Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Den omvendte Nike

28

Om blogs, bloggere og læsere. Advarsel: Lidt Meget langt.

Ovre ved Sneglcille bliver der debatteret ivrigt i kommentarfeltet for tiden; det hele udspringer af et sponsoreret indlæg, hun har lavet, og nogle læserreaktioner herpå.

Debatten er ikke ny. I de 4 år jeg har blogget, tror jeg, at dette emne har været oppe og vende en håndfuld gange, typisk med ”kan man ikke lide lugten” argumentet på den ene side, og ”man skal ikke offentliggøre noget, hvis man ikke kan tåle kritik på det” på den anden.

Som sådan har debatten ikke noget med mig at gøre; Sneglcille er en velformulerende og intelligent kvinde, der er fuldt ud i stand til selv at tage vare på sin egen integritet. Når jeg alligevel blander mig, er det fordi jeg synes, at noget har ændret sig over de sidste par år i blogland. Oftere og oftere støder jeg på kommentarer om, hvad man som læser synes, man har krav på at kunne forvente af både blog og blogger hos den, man følger – men jeg synes faktisk, at det kunne være interessant at se på, om vi som bloggere måske også kunne tillade os at forvente noget af vores læsere?

Og vent lige med at gå amok, til I har læst færdigt, ikke?

Lortemor lavede for nyligt et indlæg, der handlede om gaver, der i forbindelse med et velgørenhedsarrangement, var blevet givet til de store bloggere. Indlægget handlede om, hvor meget man som blogger kan tillade sig at tage imod, og hvor og hvordan man skal gøre opmærksom på det. I kommentarfeltet under, var der bl.a. en kvinde, der skrev, at ”Inden for (god) journalistik er det ganske enkelt forbudt at modtage gaver. For så snart der er andet end ren og skær objektiv vurdering af et produkt på spil, bliver det utroværdigt. Og utroværdige skriverier kan ingen bruge til noget (andet end skribenten selv, der har fået en gave ud af det). Så ja, jeg synes bestemt også, der er god grund til at have dårlig smag i munden …”

Her vil jeg gerne lige sige noget. For hvis jeg ikke tager meget fejl, får de fleste journalister løn for det de laver. Derfor kan man godt argumentere for, at man kan tillade sig at stille nogle krav til deres arbejde, fordi man i sidste ende er med til at betale deres løn, hvis man køber den avis, de skriver i. En blogger gør det gratis. Flere af os betaler penge for vores hjemmesider, og mange af mine bloggerfrænder lever faktisk af at skrive, så i deres tilfælde er det et stykke håndværk, de forærer væk, fordi de har lyst.

Når jeg alligevel ikke helt synes, at vi kan bruge argumentet om, at man bare kan skride, hvis man ikke kan lide det man læser, er det fordi, vi jo for fanden ikke ville blogge, hvis der ikke var nogen, der læste det. End of story.

Og det er fantastisk, når nogle gider besvære sig med at kommentere på det, man skriver. Modsat hvad nogle tror, så betyder det ikke så meget, om læserne er enige eller uenige, når de kommenterer, for 90 % holder en fin og sober tone, og uenigheden giver fine indspark til debatten.

Der hvor jeg står af er, når læserne – uopfordret – skriver syrlige ting som: ”Du var meget bedre før” eller ”Her er jo kun sponsorerede indlæg – går der ikke lige rigeligt tv-shop i den?” og ”Jeg gider ikke alle de reklamer, så du har lige mistet en læser.”

Jamen… Nå? Hvad skal den kommentar? Seriøst? Andet end at gøre bloggeren ked af det og usikker? (Og hurra for de 5, der er skideligeglade. More power to you.)

Hvis vi skal tage den med de sponsorerede indlæg først: I langt de fleste tilfælde gør folk opmærksomme på det, hvis de har fået noget for at omtale et produkt, hvilket vi er helt enige om, er det mest reelle, men hvis ikke, er det jo også tilladt som forbruger at være lidt kritisk.

Ligesom jeg ikke tror, at nogen opfattede det som tilfældigt, da alle skuespillerne i den der sindssygt kedelige, hvide film, der foregik på en ø, var stoppet ned i et par pumasko, så ville det også være ok at nære en sund skepsis til det objektive i et indlæg, der indeholder fuldt produktnavn og link.

