EU-Valg for begyndere

Jeg starter lige med den disclaimer, at jeg indtil i søndags vidste meget, meget lidt om, hvordan EU strukturelt er opbygget, og hvad det reelt er, vi skal stemme om på søndag. Dette siger jeg ikke for at bortforklare eventuelle fejl, men blot for at sige, at jeg tager imod rettelser og kommentarer med et kropssprog så åbent, at jeg er i fare for at klappe sammen på ryggen.
Rent opbygningsmæssigt starter vi med en gennemgang af den pt. mest aktuelle del af EU, nemlig Parlamentet.
Herefter har jeg forsøgt at lave en pixiebogs-gennemgang af EU’s andre organer, og hvordan de samarbejder og er rangordnet i forhold til hinanden.
Så følger links til en lille håndfuld kandidattests, og endelig lister jeg til sidst de kilder, jeg har brugt.
Jeg har været så kildekritisk, som jeg fandt det muligt, ligesom jeg også har krydstjekket fakta ved at google de store spørgsmål og læse flere forskellige kilders gennemgang af samme problemstilling. På den måde håber jeg, at jeg er styret udenom de værste misforståelser.
Men det ER komplekst; ikke mindst fordi alle instanser er viklet ind i hinanden, og sprogbruget på stort set alle offentlige sider er meget kancelli. Det er tydeligt, at man ikke vil tale dele af organisationen ned, og at alle derfor gør sig umage for at vinkle stoffet respektfuldt og relevant for netop deres målgruppe – men derfor bliver det også ualmindeligt svært at finde en objektiv fremstilling af beføjelser, begrænsninger, fordele og ulemper.
Men vi kaster os frygtløst ud i det, og så retter jeg til og tilføjer spørgsmål og svar, efterhånden som de tikker ind. På den måde skulle indlægget gerne ende med at være en nogenlunde troværdig sammenfatning af fakta, som I så kan læse søndag over morgenkaffen, inden I triller afsted mod stemmeboksen.

Parlamentet (Det, vi skal stemme om)
*Der skal vælges 720 medlemmer
*Danmark skal vælge 15 medlemmer, og kommer dermed til at udgøre ca. 2% af det samlede Parlament
*Parlamentet sidder i 5 år, behandler og vedtager EU’s love, og er sammen med Ministerrådet den lovgivende magt i EU.
*Parlamentet skal godkende og kontrollere Europa-kommissionen
*Pladserne fordeles efter medlemslandenes indbyggertal; dog har små lande forholdsmæssigt flere medlemmer ift. størrelse, så de stadig har mulighed for at få indflydelse på lovgivningsarbejdet.
—————
Alle EU-lande stemmer mellem d. 06. og d. 09. juni; de fleste på søndag, ligesom os. Herhjemme stiller 11 partier og 169 kandidater op, og man kan stemme, hvis man er dansk statsborger, eller har bopæl i Danmark og statsborgerskab i et andet EU-medlemsland.
De fleste af de danske partier har forud for valget indgået det, man kalder ‘Valgforbund’, hvilket er et valgteknisk samarbejdet, der betyder, at man kan bruge hinandens overskydende stemmer til at få et mandat.
Fordelen er, at man mindsker risikoen for, at en stemme går til spilde, hvis et parti ikke får stemmer nok til at komme ind. Ulempen er, at man som vælger kan risikere, at man sætter sit kryds ved Venstre, men at det ender hos Radikale Venstre.
Der indgået valgforbund mellem følgende partier:
- Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet
- Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance
- Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre
—————-
Det, som er væsentligt at forstå, og som også er grunden til, at det er så vigtigt at stemme på søndag er, at arbejdet i Parlamentet foregår i det, der hedder Udvalg. Disse kan svinge i størrelse, men der er sædvanligvis 30-50 medlemmer i et udvalg. De fleste medlemmer af Europa-Parlamentet er medlemmer af ét udvalg og stedfortrædere i yderligere ét.
Der findes 20 stående udvalg med hver sit sagsområde, (f.eks. Industri/Forskning/Energi, Det Indre Marked/Forbrugerbeskyttelse osv. )
(Der er en ret fin oversigt over de forskellige udvalg og deres sagsområder her)
Det er de forskellige udvalg, der behandler lovforslag fra Kommissionen og kommer med ændringer til dem.
Den endelige vedtagelse sker i plenarforsamlingen, hvor alle Europa-Parlamentets medlemmer er samlet – men *netop* fordi, det er i de forholdsvis små udvalg, lovforslagene behandles, bliver det enkelte parlamentsmedlem pludselig vigtigere, end man lige i første omgang forestiller sig.
For 15 ud af 720 lyder ikke af ret meget.
Men 1 ud af 30 gør.
Og selvom det er den store forsamling, der skal stemme lovforslagene igennem, så betyder arbejdet i de små udvalg, at der er mulighed for at præge og forme undervejs.
Når det kommer nye love, er der områder, hvor de enkelte medlemslande selv har ret til at lovgive (f.eks. ift. folkesundhed, kultur og uddannelse), men det er vigtigt at forstå, at EU-vedtagne love har forrang på de områder, hvor medlemslandene og EU har delt kompetence. Og det er der *netop* på de områder, som flere af jer gerne med jeres stemme vil påvirke, som f.eks. landbrug, forbrugerbeskyttelse, fiskeri, miljø og energi.
Man kan sige, at det måske ikke for os danskere ser ud til at have den store betydning, hvordan en given EU-lov på landbrugsområdet falder ud, fordi vi (sørgeligt nok) er ret godt med, sammenlignet med de øvrige EU lande. Indenrigs må man jo altid gerne være mere restriktiv, end de love, der vedtages i EU lægger op til.
Men det hjælper – ved vi efterhånden – ikke rigtigt noget, at vi prøver at begrænse vores udledning af pesticider, hvis de pisser dem lige ud i Atlanten i alle andre lande. Derfor er det ret afgørende, at vi i Danmark, hvor vi har et solidt uddannelsesniveau og en levestandard, der er høj nok til at kunne kere os om det, der ikke lige ligger i de to nederste lag i behovspyramiden, er med til at trække i den grønne retning, fordi det kompromis, vi givetvis vil blive tvunget til at indgå, dermed stadig er det grønnest mulige.
—————
Så langt, så godt.
Men EU-parlamentet er jo ikke bare 720 mennesker, med 720 holdninger, der sidder i et (stort) lokale og råber 720 forskellige synspunkter ind i hovedet på hinanden.
Medlemmerne er placeret i politiske grupper, som ikke er opdelt efter nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold.
Der findes i dag syv politiske grupper i Parlamentet, og medlemmerne kan ikke tilhøre mere end én politisk gruppe ad gangen.

