Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

I øvrigt:

24

*Er der på én af de tre veje, jeg bruger, når jeg kører på job blevet sat det her skilt op:

De må enten have rekrutteret medarbejdere i en særlig fetishgruppe for folk med dødsønsker eller betale en Maerks-direktionsgang’sk høj hyre. JA, jeg har ondt af de stakler, der trækker dén!

*Er jeg ved at få lagt fliser i min forhave. “De fliser, du har talt om i 4 år, Linda?” Yes. De fliser. Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af domesticil begejstring.

*Må jeg atter konstatere, at store lastbiler og maskiner virker som et slags primalt alle-kald, der får mænd til at gå efter lyden som lemminger på tundraen. Brolæggerne har været i gang én dag, og jeg har set mænd i min forhave, jeg vil aflægge ed på at aldrig at have set i nabolaget før.

*Er fliseprojektet det første af to lidt større investeringer, jeg har på tapetet. Det næste er et fullblown, 3 måneder langt roadtrip i USA. Det kræver en opsparing af de større, men jeg kender efterhånden mig selv godt nok til at vide, at jeg skal have en bare-nogenlunde fornemmelse af, hvor mange millioner, jeg skal stampe op ad jorden for at føre projektet ud i livet, hvis drømmen skal omsættes til virkelighed. Derfor er jeg begyndt at indsamle lidt empiri, og jeg begriber ikke, at jeg i dag er et sted, hvor det ikke længere bare er en utopisk drøm, men faktisk er en realistisk mulighed.

*Har jeg nappet alle 3 sæsoner af Forhøret på Viaplay, og det kan man roligt gøre. Mine to eneste anker er Pilou Asbæk (som sikkert er skøn og rar, men som rammer mig de samme steder som Holger Rune) og den lidt laissez faire tilgang til alder, når man caster familiemedlemmer, ægtefolk og børn/forældre til de forskellige roller. STOP med at have skuespillere i far/søn-relationer, hvor aldersforskellen ude i virkeligheden er 6 år. På forhånd tak. 

*Kan jeg ikke helt vurdere, om Roger Waters er blevet så ekstrem, at han læner sig op ad en cancelling. Hvis det er den vej, vi går, skal jeg bede om et heads up, så jeg kan nå at hive alle Pink Floyd-albums ned på min Mac. (Jo. SelvFØLGELIG har jeg sgu da både lp’er og cd’er – men hvad synes du, jeg skal afspille dem på??) 

*Vil jeg gerne anbefale insta-kontoen @beyondtheinterview, som 2-3 gange om ugen samler tweets, der enten har fået mange likes eller har skabt meget larm. Noget af det er fullblown vanvittigt, men der er også tweets, man aldrig selv ville have fundet, som enten er virkelig sjove eller sætter tankerne i gang.

*Er der nu officielt afbrændingsforbud i Esbjerg, og faktisk vil jeg gerne rose Beredskabsstyrelsen for bare at skære igennem. Det bliver en sær Skt. Hans uden ild, men det er mere træls, når de trækker den og først melder ud, 10 minutter inden vi stryger tændstikken.

*Siger jeg ikke, at det er Mikael Bertelsens skyld, at de kendte falder døde om. Jeg siger bare, at man måske lige skal tænke sig om en ekstra gang, inden man tager telefonen, hvis han ringer.

*Vil jeg meget, meget gerne støtte de podcasts, jeg sætter pris på. Jeg kører Patreon på ‘If books could kill’ og ‘Maintenance Phase’, og de penge betaler jeg med fryd og begejstring. Hvis Michael Hobbes melder ud, at vi går i krig, trækker jeg i uniformen uden at blinke eller stille besværlige spørgsmål. Den mand er min helt – hvilket er en super Segway over til Her Går Det Godt, fordi #same, og Peter & Esben er grunden til, at jeg har Podimo. Men der MÅ være mere derinde, vi godt gider at høre?? Jeg har opgivet brugerfladen, for det er måske den ringeste af slagsen, jeg nogensinde har prøvet at navigere på, så nu vender jeg mig mod jer: Har I fundet noget godt?

*Fylder Frida 8 år på lørdag og hvis nogen har en god forklaring på, hvordan dét skete, er jeg lutter øren.

M2023, uge 23

20

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

(Først en teknik-update: Min app virker igen, så kommentarerne er back on track. Til gengæld kan jeg ikke få lov at få billeder fra dagens indlæg med over på fb, hvilket er super irriterende, for når den loader med det samme billede hver gang, så kræver det lidt mere af jer at opdage, at det er et nyt indlæg, der er smidt op. Jeg er opmærksom på det, og vi får det løst).

I den forgangne uge:

1.

Bestilte jeg varer ved Bilka To Go, og pludselig slog det mig, at jeg for længe, længe siden (it’s been 84 years..) satte noget Bilka Plus op, som jeg ikke siden har forholdt mig til.

Jeg fandt appen på min telefon (hvilket jeg egentlig godt vil have et par ekstra point for, for jeg har så mange apps liggende, at min telefon minder om det lager, hvor de kører Naziguldet hen i Indiana Jones), og fik den åbnet.

Et voila – hele 4 af de varer, jeg havde smidt i kurven, havde jeg ‘personlige kuponer’ på. Score. Jeg antager, at de tager udgangspunkt i, hvilke varer, jeg køber mest, og når de nu alligevel overvåger alt, hvad jeg foretager mig, så sætter jeg pris på, at jeg trods alt får en økonomisk gevinst ud af min digitale afklædning. Jeg sparede næsten 100 kroner, så hermed blot en kærlig reminder til de af jer, der også kører plus-medlemskaber hos dagligvarekæderne; der kan godt være noget at hente. 

2.

Flækkede min støvsugerslange i mandags, og jeg har derfor været forbi den lille støvsugerforretning i midtbyen, hvor jeg også for et par år siden købte en anden reservedel til den. 