Jeg tror, at en stor del af problemet er, at forretningsverdenen ikke helt ved, hvad de skal stille op med os. De kan på den ene side godt se, at vi rammer meget målgruppespecifikt, men hvor mange vi rammer, og hvor stor effekt det har, ved de alligevel ikke så præcist, at de betragter os som ”rigtige” markedsføringskanaler. Derfor bliver vi sjældent tilbudt penge for at skrive; det bliver sådan lidt en mellemløsning, hvor de med produkter sikrer sig omtale, men ikke belaster markedsføringsbudgettet. Hvilket betyder, at vi som bloggere aldrig vil kunne komme til at leve af at blogge, og lave hele setup’et baseret på det, med indlagt take-it or leave it til læserne.

Og hvis man som læser føler sig krænket over, at der er sponsorerede indlæg på en blog, så vil jeg bare lige sige: I skulle vide, hvor mange vi – på grund af jer – springer over. Hoppede jeg lige op på korset der? Måske, men det er sandheden. Hvis det var fuldstændig konsekvensfrit at lave sponsorerede indlæg, lavede vi da 98 % af dem, vi fik tilbudt, og highfivede hinanden, mens vi væltede os i gratis mobilcovers, solbriller, teaterbilletter, sengetøj, gavekort til onlineshopping, betalte middage osv.

Så når vi siger nej til de ting, handler det da dybest set om, at vi godt ved, at vi taber jer, hvis vi læsser det hele på bloggen.
Trine definerede i aftes meget fint, hvornår hun fremover vil blogge: ”Der skal give mening for dig eller mig” og det er måske det, jeg ville ønske, at *alle* læsere ville være bedre til at huske; at selvom vi for det meste er gøglere, der skriver for at underholde, så må og skal det være i orden, når vi engang imellem vælger at skrive for at høste konkrete fordele af det selv.

Den anden del af de kritiske kommentarer er dem, der går på, at man ikke er så skarp og fed, som man var engang. Til det vil jeg sige: Blogland er lidt som en folkeskole med forskellige årgange. Man har mest at gøre med dem på sin egen årgang, og os i 4. klasse kender ikke nødvendigvis dem i 1. klasse så godt. Jeg kan se hos dem, jeg har fulgtes med fra starten – ingen nævnt, ingen glemt – at vi har flyttet os i livet, og det påvirker selvfølgelig vores respektive blogge. De fleste af os startede med at blogge, enten fordi noget var svært, eller fordi vi havde mange historier, vi gerne ville fortælle, men i takt med, at historierne bliver fortalt, vil mængden af egnet blogstof naturligt blive mindre, og hvis man havde det ad helvede til, da man startede, har man forhåbentlig, 4 år senere, fået det bedre. Og det er svært at skrive dybtfølte indlæg om at have det godt, og om en hverdag, der primært består i at tage stilling til, om man skal købe fin- eller grovvalsede havregryn.

Man kan se det samme i musikbranchen. De første par plader fra bands er ofte de bedste, fordi der er en masse opsparet materiale, der bare står og tripper for at blive sluppet løs, men når det er sat fri, begynder det at blive svært at holde niveauet, for der er, for de flestes vedkommende, heldigvis ikke en konstant strøm af drama i livet, der bare venter på at blive omsat til kunst. Og gentagelser er ikke sjove for nogen.

(Hvis man er i tvivl om, hvad jeg mener, kan man lige bruge en eftermiddag på at gennemgå Madonnas musikkatalog i kronologisk rækkefølge.)

Så selvfølgelig ændrer blogge sig sammen med deres bagmænd, så når man får at vide, at bloggen stinker, er det svært ikke at tage personligt, fordi den er en direkte afspejling af, hvor du har flyttet dig hen som menneske.

Og uanset hvordan man argumenterer for det som læser, så synes jeg ikke, at det er i orden. Heller ikke selvom man skriver, at ”Jeg har rost dig – så vil jeg også have lov at rise dig.” Ros er rigtig dejligt, men jeg tror, at de fleste af os gerne ville være den foruden, hvis vi på forhånd blev gjort opmærksomme på, at den kom med et prismærke hængende om halsen.

