel på insta hos altid sympatiske Julia Lahme. Hendes opslag faldt ned i noget, jeg længe selv har gået og tygget på, og det lød:
(…) Og så har jeg tænkt over noget i dag.. og i går. Den hæslige sag med den unge pige, som heldigvis er fundet. Kan vi ikke aftale at lade være med at opsøge noget i true crime-genren om det? (…)
Det bliver altid så dumt, når man forsøger at parafrasere sig selv, så nu paster jeg bare mit svar her, og så folder jeg det ud nedenunder:
“Jeg tygger selv rigtig meget på det her. Og det virker helt indlysende som det eneste rigtige, at de her stakkels, stakkels mennesker ikke skal bebyrdes med, at deres livs største traume om 2 uger er forvandlet til en podcast.
Men hvor går grænsen? Er det tiden, der skal være gået? Antallet af ofre? Den geografiske lokation? For der var mange, der gik ned med Titanic. Afrikanerne er nok ikke *helt* i sync med den historiemæssige fremstilling i Black Hawk Down. Hvad med dokumentarer om det malaysiske fly, der forsvandt, spillefilm om JFK og The Zodiac Killer og serier som Rejseholdet og Law & Order, der bygger på rigtige sager?
Jeg ved ikke, hvad svaret er. Og det er pissevigtigt, at ofrenes stemmer bliver hørt. Der er 100% nogle podcast og bøger, der ikke behandler historierne med den respekt, de fortjener. Men betyder det, at journalister, instruktører og kunstnere generelt skal fratages retten til selv at bestemme over eget produkt?
Og hvad med de sager, hvor den ene del af familien gerne vil have graverjournalister på sagen, fordi de mener, at der er begået justitsmord, mens den anden del af familien forbeholder sig retten til at nedlægge veto mod, at historien tages op?
Jeg synes, at det er komplekst.
Lige nu er jeg ved at høre den glimrende podcast ‘Can I tell you a secret’ om 5 britiske kvinder, der har fået flere år af deres liv ødelagt af en stalker. 4 afsnit inde viser det sig, at stalkeren er autist, og der er et helt afsnit, som er et interview med hans mor. Hun fortæller om hans opvækst og al den hjælp, hun har bedt om, men aldrig fået. Undskylder det hans adfærd? Hjælper det ofrene? Ikke rigtigt. Men det er stadig skidevigtigt. Og det gør pludselig en ellers meget sort/hvid sag helt utrolig grå.
Så jeg synes virkelig, at det er en vigtig debat. Både så vi ikke gentraumatiserer ofrene og forvandler dem til underholdning. Men også så vi får tænkt igennem, at forbud og vetoret kan forhindre vinkler, forklaringer og huller i systemet i at komme frem, så vi uforvarende tillader, at de fortsat kan skabe ofre.”
True crime bølgen var en tændstik i en tør underskov, da den ramte for 7-8 år siden. Jeg kan ikke huske, at jeg før har set en genre eksplodere så voldsomt, hvor hypen har holdt ved i så mange år, at man skal have begge hænder i brug for at tælle, og den er still going strong.
Men der er sket noget over de sidste par år, for hvor den i sin spæde start var en slags digitale lejrbålshistorier, er der i dag mere fokus på, at historierne handler om rigtige mennesker. Det har taget livet af mange podcasts, at værterne ikke har haft øje for, at der stadig sidder familiemedlemmer tilbage, som skal leve med, at den værste dag i deres liv pludselig er allemandseje, og det er sådan set fair nok.
Mange amerikanske true crime podcast har taget kritikken til sig og gør sig nu umage for at fortælle historierne med respekt. Mange af de store samarbejder med organistationer, der efterforsker cold cases, og flere af dem donerer ret store beløb til f.eks. testning af DNA. Det er ikke ualmindeligt, at de samarbejder med politi og efterforskere, og det sker også jævnligt, at de opfordrer lyttere i bestemte områder til at overveje at få lavet en DNA-profil, fordi man på den måde somme tider kan finde frem til gerningsmænd i sager, hvor man har DNA, men ikke noget at matche det op imod. Familial DNA kan snævre feltet betydeligt ind, og både gerningsmænd og navnløse ofre er blevet identificeret som direkte resultat af true crime podcasts og deres indsats her.
Men hvor går grænsen for, hvilke sager, man må tage op? Hvilke historier, man må fortælle i underholdningens navn? Hvor lægger vi snittet?
For jeg kan virkelig godt forstå, at det er helt sygt grænseoverskridende at stå i Føtex, og pludselig skulle forholde sig til sin myrdede mors billede på forsiden af Se & Hør, fordi en podcast har taget sagen op. Det skal man være lavet af sten for ikke at kunne fatte sympati for.
Men ville så mange i weekenden have tænkt over, at tjekke deres overvågning og sikre optagelserne, inden de blev slettet eller overspillet, hvis ikke true crime-genren over de sidste 8 år har tydeliggjort vigtigheden af det?
Kan vi fastholde følelsen af fælles ansvar for hinanden og opfattelsen af, at hvert eneste bidrag kan være vigtigt, hvis vi ikke fortæller og hører historier, som bekræfter, at det er tilfældet?
Kan vi engagere os i sager, vi ikke kender til på individniveau?
Kan de personificerede historier være med til at bære konsekvenserne af systemisk svigt og manglende indsatser frem? Vil det gøre en forskel for, hvad der forskes i og gives penge til, hvis vi finder ud af, at bestemte diagnoser giver forhøjet risiko for særlige typer af adfærd? Hvis gerningsmændene til de mange skoleskyderier i USA f.eks. viser sig at have diagnoser eller forløb, der ligner hinandens?
Fortjener de glemte eller knap så indlysende ofre også en stemme? Moderen til weekendes gerningsmand, f.eks.? Jeg gætter på, at hun også sidder med en oplevelse af tab. Af at have mistet den søn og den fremtid, hun troede, hun havde.
Ville Politiet kunne fremsætte en opfordring til, at borgere registrerer deres overvågningskameraer, hvis ikke disses betydning igen og igen var blevet understreget gennem true crime historier?
Men på en eller anden måde har true crime genren givet et fælles sprog, der gør det muligt at ensrette indsats og fokus på rekordtid, og det tror jeg meget vel kan redde liv.
Vægter potentielle ofres sikkerhed og mulige redning højere end respekten for et nej fra dem, der allerede lider og lever med sår og ar, der aldrig heler, og som springer op hver eneste gang, en podcast på ny gør krav på deres historie?
De få over de mange? De mange over de få?
Jeg ved det simpelthen ikke.
Men jeg tror ikke, at sagen i weekenden var endt, hvor den endte, hvis den havde udspillet sig inden true crime havde tydeliggjort, hvor ofte det er den lille, tilsyneladende ubetydelige brik, du står med i hånden, der kan få resten til at falde på plads.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg så småt gået i gang med årets haveprojekter.
Jeg ved efterhånden, at mine ambitioner og ideer har det med at slå for store brød op ift. hvad tid og egentlig interesse understøtter, og derfor har jeg Pinterestet på livet løs de sidste måneder.