Selvom jeg ikke kan finde kvitteringen på selve støvsugeren (hvilket irriterer mig mere, end jeg vil indrømme) (måske fik jeg den faktisk i julegave?), så har jeg haft den i 5-6 år. De to reservedele har til sammen kostet 450 kroner, og I am derfor once again asking for your support af de små specialforretninger, uanset om de er virtuelle eller findes IRL.

For når vi sidder tilbage med Elgiganten og Power, så kan du være stensikker på, at du kan vælge mellem ingen støvsuger eller en helt ny. 

3.

Fik jeg, ved et mirakel, hvis lige ikke er set i 2022 år, 5 måneder og 17 dage, en afbudstid på psyk., som ikke stillede sig i vejen for en tolkning, allerede i torsdags.

Da jeg satte mig i stolen, sagde den søde sygeplejerske: “Ja. Det her er den første samtale af 8.”

Mig:

Hun så overrasket ud, så jeg uddybede hjælpsomt, med en kæbe så stiv af raseri, at jeg næsten ikke kunne tale, at jeg hellere ville flække hver eneste knogle i min krop på langs, end at skulle koordinere 8 samtaler med dem.

“Det tror jeg gerne lige, jeg vil høre lidt mere om?” sagde hun – og så talte jeg i 7 minutter, uden at flotte mig med ét eneste punktum. Da jeg stoppede op for at trække vejret,  var vi stadig ikke engang nået til december sidste år, hvor jeg fik min diagnose.

“Det der? Det skal du klage over. Det lyder fuldstændig vanvittigt?!”

Og nu når vi så til, hvorfor punktet er på her. For ja. Det burde jeg virkelig. Det har jeg tænkt mange, mange gange undervejs. Men blandt andet fordi jeg har skrevet den her indlægsrække, har jeg nok brugt mere tid en gennemsnitsdanskeren på at tænke over, hvad der gør mig glad. Hvad der tilfører mit liv værdi og glæde, og hvor jeg bare hælder min energi ned i et sort, bundløst hul eller sparker bolde til hjørne, som jeg får i hovedet senere.

Hvis jeg klager, sådan helt officielt, så kommer jeg til at skulle slæbe det her med mig i årevis. Jeg kommer til at skulle gå tilbage, dykke ned i og forholde mig til det, når jeg for længst er videre – og til hvad nytte? For jeg er efterhånden så tilpas desillusioneret over systemet, at jeg ikke har for to kroner blandet håb noget sted i kroppen ift., at det kommer til at ændre noget. Det svarer til at mødes med en ekskæreste med massive issues og forsøge at få ham til at forstå, hvorfor man gik sin vej. Nogen burde gøre det, men han og de kommer aldrig nogensinde til at føle ansvar eller mene den undskyldning, man i bedste fald kan tvinge frem.

Sygeplejersken her var virkelig sød, og hun kunne næsten ikke være i, at jeg ikke ville gøre mere ved det, så vi indgik et kompromis, og jeg har lovet at skrive mit forløb ned til hende, så hun kan tage det med til sin chef. Jeg startede, da jeg kom hjem, og efter 10 minutter havde jeg skrevet 3 sider, og var så gal, helt forfra, at jeg måtte sætte computeren fra mig og lægge kolde omslag på mit blodtryk.

Hvilket bekræftede mig i min beslutning om ikke at klage officielt. 

Ret skal være ret: Det var rart at tale med hende. Både fordi hun bare virkelig var sød og ordentlig og fordi hun efter en halv time sagde:

“Ok – vi skal godt nok have reguleret din medicin. Din hjerne kører så hurtigt, at din mund ikke kan følge med, og du sitrer. Det må kræve virkelig meget af dig at maskere, når du er sammen med andre?”

Og selvom det jo ikke er noget, man gerne vil have stående på sin gravsten, så er det bare virkelig rart at sidde overfor et menneske, der ved noget om det her. For når jeg siger til mine venner, at jeg ikke tror, medicinen virker, som den skal, så er der fuld opbakning hele vejen rundt. Jeg elsker dem, de er det bedste, jeg har, og jeg har aldrig oplevet, at de ikke tror mig. Så heldig tror jeg faktisk ikke, at ret mange er. Men jeg har jo lagt låg på det her i 46 år og kompenseret på måder, jeg ikke engang orker at tænke tilbage på, så de ANER ikke, hvordan det ser ud – eller om jeg har ret i det jeg siger. Hvordan skulle de kunne det? Jeg har ikke givet dem lov. Og fordi vi som mennesker kalibrerer ved hjælp af vores peers, så er det underlig utrygt at sidde med en oplevelse, som man ikke kan få hjælp til at vurdere rigtigheden af.

Nu er der lagt en plan, og jeg har lovet mig selv at gå tilbage i forløbet én sidste gang i håbet om, at det måske kan gøre forløbet bare en smule nemmere for dem, der står i køen bag mig.

Jeg håber, at I får verdens bedste weekend derude. Tak for at hænge på gennem tykt og tyndt, og for villigt at lægge ører og øjne til alle mine ramblerier, der måske ikke altid hænger sammen, men som kommer fra hjertet.

It’s 5 o’clock somewhere

2

Vi starter lige dagens indlæg med lidt serviceinfo: Der er bøvl med teknikken. Det betyder, at mange af jer ikke kan få lov at kommentere, så hvis I har forsøgt, og bare har fået en fejlmelding, er det derfor. Verdens bedste IT-mand er gået i maskinrummet, og der bliver skruet og banket derinde, og vi er nu så langt, at I skulle gerne kunne kommentere igen. 

Jeg sørger de næste dage for at godkende så hurtigt, som jeg kan, men app’en, som jeg plejer at bruge til at godkende kommentarer, er også blevet sur, så jeg skal logge ind på bloggen for at godkende. Uanset hvor travlt jeg har, godkender jeg altid på dagen, så hvis I oplever, at I ikke kan få lov at kommentere, eller at en kommentar ikke bliver godkendt, den dag I har lagt den, må I meget gerne sende mig en mail (blogsbjerg@gmail.com), for ellers opdager jeg det simpelthen ikke. 