(Grunden til, at der på nogle illustrationer står 751, mens der på andre står 705, er, at der ved sidste valg i 2019 blev valgt 751 medlemmer ind, men at det samlede antal pladser faldt til 705, da Storbritannien trådte ud af EU).
Inden der holdes afstemning i plenarforsamlingen (de 751/705/720), behandler de (7) politiske grupper betænkningerne, der er udarbejdet i udvalgene (de 20), og stiller ændringsforslag. Derudover fastlægger man internt i gruppen en fælles holdning – men medlemmerne kan ikke tvinges til at stemme på en bestemt måde.
Der kræves 23 medlemmer fra mindst en fjerdedel af de 27 EU-lande for at danne en politisk gruppe, og selvom der er grupper, som er oplagte for de enkelte landes repræsentanter at være en del af, er de ikke tvunget til at blive der.
Det betyder, at man som vælger faktisk ikke er sikret, at den stemme, man afgiver, ender hos hverken det politiske parti eller den politiske gruppe, man gerne ville give den til.
Hvilket jo lidt er noget lort. Faktisk.
Men det ændrer stadig ikke på, at vi nok er ét af de lande, som med vores stemmer, kan gøre en forskel ift. hvor grønt et Europa, vi i fremtiden gerne vil have, og hvor frie hænder vi ønsker at give tech-giganter og webshops, der bygger på børnearbejde og kemi. Vi får 15 kandidater uanset hvad, men netop fordi det enkelte medlem potentielt kan få temmelig meget at sige, er det ikke lige meget, hvem de 15 mennesker er.
—————
Inden vi går til kandidat-tests, vil jeg gerne lige linke til en fin artikel fra Klimabevægelsen, fordi mange af jer netop konkret har tilkendegivet, at dette er et fokuspunkt for jer. Den er letlæst og dejlig overskuelig, og I finder den her.
Har man brug for en liste over de danske kandidater, og hvilken af de 7 grupper, de lige nu giver udtryk for at ville tilslutte sig, kan man finde den her.
—————
Kandidattests:
———-
De øvrige organer i EU:
Ministerrådet (IKKE at forveksle med Det Europæiske Råd)
*Medlemmerne varierer fra møde til møde. Hvis der f.eks. er en sag om miljø på dagsordenen, så er det EU-landenes miljøministre, der mødes
*Vedtager lovgivning
*Består af EU-landenes fagministre
*Træffer afgørelser gennem flertal
***
Det Europæiske Råd (IKKE at forveksle med Ministerrådet)
*Består af stats- og regeringscheferne
*Fastsætter Unionens vigtigste prioriteter og overordnede politiske kurs
*Tager stilling til sager, der er kørt fast i Ministerrådet
*Beslutninger træffes ved konsensus
***
EU Kommisionen:
*Ledes af 27 kommisærer, udpeget af de nationale regeringer
*Fremsætter lovforslag
*Forvalter lovgivning
*Forhandler aftaler med 3. lande
*Sidder 5 år
***
Europæiske Partier:
Et europæisk, politisk parti er et politisk parti på EU-niveau. De europæiske partier er paraplyorganisationer for nationale partier fra europæiske lande, og har blandt andet til formål at bidrage til etableringen af de (lige nu 7) politiske grupper i Europaparlamentet.
———-
KILDER:

M2024, uge 22
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
———-
Inden vi går til ugens punkter, vil jeg lige følge op på mit eget spørgsmål om, om det kunne have interesse med et indlæg ift. EU-valg. Det kunne det, kan jeg se, og jeg går i gang med at læse mig ned i info fra i morgen.
Jeg kan ikke love, at jeg forstår det hele, men jeg kan love, at jeg vil gøre mit bedste, både for at forstå og for at formidle, og jeg skal nok får skrevet indlægget, så vi alle sammen kan nå i stemmeboksen d. 09.06.
Til gengæld kan det godt ske, at det bliver på bekostning af næste uges M2024-indlæg, for jeg har (heldigvis) godt med opgaver i næste uge, Frida har fødselsdag om lidt, jeg har en bil, jeg skal have hentet – og så var jeg så heldig at trække en legegruppe her også.
Uanset hvad, så kommer der noget op i slutningen af ugen, vi er på vej ind i.
———-
I den forgangne uge:
1.
Har jeg foræret en stak ting væk, som jeg egentlig havde tænkt, at jeg ville prøve at sælge. Jeg havde en håndfuld ski-undertrøjer og en Hummel-jakke, som Anton voksede ud af i efteråret, en Captain America-rygsæk, jeg har betalt en formue for, som han kun brugte til at opbevare Lego i, og en tyngdedyne, som jeg købte, testede og lagde væk, fordi den ingen effekt havde på nogen af os.
Fridas klassekamerat fik tøjet, en af venindernes lillebror fik rygsækken, og dynen røg afsted til trænerens søn.
Man skal have respekt for de små beløb, for ift. økonomi gemmer djævlen sig virkelig i detaljen, men det eneste, jeg føler over at have sendt de her ting videre, er glæde over, at de ikke længere ligger her og fylder og kalder på handling.
2.
Fik jeg en køletaske i julegave, som jeg elsker med en inderlighed, der grænser til det upassende. Den er fra Sistema, og udmærker sig ved at kunne klappes sammen, når den ikke er i brug, så den intet fylder. Den er perfekt i størrelse til en madpakke, noget koldt at drikke og to fryseelementer, og da Frida forleden kom og spurgte, om ikke godt hun også måtte få en, fordi hun er træt af at spise lunkne madpakker, bestilte jeg to på stedet.
Men jeg har ikke selv været helt tilfreds med de køleelementer, jeg har i min, for selvom de gør, hvad de skal, har den en træls størrelse. De er for små til at fylde bunden ud, men for store til at ligge 2, side om side, og det betyder, at maden hurtigt kommer til at ligge og rutsche rundt. Fordi børnenes madpakker ofte består af 150 løse dele, bliver det lige der *ekstra* træls, og da jeg, uanset hvad, skulle have fat i 4 mere, så der er til os alle 3, brugte jeg en mellemtime, jeg i onsdags havde i Fredericia, på at google køleelementer på mål.
Og sandelig, om ikke jeg fandt nogle, der passede perfekt, var på bud, OG kunne afhentes i butikken – som lå i Fredericia.
Jeg smed min bestilling, og sendte med det samme en fedterøvs-mail, og 20 minutter senere fik jeg besked om, at min ordre var klar til afhentning.
3.
Har jeg haft en lang snak med mig selv om, hvordan jeg skruer bevidst ned, når jeg har travlt, eller når jeg holder ferie med børnene, og der derfor er nogle ting, som jeg er nødt til at skubbe.
For jeg har egentlig altid kørt den model, hvor jeg simpelthen bare prøver at nå så meget som overhovedet muligt, og så må sige ‘fuck it!’ til det, jeg ikke når.
