Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

I øvrigt:

14

*Ser jeg simpelthen så tit mennesker, der ryger i bilen. Helt, helt afslappet. Hvordan kan det stadig være en ting??

*Havde jeg sidste weekend børnene med i biografen for at se De Raske & De Rå. Vi har set mange, MANGE biofilm gennem årene. Der kan være lidt udsving på kvaliteten, og jeg har også et par danske voice-overs, jeg har brug for at undgå, hvis ikke jeg skal hamre gafler i ørerne, men i det store og hele synes jeg faktisk, at kvaliteten er fornuftig. Den her? Den er, uden sidestykke, den dårligste film, jeg nogensinde har set, på tværs af både genrer og sprog. Elendigt tegnet, jammerligt animeret, plothuller på størrelse med planeter, referencer, der INGEN mening giver for kernepublikummet (f.eks. en helt, helt random sekvens, lavet som A-ha’s musikvideo til Take On Me), osv. osv. Det var, som om, nogle marketing-aliens havde sat sig ned og kørt en hurtig brainstorm på ‘hvad vil menneskevæsnerne have’ og så bare kylet det i en blender.

*Var jeg i søndags til foredrag i Aarhus med en profiler ved navn Florence McLean. Jeg havde måske ikke lige helt fået læst op på detaljerne, men havde ikke engang tænkt på at tjekke hendes nationalitet, som jeg bare antog var amerikansk. Jeg var nær faldet af stolen, da hun åbnede munden og begyndte at tale på det mest århusianske århusiansk, jeg nogensinde har hørt. Ever.

*Havde jeg søndag formiddag tjekket vejrudsigten for mandag, og vurderet, at det ikke var nødvendigt at medbringe min kedeldragt (som jeg utroligt gerne vil kalde ‘flyverdragt’?) på min opgave mandag. Big mistake. Big. Huge.  Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har frosset så meget, men jeg fik løbende flashbacks til den praktikant, jeg engang havde med ude at tolke et stilladskursus, hvor vi stod på tundraen i 9 stive timer i minus 10 grader og en chillfactor på 1000, som til sidst frøs så meget, at hun begyndte at græde. Det var næsten der, jeg var. 

*Har jeg fået afslag på min klage fra Ankestyrelsen. Ud af begrundelsen kan jeg se, at Esbjerg Kommune enten ikke har noteret, hvad jeg gentagne gange har forklaret, eller også har de været selektive ift., hvad de har sendt med sagen. En del af mig har lyst til at gå fuld korstog, søge aktindsigt og brænde lortet ned til grunden. Men jeg har vejet for og imod, OG sovet på det, fordi jeg er en stor pige nu. Og jeg er done. Jeg kan *næsten* ikke holde ud, at de får lov at slippe af sted med det, men det har taget 1 år og 8 måneder at få afslag på én (1) (uno) (one) time om ugen. Frida er 9 om lidt, Anton bliver 14 næste gang, og de kan faktisk godt være alene hjemme en time eller to i dagtimerne nu. At søge aktindsigt og lave en ny klage vil, helt realistisk, ende med at tage så lang tid, at vi er langt forbi det punkt, hvor det giver mening at få timerne tildelt. Så jeg slipper den – også fordi jeg faktisk har kunne mærke, hvor rart det er ikke hele tiden at bære rundt på en klump af grundraseri, der ætser dig op indefra og tærer på dit overskud. Som et slags PS kunne de i øvrigt oplyse, at de ikke kan tage stilling til langsom sagsgang; her blev jeg opfordret til at ‘klage til min borgmester’.

*Kørte jeg i går min bil igennem en bilvask, and I am once again asking you, hvorfor de alle sammen er så dårlige? Er det min bil, der er særlig problematisk bygget? #CarShaming

*Har jeg brugt et par timer her til formiddag på at ringe rundt for at indhente betalingstilsagn og ean-numre og på at rykke for betalinger, der for længst er forfaldne. Arrogancen hos mange medarbejdere i kommunerne holder aldrig op med at overraske mig. “Nå, men de er nok bare lidt forsinkede” var svaret fra ét jobcenter, da jeg rykkede for de 10.000, de har skyldt mig i et par uger. Et andet sted blev jeg mødt af en af de sekretærer, der kunne have haft glimrende karrierer som parkeringsvagter, hvor jeg hver gang spekulerer på, om de ved, at pengene til tolkeudgifter ikke bliver trukket direkte af deres løn. Det vilde er, at det aldrig er dem, jeg spørger om hverken lov eller holdning. Jeg beder altid høfligt om at tale med en regnskabsmedarbejder eller en sagsbehandler, men når de beder mig forklare, hvad det drejer sig om, forvandler forbløffende mange af dem sig til ubehagelige gatekeepere, og det kommer jeg aldrig til at forstå.

*Vil jeg bare gerne give the shoutests of outs til de f*cking helte, der trykker på ‘Rapporter fartkontrol’ på deres apple CarPlay. Ikke fordi jeg generelt kører for stærkt, for jeg skal bruge mit kørekort. Men i går var jeg i Aalborg, og turen fra motorvej og ind i byen er en ekstremsport i lynlæsning, for der er strøet byskilte, motorvejsskilte og hastighedstavler ud med rund hånd, og jeg var blevet blitzet med 80 et sted, hvor hastigheden LIGE var nedsat til 60, hvis ikke en venlig sjæl havde adviseret mig. Not all heroes wear capes.

*Har jeg lovet at smide et par billeder op af kjoleløsningen i mit soveværelse, og de kommer her:

M2024, uge 16

10

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft et par aflysninger på tolkefronten, og derfor har der været tid til at komme omkring noget af det, jeg har skubbet. 

Kassen med ting fra Antons værelse, der har stået i bryggerset, har været en torn i øjet på mig længe. Cirka halvdelen af det, vi sorterede fra, er sat til salg, og noget af det er solgt. Men der er stadig en stak ting, som er lidt in-between: De er sat til salg, og bør kunne sælges, men er ikke gået endnu, og samtidig er der en pose med ting, jeg mangler at fotografere og lægge op.

Men det fylder og jeg mangler pladsen, de optager, og derfor gik jeg dem igennem igen. Nu har jeg samlet alt udklædningstøj (og dertilhørende plastikvåben) i en pose, og lagt den ind bagved i hans skab. MEN. Jeg har samtidig sat en reminder i min kalender d. 10. oktober, så jeg dels får det sat til salg op til halloween, og jeg har OGSÅ haft selvindsigt nok til at skrive i remindere, hvor jeg har lagt posen…

Spillene i kassen fylder også godt, og en hurtig tur på DBA og Marketplace indikerede, at det er noget af det, der er rigtig svært at sælge, for der lå MANGE spil derinde – og også mange af samme slags. Derfor besluttede jeg, at de skulle videre ud i verden, så jeg fik fat i en ansat på Børnepsyk. for at spørge, om de manglede – men fordi de ikke længere har sengepladser her i byen, men kun tilbyder ambulant behandling, (hvilket man sagtens kan få lyst til at skrige ind i en pude over) gav det faktisk ikke så meget mening for dem at tage imod. TUSIND point til hende for at sige det, som det var.

Jeg har i stedet foræret det til indskolingen på specialafsnittet på Antons skole, og det er rart, at det ikke længere står på bordet og glor.

2.

Været i gang med at tænke nye løsninger i mit soveværelse. Jeg har efterhånden temmeligt mange kjoler, og det er noget bøvl, at jeg ikke har et bøjleskab at hænge dem i.

Vi bor småt, men jeg elsker mit soveværelse. Det er så f*cking verdensklasse at have vindue ud til garagen, fordi lyden af regn på et tag er tæt på at være det bedste, jeg ved, og ungerne har langt mere brug for de ‘store’ værelser, end jeg har. Derfor kan der ikke rykkes rundt, og der er ikke plads til et skab eller et tøjstativ derinde.