Når det hele er skruet sammen igen, skulle problemet med, at kommentarer lægger sig forkerte steder i tråden også gerne være løst, så måske viser det tekniske uheld sig at være en virtuel gave i grimt cyberpapir.

Men bortset fra det, så går det over stok og sten.

På jobfronten er der eksaminer til højre og venstre, hvilket altid medfører lidt mere forberedelse og koordinering med kolleger og brugere, og så har jeg pt. også et par af de lidt mere kradse opgaver, som man ikke helt kan slippe, fordi man går hjem.

Om halvanden uge har Frida fødselsdag, og gaven i år er et nyt værelse, som det jo nok ender med at være mig, der skal lave. Og kan jeg overskue at skulle skille et skab på størrelse med en herskabslejlighed ad, samle nye senge og reoler – og male? På alle måder nej. Men de begynder gerne at ville være derinde, når de leger her (og lad mig ENDELIG ikke stå i vejen for det…) og så er jeg er også ved at være done med at skulle afgive min seng, når hun har soveaftaler. Så i erkendelse af, at det er i alles interesse, har jeg overgivet mig, og hun er ved at selvantænde af begejstring. Så jeg måler op, henter farvekort og siger nej til glimmervægge, og om et par uger går jeg i gang. 

Sommerferien lurer i horisonten, og som altid både glæder jeg mig og gruer lidt for den på én og samme tid. For det bliver rart at have tid sammen. Bagkanter og skift er noget af det, der er svært for begge børn, og derfor giver det altid ro at kunne parkere de elementer for en stund.

Anton får mærkbart mere overskud, når han ikke bruger kræfter på at være i skole, og selvom det er mit klare indtryk, at det er nemmere for ham at gå på den nye skole, så er det et nulsumsspil, fordi han har brugt så mange kræfter på selve skiftet. Han glæder sig usigeligt til 7 ugers fred og ro.

Frida har brug for roen, men skyr den som pesten (#girlSAME!), og selv med medicin, er det tydeligt, at 7-års alderen er der, hvor ADHD begynder at bide fra sig. Derfor kan jeg godt frygte, at 7 ugers stilhed for hende ville føles som tortur, og hun er bare lige præcis stadig så lille, at fornuft og argumentation ikke bider på hende.

At være Fridas mor kan godt somme tider føles lidt som at være spindoctor for Joe Exotic.

Så jeg kigger ind i små to måneder, hvor jeg godt ved, at der bliver lidt langt imellem mulighederne for at tænke to sammenhængende tanker, og den udsigt kan godt lige kræve en ekstra kop kaffe.

Sommerferie betyder også, at alt, hvad der bare lugter en smule af det offentlige, bliver endnu tungere at danse med, fordi den, man skal tale med, altid holder ferie lige der, hvor man kan få det til at passe med at ringe. Derfor er der nogle praktiske ting, jeg gerne vil have styr på, mens tid er. Jeg jagter de offentlige instanser, der ikke har betalt deres regninger, jeg rykker for svar på de 8 timers månedlig pasning, jeg søgte om for 7? 8? 9? måneder siden, jeg forsøger at få speedet processen med at få Anton flyttet over i specialtandplejen op, og jeg tæppebomber min revisor med mails, så jeg kan få rettet min forskudsopgørelse rigtigt til, nu hvor der er gået et halvt år, og det derfor er lidt nemmere at estimere, hvor vi ender.

Endelig er der også lige en samtale med psyk til mig, der hænger. “Den, du skulle have haft i mandags, Linda? Som er 5 måneder overdue?” Ja. Den. For den blev SELVFØLGELIG aflyst på dagen.

Smid alt det i gryden og tilsæt fødselsdage, sommerfester og alt det sædvanlige jazz; det er efterår, før vi når at blinke med øjnene.

Men i dag skinner solen, der føles som sommer, og jeg overvejer alvorligt at rejse mig ved det træ, jeg faldt noget så eftertrykkeligt ved i weekenden med et glas rosé i haven, når jeg kommer hjem.

M2023, uge 22

6

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er Anton vokset 2 meter, og stort set alle bukser er derfor pludselig for korte. Og meget få ting giver mig tics ved øjet som bukser, der stumper. 

Passende nok mangler han shorts, så verdens bedste mormor har fået 6 par bukser over, som i løbet af weekenden bliver forvandlet til shorts.

Med en autist er det win-win opløftet i anden, fordi han har det hysterisk stramt med taktile stimuli, så at han kan få shorts, som han er vant til at have på som bukser gør, at han kan rumme de ekstra sensoriske indtryk, bare ben giver.

2.

Købte vi den cykel, som vi i sidste weekend var ude at kigge på, og Fridas gamle cykel er blevet afhentet af en mormor i området.

Det kan altid falde ud til to sider at forære ting væk, for lad os være ærlige: Satre havde ret, da han sagde, at helvede er andre mennesker. Det er VANVITTIGT, hvad folk kan få sig selv til at spørge om, bede om og kræve, selvom de står til at få noget foræret, og mit blodtryk kan ikke tage det.

Men mange år på Marketplace har lært mig, at tager eller betaler man penge for noget, følger der automatisk en fornemmelse af ansvar med. Sådan må det somme tider være, men der går ikke én dag, hvor jeg ikke glæder mig over, at vi nu økonomisk er et sted, hvor jeg kan forære vores brugte ting videre gratis.

3.

