M2023, uge 20

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Med hjælp fra et par hjælpsomme håndværkere fået ydet livreddende førstehjælp til min opvaskemaskine, og den virker igen. 

Problemet var, at pumpen blev ved med at køre efter at maskinen havde tømt vandet af. Det betød, at den bare blev ved med at starte, køre, slukke – og starte igen. Og en god tommelfingerregel med el er bare, at det ikke skal blive ved med at gøre ting af sig selv. 

Jeg er efterhånden blevet god til at læse brugsanvisninger og troubleshoote med Google som min ride or die, så jeg tog strømmen, genstartede maskinen, tjekkede filtre, ledninger og vandforsyning, men intet hjalp. Derfor prøvede jeg efter kvalificeret input fra hhv. en elektriker og en smed, at skrive til den el/hvidevarerbutik, de begge sværger til, fordi personalet der er (og jeg citerer) ‘de eneste i byen, der ved, hvad de har med at gøre’, og spørge, om de havde et bud. 

De skrev tilbage, at det formentlig var en sensor, der havde sat sig fast, så vi skulle prøve at vippe maskinen for at fjerne den sjat vand, der står helt nede under bundpladen, og så rigge den til igen. Og altså: Der var nok ikke nogen af os, der egentlig troede på det, for maskinen er 10 år gammel, og selvom jeg har passet godt på den, så er den stadig på den statistisk kedelig side ift. overlevelse. 

Men det virkede. Sgu. Så nu ruller den videre, og det er derfor, vi skal passe godt på de små specialbutikker, der faktisk ved, hvad de står med. Det bliver helt sikkert dér, jeg køber afløseren, når den nuværende på et tidspunkt står endeligt af.

2.

Hørte jeg i sidste uge om et trick, som jeg ikke forstår, at jeg ikke selv har tænkt på, nemlig at gøre pap vådt, inden man smider det ud. (Vigtig tilføjelse: Man må ikke gøre det med det pap, der skal i papirspanden, for så kan det ikke genanvendes. Tak til dig for tilføjelse, Stinne <3)

Det er genialt. Pappet kan rulles og fylder pludselig kun 10% af, hvad det gør, når det er tørt, og ift. fx. pizzabakker er det nærmest provokerende smart, at de kan gøres så små, at de uden problemer kan gå med i dagens pose af restaffald.

Særligt nu, hvor varmen er på vej, og plastikposer ikke er noget, vi bare har til at ligge og flyde i hobetal, er det fint, at man ikke skal vælge mellem klamme insekter i skraldespanden eller en affaldspose, som ikke kan lukkes.

3.

Har jeg ofret min meget fine vandkande, som er lavet af noget, der ligner messing, men ikke er det, og sat den ud. 

Den er simpelthen så pæn og god at hælde af, men den må ikke stå med vand i, for så ruster der hul i den, og det er bare virkelig irriterende. Og jeg medgiver, at det her er en af dem, hvor man enten forstår det, eller også gør man ikke. For jeg kan sagtens på skrift se, at det virker helt idiotisk, at det bliver årsag til, at man ikke får vandet blomsterne, men fact er, at jeg har dræbt et tocifret antal planter, fordi vandingsplanen består af mere end ét trin. 

Derfor har jeg nu sat den ud, hvor det ikke betyder noget, hvis den pludselig er utæt, uden at jeg lige opdager det, og ingen trægulve eller -hylder betaler prisen for min uduelighed. Det kommer til at tage livet af den, men i det mindste får den lov at bruge sit otium på at servicere de små planter, hvor al jord spules væk, hvis man vander med havekanden, og den har over de sidste 2 uger sparket mere joy derude, end den har i de 2 år, jeg har haft den herinde.

Punktet er på, fordi jeg ellers taler meget og længe (!) om, at man skal passe godt på sine ting, fordi de så holder længere, hvilket er godt for både miljøet og pengepungen. Det står jeg ved – men jeg synes, at det er en vigtig tilføjelse, at det kun gælder de ting, man faktisk bruger. Ellers gemmer man bare til natten og katten, for der er ingen lommer i den sidste skjorte, og som revisor-Jesper siger: Hvis der er noget tilbage at arve, har vi regnet forkert.