Så hvis jeg skal sammenfatte min holdning kort, kan det koges ned til: Uenighed i et beskrevet emne: Ja tak. Kritik af blogger for indhold/personlighed: Pænt nej tak, med mindre vi selv beder specifikt om det, ved f.eks. at spørge: ”Er der nogen, der har et bud på, hvorfor jeg har mistet 50 læsere på en uge?”

Hvis man synes, at det er svært at skelne, kan man lave følgende lakmusprøve: Ville jeg gå hen og prikke dig på skulderen, hvis jeg mødte dig på strøget og, helt ud af det blå, sige det, jeg nu har tænkt mig at skrive? Hvis nej: Just don’t do it.

Er vi stadig gode venner?

Indebrændt? Mig?

5

Nå, men jeg har ramt en af de perioder, hvor det er som om tilværelsen ikke gider samarbejde, og hvor tyngdeloven har måtte vige pladsen for Murphys lov. Irritationsmomenterne ankommer flokvis, og udviser samme tilbageholdenhed som pensionisterne i Netto, når Kasse 2 åbner, og jeg er ved at gå amok over det.

Forstå mig ret; der er tale om I-landsproblemer (er man meget skadet, når man først under korrekturlæsning opdager, at man har skrevet iLandsproblemer? #EtÆbleOmDagen), som ville fordampe på et øjeblik, hvis Et Virkeligt Problem manifesterede sig, men på en underlig bagvendt måde, bidrager det bare til selvhadet og det generelle frustrationsniveau, fordi jeg, udover at knalde hovedet mod mentale mure 24 gange i døgnet, også godt selv ved, at jeg er latterlig.

Den trofaste læser vil vide, at jeg tackler sårbarhed og svære perioder med raseri og rigelige mængder af kontrol og jeg har derfor kastet mig over Mapperne. Ja. Mapperne. Dem med stort M. Som indeholder alt det, der er så kedeligt, at man næsten begynder at græde ved tanken.

Jeg har bestilt tjek af mine forsikringer (hvor jeg havde den lidt mærkelige oplevelse at tænke ”Fuck, hvor billigt!” da jeg gennemlæste papirerne), jeg har bestilt møde med min bankmand, jeg har undersøgt alt, hvad der findes af vejhjælp, og sikret mig, at min er den billigste, jeg er gået to pakkestørrelser ned i tv, jeg har 4 svedende bilforhandlere i gang med at præcisere deres tilbud, jeg har tjekket op på vores dækningsgrad i sygesikring danmark, og jeg har ringet til forsyningsvirksomhederne for at spørge, hvorfor der står ”Udhus” på min regning. (Det kunne jo have været noget regeringsbestemt klassificering af en bestemt type huse i udkantsdanmark.)

Jeg har også sagt et samarbejde op, som længe har irriteret mig, og jeg er ved at undersøge, om jeg skal være sådan en, der går til cross fit. Rigtig cross fit. På den beskidte måde, i nedlagte fabrikslokaler på havnen. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af det, og om jeg er stærk nok, men det lyder som om, det er en ok fornuftig måde at tæve raseriet ud af systemet på.

Skal vi aftale, at jeg lige vender tilbage, når jeg er blevet i lidt bedre humør?

Ok. Så sagde vi det.

Hvad 2013 har lært mig, part 1:

10

* At blive voksen betyder, at man ikke længere får lov at vælge imellem løsninger, der er rigtige eller forkerte. Alle løsningsmodeller kommer nu med et uvelkomment appendix af alvorstunge konsekvenser, og man må bare efter bedste evne forsøge at gætte på, hvilke ulemper, man bedst kan leve med.

* Jeg kan bedre lide IG end FB. (“Blogsbjerg”, hvis du har lyst til at kigge forbi til kaffe.) (I know. Opfindsomheden er uendelig) Folk er sjovere. Og inviterer mig mindre til candy crush, diamonddash og at prøve fødselsdage (STOP så!!)

* Det tager under ½ kop kaffe at vænne sig til smagen af fløde. Derefter er det ligesom at forsøge at erstatte heroin med Red Bull, når man prøver at gå tilbage til minimælk.

