Kontrol, ledighed og stupide systemer

TV2 bringer i dag en artikel om, at mange virksomheder modtager ansøgninger fra ledige, der slet ikke er interesserede i de jobs, virksomhederne har slået op. Artiklen giver en række eksempler fra den virkelige verden, og slutter med følgende afsnit:

Dansk Erhverv efterlyser flere sanktioner

Ifølge Dansk Erhverv er en af forklaringerne på, at ledige springer fra et jobtilbud selvfølgelig, at de er blevet tilbudt et andet job.

Men arbejdsmarkedschef Peter Halkjær efterlyser også mere effektivitet, kontrol og flere sanktioner, når det viser sig, at ledige, der er henvist fra jobcentre, ikke udnytter de muligheder, der er.

Som udgangspunkt synes jeg ikke, man sådan skal gå og ønske ulykke på sine medmennesker, men lige her er jeg meget tæt på at håbe, at Peter Halkjær selv bliver fyret, og får lov at prøve systemet indefra. 

For hvis der er NOGET, der er rigeligt af, så er det kontrol og sanktioner. Til gengæld bliver jeg tordnende idiot af, at man fuldstændig forbigår det faktum, at det er det system, han lader til at være så glad for, der skaber det her.

Jeg har været tillidsrepræsentant i en årerække, og jeg har derfor siddet med i en del ansættelsesudvalg. Derfor kender jeg alt til at bruge tid på at læse ansøgninger, der tydeligvis er sendt af pligt, og at sidde med tomme stole til samtaler. Det er superfrustrerende, for den plads kunne være tilbudt en anden, som faktisk gerne ville have haft jobbet.

Men jeg siger lige igen: Det er ikke de lediges skyld.

Det ved jeg, fordi jeg også har prøvet at sidde på den anden side af bordet; med tidsbegrænsede ansættelser, der er løbet til slut-maj. Som oftest har jeg haft udsigt til arbejde på den anden side af sommerferien – men man kan ikke få dagpenge, hvis man har en underskrevet ansættelseskontrakt. For så ‘står man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.’

Læs lige de to sidste sætninger igen, for de er vigtige. 

Det betyder, at jeg skal søge to jobs om ugen, som jeg ikke er interesseret i at få, hele sommeren igennem. For hvad er alternativet? Vi kan ikke leve af ingenting, og ingen vil ansætte nogen for 6 uger.

Det er altså 12 ansøgninger til 12 virksomheder, som skal bruge tid på at forholde sig til mig. 

Det er talrige samtaler med Jobcenter og a-kasse, hvor vi hver gang bruger en time på at snakke om ‘gode tips til cv’ og ‘min plan’.

Alt sammen til ingen verdens nytte.

Og der er HELT sikkert mange som mig derude. Gartnere, der er vinterfyrede og håndværkere, der er ansat i virksomheder, der lige nu ikke har arbejde til dem. 

Men når du tvinger alle, uden undtagelse, til at sende 2 ansøgninger om ugen, så BLIVER det useriøst og idiotisk, for det er fuldstændig umuligt at finde 2 jobs om ugen, hvor dine kompetencer og virksomhedens behov matcher hinanden. Hvor mange gartnerjobs har du f.eks. set slået op over den sidste måned? Og når Per så skal tvinges til ‘at søge bredt’, så risikerer han at ende i et ufaglært job, hvor en 21-årig mellemleder med hurtigt hår bruger tid på at lære ham op i telemarketingens spidsfindigheder – som Per vinker pænt farvel og tak til i det sekund, græsset igen begynder at spire.

Er det ønskværdigt? Eller mindre spild af nogens tid?

Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man ikke skruer systemet sammen, så alle, der bliver ledige, får 3 måneder på huset; så man kan få hjælp fra første dag, hvis man gerne vil have det, men ellers har 3 måneder, hvor man er dagpengeberettiget, men undtaget samtaler og krav om at søge 2 jobs om ugen.

Lige nu spilder vi ALLES tid, og det er simpelthen sådan en træls vinkel, at det handler om arbejdsafsky og dagpengerytteri. For det gør det for 90% vedkommende ikke. Det handler om sæsonfyringer og proformakrav, der ikke kommer nogen til gode.

