Kan du lege?

Jeg har aldrig været god til at lege. I hvert fald ikke på den traditionelle måde, hvor rollespil og “så sagde vi jo, at…” er en del af setup’et.

Jeg har til gengæld altid været god til at underholde mig selv. Jeg har haft snuden i bøger, siden jeg fandt ud af, at bogstaver kunne sættes sammen, og jeg har tegnet og lavet perleplader i ét væk.

Derfor ved jeg, at en manglende evne til at lege ikke handler om mangel på fantasi eller lyst til fordybelse – snarere om, at man bare er på en lidt anden måde i verden end de børn, der kan underholde sig selv i timevis, hvis de får en pind og en piberenser udleveret.

Når jeg tager det op her, er det fordi, Frida lader til at slægte mig på; hun kigger også lidt skeptisk på sine dukker, når jeg foreslår, at hun leger med dem, og det er ret tydeligt for mig, at hun bare ikke *ser* det, andre børn ser, når de kigger på en kasse med dukkegear. 

Hvis det bare var selve valget af aktivitet, der skilte sig lidt ud, ville jeg være cool med det, for jeg har ikke selv savnet at lege med Barbiedukker eller My Little Pony, så jeg er med på, at et børneliv kan være fint og rigt uden plastik og hestetrailere. Problemet er, at det lader til at være rigtig svært for Frida selv at finde på, hvad hun skal lave, og det går mig på. 

Jeg har tænkt over det et stykke tid, og kan se, at det primært er en udfordring herhjemme. Når hun er i børnehave, er det mit indtryk, at hun leger fint med sine små kompaner, både ude og inde, men når hun er alene herhjemme, er det som om, det eller den, der skal sætte gang i legen, mangler. 

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad jeg kunne gøre. Både fordi jeg virkelig under hende at kunne gå ind i det rum, hvor timerne forsvinder, og kreativiteten blomstrer, men også fordi jeg – hånden på hjertet – somme tider ville ønske, at hun var mere selvkørende end tilfældet er. For lige nu pendler jeg mellem at lave noget praktisk og at deltage i spil, sidde med ved tegnebordet, stå på vejen eller lave perleplader. Og fordi jeg selv er handikappet i legecenteret, ved jeg simpelthen ikke, hvordan man gør, og derfor kan jeg ikke vise hende det. 

Jeg synes, jeg har prøvet at skubbe til det på mange forskellige måder. Jeg har fundet legesager frem, jeg har ladet hende kede sig bravt, jeg har gemt skærme og film væk osv. osv. men det lader ikke til at hjælpe.

Ipads og film er ift. Frida ikke det store problem. Hun får ret hurtigt nok, så det løser sig selv, og da jeg også er hyperbevidst om ikke at sidde med min telefon eller med snuden i en skærm, når børnene er til stede, er det ikke fordi jeg er uden for rækkevidde på den elektroniske måde, at hun rykker i mig. (Og her vil jeg gerne pointere, at jeg ikke prøver at være hellig. Jeg bliver simpelthen bare afbrudt så afsindig mange gange, at et potentielt misbrug bliver kvalt i fødslen).

Min oplevelse er, at det måske til dels handler om, at jeg er alene; at der altid er adgang til mig. For når vi er sammen med andre, og jeg er i samtale med flere voksne, er hun trods alt bedre til selv at gå i gang, men når vi er sammen med andre voksne, er der også ofte andre børn, som kan fungere som igangsættere. 

Men når vi er alene, og jeg er færdig med at hænge vasketøj op og lave mad, så er det som om, at vi har fået etableret et mønster, hvor jeg skal finde på og deltage i legen, og det ville jeg forfærdelig gerne have brudt. Ikke mindst fordi sommerferien lurer om hjørnet, og hvis jeg skal spille Vildkat 12 timer i døgnet, 4 uger i streg, bliver jeg alkoholiker. 

Så nu spørger jeg jer: Er der nogen derude, der har gode erfaringer med, hvordan man kan gribe sådan en problematik an? Enten selvgjorte eller i form af teori, litteratur eller lignende?

(PS: Og vi taler ikke om, at jeg mangler ideer til, hvad jeg kan lave med dem. Jeg er god til at tage dem med ud, til at finde tegnesager frem, til at læse højt og synge og til at finde steder, hvor de kan udfolde sig fysisk. Ligeledes har vi også rimelig styr på det med at involvere dem i den daglige drift i det omfang, det giver mening. Det er legen, sådan i sin reneste form, der driller).

Published by

51 Replies to “Kan du lege?

  1. Min dreng på 5 år er heller ikke god til at lege selv på den klassiske måde. Han har biler i forskellige størrelser, superheltefigurer og baner osv., men han leger stort set aldrig med det, når han leger selv.

    Her har det hjulpet, at han har fundet glæden ved at bygge Lego. Ikke lege med Lego, men bygge (han retter os, hvis vi siger lege).
    Han bygger efter hæfterne, få gange efter fri fantasi, og så skiller han de forskellige ting ad og bygger dem igen. Af og til har han brug for hjælp, hvis en klods er væk eller sidder godt fast. Men han vil faktisk helst sidde selv med det.

    Puslespil er også en af de ting, som han kan lave selv, hvis de ikke er for svære.

    Vi har lige som dig forsøgt alt muligt for at få ham til at lege selv, men det ovennævnte er pt det eneste, der virker herhjemme.

