Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Så er det ud!

12

Kan I huske dengang man var lille, og december føltes uendelig?

Åh, hahahaHA, hvor er det bare ikke sådan mere!! Jeg har det, som om jeg har feber, og som om jeg hele tiden forsøger at indhente mig selv. Det mest mærkelige er, at jeg ikke helt forstår hvorfor. Bevares, der er nogle gaver, der skal købes, der skal pyntes lidt og sådan, men modsat hvad man måske skulle tro, så er jeg fuldstændig ukritisk med, hvordan pynten passer sammen, og hvordan fødevarer som pebernødder og risengrød bliver til; inden i mig bor en amerikaner, der hylder ideen om, at alt kan købes færdiglavet. Jeg har ønskesedler fra dem, jeg skal købe gave til, og ingen af dem ønsker sig noget, man er nødt til at google, eller skrive ned, så man kan vise det til ekspedienten, fordi man ikke kan finde ud af at udtale det.

Der er med andre ord ikke noget, der kan retfærdiggøre fornemmelsen af stress.

Det eneste, der slider lidt ekstra er, at jeg har valgt at flytte Anton op i storegruppen, fordi der på tyttestuen er en kraftig overvægt af piger, og Anton er – som den trofaste læser vil vide – ikke en dreng, der trives med at sidde og dimse lidt med en dukke, så op til de store drenge med ham.

– som godt nok var lidt meget store, synes jeg pludselig, da jeg sad der med ham. Og ret kontante i adfærden. Forsøgte ikke at udstråle alt for meget, at jeg havde lyst til at tage ham i lommen og skynde mig hjem og passe på ham.

*Ahem*

Ej, men jeg ved det godt. For fanden. Det er bare fordi, jeg ikke selv kunne finde ud af at være ny, da jeg var lille. Jeg hadede det. Usikkerheden og fornemmelsen af ikke at høre til. Jeg var skidebange for alt og alle, havde kronisk ondt i maven, og gik rundt med en konstant følelse af, at de andre børn hadede mig, og sådan vil jeg aldrig, aldrig have, at Anton skal have det. Det kan han selvfølgelig mærke, så han har grædt så meget, at det til sidst var uden lyd, når jeg afleverede ham. Åh, jeg dør, mand. Og hans nattesøvn, som i forvejen er sparsom, er blevet afbrudt temmelig mange gange pr. nat, fordi han skal bearbejde indtryk, og derfor pludselig må op og sidde i sengen for at råbe: ”HEJ TRAKTOR!” Jamen, jeg ved det heller ikke. (Og hvis det er mig, han refererer til som traktor, er der høvl.). Og så skal vi kæmpe om ALT, fordi man vil det hele, kan det halve, og alligevel har brug for mor.

Ok, nu jeg sidder og kigger på det, jeg har skrevet, forstår jeg måske alligevel godt, at jeg er lidt træt.

Men i aften skal jeg ud. Ud ud. Med voksne mennesker, der konstruerer hele sætninger, ikke hele tiden vil have rosiner, og som flytter fødderne i stedet for bare at stå og turbosquate, når de danser. I programmet står der, at vi starter med bobler.

Jæi!

Jeg tror, at det er lige hvad lægen ordinerede.

En for (alko)holdet

7

Jeg har været til juletræ med Anton i dag i den ene af de foreninger, hvor vi går til gymnastik, og lige nu sidder jeg og spekulerer på, om han vil se igennem fingrene med det, hvis jeg bunder den halve flaske rom, jeg har stående i skabet. (Til medicinale, behandlingskrævende formål.)

Hvis jeg ryger sydpå, når jeg dør, skal jeg spendere evigheden til juletræsfest i Helvedes Gymnastikforening.

Det var ikke bestyrelsens eller foreningens skyld, slet ikke. De havde lavet et veltilrettelagt arrangement, og der var ikke en finger at sætte på set-up’et eller servicen, tværtimod.