Published by

28 Replies to “Kontrol, ledighed og stupide systemer

  1. Jeg kendte en, der skulle søge to jobs om ugen, hun var nyuddannet og skulle på barsel et år to måneder senere. Hun måtte søge stillinger, der lå langt væk fra, hvor hun boede, fordi hvis hun skulle søge der igen efter barslen!

    J

  2. Amen! De rigide krav og åndssvage regler (og skemaer i laaaange baner) er simpelthen kun for kontrollens skyld! En gængs kommune af feks Kalundborgs størrelse har over 250 ansatte i jobformidlingen. Til hvad??
    Dertil kommer alle dem i a-kasserne og fagforeningerne….
    Flyt alle kontrollanterne over til at kontrollere top- og udbytteskat – DET ville være en bedre forrretning for samfundet.

    1. Jeg læste et sted, at en eller anden tænketank har regnet på det. Det ville være billigere, bare at give alle ledige borgerløn, end det er at fastholde det nuværende system. Det er … tankevækkende.

  3. Jeg er lige blevet fyret, og da jeg læste artiklen i morges, blev jeg også stiktosset! Jeg har ikke prøvet at være ledig før, men jeg er virkelig bekymret over nu at skulle være en del af et så umenneskeligt system, som behandler ledige med mistænksomhed, straf og manglende respekt. Suk 🙁

    1. Jeg har simpelthen sendt en mail til journalisten. Der er en helt urimelig mangel på nuancer og repræsentation af den anden side i den artikel, som ikke tjener andet formål end at forarge. Hun kommer nok ikke til at ligge vågen over det, men jeg var for hidsig til at lade være.

  4. Enig, selvfølgelig. Det er for nylig blevet sådan, at man kan slippe for alle krav seks uger inden en ny ansættelse træder i kraft. Jeg har lige holdt sommerferie i ro og mag på dagpenge og starter på nyt job mandag. Det ændrer ikke på de fundamentale problemer, men det hjælper lidt på det.

    1. Tja. Man kan stadig sendes ud, hvis de finder et job, så man kan ikke bare rejse væk, men det er selvfølgelig bedre end også at skulle sende ansøgninger og stille til samtaler.

  5. Jeg er i et erhverv, hvor man ofte ansættes i etårige stillinger, og har derfor haft korte ledighedsperioder mellem stillinger. Det har været fuldstændigt uproblematisk, når der har været under 6 uger til ny ansættelse at gå på “minimal indsats” ellers hvad det nu kaldes, og min eneste kontakt med A-kassen har været en 5 minutters telefonisk samtale, og et allerandet, der skulle uploades, der også gik glat. Så den gode historie om den (meget korte) ledighedsperiode findes også.

    1. Det er dejligt at høre – men jeg tænker faktisk, at lige præcis det eksempel ligger lidt uden for scope her, fordi ledighedsperioden er kort, at man netop er omfattet af reglerne for ‘minimal indsats’.

      Jeg kender virkelig mange, som arbejder i brancher, hvor man ofte er mellem ansættelser, men hvor perioden er en smule længere. Gartnerne har typisk 3-4 måneder hjemme, og der er masser af projektansatte, der har ledighedsperioder, der er af 2-3 måneders varighed. Her ville det da være oplagt, at man sparede ressourcerne og i stedet brugte dem på de mennesker, der kunne have gavn af ekstra opmærksomhed og hjælp. Min veninde, der netop er blevet fyret, er fuldstændig på bar bund ift. hvad hun gerne vil. Hendes uddannelse er 25 år gammel, og hun har ikke arbejdet indenfor sit felt siden, hun blev færdig. For hende ville det være uvurderligt få kvalificeret hjælp og blive guidet i den rigtige retning. Men det kræver, at man omtænker hele systemet, og det er nok desværre for meget at håbe på.

      1. I 2021 har alle ledige ret til seks ugers selvvalgt uddannelse pga corona. Nu ved jeg ikke hvilken uddannelse hun har, men der er ret gode muligheder for at blive opkvalificeret netop nu…
        Jeg har kommenteret lidt her i sporet. Jeg er ansat i Jobcentret i København men min baggrund er forskning og jeg har derfor ti års erfaring med projektansættelser og vekslende besøg i systemet som ledig. Jeg er fuldstændig enig i kritikken og finder meget af det der sker på beskæftigelsesområdet vanvittigt. Men der er også positive elementer. Fx paragraf 7 som i år sikrer at alle ledige kan blive opkvalificeret. Fx kan man få en Prince2 som projektleder hvilket for mange akademikere er den direkte billet til job.