Sidste år plantede jeg en masse krukker til. Krydderurter, blomster og frø. Det så fint ud i starten, men allerede efter nogle uger fik jeg stress over alle de krydderurter, der stod og kiggede bebrejdende efter mig, hver gang jeg gik forbi. Da vi ramte august, var det stadig kun 1/4 af mine frø, der var spiret, mens alle blomster og urter til gengæld var vokset så meget, at det så ud som om, de var ved at træde ud af deres respektive krukker.
Samtidig kunne jeg se, at traktorerne, der kører på marken 4 meter fra min baghave (helt bogstaveligt), smider så meget støv og snavs i hovedet på krydderurterne, at jeg faktisk ikke havde lyst til at spise dem.
Men i forsøget på at komme min perfektionisme-udløste apati til livs, har jeg lovet mig selv, at havelivet bare er work in progress, og at det er læring, ikke nederlag, når noget ikke fungerer. Så det, jeg nu har lært er, at jeg ikke skal plante noget fra scratch, at krydderurter i haven ikke fungerer, og at jeg ikke behøver at tænke ind, at de blomster og planter, jeg vælger, er flerårige.
Med det i baghovedet, har jeg besluttet, at jeg i år skalerer ned. Det bliver en enkelt krukke med lidt lave blomster ved siden af årets newcomer: Plantereolen. Selve reolen er ikke ny. Jeg fik den for nogle år siden, og har flyttet rundt på den siden, fordi jeg syntes, den var for fin til at stå ude-ude. Men den sparker jo nul joy, så længe den står, tom og trist, under halvtaget og i skuret, og vi har for længst besluttet, at mad skal spises, og ting skal bruges. Så nu er jeg begyndt at købe små udendørsplanter til den, som kommer til at stå side om side med keramikfigur, solcellelamper og lyskæder. Sidstnævnte fordi der ikke på nederste hylde kommer sol nok til, at en solcellelampe kan lade op; derfor smider jeg almindelige lyskæder med timere i glaskrukker og sætter dem til at tænde nogenlunde på det tidspunkt, hvor solen går ned.
Krydderurterne rykker indenfor i år i den selvvandende potte fra Eva Solo, jeg fik i julegave, og jeg glæder mig til at se, om den er ligeså god, som min søde genbo sværger, at den er.
2.
Har jeg, apropos have, købt mig fra at få renset mine fliser.
Siden jeg er startet som selvstændig har jeg, lidt uventet, fået et andet syn på mit tid; på, hvad den er værd, og hvordan jeg bruger den.
Alt skal ikke gøres op i penge, og mange projekter laver jeg selv, fordi det er noget, jeg hygger mig med at gå og sysle med. Men at rense fliser? Det HADER jeg. Jeg har de sidste år forsøgt mig selv, og selv efter hele dages indsats med dyre produkter og masser af knofedt har jeg ikke haft andet at fremvise end ømme arme og hånlige, fortsat-beskidte fliser.
Men fliserne bliver mere og mere glatte af mos, og det er en evig bekymring for mig, at mine forældre eller oldefar skvatter på dem, når de er her.
Jeg lagde i år frisk fra med intentionen om selv at gøre det igen; denne gang bevæbnet med en højtryksrenser, men efter at have tjekket priser og set en anden beboer på vejen, som er den mest håndværksagtige håndværker af alle håndværkere, bruge en hel weekend på projektet, besluttede jeg at købe mig fra det.
Og bliver det dyrt? Formentlig. Ville jeg hellere have brugt de penge på noget andet? Helt utrolig meget ja. Men da jeg regnede på, hvor mange timer, jeg skulle tolke, for at kunne holde fri alle de timer, der ville tage mig at hente udstyr, finde ud af, hvordan det virker, rense fliserne, gøre rent, returnere udstyr osv., så var det faktisk billigere – og meget, meget sjovere – at købe mig fra det.
De gik i gang i onsdags, og det bliver simpelthen så pænt.
3.
Pønser jeg på at tage børnene med til Göteborg til sommer. Nogen, der kan anbefale/fraråde noget, eller som kender til snedige rabataftaler på noget sjovt?
4.
Har jeg tænkt over, hvor meget bedre, jeg er blevet til med det samme at sige nej, efter at jeg er startet på de her indlæg. Eller måske er det fordi, jeg er blevet ældre? Jeg ved det ikke. Men det føles som noget, der falder i tråd med tankerne bag de her indlæg, så jeg tilskriver det dem.
Esbjerg Kommune meldte i sidste måned ud, at der skal spares helt vanvittigt på skoleområdet. Det er hæsligt af alle årsager i verden, og de fleste forældre i kommunen er rådvilde og moderat desperate.
Som reaktion blev der – selvfølglige – lavet en Facebookgruppe, og folkene bag har haft held til at få et indlæg i avisen. Jeg har skrevet og kommenteret lidt derinde, men det er, som om det hele er gået lidt i stå.
I dag lå der så opslag fra den ene af administratorerne, som meldte ud, at det ville være godt, hvis der blev lagt pres på nogle navngivne politikere, og at pressen var interesseret. Han havde dog travlt på job, så han opfordrede folk til selv at skrive til politkere og journalister. Et par timer senere lagde en anden et opslag op, hvor hun skrev meget af det samme, men tilbød, at folk kunne sende deres historier til hende. Så ville hun videresende samlet, men folk måtte gerne være klar til at stå frem, hvis pressen var interesseret.
Jeg lagde en lang kommentar under hendes opslag, hvori jeg skrev, at det måske ville give mere mening og få langt mere tilslutning, hvis der blev udarbejdet et spørgeskema, som kunne deles mange flere steder, hvor forældre kunne svare på, om de havde oplevet X, Y og Z. På den måde har man overtemaerne samlet på forhånd, man får fat i de familier og segmenter, som ikke har tid eller mulighed for at forfatte et skriv, og man øger sandsynligheden betragteligt for, at pressen kan finde en tråd at trække i.
1.43 sekunder efter min kommentar var udgivet, blev jeg opfordret til lige at lave det. Og hvor jeg for 4 år siden ville have været lidt lodden i mælet, blev svaret her er klart nej, men med tilbuddet om at stå til rådighed for en eventuel arbejdsgruppe ift. sparring, formulering og praktiske opgaver. Men ‘det er jo bare at spørge ud, om nogen ikke vil lave sådan en gruppe med dig?’
I takt med at jeg bliver ældre, hælder jeg mere og mere til at udstede en fatwa mod brugen af ordet ‘bare’ på andres vegne, kan jeg mærke.
Jeg forstår godt, hvorfor jeg drages af den slags opgaver og grupper – og hvorfor de drages af mig. For mit kærlighedssprog er systemer og struktur, og derfor kigger jeg på udfordringer som de her, og så eksploderer min hjerne med ideer til, hvordan indsatsen kan optimeres og forbedres.