Efter at have tænkt min hjerne i skiver, endte jeg på en løsning, som er 3 væghængte stænger, med bøjler på de to nederste og S-kroge på den øverste til de kjoler, jeg hopper i og ud af, fordi én tolkeopgave kræver én dresscode, mens en anden kræver en anden.

Men de helt spidse kroge laver mærker i tøjet, så derfor har jeg købt de bolde af uld, man bruger, når man tørrer tøj i tumbleren og banket dem på S-krogene. Nu har kjolerne en stor, blød bold af uld at hænge på, og finder jeg ud af, at den her løsning af en eller anden grund ikke er gangbar, kan stængerne bruges til alt muligt andet (IKEA, I love you!) og boldene kan bruges til deres oprindelige formål. 

3.

Haft et madplansdogme som har heddet ‘Fryser’.

Jeg har før haft som fokuspunkt, at jeg skulle bruge én eller to ting fra det kolde dyb i løbet af ugen, men den her gang var min selvpålagte regel, at aftensmaden hele ugen skulle være noget, jeg hev op – og det har jeg holdt.

Samtidig havde vi i fredags påskefrokost i Fridas klasse, hvor jeg havde skrevet mig på ‘kage’, og jeg endte med at medbringe 2 poser fastelavnsboller, en stor kage og en pose æbleskiver; alt sammen også fra fryseren – og det forsvandt som dug for solen.

Det har frigivet rigtig meget plads, hvilket dels er rart, og dels gør det nemmere at holde øje med, hvad man har derude, og jeg har nu allokeret en hylde til mad, vi skal have spist den kommende uge. For lad os bare være ærlige: Den her uge har jeg taget alt det, vi godt gad spise. Men der er også en solid håndfuld plastbøtter med de retter, som måske ikke står øverst på ønskelisten – men som bestemt stadig kan spises.

Det er en klassiker at styre udenom det, man enten er træt af, eller som måske ikke blev *helt* som man havde forventet, da man lavede det – men det strider imod alt, hvad vi jo her prøver at fremelske, bare at smide det ud.

Når det er sagt, er livet også for kort til at slæbe sig igennem 14 trøstesløse retter, så aftalen med mig selv er blevet, at vi kører på den kommende uge, og næste weekend tager jeg så en ærlig gennemgang af det, der er tilbage, og smider det ud, vi ikke har fået spist.

Status, Månedens Mål, april (3/4)

Det her tegner til at blive den korteste statusopdate på et ugemål so far. 

For allerede tirsdag kastede jeg mig over opgaven. Loggede ind på Mit YouSee og begyndte at lede efter oversigten over mit dataforbrug, som jeg SVÆRGER, at jeg har set derinde tidligere. 

Torsdag gav jeg op. Det eneste, jeg kunne grave frem, var en detaljeret oversigt over mit forbrug, der var SÅ detaljeret, at den var ubrugelig. Jeg satte den op til at vise dataforbrug for marts – og KUN dataforbrug. Den kvitterede med 90 (og det var altså: 90) sider.

Go. Fuck. Yourself. 

Og YouSee har på mange måder fungeret godt, de år, jeg har haft dem. Men de MÅ være den virksomhed, på tværs af samtlige brancher i verden, der har den RINGSTE robotservice, både på chat og telefon. Jeg vedkender gerne, at jeg måske har fået lige rigeligt temperament udleveret, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tæt på at tyre min telefon ud ad vinduet i raseri. Uanset hvor T-Y-D-E-L-I-G-T jeg forsøgte at tale, forstod talegenkendelsen ikke ét ord af, hvad jeg sagde. Chatfunktionen var ikke meget bedre, og da jeg endelig nåede frem til et rigtigt menneske, gik det så langsomt, at jeg var ved at rive min hud af i strimler i afmagt. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at det kan være mere rentabelt at bemande chatten med personer, der MÅ køre ét-fingersystem i et tempo som snegle på valium, end bare at køre old school-opkald.

Men da vi efter 20 (TYVE!!!) minutter var nået frem til, at 1) hun kunne hjælpe mig med at finde de samme tal, som jeg selv havde fundet, at 2) man kan se forbruget i telefonen, nå, ok, du vil gerne se for FLERE måneder, nej, det ved jeg ikke, hvordan man gør, smed jeg håndklædet i ringen. Jeg er nødt til at ringe til dem en dag, hvor jeg har 16 timer i overskud til at nå forbi deres forpulede gatekeeper-robot, så jeg kan tale med et rigtigt menneske, og så få vedkommende til at gennemgå mine abonnementer med mig i røret.

Der kommer en update, når jeg har en, enten fra mig eller fra et af mine oldebørn.

———-

Det sidste fokuspunkt i denne måned er forsikringer, med hovedfokus lagt på autohjælp og rejseforsikringer, fordi sommerferien venter om hjørnet.

Helt lavpraktisk kommer jeg selv til at læse de policer, jeg har på de enkelte forsikringstyper, måske kombineret med en enkelt googling på, hvad man typisk glemmer at forsikre.

Hvad snakker du om?

2

Jeg tænker meget over samtaler for tiden. Hvordan vi taler med hinanden, og hvad vores samtalemønstre gør ved vores relationer over tid.

Det kom sig af, at jeg mødte et menneske, jeg for år tilbage havde meget at gøre med, fordi vi var tilknyttet samme arbejdsplads. Da vi forlod den, var vi i starten gode til at sætte aftaler op, men, som det så ofte sker, gik der længere og længere tid i mellem, at der blev taget initiativ, og når vi endelig fik kalenderne til at gå op, blev det efterhånden tydeligt, at det, vi primært havde haft til fælles, var arbejdspladsen.

Men hun er stadig skideskøn, og derfor blev jeg lige ramt af den der ’Ej, hvor er det egentlig ærgerligt, at vi ikke ses mere!’, da vi sagde farvel – men jeg er også blevet gammel nok til at vide, at sympati og nostalgi ikke kan holde sammen på noget, der ikke kan stå af sig selv.

For ligesom de sidste gange, vi sås, havde den her samtale også karakter af bytte-bytte købmand. Ikke på den sure eller nidkære måde – men det var reelt bare en udveksling af statusopdateringer, et hurtigt vue over fælles bekendte, og så et knus og videre ud i livet.

Det var lige, som det skulle være.

Men mødet fik mig til at tænke over, at personlige samtaler måske i bund og grund falder i én af tre kategorier.

Den ene er den ovenstående slags, hvor alt er bagudvendt og nye kapitler i gamle historier. Hvor man reelt ikke ved ret meget om hverken nutid eller fremtid hos den, man står overfor, og hvor man sorterer i de emner, man selv tager op, fordi meget af det, der fylder, kræver for meget intro, hvis det skal give mening for én, der ikke har fulgt med i realtid.

Den anden type er dem, hvor man stille og roligt opdager, at der er sket en skævvridning af rollerne over tid. For hvor man egentlig, samtale-wise, startede med at give og tage nogenlunde lige meget, så er der et sted undervejs sket noget, og nu har relationen mere karakter af klient/terapeut eller monolog/publikum. Den type samtaler er jeg over de sidste år blevet bedre til at spotte og til at overveje, om jeg fortsat har lyst til at være til stede i. For de mangler det, den tredje og sidste type af samtaler har, nemlig passager af small talk og noget, der på overfladen kan ligne ligegyldig ping pong.

For det, jeg oplever er, at det er i den lille samtale, at tingene folder sig ud. Det er dér, der associeres frit, og hvor en samtale, der starter med spørgsmål som: ”Hvordan går det med din mors knæ?” eller ”Er du også faldet i padel-gryden?” ender med at handle om, hvad man frygter mest ved at blive gammel, eller at mange år med en syg bror sætter sig i systemet og reducerer batteritiden og dermed det, man kan overskue, permanent.

