I øvrigt:
* kan jeg ikke huske, at jeg tidligere har lavet 3 ‘i øvrigt’ indlæg på en måned. Men vi har taget to runder bræksyge på under 10 dage (ofrene inkluderede bl.a. tremmesenge og autostole #fml) , og alle mand er samtidig lagt ned af alle forkølelsers ondskabsfulde moder, så sammenhængende tanker er sjældne, eksotiske fugle på disse breddegrader for tiden.
* ville jeg faktisk have blogget i lørdags, men kom til at klikke mig ind på The Fall på Netflix, og nu er jeg fortabt. Bliver nærmest hypnotiseret fast til skærmen af Gillian Andersons lavmeldte britisk, der føles lidt, som når nogen nusser én i håret. Vi ses om 3 sæsoner. (Løgn. Om én. Skide junkie, Linda.)
* havde jeg forleden en optaget rustvogn HELT inde i bagagerummet over en strækning på 10 km, selvom jeg kørte til den gode side af, hvad jeg måtte. Ret mig, hvis jeg tager fejl – men de må da være det erhverv i hele verden, der har mindst travlt?
* undrer jeg mig på daglig basis over de kvinder, 30+, der er nærmest aggressivt fans af Volbeat. Hvem er de?? Er det kvinder, der var unge, da N’ Sync og Take That var store, og som har slæbt sig igennem tilværelsen med store, gabende huller i hjertet, siden disse gik i opløsning – og som derfor slet ikke føler det spor mærkeligt at gå all ind på undercut, lædertøj og hysteriske mængder af kohl, mens de instagrammer deres vej gennem hele turnéplanen?
* har jeg en Canada Goose, jeg ikke kan komme af med, så hvis nogen skulle kende en (ikke alt for høj) mand, der står og mangler verdens fedeste jakke, der er brugt én gang, så send mig lige en pb. Orker ikke flere douches, der spørger, om jeg vil sælge den for 800.
* ville jeg ønske, at jeg var mere øko-holistisk, både generelt, men særligt i forhold til julen. Jeg hørte forleden om en kvinde, der havde “kvalme af forbrugsræset”. Jeg er nærmest ærgerlig over, at det er frowned upon at have mere end ét juletræ. Men jeg har fundet ét sted, hvor jeg måske alligevel kan fedte mig til en karmastjerne: På ønskesedlen i år, kommer jeg til at tilføje “må gerne købes brugt” ud for alle de ting, hvor det er ok at gøre. Ideen er hermed givet videre til andre forbrugstosser og julepsykopater
* kan jeg, post-flytning, ikke finde ud af, hvad jeg skal stille op med mine gamle dagbøger. Noget af det er tåkrummende “hjerte-rimer-på-smerte” men der er godt nok også noget imellem, som jeg meget, MEGET nødig ville, at .. ja, nogen som helst, faktisk, skulle læse, hvis jeg trådte ud foran en bus i morgen. Mit pragmatiske jeg hælder til småt brændbart, men det føles sgu også mærkeligt at smide så meget historie ud. Hvad gør man?
* var Anton millimeter fra at kaste sig direkte ind på et 6 år langt kostskoleophold i Tyskland, da han igår, under noget free-style høvdingebold, tyrede Kylling ind i 3 tændte stearinlys i vindueskarmen.
* vil min forbløffelse over, at jeg er blevet så voksen, at jeg kan fjerne stearin fra rullegardiner, vindueskarme og kyllingevinger, ingen ende tage.
* skal jeg have købt en ny termokop, og tager i den forbindelse med glæde imod anbefalinger og advarsler. Jeg minder om, at jeg går under betegnelsen Termomunden, og at vi derfor skal bruge noget isenkram, der kan opretholde en temperatur på 200 grader i et par timer eller 3.
* hørte jeg i radioen i morges, at politiet i Nordjylland i aftes ledte med hunde og helikoptere efter en 11-årig dreng. Indslaget sluttede med: “Drengen, der er tvangsfjernet, blev fundet kl. 1 i nat i god behold, tæt på sin biologiske mors bopæl.” Tænk, at én sætning kan give så ondt i hjertet.