Problemet med den løsning er, at den efterlader mig med en kronisk følelse af at underpræstere; ganske enkelt fordi jeg hver eneste dag må erkende, at der er punkter på min liste, jeg ikke når.
Kognitivt forstår jeg godt, at det ikke er helt så sort og hvidt. For der er kun 24 timer i døgnet, og jeg har tendens til at være meget tidsoptimistisk, når jeg skriver mine to-do’s.
Men det ændrer ikke på, at det efterlader mig med en følelse af ikke at have struktureret min tid godt nok, når jeg må lade uafvingede punkter stå og stritte på min seddel.
Det virker gak, når jeg skriver det her, men følelsen er reel nok, og derfor er det noget, jeg gerne vil ændre mit mindset omkring.
Jeg har hele maj øvet mig at huske, at min første prioritet er arbejde, fordi det om lidt er ferie, og opgavemængden går ned. Det betyder, at jeg for første gang i omkring et år ikke kan nå at træne de fleste af ugens dage, ligesom jeg heller ikke når at svare på mails, beskeder og blogkommentarer, efterhånden som de ruller ind.
Men hver gang, jeg har kunne mærke pulsen begynde at stige, har jeg tænkt: “Opgaver har første prioritet, og så må andet vige pladsen” – og det har faktisk gjort en forskel.
Det, som er helt sært er, at jeg kan mærke, at det udspringer af en frygt for, at jeg mister fokus og interesse, og derfor ikke får samlet bolden op igen. Jeg har cirka 47 års empiri, der peger på det modsatte, men man er nødt til at opdage, at man opererer ud fra forkerte antagelser, før man kan begynde at øve sig i at praktisere andre.
4.
Lovede jeg et billede af gardinløsningen (med bruseforhængsstang) hos Frida:

Månedens mål, juni (1/4)
Som nævnt i sidste uge er denne måneds mål ikke helt så afgrænsede og strømlinede, som de sidste måneders mål har været.
Men jeg været i haven, for det meget omskiftelige vejr har taget livet af nogle af mine planter, og intensiv pleje og gødning til trods, har genoplivning ikke været muligt.
Derfor har jeg re-grupperet og samlet de overlevende blomster i nogle nye krukker, mens jeg har gjort kort proces med de visne og de druknede.
Et par solcellelamper havde også allerede smidt håndklædet i ringen, så jeg har trimmet og flyttet rundt, og mere skulle der faktisk ikke til, før jeg følte, at jeg måske alligevel var nogenlunde med på havefronten. De eneste to SKAL-skal punkter tilbage på havelisten er at stikke kanter af (#KÆMPEhad!), og at brænde ukrudt mellem fliserne. Det når jeg.
Derudover har jeg været målrettet ift. at få brugt pesto, skyr og pålæg fra køleskabets dyb, så jeg langsomt får spist det, som ellers ville løbe tør for holdbarhed, og endelig har jeg fundet Min Bog frem, både ift. Fridas fødselsdag (mængder af forplejning osv.), og fordi jeg er så langt med sommerplanerne, at det giver mening at kigge på, hvad jeg har skrevet af remindere til mig selv sidste år.

I øvrigt:
*Findes der et særligt sted i helvede til dem, der parkerer bilen, så de optager både forreste og bagerste pumpe på tankstationen. Og ja. Om lidt kører vi alle i el-biler, og tankstationer er en saga blot, men indtil da: Kør frem eller jeg nedkalder en forbandelse over dig!
*Læste jeg forleden et opslag i den lokale fb-gruppe om, at ‘Verner i nat er sovet stille ind’. Jeg var sikker på, at det var ham, jeg møder 4-5 gange om ugen, og altid vinker til, og jeg blev simpelthen så trist. Men i går, da jeg kørte hjem, kom han pludselig trissende på cykelstien, som han plejer, og jeg blev så glad, at jeg var ved at komme til at køre ham over af begejstring. (Og bagefter fik jeg ondt i maven over, at det jo stadig er pissesynd for Verner og hans efterladte familie).
*Var jeg i sidste uge afsted på en opgave, hvor en af de tilstedeværende (ved et uheld) bakkede så hårdt og eftertrykkeligt ind i siden på min bil, at det kræver 2 nye døre og en omlakering. Det er ..bøvlet.. Men altså… På plussiden er børnene på skolen ved at besvime af begejstring over katastrofens omfang, OG alle de Audier og sænkede VW’ere med spoilere og ekstra hurtige fælge, der plejer at ligge HELT oppe i røven på én, uanset hvor hurtigt man kører, holder behørig afstand. Formentlig ud fra den konklusion, at indehaveren af sådan en bule enten er uduelig i trafikken eller fuldstændig utilregnelig på COME AT ME, BRO!!-måden.
*Stod jeg forleden i Netto og forsøgte at beslutte, hvilke Pågen-boller, jeg skulle købe, og det slog mig, at det må være de samme mennesker, der navngiver dém og Ikeamøbler.
*Har Frida en lærer, som Anton i sin tid også havde, som jeg ved, at der gentagne gange er klaget over. Jeg kan godt se hvorfor – men jeg prøver at balancere på den knivsæg, hvor jeg opretholder en vis loyalitet ift. den voksenautoritet, børnene er nødt til at rette ind efter, men uden at smadre Fridas fine og somme tider lidt for velfungerende social-kompas. Hun har de sidste mange uger været panisk ræd for at komme for sent de dage, klassen har den pågældende lærer fra morgenstunden – selvom hun ikke én eneste gang i de snart 3 år, hun har gået i skole, er kommet, efter at klokken er ringet. Jeg kan ikke stille så meget op ift. at en skole i et område, hvor faguddannet personale er en mangelvare, lader en mand blive ombord, som måske ville være bedre tjent med at finde et arbejde, der ikke involverer børn, men jeg nægter at lade ham indgyde fuldstændig uproportional frygt i hende, fordi *han* hader sit job. Derfor gav jeg hende ret i, at han ofte er urimeligt sur, og sagde: “Hvis der bliver det mindste med ham, så skal du fortælle mig det. Du skal ikke gå med det selv, og jeg hjælper dig” – hvortil hun svarede: “Mor, kan vi ikke bare give ham én stjerne/would not recommend?” Den generation, mand. De er uforlignelige.
*Har jeg været nødt til at sætte begrænsning på antallet af tilladte afspilninger af Solguden i bilen. Ja. Solguden. Den mest forfærdelige sang i hele verden. Men hver gang, Frida sætter den på, kommer begge børn i tanke om, hvor helt overdrevet fedt, de synes, Djurs Sommerland er, og på mange måder føles det som at være roadie for et to-personers rave-band.
