Ville også være død af forbløffelse, hvis den bare var gået glat igennem i første forsøg

Der er ting her i livet, som jeg på forhånd VED bliver besværlige, og som jeg derfor forsøger at undgå helt, eller – hvis det ikke kan lade sig gøre – at skubbe så længe som overhovedet muligt. I denne kategori falder f.eks. skift af energiselskaber (jeg bliver lige imponeret hver gang jeg ser der de der kWh-facere. DE er optimister. Er der nogen, der på stående fod aner, hvad de giver for en kilowatt-time? Og som har lyst til at stoppe op på banegården på vej hjem fra arbejde og sludre en halv times tid om dette ubegribeligt kedelige emne? Og som ikke er bare en lille smule bange for at komme til at rode rundt i alt det der vand/el/varme og hvad kommer hvorfra?) forsikringsselskaber, internetudbydere og teleselskaber.

Oh yes. Teleskaber. Lad os zoome ind på dem.

I alle mine år i Århus har jeg haft Sonofon/Telenor og været udmærket tilfreds med det, men i udkantsdanmark lader de en del tilbage at ønske. Jeg har en formodning om, at den nærmeste mast befinder sig i Odenseområdet, og det er lidt irriterende, at jeg kun kan tale i telefon, hvis jeg sidder, stiv som en pind for at gøre mig højere, i min sofa og med mit kropssprog forsøger at tvinge signalet til at blive hængende.

Så jeg spurgte, den vestjyske gren af fb svarede, og derfor valgte jeg, da jeg for 5 uger siden bestilte en iPhone 5 (oooooh, but I did, muhahaha!) at skifte til Telmore.

Jeg skal prøve at gøre det her kort. Men, for satan, altså.

I forbindelse med bestillingen lærte jeg, at jeg først kunne få lov at købe telefonen, når jeg havde fået mit abonnement flyttet over til Telmore, da prisen på telefonen forudsatte, at jeg var kunde hos dem. Hvilket jo er fair nok. Heldigvis for mig, er Telmore sådan et selskab, der har en boks, man kan vinge af, så de bare fikser al den usexede flytten rundt, og et par dage efter bestillingen, modtog jeg mit nye simkort – som er krympet noget i størrelse ift. de gamle simkort, og derfor ikke kan sættes i andre telefoner. (Wait for it….)

Så langt så godt. (Waaaiiiit…)

Forleden nat fik jeg så en mail, at mit nummer nu var flyttet – yei! – det eneste, jeg skulle gøre, var at aktivere mit nye abonnement ved at tænde og slukke for min telefon. (Waaaiiit…)

Som jeg ikke har fået endnu. (badabuuuum!)

Så snart Anton havde skudt dagen i gang, kastede jeg mig derfor over computeren for at afslutte bestilling af vidunderet, så jeg kunne få den tilsendt, knalde simkortet i, tænde, slukke og formelt eksistere igen.

”Ups. Beklager. Du skal aktivere dit abonnement, før du kan
godkende dit køb.”

What. The. FUCK!?

Trykkede på noget a la ”hvad fanden SÅ?!”, hvortil siden noget kækt foreslog mig at ringe til kundeservice. Havde på det tidspunkt meget lyst til at smide både min computer og min ubrugelig telefon med sit store, fede simkort hårdt ud i haven.

Nå. Gravede en lånetelefon frem, ringede til kundeservice, kom igennem med det samme (#like) og forklarede problemet. Den søde unge mand spurgte imødekommende, om han ”ikke lige skulle sende mig et adaptor simkort?”

”ELLER – og jeg tænker bare højt nu – du kunne sende mig min telefon…?”

”Mumlemumle”

”Undskyld … hvad … ?” ildevarslende-tonefalds-smiley

Ok. Så Apple har da lovet dem hundrede millioner telefoner, og derefter sendt dem 2. Så nu ”krydser vi fingre for, at den kommer engang i næste uge.”

iHate.

Det er sjældent, jeg siger det her. Men ind imellem gider jeg faktisk ikke have ret.