Ferie, ferie, ferie

Når vi står op i morgen, har vi en uge tilbage af vores 7 uger lange sommerferie, og den har været fuldstændig fantastisk.

Jeg har tænkt virkelig mange gange undervejs, at jeg i år for første gang ikke har været presset over at være på alene 24/7, hele ferien igennem, og i år har vi endda været så priviligerede, at vi pga. min jobsituation har haft over dobbelt så mange uger, som vi plejer.

Ift. job har jeg i et par måneder været stillet et job i udsigt med start 01.09, hvilket har betydet, at en væsentlig stressfaktor på et tidligt tidspunkt kunne pilles ud af ligningen. Det har givet ro. 

Derudover skyldes den ekstraordinært gode ferie en kombination af mange ting. Dels bliver børnene større og mere selvkørende, og jeg kan også begynde at bruge de erfaringer, jeg gør mig fra år til år. Børnene er forbi de grundlæggende milepæle, og bliver nu bare et år ældre for hver gang, vi går på sommerferie. Ikke flere bleer, middagslure eller småbørns-nedsmeltninger, der skal tænkes ind, og det gør alting meget nemmere.

Men jeg tror faktisk også, at vi har draget nytte af en af de få, positive konsekvenser, Covid har haft, nemlig at vi er blevet bedre til at være i ro, sammen. Anton er glad introvert, jeg er rastløs introvert, og Frida er brølende ekstrovert, og det er en udfordring at tilrettelægge tiden, så alle får det, de har brug for. Men fordi vi nu har halvandet års træning i bare at være her, sammen, er der faldet en anden ro over foretagenet. 

Og endelig er børnene begyndt at sove til klokken 7, hvilket helt konkret, giver færre vågne timer at fylde ud.

Det hører med til historien, at det lige nu er så svært, så svært for Anton at gå i skole, fordi abstraktionsniveauet i undervisningen bliver højere i takt med, at han bliver ældre, hvilket er svært, når man har fået udleveret en hjerne, der ved massekommunikation i forvejen hurtigt mister overblikket. Det har været umådelig tiltrængt for os begge med en pause fra alle de tanker, bekymringer og møder, det medfører, og heldigvis har jeg det sidste halve år mast hårdt nok på til, at de tiltag, der skal testes, før vi kan komme videre i systemet, bliver igangsat fra første dag efter ferien. 

Når man læser opslag om ferier med børn, er det altid noget med ‘klistrede kys og fedtede fingre – og rosé til de voksne’ – men egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville prøve at skrive sådan relativt udførligt, hvad vi har lavet. Ikke fordi jeg er Det Store Ferieorakel, men bare fordi jeg somme tider selv bliver inspireret, når jeg hører, hvad andre laver.

I forhold til de ydre rammer, har jeg gjort et par ting, som har lettet alting, sådan helt generelt.

Det mest kontroversielle er nok, at jeg har givet skærmene fri. Selvfølgelig ikke sådan, at de har fået lov at sidde med dem ved bordet til alle måltider, men de har måtte tage deres iPads, når de har haft lyst. 

Derudover har jeg truffet en helt overordnet beslutning om, at alt socialt, både her og ude, skulle være på børnenes præmisser. De første år, vi passede huse i Aarhus, lavede jeg masser af voksenaftaler om aftenen, men det blev altid en kilde til frustration for alle parter, for børnene kunne ikke sove, fordi vi var et nyt sted/det var varmt/de kunne mærke, at jeg synes, de skulle, og det blev træls for alle. Om et par år gider de ikke være sammen med mig og mine venner mere, men lige nu synes de, at alle, jeg kender, er de sjoveste og mest spændende mennesker i hele verden, og det kan vi lige så godt rette ind efter. Så folk er kommet forbi til frokost og kaffe, og har på forhånd vidst, at det blev, som det blev. Hvilket uden undtagelse har været skidehyggeligt, fordi vi pludselig har sluppet alle forventninger og bare har været, hvor vi var. (Paninijernet har også her været Vores Bedste Ven, fordi man ud af ingenting og to skiver brød kan lave luksusfrokost på 4 minutter)

Og endelig har jeg indført ‘ja-dage’; dage, hvor jeg på forhånd har besluttet mig for at sige ja, hver gang børnene spørger, om vi kan spille/læse bøger/bade/tegne/male. Jeg fortæller det ikke til børnene – for så ved vi godt, hvordan det ender – men ved at have dage, hvor der er 100% fri adgang til mor, så har jeg også haft nul procent dårlig samvittighed de dage, jeg har sagt nej. Vi skal alle sammen være her, og som jeg læste på insta: ‘Et nej til andre, er et ja til dig selv’.

Vores tur til Aarhus er den eneste ude-af-huset-ferie, vi har haft; resten af tiden har vi været her, og jeg har blandet hjemmedage med dagsture, så sidstnævnte har været fordelt ud over hele ferien.