Det er dér, man bliver klogere, både på sig selv og på livet; måske fordi man ikke har harddisken låst fast i at skulle huske rækkefølgen i opdaterings-historierne eller skal zappe mellem viden om 4 fællesbekendte, men har godt med RAM fri til bare at lade samtalen vokse og kravle, vildt og organisk, og blot følge med, som den udvikler sig.

Paradoksalt nok oplever jeg selv, at netop den måde, vi taler sammen på, kan være med til at bevare en relation, der måske har løbet sin bane. Særligt, hvis man har en fælles fortid, for man kan holde kunstigt liv i noget længe, hvis man har et stort bagkatalog at samtale ud fra. De mange fælles referencer skaber en illusion af fortsat forbundethed, fordi samtalen jo sådan set flyder problemfrit, og samtidig tror jeg, at de fleste af os kan være tilbøjelige til at glemme at forholde os til relationen, som den *konkret* ser ud. Vi har, tror jeg, en tendens til at se det, vi så, da vi lærte hinanden at kende, og når vi ikke forholder os til selve fundamentet; venskabet, så kan der gå lang tid, før vi opdager, at irritationsmomenter og samtaler, der føles utilfredsstillende og ufrugtbare, faktisk ikke udspringer af misforståelser eller dårlige dage. De er bare, helt grundlæggende, et udtryk for, at man ikke længere har noget til fælles, og ikke ville ende som venner, hvis man mødte hinanden som de mennesker, man hver især er i dag.

Heldigvis rummer langt de fleste relationer fint alle 3 samtaletyper, for der kan ikke altid være tid til at gå i dybden med alt. Korte opdateringer fungerer strålende som trædesten, så man stadig er nogenlunde med, når man mødes næste gang, og vi har alle sammen brug for at være den, der ligger på briksen engang i mellem.

Men jeg tænker meget over, at venskaber ikke bare består automatisk, og at de ikke kan leve videre på minder alene. De kræver, at man tjekker ind og spørger til sine mennesker, oprigtigt og vedvarende, hvis man gerne vil bevare dem i sit liv og i en meningsfuld relation – og at man ikke falder i hokus-pokus-mig-i-kronisk-fokus-fælden alt for ofte.

For når jeg taler med mennesker, der, helt selvfølgeligt, caster sig selv som hovedrollen i alle interaktioner, de har, tænker jeg altid på, at de går glip af ret meget. For på et tidspunkt holder omverdenen jo op med at engagere sig i samtaler, og så er det spændingsfelt, der kan give så meget godt, pludselig reduceret til et tomrum, hvor det eneste, man hører, er lyden af sit eget ekko.

M2024, uge 15

10

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg været inde og læse op på, hvad et årskort til WOW-park ellers giver rabat til, for de har fået nye samarbejdspartnere, og det betyder, at der nu er rabat på entre på mange af de steder, vi kommer, bl.a. Odense Zoo, Djurs Sommerland og Universe. Men alle med børn ved også, at ‘rabat’ kan være et meget bredt og bøvlet begreb (Legoland, jeg kigger på jer), så jeg brugte en time på læse det med småt.

Men lige her ER der faktisk meget reel rabat at hente. De steder, vi kommer, hedder den enten 25 eller 50%, og med en gennemsnitspris på en entrebillet på omkring 300 kr., kan det ikke betale sig *ikke* at gøre. 

Sommerferien bliver af 100 forskellige grunde ikke Sverige, som jeg ellers havde tænkt, men med det her kort og de medfølgende rabatter, er der i stedet mulighed for flere, kortere ture, hvor vi kan  køre B&B eller besøge gode mennesker, og så kombinere det med noget af det, ungerne synes er sjovt. 

2.

Er jeg så småt gået i gang med at kigge på haven. Den er mit smertensbarn, for jeg ville så utroligt gerne være sådan én, der slentrede zenbuddhistisk rundt og fandt eksistentialistisk ro ved at nippe blade af frodige planter. 

Desværre må jeg efterhånden sande, at jeg nok mere er sådan en, der er lidt grundrasende hele tiden, fordi det er støvet og meget varmt og der er dyr overalt. Planterne hader mig, fordi jeg vander i overensstemmelse med min personlighed, og de derfor enten kan vælge mellem for lidt eller for meget vand, og så er der den helt overordnede udfordring, at forhaven står i bagende sol fra morgen til aften, mens baghaven er i skygge det meste af dagen. Så. It’s complicated, som vi siger.

Men i år forsøger jeg at tackle det med realisme og minimal indsats, og derfor har jeg omtænkt hele konceptet. Min forhave, hvor jeg fik lagt fliser sidste år, egner sig fortrinligt til forårskaffe (og vin), men den er helt uafskærmet, og det kan godt give oplevelsen af at sidde i et udstillingsvindue, selvom vi bor i sidste hus på en lukket vej.

Baghaven er skideskøn om aftenen, og der er tagudhæng, der gør, at man også kan sidde derude, når det regner, hvis ikke vinden er alt for hysterisk. 

Så med ‘brugsværdi’ som bærende koncept, besluttede jeg, at jeg manglede noget afskærmning ud mod vejen, mens baghaven ville det fungere bedre med et mindre bord, der kan stå under halvtaget hele tiden, og dermed være klar til bare at bruge, uanset vejr.

Jeg fandt nogle fine og billige kapilærskjulere i træ uden bund. Dem har jeg købt 4 af, og når jeg lige får dem samlet, kommer de til at stå langs kanten af forhaven – men i stedet for at fylde dem med jord, kommer jeg til bare at købe planter, der kan stå i, uden at skulle plantes om. Min tommestok og jeg kan se, at der er plads til 2-3 planter i hver, og dør der en enkelt, kan den bare skiftes ud, hvilket er billigere og langt mere overskueligt end fuld udskiftning, jord og flere lecanødder.

Ift. mit kæmpe bord på 200 x 100 cm., fik jeg den ide, at nogen med et mindre måske havde lyst til at bytte, så jeg smed en besked op i den lokale fb-gruppe og spurgte – og det var der sgu! Så i stedet for at bøvle med at sælge det, jeg har, og derefter finde et nyt, der passer, så byttede vi bare lige over. Jeg hentede det i eftermiddag, og det er perfekt.

Ovenikøbet betyder det, at de 6 stole, jeg har til det gamle bord, så kan fordeles, så de to af dem kan stå i forhaven med mit lille bord, mens de sidste 4 kan stå i baghaven om det nye, tilbyttede bord.

Jeg synes, i al beskedenhed, at jeg er genial. 

3.

Tror jeg, at Bilka To Go har fået nye folk, for da jeg hentede varer i mandags, havde jeg fået 4 liter mælk med, jeg ikke havde bestilt.

Vi drikker, når bølgerne går højt, 1 liter mælk om ugen, så jeg smed 2 liter ind til naboen, 1 liter over til min mor, og da jeg alligevel skulle ud til oldefar med den sidste, fik han en pose boller fra fryseren og en bøtte frisklavet tomatsuppe med. Jeg fik plads i fryseren, og han fik ordentlig aftensmad. Win/win, som vi sagde i 90’erne. 

Status, Månedens Mål, april (2/4)

Jeg har hængt godt i, synes jeg.

Jeg har fået sagt mit madblad op, har tjekket Patreon ift. kun at betale til de podcasts, jeg hører, og så har jeg tjekket de abonnementer, jeg har på min telefon. Jeg har ikke opsagt en eneste af dem, men jeg har lagt en reminder i min kalender i slutningen af juni, for der er et par stykker, jeg ikke har brugt de sidste 4-5 uger, og de skal siges op, hvis jeg til den tid stadig ikke bruger dem.