*Får jeg set ualmindeligt meget af udkantsdanmark lige nu, hvilket skyldes en kombination af, at jeg har mange opgaver, jeg ikke plejer at have, og at min GPS groft overvurderer min evne til at køre 100 meter på øjemål. (Hvad? Må man nu ikke tælle kantpæle mere?)
*Kan jeg ikke forklare, hvor lidt, jeg skal bede om at ‘Spinne lykkehjulet!’, når jeg shopper på nettet på min telefon. Nej, jeg vil ikke vinde 100 kr. og druknes i virtuel konfetti og fanfarer, der blokerer hele skærmen. Jeg vil virkelig gerne bare have lov at tilføje til kurv, så jeg kan komme videre.
*Holdt jeg i går i kø på motorvejen, hvilket er svært at være i godt humør omkring. Men efter 20 minutter kom jeg til at holde side om side med en rustvogn med … passager. Det gav lidt tiltrængt perspektiv.
*-hvilket holdt lige præcis en time, for så blev jeg blitzet på en strækning, hvor jeg ville have aflagt ed og begge nyrer på, at man må køre 60. Det kommer til at koste 1800 at lære, at den 100 meter brede vej med sparsom bebyggelse er byzone.
*Kørte jeg til gengæld direkte videre til mekanikeren for at aflevere min bulede bil, og fik den dårligste lånebil in the history of lånebiler udleveret. Jeg skulle heldigvis kun køre til Viborg i den i dag. Anton spurgte forleden, hvilken bil jeg troede, fugle ville vælge, hvis de kunne køre. Jeg blev ham svar skyldig – men ikke den her i hvert fald.
*Hentede jeg selvsamme Anton i mandags, hvor han var helt stresset og irritabel (#kender). Det viste sig, at de var blevet bedt om at tage stilling til næste års valgfag og skulle vælge mellem ‘Håndværk & Design’ og ‘Madkundskab’. Da jeg af gammel vane kom til at sige, at der ikke var så meget at gøre ved det, for man skal have ét af dem, udbrød han frustreret: “Men jeg vil jo gerne have dem BEGGE to, mor!!” Så måtte jeg lige over og lave noget kaffe, for sidste år ved den her tid, troede jeg sgu ikke, at Anton nogensinde ville have noget pænt at sige om at gå i skole. *snøft*
*Kommer her et allekald til de store fastfoodkæder med drive-in i Jylland: Få nu noget ordentlig iskaffe på menuen! VIL I ikke tjene penge?!?
*Sendte en af mine veninder mig forleden et billede af en ny solcellelampe, hun har købt, og jeg kom til at tænke på, hvor glad, det gør mig at vide, at når Mine Mennesker kigger på noget, der gør *dem* glade, så er jeg den, de får lyst til at dele det med.
*Kan jeg mærke, at jeg synes, vi skal have os sat ind i det EU-valg, og jeg pønser derfor på at blogge om det. Er der noget særligt, I gerne vil have belyst?
*Har FB igen fjernet et af mine blogindlæg, fordi det angiveligt overtræder deres regler for spam – hvilket jeg ikke på nogen måde fatter. Hvordan kan the flat earthers og dem, der mener, at det engelske kongehus i virkeligheden er firben, få lov at køre løs, mens mine indlæg om fnugfiltre i tørretumblere får AI-moderatoren til at gå i baglås? Når man beder om at få opslaget gennemgået igen, er der også kun dårlige muligheder at vælge i mellem, så jeg satte mit kryds, mens jeg for mig selv nynnede den udødelige REM klassiker ‘Choosing: ‘My Religion’.


M2024, uge 21
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg besluttet, at vi skal have et gardin som det, Anton har fået, sat op inde ved Frida. Hun har eftermiddags- og aftensol, og det betyder, at hendes værelse er en sauna omkring sengetid, når solen skinner så meget, som den har gjort den sidste uge.
Ligesom Anton har hun et mørklægningsgardin, men det suger varme – og det er sgu også bare træls at lukke AL lys ude.
Fridas seng står op ad den væg, hvor vinduet er, og da både hun og hendes veninder er nogenlunde ligeså rolige som tændte elpiskere på speed, virker det på forhånd som en dårlig ide at hænge flagrende stof op, som de kan blive viklet ind i. Derfor er løsningen, der fungerer så godt på Antons værelse, ikke gangbar hos hende.
Men jeg er kommet i tanke om de bruseforhængs-stænger med fjedre, der sådan set bare sidder i spænd, og sådan én kan jeg sætte op inde i fordybningen, så gardinet ikke kommer til at hænge på ydersiden/væggen, men inde i selve vinduesrammen. (Jeg skal nok smide et billede, når jeg får det sat op).
Ligesom hos Anton betyder det, at der ikke skal bores i væggen, og at løsningen kan pilles ned og opbevares i et plakat-rør bag en dør i efterår- og vintermånederne.
2.
Har vi ramt solcremes-perioden, som alle herhjemme hader inderligt.
Vi har fundet hvert vores mærke, hvor vi kan leve med både lugt og konsistens, og sådan må det være. Men børnene skal også have solcreme med i skole, og her har jeg de sidste år været træt af at skulle købe en ekstra til dem hver, for det er virkelig meget solcreme at have stående, når vi går på sommerferie.
Jeg har læst 1600 artikler om, hvorvidt man kan gemme solcreme fra år til år eller ej – men jeg ender altid med at smide det ud, fordi det bliver slæbt med ud i verden, bliver åbnet og lukket på steder med sand og vand, og hele tiden ligger i varme biler og direkte sol. Det er muligt, at faktoren kan overleve, men jeg synes faktisk ikke, at det er særlig lækkert ift. hygiejne og konsistens.
I sidste uge skulle jeg bruge noget bagerst i mit badeværelsesskab, og da jeg trak kurven ud, lå der i den de små silikone-flasker, jeg sidste år købte til at fylde sæbe og shampo over i, da vi skulle på ferie.
Man kunne næsten høre tegneserie-pæren over mit hoved sige *pling*.
Så nu har jeg fyldt en sjat af deres respektive solcremer over i sådan én, og de har fået den i skoletasken med navn på. Den fylder meget lidt – og skulle de få den smidt væk, kan jeg købe en ny silikoneflaske, og *stadig* er det billigere, end hvis jeg skulle havde købt en ekstra, ny solcreme til dem hver.
3.
Er vi gået i gang med at kigge på Fridas fødselsdag, fordi hun gerne vil holde den sammen med en anden pige fra klassen.
Jeg konsulterede Bogen, og kunne se, at jeg faktisk både har en stak overskydende invitationer samt lys og servietter fra sidste år liggende.