Har jeg kørt brunch på en helt almindelig fredag – og i den forbindelse glædet mig over endnu en fordel ved at være selvstændig, nemlig at tiden er min HELT egen. For i takt med at børnene bliver større, og vi med udredning, skoleskift og medicinering nærmer os et sted, hvor de er nogenlunde i vater, kan jeg pludselig mærke, hvor stort et behov jeg har for at begynde at finde plads til mig selv igen. Det er der ikke noget odiøst i; jeg tror, at det er sådan alle forældre til større børn har det, men der har været så meget pres på her de sidste 5 år, at jeg ikke har forholdt mig til mig selv i mere end 4 minutter ad gangen. Det begynder langsomt at ændre sig, og det er så absurd optur, at jeg disponerer over tid, som jeg ikke havde rådet over, hvis jeg havde været fuldtidsansat. 

Jeg havde derfor blokket fredag ud til brunch, og som altid havde jeg madspild i baghovedet, da jeg planlagde menuen. 

Jeg tømte grøntskuffen og hev lidt refried beans og baked beans ud af fryseren, og omsatte det hele til en gang huevos ranchos.

Frugten skar jeg i tern, og det, der ikke blev spist, afventer nu sin skæbne som smoothieindhold i fryseren. 

Jeg bagte grovboller, fordi de, modsat rundstykker, kan bruges i madpakken, til suppe osv. bagefter, fetacreme, hummus og knækbrød er perfekt til nem frokost her i weekenden, og det søde punktum, kagen, lavede jeg, da jeg torsdag alligevel skulle bage til et skolearrangement. 

Og champagnen? Den glemte vi (#shame), så den drak jeg selv fredag aften for at fejre, at livet sgu bare lige nu er bedre, end det har været længe. 

God weekend derude.

Aula, GDPR & ADHD-udløste kaninhuller

, , 19

Det her indlæg er et af dem, jeg primært skriver for min egen skyld, og hvor emnet er så smalt, at jeg godt på forhånd ved, at jeg kommer til at sætte nogen. Men jeg håber, at I vil bære over med mig, og at dem, der tilfældigvis sidder med noget viden her, vil byde ind, så jeg kan blive klogere. For min hjerne klør over det her, og fordi der ikke er ét entydigt sted at finde svar, prøver jeg lige med en omvendt brevkasse. 

Vi skal på Aula, og vi skal bruge den nyeste widget, der er blevet tilføjet, nemlig MU-elevfravær.

Her bliver folkeskoleelevers fravær tracket, og man skal som forældre selv indberette, hvis ens barn er fraværende. Man kan enten melde ‘Sygdom’ eller ‘Ekstraordinært frihed’ – sidstnævnte kan være op til to dages varighed, og skal godkendes af barnets lærerteam. Hvis barnet skal have fri længere tid end 2 dage, skal dette ønske godkendes af skolens ledelse.

Inden vi går videre vil jeg lige gøre klart, at jeg ikke tror, jeg er Detektor. Jeg nærer ingen illusion om, at jeg her har opdaget noget, som ingen andre har set. Men der er et par ting, jeg ikke forstår, og som jeg ikke kan finde svar på, og jeg er et menneske, der falder til ro over viden og fakta, og derfor er vi samlet her i dag.

Jeg kan sagtens se kongstanken bag tiltaget, og jeg er egentlig også med så langt, at det her er en god måde for forældre at have lidt hånd i hanke med, hvordan den samlede statistik ser ud. 

Det er også med til at dæmme op for, at sager som den her kan opstå; hvor moderen afleverer sin datter på skolen og tror, at alt er i skønneste orden, og det først er i forbindelse med indkald til samtale, at det går op for hende, at datteren ikke går ind i sin klasse, men lister rundt på skolen og gemmer sig, fordi hun har det svært. 

Der, hvor jeg begynder at undre mig er, når jeg kan læse, at det her kan bruges som et redskab til straffe forældrene ved at trække dem i børne- og ungeydelse, hvis barnet har for meget fravær. 

For BU-ydelse udbetales af staten, mens driften af folkeskolen er en kommunal opgave – og det er, så vidt jeg kan læse, også den enkelte kommune, der sætter grænsen for, hvornår fravær skal sanktioneres.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvorfor de data må overdrages, instanserne i mellem? Jeg er med på, at der er andre situationer, hvor data vandrer, f.eks. ift. overskydende skat, der ikke udbetales, hvis man har et skyldigt børnebidrag til at hænge.

Men i alle andre situationer, jeg kan komme i tanke om, så er der enten et økonomisk mellemværende, et brugerønske om at data deles (f.eks. mellem privatpraktiserende læge og hospital) eller også har man fået tilsendt info om, at data overdrages. Eksempelvis skal jeg for at få udbetalt enlig forsørger-ydelse acceptere, at der må udveksles data på tværs af instanser. Det giver mening, fordi jeg, sat på spidsen, jo bare kan undlade at søge/modtage tilskuddet, hvis jeg ikke vil have mine data til at suse rundt i systemet.

Men med den danske undervisningspligt vil 95% af os reelt ikke have anden mulighed end at sende vores børn i skole, og det er ikke mit indtryk, at Aula er frivilligt…

Så når man er tvunget til at afgive oplysninger, som kan have økonomisk negative konsekvenser for den enkelte – burde der så ikke som minimum sendes noget ud om GDPR ift. det? Hvor længe opbevares de her data? Og hvordan? Hvem har adgang til dem? Kan man klage, hvis man er uenig i, hvordan fravær defineres? For jeg kan heller ikke umiddelbart finde en forklaring på, hvor man lægger snittet for, hvad der falder i hvilke kategorier.

For – og det her er oplægget til anden del af mit spørgsmål: Er det f.eks. sygdom, hvis man holder sit barn hjemme, fordi h*n har ondt i maven pga. mistrivsel, og man *har* forsøgt at råbe skolen/PPR op?