Halve voksne er vel også en slags voksne
Egentlig havde jeg tænkt, at det næste indlæg, der skulle op, skulle være et af ha-ha-slagsen. Jeg kan bedst selv lide, hvis der er lidt stemningsvariation på bloggen, og det seneste trak over i den mere seriøse afdeling.
Men i morges så jeg det her klip på Facebook, som hedder “Tak, fordi du var min pædagog!” og det efterlod mig lidt trist til mode, uden at jeg i første omgang helt kunne forklare hvorfor. Efter et par timer gik det op for mig, at det var fordi, jeg ikke kan nævne én eneste pædagog eller lærer, som jeg husker, forsøgte at hjælpe mig.
Og så var min feel-good-vibe desværre lidt midlertidigt forstuvet.
Jeg taler ikke så tit om det, primært fordi jeg ikke ønsker at blive puttet i kassen “mobbe-offer”. Jeg er ikke nogens offer, ellers mange tak – men efter jeg har fået børn, kan jeg ind imellem tabe vejret ved tanken om, hvor rædselsfuld min skolegang var. Og det startede i børnehaven. Da min psykolog for år tilbage bad mig sætte et par ord på mit ophold i børnehave/skolesystemet, var de to, jeg kunne komme op med: “Jaget” og “Ensom”.
Når jeg kigger tilbage nu med mine voksenøjne, synes jeg faktisk, at det grænser til pligtforsømmelse, at ingen greb mere ind end de gjorde. Der var et par samtaler undervejs, men mest af alt var der skuldertræk og en underlæggende tone af, at det nok var min egen skyld, fordi jeg var et mærkeligt barn, som ingen rigtigt forstod. Heller ikke de voksne.
Det, der plager mig mest er, at jeg ikke – selv den dag i dag – kan sige, hvad jeg synes, de skulle have gjort anderledes. Det gør mig fuldstændig desperat, for det betyder, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal hjælpe mine egne børn, hvis de nogensinde kommer hjem med nogle af de historier, jeg kender alt for godt.
Senest læste jeg i denne artikel på NOPA (som jeg varmt vil anbefale alle, der enten selv har børn, eller som arbejder professionelt med dem at følge på fb) at de seneste studier peger i retning af, at diverse mobbekufferter og fri-for-mobberi-redskaber forværrer problemet, hvor det i forvejen eksisterer, fordi man med dem skaber et rum, hvori dem, der mobber, får fri taletid til at sige de mest forfærdelige ting til dem, der er jaget vildt.
Jeg vil simpelthen så gerne tro på, at det virker, for jeg kan ikke holde tanken ud om, at vi bare kan se passivt til. Desværre tror jeg, at redskaberne mest af alt er en sutteklud for voksne, så vi føler, vi gør noget. Mit helt ufaglige, og voldsomt subjektive bud er, at de ingen effekt har, fordi nogle klasser og grupper ikke i sig har den konstellation, der giver grobund for mobning, mens redskaberne i de grupper, hvor problemet eksisterer, for det første ofte kommer for sent på banen, og for det andet bare forværrer problemet. Jeg vil virkelig gerne udfordres på den her, for det ville give mig håb – men jeg har aldrig hørt nogen sige, at de oplevede at mobningen af dem stoppede, fordi kufferten kom frem.
Videoen på facebook slutter med ordene: “I daginstitutionerne lægges fundamentet for, at børn bliver hele voksne mennesker.”
Jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, hvis en lærer eller en pædagog havde stillet sig foran mig og givet mig en lille smule læ, men jeg kan godt lide tanken om, at det ville.
Og godt, jeg ikke er med
Jeg er jævnligt utrolig glad for, at jeg ikke sidder med i Etisk Råd, for nogle af de emner, de skal forholde sig til, ville jeg kunne veje for og imod fra nu af og til mine dages ende, uden nogensinde at nå frem til, hvor jeg stod.