Derudover kunne jeg også læse min egen påmindelse til mig selv om de melanintallerkner og -skåle, jeg har, som står i en kasse i entreen, fordi de fylder for meget i et køkkenskab. De er stadig så nye for mig, at jeg godt kan glemme, at jeg har dem, så derfor har jeg lavet et notat om det, så jeg ikke kører dobbelt op på klimabelastning ved både at have købt dem og købe engangsservice, når der er optræk til fest.
Månedens mål, maj (4/4)
Jeg nåede til min tørretumbler i torsdags, og modsat både opvaske- og vaskemaskine, syntes jeg faktisk, at den var mere træls end forventet.
Vandopsamlingsbeholder og fnugfilter i lågen var til at gå til, men det store filter i bunden af maskinen var godt, gammeldags træls. MASSER af lag, som er umulige at komme ind imellem, bøvlede hjørner og sammenføjninger, og det primære filter bag noget formstøbt plast i verdens mest uoptimale vinkel. Hvor fjendtligt et design kan man næsten vælge at producere??
Efter i 20 lange minutter at have bandet, så hærdede sømænd ville rødme, slæbte jeg den med udenfor, og spulede den med min haveslange. Jeg har én af de sprøjtepistoler, der kan vælges indstillinger på, og jeg valgte den, der hedder ‘Center’, men som sagtens kunne have heddet ‘Vold!’.
Der skulle jeg være startet, for det tog 3 minutter at højtryksspule filteret nærmest sterilt.
Tumbleren er samlet igen, og selvom det var over-medium træls at gøre den ren, er det rart at vide, at det er gjort.
—-
Med en håndfuld dage tilbage af maj, og juni og sommer i horisonten, har jeg tænkt lidt over, hvad det næste mål skal værre.
Jeg vil usandsynligt gerne slippe for at skulle tilbage i dagpengesystemet, og derfor har jeg taget alt, hvad jeg har kunne få op under neglene af opgaver de næste 5 uger – og det betyder, at jeg får travlt.
Samtidig kan jeg mærke, at der er sket så meget det sidste års tid, at jeg faktisk trænger til at lade det hele bundfælde sig. Der er nogle mål, jeg gerne vil arbejde med hen over efteråret, men for at kunne det, er jeg nødt til lige at mærke efter, hvad det nye udgangspunkt er – og så trænger jeg bare, helt lowkey, til ro.
Det går mere og mere op for mig, at pauserne er mindst ligeså vigtige som den aktive del af processen, uanset hvad jeg arbejder med, for roen er helt afgørende for at samle kræfter, for at kurskorrigere og for at sikre, at det, jeg bruger tid på, også er det, der er vigtigt for mig. Det kan jeg ikke, når jeg bruger al ledig kapacitet på at spurte og eksekvere, for så bliver det overflade, mosters hånd og rutine, og sådan vil jeg ikke leve.
Derfor har jeg besluttet, at M2024-indlæggene, og dermed også vores månedsmål, holder sommerferie i juli. Jeg kommer stadig til at klat-blogge, når der er noget tankeskrammel, der trænger til at blive hældt ud på papir, men jeg giver lige mig selv en måneds pause fra den faste tidsramme.
Men inden vi når så langt, har vi juni for fødderne, og målet her bliver lidt atypisk, fordi det består af flere små mål, der ikke umiddelbart hænger sammen. Overskriften kunne være ‘Gør klar til ferie’, og hvor jeg de sidste 5 måneder har kørt ét mål ad gangen, så kommer de her til alle sammen at være work-in-progress, hele måneden igennem.
De punkter, jeg har på min egen liste er:
*Have/skur
*Bogen (hvad har jeg noteret, hvad skal jeg huske)
*Vaske skraldespande af
*Spise køleskabet ned
—–
Er der nogen, der skal have noget med?

Survival of the fittest
For nogle uger siden sad jeg på en cafe i Vejle for at slå en time ihjel i mellem to opgaver. Normalt har jeg mine AirPods i tasken, og dem plejer jeg at stoppe i ørerne, så snart jeg er et sted, hvor der er andre mennesker, men lige den dag lå de hjemme i opladeren, fordi man åbenbart ikke kan sætte folk til at pakke en taske mere.
Derfor blev jeg, lidt ufrivillig, passiv deltager i den samtale, der kørte ved bordet bag mig, hvor en kvinde lige omkring de 40 talte med sin veninde om urimeligheden i, at der er en aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp til at få børn alene.
Nu er Børn Alene jo en af mine spidskompetencer, og selvom jeg har lavet mine selv, og altså ikke har været omkring hverken klinikker eller system, har jeg naturligvis en holdning til emnet, fordi jeg ved, præcis hvad det vil sige at stå med børn alene, og 1:1 ved, hvilke udfordringer, der i den forbindelse kan være med at blive ældre.
Det er egentlig ikke det, der er hovedtemaet i det her indlæg, men vil man gerne vide, hvad jeg mener om emnet, kan man lige nappe det her indlæg. Jeg skal nok vente imens.
*henter kaffe*
Ok?
Godt. Så går vi videre til det, der fylder i mine tanker lige nu, nemlig den teknologiske udvikling, og hvordan den i stigende grad stiller krav til vores etiske kompas.
For jeg kan på alle måder sympatisere med gerne at ville have et barn; også selvom man må få det alene. Det ønske forsvinder jo ikke natten til din 42-års fødselsdag.
Men dem, der har mest på spil, og som derfor er de mest engagerede deltagere i debatten, er dem, der står med ønsket om et barn og et biologisk ur, der tikker. Ingen af dem er objektive – og ingen af dem har prøvet at stå med et spædbarn som 50 årig.
Og altså: Racen ville uddø, hvis vi fra barn til barn huskede, hvor absurd hårdt det er at have en baby, ligesom det nok også evolutionært er meget smart, at der er nogle udfordringer, der først indtræder, når børnene er så store, at man ikke står til at skulle have flere.
Derfor er det både nemt og gratis at mene, at vi sagtens kan tage vare på børn og møde deres behov, selvom vi er 52, når vi får dem. Måske også fordi vi alle klamrer os til håbet om, at vi stadig selv er skarpe og hurtige og på tæerne, når vi rammer den alder.
Men de fleste af os har forældre, ældre kolleger eller onkler og tanter, som jo ret fint illustrerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan hænge på. Om det er plasticitet, vilje eller naturens måde at regulere bestanden på, er svært at sige – men det er mærkeligt, at vi alle ser det udspille sig i privatlivet, og stadig på det mere overordnede plan ignorerer, at det sker. F.eks. når vi i nærmest alle fag taler om at hæve pensionsalderen, og udelukkende fokuserer på, om ikke man burde have ret til at tage den lidt med ro, når man har arbejdet i mange år. Jeg savner i dén grad lidt fokus på, om det er hensigtsmæssigt at holde en kirurg, der ikke kan konvertere et word-dokument til pdf, på operationsstuen, en tolk, der har aldersbetinget høretab i stolen, eller en chauffør, der ikke kan dreje nakken pga. gigt, i førersædet. Maskinen bliver slidt og langsom over tid, og det burde vi forholde os mere til, end vi gør, synes jeg.