Published by

8 Replies to “M2023, uge 20

  1. Bare husk at det pap der skal til genanvendelse… Altså ikke er beskidt af f.eks. Mad, ikke må gøres vådt, for så kan det ikke genanvendes

    1. Vigtig detalje – jeg har rettet det i indlægget. Tak for at være hurtig, Stinne <3

  2. Dejligt at opvaskemaskinens liv blev forlænget!
    Når den på et tidspunkt alligevel ikke kan mere, kan du overveje at afsøge de lokale grupper med gratis ting.
    Det er overraskende, hvor mange hårde hvidevarer, der foræres væk – i hvert fald i mit lokalområde. Vi er flyttet og har samtidig købt nyt sommerhus og et forældrekøb, så vi har haft brug for en hel del nye hvidevarer. Ved at holde lidt udkig i lokalgruppen på FB har vi FÅET to komfurer, to køleskabe, to vaskemaskiner og en opvaskemaskine. Alt sammen velfungerende maskiner, med mange år tilbage. Kloden og vores bankkonto er glade!

  3. Vi reparer i stor stil gamle hvidevarer herhjemme. Det er utroligt så meget man kan lave selv med en guide fra Google og reservedele fra nettoparts.dk eller skiftselv.dk. – du kan endda søge på modelnummer, så du er helt sikker på at få korrekt reservedel.

    Jeg roder aldrig, aldrig, aldrig med el, men som regel er det blot en slange, der er mørnet og som kan skiftes ved hjælp af strips og en reservedel, eller en spulearm i opvaskeren til 100 kroner som lige skal skiftes. Hvis det er gamle hvidevarer tager jeg chancen, for en reparation ved en autoriseret er som regel for dyr og bøvlet.

    Vores første lejlighed overtog vi med hvidevarer fra Asko Vølund – de var købt i 2007 og fungerede stadig i 2020, da vi flyttede ud (med små reparationer). Da vi flyttede i hus havde hele hytten hvidevarer fra Miele. De er fra 2005 og kører stadig. Det har været en øjenåbner for mig at levetiden er SÅ lang, når man investerer lidt i dem. Elforbruget ER højere, men jeg er overbevist om at det er til kæmpe nytte for miljøet og pengepungen at bruge hvidevarerne i så lang tid som muligt.

    1. Jeg har også inderlig respekt for el, så jeg er helt med dig her. Det var faktisk også derfor, at jeg øjeblikkeligt tilkaldte redningspatruljen, for en pumpe, der bare bliver ved at stå og køre er bad news – som kun bliver dårligere af, at det ofte vil ske på tidspunkter, hvor vi ikke er hjemme. Jeg har af samme grund indtil videre kun startet maskinen, når vi ER hjemme i tilfælde af, at problemet ikke er løst for real.

      Jeg er også meget, meget overrasket over holdbarheden af mine produkter. Både vaskemaskine og opvaskemaskine er nogle, jeg købte, da jeg flyttede herned, og det er snart 12 år siden. Jeg har haft brugsanvisningen på dem begge fremme et par gange inden for de seneste år, fordi jeg i al vores el-forbrugssnak ville tjekke, at de ikke åd for meget strøm og vand på deres quickprogrammer, og derfor ved jeg, at begge maskiner har et meget, meget fornuftigt forbrug. På alle programmer.

      Jeg elsker, at vi er blevet så gode til at tale om de her ting, for selvom det måske ikke er det mest sexede emne, så er det bare stadig med til at dæmme op for, at man skifter alting ud, fordi man tror, at alle de andre gør det.

  4. Endnu et dejligt, brugbart indlæg, tak for det.
    Jeg mener at huske, at du tidligere har skrevet noget om staycation og at holde en billig sommerferie, men jeg kan ikke finde det. Blander jeg noget sammen?
    God dag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.