  6. Jeg blev ledig under corona, da jeg var 4 måneder henne (jobcenter: “MEN KAN DET SES?” mig: “jeg vejede 55 kilo inden graviditeten og det er min nr. 3, ja det kan ses”). Da jeg nåede længere hen i graviditeten, overvejede jeg at flette ind i ansøgningen, at jeg ventede mig – det var selvfølgelig helt no-go for Jobcenteret, men jeg følte virkelig, at jeg spildte ansøgningsudvalgets tid. Selvfølgelig (og forståeligt) ville ingen ansætte mig i 7. måned og det føltes simpelthen som spild af alles tid at sende 2xansøgninger ud hver uge.

  7. Jeg har lige sendt en mail til hende også. Så får hun da i det mindste to klager. Jeg er stadig rasende over, at den artikel blev publiceret. Og jeg kan se, at Berlingske også har gaflet nyheden – og heller ikke har brugt lejligheden til at uddybe de lediges mulige grunde til at gøre, som de gør. Flot journalistik …

  8. Nu kan man blive fritaget seks uger før både barsel, uddannelse og ansættelse. En god regel. Kh jobkonsulenten.

  9. Nej ikke når man er i mindre intensiv indsats. Så fritages man bl.a. for samtaler, tilbud og at skulle søge jobs seks uger før.

    1. Tak for dine input, Susanne – jeg tænker, at dem, der støder på dig i systemet er heldige – du virker rar:)

      Jeg tror, at der lige er et enkelt sted, hvor vi taler forbi hinanden. Nu kan jeg ikke se, hvad den her kommentar er svar til (“Nej ikke når man er i mindre intensiv indsats. Så fritages man bl.a. for samtaler, tilbud og at skulle søge jobs seks uger før”) men jeg gætter på, at det er til min kommentar om at stå til rådighed, når man er på ‘mindre intensiv indsats’. For vi er vist alle enige om, at man ikke skal til møde og er undtaget at søge – men man kan stadig sende ud, hvis jobcentret anviser arbejde. Jeg spurgte specifikt til det (og googlede det også), fordi jeg tænkte, at der faktisk stadig kunne være overhængende risiko for at blive sendt ud i noget covid-test-relateret, også 6 uger før. Men som sagt: Du er ekspert i reglerne, så enten er din kommentar til noget andet, eller også er det bare en ‘overlæser’:)

      Til dem, der ikke aner, hvad vi taler om, er der et link her:

      https://www.hk.dk/akasse/ledighed/om-at-vaere-til-raadighed/mindre-intensiv-indsats

      1. Ja, vi har måske talt forbi hinanden. Men selvom loven er formuleret på en måde, der gør det muligt for myndighed at vurdere, at et podejob er det rigtige for dig, så er det i realiteten ikke noget, man arbejder i. Juraen er formuleret til fortolkning, fordi det modsatte, dvs. en fuldstændig nagelfast formulering, ville være mere problematisk for alle parter.
        Ingen sane jobkonsulent sender folk ud, som er i mindre intensiv indsats (og tro mig: at presse folk ud i job, de ikke selv ønsker er potentielt utrolig meget besvær for Jobcentret). Men jobkonsulenter er lige så forskellige som alle andre, så jeg skal ikke stå på mål for, at det aldrig kunne være sket. Og der er også konsulenter, der ser det som deres job at sanktionere – dem bliver der heldigvis færre af. Jobcentret har et frygteligt ry og det med rette med tanke på, hvad der foregik for bare få år siden. Jeg har ikke noget ønske om at male et glansbillede af det, for jeg har selv været én af de ledige, der skulle stå til rådighed indtil mit næste projekt gik i gang og jeg forholder mig som sagt kritisk til en stor del af det, ikke mindst til den kvalitet, Jobcentret kan levere. Men jeg kommenterer her for at sige, at der er sket meget på området, både hvad lovgivning angår, og hvad angår idioti! Og husk: et jobcenter er en politisk styret organisation. Alt hvad jobcentret håndhæver, kommer fra: politikerne.