* Der er tilsyneladende ingen nedre grænse for, hvor dårligt tv, jeg kan tude til. I aftes var jeg helt ødelagt over, at Eric afstødte Pam. Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, skal du klappe dig selv på skulderen og takke dine forældre og forsynet for at have udstyret dig med stil og god smag.

* Listen over tjenestefolk, jeg har tænkt mig at ansætte, når jeg bliver rig, omfatter nu også (foruden rengøringsdame med speciale i badeværelser #had og en stylist, der skal finde jeans og festkjoler til mig (jamen, jeg ved PRÆCIS, hvad jeg gerne vil have. Det finde bare ikke.) (Vent. Måske man skulle gå efter en skrædder i stedet?)) en bilentusiast m/k. Tiden nærmer sig for syn og nye vinterdæk på den gamle, og det kan simpelthen ikke betale sig, så jeg skal have en ny, og det interesserer mig så lidt, at jeg bliver helt tom inde i hovedet ved tanken. Det eneste krav, jeg står ufravigeligt fast på er, at den hellere må være uden hjul end uden aircon. Bil, køb dig selv.

* At man faktisk bare kan vælge at gå sin vej, når man synes, at andre bliver ALT FOR MEGET, ESBEN!! Tænk, at jeg skulle blive 36, før jeg fandt ud af, at man ikke bare behøver at blive stående midt i en shitstorm af nid og drama. Who knew?

* At jeg engang imellem kommer til at grine af det Morten Messerschmidt siger, hvis jeg ikke passer på, og her tænker jeg desværre ikke bare på hans politiske udtalelser. (Det er næsten FOR passende, at han er tysk på efternavnet.) Det giver mig lyst til at gå i bad og skrubbe mig med stålbørste og salmiakspiritus. Jeg ser meget gerne, at vi får en lov imod at være sjov, hvis man står for fuldstændigt urimelige ting.

* At de der kalenderapps er ret smarte… Firstmover, I know. Jamen, jeg kan godt lide papir! Og fornemmelsen af at kunne bladre og have overblik. Og åååh! – min fornøjelse over at strege ud med en kuglepen, efterhånden som jeg bevæger mig igennem min to-doliste, er næsten pervers. Somme tider tilføjer jeg punkter som ”skrive indkøbsseddel” og ”pakke træningstøj” bare for at kunne føle fryden over at være effektiv, når jeg kradser dem over. Så. Jeg har værget mig ved det, jeg har slæbt rundt på min lærredsindbundne Ordnung & Reda-kalender år efter år efter år (- sgu da garanteret derfor jeg har fået tennisalbue), og hvinet fortvivlet, når jeg spildte kaffe i den, så jeg ikke kunne se, hvornår jeg havde lovet at afløse Jesper. Men NEJ, hvor er det smart at have den i telefonen. Jeg er nærmest forelsket. Godt opfundet, … Steve..?

Blogpost om ingenting, mad og vampyrer

3

Holy mo. Der sker absolut ingenting i mit liv lige nu. Det føles, som om jeg cirkulerer mellem 3 faste punkter, der hedder ”opvaskemaskine” (hvem *bruger* alt det service!?) ”vaskemaskine” (- og tøj!?) og ”minimér mulighederne for, at Anton kan komme galt af sted i denne situation”. Det holder mig beskæftiget, men er ikke just råmateriale til en Pulitzer.

Andre ville måske af kedsomhed have anskaffet sig en hund, eller en meget opmærksomhedskrævende plante. Jeg har valgt at få mig en tennisalbue, hvilket irriterer mig så meget, at jeg bliver helt tør i munden af det. Heldigvis har jeg fundet Robert, som er på den gode side af 2 meter, og som kan udrette mirakler med mit hypermobile skrog. OG som har sort bælte i akupunktur, Allah akbar, så kombinationen af de to ting, og mig, der stirrer rasende på mit stikkerled 17 gange i timen, skulle nok få det lille svin til at fortrække i en fart.