    1. Min Anton og din dreng lyder til at være gjort af samme lege-materiale:) For det var også det, der knækkede legekoden for Anton. Desværre lader det ikke til at trække i Frida på samme måde.

      Men du kan have ret i, at det er et spørgsmål om at finde dét, der så er hendes “lego”. Jeg må tænke videre.

      Tak for input:)

  2. Jeg har en dreng på 6 og en pige på knap 2. Min søn har siden babystadiet insisteret på selskab. Han har aldrig kunne lege selv og er generelt virkelig uselvstændig. Vi har prøvet at hjælpe leg i gang og så at smutte, men niks vi bliver involveret konstant. Det har drevet mig lidt til vanvid sådan at blive afkrævet tilstedeværelse konstant. Han er sgu high maintenance. Først inden for det sidste halve år er han pludselig begyndt at fordybe sig i leg selv. Vores datter har altid kunnet lege selv. Hun tusser bare rundt og hygger sig max og finder selv legetøj frem.
    Vi har forsøgt med ægget – “nu skal du lege selv i 10 min., uden at forstyrre” – med blandet held. Min konklusion er måske bare, at det er personlighed, og selvom man kan “træne” det lidt, er der måske ikke det helt store at gøre…

    1. Jeg kredser selv om lidt den samme tanke. Men puh – for det trækker sgu tænder ud, synes jeg:-/

  3. Jeg har 3 børn, nr. 1 og nr. 3 mega gode til at lege selv, nr. 2 er nu 9 år og stadigvæk kæmpe udfordring hvis hun er hjemme alene med mig. Jeg har intet svar, bare min konklusion at det er svært. Nogle gange kan hun fordybe sig med eksperimenter med at sætte underlige ting sammen og det kan være spændende for hende i sådan ca 20 min eller læse. Men ellers er jeg involveret i alt..

    1. Jamen, det hjælper faktisk lidt at høre, at vi er flere. For som med alt andet ift. børn, så synes jeg hurtigt, at man bliver i tvivl om, om det er fordi man ikke griber det rigtigt an.

      Tak for din kommentar.

  4. Min store pige lyder meget som Frida da hun var på den alder. Hun har stort set aldrig rigtig leget med sit legetøj og havde svært ved at finde på hvad hun skulle lave. Hun er lige blevet seks og inden for det sidste halve års tid er det blevet helt anderledes og hun kan nu sagtnes selv finde på alle mulige lege, dog stadig sjældent med legetøj egentlig. Det jeg vil sige er at det sagtens kan ændre sig for Frida når hun bliver lidt ældre, for jeg har ingen gode råd!

  5. Måske er Frida bare et lille menneske som ikke lige pt. kan se nytten af at lege fiktive lege med sig selv, måske har hun brug for at legen skal bruges til noget, f.eks hænge sokker op, lægge tøj sammen, skære grøntsager og frugter, dække bord, arrangere alle jeres sko i pæne rækker, farve på papir når I skal give en gave væk osv.

    1. Hun får buddet hele tiden, men takker som oftest nej. Hun kan godt somme tider have lyst til at hjælpe med at lave mad, og så får hun selvfølgelig lov.

      Måske har jeg bare ikke fundet det, der lige får hendes hjul til at snurre, men for mig er det også noget med, at jeg savner, at vi kan være sammen, i samme rum, uden at det hele tiden er børneaktiviteter eller praktisk arbejde, der er omdrejningspunktet.

  6. Jeg ville ønske, jeg kunne sige dig, hvad du skulle gøre, men det kan jeg ikke. Min ældste er på samme måde som Frida, og nu er han syv og kan stadig ikke. Og det er ikke fordi han er blevet vartet op og underholdt hele sit liv – han har ingen erindring om ikke at have en lillebror og det er en forholdsvis travl husholdning. Han keeeeeeeeder sig hele tiden, med mindre han har en iPad eller en legekammerat. Eller for en sjælden gangs skyld ikke slås med sin to år yngre lillebror, som er afsindigt god til at lege (…når han kan få lov til at være i fred…). Og det går mig på. Jeg var selv sådan et barn, der kunne lege i timer og dage med en bamse og en pind – min storesøster og jeg havde fortsatte lege, som vi legede i måneder med to tøjdyr og hvad der nu ellers var i nærheden. Og derudover læste jeg og syede dukketøj osv. Så jeg ser på min søn og fatter ikke, hvad der foregår inde i ham og synes helt ærligt, at det er synd, at han ikke har det indre liv, jeg altid selv har været glad for.

    Jeg tror, at jeg er ved at komme frem til, at knægten bare er hypersocial – han elsker, elsker, elsker at gå i SFO og have legeaftaler og når der sker noget, han er vel det man kalder ekstrovert i modsætning til mit introvert (selvom jeg har det stramt med at komme nogen, især mig selv om mine børn i kasser).

    Så min nye plan er at følge dit glimrende råd: Vi skal være her alle sammen, også mig, mine tre børn og min mand. Og hvis ældsten er glad når han leger med nogen, så må vi sørge for det, og så kan det jo være, at vi andre samtidig kan få ro til at læse en bog. ☺️ Jeg er i hvert fald ved at nå frem til, at jeg tilsyneladende ikke kan hverken tvinge eller fremelske evnen hos ham. Jeg håber, at han lærer det, men jeg tvivler ærligt talt.