Om 10 minutter er jeg stensikker på, at vi har udtænkt måder, der gør det muligt for kvinder at blive gravide og føde børn, indtil vi fylder 60, og det skal der nok komme en spændende debat ud af.
Men når vi flytter barren i den ene ende, så vil det jo være meget oplagt, at nogen pludselig får den gode ide at kigge på den, der afgrænser i den anden.
For hvad, når vi har teknologien til at gøre piger på 9 år gravide?
Ja?
Træls tanke, ikke?
For det kan vi *også* om lidt – og det kan vi (forhåbentlig!) ALLE sammen se er en dårlig ide. Men med fødselsunderskudet, som bliver et større og større problem, kunne man måske godt komme i tanke om en politiker eller to, der pludselig ville kunne se mulighederne i dét.
Det eneste, der står i mellem det skrækscenarie og den nuværende virkelighed, er vores etik. Og her bliver det store, store problem, at den altid vil være formet af, hvad vi har med i rygsækken, hvor vi er i livet, og hvilke valg vi træffer – som vi derfor, bevidst eller ubevidst, er nødt til at forsvare overfor os selv.
Eksempelvis havde vi for nogle måneder siden i en af mine sociale cirkler en diskusion, hvor mennesker, der normalt er enige om langt, langt det meste, pludselig var ved at komme op at slås.
Handlede det om aktiv dødshjælp, Linda? Om vacciner, klima eller politik?
Nope.
Det handlede om en potentiel graviditet hos én, der har en affære med en gift mand.
Stridspunktet var, om man som kvinde i en affære, som begge parter har indledt med åbne øjne og som ingen derfor har intentioner om skal være andet og mere end dét, fortæller manden, at der er to streger på pinden, hvis man VED, at man ikke vil have barnet.
Jeg var så klart på ‘Nej, sgu da!’ at jeg ikke på noget tidspunkt havde overvejet, at nogle af mine gifte veninder kunne have en anden holdning.
Det havde de.
Tankevækkende nok var mine kammerater alle enige med mig. Både dem, der er gift og dem, der ikke er.
Og den behøver vi ikke åbne her; min pointe er bare, at det for mig blev ret tydeligt, at det ikke kun er logik og saglighed, der farver din holdning til et givent emne.
Men fordi det her er noget, der konstant skramler rundt i min hjerne i disse dage, tænker jeg mere og mere over, hvor afhængige vi er af at finde ud af at enes, hvis ikke vores individuelle behov og ønsker skal skubbe os ud over kanten.
Johanne (the-blogger-formerly-known-as-Citygirl) sendte mig i går en artikel fra Heartbeats, som var et fint take på, at vi hver især med den pris, vi sælger vores brugte tøj til, kan være med til enten at understøtte eller at bekæmpe det svinske overforbrug af tøj, vesten har.
Og det er nok i virkeligheden hovedet på sømmet ift. det, jeg går og tygger på; at vi måske har nået et punkt nu, hvor vi ikke længere bare kan lukke øjnene og tænke, at det JEG gør, ikke påvirker andre end mig selv.
Engang var ‘en dråbe i havet’ en metafor, der skulle illustrere pointen om, at noget var så ubetydeligt, at det ikke gjorde i forskel i det store billede – men tager man den baglæns, er havet jo reelt bare en relativ stor samling af dråber, og der er en smertegrænse og en balance, der kan forskubbes et sted. Derfor *gør* det en forskel, hver eneste gang, vi hver især lægger vores eget lille, individuelle lod på vægten, ganske enkelt fordi vi efterhånden er mange, og fordi vi smitter hinanden med vaner og ideer.
For verden er med teknologiens muligheder blevet meget mindre, hvilket er en fordel, når man er ung og nonbinær i Hanstholm, eller når videnskaben pludselig har data nok til at opdage sammenhængen mellem ordblindhed og en bestemt genmutation. Men det betyder også, at valg, der træffes ét sted, meget hurtigt kan få betydning et andet; f.eks. når ét land går i krig og internationalt samarbejde tvinger alle andre med, når et virus er spredt til hele verden, inden man har nået at forstå, hvor alvorligt, det er, eller når én stat begynder at stramme sin abortlovgivning og andre med samme ønske ser, at det er muligt.
Derfor har det enkelte menneskes valg og kampe i dag en tyngde, som de ikke havde for 50 år siden, og problemet er, at verden udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at se konsekvenserne af de valg, vi træffer. De naturlige begrænsninger, der tidligere lå i den evolutionære biologi, er med teknologiens rivende udvikling sat ud af spil, og samtidig er der politiske dagsordener, der kan koordineres i højere grad og større målestok, på tværs af grænser og sprog. Det giver et samlet impact på racen og kloden, der er i fuld gang med at forsegle vores skæbne.
Når alt er muligt, er vi de eneste stopklodser, der er tilbage. Vi er the last line of defense – men vi kæmper dybest set imod os selv, og det kommer til at gå galt.
I hvert fald hvis ikke vi meget hurtigt og i fællesskab begynder at forholde os til, at individets ønsker i dag er blevet så lette for den enkelte at indfri, at de kan ende med at blive kollektives undergang.

M2024, uge 20
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg hængt et gardin op på minivampyrens værelse, og ja: Jeg vil *gerne* bede om et svendebrev, tak fordi du spørger.
For sidste uges indlæg fik mig til at indse, at jeg faktisk ikke ret godt kan holde ud, hvis vi sommeren over skal have 1/3 af huset omdannet til noget katakombe af en slags, og i forlængelse af dét, kom jeg i tanke om, at jeg havde et sæt gardiner fra Ikea til at ligge.
Jeg besluttede derfor at teste, om de kunne tage det værste lys og samtidig give lidt privatliv (det er et virkelig stort vinduesparti lige ud til vejen), så jeg prøvede at hænge det op med et par helt tynde stifter; bare for lige at teste, om det fungerede, som jeg håbede det ville – og det gjorde det.
Men da det kun er om sommeren, lyset er et problem, synes jeg også, at det er træls at have gardinet hængende hele året. Derfor brugte jeg lang tid på at udtænke en lavpraktisk løsning, som endte med at være to læderstropper, der egentlig er greb til skuffer, som jeg hamrede i væggen med to meget aggressive søm.
Det geniale ved dén løsning er, at gardinstangen kan løftes ud, når det bliver efterår, og den fylder ingenting at have stående bag en dør. Sømmene ødelægger ikke væggen, så skulle jeg på et tidspunkt have brug for en mere permanent løsning, har jeg ikke rawplugs’et væggen i smadder.