        1. Jeg kan sagtens se, hvad du mener. Og min egen tanke har også været, at det jo næppe er ønskværdigt for nogen arbejdspladser at få et menneske ud, de skal lære op, når alle parter ved, at man er på vej videre. Men fuldstændig som du skriver, så er der bare virkelig meget forskel på sagsbehandlere. Mit job har givet mig mulighed for at se både Jobcentre og a-kasser indefra i mange forskellige kommuner, og min oplevelse er – præcis som du skriver – at der er helt enorm forskel fra sagsbehandler til sagsbehandler. Og faktisk også fra kommune til kommune. Så selvom man godt ved, at sandsynligheden for at blive sendt ud i praksis er meget, meget lille, så tager man ikke ret langt væk, når man ved, at risikoen for at skulle møde ind på en arbejdsplads med kort varsel, står og falder med, hvem man er landet på skrivebordet hos.

          Jeg har gennem årene ofte tænkt, at jobs med indlagt mulighed for kontrol særligt tiltrækker to slags mennesker, nemlig idealisterne og de nidkære. Sidstnævnte har ødelagt meget for mange, også for deres egne kolleger. Ikke fordi de følger reglerne – for det er sjældent dem, der har lavet dem – men de følger dem altid, hver gang og uden at tilrette dem virkeligheden. De findes i alle jobs, så det er ikke for at pege fingre. Som tolk har vi også arbejdstidsregler, men selvom jeg ift. min lokalaftale/overenskomst måske har rådighedstid, der starter kl 06.30, så kører jeg 06.15, hvis 6.30 betyder, at jeg kommer for sent på opgaven. Men jeg har haft kolleger, der holder fast i, at 6.30 er 6.30, og så må brugerne vente, for ‘de har ikke lavet reglerne; de følger dem bare.’

          Det er virkelig svært, og særligt når det handler om usexede områder, man først virkelig forstår, hvordan er skruet sammen, når man selv falder ind under dem. For det er umuligt at råbe mennesker op, der ikke har oplevet urimelighederne på egen krop.

          1. Jeps. De nidkære er siiindsygt irriterende. I øjeblikket tror jeg dog, der er en kulturændring på vej. Men de pisser også mig af. Ofte bunder den slags i menneskesyn og politisk observans.
            Jeg er jobkonsulent fordi jeg havde brug for et job, der ikke æder mig, som forskning gør. Mine børn er 20 mrd og fire.
            Jeg skal ikke være det resten sf mit arbejdsliv, men det handler ikke om borgerkontakten, men om den måde, man leder kommunen på.

  10. Jeg har prøvet at blive truet med sanktioner, fordi jeg ikke søgte ALLE relevante stillinger. Her blev der specifikt talt om stillinger på Bornholm og jeg bor i Storkøbenhavn, har børn i skole i Storkøbenhavn, samt mand med arbejde i Storkøbenhavn. Så hvis jeg ikke ville overveje at flytte familien for et job (og derved effektivt gøre min mand arbejdsløs) måtte de overveje om jeg reelt også stod til rådighed. I kid you not! Min tiltro til systemet er lig 0 og det uanset, om der er tale om arbejdsløshed, sygdom eller børn med særlige behov. Mistro, mistanke og mistillid er det systemet kører på.

    1. Det lyder virkelig fælt. Og virkelig, virkelig stressende.

      Jeg har prøvet at få ægte voksenskældud af en sagsbehandler, der ikke kunne høre, hvad jeg sagde, da jeg gav hende mit cpr-nummer i telefonen. Det er jo nærmest sjovt – men ikke, når man tænker på, hvorfor det er muligt for hende at gøre. For hvis kassedamen i Føtex skældte dig ud, handlede du bare et andet sted. Hvis din bankdame skældte dig ud, skiftede du bank. Men du har NUL magt i det her system, og det skræmmende, hvor selvfølgeligt nogle af de her ansatte behandler og taler til deres kunder i butikken, som om de er undermennesker.