    1. Jeg ELSKER hele dit første afsnit, for det er også noget af det, der fylder for mig.

      Og du kan faktisk godt have ret i, at der er noget med det sociale; det vil jeg tygge lidt på. For jeg er jo med Anton vant til, at det er længe rigeligt for ham at have været sammen med klassekammerater i skolen. Han vil gerne være sammen med de mennesker, både børn og voksne, der kommer i vores hjem, men han har intet behov for at være yderlige social, når han kommer hjem fra skole.

      Fordi han aldrig har været det, skal jeg lige lære, hvordan man gør, når børn på Fridas alder gerne vil have legeaftaler; altså, hvor mange, der er passende, og hvor længe de skal vare.

      Det var virkelig en supergod pointe – tak for det!

      1. Det med legeaftaler synes jeg går ret meget af sig selv. I starten er der er par timer og så bliver det gradvist mere og mere – for et par uger siden havde drengene hver en legeaftale på 25 timer. 😅

        Vores erfaringer siger os, at legeaftaler på hverdage er en generelt dårlig idé, de er for trætte og går til sidst i koma, med mindre de får lov til at spille eller se tv sammen (men vi kan også sjældent hente tidligt). På fridage går det super fint. Vores drenge leger klart bedst med legekammerater hvis den anden ikke er hjemme – der kræver så i reglen to simultane legeaftaler (heldigvis er deres bedste venner søskende! 😉). Men der er også kun to år mellem mine drenge, så måske er det et mindre problem med dine lopper?

        1. Nej, I feel your pain. Hvis Anton har legeaftaler og Frida ikke har, så vurderer Frida, at VI har gæster, og bliver nærmest vantro fornærmet over, at hun ikke skal være med. Har Frida en aftale, er Anton sur over, at han ikke har en – og i begge tilfælde ender det i søskendedrillerier af den slags, der får jorden til at ryste.

          Godt vi har vin;-)

  7. Må sige det samme som flere af de andre. Har en knap 10 årig der aldrig har set fidusen i legetøj og lege selv. Leger til gengæld med hvadsomhelst hvis det er sammen med venner. Vi har forsøgt med at “øve” hende i at lege selv, men når pigebarnet på 45. minut bare ligger med hovedet henad gulvet og benene i sofaen mens hun sukker og stønner mister jeg forældre-gnisten. Nogen gang henter hun lidt frivilligt skolearbejde, tegner lidt eller leger med slim – men ellers ikke ret meget der fænger. Hun vil rigtig gerne lave ting sammen, spille, se film, bage, handle etc så hun har tit hjulpet med praktiske opgaver, madlavning etc.
    Ingen gyldne løsninger hos os, desværre 🤷🏼‍♀️

    1. Når jeg læser, hvad du skriver, kommer jeg til at tænke over, om en del af “problemet” måske også er, at Frida er så lille, som hun er. At der trods alt stadig er visse begrænsninger på, hvad hun kan hjælpe med, og særlig sidst på eftermiddagen, når hun er træt. (Her er en ekstra lille udfordring hos os måske også, at der er nogle ting, som skal laves, og at vi derfor ikke kan bruge en time på at smøre mad, og derefter en time på at hænge vasketøj op, for der er ingen, der lige kan nappe de resterende opgaver imens).

      Under alle omstændigheder er det rart at høre fra andre, der kender problemet fra sig selv, så tak for din kommentar.

  8. Vi har to piger. Den yngste er meget god til at lege selv den ældste var ikke så god til det tidligere og har ikke leget ret meget med dukker da hun var to-tre år men det har ændret sig. Den ældste er stadig meget kreativt motiveret og elsker at dimse med ting men det er som om hun nu finder glæde i begge dele både rolleleg og det mere kreative. Den yngste har tullet meget mere med barnevogn men har jo heller ikke haft helt så nem adgang til os som storesøster havde da hun var lille. Nu er der jo to børn at fordele opmærksomheden med. Hvis du oplever at hun godt kan gå i gang med noget selv hvis du er optaget er det måske en idé netop at sige det: jeg vil gerne hjælpe dig når jeg har skrællet kartoflerne osv. Så hun ikke altid kommer først. Måske lade hende efterspørge det? Jeg falder tit i fælden hvis jeg tænker de skal have hjælp til at blive ved det de er i gang med. Så kommer jeg til hele tiden at afbryde eller gå frem og tilbage i stedet for at give dem ro og komme når de har behov i stedet.

    1. Jeg forstår 100% hvad du mener, men det er faktisk der, jeg oplever at problemet opstår her: At jeg siger, at der noget, jeg er nødt til at lave færdig, og så vil jeg gerne lave noget med hende – for så musser hun rundt om fødderne af mig, mens hun utålmodigt venter på, at jeg bliver færdig.

      Og jeg ville give mit liv for hende uden at blinke med øjnene – men shit, hvor jeg somme tider synes, det er sejt, at vi ikke kan være sammen, mens vi laver hver vores, men at jeg enten kan være “lovligt optaget” af noget husligt, eller skal sidde på gulvet og spille Vildkat.