Men hele konceptet… Seriøst, jeg er blevet 5 år ældre siden kl. 10 i formiddags.

Hvorfor synes børn, at det er sjovt? Nej, jeg mener det alvorligt. Hvorfor? Jeg sad og kiggede rundt, og mens forældrene lignede nogen, der var i færd med at afsone samfundstjeneste, var ungerne ved at gå i koma over, hvor fedt det var.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Overhovedet. Da jeg jo selv er sådan en, der godt kan lide at bevæge mig, sørger jeg f.eks. altid for, at Antons tøj er noget, der er behageligt at knokle rundt i, og som man kan temperaturregulere, så han ikke bliver nødt til at rive sit tøj af, så det går i stykker i raseri over, at han pludselig får det alt, alt for varmt.

Hvilket i øvrigt er et helt tænkt eksempel. Men det kan jeg da spare mig fremover, kan jeg se. De her unger jordede rundt i nissedragter i det der hæslige kunststof, der tror, at det er nervøs glamour, som er så syntetisk, at flammerne fra stearinlysene nærmest kravler sidelæns hen ad dugen af begejstring; de svedte så det drev, og der var ikke en eneste, der opdagede det. De amokdansede til musik fra et anlæg, der ville have misundt min ghettoblaster fra 1984 sin vellyd, fik 20 minutter til at gå med at løbe rundt med en nusset faldskærm i polyester, og stillede sig beredvilligt i en kø bestående af 50 andre skumsvedende nisser, for at lave ét hop i en trampolin.

Sad faktisk og fik den tanke, at vi andre kunne lære en del af dem.

Ude på opslagstavlen hænger billetterne til næste søndag, til juletræsfesten i den anden af gymnastikforeningerne.

For fanden, jeg håber, der er alkohol.

Godt, jeg ikke er Gud

59

Nå. Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive Hitler, men var der nogen af jer, der også glemte at slukke efter Forbrydelsen i går, og som derfor så 21 søndag? Indslaget om de unge mødre, der af deres sagsbehandlere var blevet anbefalet at få foretaget en abort, da de kom og var gravide igen?

For jeg kunne godt høre på journalisternes tilstræbt neutrale tonefald, at her var noget, der skulle forarge mig. Ikke mindst fordi sagerne blev underbygget af udsagn fra advokater, der – som Esben og Peter ville have sagt – sad og så dejlig rige ud.

Jeg vil ikke udelukke, at det er fordi jeg bor, hvor jeg gør, men hvis man er en af dem, der til sine veninder har sagt, at ”det skal nok gå! Det gør det jo altid!” når de kom og var blevet gravide 20 minutter efter, de havde født, og slet, SLET ikke kunne overskue det, så vil jeg gerne have lov at invitere på et studieophold i mit nabolag. Her finder man nemlig ret hurtigt ud af, at ’at gå’ ikke er i nærheden af at være det samme som ’at gå godt’. Slentrer man en tur herude om sommeren, kan man både sludre med de mødre, der sidder udenfor og spejder ivrigt efter plejefamilien, der skal komme og hente deres børn, så de – og her citerer jeg ordret – ”kan få noget fred” og se spædbørn, der bliver sat – uden opsyn – i barnevogne, så de kan sidde og kigge på de 4 biler, der kører forbi i timen, mens de formentlig overvejer, hvornår man kan være bekendt at blive katatonisk.

Så når en sagsbehandler fortæller en pige på 21, der venter sit andet barn, mens sagen om tvangsfjernelse på den første kører, at det måske kan være en god ide, at overveje abort, har jeg svært ved at se, hvorfor det er en skidt ting. Jeg er med på, at det er et voldsomt indgreb i den enkeltes personlige frihed og det famøse frie valg – men der er jo altså ikke tale om tvangssterilisation. Der er tale om en anbefaling, som man ret beset kan vælge at ignorere.