Derudover har jeg regnet på, hvad jeg bruger på de streamingtjenester, vi har, og sammenholdt med, hvad en tilsvarende løsning vil koste hos YouSee, og det viste sig at være billigere. Ikke meget, men lidt har også ret, og det ER smart, at det hele er samlet samme sted, fordi jeg så med det samme kan se, om jeg kan nedgradere til en billigere pakke, hvis jeg opsiger én af streamingtjenesterne.

Endelig opdagede jeg, at jeg faktisk kan spare penge ved at konvertere mine iTunes- og iCloud-abonnementer til Apple One, for ud over at spare 20 kroner i måneden, får jeg Apple+ (endnu en streamingtjeneste) oveni. Jeg kan ikke gennemskue, hvordan det forholder sig med iCloud ift. at børnene kører på familieabonnement, men fordi priserne ikke er vanvittigt forskellige, synes jeg ikke, at der er noget at miste ved bare at skifte, og så må jeg se, om jeg ender med at få en notifikation om, at jeg er ved at løbe tør for lagerplads.

Jeg håber, at I også har fået skåret en hæl og hugget en tå, så det, I har nu, passer til det, I rent faktisk bruger?

Dermed er vi nået frem til næste uges fokuspunkt, som er telefon og internet. 

Stort set alle udbydere har på deres hjemmeside en funktion, der hedder noget i stil med ‘Mit YouSee/Telia/Whatever, hvor du kan gå ind og se, hvad du/I konkret har forbrugt de sidste mange måneder. Jeg opdagede for et par år siden, at jeg, uden at opdage det, var blevet opgraderet til et abonnement, der var way overkill ift. hvad jeg faktisk forbrugte, så hvis man de sidste 3 måneder ikke har været i nærheden af at nærme sig sit max, så kan det vise sig at være time well spend at tjekke, om der findes en billigere løsning, man kan skifte til.

I øvrigt:

42

*Har Esbjerg fra og med i går fået nyt parkeringssystem; det samme, som bruges i alle andre storbyer – og aldrig har Vestjylland set så massivt et opbud af stærke følelser. oKAY, folk er rasende. Hvilket er virkelig vildt, taget i betragtning af, at der hernede er ledige p-pladser overALT, og at du, smackdown centrum, kan holde mellem 2 og 4 timer gratis. Men vi er ikke store på forandring på de her kanter, hvad mener du med apps, og HVAD MED OS, DER IKKE HAR MOBILTELEFON!!?

*Er det ved at være for varmt til min højtelskede rave-kedeldragt, når jeg er på Opgaven, Hvor Jeg Bliver Beskidt, men fordi jeg ofte skal videre til andre opgaver, har jeg brug for noget andet, jeg kan have over mit normale tøj. Noget, der beskytter, men uden at være varmt. Det udtryk, der falder mig ind, er ’Smuds-kedeldragt’ – har vi en ekspert i arbejdstøj på linjen, der kan være behjælpelig med en anbefaling?

*Så jeg forleden et opslag om, at Beyoncés version af Jolene er et ’power anthem for women everywhere!’ – og jeg ved godt, at jeg er meget alene her, men jeg synes, den er decideret irriterende. Dolly er tilgivet, fordi country og #DetVarEnAndenTid – men “I’m warnin’ you, don’t come for my man”? Really? Ej, men hvis det endelig skal være, så syng dog til din mand, at han skal stoppe med at knalde udenom.

*Var jeg i fredags på Moesgård for at se den nye udstilling ’Kriger’. Vi startede med at pre-game med hele det grå segment til noget morgenmad, hvor en blændende dygtig og engageret arkæolog fortalte om udstillingen, og hvad man havde gjort sig af overvejelser, da man satte den op. Det gav den en helt anden sammenhæng og dybde, og hvis man får muligheden for at høre et tilsvarende oplæg, enten om den her udstilling eller om en af de andre, så skal man KLART gøre det. Det var en gamechanger af de store.

*Fandt jeg forleden ud af, at Fridas veninde går til Kæphest. Hun bliver glad, når hun finder ud af, at Fridas mor er uofficiel verdensmester i selvsamme disciplin.

*Elsker jeg interne jokes, for der er ikke noget bedre, end når helt random ting kan få én til at trække på smilebåndet. For et par måneder siden var en veninde på date med en fyr, der, ganske u-ironisk, stillede i ruskindsjakke med frynser, og jeg har ikke TAL på, hvor mange cowboymemes og tvivlsomme TEMU-produkter, vi siden har været så hjælpsomme at sende hende. I sidste uge forsøgte min mor at beskrive, hvad det er for klip klappere, hun er på udkig efter, og det blev til en forklaring så vag, at jeg siden har sendt hende mellem 10 og 15 billeder af klip klappere og crocs med stilethæle, en version, der meget minder om 90’er-fænomenet Buffalos og et par, der var udformet som hajer. Altid ledsaget af teksten: ”Også en mulighed?” Jeg er skideheldig, at jeg har hende, og at hun også synes, det er sjovt.

*Har jeg reaktiveret min Tinderprofil, og det er ikke blevet mindre vildt, siden jeg var der sidst. Men det er stadig tankevækkende, hvor mange mænd, der lader til at have brug for, at du skal ville have en kæreste. Nu er det blevet et korstog for mig (fordi kæphesten er optaget), for det er 2024, og jeg nægter at bøje mig for den kønsnormative kliche om, at kvinder dater for at blive gift. Jeg har en god håndfuld kammerater, som er med på sidelinjen, og da jeg første gang forklarede, hvad jeg havde tænkt mig at skrive, udbrød den ene skrækslagent: ”VIL du gerne dø!?” mens den anden råbte: ”Er du blevet vanvittig!?!” – hvilket ikke på nogen måde styrker min tiltro til mænd som koncept, må jeg bare sige. Men alle kan være helt rolige, for 8 ud af 10 mænd læser alligevel ikke, hvad man skriver.

*Kan jeg læse, at SKAT bruger ”AI-systemer, som Skattestyrelsen har udviklet” til overvågning af danskerne. Altså, nogenlunde samme cast, som udviklede systemet, der blev brugt til at lave ejendomsvurderinger med, som denne gang forsøger at tøjle Sarah Conners værste mareridt, der – når det bliver bedt om at generere billeder af kvinder, der spiser salat – leverer det her:

Det kan ikke gå galt.

*Har jeg fundet 2 gode podcasts, som I også lige kan få glæde af, hvis I mangler lidt til ørerne:

Scamanda & Nobody Should Believe Me

M2024, uge 14

17

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Erkendt, at jeg ikke får brugt de to (ellers meget lækre) sprays fra Rituals, som jeg fik i fødselsdagsgave.

Årsagen er lige så simpel, som den er idiotisk: Jeg har haft begge dufte som håndcremer, og jeg er helt og aldeles ovre dem. Det har jeg brugt et par måneder på at parlamentere med mig selv om logikken i, men fact er, at jeg styrer udenom dem hver eneste morgen, og de er for dyre til bare at stå og samle støv.

Min veninde fik den ene, min søster den anden, og nu er jeg fri for at irritere mig over mig selv, hver eneste gang, jeg åbner skabet. 

2.

Justeret min vaffelopskrift – og inden du tænker: “Ej, ok. HVOR små ting skriver vi på??” så lad mig lige forklare. 

For vi har rigtig ofte små mennesker sovende her, og de ved, at de kan lokke mig til at lave vafler til dem uden at presse ret hårdt. Derfor er det faktisk lige nu noget, der er på menuen et par gange i måneden.