      Jeg har prøvet en hel del gange at gå igang med aktiviteter, som jeg synes er en form for kompromis, f.eks. at tegne. Jeg er så priviligeret, at jeg ofte faktisk har tid til at sidde med børnene, også i hverdagene, og at lægge puslespil eller farvelægge mandalaer, er noget af det, jeg også ægte hygger mig med. Men det er bare heller ikke helt det, hun gerne vil.

      Kommentarfeltet her har givet mig lidt at tænke over ift. om det handler om hendes alder. At de aktiviteter, der passer til det barn, Frida er, måske bare er nogen, der ligger lidt fremme i tid.

      1. Jeg tror noget af det er alder. Men jeg forstår virkelig godt det med at man ind i mellem har brug for lidt “mig tid” og det er lidt svært når man forholdsvis små børn men hvis man så bare kunne få lidt tid hvor man selv kunne lade lidt op med en kop kaffe og tegning eller hvad nu man selv kunne bruge. Det tror jeg alle tænker. Og måske kan de her minde dig om at der også er andre der ser det..fordi den der alene tid om aftenen her ind i mellem ikke er eksisterende. Der sker dette(dog uden vin):
        https://www.fowllanguagecomics.com/comic/me-time/

        Og helt ude af kontekst men du skrev om det for noget tid siden. Det med at snakke om døden: https://www.fowllanguagecomics.com/comic/the-death-talk/

        1. Jeg ELSKER hans tegninger! <3 Ved du, at han er på IG? For jeg bliver så glad, hver gang der springer en ny tegning op i mit feed:)

  9. Min ældste er præcis som Frida – vi havde god gavn af at lave “to-do” lister – primært i weekenden hvor det var sværest. Under morgenmaden listede vi de ting der kunne komme i spil – som også kunne være sorter en skuffe for ting du ikke bruger, gå ud og hop i vandpytter, gå til købmanden, lav en tegning til mormor etc.

    Et succeskriterie var at der altid var tider på, det var meget vigtigt for hende – hun elskede at sætte æggeuret til 🙂

    Når egen aktiviteter blev afløst af fælles ting – bagning, spil eller andet (jeg kan heller ikke finde ud af at “lege”) virkede det bedst. men det er en øvelse der tager tid.

    Inden hun kunne læse var lydbøger et hit til selvunderholdning, ligesom tegneserier og de der bøger til tegning/klistermærker/udklip var det.

    Nu hvor hun er teenager er det mig der står tilbage og “plager” om fælles aktiviteter 🙂
    KH S

    1. God ide med lister, og måske skulle jeg prøve at gen-introducere lydbøger. Jeg har prøvet tidligere, hvor det ikke har fanget, men tiden er måske til at give det endnu et forsøg.

      Og jeg tænker faktisk dagligt over, at om 10 år, så vil jeg tænke tilbage og undre mig over, at jeg ikke bare nød det:-D

  10. Min 6-årige datter leger gerne dyrlæge/bamselæge og sandkagekøkken i legehuset. Men lego, rideskole med Schleich-heste, Sylvanian Families osv. siger hende intet når hun er alene – det kræver en legekammerat (for jeg kan heller ikke finde ud af det). Til gengæld kan hun sidde i timevis med modellervoks, tegne/malegrej, perler, rullinger og lignende krea-stuff. Og til den slags bliver man jo heldigvis væsentligt mere selvkørende med alderen – modellervoks er nok det hun hyggede sig bedst med da hun var yngre, hvis det kunne være et forsøg værd for Frida. Og den kan jo heldigvis genbruges mange gange, også når alle farverne er blandet sammen til en kvalmegrøn klump. Men de øvrige krea-sysler giver et m2019-relateret dilemma: Der er et stort output af kreationer (tegninger, perleplader, rullinger m.m.) Og selv om vi bruger genbrugsmaterialer i krea-kassen, så synes jeg det bliver til meget. Både at opbevare på og at smide i skraldespanden, når der skal ryddes ud i det. Der er lego lidt mere taknemmeligt – byg, skil ad, byg på ny. Nu er det ikke fordi jeg vil hijacke dit kommentarfelt, men jeg synes det kunne være fedt på et tidspunkt at høre hvad andre gør for at tackle den udfordring. Og lige et lille tip til konstruktiv brug af perlepladerne: Vi limer en lille magnet (købt i hobbyforretning) bag på perlepladerne, så kan bedsteforældrene (og hvem der ellers bliver begavet) hænge dem på på køleskabet.

    1. Hijack løs! For det er da yderst relevant.

      Mine producerer også virkelig mange perleplader. Vi har dem lige nu sat fast på sengerammerne med elefantsnot; det synes de er ret skægt. Jeg kan se, at flere hænger dem op på træerne her hvor vi bor, og det ser også rigtig fint ud.

      Men det er rigtigt, at jo mere bevidst man bliver om at genbruge sine ressourcer, jo mere voldsomt kommer det til at virke, når man står og hælder en ordentlig bunke tegninger i genbrugsspanden.

      Jeg tænker, at dilemmaet måske drukner lidt her i kommentarfeltet, men lad os lige se, om ikke vi kan få det sneget ind i et M2019 indlæg, for der er garanteret nogen, der har gode tips og tricks.

