Jeg ELSKER at blogge
når det resulterer i, at posten ringer på min dør med sådan en pakke her
som indeholder go-to-f*cking-hell –mår spray, sendt af verdens sødeste europcar mand.
Linda
About Linda
Posts by Linda Abildgren:
I næste uge skal jeg:
- Bruge ordet ’task-force’ noget mere. Underordnet, om det bliver på skrift eller verbalt. Det er simpelthen for godt et ord til kun at lade indgå i sætninger, når det kommer snigende forbi af sig selv.
Holde op med at have semierotiske drømme om Snebolden. Han er 12 år og 1.60 høj. Stop så, blev der sagt.
Stoppe med at fryse fast til stolen af øksemorderrædsel, når Anton kigger ud i haven, lyser op i et kæmpesmil og råber: ”Hejhej!” mens han vinker ivrigt. (Alle ved, at de står i haven, og ikke angriber, før man har set dem. Jamen, jeg ved da ikke hvorfor. Det står vel i deres arbejdsbeskrivelse.)
Prøve at huske, at barnet også vinker og råber: ”Hejhej!” til de sidste pastaskruer og majs, når vi steder dem til hvile i skraldespanden.
Minde mig selv om, at vi ikke tror på usynlige ting og spøgelser.
Have markant mere, højere og tættere hæk, så jeg slipper for synet af min store polske nabo, når han slentrer afslappet rundt udenfor i ryghår og tangaer.
Regne ud, hvor man går hen, når iTunes ikke har den sang, man skal leder efter. Har BRUG for Placebo/David Bowies “Without you” Hjælp. Anyone?
Ligge på lur og med bare næver og stor fornøjelse kvæle stalker-måren, der allerede har tandtagget mine nye kabler 8 steder.
Se mere tv, for at fejre, at 1) Medical night er tilbage, og 2) at der lige for tiden er hele to tv-reklamer, jeg kunne se i 1½ time på repeat og stadig være vild med, nemlig Guccis premiere (ELSKER sangen!) og den for Reebokrealflex (det smerter mig at sige det, men totalt baghjul til Nike på den her).
Må I alle få en fantastisk uge derude.
Foreningsdebut
Er det her, man får medaljer, hvis man har husket mor/barn-gymnastik to gange på en uge OG har formået at stille på de rigtige steder? Jamen, så hit med dem, for vi kan stolt svare ja til begge dele.
De fleste af mine læsere ved vist efterhånden, at Anton er et barn med en relativ høj grundspænding, og da der er grænser for, hvor mange gange om ugen, man kan holde ud at piske op af trapperne til den store vandrutchebane i badetøj/forsøge at afholde ham fra at løbe efter biler og hunde/rumme, at barnet er bedre til boldsport end jeg er, har jeg meldt os til gymnastik to gange om ugen. De fleste foreninger hernede kun har et hold om ugen til børn under 2 år, så det betyder, at vi er meldt til i to forskellige foreninger.
I mandags stiftede vi så bekendtskab med den første af dem. Det. Var. Hæsligt. Ud over det sørgelige faktum, at der lugtede lige præcis lige så meget af sure tæer, som jeg synes at kunne huske, var vi omkring 110 mennesker i salen, fordi instruktøren ”ikke rigtig brød sig om at sige nej til nogen.” Det ville fandme ellers være super, hvis hun lige kunne lære at elske det i en fart, for prøv selv at holde styr på en hoppebold på speed, når der er 8 km. kø ved alle redskaber, og man træder på små mennesker, lige meget hvor man sidestepper hen. Og det er dejligt, at vi alle sammen elsker vores børn og gerne vil støtte op om deres fritidsliv, men det er måske lidt overkill at stille 2 forældre, 2 bedsteforældre og en håndfuld søskende pr. barn.