Og hvor jeg tidligere ikke bemærkede, om der var vafler i overskud, når børnene gik fra bordet – for hvis der var, kunne det skyldes mellem 50 og 100 forskellige ting – så kan jeg pludselig nu se, at der konsekvent er cirka 1/3 af portionen tilbage, når alle har sagt tak for mad. 

Man kan jo egentlig godt fryse dem, for stakker du dem og pakker dem i bagepapir, så kan de lunes i ovnen uden at blive tørre – men jeg er blevet selektiv med, hvad jeg fylder fryseren med. Ganske enkelt fordi jeg efterhånden har fundet ud af, at stort set alt kan fryses, hvis du gør det rigtigt. Men det bliver rodet og uoverskueligt, hvis hylder og skuffer er fyldt med 100 små rester og ting, der kan bruges som snacks, og så ender jeg med enten pludselig at mangle mad-mad til de dage, hvor det ville være en hjælp at have, eller at opdage, at jeg har frosne retter nok til at bespise et mellemstort Hjemmeværnsarrangement, under alle vaflerne og bægrene med smøreost.

Men at smide en solid håndfuld vafler ud, hver gang jeg laver en portion, er ikke i orden, så nu har jeg haft lommeregneren fremme og har reduceret opskriften med en tredjedel.

3.

Fået ny ovn og emhætte (hurra!). 

Inden den søde elektriker stak af med det gamle, sørgede jeg for at rapse de 2 riste fra den gamle ovn, for nu, hvor jeg ofte udnytter, når jeg alligevel har gang i ovnen, står jeg jævnligt med 3 varme bageplader, eller brød, der ikke er kølet nok af til at smide i poser, når jeg skal bruge pladen igen, og mangler en rist.

No more. Nu har jeg 3, og det er perfekt.

Status, Månedens Mål, april (1/4)

Jeg synes, det har været en krads start ovenpå påsken og De Uendelige Ugers sygdom. Føj, hvor jeg har løbet stærkt. Der har været svømning og læsning og dobbelt op på klub til Anton, mens Frida fik en tandbyld midt i det hele, og så har der været en del kommuner, der ikke har betalt deres fakturaer, for ‘det har jo været påske?’, som de siger, når jeg ringer. (Og ja. Jeg vil gerne bede om en medalje for at holde mit tonefald indenfor normaltregistret, når jeg spørger, om de udviser samme largeness over for de mennesker, der skylder dem penge, tak fordi du spørger).

Jeg øver mig i at kigge tingene kritisk efter i sømmene, når det bliver SÅ vildt, som den her uge har været, for selvfølgelig er der noget af det, som bare er #life.

Men der er også knapper at skrue på. F.eks. er jeg indtil nu gået med Anton ind, når han skal til E-sport, og har hjulpet ham med at logge ind. Samtidig har han fået lov at køre på nedsat tid – men det betyder, helt lavpraktisk, at vi onsdag kører hjemmefra 16.40, og at den er 17.15, inden Frida og jeg er hjemme igen. Det er røv og nøgler, når vi så skal afsted kl. 18.10 for at hente ham igen. Ikke mindst fordi vi om tirsdagen har et tilsvarende set up, hvor jeg afleverer Anton først, kører videre med Frida til svømning, venter 45 minutter, tager Frida med igen, og samler Anton op på hjemvejen.

Jeg vil strække mig ret langt for at få det til at fungere, men nu har jeg lavet et lamineret kort med hans login-oplysninger (på den analoge, krypterede måde, selvfølgelig) og sagt, at han skal være der de fulde 2 timer. Det betyder, at Frida og jeg faktisk får tid nok til, at den kan bruges til noget, f.eks. lektier eller aftensmad.

Det er ongoing work in progress, men det er ok. Det er fedt, at der er noget, han har lyst til og kan rumme, og vi skal nok få det til at fungere. 

Nå, men alt det for at sige, at mit fokus på månedens mål har været laserfokus-glemt-glemt-glemt-LASER!-glemt-glemt-fokus. Og alligevel er jeg faktisk nået med. Så altså: Håb for os alle, I guess?

*Jeg har fået slettet ikke færre end 23 apps på min telefon. Derudover har jeg pakket nogle af de mapper ud, som jeg har lavet for at skabe overblik, men hvor jeg simpelthen glemmer, hvad jeg har liggende. Og det er jo ikke fordi jeg er ved at løbe tør for plads, vel? Men der er heller ingen grund til at have en masse crap liggende, som man bare swiper hen over 400 gange om dagen. 

*Jeg har afmeldt omkring 20 nyhedsbreve, heraf flere, jeg ikke ANER, hvordan jeg er endt med at få. Det vilde er, at jeg ikke som sådan har forholdt mig til, at de dumper ned i min indbakke flere gange dagligt – men sikke dog en ro det har givet at melde dem fra.

*Min oprydning på insta har vist sig at være en lidt mindre strømlinet omgang, for jeg har gennem længere tid været i gang med at redesigne mit feed. Jeg har skruet voldsomt ned for folk, der mener en masse om mad og træning og politik og neurodivergens, og har i stedet tilføjet en ordentlig stak kunstnere, fotografer, sportsfolk – og dyr. 

Derfor har jeg faktisk de sidste måneder unfollowed meget af det, der ikke længere giver mening for mig, og fordi jeg samtidig har været nogenlunde konsekvent i, hvilke typer af konti, jeg trykker ‘Følg’ på, rammer algoritmen plet meget af tiden med nye forslag. 

Derfor følger jeg netto nogenlunde samme antal, som inden jeg begyndte at rydde op, men sammensætningen er en anden, og passer bedre til det, jeg bliver glad af at kigge på nu.

__________

Den kommende uges underemne er: Underholdning.

1.

Mit primære fokus bliver min tv-pakke og mine streamingtjenester. Det er et punkt, jeg har skubbet siden november, for det er sådan en opgave, jeg HADER. Min hjerne smelter, når jeg skal sætte mig ind i ting, der ikke interesserer mig, og det gør det her virkelig, virkelig ikke. Det er bare noget af det, der skal fungere, og hvor jeg, hånden på hjertet, kan komme til at køre alt for længe på dyre og/eller outdatede workarounds, fordi jeg ikke kan overskue at skulle læse op på alt det med småt. 

Men da jeg ville tilkøbe TV2 i november, så Frida kunne se julekalender, var der sket en HELT masse med pakkerne hos YouSee. Det har derfor været på min mentale liste siden, for jeg kan formentlig samle de streamingtjenester, vi har, og tilkøbe de tv-kanaler, vi gerne vil have, for nogenlunde det samme, som vi giver nu.

Og jeg siger ikke, at hverken jeg eller I kunne finde på at dele login med andre mennesker. Men HVIS nu man hørte om nogen, der besudlede moralen med den slags, så kunne man lige lade gå videre, at det ser ud til at være en stakket frist, så man kan måske ligeså godt få fundet en mere holdbar løsning først som sidst. 

2.

Jeg vil have taget stilling til mine abonnementer på podcasttjenester, blade og aviser.

3.

Og endelig kommer jeg til at tjekke de abonnementer, jeg har på min telefon. Der er helt sikkert nogen, jeg ikke bruger nok til at forsvare det, de koster.

(Hvis man lige har glemt, hvor man gør det, så er det Indstillinger -> Apple-id -> abonnementer)

M2024, uge 13

16

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået de forkerte frostvarer udleveret fra Bilka To Go.

Det var ikke fordi, der var så mange af dem, og der var nul problemer med at få de manglende varer udleveret, men fordi BTG ikke må tage fødevarer retur, når de først er udleveret, stod jeg med 3 poser frosne rundstykker, som vi aldrig får spist. 

Jeg spurgte derfor naboen, om de kunne bruge dem, og det kunne de.