Jeg er også gået i gang med at eksperimentere lidt med LCHF-måden at spise på. Skulle man have misset, hvad det er, er det færre kulhydrater og mere fedt. Da jeg har været bange for piskefløde siden 1985, er det relativt grænseoverskridende at give den fuld gas med fedt i alle afskygninger, men jeg må give mig og indrømme, at jeg har det bedre. Som i: Meget bedre. Jeg sover bedre, og har for første gang i mit liv fornøjelsen af et stabilt blodsukker. Helt lavpraktisk er det også væsentlig nemmere at spise 3 gange om dagen, end de 6, jeg gjorde før. Jeg har stadig lidt begynderudfordringer, om fx at min vægt kan svinge med 2 kilo på et par dage, og der skal jeg liiige bekæmpe panikken, og holde fast i fornuften (et kilo er ca. 9000 ekstra kcal. I en stor på Matadormix er der omkring 1000….), og jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan jeg kombinerer det med at spise ude, men jeg er begejstret nok til at have lyst til at prøve at løse problemet.

Og så ser jeg utrolig meget True Blood.

Med andre ord: Livet og hverdagen som vi kender og elsker det.

Må jeg foreslå fester som det nye sort?

5

Jeg var til bryllup i lørdags. Det er altid de BEDSTE fester. Den her var et af dem, der blev holdt i en skov ved en sø, og som endte med, at alle, bruden inklusiv, dansede rundt i bare fødder i den årle morgenstund, mens vi highfivede og nærmest grædende af begejstring forsøgte at fatte det mirakel, at nogen engang i tidernes morgen har været så geniale at skrive ”Highway to hell”.

Vi burde holde nogle flere fester, synes jeg. ”Vi” being den menneskelige race. Alle burde unde sig selv muligheden at høre alle de pæne ting, familie, venner og bekendte har at sige om dem, og alle burde have mulighed for at sige det, uden at det får den underliggende klang af ”ja, i tilfælde af, at en af os dør i morgen”, som det har en tendens til at gøre, 30+. Det er rørende og smukt, og det er, som om alle relationer støves af, og igen glimter og funkler, som de gjorde, da de var nye.

Ufuldstændig liste over fordele ved, at sommeren er slut:

7

* Jeg kan igen iføre mig lange bukser og intimiderende attitude. Svært at være overbevisende fierce, når benene hele tiden forsøger at undskylde lydløst for form og farve.

* For os, der bor i ghettoen: Andre mennesker tager også mere tøj på. Har sendt et forslag til boligforeningen om at købe og opsætte skilt som det, jeg så på Facebook forleden: ”Klæd dig på efter, hvordan du ser ud. Ikke efter hvordan du ville ønske, du så ud. På forhånd tak.”

* Hysterisk afslørende sollys forsvinder, hvilket betyder, at jeg igen kan tage helt afslappet, at man ikke kan se ud af mine vinduer for bare saltaflejring og fedtede fingre.

* Farvel, dårlige samvittighed over manglen på hør, koldskål og overskudsmiddage i haven.

* Det er mørkt, når vi kommer hjem fra arbejde, så fuck græsplænen og dens indsmigrende turbovækst.

* Gløgg.

* Cyklen kan permanentparkeres i skuret, hvilket betyder farvel til dage med pjevset hjelmhår.

* So long til morgener, hvor man må jagte sit afkom gennem hele hytten med hvide spøgelseshænder, mens man insisterer på at: ”Det er bare SOLCREME, Anton!” – samtidig med, at man prøver at undgå at få det på sig selv, fordi man i al hemmelighed selv synes, at det er både klistret og klamt.

* Måske bliver det igen muligt at putte sit barn på den rigtige side af midnat, fordi det ikke længere er så lyst, at det føles som om kirurgen glemte at slukke for operationsspottet, da han gik hjem?

* Man kan nære begrundet håb om, at naboen rykker sine long distance calls hjem til Polen – over den tilsyneladende ubegribeligt dårlige forbindelse – indenfor.

* Jeg kan igen røre ved rattet i min aircon-løse bil uden grillhandsker.

Selv tak.

Hvad sagde jeg?

, , 31

Da jeg var 15 år, og boede hjemme, besluttede jeg at male mit værelse. Det skulle være grønt-grønt, så da vi stod hos Flügger, og farvedamen tog låget af spanden, kiggede jeg på den bleggrønne masse og erklærede, at det slet, slet ikke var grønt nok. Min far, der var med, hævede det ene øjenbryn og spurgte, om jeg var sikker på det – hvilket jeg naturligvis kun havde et hånligt teenagefnys til overs for.