Nej, så var i dag MEGET mere mig. En dejlig fascistoid instruktør, der lige startede med at ridse reglerne op. ”Vi er for mange (vi var 50), der er kun ÉN forælder pr. barn på gulvet, og søskende må ikke deltage.” Fik med det samme lyst til at adoptere hende. Da hun så samtidig viste sig at have en målrettet plan for, hvad vi skulle, blev jeg helt varm og rolig. (Jamen, jeg kan jo ikke slappe af, når vi alle sammen bare dalrer rundt og hygger os bagerst i bussen. Nogen ER jo for fanden nødt til at styre det fordømte køretøj, ikke? Knus Organisatan)
Men for helvede i satan, hvor de larmer, når de leger, sådan nogle børn! Kan godt forstå, at pædagoger gerne vil have mere i løn, og udbetalt deres tillæg i ørepropper, og at ungerne er lidt bimse, når man henter dem i vuggeren.
Anton jernede rundt i 45 minutter, og jeg ville gerne have smidt et billede af supergymnasten op, men på alle dem jeg tog, er han bare en sløret, vandret streg i luften. De sidste 10 minutter løb han i cirkler om sig selv, mens han skiftevis råbte på mere, på kiks og på sut, og til sidst kollapsede han på skødet af mig. Det er aldrig – som i a.l.d.r.i.g – sket før. Udnyttede det groft, og skyndte mig at kysse ham skaldet helt forfra, mens han var for træt til at flygte.
Alt i alt en succes – men mine ører glæder sig stadig til på søndag, hvor jeg kan true hele mit hold til tavshed med løftet om armstrækkere til den næste, der åbner munden.
Bring it
Det er med et vist element af lettelse, at jeg sidder i min sofa og tager afsked med temaugen ”#fail”. Ud over de i sidste indlæg beskrevne udfordringer, nåede vi også over en gang omgangssyge (Anton), en gang øjenbetændelse (mig) og en diva af en kage, der smed sig livstræt hen af gulvet, da jeg tog den ud af ovnen.
Seriøst: Hvor tit taber I kager? Det er svært ikke bare at føle sig en lille smule forfulgt.
Men æres den, som æres bør: Jeg må sige, at weekenden har lagt sig i selen i forsøget på at rette op på det VIRKELIG sløje førstehåndsindtryk, uge 36 ellers har gjort.
Fredag fik jeg besøg fra Århus, af den slags, hvor man faktisk godt måtte drikke vin. Lørdag var der tid til nabokaffe og i dag, søndag, har jeg været i Århus og køre et inspirationskursus for nogle fitnessfolk, som kastede sig over det, jeg havde med, som en flok glade, udsultede løver. Og sørme, om ikke der ovenikøbet var tid til Århuskaffe, inden jeg satte mig i bilen, hvor jeg til min store begejstring fandt et gammelt, uhørt Monte Carlo podcast, da jeg rodede rundt i telefonen efter brugbart lydtapet til køreturen.
Barnet lagde sig til at sove i første forsøg her til aften, jeg havde is i fryseren (imperfektum), og på You Tube er der ubegrænsede mængder af udenlandske X-Faktor auditions, man kan hyggetude til.
Jeg er klar til en ny uge.
Ugen so far i tal
Antal surprise-lukkede motorvejstilkørsler: 1. Til gengæld var det mandag morgen.
Antal gnavere, jeg ønsker permanent udryddede: Verdens samlede bestand. Kom. Vi køber alle sammen en pels.
Antal reservedelsforhandlere ringet til: 7
Antal forhandlere, der lå inde med de kabler, jeg skulle bruge: 1. I Horsens.
Antal eder lukket ud i den forbindelse: 17 af de virkelig kreative.
Antal point på pms-scoren: Udenfor kategori.
Antal forkølelsessår: 1, som heldigvis har været så venligt, at lade mig have den anden halvdel af mit ansigt i fred.
Antal fødselsdage glemt: 1. For helvede da også. Bliver altid så skidedyrt, når man prøver at købe aflad gennem gaven.
Antal hold undervist, hvor alle deltagere var kommet afsted med stenansigtet: 1. Aiiii, hvor det er op af bakke at skabe god stemning, når man er den eneste i rummet, der prøver.