De seneste par år er det væltet frem med sager om vanrøgtede børn, og hver eneste gang går der under 10 sekunder, før der er nogen, der får den gode ide at lade flaskehalsen pege på sagsbehandleren, fordi han eller hun ikke har ”gjort noget”. Der findes sikkert sørgeligt mange historier om børn af velhavende forældre, der heller ikke har det godt, men i mange af de sager, der ender i medierne, er der tydeligt tale om familier i underskud i alle betydninger af ordet. Og her har jeg svært ved at forestille mig, at et ekstra barn i flokken skulle udløse en skjult reserve af overskud.

Er det bare mig? Er jeg fascistoid og i færd med at udrydde en hel social klasse, bare fordi de ikke ligner mig? Bør man lade tvivlen folk til gode?

Hvis man tager diskussionen helt ud, er det vel et spørgsmål om, om det er bedre at blive født til et liv med sagsbehandlere og potentielt omsorgssvigt, end det er slet ikke at blive født overhovedet.

Jeg ved det ikke, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal vejlede i den her type sager. Men derfra hvor jeg står, ligner det et oprigtigt forsøg på omsorg for børn i risikozonen, når der er nogen, der alligevel vover at prøve.

Ville også være død af forbløffelse, hvis den bare var gået glat igennem i første forsøg

6

Der er ting her i livet, som jeg på forhånd VED bliver besværlige, og som jeg derfor forsøger at undgå helt, eller – hvis det ikke kan lade sig gøre – at skubbe så længe som overhovedet muligt. I denne kategori falder f.eks. skift af energiselskaber (jeg bliver lige imponeret hver gang jeg ser der de der kWh-facere. DE er optimister. Er der nogen, der på stående fod aner, hvad de giver for en kilowatt-time? Og som har lyst til at stoppe op på banegården på vej hjem fra arbejde og sludre en halv times tid om dette ubegribeligt kedelige emne? Og som ikke er bare en lille smule bange for at komme til at rode rundt i alt det der vand/el/varme og hvad kommer hvorfra?) forsikringsselskaber, internetudbydere og teleselskaber.

Oh yes. Teleskaber. Lad os zoome ind på dem.

I alle mine år i Århus har jeg haft Sonofon/Telenor og været udmærket tilfreds med det, men i udkantsdanmark lader de en del tilbage at ønske. Jeg har en formodning om, at den nærmeste mast befinder sig i Odenseområdet, og det er lidt irriterende, at jeg kun kan tale i telefon, hvis jeg sidder, stiv som en pind for at gøre mig højere, i min sofa og med mit kropssprog forsøger at tvinge signalet til at blive hængende.

Så jeg spurgte, den vestjyske gren af fb svarede, og derfor valgte jeg, da jeg for 5 uger siden bestilte en iPhone 5 (oooooh, but I did, muhahaha!) at skifte til Telmore.

Jeg skal prøve at gøre det her kort. Men, for satan, altså.

I forbindelse med bestillingen lærte jeg, at jeg først kunne få lov at købe telefonen, når jeg havde fået mit abonnement flyttet over til Telmore, da prisen på telefonen forudsatte, at jeg var kunde hos dem. Hvilket jo er fair nok. Heldigvis for mig, er Telmore sådan et selskab, der har en boks, man kan vinge af, så de bare fikser al den usexede flytten rundt, og et par dage efter bestillingen, modtog jeg mit nye simkort – som er krympet noget i størrelse ift. de gamle simkort, og derfor ikke kan sættes i andre telefoner. (Wait for it….)

Så langt så godt. (Waaaiiiit…)

Forleden nat fik jeg så en mail, at mit nummer nu var flyttet – yei! – det eneste, jeg skulle gøre, var at aktivere mit nye abonnement ved at tænde og slukke for min telefon. (Waaaiiit…)

Som jeg ikke har fået endnu. (badabuuuum!)

Så snart Anton havde skudt dagen i gang, kastede jeg mig derfor over computeren for at afslutte bestilling af vidunderet, så jeg kunne få den tilsendt, knalde simkortet i, tænde, slukke og formelt eksistere igen.