Mit værelse blev så grønt, at det formentlig stjal opmærksomheden hos de astronauter, der i 1992 stod på månen og forsøgte at få øje på den kinesiske mur.

Jeg hadede det.

Jeg vil tro, jeg har omkring 10 af den slags oplevelser lagret på harddisken; situationer, hvor jeg har trodset gode råd og vejledning og stået på mit – for så at finde ud af, at jeg tog fejl. 10 er et forsvindende lille tal, sat i forhold til de omkring 1 million gange, hvor jeg har gjort, som det passer mig, og været tilfreds med resultatet, men de fylder uforholdsmæssigt meget, for der er kun én ting, jeg afskyr mere end at fejle, og det er at fejle selvforskyldt.

Når jeg bringer det op nu, er det fordi jeg for et par måneder siden fik en kommentar, der rev tæppet væk under mig i en grad, jeg sjældent har oplevet, og fik samtlige de 10 gange til at stå og Brøndbybrøle op af mine mentale bander.

Vi er nemlig nået til det punkt, hvor jeg et par gange om ugen bliver spurgt, om jeg skal have flere børn, og når man ser bort fra de første 3 panikslagne måneder, efter jeg havde fået Anton, har jeg egentlig aldrig været i tvivl om, at svaret var ja. Vel vidende, at det sikkert bliver hårdere, end jeg har fantasi til at forestille mig, har jeg alligevel aldrig tvivlet på, at jeg vil kunne klare det.

– indtil et af de mennesker, jeg har allertættest på, tilbage i maj lidt henkastet fik spurgt, om jeg havde overvejet, at det var bedre at være en god mor for ét barn, end en dårlig mor for to?

Jeg blev så paf, at jeg mistede talens brug #helljustfrozeover

Efterfølgende har den bemærkning opført sig som en betændt byld i tandkødet; den har lagt beslag på mindst 40 % af min hjernekapacitet og ligget, dunkende og øm, under alt, hvad jeg har tænkt, sagt og foretaget mig.

En del af mig har naturligvis lyst til at stikke to langefingre i vejret, råbe: ”Watch me!” og smække med døren, når jeg rasende tramper bort i natten. Men den har rokket ved min grundangst for ikke at kende mine egne begrænsninger – for tænk, hvis hun har ret? Tænk, hvis jeg ender med at ligge på sofaen og se dårligt tv, mens jeg bliver federe og federe, og mine snuskede unger ligger under dyner, der ikke har set nye betræk i halve år, mens de æder guldkorn af pakken, og kalder det aftensmad, fordi jeg ikke kan overskue den virkelighed, jeg har skabt til os?

Eller hvis jeg vrister en god barndom ud af hænderne på Anton og i stedet stikker ham og hans lillebror en gang social arv, hullet tøj, der stumper på den virkelig trælse måde, og en udpræget mangel på grænser, fordi jeg har overvurderet mig selv?

Og i alt det her ser vi helt bort fra den rædsel, der lammer mig 7-800 gange om dagen, når jeg får den yderst uvelkomne tanke, at jeg kunne blive dødeligt syg eller torpederet af en østeuropæisk lastbilchauffør i et fodgængerfelt. (Detskerikkedetskerikkedetskerikke)

Jeg ved godt, at der ikke er nogen garantier for noget for nogen. Og jeg er efter mange, mange, MANGE søvnløse nætter nået frem til, at jeg gerne vil have et barn mere på et tidspunkt, og mener, at jeg både kan klare det og klare det godt.

Men vi SAGDE, for alles skyld, at det her ikke blev det 11. eksempel i rækken, ikke?