Men jeg har også, klog af skade, lært at læse rummet. Og det er aldrig godt, når folk er *for* ivrige efter at smide noget i skødet på tilfældige, og når der ikke er en overordnet gruppe af mennesker, der holder kompasset. For det her er dømt til at falde fra hinanden. Når alle allerede 3 uger inde synes, at der skal gøres noget, men bare ikke lige selv har tid, så smuldrer det. Og det er én ting. Men noget andet er, at man, gode intentioner til trods, kommer til at spilde en masse menneskers tid. For hvis der ikke er en plan ift. hvad personlige beretninger skal bruges til, så bliver de ikke brugt til noget.
Det er vigtigt. Nogen burde virkelig gøre noget. Men så længe disse nogen forbliver Alle De Andre, er det en af de kampe, der ender med at æde dig op, fordi du kommer til at gøre det hele alene.
Og ikke at den her besparelse ikke er til at tude over. Det er den. Det er utilgiveligt at være folkevalgt politiker og så fraskrive sig ansvaret for fremtiden på den måde, og det er sindssygt, at det får lov at ske, fordi den eneste forhindring er forældrene selv. Men jeg kan mærke, at jeg er et sted nu, hvor jeg skal passe alvorligt på mine kræfter. Jeg er drænet af møder, systemet, skoleskift og den ene overskrift efter den anden fra mennesker, der er lykkeligt fri for selv at stå med det her livsvilkår, om at det godt nok er samfundet og skolesystemet, den er gal med, men at det er forældrene, der skal løse det. De mener det sikkert godt, men det gjorde de mange fagfolk, der i 1950’erne mente, at døve børn ikke måtte bruge tegnsprog, fordi de så blev dovne og ikke ville lære at tale, også. Jeg er faktisk der nu, hvor jeg overvejer at afmelde notifikationer på aviser og nyheder, for jeg får hjertebanken og svedige håndflader hver eneste gang, der dukker endnu en af de her artikler op. Det er en helt afsindig stressfaktor, fordi jeg VED, at den bliver endnu en sten i den mur af fordomme og holdninger, der kommer til at gøre det sværere at blive forstået og få hjælp, og at den kommer til at retfærdiggøre nedskæringer og afvisninger og uunderbyggede tiltag, der skader langt, langt mere, end de gavner. Og jeg bliver simpelthen så frustreret over, at man, fordi det er en spændende, intellektuel diskussion, kan mene en masse om noget, man kun kender fra den ene side af skrivebordet, men ikke fra den anden. At man kan påvirke den offentlige debat, fordi man taler ind i noget, som de generationer, der synes, at børn skal spise op, at de skal tie, når de voksne taler og ellers bare skal holde op med at skabe sig, gerne vil bekræftes i. Hvis jeg må få ét ønske opfyldt, så er det, at I derude prøver at lægge mærke til fraværet fra forældre til børn med diagnoser i kommentarfelterne under de indlæg. Er der ingen, der finder det påfaldende? At det her reelt er hvide mennesker, der bekræfter hinanden i, at racisme er indbildt?
Nå. Det var en slags sidespor, og så alligevel ikke. For det, jeg egentlig bare ville sige med det var, at man, når man er dér, skal være meget opmærksom på ikke at smide sin resterende energi i Bermudatrekanter og korstog. Det gælder mig, og det gælder de andre i gruppen.
Alle er fulde af gode ideer, så længe de er gratis og ikke forpligter. Når alle kan, er der ingen, der gør, og det er jeg, helt egoistisk, SÅ taknemmelig over, at jeg efterhånden har lært at gennemskue på forhånd.
For et par dage siden blev jeg på IG foreslået en profil fra en anden mor til et neurodivergent barn. Jeg er lidt on the fence med fylde mine feeds med andre i samme situation som mig, ganske enkelt fordi jeg synes, at emnet fylder rigeligt herhjemme, som det er. Det er en afvejning, for på den ene side er det rart at vide, at man ikke er alene. På den anden side så kan jeg næsten ikke holde ud at skulle forholde mig til mere af det. Der er ikke kapacitet til også at blive frustreret by proxy, så jeg er super, super selektiv ift. profiler, der har diagnoser i præsentationsfeltet.
Men hende her så ud til at være skarp og sjov, og derfor trykkede jeg følg.
To dage senere åbnede jeg til før og efterbilleder af hendes vægttabsrejse, og det tog 0.2 sekunder at trykke ‘følg ikke længere’, mens jeg undrede mig over den manglende CW (Content Warning).
Det er på den slags tidspunkter, at jeg pludselig bliver opmærksom på, at 95% af mit feed er udenlandsk. Fordi langt de fleste profiler, jeg følger, er amerikanske, er der nogle ting, jeg efterhånde er så vant til, at jeg kommer til at studse over det, når jeg støder på en dansk profil, der opfører sig anderledes.
Og inden jeg går videre: Det er ikke et forsøg på at være Mørk & Mystisk. Lixtallet er ikke højere end så mange andre steder, og de profiler, jeg følger, tilhører i langt de fleste tilfælde et socioøkonomisk segment, der ligner mit eget. Jeg har samlet profilerne op gennem mange års podcastlytning, og fordi amerikanerne dér i mange år var langt foran de danske udbydere, er det bare sådan mit feed er endt med at være sammensat, takket være algoritmen.
Men min reaktion på vægttabsopslaget fik mig til at tænke over, at det her er noget, jeg har brugt virkelig meget tid på selv at tænke over, men som jeg ikke har skrevet om. Nok mest fordi jeg ikke er sikker på, at jeg helt orker debatten, der kan følge med, men også fordi mit eget billede af sundhed og krop er farvet af mange år i fitnessbranchen. Det har været – og er – svært for mig at bo i en krop nu, der ser så meget anderledes ud, end den gjorde for 15 år siden, hvor jeg trænede 6-10 gange om ugen, og børnene stadig bare var en fjern ide. Derfor har jeg længe følt, at jeg nok ikke kan tage emnet op, fordi det for nogle vil lyde som en undskyldning for mit eget manglende vægttab.
Men jeg kan mærke, at jeg efterhånden står et helt andet sted end mange af dem, jeg normalt deler holdninger med, når det kommer til overvægt, fedme og sundhed. Og det kunne jeg faktisk godt tænke mig at skrive lidt om.
I takt med at der med internettet kommer mere opmærksomhed på forskelsbehandling i alle lag af samfundet, og mennesker, der ikke tidligere har haft en stemme, begynder at tale, er der nogle holdninger, det bliver sværere at blive ved med at have. Det var nemmere at synes, at kvinder var hysteriske, at LBGT+-folkene var skabede, og at de grønlandske børn var sarte, inden de fik et sted at fortælle om, hvad de har været udsat for. Og hvor systematisk.
Derfor er det min oplevelse af mange af os langsomt begynder at forholde os til, hvor i privilegiepyramiden, vi bor. Det kommer til at tage flere generationer at nivellere, og formentlig når vi aldrig et niveau, hvor alle har og får de samme muligheder, men der er nogle samtaler, vi begynder at tage, som vi ikke har haft tidligere.
En af dem, der fylder meget i USA, men som jeg stadig ikke rigtig synes har fået fodfæste herhjemme, er netop debatten om overvægt. Det er det eneste sociale stigma, som stadig både accepteres og praktiseres helt åbent i alle dele og lag af samfundet.