Vi har været i Legoland og WOWpark et par gange, og sammen med de to hele dage, vi havde i Djurs Sommerland, har det været de eneste former for ‘tivoli’, vi har kørt. Det er fedt at lave noget sammen på den måde, hvor man får underholdningen serveret og bare skal hygge sig sammen, men det er også efterhånden min erfaring, at børnene faktisk bruger flere kræfter på de ture, end man lige tror. Når man laver noget, der er sjovt, og som børnene *meget* gerne vil, er det nemt at glemme, at det stadig er noget, der skal fordøjes, men ligesom én dessert er lækkert, mens otte giver ondt i maven, så er det kun rigtig fedt med en hel dag i neon, konfetti og glimmer, hvis der er sat tid af til at fordøje den bagefter.

Fordi tiden har været rigelig, har jeg også prioriteret at teste steder, som jeg ikke på forhånd har vidst, hvad børnene ville sige til. I en efterårsferie er det meget at hive en dag ud til noget, som viser sig at være helt forkert, men når man har 7 hele uger, bliver blandingsforholdet et andet. Vi var forbi Moesgaard, da vi var i Aarhus, hvilket ungerne slet ikke blev fanget af, men som jeg til gengæld var helt vild med. Barfodsparken, som vi talte om i det her indlæg, har vi været forbi to gange, og nu synes børnene, at der er helt fantastisk, hvilket giver stof til eftertanke ift. at  det, de somme tider melder ned, måske handler mere om, at det er nyt og ukendt, end at de reelt ikke kan lide det. 

Og så har børnene fået lov at bruge penge fra deres opsparinger på hhv. et par ægte-gode rulleskøjter og et ordentligt skateboard, og det har udløst mange gode timer i Street Mekka. Det giver ret god mening at købe ting, der kræver en øget voksen tilstedeværelse på et tidspunkt, hvor man faktisk har tiden og roen til det – og det øger sandsynligheden for, at man får glæde af tingene betragteligt, at man på kort tid når forbi begynderstadiet.

Men der, hvor jeg tror, vi har løftet ferien fra ‘god’ til ‘fantastisk’ har været på grund af det, vi har lavet sammen herhjemme.

For det meste har det bare været os 3; tilfældet har villet, at det ikke lige er faldet i hak med legeaftaler, og det er gået forbløffende smertefrit. Inden ferien havde jeg tænkt grundigt igennem, vi i år ville ramme det vilkår, at jeg var hjemme, mens andre forældre var på job. For andre børn er velkomne i vores hjem; det er de virkelig. Men som vi har talt om før, så er det noget, jeg bruger kræfter på, både pga. min personlighedstype og pga. husets indretning (jeg er hele tiden lige i skudlinjen), og derfor har jeg været meget opmærksom på ikke at gå i den fælde, hvor jeg bruger vores ferie og mit overskud på at passe andre menneskers børn. Det har betydet, at jeg ikke har behøvet at tænke over det, når der er tikket en sms ind; jeg har bare tilbudt, at vi kan hente over middag i SFO’en, og det har fungeret fint.

Jeg køber altid et nyt spil til sommerferien, fordi jeg så har ro i hoved og røv til at sætte mig ned med børnene og lære det. I år var det en nem omgang på indlæringssiden, for jeg havde købt Sorteper, hvilket var et kæmpehit. Specielt fordi sorteper var Onkel Reje. Det ville kun være blevet overgået, hvis han havde været John Dillermand.

Inden ferien købte jeg et kæmpe badebassin, og det er de bedste 250 kroner, jeg har brugt i år. Der har vi fået mange timer til at gå, og at jeg springer med i vandet, forvandler sådan et badebassin fra en måde at underholde børnene på, til en aktivitet på linje med at tage på tur. Ikke mindst fordi det pludselig er en mulighed, at børnene kan hoppe i og stå op 700 gange i løbet af en dag. Når vi kører på stranden eller til søen, tager vi hjem efter et par timer, men her kan man bare beholde sit badetøj på, mens man går ind og laver lidt pause-Lego, til man er klar igen. Det har været nogle af de bedste dage, vi har haft. 

Egentlig har badebassinet hjulpet mig til at skifte perspektiv, for ved at betragte de ting, vi har gjort herhjemme som ‘ture’ – altså ting, der gerne må tage tid og som resten af dagen må vige for – er de pludselig blevet det. At lade små aktiviteter fylde og vokse og på organisk vis bare få deres eget liv, har betydet, at en tur i skoven f.eks. ikke bare var en 30 minutters aktivitet, vi lige kunne klemme ind mellem to andre, men faktisk bare var det, vi skulle dén dag. 

Vi har taget os tid til at udforske nye spisesteder, som ikke længere bare er et ernæringsmæssigt indslag, når man f.eks. bagefter går en aftentur i byen. Aftenture er undervurderede, og for mig har det været nyt at lære, at vi sagens kan få en dag til at gå herhjemme og stadig føle, at vi ‘gør noget’, når alle ved, at vi sidst på eftermiddagen skal på Street Food og slentre en tur på strøget bagefter.