Nu er jeg fri for, at rundstykkerne optager plads i min fryser, og naboen har fået dem, mens der stadig er masser af levetid tilbage på holdbarheden. 

2.

Brugt de 6 gange, jeg af min sundhedsforsikring fik bevilget til behandling hos akupunktøren.

Vi er et stykke ad vejen, men vi er der ikke helt endnu. Derfor lagde vii en ny plan, da jeg var der sidst, og jeg var egentlig indstillet på, at det ville blive for egen regning. Men hvis ikke man spiller, vinder man ikke, og derfor prøvede jeg at søge om 6 nye behandlinger – og dem fik jeg. Sgu. 

Det er 3600 kr., jeg ikke selv skal have op ad lommen, og det er umådeligt værdsat. 

3.

Har jeg igen haft Frida og slænget med i svømmehallen. Vi øver selvhjulpenhed og selvstændighed i vildskab, og som jeg vist har nævnt før, er de der næsten.

For mig er det ok at sidde med en bog eller noget arbejde et par timer eller tre, og damerne passer stort set sig selv, men fordi de efterhånden er store, og kan være i vandet længe, ender de ofte med at blive sultne, mens vi er der.

Det er helt fair, og om de får en is på en legeplads, eller en bolle i svømmehallen gør ikke den store forskel, men her ender det bare ofte med at blive lidt af en udskrivning, fordi de så også skal have noget at drikke, og det åbentbart er der, vores svømmehal har valgt, at avancen skal ligge.

Derfor købte jeg, sidst jeg var i Tyskland, en ramme 0,25 cl. kildevand med skruelåg med hjem, og dem er jeg begyndt at have med.

“Men Linda – hvorfor tager du ikke bare vandflasker med? Det er da meget mere bæredygtigt?”

Det er fuldstændig rigtigt. Og det er faktisk noget, jeg selv har brugt tid på at irritere mig over.

Men jeg må sande, at det her er et af de områder, hvor praktikken ender med at spænde ben for projektet, hvis jeg sætter ambitionerne for højt. Hvis jeg skal sørge for drikkedunke til 3-4 børn, alt imens jeg superviserer pakning af svømmetøj, sørger for, at Anton har, hvad han skal bruge herhjemme, mens vi er væk, og også husker det, jeg selv har planlagt at lave eller fikse, mens jeg sidder vagt, så ender det med, at jeg glemmer det, og så bliver det købte kildevand til priser, der kun *lige* ligger under det, en nyre på det sorte marked står i.

Det er en af de erfaringer, jeg har gjort mig over de sidste par år; at man kan inkorporere gode, bæredygtige vaner, men det er ikke dem alle sammen, der holder ved, når hverdagen ruller, og man har mange bolde i luften.

I starten fik jeg nærmest stress over det, fordi det føltes som 2 skridt frem og halvandet tilbage, men efterhånden er jeg nået til en slags fred med, at ambitionsniveauet er nødt til at matche det generelle overskud, og at det, der er en god løsning den ene måned, ikke nødvendigvis er det den næste.

Status, Månedens Mål, marts (4/4)

Jeg er ved at være godt med ift. at få brugt ned af det, der bare har ligget og gjort sig til, så der har ikke være store områder, der har stået og kaldt på fokus.

Derfor har der været plads til et par små-projekter, som dels har været fryseren og dels har været snack-kurven.

Om et par uger afholdes der påskefrokost i Fridas klasse, og traditionen tro er det sammenskudsgilde. Da Anton var lille, var jeg ret strømlinet med de ting, og bød jeg ind med pizzasnegle bagte jeg, så der var til hele flokken.

8 år senere har jeg lært, at børn er fuldstændigt ligeglade til arrangementer af den her slags. Derfor har jeg sænket ambitionsniveauet betydeligt, og denne gang meldte jeg ind med ‘sødt’. Det giver mig nemlig mulighed for at få lunet og medbragt de 2 poser fastelavnsboller, æbleskiverne og den halve chokoladekage, der trænger til at blive spist. Der er INGEN, der går op i, om der er den mindste smule sammenhæng eller tema i det, der medbringes, så på den her måde får vi både arbejdet lidt med madspild, samtidigt med, at vi sørger for, at der er lidt til alle små smagsløg. 

Derudover har jeg købt en pose vaniljeproteinpulver, så jeg kan få lavet smoothies af de poser med restfrugt, jeg har smidt i fryseren de sidste måneder, og så har jeg samlet alle de rester af kiks, nødder og tørret frugt, som altid ender i forskellige kasser og bokse, mine forsøg på at holde dem samlet til trods. Om 10 minutter er vi så langt, at sommerferien begynder at tegne sig i horisonten, og så er det omsonst af have madpakkesnacks liggende. Derfor gør vi lige en indsats for at få brugt det, vi har, og så sørger jeg for at være lidt systematisk med indkøb de sidste måneder frem mod ferien.

Med marts i ryggen og april i fjæset, er vi således klar til en ny runde.

Månedens Mål, april:

Målet for april er at få luget ud i abonnementer og tilmeldinger.

Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle køre de hårde hvidevarer nu, hvor strømmen falder til sommertarif, og fryseren (forhåbentlig) er nogenlunde tom ovenpå marts’ fokuspunkt, men fordi der på en del abonnementer er en opsigelsesperiode, synes jeg, at det er smart at få dem kigget igennem, så de kan siges op, inden vi rammer sommerferien.

Denne gang vælger jeg, at vi følges ad, så jeg varsler ugens fokuspunkt på forhånd. På den måde bliver det forhåbentligt overskueligt nok til, at I derude kan få det flettet ind; også selvom vi snubler rundt i sommertid og helligdage. 

Vi starter stille og roligt ud, og den kommende uge handler det om at få luget ud på de sociale medier.

Mine 3 punkter bliver:

*at tjekke min telefon igennem og slette de apps, jeg ikke længere bruger.

*at bruge de 10 sekunder der tager at afmelde nyhedsbreve og reklamemails, der brager ind i indboksen, fordi jeg engang i tidernes morgen købte noget, der fortaber sig i tågerne.

*at unfollower de profiler på insta, som jeg lidt for længe bare har scrollet hen over, fordi jeg ikke længere er et sted, hvor de giver mening for mig at følge. Jeg synes ubetinget, at det er nemmest at gøre, når profilerne popper op i feedet, for går jeg ind på min følger-liste, kan jeg ikke huske, hvem der poster hvad. Jeg har god erfaring med at have det som fokuspunkt, og er man den lidt resultatdrevne type, kan man tjekke, hvor mange man følger i dag, og så sammenligne med tallet om en uge.

Det handler ikke kun om at være en ordentlig følger, der faktisk gerne vil se det, afsenderen poster (for ingen af os kan lide at blive iagttaget af mennesker, der dybest set ikke bryder sig om os), men også meget om, at algoritmen giver dig det, du gerne vil have. Følger du 100 bageprofiler, bliver det det, den foreslår, igen og igen, og det er der jo ikke rigtigt nogen grund til, hvis du er ovre surdejsbrød og banankager.

I øvrigt:

42

*Vil jeg bare lige til den fyr, der forleden kom gående fra dyrlægen med sin cocker-spaniel i armene, og ikke sansede noget som helst, fordi han havde så travlt med at trøste og kramme, sige, at jeg måske godt kunne være villig til at forhandle på mit ellers ufravigelige standpunkt om ikke at skulle have flere børn, hvis det er. 

*Lykkedes det mig igen i sidste uge at blive underlagt et ban på fb. Mig. Det måske mest anti-voldelige og konsensussøgende menneske i Vestjylland. Det bliver ikke i år, AI overtager verdensherredømmet.