  11. “Som om de er undermennesker”. Min veninde var til en samtale hvor sagsbehandleren sad højt og hun blev placeret på en lav stol på den anden side af skrivebordet. Som for at gøre magtforholdet helt tydeligt. Hun havde mod til at påpege det.

    1. Det er så vigtigt. Jeg tænker stadig tilbage på dengang, hvor min daværende læge, da Frida var baby, og jeg var ulykkelig over, at jeg ikke kunne være alt det, jeg gerne ville for Anton, sagde, at ‘ja, han har jo ikke valgt, at der du skulle have en baby mere’. Jeg havde åndsnærværelse nok til at kigge på hende og helt roligt sige, at jeg syntes, det var helt VILDT uprofessionelt af hende af sige sådan til et menneske, der havde det svært. Jeg er så glad for, at jeg reagerede i situationen, fordi det betyder, at jeg stadig den dag i dag ved, at jeg havde ret. At jeg ikke bare har efterrationaliseret situationen, eller er defensiv på bagkant.

  12. Det er tåbeligt at søge to jobs om ugen “bare fordi man skal”.
    Præmissen for den lovgivning er en forventning om at hvis du kan have et job i to, tre, fire etc. uger, måske formidlet af et rekrutteringsbureau, så er det forventeligt.
    I DK har vi det dyreste beskæftigelsessystem i verden – det koster kassen. Samtidig har vi også dagpengeret i to år og mulighed for at få et kursus der opkvalificerer dig eller giver dig papir på det du allerede kan. Ovenpå den uddannelse hvor man modtog SU. Man kan starte op som selvstændig, samtidig med man kan få supplerende dagpenge. Jeg synes, helt ærligt, det er alletiders.

    I sverige er dagpengeretten 300 dage, dog 450 hvis du har børn under 18, uden mulighed for forlængelse.

    Jeg arbejder i en a-kasse og er så glad for mit job og medlemmerne, hvor vi taler om alt fra tilbagevenden fra stress, brancheskift, start-up, kompetenceblindhed, kompetenceafklaring, etc. men også om værdier i (arbejde)livet og hvordan man finder sin egen vej i virvaret af forventninger, titelrytteri og drømme.

    Mest taler jeg om at søge uopfordret, og det(langt om længe kommer pointen) tror jeg er her præmissen i debatten om de to jobs om ugen måske har rod. Vi har et fagligt stærkt uddannelsessystem som også kan føde en forventning om 1:1 jobs, altså jobs hvor du læser til det arbejde du får fx. sygeplejeske. Det kan gøre det vanskeligt at se sig selv tage et job udenfor ens fagområde eller (hademetaforen) “længere nede af stigen”.

    Arbejdslivet er ikke en stejl opadgående stige, “karriere”, men et rod af veje og vildveje, forfremmelser og frustrationer, opslugthed og ubegribelig kedsomhed.

    Og to år er lang tid – men måske ville man gerne tage et administrativt vikariat som gravid, hvis der ikke var en forventning om 1:1 jobs og to års dagpenge.

    Poderjobbene er et genialt eksempel; jeg har talt med så mange akademikere der elskede jobbet, og flere der fremover skifter bane fordi det har været en øjenåbner.

    1. Hej Sofie.

      Jeg har læst din kommentar flere gange, og jeg er nødt til at lægge mig fladt ned og sige, at jeg ikke er helt sikker på, hvad det, sådan helt overordnet, er, du gerne vil sige.

      Det, jeg forstår ud fra det, du skriver, er, at det er forventningen om at arbejde med det, man er uddannet til, samt sikkerhedsnettet på to år, der afholder folk fra at søge uden for deres felt. Hvis jeg fejllæser dig, er jeg ikke sikker på, at min kommentar nedenfor giver ret meget mening:)

      Men ift. det med, at vi gerne vil arbejde med det, vi er uddannet til, oplever jeg faktisk ikke, at det er det, der afholder hverken mig eller andre, jeg kender fra at søge udenfor vores felter. Problemet er, at vi i Danmark har så godt et uddannelsessystem, at selvom jeg (og vi) er klar til at tænke ud af boksen ift. jobtyper, så bliver jeg ikke taget i betragtning, fordi jeg kæmper om pladsen med folk, der er uddannet til netop den type job, jeg søger. For det kan godt ske, at jeg skriver godt, og har alle mulige kvalifikationer, en arbejdsplads kunne bruge – men hvorfor skulle de bruge tid og ressourcer på at lære mig op i noget, de kan ansætte mennesker, der allerede mestrer? Så jeg tror egentlig ikke, at det er de ledige, man skal tale om vidvinkel med – det er arbejdsgiverne.