For at der ikke skal opstå misforståelser: Det her er ikke et problem, vi har. Men i de grupper for forældre til neurodivergente børn, jeg er med i, er der alt, alt for ofte desperate opslag fra desperate forældre, der ikke kan trænge igennem til PPR. Som står med nedsmeltninger og mistrivsel galore, men som bliver afvist af PPR. Den problemstilling har vi talt om tusind gange herinde; at det er SUPER problematisk, at det er dem, der får regningen, der skal vurdere behovet. 

Ret skal være ret: Det handler formentlig om manglende ressourcer. Da jeg ringede til PPR ift. Frida, sagde den søde psykolog, som jeg har og har haft et glimrende samarbejde med, at de ikke kunne kigge på hende, før skolen havde konstateret mistrivsel. Ganske enkelt fordi køen var/er så lang, og nogle af de børn, der står i den, hænger i det yderste af neglene. 

Hvilket jo sådan set er forståeligt nok – men også samtidig er en arbejdsgang, der skaber flere og flere børn, som har det dårligere og dårligere.

Derfor kom jeg til at tænke på, om det her nye system faktisk kan komme til at fungere som et redskab, der endelig kan give forældrene en hånd i ryggen. For hvis man som forældre under begrundelse for fravær noterer ‘Mistrivsel’, så genererer man jo over tid reel dokumentation for problemets omfang, og da det er skolens eget redskab, som de udarbejder statistik på baggrund af, vil de ikke kunne undslå sig at have kendt til problemet.

Min tanke er, at det faktisk også for skole og PPR vil være en hjælp, fordi tallene kan sendes længere op i systemet, og måske kan ende oppe, hvor ressourcerne fordeles og ansvaret peger hen.

For lige nu er der alt, alt for mange familier, der står med det her problem, og de står helt alene – du aner jo ikke, om andre på skolen, i området eller i kommunen også bliver syltede af PPR. Uanset årsag. Men det her system kunne godt have potentiale ift. at generere noget relativ konkret data, som måske, hvad enten det er som pisk eller gulerod, kan ende med at tvinge nogen længere oppe i systemet til at tage ansvar for at få det her løst på en bedre og mere langsigtet måde, end det bliver forsøgt gjort i dag. 

Men det afhænger jo igen af, hvor længe de her data opbevares. Og hvem, der har adgang til dem. For man skal jo ikke have ret meget sølvpapir på hovedet for at kunne se incitamentet til at slette data, der peger i en bestemt retning, efter meget kort tid.

Så altså:

Hvorfor må stat og kommune udveklse data?

Har nogen fundet info om GDPR-delen af det her?

Og tror vi, at systemet kunne være en dokumentationsgave i forklædning?

Jeg har brug for lige at gentage, at jeg ikke tror, jeg er klogere end alle ministerier og embedsmænd – det handler formentlig om, at jeg leder de forkerte steder eller ved en fejl er faldet af den mailliste, hvor info blev sendt ud.

Men jeg ville blive glad, hvis nogen ved noget, kan ae mig med data og kan hjælpe mig til at forstå.

M2023, uge 21

11

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Har jeg afkalket min vaskemaskine og min opvaskemaskine. Det kræver tæt-på-ingen indsats, og selvom det er én af dem, der er nem at glemme, kan man bare stikke snuden i sin kogekande, hvis man har brug for at blive mindet om, hvordan vand, varme og kalk opfører sig i hinandens selskab.

Der er flere måder at gøre det på; nogen bruger eddike, andre citronsyre, og der er også lidt forskel på, om de forskellige guides anbefaler at man kører en vask med sæbe før eller efter.

Uanset hvad man hælder til, kan det være en god ide at kombinere afkalkningen med en kogevask. De fleste af os er blevet gode til at vaske kortere tid og ved lavere temperaturer, helt generelt, hvilket er godt for både miljø og økonomi, men det betyder også flere bakterier og sæberester i maskinen. Derfor er en kogevask engang i mellem en god måde at desinficere maskinerne på.

I min opvaskemaskine bruger jeg citronsyre, og følger bare anvisningen på pakken. Her slutter jeg med at køre den tomme maskine igennem med vask på højeste temperatur, ifald en enkelt lille rest af syren skulle gemme sig i et hjørne af bestikskuffen. 

Min vaskemaskine kører jeg først igennem på 90 grader, uden tøj men med blå Biotex i sæbeskålen. Og skal-skal det være blå Biotex? Altså, nej. Det SKAL det jo nok ikke. Men jeg fik det anbefalet for år tilbage, fordi der er noget særligt ift. enzymerne i netop blå Biotex, og jeg har flere gange set det brugt i meget overraskende sammenhænge af netop denne grund, som f.eks. til at afrense sår på benene på heste. (DISCLAIMER: Jeg siger ikke, at det er en god idé. Jeg kunne godt dengang fornemme, at man er enten MEGET pro eller anti, og jeg ved INTET om heste. You do you og google og fagfolk, før du kogevasker din hest).

Herefter kører jeg den igennem med en omgang citronsyre på 40 grader, tørrer listerne af med en våd klud, og lader maskinen stå åben, så den kan tørre helt.

I dag (søndag) er en god dag at få det gjort på, hvis du har muligheden, for i eftermiddag er strømmen så billig, at du – selv når afgifter og transport er trukket fra – faktisk tjener penge på at bruge den. 

2.

Har jeg været afsted med gode damer, hvor aftalen har været noget hardcore, betalt underholdning til børnene og kvalitetsvoksentid til mødrene.

I den forbindelse vil jeg bare lige slå et slag for at have to termokrus/kopper, så man kan medbringe iskaffe eller latte til både sig selv og sin aftale, og således spare både engangsemballage og penge. 

Jeg lagde mig for nogle måneder siden på lur, og købte to af de her termokrus og de her glas på bud. Både låg, sugerør, krus og glas kan gå i opvaskemaskinen, og selvom to måske lyder lidt overkill, så er det perfekt, fordi jeg så stadig kan have kaffe med i bilen, selvom opvaskeren ikke har været fuld nok til at starte.

