(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
(Først en teknik-update: Min app virker igen, så kommentarerne er back on track. Til gengæld kan jeg ikke få lov at få billeder fra dagens indlæg med over på fb, hvilket er super irriterende, for når den loader med det samme billede hver gang, så kræver det lidt mere af jer at opdage, at det er et nyt indlæg, der er smidt op. Jeg er opmærksom på det, og vi får det løst).
I den forgangne uge:
1.
Bestilte jeg varer ved Bilka To Go, og pludselig slog det mig, at jeg for længe, længe siden (it’s been 84 years..) satte noget Bilka Plus op, som jeg ikke siden har forholdt mig til.
Jeg fandt appen på min telefon (hvilket jeg egentlig godt vil have et par ekstra point for, for jeg har så mange apps liggende, at min telefon minder om det lager, hvor de kører Naziguldet hen i Indiana Jones), og fik den åbnet.
Et voila – hele 4 af de varer, jeg havde smidt i kurven, havde jeg ‘personlige kuponer’ på. Score. Jeg antager, at de tager udgangspunkt i, hvilke varer, jeg køber mest, og når de nu alligevel overvåger alt, hvad jeg foretager mig, så sætter jeg pris på, at jeg trods alt får en økonomisk gevinst ud af min digitale afklædning. Jeg sparede næsten 100 kroner, så hermed blot en kærlig reminder til de af jer, der også kører plus-medlemskaber hos dagligvarekæderne; der kan godt være noget at hente.
2.
Flækkede min støvsugerslange i mandags, og jeg har derfor været forbi den lille støvsugerforretning i midtbyen, hvor jeg også for et par år siden købte en anden reservedel til den.
Selvom jeg ikke kan finde kvitteringen på selve støvsugeren (hvilket irriterer mig mere, end jeg vil indrømme) (måske fik jeg den faktisk i julegave?), så har jeg haft den i 5-6 år. De to reservedele har til sammen kostet 450 kroner, og I am derfor once again asking for your support af de små specialforretninger, uanset om de er virtuelle eller findes IRL.
For når vi sidder tilbage med Elgiganten og Power, så kan du være stensikker på, at du kan vælge mellem ingen støvsuger eller en helt ny.
3.
Fik jeg, ved et mirakel, hvis lige ikke er set i 2022 år, 5 måneder og 17 dage, en afbudstid på psyk., som ikke stillede sig i vejen for en tolkning, allerede i torsdags.
Da jeg satte mig i stolen, sagde den søde sygeplejerske: “Ja. Det her er den første samtale af 8.”
Mig:
Hun så overrasket ud, så jeg uddybede hjælpsomt, med en kæbe så stiv af raseri, at jeg næsten ikke kunne tale, at jeg hellere ville flække hver eneste knogle i min krop på langs, end at skulle koordinere 8 samtaler med dem.
“Det tror jeg gerne lige, jeg vil høre lidt mere om?” sagde hun – og så talte jeg i 7 minutter, uden at flotte mig med ét eneste punktum. Da jeg stoppede op for at trække vejret, var vi stadig ikke engang nået til december sidste år, hvor jeg fik min diagnose.
“Det der? Det skal du klage over. Det lyder fuldstændig vanvittigt?!”
Og nu når vi så til, hvorfor punktet er på her. For ja. Det burde jeg virkelig. Det har jeg tænkt mange, mange gange undervejs. Men blandt andet fordi jeg har skrevet den her indlægsrække, har jeg nok brugt mere tid en gennemsnitsdanskeren på at tænke over, hvad der gør mig glad. Hvad der tilfører mit liv værdi og glæde, og hvor jeg bare hælder min energi ned i et sort, bundløst hul eller sparker bolde til hjørne, som jeg får i hovedet senere.
Hvis jeg klager, sådan helt officielt, så kommer jeg til at skulle slæbe det her med mig i årevis. Jeg kommer til at skulle gå tilbage, dykke ned i og forholde mig til det, når jeg for længst er videre – og til hvad nytte? For jeg er efterhånden så tilpas desillusioneret over systemet, at jeg ikke har for to kroner blandet håb noget sted i kroppen ift., at det kommer til at ændre noget. Det svarer til at mødes med en ekskæreste med massive issues og forsøge at få ham til at forstå, hvorfor man gik sin vej. Nogen burde gøre det, men han og de kommer aldrig nogensinde til at føle ansvar eller mene den undskyldning, man i bedste fald kan tvinge frem.