*Kørte den personlige træner og jeg i sidste uge en status på, hvad der er sket, siden jeg startede dernede. Jeg har øget med mellem 300 og 900% i, hvad jeg kan løfte på samtlige øvelser. Hvis zombierne kommer, kan jeg kke løbe fra dem, men jeg tror måske godt, at jeg efterhånden kan rive dem over på midten.

*Er jeg simpelthen så ambivalent med hele dækningen af Kate Middleton-sagen. For selvom de fleste af os måske nok havde en fornemmelse af, at der var en lavpraktisk, sygdomsrelateret forklaring bag fraværet, må jeg indrømme, at jeg har trukket på smilebåndet over et par af de konspirationsteorier, jeg har set. (Min favorit er stadig den om Pete Davidson). Nu, hvor forklarigen så er givet, er der mange, der kører en MEGET fordømmende tone over, at ‘Kvinder altid skal forklare sig!’ og ‘Lad hende være i fred!’. Det synes jeg faktisk er for letkøbt. For selvfølgelig er det skidesynd for hende og for børnene, og ingen ønsker kræft for deres værste fjende. Men sat på spidsen er kongehusene en institution, som i sidste ende er ansat af befolkningen, og håndteringen af den her sag har været decideret problematisk. Hele monarkiets eksistensberettigelse ligger vel nærmest i at være galionsfigurer for det land, de regerer over, og selvom det ikke betyder, at befolkningen har krav på detaljerede forklaringer og 1:1 redegørelser for de kongeliges gøren og laden, så må man enten have en redigeret version af sandheden klar til situationer som den her, eller lyve bedre end det har været tilfældet her, hvis man har brug for at blive ladt i fred.

*Spiser mine børn Yum Yum nudler h.e.l.e tiden i de her dage, og jeg har det efterhånden så stramt med lugten af krydderiblandingen, at jeg nærmest må stå ude på marken, mens de spiser.

*Tror jeg aldrig, at jeg, før jeg fik børn, forstod, hvor mange børn, der lever i familier, der måske ikke kan klassificeres som socialt belastede, men hvor der fandme godt nok stadig er vilkår, som børn ikke burde være underlagt. Over de sidste måneder har vi hentet børn til legeaftaler, som bare er sat ud på gaden til afhentning af mig; et menneske, forældrene aldrig har mødt, når vi kommer, og som, når jeg spørger lidt ind til, hvad de er for nogle små størrelser, fortæller om papfædre, der har skubbet dem, så de har slået hovedet (wtaf?!), om at være alene hjemme 8-10 timer om dagen, og om at passe mindre søskende om natten. Et par stykker har lugtet så voldsomt af tobaksrøg, at det hænger i hele huset, når de har været her, og selvom jeg prøver at sige til mig selv, at en lykkelig barndom er mange ting, så er der godt nok stadig elementer her, der får mig til at tænke over, hvor absurd priviligeret, jeg med mine forældre og min opvækst har været. (Og bare for at tage den i opløbet: Jeg har fagfolk i omgangskredsen, som jeg (anonymt) løber de mest bekymrende udsagn forbi).

*Har jeg, som eksperiment, været ret konsekvent med at køre tjekke LinkedIn hver eneste dag de sidste 3 måneder. Jeg har sørget for at interagere, like og kommentere hist og pist, og har gjort mig umage for at finde en bred vifte af personer og organisationer at følge. Algoritmen burde med andre ord ikke køre rent ekkokammer. Og det, som virkelig, virkelig undrer mig er, hvor ukritisk en platform, LinkedIn er. Ikke, at jeg ønsker, at der går fb i den, hvor mennesker uden nogen form for relevant uddannelse lige nu lader til at vide mere om broer og bærende konstruktioner end alle ingeniører og bygningskonstruktører i verden til sammen – men det er GODT nok glat og velfriseret inde i det blå segment.

*Sad jeg i går i kø, og fik, for gud ved hvilken gang, tiden til at gå med at udregne tværsummen af de nummerplader, jeg kunne se. Og så var det, at jeg kom til at tænke på, hvorfor vi egentlig skulle lære det? Hånden op, alle dem, der bare én gang har brugt det til noget konkret?

*Kan jeg ikke finde én eneste serie eller film, jeg gider at se, og de sidste uger har jeg i desperation kørt reruns af gamle actionfilm. Speed? Yes ma’am. Speed 2? Tjek. Alle Mission Impossible OG John Wick? Naturligvis. (“Igen?” hører jeg den vantro menneskemængde mumle. Ja. Igen.) Nogen må snart komme og redde mig fra mig selv.

*Synes jeg, at du skal gøre dig selv den tjeneste at lytte til de her 4 numre, næste gang, du kører bil: 

Moby – This Wild Darkness

Costa Mee – Around This World

Livingston – Shadow

Cigarettes After Sex – Cry

M2024, uge 12

7

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lavet lidt lavpraktisk fb-empiri ift. en termo-beholder til mad. Frida er ofte så sulten, at hun kunne æde en ulv, når hun kommer hjem fra SFO, så vi har talt om, at det måske kunne være fint at have nogle rester eller nudler med.

Jeg har selv haft en termo-beholder på ønskesedlen, for jeg har også somme tider rester med, så nu syntes jeg, at der var en lejlighed til at købe én, som vi så kan deles om.

Men når man googler, kommer der 16.000 forskellige mærker og typer frem, og i de tests, der er lavet, er der intet system i, hvilke der får hhv. gode og dårlige anmeldelser. 

Jeg smed derfor en fb-forespørgsel ud på den, jeg selv havde forelsket mig i, og hele 3 forskellige mennesker i min omgangskreds havde præcis den model. De sagde god for den, så nu er den købt og prøvet – og den *er* god. 

2.

Returneret et par svinedyre sko, jeg havde købt til mig selv online, som simpelthen var så fine. 

Men jeg syntes, de svuppede en lille smule i hælen i den ene størrelse, og var lige til den lille side i den anden.

Det er en milepæl for mig at få dem sendt retur. Faktisk. For tidligere ville jeg have beholdt de største af dem og sagt til mig selv, at det ikke var et problem, eller at det kunne løses med en sål. Selvom det virker fuldstændig idiotisk, og blottet for logik, så er der et eller andet i, at når pengene er trukket på kortet, 5 dage inden jeg får varen i hænderne, så føles det ikke som et ÆGTE-ægte køb – og derfor bliver jeg  mere tilbøjelig til at trække på skulderen af detaljer, som ville få mig til at lægge varen tilbage på hylden, hvis jeg stod i en fysisk butik og skulle betale for varen, her og nu.

Når jeg shopper tøj, har jeg lært, at det ofte er en god ide at bestille så meget på én gang, at jeg VED, at noget skal retur. For hvis jeg kun bestiller to ting, og den ene er perfekt, mens den anden er ok-ish, så kan jeg sgu godt komme til at beholde dem begge, fordi det virker lidt bøvlet at skulle igennem returmøllen for én ting. Ikke, at jeg er så klar omkring det inde i hovedet, men når jeg lige dvæler ved det, kan jeg godt se, at det er det, der sker.

Derfor er enkelt-items altid lidt et sats, og derfor tæller den her sejr tredobbelt.

3.

Haft besøg af min søde veninde fra Aarhus.

Jeg havde derfor pakket de ting fra Den Store Oprydning, som andre Aarhus-folk havde lagt billet ind på, så hun kunne få dem med retur, og så bladrede jeg for et par uger siden mine parfumer igennem, og sorterede dem fra, jeg ikke bruger.

Hun er et af de få mennesker, jeg deler duft-smag med, og derfor er vi de sidste par år begyndt at give hinanden de parfumer, der bare står og glor, eller dem, der kun er en smule tilbage i. Det er en ret fin måde at teste dufte på, inden man selv køber dem full size, så ud over, at det altid er sjovt at få noget i hænderne, man ikke selv er stødt på eller havde tænkt på at vælge, så er det også en god måde at undgå kommende fejlkøb på.