Antal sure mennesker med attitudeproblemer, jeg har mødt siden mandag: 2.947
Antal lammere til den, der i kommentarfeltet påpeger, at man får retur, hvad man sender ud: 2. En på hver overarm.
Antal børnegymnastikhold glemt: Ingen. Havde til gengæld byttet rundt på dem, så vi ikke kom til det, der viste sig at starte i mandags, men til gengæld var helt klar til at starte på det, der i mit hoved startede i dag, men som ude i virkeligheden starter i næste uge. Jeg har i den forbindelse besluttet at glæde mig over, at vi så på næste onsdag kan møde op på skolen, hvor det foregår, og ikke – jeg gentager, Linda, IKKE – i forsamlingshuset.
Jamen, jeg ved det ikke engang selv.
Seriøst: Hvem har set min hjerne og mit gode humør?
Neurotisk? Mig?
Jeg er sådan en, der foretrækker at bruge mine egne ting frem for andres. Jeg tror, at mine omgivelser somme tider mistænker, at det er fordi deres ting ikke er gode nok, eller fordi at noget skal være på en bestemt måde, for at jeg ikke får udslæt og spasmer; det er ikke altid tilfældet. Jeg lider bare af ting-angst.
Ikke sådan at forstå, at jeg ikke laver æselører i mine bøger, eller at jeg ligger på gulvet når jeg taler i telefon, så jeg ikke risikerer at tabe den og smadre fronten, men når man tænker på, at jeg tjener en del af mine penge på at undervise andre i, hvordan de skal bevæge sig, er min motorisk så elendig, at det nærmer sig et kronisk ironisk statement. Og derfor HADER jeg at låne, for jeg VED, at det går galt.
Det er ikke et spørgsmål om, men om hvornår jeg laver et spjæt, der får kjolen til at sprække under den ene arm, eller hænger fast med øret i guderne må vide hvad, så jeg river den ene ørering ud, og den ender i et til lejligheden fremkommet afløb.
Jeg ville ønske, at ovenstående var tænkte eksempler.
Dette indlæg bliver derfor primært skrevet for at bede alle med motordrevne køretøjer om ikke at befinde sig på E20 i østgående retning i morgen mellem kl. 7.30 og 9. Det viser sig nemlig, at gnavere foretrækker Renault kabler frem for andre kabelmærker, og derfor med deprimerende korte intervaller gnaver sig igennem dem, der bor under motorhjelmen på min bil.
Der var engang, hvor jeg synes, at jeg var rimelig rock ’n roll, fordi jeg kunne fylde sprinklervæske på min Clio. Takket være gnaverne, er jeg nu så hard core, at jeg kan mærke, når bilen kører på færre cylindere, end den plejer, og derfor bare lige åbner motorhjelmen og sætter kablerne – som de har fornøjet sig så ihærdigt med, at de er røget af #mutantgnavere – tilbage på plads.
Ja. Det er mig i Coke Zero reklamen.
Men denne gang har de tygget sig så eftertrykkeligt igennem dem, at der er hul ned til alt det, der ikke må være blotlagt, og jeg skal derfor have fat i nogle nye kabler, før batmobilen er på banen igen. I morgen skal jeg tolke på to adresser hinsides offentlig infrastruktur, og kan derfor ikke kravle i sikkerhed i en togkupe, og sådan gik det til, at jeg nu er kørende i mine forældres bil.
Er nærmest katatonisk af rædsel allerede. Kommer til at køre i slæbesporet hele vejen med 30 km/t, mens jeg brøler ud af det åbne vindue: ”HOLD AFSTAND! HOLD NU AFSTAND, FOR HELVEDE!!”
Hvis det da ikke lykkedes mig at få den stjålet i nat.
Hvor lang tid tager det at gå til Kolding?
Men Søren Larsen – er det NEWS?