  11. Jeg har desværre ikke så mange gode råd, kun at jeg også har oplevet at det ændrer sig på et tidspunkt. Da min datter var yngre, legede hun heller ikke så meget selv/underholdt sig selv, men tit skulle jeg bare være der og sige noget ind imellem (mor, så sagde vi, at hesten sagde Pruh. mig: Pruh) og så gik legen videre. På et tidspunkt (måske omkring 4-5 år? jeg husker det ikke helt) ændrede det sig, og siden har hun leget meget selv. Nu bliver jeg helt rørt, når hun ind imellem spørger, om vi skal lege 🙂

    1. Flere har været inde på aldersaspektet, og jeg tænker, at det kan være rigtigt.

      Måske handler det også om, at det var nogle andre udfordringer, jeg stod med, da Anton var 3 år, så jeg skal lige lære, hvad børn som Frida kan hvornår:)

      1. Og så tror jeg faktisk også, nu jeg læser ned over kommentarfeltet, at det er rigtigt at det kan have noget med at gøre, hvor sociale børn er. Min datter er også meget social (næsten mere end begge sine forældre tilsammen .-)) og i den periode, hvor hun gerne vil have en af os meget med i legen, tror jeg faktisk også mest, hun syntes det var hyggeligt, at vi var der/at hun havde behov for at tale med nogen.

  12. Kunne det også have noget at gøre med at hun gerne vil lave noget sammen med dig, efter at havde været væk fra dig hele dagen i børnehaven? Hvad sker der hvis hun får valget med at blive inddraget i fx madlavning eller tøjsammenlægning? Vil hun så gerne være med i det, eller vil hun kun lege med dig?
    Jeg har et standardsvar når ungerne siger at de keder sig, de får valget mellem at tegne, lege lego eller hygge med (lyd)bøger, og ellers kan de hjælpe mig, fx med at lave mad. Nogle gange vælger de en af tingene, nogle gange vil de hjælpe mig og andre gange er der intet der dur, og så må de gå rundt og sukke lidt inden jeg bliver træt og beder dem om at lide i stilhed. Men de får i hvert fald en invitation til at være sammen med mig, og så kan de selv vælge hvad de vil gøre med den.

    1. Jeg er faktisk så privilegeret, at jeg ofte kan hente relativt tidligt, og da jeg ikke har så meget andet på tapetet, har jeg god tid til at lave noget med lopperne.

      Hun får altid valget om at deltaget i det, jeg skal lave, men har sjældent lyst. Og det, jeg kan blive lidt bims af er, at hvis jeg kun kan være optaget af noget praktisk, og ellers skal deltage i leg, så er der ingen tid overhovedet, hvor jeg ikke er på, så længe børnene er vågne.

      Det kommer nemt til at lyde som om, jeg ikke gider lave noget med hende (og dem) – det er ikke tilfældet. Jeg vil gerne læse højt, jeg vil gerne sidde med og tegne osv. osv, og jeg vil også gerne spille spil. Men jeg kan også mærke, at lysten kan blive lidt slidt, når der ikke er pauser imellem. Jeg savner, at jeg f.eks. kan sidde og drikke en kop kaffe, mens jeg farvelægger en side i en malebog, og Frida så imens laver mad til sine dukker/arrangerer sine bamser/leger klæd-ud.

      Forstår du, hvad jeg mener?

      1. Og yes jeg forstår hvad du mener.
        Jeg tænker at nogle klare rammer måske kunne hjælpe jer begge. At du når du har brug for en pause gør klart, at nu har du brug for 10 minutters ro med kaffe og tlf/bog/blad/… og i den tid hvor du laver det kan Frida enten tegne, lave perler eller høre lydbog på værelset mens hun bygger lego. Så hun ved hvad der forventes og i hvor lang tid (indtil æggeuret ringer), og hun skal ikke finde på det hele selv, men kan vælge mellem X, Y og Z. Vælger hun så Å i stedet er det fint, så har hun jo bare lært selv at sætte sig til noget.
        Jeg har nogenlunde succes med at gøre ovenstående med mine 3, så længe jeg gør rammerne helt tydlige. “Mor skal lige have lidt ro” er for dem fuldstændig umuligt at honorere, men med klare rammer og et ur der bipper, kan de faktisk godt imødekomme det.

  13. Jeg har samme udfordring med min 7 årige.
    Han leger så på den måde at han danser i stuen .siger en masse lyde og kaster rundt med en stor legetøjsdukke som han også bagbinder med tape.

    Derudover sider han i badekarret og leger også med skibe m.m.

    Men ,” alm” leg med Lego, biler og andet gider han ikke mere. Og han er meget social og vil helst have venner på besøg hele tiden.

    Jeg synes også det er lidt anstrengende…..
    I Sfo hygger han sig altid 😀

    1. Kommentarfeltet her har i hvert fald givet stof til eftertanke ift. at det måske handler om, at Frida bare er mere socialt anlagt, end både Anton og jeg.