Og mit bud vil være, at mange af jer allerede er begyndt at rynke panden og tænke ‘Omkostninger for samfundet’ og ‘Sundhed’ og ‘Ansvar for eget liv’.
Det er ok. Det her er ikke en kirke, man behøver ikke kunne se min pointe, og jeg kommer ikke til at tvinge nogen til at ændre holdning eller tage på.
Men der er nogle overvejelser, jeg gerne vil invitere til, at man prøver at sparke dæk på, næste gang man sider i sin bil og glor.
For de mest brugte argumenter for at blande sig i, hvad andre mennesker vejer er, at det er for at hjælpe dem, og at de koster penge for samfundet, når de kommer anstigende med alle deres fedmeudløste følgesygdomme.
Men hvad er sundhed egentlig? WHO’s definition lyder:
“Health is a state of complete physical, mental and social well-being and not merely the absence of disease or infirmity.” An important implication of this definition is that mental health is more than just the absence of mental disorders or disabilities.”
De nævner ikke vægt med et ord. Derfor er det både uheldigt og paradoksalt, at det nærmest er den eneste faktor, mange instanser fokuserer på, når overvægtige mennesker er i kontakt med sundhedssektoren.
Til gengæld kræver det ikke mange led i associationskæden at nå til den tanke, at det måske IKKE er fremmende for sundheden at være udskammet og stigmatiseret.
Lad det være sagt med det samme: Overvægt fremmer risikoen for nogle typer af sygdomme. Det bliver vi ikke uenige om.
Men det, flere undersøgelser begynder at finde ud af er, at mange af de sygdomme og den overdødelighed, man tidligere udelukkende har tilskrevet antallet af kilo på badevægten, måske mere handler om, at tykke mennesker undgår eller går langt senere til lægen end mennesker med et lavere BMI, fordi de ved, at de bliver sendt hjem med beskeden om at tabe sig. Bunken med eksempler på tykke patienter, der får langt mere alvorlige sygdomsforløb og i nogle tilfælde ender med at dø, fordi de ikke bliver taget alvorligt i sundhedssystemet vokser også.
Det selvbedrag, vi som samfund praktiserer, når det kommer til tykke mennesker, er næsten imponerende. For hvis det virkelig handlede om sundhed, ville der være mange andre områder, vi også skulle blande os aktivt i hos hinanden.
Må folk f.eks. blande sig i, hvornår du går i seng? Dine alkoholvaner? Din manglende træning? Velment, selvfølgelig. Det er jo for at hjælpe dig.
Og vi taler om ansvar for eget liv og omkostninger for sundhedsvæsnet og vores alle sammens skattekroner, når de dovne tykke bare spiser og spiser og nægter at tabe sig og hjælpe sig selv.
Men hvis vi lægger hele ansvaret over på den enkelte, uden at interessere os for årsagen til, at nogen kæmper med noget, hvorfor er det så ikke de deprimeredes eget ansvar, at de har ladet det komme så vidt? (Og don’t come for me. Jeg har været der 3 gange, så jeg må godt bruge det eksempel). Hvorfor er det ikke de stressramtes egen skyld, at de er sygemeldte? Hvad med sportsskaderne? Rygerne? Folk, der venter for længe med at gå til lægen? Hvorfor er det kun de tykke, som alle, på tværs af segmenter, kan blive enige om skal holdes ansvarlige for, hvad de koster samfundet?
Hvornår er man tyk? Hvor meget skal du tage på for at tilhøre gruppen, som andre må råbe efter på gaden? Som ikke skal tages alvorligt. Jeg mener det helt bogstaveligt. 5 kilo? 10? 15? Hvornår gælder reglerne for dig?
Vi kender alle sammen nogen, der kan spise deres egen kropsvægt i chips og flødekager, uden at tage ét gram på. Hvorfor er det så svært for os at tro, at det modsatte også kan være tilfældet?
Hvor mange timer har du eller mennesker, du kender, brugt på selvhad og tvivlsomme kure og løsninger, fordi der er så meget skam og stigma forbundet med at være tyk, at det er det værste, man kan forestille sig at være?
Og hånden på hjertet: Hvor meget i dit liv er kort, du ikke selv har gjort noget for at få spillet på hånden? Den sociale klasse, du er født ind i. Sygdom og fravær af samme. Psykiske udfordringer, uddannelse/arbejde, økonomisk formåen. Genetik. Hvis du skal være HELT ærlig – hvor meget af det bygger på klodser, du ikke selv har lagt? Vi har alle sammen noget at kæmpe med, men man kan måske lige give det en tanke, om man, når man synes, de tykke bare skal tage sig sammen, er Paris Hilton, der synes, at fattigdom er selvforskyldt.
For mig at se består det her problem af to dele.
Den ene er den sejlivede myte om, at man ikke kan være tyk og sund på samme tid. Det er simpelthen bare ikke rigtigt. De fleste er blevet gode til at sige højt, at de godt ved, at de to ting faktisk ikke hænger sammen – men jeg tror ikke, at ret mange egentlig mener det. Ikke engang selvom vi alle sammen ved selvsyn kan konstatere det, når vi kigger i vores egne familier og omgangskredse. Jeg havde i mine unge dage en veninde, som levede på en stram diæt af Blå Kings og amfetamin. Når hun spiste, bestod menuen af Burger King og osterejer. Hun var en perfekt størrelse 36. Men hun var fandengalemig ikke sund. Fortællingen om, at tynd = sund er så forankret i os, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved den på trods af alle de beviser på det modsatte, vi er omgivet af.
Den anden del af problemet er fordommene. Her er min påstand, at modviljen mod at punktere dem handler om social kapital. Det giver et gratis forspring, hvis vi er enige om, at der er en gruppe, der står under os; at vi, selv når vi klarer os dårligt, kan trøste os med, at vi i det mindste stadig er pænere/dygtigere/klogere, end den gruppe, vi har vedtaget er dum, doven og frastødende. Når vi kobler vægt og moral, så ligger der implicit i det, at vores er højere og stærkere, end moralen hos dem, der vejer mere end os. Vi kan styre os. Vi har selvkontrol. Vi opretholder status quo ved at vise vægttab frem og rose og like hinanden, og gid det var mig, og hvordan har du gjort det? Graver vi langt nok ned i reptilhjernen, gætter jeg på, at det handler om det samme urinstinkt, som vi ser blive afdækket i Robinson og Paradise Hotel: At vi hele tiden prøver at positionerer os, så vi er en del af indergruppen, og dermed ikke er i risiko for at være den, gruppen ofrer, når nogen skal sparkes af øen, ud af huset eller ned i vulkanen. Du vil gerne være med i hulen, ik’ Mulle?
De argumenter, man hører brugt for at fastholde stigma, tager stort set altid udgangspunkt i, at der kun findes én rigtig måde at være i verden på. F.eks. kan jeg huske en sag fra en børnehave, hvor man havde fyret en pædagog, fordi hun var tyk.