Indledende advarsel: Jeg har i dette indlæg endnu engang tænkt mig at stirre vredt på de danske medier. Da jeg er helt på det rene med, at min arrigskab over dette emne nærmer sig et korstog, vil jeg have fuld forståelse for, at de af mine læsere, der arbejder i nyhedsbranchen lige smutter over og drikker kaffen hos nogle andre bloggere i dag.
I går kunne jeg læse i to af de største netaviser, at: ”Regeringens forslag om et forbud mod købesex, bliver afvist af et markant flertal af den danske befolkning. Men selvom forslaget mangler danskernes opbakning, så er det vigtigt at få gennemført, mener Socialdemokraterne.”
Hvorfor er det her i avisen? Nej, virkelig – hvorfor? Hvorfor er det vigtigt for mig at vide, at 2/3 af mine landsmænd har en given holdning til det her emne? Er det en slags public service, så jeg lige kan have det i baghovedet i forhold til, hvad jeg kan forvente af respons, når jeg rundsender en mail på min arbejdsplads med min holdning til emnet? Jo, jeg gør sgu da så, for jeg kan jo læse i avisen, at holdninger er lig med nyheder, og det skal mine kolleger bestemt ikke snydes for.
Der er så mange ting galt med det her, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte.
Men jeg synes da, at det ville have været endog RIGTIG fint, hvis avisen havde forholdt sig til, at der blandt de mennesker, der er blevet spurgt, sidder en meget stor aftagergruppe af ydelsen, der spørges til. Tallene, jeg har kunnet finde, varierer meget, men hvis jeg laver et lavt sat gennemsnit, er et forsigtigt bud, at omkring 30 % af de danske mænd har besøgt/besøger prostituerede fra tid til anden.
”Hej. Jeg ringer fra Gallup. Kunne du tænke dig at du fremadrettet kan blive smidt i fængsel, når du besøger Lystige Lise i Havnegade?”
Nej? Nå, det var overraskende.
Eftersom så høj en procentdel af de danske mænd har deres gang hos prostituerede, skal denne gruppe selvfølgelig også udgøre en del af den repræsentative gruppe, der bliver spurgt, men det irritererer mig virkelig meget, at den form for ’nyheder’ bliver slået op, uden at avisen overhovedet forholder sig til problemet i, at man spørger patienterne, om man skal fyre lægerne.
Og med al respekt for mine medborgere: Hvor meget ved vi gennemsnitsdanskere reelt om menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af prostitution? Der lader til at være lige så mange meninger om det her, som der er mennesker derude, spændende lige fra, at forbud mod købesex vil få det til at forsvinde, til at resultatet vil være en stigning i antallet af voldtægter – men, hånden på hjertet, hvor mange har sat sig ned og læst så meget som en halv side af en undersøgelse lavet af fagfolk om emnet? At mange synes, at noget er en god ide, udgør lange afsnit i historiebøgerne under nogle ret kedelige overskrifter, og vi må vel formode, at de mennesker, vi i demokratiets navn sætter til at lave reglerne, har noget uddannelse og noget erfaring i, hvem man spørger om hvad, hvis man gerne vil være klogere på et givent emne?
Ellers kunne vi jo ligeså godt hive kuglestødere folk ind fra gaden og sætte dem til at styre butikken.
Nå. Jeg er færdig nu, så hvis I vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og lede efter nogen, jeg kan fortælle, hvad jeg mener om skattesagen.
Top 5 over, hvorfor min weekend har været fantastisk.
1) Det er blevet efterår. ENDELIG!! Slut med alle ”Vi må jo
ikke klage, nu den er her, varmen”-kommentarerne, for jo. Det må vi faktisk
godt. Hvis vi er lyshårede, blåøjede, lidt tykke og har uldsofaer og børn, der
leder efter undskyldninger for ikke at sove, så må vi godt.