  14. Kære Linda,
    Måske er tiden din ven. Min datter som nu er 9 år, har som mange andre her beskriver, aldrig set fidusen i fantasilege, legobygning, tegneri og lign. Jeg har faktisk en fornemmelse af, at hun udholdte børnehaven og deltog, men ikke rigtig købte præmissen for leg, men mere lod som om. Hvis det giver mening. Jeg talte ofte ud mellem tænderne af frustration over hendes høje krav til at blive underholdt eller behov for voksendeltagelse, da hun var mindre, men tiden har sgu løst det! Hun elsker at bage kager og lave mad, og bruger nu selv mange eftermiddage på helt selvhjulpent at lave mad. Og så har hun fundet en interesse i dans, så musik og dans på værelset, fordriver også timerne. Og så den helt store ting, at lege hun har en youtube kanal (det er verdens mest fordummende ting jeg evner at forestille mig, men der bliver gået yderst passioneret til værks) -og jeg er bare glad for, at hun har fundet noget i livet som hun anser for sjovt:)

    1. Haha – jeg tænkte så sent som i morges på, hvem fanden det er, der tænker, at det er en god ide at give en 6 årig sin egen youtube-kanal; en tanke, der udsprang af, at det er noget af det bedste, Frida ved at se på iPad’en:-D

      Og jeg kunne ikke lade være med at smile over din beskrivelse af din datter ift. hendes forhold til leg i børnehaven, for det var PRÆCIS sådan, jeg var, da jeg var lille.

      Men det giver 100% mening, hvad du skriver, og din kommentar fik mig til at tænke, at baseret på, hvad Frida synes er sjovt at lave nu, så tror jeg faktisk, at det bliver mange af de samme ting, hun fatter lidt mere målrettet interesse for, efterhånden som hun bliver større.

      (Men hun kan glemme at få en ægte Youtube-kanal…!)

  15. Jeg har jo ingen børn, men jeg har en lillebror der er 14 år yngre end mig. Han kunne som den eneste i søskendeflokken heller ikke lege uden vi eller hans venner blandede sig. Han lærte det aldrig. Jeg husker faktisk, jeg synes det var en smule underligt, men afskrev det med at han nok bare hurtigt fik en “voksenkultur”, når nu hans søskende var så meget ældre end ham. Desuden havde han jo aldrig brug for at finde på en leg selv. Ud over hans venner, var der 3 søskende til at assistere ham konstant.
    Han hadede også kreasysler (vi fandt senere ud af, han var voldsomt langsynet, så det forklarede jo en hel del…).

    Der var grundlæggende to undtagelser/ting, han kunne hygge sig med alene:
    – Legetøj som var figurer fra film/tv-serier han elskede. Det er det eneste, jeg kan huske, jeg rigtig har set ham lege med alene. Måske fordi han kunne fokusere på at “genindspille” handlingen? Det virkede dog kun i det omfang, han var opslugt af den pågældende tegnefilm/serie, og det voksede han grundlæggende fra, da han startede i skole.
    – Computerspil (IKKE dem på iPad, som er alt for simple og ofte kræver betaling for at man kan føle, man opnår noget). Her er jeg nok uenig med rigtig mange forældre, som mener at computerspil er lige så “slemt” som tv. I mine øjne svarer det mere til bøger: Det kræver engegement, det kræver øvelse, træning, gode reflekser og omtanke. Nogle spil er bygget som små, komplette universer, som kan udforskes og undersøges. De fleste spil kræver også at man træner evnen til at fokusere – man taber, hvis man ikke følger med.
    Når behovet for mere indviklede spil opstår, bliver de også ofte tvunget til at lære engelsk.

    Som en disclaimer vil jeg sige, at jeg godt kan se, min yngste lillebror ikke fik det samme ud af computerspillene som min ældste lillebror og jeg, der godt kunne lege. Vi overførte spillene til fægtning i haven, til rollelege, vi tegnede kort over spiluniverserne, vi designede nye våben til spillene… både sammen og alene.
    Min yngste lillebror fik noget lidt andet ud af sine spil: Han elskede især FIFA, som han brugte timer på! Han blev virkelig god til det med tiden. Der gik ikke lang tid før han også samlede på fodboldkort (som den lille nørd elskede at memorere), læste fodboldbøger og spillede med sine venner online. Og så gav det ham adgang til nogle flere voksensamtaler, især da han også begyndte at se fodbold i fjernsynet (altså uden for familien – ingen af os har nogensinde interesseret os for fodbold).
    Min mor var ikke sådan helt solgt, men de spil gav ham, i mine øjne, noget andet end passiv underholdning foran fjernsynet.

    (Det kan være svært at finde gode tips til børneegnede computerspil, som ikke bare ender i en skuffe, men jeg hjælper gerne hvis det er 😉 Det meste kan købes brugt, og Nintendo-grej skal generelt virkelig have nogle tæsk, før det dør)

    1. Nadia, du er simpelthen noget af det bedste jeg ved i cyber <3

      Det giver fuldstændig mening, hvad du siger, og jeg tror egentlig, at Frida også ville kunne tage legen med ud af spillet, når hun bliver lidt ældre, for hun kan egentlig godt lege. Hun lader bare til at have svært ved at finde på/sætte det igang, og der ville et kendt univers jo være en ret fin måde at få fodfæste på. Jeg har aldrig tænkt på spil på den her måde før, men det giver virkelig meget mening.

      Jeg vil HELT VILDT gerne have din hjælp til det med computerspil – men mest ift. Anton. For lige nu spiller han kun på iPad’en, og jeg har egentlig hele tiden sagt, at vi ikke skal have PS osv inden for dørene, for så kommer jeg aldrig til at se ham igen. Men jeg kan på den anden side godt begynde at se, at det faktisk ville give mere mening med et spil, han kunne fordybe sig i, hvor jeg ikke behøver være bekymret for alle mulige latterlige tilkøb og reklamer for spil, der er absurd voldelige osv.