Og jeg vil gerne gøre helt klart, at man kan være en god eller en dårlig pædagog, uanset vægt. Så man kan sagtens være en dårlig pædagog, der tilfældigvis også er tyk.
Men her var der ret tydeligt, at det handlede om, at man ikke mente, at hun kunne varetage sit arbejde, fordi hun i nogle situationer ikke kunne lave det samme med børnene, som de pædagoger, der vejede mindre end hende. Så vidt jeg husker var eksemplet, der blev nævnt, at hun ikke kunne spille fodbold med børnene.
Den sag har jeg tænkt meget på. For jeg kan ikke komme over, at vi ikke er mere kritiske overfor den slags udsagn. Hvis dit barn skulle starte i en børnehave, og du første dag fik at vide, at i den her børnehave skal alle børn lave det samme, hver dag, hele tiden, uanset evner, interesser og præferencer; ville du så ikke anfægte det? Vi er skidegode til at forstå vigtigheden af, at børn er forskellige og derfor skal mødes forskelligt – hvorfor er det, at det udgangspunkt går tabt, fordi vi bliver ældre?
Og ja. Der er selvfølgelig nogle bestemte krav og kompetencer, der hører til jobbeskrivelsen, men kunne man forestille sig, at forskellige mennesker kunne tilbyde noget værdifuldt til forskellige børn? Da kvindlige håndværkere begyndte at blive en ting, blev kønsopdelte bade- og omklædningsfaciliteter blæst op til at være et kæmpe problem – som viste sig langt de fleste steder at være løst ved at flytte et skilt og sætte et bruseforhæng op. På samme måde kunne man måske godt forestille sig, at de forhindringer, man lige nu i en personalegruppe synes, man ser, kunne løses på meget lavpraktisk vis, og at det måske mere handler om vilje, fordi vi er så fedtet ind i egne fordomme om, at tyk er lig med doven/dum/svag?
Formålet med det her lange skriv er ikke at glorificere én kropstype frem for en anden. Nogle ting bliver uomtvisteligt mere trælse i en stor krop. Men det er der også ting, der gør, hvis man har korte ben, dårlige lunger eller bruger briller, og de ting værger vi os ikke i samme grad for at tænke løsninger på.
Risikoen for nogle typer af sygdomme stiger, når vægten stiger – men der er også forskning, der begynder at pege på, at risikoen for nogle typer af sygdomme er højere hos tynde, når man sammenligner de to grupper. Og så er vi slet ikke kommet ind på det vægtbias, der med stor sandsynlighed har farvet måden, studier, spørgsmål og undersøgelser er blevet designet på. Hvis en gruppe mandlige forskere lavede fysiske tests på begge køn, som kun indeholdt øvelser og tests af områder, hvor mænd traditionelt klarer sig bedst, så ville vi få resultater, der indikerede, at mænds fysik er kvinders overlegen. Men hvis vi nu testede mænds evne til at føde børn, som immervæk også forudsætter et solidt mål af fysisk styrke, så ville vi måske få et mere nuanceret billede af, at fysisk styrke er mange ting.
Når vi hele tiden kun taler om den éne gruppe i en sammenligning mellem to, så skal vi alle sammen blive mistænksomme. Selv når vi sammenligner køn, kører vi som regel med noget i skålene på begge sider; ‘kvinder kan multitaske – mænd er fysisk overlegne’ Når den anden del af udsagnet i en sammenligning hele tiden mangler, så bør det som minimum gøre os nysgerrige på hvorfor.
Det blev skidelangt, og jeg er med på, at nogle af jer vil se meget anderledes på emnet, end jeg gør.
Jeg ved også af erfaring, at der altid lander er par ‘det er faktisk heller ikke fedt at være tynd, for folk blander sig i, hvad jeg spiser, og spørger, om jeg er syg’-kommentarer i indbakken, når jeg skriver om vægt. Den vil jeg gerne adressere på forhånd. For det er træls og ubehøvlet; det forstår jeg virkelig godt. Men det er et problem på individniveau, mens fatphobia er systemisk. Tynde mennesker bliver ikke diskrimineret i stort set alle sammenhænge i livet. De oplever ikke, at sygdomme overses, fordi læger tror, at svulsten er fedt, og at den tumorudløste hovedpine skyldes forhøjet blodtryk. De bliver ikke skubbet længere ud i en eventuel spiseforstyrrelse, når de går til lægen, fordi rådet altid er: ‘Tab dig!’ De kan godt opleve indblanding – men de skal ikke leve under et konstant åg af moralsk fordømmelse og skam. I flere af de podcasts, jeg har hørt om emnet, bliver den her kommentar faktisk fremhævet som et eksempel på fastholde status quo ved at trække en samtale om ulighed for tykke tilbage til at handle om tynde. Lidt i stil med Blue Lives Matter.
Det er ok ikke at være enig. Det er ok at føle sig provokeret. Sådan havde jeg det selv i starten. “Jamen, hvad så med..- “ var en sætning, der formede sig i mit hoved konstant, når jeg lyttede til debatter og podcasts om emnet. Men jeg kan godt efterhånden se, at det handler mere om mig og de værdier, jeg har internaliseret, end det sagligt handler om emnet.
Og det kan godt ske, at der begynder at være en sprække ift. at fedme handler om andet og mere end mad. At der kan være bagvedliggende faktorer som psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, socioøkonomiske forhold osv. der spiller ind.
Det er godt. Men. Selv i dén samtale kan man, hvis man lytter godt nok efter, høre, at hele formålet med at forstå årsagen til overvægt, er, at man så kan fjerne den.
Læs lige den sætning igen.
Vi interesserer os altså ikke for folks psykiske sundhed for, at de skal få det bedre. Vi gør det, så de og vi kan (for)blive tynde. Det burde sige alt, hvad vi har brug for at vide om, i hvor høj grad den tykke krop er stigmatiseret; hvor meget det handler om æstetik og fordømmelse. For igen: Vægt og sundhed hænger ikke nødvendigvis sammen. Men vi vil hellere være tynde end i trivsel, og det er problematisk.
Mange tykke mennesker vil gerne veje mindre. Nogle vil ikke. Men hvis vi nogensinde skal kunne hjælpe dem, der gerne vil tabe sig, så må og skal der ske noget med måden, vi opfatter fedme og overvægt på. Tilgangen til vægttab er nødt til at være væsentligt mere fordomsfri, nuanceret og videnbaseret, end den er i dag, for mange, mange steder består “hjælpen” stadig i beskeden om at spise mindre og bevæge sig mere.
Hvilket svarer til at sende en anorektiker hjem med beskeden om at begynde at spise, eller sige til en selvskadende ung, at h*n skal stoppe med at skære i sig selv. At vi opfatter anoreksi som en spiseforstyrrelse, mens vi opfatter binge eating som en karakterbrist er skammeligt, og vi kan ikke være det bekendt.