Sygeplejersken her var virkelig sød, og hun kunne næsten ikke være i, at jeg ikke ville gøre mere ved det, så vi indgik et kompromis, og jeg har lovet at skrive mit forløb ned til hende, så hun kan tage det med til sin chef. Jeg startede, da jeg kom hjem, og efter 10 minutter havde jeg skrevet 3 sider, og var så gal, helt forfra, at jeg måtte sætte computeren fra mig og lægge kolde omslag på mit blodtryk.
Hvilket bekræftede mig i min beslutning om ikke at klage officielt.
Ret skal være ret: Det var rart at tale med hende. Både fordi hun bare virkelig var sød og ordentlig og fordi hun efter en halv time sagde:
“Ok – vi skal godt nok have reguleret din medicin. Din hjerne kører så hurtigt, at din mund ikke kan følge med, og du sitrer. Det må kræve virkelig meget af dig at maskere, når du er sammen med andre?”
Og selvom det jo ikke er noget, man gerne vil have stående på sin gravsten, så er det bare virkelig rart at sidde overfor et menneske, der ved noget om det her. For når jeg siger til mine venner, at jeg ikke tror, medicinen virker, som den skal, så er der fuld opbakning hele vejen rundt. Jeg elsker dem, de er det bedste, jeg har, og jeg har aldrig oplevet, at de ikke tror mig. Så heldig tror jeg faktisk ikke, at ret mange er. Men jeg har jo lagt låg på det her i 46 år og kompenseret på måder, jeg ikke engang orker at tænke tilbage på, så de ANER ikke, hvordan det ser ud – eller om jeg har ret i det jeg siger. Hvordan skulle de kunne det? Jeg har ikke givet dem lov. Og fordi vi som mennesker kalibrerer ved hjælp af vores peers, så er det underlig utrygt at sidde med en oplevelse, som man ikke kan få hjælp til at vurdere rigtigheden af.
Nu er der lagt en plan, og jeg har lovet mig selv at gå tilbage i forløbet én sidste gang i håbet om, at det måske kan gøre forløbet bare en smule nemmere for dem, der står i køen bag mig.
Jeg håber, at I får verdens bedste weekend derude. Tak for at hænge på gennem tykt og tyndt, og for villigt at lægge ører og øjne til alle mine ramblerier, der måske ikke altid hænger sammen, men som kommer fra hjertet.
Lille pip: Patientrådgiveren på sygehuset kan muligvis overtage sagen. Altså det forløb du skriver ned til sygeplejersken.
Under alle omstændigheder så er det så godt at du får skrevet det ned. Du får brug for det til manuskript til de foredrag, som jeg forudser du kommer til at give om 4-5 år <3
Jeg tror faktisk også, at det bliver fint at få ned på skrift. I hvert fald når raseriet lige har lagt sig. For det kommer til at skabe en form for orden i det kaos, det hele tiden føles som, når jeg tænker på det nu.
Både dit og Lines forslag er gode, fordi de ikke kræver, at jeg selv skal gå ved siden af det her de næste år, men stadig får det skudt ind, hvor det som minimum bør give lidt stof til eftertanke.
Din hjerne kører hurtigt, men dine skriveriet kan altid følge med! ❤️ Dejligt at blive mødt og set og forstået i systemet! Og god løsning at du beskriver vanviddet og så lader dem selv rodemeddet.
Ift at finde apps: måske er det logik for alle andre, men her har jeg først for nyligt fået så mange apps at det blev uoverskueligt. Men nu har jeg organiseret dem på hver sin “side”, og så der er luft på siderne, men til gengæld flere sider. Så på forsiden er de hyppigst brugte og dem der skal bruges i en fart (hos mig er det fx dmi, nem id, parkerinsapp). På næste side er administrative (bank, nordnet, sundhedskort, lægeapp, osv). På næste side er butikker/forretninger (fx Ikea, H&M, Zalando, Air bnb, mf). På sidste side er underholdning (dr, hbo, mobilspil), så man skal grave lidt langt for at falde i underholdningsfælden 😉.
Et andet tip fra en last mover, er at på min (gamle) iPhone kan jeg gøre skærmen sort-hvid og uinteressant ved at trykke tre gange på Home-knappen. Desværre kan min afhængige hjerne også slå farver TIL igen med tre klik! 😂
Ps: kommentarfelt ser mærkeligt ud på mobil og det er svært at vide hvor man skal trykke for at skrive sin mailadresse.