Så sagde vi jo, at jeg bestemte

7

Forleden postede min kammerat Mikkel et billede af en vaskeanvisning i en t-shirt på Instagram. Der stod: ”100 % cotton. Maschine wash cold. It’s never so hot, that you have to take off your shirt. Don’t be that guy”

Hvilket er sjovt, fordi det er rigtigt. Og godt kunne være starten på en liste, som jeg også har et par forslag til. Så hermed de 6 første punkter til:

Don’t be that guy m/k:

* som sætter dine solbriller fast i nakken, når du skal købe ind. Læg dem nu i bilen, eller skub dem op på hovedet (HELT op på hovedet, for du vil heller ikke være ham, der sætter dem på panden, som om du har 4 øjne. Stop også øjeblikkeligt med det). På den støttende måde: Det får dig til at ligne en KÆMPE idiot. Og det er du jo ikke. Så don’t be that guy.

* som fedladent spærrer en vejbane, når du leger, at du er med i Tour de France, når der er en 2 meter bred, asfalteret cykelsti, glat som en babyrøv, lige ved siden af. Kom nu. Du ved godt selv, at det ikke er i orden. Don’t be that guy.

* der lader som om, du ikke ser, at dit barn skubber alle de andre børn på legepladsen væk fra redskaberne. Not cool. At lære at takle konflikter er vigtigt og fint, men det der kommer bare til at se ud som om, du trænger til at lære at takle konflikter, og er bange for at tage dem med dit afkom. Og det er du jo ikke, vel? Så. Don’t be that guy.

* der kører vooooldsomt aggressivt i byområder i myldretiden. Hold nu op, min ven. Du bliver i så dårligt humør af at skulle lade som om, du ikke ser, at vi alligevel ender med at holde ved siden af hinanden, de næste 6 gange, vi holder for rødt. Det er ikke det værd. Don’t be that guy.

* der lægger 400 billeder på IG af børnetøj/gamle møbler, du gerne vil sælge. Hånden på hjertet: Ville du selv få lyst til at købe noget af en, der havde lavet en Occupy Wall Street af hele din IG-side? Nej, vel? Don’t be that guy.

* der ikke svarer på kundemails. Ja, Mr. Cafe Noir/Merrild. Jeg taler til dig. Det er en (eller et, afhængigt af, hvor i landet man bor) kompliment, når de mennesker, du lever af, sætter sig ned og skriver til dig, fordi de gerne vil give dig flere penge. Lad være med at opføre dig som om, kunden er en stiv, afdanket blondine, der forsøger at score dig kl. 4.30 efter alt for mange daiquiris. Det klæder dig ikke. Don’t be that guy.

(Og SIG så, hvor I sælger den karamel-instante kaffe!!)

Now, I ain’t sayin’ I a golddigger…

, 7

Sidste år, da Anton og jeg havde ferie, tog vi en uge i sommerhus på Fanø. Jeg bliver stadig nærmest suicidal, når jeg tænker tilbage på de 4 dage, jeg holdt, inden jeg smed håndklædet i ringen, og tog hjem.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Eller jo. Det gør jeg godt. Jeg er nemlig sådan en, der tager skade af at læse ”Det lille hus på prærien”, fordi jeg pludselig tror, at jeg også lige er typen, der skal være i ét med naturen og lave mit eget smør, så jeg havde et mentalt billede af, hvordan vi bare gik rundt i nattøj til langt op af formiddagen og hyggede os, helt, helt stille og roligt, for så at tage på stranden et par timer, inden jeg, med mit saltvandshår sat op i pjusket hestehale, lige smed en salat sammen, mens jeg nippede til lidt kold hvidvin.

Rundt omkring i distriktspsykiatrien kan man finde eksempler på mennesker, der er blevet moderat-til-kraftigt medicineret for vrangforestillinger, der ligger væsentlig tættere på virkeligheden.

Så op i røven med naturen og det simple liv – i år lånte vi sgu et hus og tog en uge til Århus. Åh, balsam på min forpinte sjæl! For FANDEN, det var godt!

En lang, skøn uge i selskab med det gamle posse, med sushi og kaffe to go, med Tivoli Friheden og Mindeparken og sol, sol, sol. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget mere jeg kan overskue at bruge 2 timer på at lade mig jage rundt i haven af en legeplæneklipper og løfte barnet op på den samme rutchebane 1000 gange, når jeg ved, at der kommer noget til mig senere.

Vi levede af rugbrødsmadder og takeaway, kolde øl og juice, og jeg har det som om, jeg har fået et nyt batteri knaldet i ryggen.