      Vil du sende mig en mail med et par gode, aldersvarende input? (Han er 8). Det ville være en kæmpe hjælp.

      Kh

      Linda

  16. Kære Linda
    Hvor er det interessant, at du tager dette emne op, for det er rigtig svært at tale om uden at komme til at såre hinanden. Men et udbredt problem er der vist ingen tvivl om, at det er – ikke mindst at dømme efter kommentarerne her.

    Jeg mener sådan set, at det er et forventeligt problem. Vores børns generation har – modsat vores egen og endnu mere tidligere generationer – ALT. De svømmer i legetøj – ikke mindst i legetøj, der kan én specifik ting (spille en melodi, hvis man trykker på en knap, biler, der kan køre rundt på en racerbane …). Ikke ret meget af det kan bruges på andre måder og udfordrer derfor ikke deres fantasi. Når vores hjerner fra fødslen bliver fodret med underholdning, er der ikke brug for at opøve en fantasi, for tingene og legene er allerede opfundet for dem.

    Jeg læser alt, hvad du skriver, og ved, du er en kritisk tænkende, intelligent mor, og du må endelig ikke tage dette som en kritik af dig, dine børn eller din opdragelsesteknik.

    Og jeg har skam selv balladen med min 9-årige, når hun har siddet for meget med Ipad’en. Fantasien lukker simpelthen ned, og så står hun der og ved ikke, hvad hun skal tage sig til af de 100 lege-muligheder, der er på hendes værelse.

    Da mine børn gik i Steiner-børnehave, legede de ude ofte 6 timer i løbet af en dag. Her havde de en spand, en skovl og så ellers, hvad der er at finde i naturen. Behøver jeg at sige, at deres fantasi var uendelig, da de var i den alder? Der var simpelthen ikke grænser for, hvor kreative ting, de kunne finde på. Og hvad man kan bruge en pind og 5 sten til.

    Fantasien er en gave for livet, men som nævnt skal den lige sparkes lidt til nu om stunder, hvor de går i helt almindelig skole og har Ipads ligesom andre børn.

    Så om jeg har nogen gode råd? Det, der har virket bedst her, har faktisk været at lade dem kede sig. Eller rydde op. Efter lidt tid og træning er de pludselig i gang med verdens bedste leg.

    Tak for din vidunderlige blog og dit kloge, reflekterede sind.

    Anne

    1. Kære Anne.

      Tak for din fine kommentar.

      Jeg tror, det her emne er meget mere komplekst, end man måske først lige antager. For jeg kan sagtens se, hvad du mener. Der findes virkelig meget legetøj, som man kunne give en papegøje, og så ville den få nogenlunde det samme ud af det, som børn gør.

      Men jeg tror ikke kun, at det er derfor. For hvis det var tilfældet, så tror jeg ikke, at man ville se så store forskelle i en søskendeflok, som kommentarfeltet her vidner om.

      Jeg tror, at nogle børn udfordres bedst af aktiviteter, der hører bestemte alderstrin til, men kommentarfeltet her har også fået mig til at tænke over, at det har noget at sige, om vi trives bedst alene eller i andres selskab, for det er så småt ved at gå op for mig, at det her formentlig også handler om, at Frida bare er mere socialt anlagt, end Anton og jeg.

      Og så tror jeg, at lige præcis det, du peger på, med at børn er gode til at lege i børnehaven, måske handler om flere ting: Både at de er bevidste om, at der er mange børn om de voksne, der er, men også, at der er andre børn omkring dem hele tiden. Jeg kan i hvert fald se, at det lader til at være en stor hjælp for Frida – hun kan sagtens lege med, og det er ikke mit indtryk, at hun bare er passiv deltager. Hun er bare ikke igangsætter, men det er der masser af andre, der gerne vil være.

      Jeg opfatter på ingen måde din kommentar som en kritik – bare som endnu et fint input:)

      God aften til dig.

      Kh

      Linda

      1. Enig Linda, det er mere forskellen på børn end mængden af legetøj. Mine drenge har utroligt meget og forskelligt legetøj, og de leger med det hele, for vi rydder altid det hele op! 😂De skaber de mest fantastiske fantasiuniverser, hvor puder og tæpper danner landskab for et komplekst spil der hele tiden forandrer sig mellem dyrefigurer, kranbiler, lego ninjaer, kreadimser og snoretræk fra udkldningskassen! Jeg har egentligt klappet mig selv på skulderen og tænkt “hvor er jeg god til at understøtte mine børns fantasi”, men med kommentarfeltet her, tænker jeg at jeg bare har været heldig og at de har arvet det fra mig, ligesom Frida måske har arvet det fra dig.
        Men jeg bruger også ord til at fremme værdier i min opdragelse, og anerkender ofte deres gode fantasi og kreativitet, eller det gode forhold mellem dem. Så meget at min store dreng på 6 nu selv kan reflektere og sige “det er fordi jeg er kreativ”. Så er det bare med at se de stærke sider hos dem, som man også selv sætter stor pris.