”Ups. Beklager. Du skal aktivere dit abonnement, før du kan
godkende dit køb.”

What. The. FUCK!?

Trykkede på noget a la ”hvad fanden SÅ?!”, hvortil siden noget kækt foreslog mig at ringe til kundeservice. Havde på det tidspunkt meget lyst til at smide både min computer og min ubrugelig telefon med sit store, fede simkort hårdt ud i haven.

Nå. Gravede en lånetelefon frem, ringede til kundeservice, kom igennem med det samme (#like) og forklarede problemet. Den søde unge mand spurgte imødekommende, om han ”ikke lige skulle sende mig et adaptor simkort?”

”ELLER – og jeg tænker bare højt nu – du kunne sende mig min telefon…?”

”Mumlemumle”

”Undskyld … hvad … ?” ildevarslende-tonefalds-smiley

Ok. Så Apple har da lovet dem hundrede millioner telefoner, og derefter sendt dem 2. Så nu ”krydser vi fingre for, at den kommer engang i næste uge.”

iHate.

Det er sjældent, jeg siger det her. Men ind imellem gider jeg faktisk ikke have ret.

Hurra for Bette A

10

I morgen, søndag, fylder Anton 2 år, og jeg glæder mig så meget, at det nærmest er pinligt til at fejre ham. Jeg har lavet skamløse mængder af mad, pyntet hele huset med flag og købt den grønneste cykel, jeg kunne finde til ham.

Og mens jeg har gået og planlagt og ordnet og fikset, har jeg flere gange tænkt på, hvor stor forskel der er på i år og sidste år.

Sidste år var simpelthen så ambivalent for mig. På den ene side var det smukt og fint at fejre den første fødselsdag, men på den anden side var det svært ikke at gøre status over et år, der havde udviklet sig i en retning, jeg ikke havde set komme, og som på så mange måder også havde været svært.

Sidste år havde vi boet i Esbjerg i 3 måneder, da han havde fødselsdag, den lille. Jeg havde 6 ugers jubilæum som mor på arbejdsmarkedet, og var på ubegribelig kort tid gået fra at være urban single-kvinde, på fornavn
med 40 % af personalet på de århusianske cafeer og kaffesteder, og cykel som foretrukne transportmiddel, til at bo i et rækkehus i udkantsdanmark med bil og stiv kuling som faste livskomponenter.

I år ved jeg, at jeg måske skulle have taget et halvt år mere i Århus. Jeg tror, at det ville have slået den værste glans af billedet af Det Perfekte, Århusianske Liv, hvis jeg havde afsluttet min barsel deroppe og var vendt tilbage til tolkejobbet med masser af transport, skiftende arbejdstider og weekendarbejde, uden bil og familiært netværk i nærheden.

I år ser jeg tilbage på et år, hvor jeg har fået skabt et liv til os hernede, som vi trives i. Trods alt. Jeg har sluttet fred med, at løvstikke og vaniliesirup skal købes, når jeg er i Århus, jeg har opdaget, at de bedste venner hænger ved, og at det er endnu bedre, end jeg havde troet muligt, at have hele familien i nærheden.

I år er det de rigtige ting, der fylder.

Tillykke med dagen, min skat. Du er det bedste, jeg har

<

div class=”separator” style=”clear: both; text-align: center;”>

Ps: Og skulle man være ligeså nostalgisk anlagt som mig, og have lyst til at læse om den dag, han kom til verden, er linket her.

ELLER: Vi kunne alle sammen bare flytte sammen! Yei!

, 19

Da jeg valgte at få Anton alene, havde jeg på forhånd gjort mig mange tanker om, at det ville nulstille livet, som jeg kendte det. At der ville være markant mindre mig, og en del mere os. Jeg havde på forhånd gjort op med mig selv, at selvom jeg, der hvor jeg stod, holdt umådelig meget af mit liv, så havde jeg ikke lyst til at se tilbage som 50-årig og opdage, at passivitet havde betydet, at jeg havde valgt brunch, nattesøvn og træning i stedet for børn.