Vi kan ikke ændre vores verdenssyn på en weekend. Det her kommer til at tage generationer at ændre på – hvis det overhovedet lykkes. Men her og nu kan vi undlade at bidrage til at gøre livet mere surt, svært og farligt for mennesker, hvis valg ikke har nogen som helst indflydelse på, hvordan vi vælger at leve vores liv. Og vi kan begynde at mærke efter, hvordan opslag om vægttab påvirker vores syn på kropsidealet. Folk må poste og følge præcis, hvad de finder glæde ved. Igen: Dette er ikke et forsøg på at radikalisere nogen. Men kan man mærke, at man bliver påvirket negativt, og glider tilbage i mønstre og mennskesyn, man aktivt arbejder på at bevæge sig væk fra, så er det en overvejelse værd, om man skal fjerne sig fra det, der trigger. Både som professionel og som privatperson.
Og uanset hvad: Lad tykke mennesker være i fred. Plain and simple. Vi taler så meget om samtykke i andre sammenhænge; det kunne vi med fordel overføre til det her område. Holdninger, bekymringer og gode råd er velkomne, når – og først når – de direkte bliver efterspurgt, og vi som samfund kan tilbyde noget, der reelt er en hjælp og ikke bare fordømmelse forklædt som omsorg.
Hvis man har lyst til at skubbe lidt til modstanden i eget hoved, er her lige et par anbefalinger at slutte af på.
Podcasten The Maintenance Phase. Den er gratis på alle de sædvanlige platforme, er sjov og uhøjtidelig, og den kommer vidt omkring. Episoderne er navngivet præcist efter emne, så det er nemt at finde, hvis der er noget bestemt, man er interesseret i, f.eks. BMI, workplace wellness, the obesity epidemic osv.
IG-profilerne @yrfatfriend @kenziebrenna @drjoshuawolrich @bodyimage_therapist, som alle primært fokuserer på vægtstigma og skriver kort, men klogt omkring det. Og så @ida_kys som både skriver lidt om at være på modtagersiden af alt det her, men som også poster alt muligt andet fint og klogt.
Sidst men ikke mindst får I også lige et par links til artikler fra lødige afsendere, som jeg har valgt ud, fordi de begge indeholder masser af sub-links til forskning og andre artikler, så man kan dykke ned i specifikke områder, hvis der er noget, man er særlig interesseret i. Dem finder du her og her.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi holdt den årlige påskefroskost i familien. Min mor og jeg stod for planlægningen, og vi sammensatte menuen med udgangspunkt i at begrænse madspild.
Fisk, fjerkræ og mælkeprodukter er noget bøvl i den sammenhæng, fordi holdbarheden kort, så har de ting først stået og lumret på et påskebord i den tid, det tager at bespise alle mand, så skal man i hvert fald tænke sig om, hvis man sætter resterne i køleskabet bagefter.
Vores famile spænder aldersmæssigt fra 7-95 år, og samtidig er der lidt neurodivergente forbehold, der skal tænkes ind, når vi planlægger.
Vi gik med frikadeller og bacon/porretære med tabouleh-salat og friskbagt foccacia til, fiskefileter med friskbagt rugbrød, tarteletter og til dessert en mini-buffet bestående af is med brownie, hjemmelavet appelsin/hindbær-sirup og nøddemarengs og lidt påskeslik og chokolade on the side.
Fridadeller, foccacia og tærte blev lavet på dagen, så det ikke allerede var genopvarmet ved servering, og tabouleh-salat indeholder meget få ingredienser, der er våde. Desserten var tæt på udryddet, da vi rejste os, og det, der var tilbage kan bruges i andre sammenhænge. (Appelsin/hindbærsirup er f.eks. virkelig godt på yoghurt eller pandekager).
De eneste tabstal var en halv fiskefilet og en forladt tartelet, for selv når man beregner 1 ting af noget pr. snude, er der altid nogen, der ikke spiser op.
Som prikken over i’et lavede jeg tredobbelt portion af frikadellerne, nu hvor jeg havde gang i ovn og komfur, så jeg har til påskefrokosten i Fridas klasse på fredag. Jeg er meget overbevist om, at jeg torsdag aften indstiller mig selv til en helgenkåring over ikke at skulle i gang igen.
2.
Er vi gået ind i april, og dermed er vi skiftet fra vinter- til sommertarif på strømmen.
Til de af jer, der ikke har været med fra starten: Nettariffen er den afgift, vi betaler for at få strømmen transporteret ud til stikkontakten, uanset hvilken el-løsning, vi har. Selvom den kan svinge med et par ører fra udbyder til udbyder, er den ens i struktur, uanset om man har Norlys, Ewii eller Hjerting El, fordi det helt overordnede formål med stigningen er at få os til at flytte vores forbrug fra spidsbelastningsperioderne til de tidspunkter, hvor der ikke er så meget tryk på nettet.
Nettariffen hænger ikke sammen med den rene el-pris (som er den, der altid skrives om i medierne, når du læser overskrifter som: “Her er strømmen næsten gratis i dag!”), så den ligger fast, uanset aftaletype og vejrforhold.
(Vintertarif øverst, sommertarif nederst. Billede lånt på energiwatch.dk)
Som man kan se er vintertariffen væsentligt højere end sommertariffen, og derfor er den på her. For hvis du er én af dem, der ikke lige nærlæser elregningen, kan det godt snyde, at det nu pludselig ser ud som om, dit forbrug er faldet, fordi beløbet på regningen er mindre, end det har været de sidste par måneder. For de fleste af os er det desværre ikke tilfældet, så bare en kærlig reminder om at holde fast i de gode vaner, du har fået opbygget, mens prisen har været helt hysterisk, for ellers starter du forfra til efteråret, når tariffen igen bliver høj.
Og ud over det økonomiske aspekt, så er det også værd at huske, at klimaet har rigtig, rigtig godt af, at vi fortsat styrer os her.
3.
Har jeg modtaget alt det bestilte tøj, jeg skrev om sidst. Jeg har prøvet, valgt ud, og sendt retur – og tjekket, at pengene er kommet tilbage på kontoen.
Da de nyerhvervede stykker var vasket, tømte jeg hele mit tøjskab ud på sengen og sorterede med hård hånd. Det er væsentligt nemmere at skille sig af med det, man ikke er glad-glad for, når det konkurrerer om pladsen med noget, der ligger ved siden af og smizer, så stakken på gulvet blev større end forventet.
Jeg har bestilt en vertikal multibøjle, som mest af alt ligner noget, der er købt på TV-shop, men som gør det muligt at have 4 kjoler hængende på samme beslag på døren. På den måde kan jeg stadig have alt mit tøj i mit 7 m2 soveværelse, og jeg slipper for at låne hylder i de store skabe på børnenes værelser.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Så jeg mandag et opslag fra psykiatrien i Region Syd, om et lego-projekt, de har haft stor succes med. I beskrivelsen af projektet stod der, at flere af patienterne havde givet udtryk for, at det var rart at sidde og dimse med noget; at det gav ro i hovedet.
Det fik mig til at tænke over, at jeg har det på samme måde, når jeg lægger puslespil. Når man er sådan én, der gør det meget, så bliver det med puslespil lidt som med bøger: De er sjovest første gang. Derfor lægger man dem typisk kun én gang, for så at sælge dem videre. Derfor har jeg altid en stak stående, som er lagt, men ikke sat til salg, fordi jeg plejer at vente til der er 7-8 stykker, der kan lægges op.