2) Jeg tror måske, at jeg er blevet rodet ind i noget
netværksnoget for folk, der er flyttet til Esbjerg. Og det bliver et kæmpe ja
tak herfra, for de indfødte hernede er godt nok svære at komme ind på livet af –
også selvom man kan fremvise gyldigt indfødselsbevis. Begrebet ”selvvalgt enlig
mor” lader til at blive opfattet som en storbyomskrivning af ufrivilligt at have født et barn uden for ægteskab, og jeg er skæv i alle
grupperne hernede: Mine jævnaldrene har 3 store børn og et hus, de går og
bygger om på, og førstegangsmødrene er i starten af 20’erne. Men hvis hende,
jeg drak kaffe med i dag er bare nogenlunde repræsentativ for de andre
medlemmer i gruppen, tegner det godt, og der er udsigt til både gode
diskussioner og grin. Tak til dig, Maren, for venligt, men bestemt at tvinge hende over
på min blog.
netværksnoget for folk, der er flyttet til Esbjerg. Og det bliver et kæmpe ja
tak herfra, for de indfødte hernede er godt nok svære at komme ind på livet af –
også selvom man kan fremvise gyldigt indfødselsbevis. Begrebet ”selvvalgt enlig
mor” lader til at blive opfattet som en storbyomskrivning af ufrivilligt at have født et barn uden for ægteskab, og jeg er skæv i alle
grupperne hernede: Mine jævnaldrene har 3 store børn og et hus, de går og
bygger om på, og førstegangsmødrene er i starten af 20’erne. Men hvis hende,
jeg drak kaffe med i dag er bare nogenlunde repræsentativ for de andre
medlemmer i gruppen, tegner det godt, og der er udsigt til både gode
diskussioner og grin. Tak til dig, Maren, for venligt, men bestemt at tvinge hende over
på min blog.
3) Anton har udviklet humor – måske som modvægt til sin
mørkeangst, som han udklækkede fredag nat kl. 00.30 sharp. (Venligst skrid
igen, tak.) Da vi i dag for 7. gang på en uge kørte forbi marken med køer, og
jeg for 7. gang spurgte: ”Hvad siger koen?” i tryg forvisning om, at den for 7.
dag i træk ville sige: ”Muh!” kiggede han på mig og svarede uden at blinke: ”Bøh!”
Hvorefter han flækkede af grin over sig selv. Han er fuldstændig uovertruffen, og
jeg var ved at køre i grøften over at skulle grine, highfive og knuse ham på en
gang.
4) Jeg har fulgt en af mine læseres anbefalinger og købt ”We
need to talk about Kevin” og har samtidig på magisk vis ramt en af de tidslommer,
hvor man er godt med med alt det praktiske, og derfor kan bruge al Antons sovetid
på at læse. Den er GOD!
need to talk about Kevin” og har samtidig på magisk vis ramt en af de tidslommer,
hvor man er godt med med alt det praktiske, og derfor kan bruge al Antons sovetid
på at læse. Den er GOD!
5) Jeg har fundet ud af, hvordan man kan bruge Instagram til
at stalke sine venner med. Når de er uforsigtige nok til at poste billeder med #vesterhavet
under, så er det næste der sker, at jeg laver en ”Heeeeere’s
Johnny!!” på glasdøren i sommerhuset. Muhahahaha!
Når jeg bli’r gammel.
Er vi enige om, at de der ’man’ snakker meget om, at konkurrencen mellem de unge i dag er frygtelig hård? Ja? Godt. For jeg kan ikke
lige nå at bruge en time på at finde en kilde, og jeg ved ikke, hvordan jeg
ellers skal starte det her indlæg.
Baseret på min egen, personlige antropologiske undersøgelse,
hvor 6 forskellige fitnesscentre udgør studiefeltet, må jeg sige, at det godt kan være, at konkurrencen er hård blandt de unge, men it better be, for ellers
kommer de aldrig til at stå distancen, når de bliver gamle.
hvor 6 forskellige fitnesscentre udgør studiefeltet, må jeg sige, at det godt kan være, at konkurrencen er hård blandt de unge, men it better be, for ellers
kommer de aldrig til at stå distancen, når de bliver gamle.
Hold. Nu. Kæft.