      Derudover synes jeg, at der er to ret store problemer med systemet, som det ser ud i dag. For det første er det min oplevelse, at der er en udpræget mangel på forståelse for, at et job er en enkelt brik i det puslespil, der er et liv og en familie; at en væsentlig nedgang i indkomst/meget ændrede arbejdstider/øget transporttid har store konsekvenser for andre end den ledige. Det er svært for mig at forstå, at systemet synes, det er en bedre løsning, at man skal have børn til at skifte skole eller rykke en familie op med rode, end at bruge den nødvendige tid på at finde det job, der får enderne til at mødes. Jeg er klar over, at det et stykke ad vejen er systemet, der holder hånden under én – men det er også de dagpenge, mange selv har betalt ind til a-kassen i en menneskealder for at få adgang til.

      Og sidst men ikke mindst kan man ikke skabe det klima af hjælpsomhed og imødekommenhed, som jeg faktisk tror, at mange sagsbehandlere gerne vil etablere, når hele systemet er så gennemsyret af mistro, kontrol og sanktioner. Fra den her side af bordet bliver det helt utrolig utroværdigt, at systemet gerne vil hjælpe mig videre/bevidstgøre mig om mine kompetencer/hjælpe mig tilbage til jobglæden, når man samtidig helt tydeligt kan mærke, at det mest af alt handler om, for enhver pris at få folk tilbage på arbejdsmarkedet ASAP, uanset hvor, hvordan og med hvilke konsekvenser.

      Jeg ved, at der er mange holdninger til borgerløn, og jeg er ikke så indbildsk, at jeg tror, jeg kan gennemskue, hvad vismænd og økonomer ikke kan give et klart svar på. Men set med mine øjne er der meget i systemet, som det er skruet sammen lige nu, der ikke giver ret god mening.

      1. Der er mange ting at sige til din kommentar, Linda Og jeg forstår hvor det hele kommer fra og er ikke uenig i substansen. Men der er også nuancer i det!
        Mht ‘systemet’: Jobcentret forvalter loven som politikerne udstikker. Jobcentret er en politisk styret organisation, og den hopper og springer for den til enhver tid siddende minister.
        Det er a-kassen, der udbetaler dagpengene, ikke kommunen. Kommunen har reelt ikke sanktionsmuligheder. Hvis en jobkonsulent ‘stiller tvivl om rådighed’ som det hedder, får A-kassen en besked, og de vurderer efter samtale med borgeren, om borgeren står til rådighed, og kan bestemme over udbetalingen af pengene. A-kassen er den lediges eget forbund, og på den måde er ‘systemet’ faktisk ikke så magtfuldt, som det umiddelbart virker, og jobcentret ikke så enevældigt som engang, at det både udbetaler penge og forvalter loven. Og det er til den lediges fordel.
        Mht det her med at søge ud af sit eget uddannelsesfelt, så tror jeg det måske varierer fra kommune til kommune, hvordan man forvalter dén. I de store byer er det ikke noget, man bruger meget tid på at diskutere, før der er gået mindst et år. Men jeg er enig i, at det er arbejdsgiverne, der ikke er særlig villige til at se på andre profiler end den mest oplagte. Der er én ting, der tæller på arbejdsmarkedet i dag, og det er: erfaring. Man kan næsten så godt som opgive at søge et job, hvis ikke man har erfaring med det pågældende. Og det skyldes, hvis vi skal lave et short cut, principperne i konkurrencestaten. Det er jobcentret fuldstændig med på!
        Jeg er ked af at mange her har oplevet meget mistro fra jobcentret. Det er ikke min oplevelse, at jobcentrene nu om dage er baseret på mistro, men det må igen baseres på mødet med den enkelte konsulent. Min holdning er, at det også var et svigt, hvis jobcentret lod alle sejle deres egen sø. Én ting er de folk, der skriver i denne tråd. Men 95% af de ledige i dag er ikke som jer. Det er folk, der faktisk har brug for hjælp til at agere kompetent som jobsøgende. Og egentlig synes jeg, det er fair at alle regler gælder for alle forsikrede ledige.
        Mht. den nedladende holdning, ‘mangel på magt til at sige fra’ og sammenligningen med banker og andre steder, hvor man kan vælge fra som kunde, så synes jeg også, man skal huske, at staten her leverer en ydelse, som mange samfund slet ikke har – borgerne får en ydelse, hvor man i en bank fx er kunde. Samfundet giver penge til ledige i to år – nogle bruger deres forsikring meget, andre aldrig. Men det er jo princippet i alle former for forsikring.
        Der findes såkaldte profesionelle ledige, som bruger systemet bevidst. Og det er Jobcentrets opgave at forsøge at undgå udnyttelse af systemet, som jeg måske tænker kan være svært at forestille sig for alle hér, men som alt andet lige faktisk foregår.
        Jeg har som nævnt selv været ledig i et smalt fag uden mange muligheder for job i min egen branche. Jeg kender og forstår helt pr egen erfaring frustrationen over at være underlagt systemet. Men jeg er uenig i, at jobcentret isoleret set står mål med kritikken som magtfuldkomment og som en instans, der driver folk fra hus og hjem. Jobcentret er forvaltende myndighed men tilbyder også råd og vejledning og hjælper hver dag mange mennesker videre fra den enormt stressende livssituation, det er at være ledig. At der er områder, hvor jobcentret kunne forbedres rent kvalitetsmæssigt; vi er på ingen måder uenige <3