Det er smart, når man finder måder at snyde sig selv – men min erfaring er også, at man efter 10 sekunder ender med at snyde opløftet-i-anden:-D
Jeg har sendt din kommentar videre til søde IT-Claus, som siger, at det bør fungere nu. Hvis du har bogmærket siden, kan det handle om, at du skal slette det gamle bogmærke, og lægge et nyt ind. Når siden er opdateret mange gange nok, og man forsøger at loade med en gammel version, går den bananas. Det problem havde jeg faktisk selv med min netbank.
Hvis det fortsat ser sært ud, må du meget gerne sende mig et screenshot, så jeg kan sende det videre til ham <3
Bogmærkning er for avanceret til mit niveau 😂 Men prøver igen om en uge og siger til hvis resultatet er det samme!
Perfekt – ellers giver du bare lyd. Så får vi løst mysteriet:)
Hej Linda,
Jeg har aldrig kommenteret her før, men har læst med længe, da jeg synes du skriver virkelig velreflekteret, klogt, sommetider sjovt og ikke mindst nuanceret.
Jeg har tit følt mig rummet og forstået her på din blog, derfor også et lille pip herfra om at jeg ikke føler, at din her meget stereotypiske fremstilling af borderline falder i tråd med dine ellers rummelige værdier.
Selvfølgelig al respekt for hvis du har en ex med borderline og har dårlige oplevelser med dig af den grund, det er blot for at sige at os med borderline er lige så forskellige som folk med andre diagnoser/stigmaer.
Hej Linda.
Tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du melder ind, og jeg er ked af, hvis min beskrivelse får dig til at føle dig stigmatiseret.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte, men for at tage det første, der falder mig ind: Min beskrivelse bygger på oplevet virkelighed. Derfor synes jeg egentlig, at det er en lille smule svært at få den devalueret af én, der gerne vil have, at jeg respekterer deres oplevelse af virkeligheden, men ikke helt er villig til gengælde tjenesten.
Og så giver din indledning mig også lyst til at tage fat i, at du har læst med længe og har følt dig set og rummet – men ikke har kommenteret før nu.
For hvis én af Astrid’erne, Lonerne eller Signe havde lagt den her kommentar, havde jeg klappet hælene sammen, undskyldt og rettet med det samme. Jeg synes, at vi ved fælles hjælp, er lykkedes med at skabe et sted, hvor der bliver talt og lyttet lige meget. Det er en sjældenhed i cyberspace, hvor der er en tendens til, at alle debatter bare bliver skrigekonkurrencer, og den, der kan råbe højest eller blive ved længst, vinder.
Her er der over tid opbygget en tillidskapital, som jeg sætter umådelig stor pris på, og som jeg lærer meget af. Det er mit indtryk, at det også gælder den anden vej.
Men netop derfor bliver jeg .. ‘ærgerlig’ er ikke det rigtige ord, men jeg mangler et bedre, når I, der har læst med i årevis, og aldrig tidligere har kommenteret, først melder ind, når I bliver stødt over noget. Det er en underligt klima at skrive ind i, fordi det så egentlig mest kommer til at handle om at bevæge sig på listefødder i frygt for at træde nogen over tæerne.
Jeg har en holdning til, at man med en diagnose gerne vil sætte reglerne for, hvordan diagnosen omtales af andre. Det vurderer jeg må være ok, eftersom jeg selv har papirer på 5 af slagsen, og derfor føler, at jeg har en slags hævdvunden ret.
Når det er sagt, så kunne jeg i dag aldrig nogensinde drømme om at bruge udtrykket ‘at spasse ud’ eller ‘tøsedreng’ – og den ændring hos mig er jo kun sket, fordi mennesker som dig har brugt tid på at hjælpe mig til at forstå, hvorfor det er problematisk at gøre.
Så min pointe er nok egentlig bare, at man taler med lidt mere tyngde, hvis man pipper lidt i ny og næ – fuldstændig ligesom du formentlig ville lytte mere til, hvad din veninde sagde, end hvad din kollegas mand slyngede ud i forbifarten.
Jeg håber, at du har lyst til at blive her, lidt mild uenighed til trods, og at du vil bidrage med de nuancer, du med din historie kan berige os andre med.
Tak for at melde ind, Linda.