Jeg har i tidens løb været omkring et par rimeligt seriøse
sportsfolk eller 3, men jeg har aldrig blandt dem oplevet den indædte
konkurrencementalitet, jeg ser og hører hos de gamle.
sportsfolk eller 3, men jeg har aldrig blandt dem oplevet den indædte
konkurrencementalitet, jeg ser og hører hos de gamle.
”Nåååå! Snyder man i dag..?” brølet fra cykelstativerne til
hende i bil i det tonefald, der lader som om det er kærligt drillende, men som i
virkeligheden er hånligt. ”Hva søren!? Der har vi jo månedens gæst!” lyder det
højt og frydefuldt tværs igennem cafeområdet, når Ilse kommer snigende med sin
taske og forsøger at slippe uset forbi Svend-Åges årvågne blik. (Formodes de
ikke at have alle mulige farver stær, der skulle svække synet i den alder? Ikke her. Her er
der udelukkende kaskader af alfa-, beta- og gammastråler, der får det HELE med).
Når de står i omklædningen, laver de noget, der for udenforstående kunne ligne
small talk, men hvis man lytter – og det gør man – – skamløst – så er det én
lang opregning af egen indsats og et forsvar, der primært består af sygdomme. De
træner dobbelthold, hvor de mellem timerne nærmest rituelt skal ud i tasken
efter en proteinbar, så de kan hilse på ALLE, de møder med: ”Nå, man møder nok til
direktørtid i dag hahaha” *spørgmighvorlængejegharværether spørgmighvorlængejegharværether*
Og når synet nu er så godt, som det er, har jeg en mistanke
om, at det ikke er pga. svigtende hørelse, at alle meritter skal udblæses ved
200 db.
om, at det ikke er pga. svigtende hørelse, at alle meritter skal udblæses ved
200 db.
Det kan godt ske, at det er det samme til banko og stavgang,
og et eller andet sted, er det jo også en slags fællesskab. Under alle omstændigheder er det vel langt at foretrække, fremfor at de sidder ensomme derhjemme. Og selvom de for
mig er én stor klynge af blanke isser og snehvide pudderkrøller, er der sikkert
også undergrupperinger i dén forsamling.
Det slår mig lige, at der måske er lige så mange intriger i
seniorcity, som i de kredse jeg selv kender til. Har man også affærer som
73-årig? Ej. Har man? De knalder i hvert fald ikke i solarierne og spabadet.
(Blev der sagt!!)
seniorcity, som i de kredse jeg selv kender til. Har man også affærer som
73-årig? Ej. Har man? De knalder i hvert fald ikke i solarierne og spabadet.
(Blev der sagt!!)
Nå, det var et sidespring (hvis I forstår sår’n lille en..).
Men jeg tror, at det er godt at vi har arenaer som instagram og facebook at
varme op på, for alle vores billeder af spinatshakes (#aftensmad #skinnyme) og
løbesko (#Ifuckingdidit!) er for småting at regne sammenlignet med índsatsen til den store
finale.
Sgu da godt, at vi til den tid i det mindste ikke har et
arbejde, vi skal passe ved siden af.
arbejde, vi skal passe ved siden af.
Holdånd.
Da jeg startede som instruktør, valgte jeg at undervise 2 år
i en forening. Dels fordi det forekom som en udmærket ide at få slebet de
værste fuckups af, inden jeg blev smidt for løverne et sted, hvor folk betaler
det samme for en måneds træning, som man betaler for et år i en forening, og
dels fordi idrætsforeninger har en ret fordelagtig uddannelsesordning, som
betyder, at man, når man underviser der, får sin temmelig dyre
instruktøruddannelse betalt.