Jeg spurgte derfor i en stor fb-gruppe for mødre i Esbjerg, om nogen arbejdede i psykiatrien, for hvis det kunne give mening, ville jeg gerne komme forbi afdelingen med nogle næsten-nye puslespil, som de måtte få.
Det tog 20 sekunder, så havde jeg en sygeplejerske i indbakken, og i går var jeg forbi med en håndfuld.
Der er altid nogen, der kan have glæde af noget, man ellers kan sælge, og der var flere plejehjem og skoler, der også meldte ind. Det er helt fair. Og jeg er ret meget modstander af, at man kun vil give sine ting til stakler, for min grundholdning er, at folk ikke skal tvinges til at definere sig selv som mindrebemidlede eller sølle som betaling for gratis børnetøj eller slik. Men har man noget, man sagtens kan sælge, så giver det for mig fin mening selv at rette henvendelse til en bestemt gruppe, hvis det er den, man gerne vil donere det til. Altså, forskellen på at testamentere sin formue til kattens værn og at skrive på Facebook, at man har 4000 kr. man gerne vil give til de fattige. “Skriv i kommentarfeltet, hvorfor det skal være dig”. Yikes. I første tilfælde handler det om kattene, i sidste tilfælde handler det om dig.
Og fordi jeg har skrevet om det før, kan det måske virke lidt kontraintuitivt, at jeg sætter punktet på her. Men det gør jeg, fordi jeg gerne vil flagge muligheden for at give til steder og mennesker, man måske ikke normalt tænker ind, når man har noget, man ikke længere selv skal bruge, f.eks. specialskoler eller bosteder.
(Som altid vil jeg gerne opfordre til, at man lige slår en klo i en medarbejder på stedet, inden man stiller med 4 kilo garn, filt og oliemaling, som de i forvejen er ved at drukne i).
2.
Har jeg fundet en opskrift på pitabrød, der er virkelig nem, og som samtidig dobler perfekt som pizzabund. Det er helt optimalt, synes jeg, for når man bager dem selv, er de virkelig, virkelig bedst på dagen. Men vi spiser jo ikke 8 pitabrød og en halv portion er måske også lidt flot at starte ovnen op for.
Derfor laver jeg konsekvent 4 pitabrød (et til hver af os, og et til mig som sammen med hummus er næste dags madpakke), og to minipizzaer med whatever fyld, jeg lige har i køleskabet. Pizzaerne kan nemlig sagtens fryses, og det er lidt mere optimalt at bruge fryserplads på end brødbrødbrød.
Opskriften er fra Spis Bedre, og jeg har skrevet den nederst i indlægget.*
3.
Er jeg i gang med at rydde op i mit tøjskab. Jeg mangler nyt, og jeg har denne gang valgt at gribe det anderledes an, end jeg plejer.
For normalt køber jeg et par stykker tøj hjem hist og pist. Det er meget, meget sjældent, jeg fysisk shopper tøj, både fordi jeg synes, det er svært at finde noget til min facon, og fordi udvalget i Esbjerg ikke er imponerende.
Problemet med at bestille det hjem stykvis er, at jeg køber det, prøver det, beslutter mig for at beholde det – og at den beslutning somme tider (har jeg opdaget) bliver påvirket bevidstheden om besværet forbundet med at returnere. (“Ej, stop, Linda! Det tager 2 sekunder!” hører jeg dig sige. I bad om konkrete eksempler på, hvornår ADHD er noget bøvl. I present to you: Returpakker. De skal oprettes, man skal undersøge returfragt, tøjet skal pakkes, og så skal man finde ud af, hvor man kan aflevere dem. I udkantsdanmark tager alle ikke alt, og der kan være længere, end man lige tror, til den nærmeste biks, der samarbejder med Bring).
Det betyder, at jeg – fordi mit udgangspunkt var et ret stramt trimmet klædeskab – nu godt kan se, at der har sneget sig for meget tøj ind, som jeg styrer udenom hver eneste morgen. Det er jeg træt af, for det er jo nærmest det modsatte af, hvad jeg har forsøgt at gøre med de her indlæg.
Så hvad gør man så? Erkender sit nederlag, tror jeg, og prøver at finde en anden måde at gøre det på.
Det, jeg derfor har prøvet at gøre denne gang, er at vælge den samme forhandler (jeg er gået med Zalando, fordi de har mange af de mærker, både jeg og børnene bruger) og så bestille virkelig meget tøj hjem. Alt, hvad jeg så, som jeg syntes var pænt, blev føjet til kurven og bestilt. Jeg var nær besvimet, da jeg nåede til kassen, og CO2-betjenten havde i mellemtiden lagt sig selv i aflåst sideleje ovre i hjørnet.
Men altså. Vi har prøvet den anden model, og den virker ikke. Og så er man jo nødt til at prøve noget andet. På den her måde har jeg fået alt tøjet samtidigt, og det har faktisk gjort det nemmere, fordi jeg pludselig har noget at sammenligne med. En kjole, der bare sidder ikke-grimt, får pludselig real-time konkurrence af én, der sidder ægte pænt.
Juryen voterer stadig ift. klima og transportbelastningen, og det føles virkelig sært at have brugt år på at skære ned og fra – for så at køre fuld bonanza og amokbestille. Men jeg kan med det samme se, at jeg får fravalgt noget tøj, som, hvis det var landet i ensom majestæt, nok havde fået lov at blive. Og fordi det hele skal retur samme sted (og der er så meget for meget, at jeg ved, at jeg uanset hvad, skal afsted med ét eller andet), så kan jeg pakke alt i samme kuvert, og dermed i det mindste lade det gå tilbage i én sending med én gang returporto på.
*Pitabrød (8 stk.)
3 dl. sødmælk
25 gr. gær
480 gr. manitobahvedemel
1,5 tsk. salt
30 g. blødt smør
Lun mælken så den er lillefingervarm og opløs gæren. Tilsæt ca. 2/3 af melet, salt og smør, og ælt i 8-10 minutter. Tilsæt kun det sidste mel, hvis dejen klistrer meget.
Lad hæve ved stuetemperatur i 30 minutter, del i 8 stykker, form til boller og lad dem hvile i 15 minutter.
Tænd ovnen på 250 grader, rul bollerne flade (Ø13 cm) og bag dem, én plade ad gangen i 7-8 minutter. (Hold godt øje med dem, for til sidst går det hurtigt).
*Starter jeg lige med en servicemeddelelse ift. kommentarer: Jeg kan se, at der lige nu er problemer på WordPress, så nogle kommentarer ender i bunden af kommentarfeltet, når I svarer hinanden. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det sker, men er i gang med at se, om jeg kan løse problemet. Derfor: Ser det ud som om, jeres kommentarer ikke går igennem, så tjek lige en ekstra gang nederst i kommentarfeltet på indlægget. Ingen bliver afvist i døren her.
