I går havde en af mine fb-venner linket til det her klip.
Hvis man er en af dem, der ikke lige får klikket, når man får et link stukket i snuden, kommer her et lynresume: En amerikansk tv-vært har modtaget en mail fra en anonym seer, der starter med at sige, at han/hun ikke ser hendes show, men da vedkommende lige zappede over det forleden, må han/hun reagere ved at spørge, om tv-værten ikke selv synes, at det er et problem, at hun er så fed, når hun nu skal forestille at være rollemodel for andre. Klippet viser værtens svar, hvori hun tager skarpt afstand fra den form for mobning, hun synes, at mailen er et udtryk for, og efterfølgende snakker lidt om forældres ansvar for at lære deres børn en ordentlig adfærd; både IRL og on-line.
Jeg har spekuleret meget over klippet, siden jeg så det i går. For jeg tror ikke, at jeg opfatter brevet som mobning i klassisk forstand. Det er bestemt ligeså grimt og modbydeligt, men for mig er mobning noget, en gruppe udsætter et individ for, og i mange tilfælde handler det om at udelukke individet fra et fællesskab, som personen, i teorien i hvert fald, gerne vil tilhøre. Der findes sikkert andre og bedre definitioner, lavet af mennesker, der ved mere om den slags end mig, men jeg spekulerer bare på, om ikke det her er noget andet; noget, der kræver en anden form for handling at undgå, end klassisk mobning gør?
For jeg synes, at det er til at gå til at snakke med sit barn om, hvordan man er en god ven, hvordan man får andre til at føle, hvis man holder dem uden for eller kalder dem grimme ting. Og her tror jeg, at de fleste af os lige kan starte med at gribe i egen barm, og få slået mute-knappen til, inden vi kalder hende, der tager parkeringspladsen for snuden af os, en fed sæk. Jeg tror, at det er utopisk at nå til et sted, hvor man kun har blomster og fe-støv til overs for sine medmennesker, men en start kunne være at lære børnene, at det ikke er alle tanker, man nødvendigvis skal dele.
Men brevet i videoklippet er noget andet, synes jeg, og noget som man, når man færdes i blogland, ser mere og mere af. Og det er ikke fordi vi behøver at tage diskussionen om, hvad der må skrives af hvem i hhv. blogposter og kommentarfelter, men er brevet ikke mere en del af den trend, hvor mennesker over for andre mennesker, som de aldrig kommer til at stå ansigt til ansigt med, pludselig føler, at de er nødt til at give udtryk for mishag og uenighed, hvis der er noget, de ikke kan lide?
Jeg ved godt, at alt, hvad man lægger til offentligt skue, det være sig digtsamlinger, plader og hjemmesider, er startskuddet til en eller anden form for kommunikation, og at uenighed ikke altid er af det dårlige – men behøver man uopfordret (og keyword her er ‘uopfordret’) at henvende sig til den, der står på scenen sig for at sige, at man ikke kan lide det, vedkommende laver, eller at nu skrider man? For er det reelt ikke det, som brevets afsender i klippet har gjort? Vedkommende starter med at sige, at han/hun ikke ser med – og synes ALLIGEVEL lige, at det er på sin plads at fortælle, hvad der er galt med produktet, før han/hun smutter igen. Og det er ikke mit indtryk, at der er tale om konstruktiv kritik, og at vedkommende (hvor forkasteligt det så end ville være) ville vende tilbage, hvis tv-værten tabte sig 10 kg.
Debat er vigtigt – men ind i mellem kan det måske også være fint nok, at man forholder sig til den helt teoretiske mulighed, at der kunne være nogen derude, der kunne lide noget andet, end man selv kunne, og at det måske derfor var bedre, at man bare listede ligeså stille ud af døren igen, og gik på jagt efter noget, man syntes bedre om? For det er jo for fanden rigtige mennesker, der sidder bag mange af de her ting; rigtige mennesker med rigtige følelser, der ikke nødvendigvis synes det er fedt at få at vide, at ”du ikke er ligeså god, som du plejede at være” eller at ”din gamle frisure var meget pænere til dig, end den der er”. Og som, når bægeret er fuldt, vælger at lukke og slukke, fordi det ikke er nattesøvn og mindreværd værd at underholde andre gratis. Jeg savner f.eks. stadig Marienades blog, som netop blev lukket, fordi det i længden blev for træls at blive svinet til på daglig basis. Og er det på lang sigt det, vi gerne vil Genere folk så meget, at de smider håndklædet i ringen, så der kun er de hårde hunde og provokatørerne tilbage?
Normalt ville jeg sige, at man selv er med til at bestemme tonen i debatten, garbage in – garbage out, men problemet med denne nye type mobning er, at den dels kommer fra fuldstændig fremmede, som ofte er anonyme, og at tonen netop er tilstræbt saglig og neutral. Det er indholdet, der gør ondt ad helvede til.
Og det synes jeg er svært. For det er som om afsenderkommunikationen er hentet fra de situationer, hvor vi NETOP går ind og debatterer, og siger ting, der måske ikke er ubetinget positive og rare at høre; f.eks. når nogen selv beder om feed back på et produkt, de har lavet, eller hvis vi selv har aktier i det, vi diskuterer. Men responskommunikationen, som man normalt bruger i den slags sammenhænge, er bare nytteløs her, og slutresultatet er, at en mail, som den tv-værten modtager bare er 3-dobbelt ubehagelig, fordi man bliver ked af indholdet, man bliver i tvivl om, man er nærtagende og ikke kan tage imod kritik, og man kan ikke svare igen uden at virke som en idiot.
Så jeg tror, at jeg, når den tid kommer, vil bestræbe mig meget på at få Anton til at forstå, at hvis man fortsat gerne vil have meget, og meget forskellig, underholdning at vælge imellem, både i og udenfor computeren, så må man mene, lige præcis hvad man vil – og sige det, når man bliver inviteret til det.
God weekend.