        1. Jeg kan sagtens se, hvad du siger, Susanne. Og der er brodne kar i alle 3 led af den her trekant; både i jobcentret, ved a-kassen og blandt de ledige. De ødelægger det for alle i deres eget ringhjørne, og det er en skam.

          Jeg tror aldrig, at det for os ‘herude’ kommer til at føles som om, der reelt er tale om to forskellige instanser. Det er der alt for meget samarbejdet bagom den ledige til. Der er også noget sprogbrug, der bliver lidt mudret – for egentlig fungerer a-kasser og dagpenge vel nærmest som forsikringer gør? Altså, hvis det er forbundet, der står for udbetalingerne, så er det vel lidt skævt at sige, at det er samfundet, der udbetaler ydelsen? Jeg er ikke klar over, hvordan økonomien hænger sammen bagom i systemet, men jeg har været medlem af fagforeningen, siden jeg var 15 og stået i a-kassen siden jeg var 18. Det er immervæk mange år, jeg har indbetalt, så jeg synes, jeg har spyttet i kassen. Jeg er klar over, at det ikke er et 1:1 regnestykke, fordi man er berettiget til dagpenge efter relativt kort tid, og dermed trækker mere ud, end man har indbetalt. Men fordi man selv skal have indbetalt til det, synes jeg faktisk godt, at man kan sammenligne det med at være kunde i en butik, dog med den væsentlige forskel, at man jo ikke kan shoppe rundt, fordi jeg f.eks. ikke ville have noget at gøre hos 3F:)

          Men egentlig kan vi måske kalde det her en afsluttende, fuld cirkel-kommentar, for det, du skriver, bekræfter mig bare i min lille lægmandstese om, at 3 måneder på huset, uden indblanding, hvis man foretrækker det, eller med fuld plade på hjælpen, er ønskværdigt. Det ville frigive ressourcer fra dem, der ligner mig og os, det ville give ro til at tænke og træffe beslutninger, der også er rigtige for familien på den lange bane, og det ville give færre af de ‘falske’ ansøgninger der beskrives i artiklen, som startede det her indlæg.

          Tak for at engagere dig, både her og ude i virkeligheden, og for god tone, selvom vi måske ikke er enige i alle detaljerne <3

          1. Tak for den afsluttende kommentar, Linda. Og lad mig slutte med at sige at det der med en indledende periode i fred er noget vi også taler om internt. Det er bare, igen, noget politikerne bestemmer! Og tak for en sjov udveksling❤️

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.