Et af den slags emner, har medierne haft oppe idag, nemlig om det skal gøres lovligt at fosterreducere, hvis man er gravid og venter tvillinger. Som reglerne er nu, må det gøres frem til 12. uge, hvis væsentlige sundhedsrisici taler for det, men ellers er det først, når der er 3 fostre, at indgrebet er en mulighed.
De sidste tal jeg hørte idag var, at Etisk Råd var historisk splittede, med 8 personer for og 9 imod, og det forstår jeg virkelig godt: Alle er stødt på nogen, der har fået flere børn, end de har resourcer til at tage sig af. Samtidig taler selvsamme alle også om, at tvillinger har et særligt bånd, og har haft det lige fra undfangelsen, og så virker det sgu også en lille smule østtysk at terminere den ene halvdel af symbiosen.
Forudsigeligt nok er alle sociale medier gået amok, og vi har ramt bundniveauet på rekordtid. Det er skideærgerligt, for det er et emne, som vi alle sammen godt kunne tåle at blive klogere på, synes jeg. F.eks. har jeg brugt mange timer på at tygge på argumentet fra en jordemoder, som sagde, at hun syntes, at det gjorde det væsentligt sværere for nogle kvinder, hvis der blev åbnet for muligheden, fordi det ville tvinge den enkelte ud i nogle overvejelser, som hun (og familien) ellers ikke ville skulle forholde sig til.
Men selvfølgelig er der ikke nogen, der har lyst til at smide personlige historier på bordet, når der er lynchstemning i hele rummet.
Selv betalte jeg mig fra en tidlig skanning, da jeg ventede Frida. Risikoen/chancen for at få tvillinger, stiger med alderen, og da der samtidig er tvillingerne i vores familie, ville jeg gerne vide det, så tidligt som muligt, hvis der viste sig at være to.
Når man læser nogle af kommentarerne på TV2’s sider, får nej-siden det til at lyde som om, de kvinder, der potentielt ville vælge at få fjernet det ene tvillingefoster, ville gøre det, fordi de ikke lige orkede to. Der er RIGTIG mange kommentarer, hvor tonen under det skrevne er, at disse kvinder er magelige og dovne, og gerne vil over, hvor gærdet er lavest.
Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg var meget, meget nervøs inden skanningen; ikke mindst fordi min mave voksede absurd hurtigt. Den tidlige skanning var min måde at prøve at købe tid nok til at finde ud af, hvad den bedste beslutning for os som familie ville være, hvis der viste sig at være to hjerteblink på skærmen. Og jeg fik ondt i maven ved tanken om alle scenarier. Tvillinger ville kræve så meget, at Anton indiskutabelt ville komme til at lide under det. (Jeg understreger, at jeg taler på egne vegne, og ikke peger fingre af andre enlige mødre, for hvem dette har været den rigtige løsning.) At få det ene foster fjernet (forudsat at en læge ville bakke op om dette) ville for mig heller ikke være en mulighed, for jeg ville føle, at der manglede noget, hver eneste gang, jeg kiggede på det barn, jeg endte med at føde, og jeg ville være panisk angst for at have frataget det noget, som jeg ikke forstår eller kan mærke. For slet ikke at snakke om tanken om, at nogen, på min foranledning, havde valgt, hvilket af mine to børn, der fik lov at vokse og leve. At få fjernet to raske børn, som er lavet, fordi man gerne vil have.. ja, børn, virker også underligt og forkert. Og som den opmærksomme læser vil bemærke, er vi hermed løbet tør for muligheder. Derfor var det utrolig vigtigt for mig at have mere tid, end den ene uge, som nakkefoldsskanningen ville efterlade mig med, til at tænke over, hvad pokker, jeg skulle gøre, hvis jeg ventede to.