Vi har badet i søen (alle 3) og plukket jordbær flere gange. Det har overrasket mig, hvor sjovt børnene synes, det er, når vi kører ud og plukker en bakke eller to; igen forvandler det sig til en aktivitet, når vi bare skal plukke en overskuelig mængde, der er tid til at vente på, at de afsøger 4 km. jordbærplanter for Det Perfekte Bær, og vi bagefter kan spise en is på bænken derude, mens vi beundrer hønseriet. 

Jeg har prøvet at arbejde *med* vejret, så vi har presset det maksimale ud af de dage, hvor det har været varmt, og stadig har hygget os de dage, hvor det har blæst og regnet.

Ofte har jeg gjort mig nogle tanker om ting, vi kan lave, men uden at indvie børnene i dem, så jeg 100% kan vurdere, om der er overskud til det, og om vejret er med os, inden jeg stiller børnene det i udsigt.

F.eks. havde jeg forleden, da vi var i Barfodsparken, besluttet, at jeg ville spørge, om vi skulle køre til Hvide Sande og spise frokost (vi var bogstaveligt talt halvvejs deroppe), men jeg ventede med at spørge, om de havde lyst, til vi sad og vaskede fødderne bagefter. Kæmpe ja fra dem begge, og afsted det gik. Og det blev den mest perfekte dag, hvor vi spiste på havnen, brugte lidt lommepenge i legetøjsbutikken og ved et tilfælde fandt en perfekt stribe stand, hvor børnene fik en time til at gå med at soppe. Det lyder idylisk – og det var det virkelig også. Men jeg tror, at det, jeg har lært er, at stort set alt bliver bedre, når man kan gå med det, der viser sig, hvis man har lyst. Det kan lade sig gøre, når der er tid nok, og i hverdagen og i weekenderne er der også nogle praktiske gøremål, man *skal* nå, men det er en tanke værd, om der, når vi har fri, er ting, der kan skrues ned for, så der bliver mere tid, der ikke er allokeret til bestemte formål. 

Vi har grillet og spist både ude og inde, og også haft dage, hvor børnene har fået lov at smide tæpper på gulvet og ligge der og spise pizza. De har fået lov at lege ud til langt over den normale sengetid, de dage, hvor det aldrig blev mørkt, og så har vi passet godt på oldefar.

Jeg har læst bøger, hørt podcasts og lagt puslespil, hvilket har været optimale småsysler at tanke mentalt op med, fordi jeg kan gå lidt til og fra.

Og så har vi haft dage, hvor jeg fra morgenstunden har proklameret, at ‘I dag skal vi ingenting’ (de faldt ofte sammen med mine ja-dage). Det har haft en positiv effekt på deres evne til at finde på og fordybe sig, når de på forhånd ved, at der ikke sker andet, som er mere spændende, lige om lidt. 

Støvsugningen har været lemfældig, tøjet er ikke blevet skamvasket, og aftensmaden har været nem-nem, men jeg har holdt nogenlunde fast i rutinerne, fordi jeg ellers ved, at jeg i alt for god tid begynder at småstresse over at skulle nå til bunds i bunkerne, inden vi skal i gang igen. Derfor har jeg gjort rent ca. en gang om ugen, men gjort det, som da jeg var på barsel, hvor jeg har fordelt opgaven på to dage. Så er det en lille halv time pr. dag, og det er overskueligt. Jeg har også holdt fast i, at jeg hver aften ordner huset, inden jeg går i seng; får lagt vasketøjet på plads, tømt opvaskemaskinen og fulgt vildfaren legetøj tilbage på værelserne, simpelthen fordi det for mig giver ro og overskud at stå op til en ren tavle.

Nu lakker det mod hverdagen, og jeg gør, hvad jeg kan, for at hjælpe børnene med at rette blikket mod alt det, der kommer. Jeg er selv og har altid været melankolsk anlagt, og fordi min egen skolegang var så svær, husker jeg tydeligt, hvordan jeg næsten ikke kunne holde det ud, når mine forældre spøgte med, om ‘der var nogen, der havde en brugt ferie til salg, haha’. Så i stedet for at gå med det friskfyragtige ‘Ej, det bliver da også dejligt at se alle de andre igen, gør det ikke?’, prøver jeg i stedet at lade en kommentar som ‘jeg vil ikke i skole. Det er meget rarere at holde ferie med dig’ blive et oplæg til en snak om, hvad vi har lavet i ferien, og hvad vi glæder os til at gøre igen. Jeg planter små, strategiske frø om kommende begivenheder, de elsker, og gør i det hele taget, hvad jeg kan for at hjælpe dem med at lære, at *alting* ikke slutter, fordi *noget* slutter. Det er vigtigt, tror jeg, når man er én af dem, der har et sind, der vandrer mod skyggerne, hvis man ikke passer på.

Men vi har stadig en uge på kontoen, og den har jeg tænkt mig at vride det maksimale ud af, mens jeg følger mit eget råd, og holder fast i glæden, både over nuet, over alle de gode minder, vi har fået i bogen, og over alt det, der venter os i horisonten.