        1. Helt enig! Og det med at skimme De Gule Sider efter en bulldozer, når der skal ryddes op, lyder også bekendt…:-D

  17. Hvad sker der hvis du holder fast i at du vil holde en pause og drikke en kop kaffe?
    Min datter er på samme alder og det veksler meget om hun kan underholde sig selv eller om jeg hele tiden skal inddrages.
    I de perioder, hvor hun ingenting kan på egen hånd, holder jeg stædigt fast i at jeg sidder altså og slapper af. Hun må gerne være der, snakke osv, men jeg underholder ikke. Det er slappe-af tid.
    Det bliver absolut ikke altid accepteret uden rabalder, men hun begynder at respektere det mere og mere jo oftere vi har været gennem det.
    Så må hun surmule i lidt tid, hvilket går hurtigt over igen.

    Det lyder egentlig lidt hårdt, når jeg læser det, men jeg tror det er vigtigt at vores børn lærer at vi, som forældre, også har behov og engang imellem er de 10 minutter faktisk vigtigere end barnets.

    1. Jeg tror, at en del af problemet er, at jeg faktisk ikke synes, at det er helt rimeligt at stille yderligere krav til, at hun skal kunne underholde sig selv, når jeg nu ved, at det volder hende problemer.

      For hun har gjort det, både mens jeg har tømt opvaskemaskine og lavet mad og været i bad, og også mens jeg læste lektier med Anton og snakkede med forsikringsmanden i telefon – så et eller andet sted, så synes jeg nok, at hun har gjort alt det, man kan forvente og mere til. Og så bliver det min pause-tid, jeg giver køb på, selvom jeg, sådan teoretisk, ikke synes, at det er et specielt fedt signal at sende. Jeg er 100% på din side ift. at det er vigtigt at lære sine børn, at egenomsorg i form af afslapning er vigtigt – jeg kan bare ikke finde en løsning, jeg synes passer sammen med min virkelighed:-/

      1. Det kan jeg virkelig godt forstå, for så bliver det eneste man hører sig selv sige i løbet af en dag “Jeg skal liiige…” (Hej hej Alfons Åbergs far).
        Jeg håber at du/I finder noget, der kan vække Fridas interesse eller at hun bare lige pludselig vokser sig ind i det.

  18. Det er fuldstændig som at læse om min ældeste, der idag er 8 år. Hun kunne snildt sidde i 40 min og vente på, at jeg blev klar til at underholde hende, og har aldrig leget med legetøj. Jeg troede i mange år, at det var mig der failede totalt (kan jeg stadig falde i til hygge-behov), men så fik vi lillebror som kan underholde sig selv med en pind i 3 timer. Og er der ikke en pind, så har han jo altid sin finger er lege med…. Det er virkelig vildt at se på, og selvfølgelig skønt for ham, men hånden på hjertet jo allermest dejligt, fordi det giver os mulighed for at være omkring hinanden på en rar måde, uden af vi er i en aktiv relation, hvor jeg skal lave en aktivitet på barnets præmisser.
    Min pointe med mit første indlæg her på din vidunderlige blog er, at jeg ikke tror det handler om alder, selvom det er oplagt sådan, men personlighed. Men at det er tydeligst ligenu, fordi Frida har den alder hun har. Hun er stor nok til at kræve en vis kvalitet i legen med dig, men for lille til at finde på noget næst-bedst, når du ikke kan/vil. I vores tilfælde er der tale om at være et supersocialt barn, hvor relationer bare er for fedt, og det løsnede sig først gradvist op i 6 års (skole)alderen, ikke fordi hun ændrede sig, men fordi hun begyndte at have en alder, hvor hun selv kunne opsøge legekammerater mere aktivt. Hun er fortsat vildt ydrestyret og får sjældent en ide, som hun kan blive optaget af i mere end halvhjertede 5 min. Nu har bøgerne åbnet sig, det er en stor lettelse.
    Så, pointen er, barnet ændrer sig nok ikke, men bliver ældre (og så bliver det nemmere) og du skal så finde en vej for dig der er tålelig indtil da (dvs. godt vi har vin og øve sig i at lukke ørene for suk..)

    1. Jeg har lyst til bare at poste din kommentar som et nyt indlæg med overskriften: “JA!!” For det er præcis det, jeg mener, og alt, hvad du skriver, er kæmpespot on.

      Så ja. Bare ja. Og tak.

      (Og skål:-D)

  19. Det er ikke længe siden at jeg opdagede at ungerne faktisk godt gider give mig spa behandlinger. Hvis jeg har er helt lille kit klar (børste, neglefil, skål med vand og klud, fjer, massagebold, creme, hårspænder, evt massage playliste, osv osv) så syntes de arvet er sjovt at putte mig med puder og dyner og derefter give den gas med alle remedierne. Og så kan man jonibd imellem give dem lov til at breake ansigtsmaling ud og male dig på ryg, ben, negle og ansigt, mens du blir kildet til en powernap (husk lunkent vand 😬)… måske gider de ikke, men hvis de gider, slår man ind imellem alle fluerne med et smæk- når det handler om voksen afslapnings tid, det er svært at tømme opvaskemaskine imens, det er klart. Men måske kan et hyggeligt spa-hjørne med puder, bamser, elektriske stearinlys, musikvalg osv indrettes imens det praktiske ordnes. Måske er hun lidt for lille endnu, men hvis Anton gider hjælpe, kan det være det kan lykkedes… min lille pige er lige fyldt tre og den store dreng er næsten 7.

    1. Det lyder simpelthen så hyggeligt!! Jeg tygger videre på ideen og ser, om jeg kan Frida-ficere den.

      Tak for en superfin ide <3

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.