Jeg er pro-choice, som det hedder på godt dansk, når vi taler om “almindelig” abort, og efter en dag i tænkeboks hælder jeg til, at det også er det, jeg mener her. For jeg tror ikke, man vil kunne finde én eneste forælder, som ville tage let på det valg, men der kan bare være nogle helhedshensyn, som kan betyde, at ét svært valg trods alt er marginalt mindre dårligt, end et andet. Fx. kan man have et barn med en diagnose i forvejen. Selv noget så relativt almindeligt som diabetes er jo for den enkelte familie noget, der kræver ret mange ekstra ressourcer, og her synes jeg, at bekymringen for at smadre hele familien, hvis man får tvillinger, er velbegrundet.
Det er nemt at sige, at hvis ikke man er klar til at få de børn, der kommer ud af forsøget på at få dem, skal man lade være med at prøve i første omgang, men i min optik er det en overforsimpling af virkeligheden, der grænser til det stupide. For mig er det simpelthen ikke et argument, at man skal være klar til alle tænkelige udfald af en situation, hvis man vælger at begive sig i kast med den.
Jeg kender omkring 10 kvinder, der har fået foretaget en abort. De bærer det alle med sig. Ingen af dem har truffet beslutningen ud fra et magelighedsprincip eller fordi en baby mere bare ikke lige var kompatibelt med skiferien og cafebesøgene. De har alle andre børn, og jeg kan høre, at de er smerteligt bevidste om, at det er små mennesker, som dem, de har, der ikke bliver, fordi de har truffet én beslutning frem for en anden. Den abort har kostet dem søvnløse nætter, tårer og en evig tvivl om, hvorvidt de traf den rigtige beslutning eller ej, og det nægter jeg at tro, at nogen tager let på.
Ligesom organdonation, religion og politik, er det ikke et emne, man skifter holdning til, baseret på fornuft. Det hele sidder i hjertet og følelserne, og jeg synes, at det er absolut ok, at vi ikke er enige. Men der er kvinder og familier, der kommer til at leve med konsekvenserne af, hvad side det her falder ud til, og for deres skyld synes jeg, at det er vigtigt, at emnet belyses ordentligt.
Godt vi har Etisk Råd.
Hvis man spekulerer på, hvordan jeg lyder, når jeg snakker…
kan man bare lige klikke her, og starte klippet ved 1:07:
God weekend.
I øvrigt:
* planlægger jeg fremadrettet at udgive mindst to bøger om året, så jeg kan få flere receptioner. Hold kæft, det var godt!
* har jeg nu vin og champagne nok til resten af måneden året. Skål!
* blev jeg forelsket i Designated Survivor på Netflix, da jeg havde set 4 sekunder af første afsnit.
* de varme følelser holdt helt til slutningen af 3. afsnit, hvor Netflix hjælpsomt linede 5 “You might also like” serier op, istedet for afsnit 4. For det viser sig, at de lægger ét afsnit op af gangen. What the actual fuck, Netflix?! Hvis vi kunne leve med den slags crap, havde vi sgu da valgt HBO.
* elsker jeg neglelak. Elsker, elsker, elsker. Det sker bare ikke så meget lige nu, fordi der altid er nogen, der tager det briotog, andre er ved at lege med, eller får en nedsmeltning i 3 etaper over, at strømper findes, når jeg har lagt det på, og det stadig kun er *næsten* tørt. Men i anledning af receptionen måtte jeg godt få en ny lak, og fik, ved hjælp af få excel ark og et enkelt lagkagediagram, planlagt pålægning, så det var helt tørt, inden nogen forlangte noget. Nu sker der bare det, som jeg havde glemt altid sker, når man har malet sine negle; en slags appendix til Murphys Lov: I det seKUND, du har taget det på, sætter ALT sig fast mellem tænderne. Æbleskind. Sesamfrø. Havregryn. Og da ingen her har husket at købe tandstikkere, får jeg tiden til at gå med virkelig særpræget mimik, og med at ønske, at min tunge var ligeså spids, som jeg somme tider får skyld for, den er.