Mange tak for dit svar, det er faktisk et rigtigt godt eksempel på hvorfor jeg turde at sige noget, som jeg ellers bare ville have gået og ruget over, nemlig at der er plads til uenighed, men på en velformuleret måde med plads til hinandens følelser.
Jeg undskylder at min kommentar devaluerer din oplevelse af virkeligheden, det var ikke min mening. Jeg tror bare at lige netop det med at folk med borderline ikke er villige til at se indad, rammer ned i den generelle opfattelse, som gør at man bliver afskrevet som et dårligt menneske der er svært at omgåes. Dermed ikke sagt at det ikke er en af hovedkarakteristika ved borderline, det er bare ikke alle der har det og der er nogle der har det uden at have borderline, hvis det giver mening.
Og jo, jeg bliver og point taken, mht at være mere aktiv i kommentarfeltet 🙂
❤️🤗❤️
Med fare for at lyde bedrevidende og nedtalende: Jeg swiper bare til venstre på min iPhones skrivebord, så der hos mig efter 3 gange kommer et søgefelt til apps, hvori jeg skriver, hvad jeg vil have frem. Jeg er derfor aldrig nogensinde inde og finde appen i mapperne.
Jeg føler mig som en idiot – jeg har gjort det ca. 12438746 gange, og jeg har aldrig, ikke én eneste gang, forholdt mig til, hvad jeg fik frem. Det ville være sjovt, hvis det ikke var tragisk:-D
Samme her! 🤦🏻♀️ Tak for tip!
Et forslag: nu da det dumme forløb alligevel er skrevet ned, så kunne du hjælpe kommende patienter ved at indberette det som en utilsigtet hændelse her: https://stps.dk/da/laering/utilsigtede-haendelser/
Så bliver ledelsen på pågældende afdeling tvunget til at lægge en plan for, hvordan kommende, lignende fejl undgås, og du skal ikke gøre mere.
Sikke en fin ide, Line. Jeg har bookmarket siden, og når jeg har skrevet det hele ned, prøver jeg lige at sammenholde med det, den beder om for at se, om det giver mening at gå den vej, eller om min fortælling måske er for meget prosa til at kunne fungere.
Tak for et meget brugbart tip <3
Som sundhedsfaglig har jeg lavet en del UTH’er, og de er rimelig hurtige at lave (vil gætte på tyve minutter, selvom det er en del år siden). Bonus er, at de, i hvert fald hvor jeg har arbejdet, bliver gennemgået månedligt at lederen – og vist endda også rapporteres ind på højere niveau.
Samtidig sammenholdes de også med om andre har rapporteret lignende problemer.
Når det er sagt, så forstår jeg virkelig også godt hvorfor du ikke har overskud til at gøre mere ved det. Tiden skal jo gerne bruges godt, og du har da om nogen allerede fået taget for meget af din tid.
Det er virkelig rart med lidt insider-viden om arbejdsbyrde osv. Tak fordi du skriver det, Matilde.
Kæmpe hørt om de selvstændige lokalforretninger!
I mit lokale hood røg der en Matas og et apoteksudsalg inden for samme år. Det er så drøn ærgerligt, for de tomme butikker dræner bylivet. Og der kommer ikke nyt.
Men som en nabo tørt sagde, så får vi som fortjent. For havde vi som forbrugere gidet give 5kr mere for en shampoo (og god service) fremfor at købe slagtilbud i supermarkedet eller på nettet, så havde Matas måske stadig kunne løbe rundt…
Jeg har (sikkert i en podcast) hørt ‘Teorien om det smadrede vindue’, som jeg ikke ved, om er en virkelig ting, eller opdigtet til lejligheden. Men ideen var, at hvis man i et område har et smadret vindue, der ikke bliver skiftet, så er det vejen til enden; at den ligegyldighed, det signalerer, smitter og får folk til generelt at blive ligeglade. Jeg tænker ofte på det, når jeg går rundt i Esbjerg, for gågaden hernede insisterer på at bevise, at der faktisk er noget om snakken. Stort set alle nye butikker, der åbner, ender med at dreje nøglen om efter max 2 år. Det er SÅ TRIST!!
Ja! Her i byen er stort set alt, hvad der kunne tangere specialbutikker bukket under for Bilka. Og vi har ellers ALLE de p-pladser, man vil have. Gratis. Midt på strøget, nærmest.
Det er virkelig, virkelig trist.