At man så på ingen måde kan forberede sig på, hvad det vil
sige at få dem, de små krapyl, er en helt anden historie.

Men en af de ting, jeg ikke havde tænkt på inden, jeg fik
ham, var hvor stor betydning det ville få for mine venskaber at få et barn selv. Det kan virke indlysende, når man skriver det, men når man er alenemor, skal han passes HVER gang, jeg skal noget. Både når vi taler om de rent praktiske ting som lægebesøg og frisøraftaler (farvel voksbehandling og massage), men også i forhold til sociale arrangementer som fødselsdage, bryllupper og julefrokoster. Og der er nok her, vilkårene ved at være selvvalgt alenemor adskiller sig fra i hvert fald nogle af de delemødre, jeg kender, hvor det ikke er mit indtryk, at man tænker på sit barn som ”passet”, når han er hos sin far.

Jeg kommer omkring en del af det praktiske ved at bruge feriedage hist og pist, hvor jeg stamper alt, hvad jeg kan slippe afsted med af tandlægetjek og indkøb af vintertøj sammen mellem kl. 8.30 og 14, og afvikler, mens Anton er i vuggestue. Men jeg synes virkelig, at det er svært med de sociale aftaler – for der er mange af dem. Og dem, der holder festen, synes selvfølgelig altid, at netop deres arrangement er det vigtigste – hvilket betyder, at jeg nu, omkring 700 dage efter, at Anton kom til verden, har haft ”jeg er skuffet over, at du vælger mig fra” samtalen flere gange, end jeg har lyst til at tænke på.

Og det stinker, synes jeg. For jeg vil jo helst, at de alle sammen kan mærke, hvor vigtige, de er for mig, og hvor meget, jeg sætter pris på at have dem i mit liv. Men samtidig er og bliver Anton den, som solen står op og går ned for i mit univers, og derfor er det simpelthen ikke en mulighed, at han skal hentes og passes af mormor og morfar og moster og onkel og forskellige barnepiger, både når jeg skal til møde, når jeg har weekendvagt og skal arbejde, og de 3 lørdage i måneden, hvor der er fest og glade dage forskellige steder i Danmark.

Something’s gotta give.

Men hvordan vælger man mellem sine venner? Og hvordan tager man højde for, at der pludselig kommer en invitation, som man ikke KAN sige nej til, hvis man allerede har været af sted 4 gange over de sidste 5 uger?

Jeg kunne godt vælge kun at deltage i de ting, mine tætteste venner holder. Så smuldrer mine relationer til gode bekendte og kolleger. Jeg kunne også prioritere alt, hvad der ligger i Århus; kender jo alligevel ikke mine nye fitnesskolleger, eller de andre tyttebøvsers forældre. Det får jeg bare heller ikke ret meget nyt netværk af. Flere gange hører jeg også, at jeg ”jo bare kan tage Anton med”. Til det er der kun at sige, at det eneste, der kommer ud af det er, at Anton og jeg tuder om kap, når vi kører hjem; ham af frustration over, hvorfor fanden man ikke bare kan få lov at afmontere fladskærme og pille ved vaser/kaffekander/brændeovne i fred, når nu de voksne alligevel bare sidder og snakker, og mig af lige dele frustration over, at jeg ikke får ¾ af samtalen med, fordi jeg er vogter af både mine venners hjem og Antons liv og førlighed, og dårlig samvittighed over, at jeg derfor bliver sur på ham, når det nu er mig, der slæber ham med til noget, der så indlysende er uegnet for mindre børn.

Og som sætter mine behov over hans.

Argh!

Nogle kampe kan man bare ikke vinde.