(-OG børnene kan få kold saft/juice samtidig i helt identiske glas, for Gud forbyde, at den ene får et ternoglas og den anden ikke gør..)

Det er værd at huske, at afbrænding af restaffald udleder masser af CO2, og der er stadig masser af legepladser og aktivitetsparker, hvor der ikke er affaldssortering.

Det er derfor på ingen måde lige meget, hvor mange to-go kaffekopper og plastflasker, du smider i tasken, når I i løbet af sommeren skal på tur, så det er et nemt sted at gøre en forskel. 

3.

Opdaget, at Frida er vokset 600 cm. på en måned. Derfor er hendes cykel nu pludselig blevet nærmest latterligt for lille til hende. 

Jeg har oprettet en agent på Marketplace, og vi skal ud at se på en brugt Winther i dag. Den er pæn og velholdt, brugt af ét barn, koster 5000 kr. fra ny, og er sat til salg til 400 kr. 

Den nuværende kommer vi til at forære væk, når vi er sikre på at have en anden, men vi er lige nødt til at have et sæt hjul, fordi det fra den danske folkeskole er et klassisk move at annoncere 12 kilometre lange cykelture, dagen før de skal afvikles.

I øvrigt:

33

*Går det godt med skolestart for Anton. JAAAAA, han er træt, når jeg henter ham, og forleden troede jeg, helt oprigtigt, at han havde fået en allergisk reaktion, så hævet var han om øjnene. Men han tager det i stiv arm, personalet er helt i særklasse søde, og han virker glad. Der er kun gået en uge, så jeg holder stadig vejret, men skuldrene har sænket sig halvanden millimeter, og jeg er glad for min beslutning om at køre opstart på den her side af sommerferien.

*Vil jeg, hvis du nu synes, at din arbejdsdag er lidt op ad bakke, bare nævne, at jeg i dag tolker et sted, hvor der er *meget* lidt plads, og at jeg nu fire (4) gange er blevet filtret ind i det live size skelet, jeg deler pladsen med. En god tolk er en usynlig tolk. 

*Mangler jeg anbefalinger til en god film (spænding/thriller), en vegetarisk pastasalat, en medbrings-ret til brunch og en ordentlig hvidvin. Anyone? (Og ja. Jeg har da google på min Mac. Men jeg har også jer, og I er meget bedre #love).

*Er der nogen, der er begyndt at indrapportere mine gamle indlæg til Blogger pga. anstødeligt indhold, og flere indlæg på Blogger er derfor nu skjult bag en advarselsside. Og altså. Have at it. Jeg kommer ikke til at sidde og redigere 10 år gamle indlæg, og jeg er næsten mest ked af, at indlæggene på den her måde kommer til at se væsentligt mere saftige ud, end de egentlig er.

*Er Frida meget optaget af Gud og Jesus for tiden, og hun har derfor hængt to meget … hellige billeder op på sit værelse. Hvilket jo med en hedning til mor som mig giver anledning til nogle interessante samtaler. Lige nu handler samtalerne meget om, om jeg kan komme med i himlen, når jeg nu ikke tror på den, og skulle andre stå i samme situation, kan jeg oplyse, at ‘haha skat, det løb er kørt for længst!’ er et svar, der forlænger putningen med 1-2 timer.

*Skal jeg høre, om nogen kender til en god app, fb-side eller lignende, hvor der er opdateret, landsdækkende trafik-info? Jeg har brug for noget, hvor man ikke kun kan se, hvis der er kø, f.eks. pga. uheld, men også kan se vejarbejde, afspærringer osv. Det er SÅ nedtur at skulle tolke noget vigtigt 70 km. hjemmefra og så blive presset på tid, fordi nogen pludselig har besluttet at fræse asfalten på samtlige indfaldsveje op, lige netop dén dag. 

*Fangirler jeg alt for hårdt på James Blunt i de her dage. Soldat, sangskriver, meget tit meget sjov på Twitter – og så bærer han lige en stakkels 18-årig dreng, der lige har mistet sin far, igennem finalen på American Idol, mens hans egne hænder ryster, så han næsten ikke kan holde mikrofonen. Jamen, jeg VRÆLEDE.

M2023, uge 20

8

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Med hjælp fra et par hjælpsomme håndværkere fået ydet livreddende førstehjælp til min opvaskemaskine, og den virker igen. 

Problemet var, at pumpen blev ved med at køre efter at maskinen havde tømt vandet af. Det betød, at den bare blev ved med at starte, køre, slukke – og starte igen. Og en god tommelfingerregel med el er bare, at det ikke skal blive ved med at gøre ting af sig selv. 

Jeg er efterhånden blevet god til at læse brugsanvisninger og troubleshoote med Google som min ride or die, så jeg tog strømmen, genstartede maskinen, tjekkede filtre, ledninger og vandforsyning, men intet hjalp. Derfor prøvede jeg efter kvalificeret input fra hhv. en elektriker og en smed, at skrive til den el/hvidevarerbutik, de begge sværger til, fordi personalet der er (og jeg citerer) ‘de eneste i byen, der ved, hvad de har med at gøre’, og spørge, om de havde et bud. 

De skrev tilbage, at det formentlig var en sensor, der havde sat sig fast, så vi skulle prøve at vippe maskinen for at fjerne den sjat vand, der står helt nede under bundpladen, og så rigge den til igen. Og altså: Der var nok ikke nogen af os, der egentlig troede på det, for maskinen er 10 år gammel, og selvom jeg har passet godt på den, så er den stadig på den statistisk kedelig side ift. overlevelse. 

Men det virkede. Sgu. Så nu ruller den videre, og det er derfor, vi skal passe godt på de små specialbutikker, der faktisk ved, hvad de står med. Det bliver helt sikkert dér, jeg køber afløseren, når den nuværende på et tidspunkt står endeligt af.

2.