Og så skulle jeg hilse og sige, at man meget hurtigt vænner sig til at bo i et lækkert hus med en kæmpehave. Tog flere gange mig selv i at invitere folk ”hjem til os”. Børneværelser i stueplan, hvor de små mennesker selv kunne tøffe ind og ud, når de var trætte af trampoliner og piratborge, badekar i det ene af badeværelserne (!), terrasse i umiddelbar forlængelse af køkkenet, som man kunne trisse ud på med morgenkaffen i så lidt eller meget tøj, man foretrak (undskyld DHL-mand – men pakkelevering kl. 7 godt nok??) og kæmpe bryggers, hvor man bare kunne deponere vasketøj og sand- og mudderbefængt fodtøj, til man gad tage sig af det.

Da jeg kom hjem, lå min polske nabo under sin udborede Toyota Corrolla og flashede butt crack, og der var en hund, der havde skidt foran min dør.

Så nu er det afgjort: Jeg opretter en profil på sugardaddy.dk og gifter mig til penge.

Bortset fra, at jeg synes, at kvinder, der kalder sig selv “- prinsesse” er lidt irriterende

6

Jeg er et af de dydsmønstre, der gør, hvad jeg kan for at få 6 stykker frugt og grønt om dagen, hvoraf kun det en er frugt. Uheldigvis er jeg også et af de mennesker, der bliver fuldstændig tom inde i hovedet, når jeg står i grøntafdelingen, og skal finde på grønne sidedishes. Efter Anton er kommet til, er der smidt det ekstra led i ligningen, at det maksimalt må tage 4 minutter at frembringe, fordi alt, vi har, der ikke kan gemmes væk i skabe eller lægges op på høje, HØJE hylder, som man kan nå at destruere på 4 minutter, kan undværes og/eller erstattes.

Hvis jeg køber ind til salat, kan jeg vælge mellem at nøjes med to ingredienser (hvilket på positivsiden tilgodeser 4 minuttersreglen, men ellers er så kedeligt, at det er lige til at græde over), eller at skulle spise den samme salat i 6 dage – ellers når vi simpelthen ikke at få tingene brugt.

Derfor har den grønne smoothie holdt sit indtog i mit liv. Ret skal være ret: Hvis den skal laves på grøntsager, uden for meget frugt, og uden at involvere saftpressere og alt muligt andet opvask-udløsende, kommer den aldrig til at smage af Haribo, men mindre kan også gøre det. Det slår i hvert fald at stå i Bilkas grøntafdeling og overveje, om der er bivirkninger ved overdrevet indtag af gulerødder og peberfrugter, med flere længder.

(At det så er en lille, lille bitte smule fucking irriterende, at skulle besvare spørgsmålet: ”Hvad er det?!” 50 gange om dagen, eller at skille blive ved med at grine af: ”Er det Shrek-juice” og sedlerne med ”Giftigt!” og ”Må ikke fodres”, som vittige sjæle klistrer på låget, når man vender ryggen til, er en anden snak.)

Men i dag gik jeg så og nynnede en linje fra en sang, som jeg ikke har hørt i omkring 20 år. (Hæng på – pointe coming up) Hvordan jeg har fået den på hjernen, må stå hen i det uvisse, men den er fra en sang på Kim Larsens album ”Forklædt som voksen.” (Ja, jeg ved det. Burde nærmest undskylde for at kende den plade. Kan endda huske den der hund med hat på, som var på forsiden #autist)

”Hvad var det for en sang, Linda, hvad var det for en sang??” hører jeg jer råbe.

Den handler om en prinsesse.

Og jeg havde sunget den samme linje omkring 400 gange, før jeg kom til at spekulere på, om det ikke lød LIDT mærkeligt, at nogen ville skrive en sang og kalde den ”Spinat-prinsesse”?

…

Den hedder Syren-prinsesse, kan jeg post-Google, oplyse.

Nogle gange har jeg det som om fremmede magter har overtaget min hjerne. Mærkelige, fremmede magter med virkelig sølle musiksmag.

Måske jeg skulle holde *lidt* igen med alle de greenies?

Alternativt: Køre på og kræve at nogen skriver en hyldestsang til mig, Spinatprinsessen.

Load More