Jeg siger bare, at det er til en gave

, 12

Den trofaste læser med den gode hukommelse vil huske, at jeg for et år siden tog en dyb indånding og kastede mig ud i at begynde at løbe, selvom jeg altid har haft samme forhold til lige præcis denne gren af sport, som jøderne havde til Hitler. Men når man vil træne 4-6 gange om ugen, og kun når barnet sover, må man bare tørre øjnene og lære at elske det eneste, der gør dét projekt muligt.

Som de grundoptimister I er, flød kommentarfeltet over med lovprisninger af løberiet og løfter om, at jeg før jeg nåede at opdage det, ville have gennemført mit første maraton – og have elsket hver eneste tilbagelagt kilometer.

Jeg har nu løbet i et år. 2-3 gange om ugen. Hver e-n-e-s-t-e uge, i både regn, sne og hedebølge. Jeg hader det stadig. Vil dog sige, at hvis jeg skal skalere mit had, så har jeg bevæget mig fra en stor, rund 10’er og ned på omkring 8. (Så om 4 korte år kommer jeg til at fjedre af sted som en begejstret antilope på ecstasy.)

Det er derfor med hørbar stolthed i stemmen, at jeg kan fortælle, at jeg har slidt mit første par løbesko op.

In your FACE, Løb!

Og nu ved jeg ikke, hvordan I har det, men mit humør stiger altid mærkbart, når jeg må bruge penge. Da jeg købte løbesko sidst, fandt jeg en farlig dyr model, som var på bud, ud fra devisen om, at man er nødt til at have udstyret nogenlunde i orden, hvis projektet ikke skal være dødsdømt på forhånd, men omvendt har man heller ikke brug for at have for 2.000 kr. inaktivt selvhad stående på hylden med de kridhvide snørrebånd jomfrueligt bundet, hvis man ender med at opgive, inden man rigtigt er kommet i gang.

Men nu har jeg ligesom bevist overfor mig selv, at jeg (åbenbart) gør det her (who knew?), så forleden vovede jeg mig ind i Løberen. Havde taget mine gamle løbesko med i den naive tro, at vi på sålens slidmønster kunne udpege de værdige arvtagere.

Åh, hahaHA! Jeg må le.

Nej, der var skam obligatorisk løbetest. Mmm. Lige dér, midt i butikken, hvilket var nogenlunde ligeså lækkert, som når man skal have taget nye pasbilleder, og den sadistiske fotograf har valgt at placere skammelen lige ved siden af kassen. Ved et utrolig sammentræf af heldige omstændigheder havde jeg ovenikøbet fået mine nye strømper på; strømper med prikker, som jeg i forretningen pludselig kom til at tro, at jeg var typen, der kunne slippe af sted med, men som jeg, da jeg igen fik ilt til hjernen, kom i tanke om, SLET ikke er mig, og som får mine fødder til at ligne nogle idioter.

Så der kunne jeg så spurte af sted, med opsmøgede jeans, prikkede strømper og fede, kødfarvede ankler i det ene par sko efter det andet, mens ekspedienten filmede mine ydmygelser, så vi bagefter sammen på 70’’ skærmen kunne nyde synet af ”mine anklers stilling, og HOLD da op, hvor du overpronerer!”

Jeg fik et par nye sko, og ret skal være ret: De er gode. Men næste gang, ik? Der sniger jeg mig altså bare ind og køber dem, jeg synes er pænest.

Lidt Om Chok

5

Måske er det fordi, jeg er i et ualmindeligt ondt lune i dag, men jeg skal godt nok koncentrere mig meget, for ikke at komme til at ringe op til henholdsvis TDC og TV2 og råbe: ”Hold nu kæft!!”

Jeg synes ikke just, at man kan beskylde LOC for falsk varedeklaration. Han ligner det, han er, og det skulle undre mig meget, om ikke, at det var lige præcis den bad-boy attitude, som begge virksomheder helt kom til at savle ved tanken om at få fingrene i. Jeg forestiller mig, at en af marketingcheferne har kaldt det “kant” og brugt minimum 15 minutter på et personalemøde på begejstret at snakke om, hvad det ville tilføre deres produkt.