* er 4 rum i huset lavet helt færdige, 1 mangler en hel del og 3 mangler de sidste detaljer. Nu viser det sig så, at de lamper, som alle sagde var for store – er for store. Hvilket på alle planer er irriterende. Min far, som er den, der har sat lamperne op, prøvede først med et optimistisk “Vi kan da lige prøve at hæve den lidt?” men jeg kunne se på ham, at han allerede på forhånd vidste, at kampen var tabt. Hvis jeg på nogen måde kan lægge et ekstra lag besværlig på min personlighed, kan du sandelig lige regne med, at det er det, jeg gør. (Undskyld, far!)
* har jeg brugt 6 desperate timer på at sidde og surfe børnetøjssider, fordi begge børn mangler stort set alt, og alt mit yngel hader at live-shoppe mere, end jeg gør. Jeg ved inderst inde godt, at den denne gang ikke går, for vi mangler fx. både sko og cykelhjelme, og da begge børn har legoklodser i stedet for fødder, og virkelig anarkistiske hoveder, er der ingen vej uden om. Jeg sveder på forhånd.
* får jeg det stadig mærkeligt, når det trækker op til The Cure, fordi de var på programmet den aften på Roskilde, hvor vi stod i regntøj og troede, vi skulle høre Pearl Jam, og folk endte med at dø.
I øvrigt:
Venter på far
I kommentarfeltet til forrige indlæg nævnte et par stykker, at de gerne ville høre lidt om, hvad jeg har gjort mig af overvejelser ift. at børnene kommer til at vokse op uden en far og dermed ikke i det daglige har en mandlig kønsrollefigur at spille bold op af.
Faktisk er det det ene af to spørgsmål, jeg oftest får, når folk hører, at jeg har fået børn alene. Når vi er forbi “Ej, Gud er det ikke hårdt?!”-fasen i samtalen, er dette ofte det næste på listen, sammen med spørgsmålet om, om der ikke også er fordele ved at gøre det alene. Derfor synes jeg, det er oplagt at prøve at skrive lidt om.
For at tage det fra toppen, vil jeg gerne sige det, så der ikke er noget at misforstå: Jeg synes, at børn, hvis det overhovedet er muligt, skal have både en mor og en far, og der er, i hvert fald for mit vedkommende, ikke tale om en form for rabiat feminisme, hvor jeg har fravalgt at få børn med en mand, for at bevise, at jeg kan.
Når man får dem alene, kommer de til verden til et halvt netværk, hvor der kun er ét sæt bedsteforældre, onkler og tanter. (Og jeg er med på, at der findes masser af mennesker, også i par-konstellationer, som af den ene eller den anden grund lever med dette vilkår, men vi er nødt til at male med den store pensel her, for ellers bliver billedet simpelthen for gnidret.) Deres risiko for at blive forældreløse i en tidlig alder er dobbelt så høj, fordi der kun er halvt så mange af tage af, og de er også, allerede inden de er trådt ind på arenaen, bagud ift mange af deres jævnaldrende, når det kommer til husstandens samlede indkomst. Når man er to, har man sådan rundt regnet dobbelt så lidt eller meget på lønkontoen hver måned, og det giver selvsagt nogle muligheder ift. fritidsaktiviteter, haver, værelser og ferier, som jeg ikke kan give mine børn. ( – med mindre jeg gør brug af det der sugardaddy-dating, der bliver ved med at dukke op i mine feeds rundt omkring #wtf?)
Inden jeg går videre, læner jeg mig op af min erfaring, der siger mig, at nogenlunde her i samtalen, plejer vi at skulle runde skilsmisser, sygdomsforløb osv. som betyder, at folk, der har valgt at få børn sammen, også kan risikere at skulle leve på en enkelt indkomst, og at børn, når det kommer til stykket, ikke går op i ferier osv. Begge dele er fuldstændig rigtigt, men når man bevæger sig ind i den her samtale, tager den jo udgangspunkt i en stereotyp forestilling om, hvad en familie er, og derfor er mine svar nødt til at bygge på samme forestilling, hvis snakken skal give mening.
Det materielle er én ting, og det er noget af det, jeg tror de fleste, der vælger at få børn alene, har forholdt sig til på forhånd.