*Er der, i forlængelse af ovenstående, lidt længere svartid på kommentarerne i de her uger, end der plejer at være. Jeg er i gang med alt det, der følger med, når man begynder at søge om skoleskift til Anton, samtidig med, at alting starter forfra med tværsmøder osv. på Frida. Hun startede op på medicin i sidste uge, og da hun er udredt i Kolding, er det derovre, al opstart, opfølgning osv. foregår. Fordi vi abonnerer på ‘Hvorfor skulle det være nemt?’ herhjemme, har min krop og cyklus oveni besluttet at udvise maksimalt trods og manglende samarbejdsvilje, hvilket man måske godt kunne have undværet. Mor er træt.
*Glæder jeg mig til gengæld usigeligt over en ny positiv bivirkning ved at være gået selvstændig, nemlig at jeg pludselig får lov at tolke med mennesker, jeg ikke har set i hundrede år. I den her lille verden kender de fleste af os hinanden, og vi har mere eller mindre alle sammen læst eller arbejdet med hinanden før. Men når man er ansat i et firma co-tolker man primært med sine kolleger, og der har derfor i lange perioder været tolke, jeg ikke har set. Men nu, hvor jeg er gun for hire og underleverandør for de 3 største tolkefirmaer, får jeg pludselig lov at se og tolke med dem alle sammen igen, og det er SÅ! OPTUR!
*Er jeg sgu ikke helt sikker på den der ‘Anonymt gruppemedlem’ funktion på FB, der gør det muligt at lave opslag uden at nogen ved, hvem man er. Jeg kan forstå det, hvis man er kendt eller der sidder masser af mennesker, man kender fra professionelle sammenhænge i en bestemt gruppe. Eller hvis man spørger om noget, hvor man med sit navn kan komme til at udstille sit barn. Men det virker unødvendigt at efterspørge erfaring med bagepulver i knækbrød eller fordele ved specialskole kontra integration iført skæg og blå briller. Det påvirker min lyst til at kommentere og interagere, fordi samtalen bliver skæv, når du som spørger vælger at gemme dig, mens jeg med mit svar står ude midt på gårdspladsen iført tylskørt, glowsticks og højlydt diadem.
*Synes jeg ikke, at jeg før har bemærket systematiske forsøg på at påvirke det politiske klima i den offentlige debat gennem de sociale medier – helt sikkert fordi jeg ikke ved, hvad jeg kigger efter, for selvfølgelig har det været der. Men over de sidste måneder ser jeg oftere og oftere hentydninger til vaccinen i kommentarfelter under artikler og opslag om folk, der er syge eller kommet galt afsted. I starten bed jeg ikke særligt mærke i det, men fordi ordlyden ofte er næsten den samme, og det pludselig har taget *meget* fart på de amerikanske sider og konti, jeg følger, begyndte jeg at lægge mærke det. Og det er sgu ret vildt. For det er altid bare antydninger, og det er meget ofte fra profiler, der, hvis man klikker sig ind på dem, ser ud til at være falske. Og uagtet holdning til vaccinen, så har jeg aldrig nogensinde set folk kunne blive enige om noget som helst nogen steder på internettet, så det er påfaldende, at SÅ mange, så pludseligt, samtidigt, lader til at tænke det samme…
*Har jeg ædt mig igennem en ordentlig stak podcasts og lidt serier, så vi slutter med en håndfuld anbefalinger:
Netflix/HBO
MH370
Doku om flyet, der i 2014 forsvandt sporløst. Jeg er lige omkring 0,2% til fly og konspiration, men JA! den er god! Der er virkelig meget, jeg i dækningen af historien dengang aldrig fangede, men siden jeg så den her har jeg nærmest dagligt tænkt over, hvad der SKETE MED DET FLY!?!
House of Hammer
Doku om Armie Hammer, der var up and coming skuespiller – for så pludselig at ende i en shitstorm af metoo og anklager for kannibalisme. Vild historie i 3 afsnit, som også fik mig til at tænke over, hvornår noget går fra at være uenighed om spillereglerne i soveværelset til at være et regulært overgreb. Der er sket noget fra min generation til den næste, og det giver stof til eftertanke.
(Oven på de to dokumentarer har jeg i øvrigt føjet et forbud mod Twitterlyden i dokumentarer til mit partiprogram. We get it. De skrev om det på de sociale medier. Det forstår vi godt, helt uden belastende pip).
Luther – The fallen sun
Idris Elba er A+ i den her, og den minder mig nogle steder om en moderne version af Die Hard filmene.
Podcasts
(alle sammen tilgængelige på de gratis tjenester)
Skåret i stykker
Graver-journalistisk podcast fra BT om plastikkirurg Waseem Ghulam, der – angiveligt – har skamferet en række kvinders bryster. Hvorfor skete det, hvorfor gør ingen noget, og hvem skal hjælpe kvinderne?
Kuper Island
Endnu en graver-journalistisk podcast om en kostskole i Canada, hvor børn af Penelakut First Nation-folket blev sendt hen – og døde i hobetal. Den er grum, men meget respektfuldt og fint formidlet, og jeg har flere gange undervejs tænkt, om man mon ikke ville kunne lave en tilsvarende podcast om grønlandske børn på danske kostskoler.
Welcome to paradise
Selvbiografisk podcast, hvor den canadiske journalist, Anna Maria Tremonti, der er velrenommeret og respekteret (hun lyder for mig som den canadiske Puk Damsgård) dykker ned i sin egen dybeste hemmelighed, nemlig at hun som ung var gift med en mand, der slog hende. Meget. Jeg støder ofte på udsagnet om, at partnervold kan ske for alle, men jeg tror alligevel, at mange af os, sådan helt inderst inde, tænker ‘-ikke for mig’. Den her historie er et vigtigt vidnesbyrd om, at jo. Også for dig. Og for mig.
Det brændte bordel
Man aner et tema, for her er vi igen ude i noget graverjournalistik og en minoritet, der har det ad helvede til.
Der er to sæsoner tilgængelige, og jeg synes, at den anden var bedst. Første sæson handler om polske bander, der – angiveligt – står bag meget organiseret prostitution herhjemme, mens anden sæson fokuserer på thailandske kvinder, der lokkes herop med løfter om regulere jobs.
Det er et superkomplekst emne, for hvor står vi ift. prostitution (eller sexarbejde, som i USA er den politisk korrekte betegnelse), hvad tænker vi om, at udenlandske piger tager herop, vel vidende, hvad de går ind til – og hvad med kunderne?
På bagkant har jeg tænkt meget over, om kvinder i Polen, Thailand og andre steder slet ikke hører rygter om, hvad der sker med de kvinder, der tager herop? For i de historier, der både her og andre steder fortælles, har jeg aldrig hørt, at det er noget, kvinderne mistænker eller kender til. Taler de slet ikke om det? Eller læser om det på nettet?
Måske handler det om selvbedrag eller mangel på muligheder. Det ville både forståeligt og reelt.
Men for en del af dem lyder det vitterligt ikke til, at de nogensinde har hørt om det eller tænkt tanken. Hvordan kan det næsten lade sig gøre? Det gad jeg godt høre en afdækning af.