Og når man flirter med den illusion, så gider jeg simpelthen ikke høre dem tude over, at de får PRÆCIS, hvad de betaler for. Det er lidt, som at blive overrasket over, at en kamphund kan finde på at bide, og hvis de hellere ville have haft historier om heltemodige undsætninger af pindsvin, skulle de have sat deres penge på Anders W. Berthelsen eller Poul Krebs i stedet.

Til gengæld må jeg sige, at jeg er glad for at se, at der trods alt er nogle steder i det offentlige system, hvor skodderne er lukket så tæt, at det samlede, danske pressekorps går befippet på røven, når ingen på forhånd har lækket til dem, at en af de kendte skal i retten.

(Og nu går jeg lige ind på mit værelse, til jeg er blevet god igen.)

Er jeg den eneste, der:

4

  • hver e.n.e.s.t.e gang lille Mgala udtaler ”Børnefonden” hører det som ”Pornofonden”? Upassende? Lidt?

  • synes, at det nye Tina Dickow lyder som et tungt-i-røven suppe-steg-is-arrangement til et sølvbryllup i Nørre Snede?

  • under mig over, at GPS’en er så uvillig til at trække minutter fra det estimerede ankomsttidspunkt, at det nærmest virker nærigt, når den begejstret lægger både 4 og 5 minutter til, fordi man lige skal skifte gear?

  • venter på, at kæmpemennesket Mikkel Hansens stemme går i overgang, så han slipper for at lyde som en af musene fra Askepot?

  • har ledt forgæves efter et link til den artikel, hvori Enhedslisten grinende råber ”Punk’d!” ovenpå deres ’sex mellem søskende’-joke?

Selvmedicinering ftw

14

Er det kun mig, der har det som om, efteråret er en mur af beton, man brager ind i med 200 km i timen? Jeg er så g-e-n-n-e-m-træt, at det føles som om hele min krop er fyldt med flydende beton. Seriøst. Lige nu sidder jeg og kan næsten tude over at jeg skal ud og tømme opvaskemaskinen – ooooorker det ikke, mand. Og det er ikke den slags træthed, der kan soves væk. Det er sådan en underlig ‘mine-knogler-har-80-års-jubilæum’s træthed.

Det hjælper så heller ikke, at jeg er syg hele tiden. Kan I huske de mennesker, der sidste år beroligede mig med, at den første vinter, man har barn i institution, er den værste? De løj. Jeg fanger ALT, hvad Anton slæber med hjem, og kan således prale af at have ondt i halsen for 4. gang denne sæson. Jeg spritter hænder 53 gange i timen, og min lyst til at entrere vuggestuen med albuen som døråbner, iført sterile engangsklæder og mundbind, vokser for hver eneste dag.

Jeg er ellers en dygtig pige. Jeg spiser mine grøntsager, passer min træning og min seng, har tøj nok på, og går ikke ud med vådt hår. (Eller gælder det ikke mere?) Og stadig føler jeg mig som den omvandrende musikvideo til Bøllebobsangen, som jeg har opgivet at komme i tanke om navnet på, men hvor omkvædet går: ”Jeg er træææt. Så grusomt trææææt. Jeg er færdig, jeg har ikke flere kræfter.”

For god ordens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på, at det ikke er fordi, jeg ligger i ske med en depression. Der er masser af ting, jeg glæder mig til, f.eks. Antons fødselsdag og julen, som begge dele bliver skidehyggelige i år, fordi han er stor nok til at begynde at forstå, hvad det drejer sig om, og jeg glæder mig sådan til at forkæle ham skamløst. Jeg er bare. så. træt.

Så.. hvad? Vitaminpiller? Flere aktiviteter og mindre tid i hovedet på mig selv?

Dunno. Men tror lige, at jeg starter lige med at prøve at lægge et glas gløgg på det, se et afsnit af Forbrydelsen og skride i seng.

Load More