Og sidst men ikke mindst elsker jeg, at jeg får brugt det ene af de to gardiner – og det giver det BEDSTE lys.

2.
Kører jeg fuld stop på madpakkesnacks til vi har fået spist dem, vi har liggende.
Det er sommerferie om 10 minutter, og børnene har en alder nu, hvor vi ikke kører hele dage på legepladser mere. Det betyder, at der ikke er samme aftag på kiks, smoothies osv. som der var for et par år siden, og derfor ved jeg, at de bare kommer til at ligge, hvis jeg ikke får dem sendt med i skole nu.
Jeg har for nemheds skyld været kasser og skuffer igennem og har samlet rovet i en skål, der står på køkkenbordet, så det er nemt at huske og at komme til, når jeg smørrer madpakker.
3.
Har jeg fået en mail fra No1 shoppen, som jeg skrev om i sidste uges indlæg. De har nu refunderet 1/3 af prisen på én af de to æsker solcellelamper, jeg købte.
Det har jeg det blandet med. På den ene side: Fint, at de endelig reagerer. På den anden side: Virkelig træls, at det først sker, når man har skrevet noget kritisk på et hjørne af internettet, for det er godt nok meget få forundt at have den mulighed.
Derfor har jeg pengene videre til Danske Hospitalsklovne, og i gennemsigtighedens navn smider jeg kvitteringer på det hele her:


Status, Månedens Mål, maj (3/4)
Jeg har gjort min vaskemaskine ren efter den anvisning, jeg smed op i sidste uge, og jeg tænkte flere gange over, hvor stor en forskel det gør, at jeg får det gjort cirka en gang om året.
For hvor jeg første gang måtte lægge mig selv i aflåst sideleje over, hvor klam sien og gummilisten var, og hvor lang tid det tog at gøre sæbeskuffen ordentligt ren, så tager det i dag under 30 minutter at vinge de manuelle punkter af, og der er mere tale om vedligehold end egentlig rengøring.
Min maskine er 12 år gammel, og håndtaget på lågen er stadig brækket af, så jeg skal bruge en tang, når jeg åbner den, men den vasker tøjet pænt og rent, den er yderst fornuftig i vand- og strømforbrug, og det glæder mig inderligt, at jeg har passet godt nok på den til at vride den fulde brugstid ud af den – og lidt til.
——
Det sidste punkt på denne måneds to-to er (for mig) min tørretumbler. Har man ikke sådan én, og vil man gerne være med, så kan man vælge at gøre sin ovn ren, at vaske sin udendørs tørresnor af, eller at rydde plads på sin altan, så tørrestativet kan stå dér.
Til tumblerfolket er fremgangsmåden:
*Rens fnugfilteret, som du gør, hver gang du har brugt den. (Og det gør vi, for vi hader, når vores huse brænder ned).
*Har du, som mig, en kondenstumbler, sidder der sandsynligvis et filter i bunden af maskinen også. Det skal du have ud og rense. Igen er tandbørsten din bedste ven. Hvis det primært er tørt fnuller, der sidder i filteret, så start med at støvsuge det.
*I kondenstumblere sidder der også en vandbeholder, der skal tømmes (som du gør, hver gang den er fuld). Find vandkanden frem og lad den stå i nærheden, så du husker at hælde vandet fra i dén, hver gang du tømmer beholderen de næste mange måneder. Når den er tømt, vasker du den af.
*Slut af med at tørre tumbleren af, både udenpå og indeni.

M2024, uge 19
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg brugt tid på at tjekke op på sommerens økonomi. Jeg har stresset lidt over det, fordi der traditionelt ikke er så meget at tolke i sommermånederne, og jeg mente, at jeg i 2023 brugte mine sidste uger med supplerende dagpenge.
Af de udfordringer, jeg bøvler med, synes jeg at økonomi er en af de sværeste, og alle mine ihærdige forsøg til trods, synes jeg stadig, at jeg har mønsteret med stramme perioder, hvor jeg skærer alt fra, fulgt af perioder, hvor jeg tjener gode penge, men så har et efterslæb af udgifter, der æder det, jeg gerne ville have sat på en opsparing. Det er jeg simpelthen så inderligt træt af; ikke mindst fordi det betyder, at jeg stadig har en oplevelse af, at vi hele tiden er afhængige af held.
Så nu prøver jeg at gribe det anderledes an. Jeg har, meget manuelt, købt en papirkalender i A3 størrelse, som jeg har skrevet de opgaver, jeg allerede har i bogen, ind på. Jeg har noteret på den, hvornår mine faste brugere holder ferie (i et kodesprog, som KGB ville misunde #GDPR), hvornår den personlige træner holder ferie osv. Kalenderen giver et godt, konkret overblik, og det ser faktisk allerede nu fornuftigt ud.
Derudover har jeg været inde og nærlæse reglerne for supplerende dagpenge, og dels har jeg faktisk stadig 5 uger til at stå, og dels begynder man optjening forfra efter 104 uger. Det betyder, at jeg i princippet har 12 uger fra august og frem, forudsat at a-kassen godkender ansøgningen. Jeg vil strække mig meget, meget langt for at slippe for at skulle ind i det system igen, men det giver trods alt lidt ro i maven at vide, at der er en form for sikkerhedsnet.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så voksen og ansvarlig.
2.
Har jeg købt 7 par sandaler.

Hej, og velkommen til kontrasternes holdeplads.
Ej, der er faktisk en form for mening med det. For jeg mangler sandaler, både til bare at gå i og nogle, der kan allokeres til arbejde. Jeg har været ret glad for dem, jeg har haft de sidste par år, så derfor søgte jeg på de mærker på Zalando (ingen spons), og bestilte dem, jeg synes var pæne i ét riv, så der kun kommer én gang fragt på, og så jeg også kun skal afsted én gang med de 4-5 par, der skal retur.
Jeg kan læse, at Zalando bløder, og fordi timingen derfor kan se lidt spicy ud, vil jeg bare nævne, at det er dem, jeg bruger, primært fordi de har en SUPER brugervenlig app, men også fordi de har mange forskellige mærker, sender lynhurtigt, og har gjort det nemt at returnere. Det sidste har måske lidt ekstra at sige her i byen, fordi der f.eks. kun er ét sted inden for en radius af 8 km. hvor jeg kan returnere varer med Postnord. Så det er summen af faktorer, der gør, at det er dem, jeg er endt med at bruge; jeg er sikker på, at andre webshops er lige så gode – eller bedre – i andre dele af landet.
3.
Har jeg, apropos webshops, føjet endnu én til min sorte liste, nemlig den, der hedder No1shop.