Noget andet er, at der ikke kommer til at være en far læne sig op af i hjemmet, og for mit eget vedkommende tænkte jeg meget over dette, inden jeg traf beslutningen første gang. Da jeg så fandt ud af, at jeg ventede en dreng, fik jeg stress og angst og hedeture ved tanken om, hvordan fanden jeg skulle hjælpe ham med alt det, der drøner rundt i knolden på én, hele livet igennem, når jeg kun havde min egen kvindelige erfaring at byde ind med, og jeg gik så langt, at jeg i slutningen af graviditeten var igang med at undersøge, om en af mine veninders kærester måske kunne fungere som en slags “mentor” for Anton, når han kom til verden.
Men det sjove er, at det faktisk ikke lader til at fylde noget, nu hvor de er her. Det er på en eller anden måde et teoretisk spørgsmål, for det er jo er bare livet, som det ser ud for dem, og de kender ikke til andet. Jeg tror måske, at det bedst kan sammenlignes med at være enebarn kontra at have søskende. Hvis man er enebarn, kan man formentlig godt have tidspunkter, hvor man ønsker sig søskende, men jeg forestiller mig, at det måske er på en lidt tåget måde, hvor man egentlig ikke helt er sikker på, hvad det er, man savner. Modsat fx. adoptivbørn eller børn i meget konfliktramte skilsmisser, er det ikke en del af donorbørns historie, at nogen har fået dem, og så valgt/været tvunget til at give dem fra sig. Og jeg famler i blinde her, for jeg har en søster, mine forældre er gift på ca. fyrretyvende år, og jeg er ikke adopteret – men jeg forestiller mig, at det måske i den situation kan være noget, man savner; fordi man ved, at man i udgangspunktet havde det. Giver det mening?
Det sidste punkt under dette emne, jeg gerne vil runde, kommer let til at lyde lidt offensivt, og det er ikke ment sådan; men det undrer mig ofte, at kvinder, der vælger at få børn alene forventes at have forholdt sig til – og løst – alle udfordringer på forhånd. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ville spørge en kvinde, der sad alene tilbage med to børn, fordi hendes mand og børnenes far var blevet slået ihjel i en trafikulykke, hvad hun gjorde sig af forestillinger om børnenes mangel på mandlige identifikationsfigurer i hjemmet. Det er et af de eneste steder, hvor jeg synes, jeg oplever … fordomme, i mangel af et bedre ord. For slutresultatet i min og frit-opfundne ovenstående kvindes situation er det samme: Børn, der skal vokse op uden en far. Men det er som om, det ikke er et issue, hvis man som udgangspunkt har lagt op til noget andet, og Gud/skæbnen/tilfældet så bare har leget ikke-alligevel med én. Dét er lidt mærkeligt, synes jeg.
Når alt det er sagt og skrevet, ender jeg altid, efter at have været en tur omkring emnet “Den Manglende Far” med at stå og kigge på mine to små mirakler, som ikke ville være blevet til, hvis jeg havde ventet på den rette at få dem med, og så kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke er i tvivl: Vi finder ud af det. Sammen.
(Foto: Fotograf Anja)
Og vinderen er:
Jeg er F U L D S T Æ N D I G blæst væk over jeres kommentarer til sidste indlæg. Helt, HELT lagt ned. Det var på ingen måde det, jeg havde forestillet mig, men jeg har nærmest haft krampe i kinderne af at smile fra det ene øre til det andet. Én ting er ros, og det er altid herligt, men I har uddybet, konkretiseret og bare været så skiderare, at jeg – helt oprigtigt – er blevet rørt over det. Det kommentarfelt tager jeg med mig ud i verden, og jeg har tænkt mig at varme mig skamløst ved det, hver gang verden er fuld af kanter og pigge. TAK!
3 af jer får lov at stikke afsted med bogen, og random.org har givet følgende vindere:
1) T
2) Annette (5. oktober 2016, kl. 22.35)
3) Charlotte (6. okotober 2016, kl. 16.23)
Send mig fluks en mail med jeres fulde navn og adresse på blogsbjerg@gmail.com, så får jeg forlaget til at sende jer en bog.