Hørte jeg i sidste uge om et trick, som jeg ikke forstår, at jeg ikke selv har tænkt på, nemlig at gøre pap vådt, inden man smider det ud. (Vigtig tilføjelse: Man må ikke gøre det med det pap, der skal i papirspanden, for så kan det ikke genanvendes. Tak til dig for tilføjelse, Stinne <3)

Det er genialt. Pappet kan rulles og fylder pludselig kun 10% af, hvad det gør, når det er tørt, og ift. fx. pizzabakker er det nærmest provokerende smart, at de kan gøres så små, at de uden problemer kan gå med i dagens pose af restaffald.

Særligt nu, hvor varmen er på vej, og plastikposer ikke er noget, vi bare har til at ligge og flyde i hobetal, er det fint, at man ikke skal vælge mellem klamme insekter i skraldespanden eller en affaldspose, som ikke kan lukkes.

3.

Har jeg ofret min meget fine vandkande, som er lavet af noget, der ligner messing, men ikke er det, og sat den ud. 

Den er simpelthen så pæn og god at hælde af, men den må ikke stå med vand i, for så ruster der hul i den, og det er bare virkelig irriterende. Og jeg medgiver, at det her er en af dem, hvor man enten forstår det, eller også gør man ikke. For jeg kan sagtens på skrift se, at det virker helt idiotisk, at det bliver årsag til, at man ikke får vandet blomsterne, men fact er, at jeg har dræbt et tocifret antal planter, fordi vandingsplanen består af mere end ét trin. 

Derfor har jeg nu sat den ud, hvor det ikke betyder noget, hvis den pludselig er utæt, uden at jeg lige opdager det, og ingen trægulve eller -hylder betaler prisen for min uduelighed. Det kommer til at tage livet af den, men i det mindste får den lov at bruge sit otium på at servicere de små planter, hvor al jord spules væk, hvis man vander med havekanden, og den har over de sidste 2 uger sparket mere joy derude, end den har i de 2 år, jeg har haft den herinde.

Punktet er på, fordi jeg ellers taler meget og længe (!) om, at man skal passe godt på sine ting, fordi de så holder længere, hvilket er godt for både miljøet og pengepungen. Det står jeg ved – men jeg synes, at det er en vigtig tilføjelse, at det kun gælder de ting, man faktisk bruger. Ellers gemmer man bare til natten og katten, for der er ingen lommer i den sidste skjorte, og som revisor-Jesper siger: Hvis der er noget tilbage at arve, har vi regnet forkert.

En dag og en nat ad gangen

, 16

I morges har jeg for første gang afleveret Anton på den nye skole, helt uden pædagogiske støttehjul. Det har været en hård uge på den emotionelle front, og det er rart at være nået hertil. 

Torsdag holdt han afslutning i den gamle klasse, og over middag cyklede han sammen med sin støttelærer ud og hilste på i den nye klasse. Fredag havde han en fridag, fordi han skulle have anden halvdel af sin HPV-vaccine, som for Antons vedkommende foregår på børneafdelingen med lattergas. Weekenden havde jeg med vilje holdt fri, så alle mand lige kunne komme til hægterne, og mandag var han igen på besøg i den nye klasse sammen med sin støttelærer. De to sluttede af med den sidste nadver på MacD, og den afsked havde jeg gruet for, for de har haft et særligt bånd – og det var præcis så forfærdeligt og trist som forventet. Vi havde købt en lille nøglering i kernelæder til hende, hvorpå Anton havde bestemt, at der skulle stå ‘Bedste Jane’ efterfulgt af et lille hjerte, og hun havde købt en t-shirt til ham og skrevet et kort, som jeg skal lægges i aflåst sideleje over. Anton gik i seng i afmagt, da han kom hjem, og hvis ikke jeg havde været kaptajn på skibet, havde jeg gjort det samme. Puh.

Men nu er vi her, og jeg kan langt bedre håndtere opstart og nye begyndelser end transition og nedlukning, så herfra handler det bare om at få ham godt i gang. Og det tegner godt. Faktisk. Søndag fik jeg en sms fra den nye pædagogiske leder, som – helt uopfordret – var kommet i tanke om, at jeg ikke kunne se skemaet for den kommende uge, fordi man først kan logge på Aula, når man er tilmeldt den nye skole, og det var han fra mandag. Men hvis jeg bare lige ville skyde hende min mailadresse, så ville hun sende det til mig. 

Og jeg ved godt, at det måske ikke lyder som en månelanding af en begivenhed. Men det er det sgu lidt alligevel. For det er første gang i alle de år, Anton har gået i skole, at vi har fået en håndsrækning, som jeg ikke har skulle bede om, insistere på og sammenbidt nidstirre mig til – og rykke for, når alle så alligevel glemmer deres aftvungne løfter. Det her skete af sig selv, og det er første gang, jeg mærker et mikroskopisk glimt af håb for, at det måske – måske – er en mulighed, at det ikke hele tiden er mig, der skal være foran, holde under og holde for – og Anton, der betaler prisen, når de voksne fejler. Jeg er forsigtigt optimistisk, i hvert fald.

Jeg havde også i sidste uge fat i psyk. fordi jeg har haft en tiltagende oplevelse af, min medicin pludselig ikke virker længere. Det er selvfølglige ikke tilfældet, for når man får så meget Ritalin, som jeg gør, så forsvinder effekten ikke fra den ene dag til den anden. Men jeg har de sidste mange uger haft det, som om, jeg har bidt sammen om en højspændingsledning, og det er ikke særlig rart. Jeg har set det lidt an, for ligesom når man er syg, er det svært at vurdere, præcis hvornår en forkølelse er så slem, at den begynder at ligne en halsbetændelse. Der er mange, mange dele, der bevæger sig samtidigt i mit liv lige nu, og det gør det svært at være sikker på, hvornår det er de ydre omstændigheder, der skal have skylden, og hvornår the call is coming from inside the house.