Hun nappede et par af dem, jeg havde fundet frem, fik en med til en fælles veninde, og den sidste fik min mor.

Det gav lidt plads på hylden, hvilket var perfekt – for hun havde nemlig også en med til mig:)

Status, Månedens Mål, marts (3/4)

I den her uge har jeg fået brugt noget af det, som egentlig ikke er bøvlet at have stående, fordi det er noget af det, vi stadig spiser, f.eks. pesto, pizzasauce og nødder.

Men jeg har tænkt over, at der faktisk ikke er grund til at have et basislager af den type fødevarer, når det nu er så forskelligt, hvad jeg laver af mad.

Selvfølgelig er det rart at have lidt mel, sukker og salt på hylden, ligesom hakkede tomater og tomatpure også bliver brugt i så mange retter, at det nok skal få ben at gå på.

Men derudover giver det mere madspild, end det giver mening at have hylderne pakkede med nudler, kokosmælk, havregryn og peanutbutter, for det når at blive for gammelt, inden jeg får det brugt.

Derfor har jeg besluttet, at vi prøver at køre med den model, hvor jeg kun har det allermest nødvendige i skabet, og så ellers køber fra scratch, når jeg pludselig forelsker mig i wok, bowls eller det græske køkken. Det kommer til at give nogle lidt højere emissionsomkostninger, end jeg har nu, fordi jeg somme tider er heldig, at jeg har soya eller en orientalsk krydderblanding til at stå, men mit bud vil være, at det på bundlinjen bliver udlignet af det, jeg køber, men ender med at smide ud, fordi jeg ikke når at bruge det.

Så hvis omkostningerne er de samme, så kan jeg ligeså godt vælge den model, der ikke giver madspild, så det prøver jeg nu.

May the bridges I burn light the way

, 13

Jeg elsker at køre bil om aftenen. Det tror jeg, at jeg har nævnt før, men det er virkelig noget af det bedste, jeg ved. Det er, som om det hele falder til ro, når der skrues ned for lyset, og jeg er tvunget til at være, hvor jeg er. Det er ubetinget det tidspunkt, hvor jeg tænker bedst, og det er ofte der, jeg får øje på mønstre og detaljer, som hverdagen ikke levner plads til at se.

Det skete igen forleden. Jeg sad på motorvejen, og natten var overraskende klar, selvom dagen havde været grå og tåget. Vi var ikke mange biler derude, og som altid sad jeg og tænkte på, hvor de andre mon var på vej hen. I hver vores kasse, med hvert vores liv og historier, der rummer det hele.

Da jeg sad der og lod tankerne vandre, kom jeg til at tænke over, at jeg er et nyt sted i mit liv. Der er sket meget over det sidste år, og meget af det er nemt at få øje på. Natuligt nok er det derfor dét, jeg selv har lagt mest mærke til.

Men i mørket kom jeg til at spekulere over det, der er fulgt med. Alt det nedenunder, der har revet sig løs, er blevet trukket med strømmen, og som nu langsomt finder nye steder at falde til ro.

Uden at kunne redegøre knivskarpt for, hvori forandringen består, er det noget, der handler om min måde at forholde mig til mine egne grænser på. 

Og også en gryende erkendelse af, at jeg skal have fundet en måde at gøre mig fri af mit behov for at forstå og søge logiske forklaringer, hvor de ikke er at finde. 

De sidste måneder har budt på nogle ret krævende konfrontationer og en usædvanlig høj frekvens af mennesker med egne dagsordener, der, meget vedholdende, har insisteret på at sætte deres ønsker og behov over mine.

Det er sjældent, at jeg oplever så rød en tråd i de udfordringer, jeg kæmper med, men denne gang har det føltes næsten skæbnebestemt, at jeg har fået variationer af samme tema præsenteret på flere arenaer samtidigt. Både i privat og fagligt regi.

Fraset mine helt unge år, har jeg aldrig været specielt konfliktsky i professionelle sammenhænge. Jeg opfatter ikke mig selv som konfliktsøgende, men jeg er ikke bange for at være den, der sætter ord på det, som er svært.

Men i mit privatliv er jeg gået fra i mine 20’ere at synes, at livet var noget, andre mennesker forvoldte mig, mens mine 30’ere gik med at sortere i, hvad jeg gerne ville have med videre, og hvad der måtte slippes. 

Det nye, her i mine 40’ere, er, at jeg pludselig meget tydeligt kan mærke min grænse, inden den bliver overskredet – og at jeg er villig til at stå fast på den. Uanset om det koster mig en relation, en arbejdsopgave eller andre menneskers positive opfattelse af mig.

I gamle dage gik jeg min vej. Jeg er i omgangskredsen notorisk kendt for, at der er langt til min grænse, men når man når den, er løbet kørt. Sådan er det nok egentlig stadig. Men hvor jeg tidligere først kunne mærke min grænse, når vi var så langt forbi den, at den ikke længere kunne anes i bakspejlet, så opdager jeg det nu, når jeg er ved at ofre min sjælefred og integritet for den gode stemning skyld. Og jeg reagerer på det.

Det er ikke på nogen måde nemt, men det giver en ro, jeg ikke har kendt til før. Der er noget i det her med at turde vise ansigt; at turde stå ved, hvem og hvad jeg er, som ligner sårbarhed, men føles som styrke.

Det er stadig så nyt, at jeg kun aner konturerne af det fulde potentiale, men det er allerede tydeligt for mig at mærke, at det kommer til at definere min udvikling de næste år. 

Jeg er ikke for alle. Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Det lever jeg med. Hvis ingen har noget i mod dig, er der sjældent heller nogen, der foretrækker dig, og jeg fungerer ubetinget bedst med aktive tilvalg og klare præferencer.

Men det er nyt for mig ikke bare at lukke af og ned, når jeg bliver vred eller føler, at jeg bliver tvunget til at give mere, end jeg gerne vil af med.

Og når man bare går, sker det oftere, end man skulle tro, at den, man vender ryggen, ikke opdager det, så det er også en underlig bagvendt måde at spille sikkert og holde døren på klem på.

Det er vi – åbentbart – færdige med. De spørgsmål, jeg stiller og konfrontationer, jeg tager nu, er med hele puljen på bordet, hjerte og nerver fuldstændig blottede, og de efterlader ingen i tvivl om, hvor jeg står.

Det er ikke alle relationer, hverken de faglige eller private, der kan bære det, så jeg kommer til at lukke døre og miste mennesker i den her proces. Det kan jeg allerede se. 

Men det føles også som om, at alt det, jeg har arbejdet mig igennem de sidste mange år, har ledt mig til, hvor jeg står nu.

Til det sted, hvor jeg oprigtigt mener, jeg har ret til at stå fast på, hvad der føles rigtigt for mig, og hvor jeg ret klart kan se, at der er situationer, hvor kompromiser ikke er en mulighed, hvis jeg skal have mig selv med.

Jeg gør mig stadig umage for at gøre tingene ordentligt. For at kommunikere klart, være transparent i det, jeg gør, og for også at udvise forståelse for det synspunkt, jeg ikke deler.

Men jeg føler ikke længere ansvar for at være den, der sørger for, at ingen taber ansigt, eller for at forstå valg og vilkår, som ikke for mig virker rimelige.

“Det kommer til at koste”, tænkte jeg, da jeg sad i mørket, alene på vejen og kiggede på stjernerne og en flyver, der langsomt og lydløst bevægede sig hen over den natmørke himmel.

Men faktisk ikke noget, jeg ikke længere er villig til at betale.

(Fotocred: @itsmeekubra)

Load More