Tak til jer alle sammen, fordi I gad at lege med.
Info om reception og mulighed for at vinde en bog.
Som lovet i sidste indlæg kommer her lidt mere praktisk info om receptionen ifm. udgivelse af min bog.
Receptionen kommer til at foregå d. 18.10. på Godsbanen, Vogn 1, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus, kl. 16-19. Jeg håber, at du – ja, dig, der lige nu sidder og tænker, at det ikke gør en forskel, om du kommer – kommer. For det gør det for mig. Uanset om du har læst med i 5 minutter eller 5 år, om du stikker hovedet ind forbi hver 6. måned eller om du er frequent flyer, så er du mere end velkommen, og det samme er dine børn, små som store, samt dine veninder og din mor, der stadig ikke helt har forstået, hvad en blog er.
Jeg har ikke prøvet sådan noget her før, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, men hvis det var mig selv, der var inviteret til noget lignende, ville det nogle dage passe bedst, hvis man måtte droppe ind forbi en halv time på vej hjem fra arbejde, så det aftaler vi bare, at du gør, hvis det er det, der får tingene til at hænge sammen.
For de mennesker som står for at stable det på benene, er det måske meget rart at have en fornemmelse af, hvor mange vi – bare sådan ca. – bliver, så hvis du har 30 sekunder til at gå ind på https://www.facebook.com/damgaardforlag/ og under “begivenheder” tilkendegive at du kommer, er jeg ret sikker på, at det vil være værdsat. Du er i øvrigt mere end velkommen til at dele begivenheden, hvis du tror, at nogen du kender, også kunne være interesserede.
Jeg har fået lov at give en håndfuld bøger væk, og tænker, at vi gør det på den måde, at jeg smider 3 i puljen nu, og så laver en give-away mere i starten af december, hvor man kan vinde en mandelgave/pakkespilsgave/hadegave afhængigt af, hvem man giver den til.
Ugen, der gik
Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er er fordi, jeg stadig ikke har fundet fodfæste i at være udearbejdende alenemor med to børn, eller om det fordi, det efterslæb, der er opbygget, stadig tager de bidder af overskydende tid, hvor jeg ellers plejer at .. ja, tænke sammenhængende tanker og forholde mig til livet i lidt mere end 1:1 – i hvert fald synes jeg stadig, at jeg løber stærkt.
I disse uger tolker jeg fast på en opgave i Ribe, og det betyder, at mit ur (hvorfor siger man egentlig stadig det? Findes der nogen, der ikke bruger deres telefon?) ringer klokken 5, så jeg kan nå i bad, inden Anton og Frida vågner. De har aldrig været puttedyr, men jeg har opdaget, at Frida godt kan overtales til at sidde hos mig og vågne rigtigt (for hun opererer efter samme manual som Anton, som dikterer, at man skal kaste sig ud i dagen i det seKUND man åbner øjnene – også selvom hjerne og motorik ikke har haft skyggen af chance for at følge med), hvis jeg tager hende med ind i stuen, og sidder i halvmørket og kigger på stearinlysene. Shit, det er hyggeligt.
Klokken syv kører vi hjemmefra, og kl. 15.15 triller vi ind i indkørslen igen, med udsigt til alt det, der får hjulene til at dreje rundt, af tøjvask, indkøb osv.
Derudover har den sidste uge også budt på lidt andre ting, og når jeg læser nedenstående kan jeg godt selv se, at jeg måske bare skal lære at styre mig, hvis jeg gerne vil have mere tid mellem hænderne.