Jeg har godt selv bemærket, at jeg er begyndt at tale hurtigere, at min koncentration skrider, og at jeg flakker mere i opmærksomhed, end jeg plejer. Det kan forklares med, at der er mange bolde i luften; jeg HAR travlt. For real.

Så begyndte jeg at bøvle med at sove om natten. Meget. Men igen: Med mange stimuli og vigtige deadlines hen over dagen, er det ikke så mærkeligt, at systemet har svært ved at falde til ro, og samtidig jeg er en idiot til at ligge og scrolle på min telefon, når jeg ikke kan sove, hvilket jo heller ikke rigtigt hjælper. Jeg er vant til ikke at sove ret meget – men jeg studser selv over det, når jeg sover SÅ lidt, som jeg gør nu, og ikke føler mig træt.

Men der, hvor jeg godt selv kunne se, at nu skal der nok til at ske noget, var tirsdag aften, hvor jeg startede på 5 forskellige serier, 2 film og 2 bøger, og intet af det kunne fange mig det mindste. Jeg kan svagt erindre, at lægen, der lagde min medicinplan, nævnte noget om, at det her kan ske, men det fortaber sig i tågerne, hvorfor – og hvordan vi løser det. For det er først nu, efter 4 måneder uden bivirkninger, og med supergod effekt af både præparat og dosis, at noget har ændret sig, så der er ikke umiddelbart en indlysende forklaring. Og måske ER det bare #life. Men nu har jeg ringet til dem (4 gange..), og måske er der nogen, der kigger på det og kontakter mig i slutningen af næste uge. Så altså. Jeg har sagt det til de voksne, og de lader ikke til at stresse over det, så jeg antager, at der ikke er grund til bekymring og i mellemtiden har jeg dejligt mange timer til at ordne alt det, jeg skal nå. 

(I’m selvfølgelig kidding. Jeg ved det godt, og jeg gør, hvad jeg kan).

I morgen aften er jeg børnefri, og der er dømt sushi og godt selskab, og bagefter venter 4 dage, hvor vi bare skal lade op og finde fodfæste. Og måske finde en solstråle og spise en is.

M2023, uge 19

11

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Bagt kage til Antons skoleafslutning, og i stedet for at bage én stor bradepandekage, bagte jeg kagen i 3 mindre forme, som jeg pakkede i hver sin pose.

Det var utilsigtet genialt. For jeg havde, som altid, skudt over mål ift. hvor meget kage, børn reelt kan spise, og havde han haft én stor kage med, havde jeg fået en fedtet omgang grat retur. I stedet havde han to poser med hjem igen; én, der indeholdt en kvart kage, og én, der slet ikke havde været åben.

Ud over at være en nem måde at forebygge madspild på, så blev kagerne også bare bedre, fordi man med en ovn, der varmer ujævnt (hej boligforening), meget nemt risikerer, at en stor kage bliver tør i kanten og ubagt i midten. Ikke her. Her var bare begejstring og svampet chokoladekage så langt øjet rakte.

2.

Har jeg fået en prøve på skintonic fra Raunsborg, som er på spray, hvilket er noget af det lækreste, jeg har prøvet længe.

Desværre ser det ikke ud til, at man kan købe den i almindelig størrelse som spray, hvilket er virkelig ærgerligt. Dels er det bare en meget lækker fornemmelse, men den overflødiggør også rondeller. Stort og dybfølt tak fra miljøet, uanset om man kører vat eller stof, der på bagkant skal vaskes ved høje temperaturer. 

Når jeg nævner mærket på den, er det fordi jeg er i tvivl om, om konceptet kan overføres til alle mærker – for jeg er f.eks. ikke sikker på, at mit syn ville holde til at blive ramt af den tonic fra Clinic, jeg brugte i mine unge dage, som man i en snæver vending ville kunne fjerne harpiks og rester af klistermærker med. 

Men låget kan skrues af den lille prøve, og jeg har en anden tonic stående, som jeg vil teste konceptet med, for hvis det også fungerer, bliver det sådan, vi kommer til at rulle fremover.

3.

Er jeg tilbage i mine buddha-bowls, og jeg vil bare igen slå et slag for, hvor nemt det er i de uger, hvor det hele går lidt ekstra stærkt. 

Søndag lavede jeg en grundsalat af spidskål, babyspinat, gulerødder og rød peber, som jeg snittede helt fint og pressede en halv lime ud over. (Syre virker konserverende, så limen forlænger levetiden, og holder salaten sprød). 

Jeg halverede en håndfuld små tomater og smed dem i deres egen plastikboks (fordi de afgiver væde og derfor ødelægger salaten, hvis du smider dem i den), og til sidst lynsyltede jeg et par gulerødder og nogle rødløg. Man kan SAGTENS lave det selv, og det er både billigt og nemt. Men fordi tid lige i de her uger er den meget knappe faktor her, havde jeg købt en flaske eddikelage fra Tørsleffs i stedet, og hældte bare halvdelen over løgene og halvdelen over gulerødderne. 

Det samlede tidsforbrug på ovenstående var 20 minutter. 

Og så har jeg ellers hele ugen bare kombineret med det, jeg lige den dag havde lyst til, f.eks. søde kartoffeltern, pitabrød og hummus, falafel, asiatiske kyllingefrikadeller (fra fryseren) og forskellige slags dressing, nødder, frø og kerner.

Når man laver salat til en hel uge, som jeg har gjort her, undgår man den kvarte kål, som man altid har ambitioner om at bruge til noget, men som man aldrig rigtig når at få omsat, så ud over at det sparer tid og opvask, så får man på den her måde også brugt alle grøntsagerne helt. 

Endelig er tetris-bowl-konceptet billigt, virkelig, virkelig nemt, og så fungerer det supergodt sammen med stort set alle smårester fra fryseren, f.eks. dahl, kødsauce eller tikki masala, så det er også en god måde at få tømt hylder og skuffer på.

Load More