Det her indlæg har rumsteret i mit hovede i nogle måneder nu, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg skal skrive det. For jeg ved godt, at det er et ømtåleligt emne, og jeg er ikke hævet over at kunne mærke det i maven, når jeg på forhånd ved, at nogen bliver sure på mig.
Men jeg har vejet for og imod, og er nået frem til, at jeg synes, emnet er vigtigt, så her kommer det. Og det bliver langt.
Jeg kunne nemlig godt tænke mig at tale om, hvor langt man som blogger/influencer/Instragrammer/mediefidus forventes at strække sig for at tage hensyn til sine følgeres følelser.
Baggrunden er både de kommentarer, jeg ser alle de steder, jeg selv færdes på nettet, men også, at jeg efter 11 års skriverier, de sidste år i stigende grad har fået kommentarer og mails fra mennesker, som føler sig trådt over tæerne af et eller andet jeg har skrevet.
I mine år her på domænet har jeg fået forbløffende få hade-kommentarer, selvom jeg både har fået og får de klassiske “Dø, din klamme so!”-mails, men eftersom de føles cirka ligeså upersonlige som spam, er det ikke noget, der fylder for mig. Og det er ikke dem, jeg taler om her.
Det er heller ikke dem, hvor vi diskuterer et emne, og nogen er uenige, eller hvor de bringer nyt til bordet, som betyder, at jeg ender med at ændre noget i et indlæg. Som f.eks. da jeg havde skrevet, at det var vildt meget billigere at få smertestillende på recept end at købe det i håndkøb, og en kittelklædt læser bød ind med noget faglig baggrundsviden. Jeg elsker, når vi alle sammen smider noget i gryden, og går klogere fra bordet.
De kommentarer, jeg gerne vil tale om her, er dem fra De Krænkede & Pegepindene.
Dem, jeg selv har fået, går f.eks. på, at jeg ikke kan tillade mig at lave sjov med psykisk sygdom eller præsident Trump. At jeg bør være mere neutral, når jeg skriver indlæg om klima og miljø. Eller forstilt undren over, hvad jeg vælger at bruge penge på, “når nu du skal spare”, eller at jeg vælger at vaske bilen manuelt, fordi “det er meget bedre for miljøet at køre den i vaskehal”.
Men det er ikke kun ift. bloggen her, at jeg synes, det er relevant at tale om; det er generelt for debatkulturen på alle de sociale platforme, vi møder hinanden på.
For selvom kommentarerne er formuleret pænt – og det er de stort set altid – så er der for mig at se stadig tale om, at man går ind i noget, der ikke handler om emnet, når man f.eks. skriver:
“Jeg synes, det er meget uheldigt, at du laver sjov med at bruge vin som copingmekanisme.”
For det kan godt være, at din far var alkoholiker, og ovenstående derfor er en øm tå for dig. Men en anden læser kæmper med at få børn, og bliver ked af det, når jeg skriver om mine to, mens en tredje er glødende dyreaktivist, og bliver meget vred, når Maren i sine striber tager livet af sine katte. Så det, du griner af, røres af eller finder genkendelse i, trykker på andres knapper – og ville du synes, det var rimeligt, at de fik lov at bortcensurere den del af indholdet, som var svært for dem?
Jeg synes, det er en overset pointe, at man som læser/følger/lytter ikke har RET til at synes, at alt er sjovt eller giver mening for lige præcis én selv. Kreative udtryksformer starter og flyder fra de mennesker, der har dem i hovedet, og fælles for dem alle er, at det er afsenderen, der er epicenteret, mens cirklerne omkring udgøres af dem, som finder udgydelserne meningsfulde eller sjove. Uanset om vi taler om bøger, musik, fotos eller blogs, så er de et tilbud om at lade sig underholde af noget, så længe man føler, det giver mening. Jeg kender INGEN kreative mennesker, som ikke ville foretrække, at dem, som ikke længere henter værdi i det, de/vi skaber, stille og roligt ville søge andre steder hen. Sådan har vi det jo alle sammen. Vi vokser. Vi udvikler os. Vi flytter os. De samme inspirationskilder kan ikke ramme os igennem samtlige af livets forskellige faser, og det er ok.
Det, jeg gerne vil prøve at opfordre til, er at man gør sig tanker om, om man interesseret i dét, man reelt beder om, når man lægger sådan en kommentar.
For hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så følger jeg bloggere og andet godtfolk, fordi de giver mig stof til eftertanke, får mig til at grine eller skriver, så sjælen synger. Somme tider maler de billeder med koste, andre gange bruger de et enkelt hår. Men det, der får mig til at blive hængende, er at jeg kan mærke, hvem de er. Ikke forstået på den måde, at jeg tror, jeg kender dem, men at jeg kan mærke, at de er autentiske, uanset i hvilken grad de vælger at åbne deres liv og hjerter op.
Og hvis vi accepterer, at vi som læsere hver især må begynde fjerne det, der lige præcis trykker på *vores* knapper, så bliver det meget hurtigt en underlig amputeret udgave af disse mennesker, vi kommer til at sidde tilbage med.
Hvis vi accepterer, at læserne pludselig må træde helt ind i bloggeres liv og valg, og må gå og prikke til alt med lange spidse pinde, så er en meget naturlig reaktion, at man lynhurtigt blænder dørene af til de rum, hvor det personlige og sårbare ligger, og udelukkende inviterer ind i det kunstigt opstillede showroom, der ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre.
Jeg ved godt, at nogen synes, det er fjollet, at jeg ikke bare ruller om på ryggen og snakker folk efter munden, når nogen lægger ovennævnte typer af kommentarer på bloggen. At jeg hver gang går ind i den, og ikke bare er Den Gode Blogger, der giver læserne ret og “hvor er det godt du siger det!”
Andre skriver igen og igen, at jeg ikke skal tillægge det betydning og i stedet bare fokusere på dem, der godt forstår, hvad jeg mener.
Men jeg synes sgu, at det her er vigtigt. For det er noget med grænser, der bliver overtrådt, og hvor det føles virkelig mærkeligt, at det nærmest forventes, at man bare glider af og retter ind. Det giver ikke mening for mig. Længere. Ikke når vi taler om et medie, man selv aktivt opsøger.
Og inden den gamle traver om, at det er, hvad man må forvente, når man lægger en del af sit liv til skue, bringes i spil, vil jeg gerne lige spørge: Siger hvem? Andre offentlige personer? Ikke rigtigt, vel? Det er en præmis, som er blevet etableret og vedtaget som sand af de mennesker, der gør den nødvendig.
Og det, som jeg så gerne vil have, at man holder sig for øje er, at det for mennesker som mig, påvirker min lyst til at skrive, og hvis det gælder for mig, så gælder det med 110% garanti også for en masse andre mænd og kvinder, der også bruger tid på at producere underholdning. Så det, jeg egentlig gerne vil frem til er, at vi som læsere er med til at bestemme, hvor stort udvalget af underholdning skal være, fordi vi påvirker menneskene bag det med vores respons. Og hvor debat altid er fedt, fordi det vidner om engagement, som gør dét at blogge 100 gange mere interessant, end tomme, døde kommentarfelter, hvor vindheksene blæser ensomt rundt, så er perfide stikkerier og kontekstuafhængige korstog nogenlunde ligeså ønskværdige som mus i køkkenskabet og svamp i underlivet.
For mit eget vedkommende er mit formål med at blogge at blive klogere på mig selv. Men ligesom mennesker, der spiller musik, fordi de ikke kan lade være, skriver jeg også for at underholde, og det ville ikke for mig være det samme at skrive i en dagbog.
Jeg skriver også til Anton og Frida, og træder jeg en dag ud foran en bil, er der truffet foranstaltninger, så domænet bliver betalt til de fylder 25 og kan tage stilling til, hvad de vil stille op med siden her.
Til gengæld betyder det intet for mig, om jeg skriver til 50 eller 500 personer. Jeg er ikke til salg for annoncekroner, men jeg er heller ikke til salg for læsertal og likes. For mig er antallet ikke vigtigt; min proces opstår i det sekund, at jeg ved, at andre øjne skal læse, hvad jeg skriver, og andre hjerner skal forholde sig til indholdet. Om det altid har været sådan, kan jeg ikke længere huske, men faktum er, at sådan er det i dag.
Så inden du lægger en kommentar om, at et bestemt ord støder dig, eller at noget ikke er sjovt, så overvej lige en ekstra gang, om du faktisk er interesseret i, at det bliver modtagerne frem for afsenderen, der får lov at definere indholdet. ALLE modtagerne. Også dem, du synes er nærtagende og uden humor.
Og hvis du i et kommentarfelt eller under et billede er nødt til at skrive “Det er ikke for at være træls, men..:” eller “Det er ikke for at være en løftet pegefinger, men..:” så synes jeg faktisk, du skal lægge tastaturet og bakke langsomt. For så ved du godt, at du er på vej ud over en grænse, som de færreste er interesseret i at alle de andre får lov at krydse.