Torsdag var der bestilt tid hos fotografen til det årlige portrætfoto. Den eneste tid, vi kunne få, var klokken 16, og de matematiske iblandt os kan selv begynde at regne på, hvor lang tid det giver til at få børnene gjort præsentable, når vi fratrækker køreturen på 15 minutter. Jeg ved ikke, hvordan de børn, I har eller kender, ser ud efter en dag i institution, men mine ligner noget, man har forsøgt at panere. Så efter en badeseance, der forløb under massive protester fra alle under 1 meter og 15, var de begge, tvære men friserede, klar til at posere. Troede jeg. Hahaha. Ca. 80000 frames senere (hedder det det?) måtte jeg konstatere, at man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og når jeg skriver hesten, mener jeg Frida. Men jeg fik udvalgt de billeder, hvor hun så mindst rasende ud, og ræsede derefter ud af døren og hjem, hvor barnepigen mødte os i indkørslen, og efter en hurtig overlevering, spurtede jeg videre til forældremødet i børnehaven, der startede kl. 17. Det var ubetinget dagens højdepunkt, da jeg klokken 22 igen kravlede under min dyne.
Fredag havde Anton glædet sig voldsomt til, for der havde vi en aftale med hans fuldstændig fantastiske og af-os-alle meget afholdte ex-ressourcepædagog, som skulle komme og se det nye hus ( – som Anton fremviser med armbevægelser, som var det ham selv, der havde bygget det, hver gang vi får gæster). Hun fik lov at se den nye skoletaske og værelset med de seje plakater, og da Anton blev inviteret hjem til hende på Fanø, så han kunne se hendes høns, græd han nærmest af begejstring. Det er sjovt, for hun har børn på min alder, men jeg trives simpelthen sådan i hendes selskab, og jeg glæder mig nærmest ligeså meget som Anton, til vi ser hende igen.
Lørdag have jeg inviteret mine forældre til spisning, og Anton valgte denne dag til at tage den cykel, som han indtil nu ikke har kunne *trækkes* i nærheden af, og bare sætte sig op på den og køre. Det er stadig ikke afgjort, hvem der var mest stolt, men jeg hælder til en kneben sejr til morfar.
Søndag var det oldeforældrenes tur til at få besøg af kaospatruljen, og i et anfald af sindssyge takkede jeg begejstret ja til 7 kg æbler. Nogle gange er jeg virkelig en forbløffende stor idiot, for jeg burde efterhånden vide, at jeg mellem klokken 17 og klokken 19 forvandler mig til Tollundmanden, og kun har ét eneste ønske i livet: 2 timer fyldt med ingenting, inden jeg skal sove. Så hvorfor jeg den ene gang efter den anden tror, jeg er med i nyopførelsen af Det Lille Hus På Prærien og nærmest ikke forstår, at jeg ikke kærner mit eget smør, er ubegribeligt for alle, inklusive mig selv. Men nu har jeg 7 kilo æblegrød i fryseren, hvor det ligger og skubber klaustrofobisk til alt det brød, jeg – naturligvis – skulle bage sidste weekend. Seriøst: Hvad er der galt med mig?
Mandag aften brugte jeg på en hyggelig samtale med May fra Vores Børn, og det kommer der en artikel på deres web-magasin ud af inden så forfærdelig længe. Det blev også mandag, det faldt på plads, at min bog udkommer d. 18.10, hvor der vil være reception på Godsbanen i Aarhus. Mere info følger. Jeg nåede også forbi diætisten, som kiggede på min kostplan, spurgte ind til mit liv, og derefter sagde, at hvis ikke jeg lærte at slappe af, startende fra *nu* af, kunne jeg glemme at tabe mig, for så længe kortisolindholdet i mit blod, lå på det niveau, hun formodede, det gjorde, ville der intet ske.
Tirsdag gik jeg igang med at kigge på det nye pumpprogram, som jeg skal undervise i fra næste uge af. Altså efter, at vi havde været til gymnastik og haft gæster til spisning, som jeg i et ukarakteristisk anfald af klarsyn havde bedt om selv at tage mad med. (Det er skidefedt at blive inviteret hjem til mig.)
Idag har jeg kigget mere på det nye program, samt kastet et blik på det gamle, som jeg skal undervise i i morgen, og så er jeg så småt begyndt at skrive stikord til et oplæg, jeg skal holde i november på en temaweekend for unge døve om at vælge at få børn selv.
Og fra næste uge af, har jeg kun to ting på programmet: At sige nej og blive tynd.
Det bliver smaddernemt.