Det bedste ved foreninger er medlemmerne. Vurderet ud fra min
sparsomme erfaring, er de utrolig søde og tålmodige mennesker, der ikke bliver
sure, hvis man træner sin venstre bicep 7 minutter, mens den højre må nøjes med
2. Så længe man bare giver lidt af sig selv er de glade, og da jeg ikke kan
være i rum med nogen som helst i 20 sekunder uden at foie gras-fodre dem med min
personlighed, var det en ret fordelagtig aftale for alle parter.
sparsomme erfaring, er de utrolig søde og tålmodige mennesker, der ikke bliver
sure, hvis man træner sin venstre bicep 7 minutter, mens den højre må nøjes med
2. Så længe man bare giver lidt af sig selv er de glade, og da jeg ikke kan
være i rum med nogen som helst i 20 sekunder uden at foie gras-fodre dem med min
personlighed, var det en ret fordelagtig aftale for alle parter.
Problemet var bare, at jeg, da jeg begyndte at undervise i
foreningen, selv havde trænet i fitnesscenter i 6 år. Hvilket bringer mig til
det værste ved foreninger som er kolde brusere, ildelugtende omklædningsrum, hvor
mændene bruger dameomklædningen om onsdagen med alle de forviklinger og røde
kinder det afstedkommer, fastlagte træningstidspunkter og ”Lukket pga.
terminsprøve/ferie/eksamen”.
Og så er vi gået let hen over ghettoblastere kontra anlæg
samt manglede saunaer, hårtørrere og headsets.
samt manglede saunaer, hårtørrere og headsets.
Jeg ved godt, at det er et spørgsmål om prioritering og om,
hvad man kommer efter; i træningssammenhæng er jeg bare altid kommet for at få
mere målrettede tæsk, end jeg har oplevet at kunne få i en forening.
Men nu er det så, at jeg synes, at Anton er blevet gammel
nok til at blive introduceret til træningslivets glæder. Og hvor gerne jeg end
ville udstyre ham med hans eget lille fitnessdk-medlemskort, så må jeg desværre
nok æde, at chefen – min meget insisterende spørgen til trods – holder fast i,
at målgruppen ”19 måneder +” er for smal til at finde vej til holdplanen.
nok til at blive introduceret til træningslivets glæder. Og hvor gerne jeg end
ville udstyre ham med hans eget lille fitnessdk-medlemskort, så må jeg desværre
nok æde, at chefen – min meget insisterende spørgen til trods – holder fast i,
at målgruppen ”19 måneder +” er for smal til at finde vej til holdplanen.
Så vi skal i forening, Anton og jeg.
Holdene starter i uge 36, hvilket giver mig 14 dage til at:
* Finde en måde at lade være med at have en mening om
instruktørens musikforståelse, lugten af sure tæer og de andre deltageres
teknik. (Ja, ’de andres’. Antons vil naturligvis være perfekt fra starten.) For
som skrevet ovenfor er det bedste ved foreninger medlemmerne. Som så nu
omfatter mig.
* Myrde og begrave min personlighed (Se ovenstående).
* Glæde mig over, at rygtet om, at jeg bliver FULD-stændig
udtryksløs i ansigtet, når jeg forsøger at skjule, hvad jeg i virkeligheden
tænker, ikke er nået til Esbjerg.
udtryksløs i ansigtet, når jeg forsøger at skjule, hvad jeg i virkeligheden
tænker, ikke er nået til Esbjerg.
* Vænne mig til tanken om at året – undskyld sæsonen –
munder ud i en opvisning, hvor mine forældre (ja, SELVFØLGELIG trækker jeg dem
med mig i faldet) og jeg skal sidde på voldlakerede træbomme en hel lørdag
eftermiddag og klappe af børn, der slår koldebøtter.
* Vænne mig til tanken om, at jeg bliver den til hele opvisningen,
der tuder mest over, hvor stor og dygtig min lille unge er blevet. (Hvornår
blev man sådan??)
der tuder mest over, hvor stor og dygtig min lille unge er blevet. (Hvornår
blev man sådan??)
* Forlige mig med tanken om, at jeg åbenbart indeni er det
kvindelige sidestykke til de overvægtige fodboldfædre ved navn Preben, der
venligt, men bestemt bliver fulgt langt væk fra foldboldbanen.
Kæft, hvor bliver jeg fed at have siddende i den sal.