Der er en sær tendens til, at bloggere og influencere er helt hemmelige omkring de steder, de oplever dårlig service – og altså: Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er tilhænger af, at man hænger små enkeltmandsvirksomheder ud, fordi man ikke lige har fået det, som man gerne ville have det.
Men jeg synes, det er lidt som med karate: Så længe man ikke bruger sin (beskedne) indflydelse til at true med (“Hvis ikke jeg får X, Y eller Z, så skriver jeg en dårlig anmeldelse af jer på min blog!”) men kun i god sags tjeneste, må det være i orden at prøve at skåne andre for at blive snydt.
I mit tilfælde modtog jeg en defekt vare: Jeg havde købt 2 pakker med 3 solcellelamper i hver, og én af de 6 var helt død. Derfor sendte jeg en mail til butikken – som de ikke svarede på. Jeg ringede et par gange, men telefonen var altid lukket. Jeg kontaktede dem også på fb; det reagerede de heller ikke på.
Jeg er for længst begyndt at tjekke Trustpilot, når jeg køber store ting, og som én herinde foreslog, læser jeg primært de 1-stjernede anmeldelser. For modsat hvad nogle firmaer hævder, så kan man som forbruger SAGTENS se forskel på anmeldelser fra trælse, urimelige kunder, og på systematisk, tarvelig service og snyd.
De her lamper kostede ikke alverden, og derfor bestilte jeg dem i sin tid, uden at tjekke op på firmaet først. Jeg har også gjort kort proces ved bare at rykke lidt rundt på de 5 lamper, der virker, og smide den defekte ud. Jeg gider ikke bruge tid og raseri på det. Men jeg HAR skrevet en kort anmeldelse på Trustpilot, for jeg kunne se, at der var flere, der aldrig havde modtaget de varer, de havde bestilt og betalt for, og mange, der havde oplevet det samme som mig.
Det tager 3 sekunder at skrive en anmeldelse, og som forbruger er jeg altid selv inderligt taknemmelig over, at andre har gidet at gøre det. Kan man købe sine ting i en fysisk butik er det jo langt at foretrække, men særligt i de lidt mindre byer kan udvalget være begrænset eller bestemte varer kan være hurtigt udsolgt, og så er det jo trods alt rart, at de steder, man handler på nettet, er til at regne med.
Status, Månedens Mål, maj (2/4)
Min opvaskemaskine funkler og stråler, og som hver eneste gang, jeg rengør mine hvidevarer, bliver jeg overrasket over kontrasten i, hvor meget opgaven fylder inde i mit hoved, kontra hvor hurtig den er overstået. And I will learn nothing from this.
——-
Den kommende uge er det vaskemaskinen, der står for tur, nu hvor vi alligevel har citronsyren fremme.
Fremgangsmåde som følger:
*Kør en kogevask på 95 grader uden tøj og uden sæbe. De fleste af os er blevet gode til at vaske kortere og ved lavere temperaturer, og det er godt for miljøet. Men de lave temperaturer dræber ikke bakterier nær så effektivt som de høje, og når fokus er rengøring, er det fint at starte her. Også fordi det somme tider løsner sæberester, der sidder steder, hvor det kan være svært at komme til.
*Tag sien ud og gør den rent; gerne med en tandbørste.
*Hiv sæbeskuffen ud og læg den i blød, evt. i vand med lidt rodalon eller klorin (husk handsker). Brug tandbørsten eller en af de små ‘piberenser-børster’, der bruges til sugerør, til at komme ind de steder, hvor bakterier samler sig.
*Lav en spand sæbevand, evt. med lidt eddike i, og vask ruden og gummilisten grundigt af. (Husk handsker). Er gummilisten ekstra træls, kan du gennemvæde nogle stofstrimler i eddike eller rodalon og lade dem sidde i listen i 20-30 minutter, inden du tørrer den efter med våd klud.
*Afkalk maskinen med citronsyre. Der er lidt forskel på, hvordan de forskellige mærker skal bruges, så læs på pakken.
*Luk festen med endnu en kogevask på 95 grader.

I øvrigt:
*Er jeg i gang med DR’s nye podcast ‘Massøren’ og jeg må sige, at tiden er ved at være moden til et strammere tilsyn og en langt mere krads strafferamme på det alternative område, end vi kører med nu.
*Har jeg genopdaget min yndlingssalat tabouleh, som løfter alt i et køkken flere niveauer. Knækbrød og hummus? Dovent og uambitiøst. Knækbrød, hummus og *tabouleh*? Undskyld; jeg kunne ikke lige høre, hvad du sagde hen over lyden af mig som avanceret, kulinarisk globetrotter. Jeg bruger den her som grundopskrift, men du kan slippe afsted med det meste. Det vigtigste er, at du bruger persille og citronsaft, som brødrene Price bruger smør, og at du smider couscous i, så der er noget, der suger eventuel overskydende væde fra grøntsagerne.
*Holdt jeg forleden tilbage for en ung fyr i fodgængerfelt, som – så jeg, da han passerede – havde sat sine solbriller i nakken. Jeg skulle have kørt ham over.
*Har Anton ramt vampyrfasen af sin ungdom, og det viser sig, ser jeg nu, at mine forældre havde ret: Den er inderligt irriterende. Og ja. SelvFØLGELIG sørger jeg for at opfylde min del af kontrakten ved med jævne mellemrum at slå hans dør op, og med høj, bebrejdende morstemme spørge: “Skal du ikke UD lidt?? Det er SÅ dejligt vejr!”
*Har jeg hørt Morten Breums fuldstændig forrygende sæt fra Tomorrowland (som han har lagt op på iTunes) så mange gange, at jeg har smadret min egen algoritme. Alt, hvad jeg får af forslag til musik nu, er obskure bulgarske dj’s og sange mixet til ukendelighed af mennesker, jeg aldrig har hørt om. Jeg spurgte derfor en stak mennesker på fb om deres yndlingstracks fra 00’erne, og det satte gang i en lavine af “GUD ja!!!” Jeg har nu en 8 timer lang playliste, der er så on fire, at jeg skal have grydelapper på ørerne, når jeg hører den, og mine ‘you might also like’-forslag begynder at ligne noget igen.
*Kom jeg i morges til at tænke på, hvad der egentlig blev af de frie radikaler, vi var så bange for i slut-halvfemserne? Fik L’Oreal skudt dem ned?
*Er jeg færdig med at rykke rundt på møbler og krukker udenfor, og jeg er godt tilfreds med resultatet. Jeg har allerede siddet derude med både morgenkaffe, venner og vin, og fordi stole og borde nu står under halvtaget, er det hele tiden klart til bare at hoppe ud i, uanset om det regner eller duggen er faldet. Om I må se? Jeg troede aldrig, I ville spørge.
Se min have
Den er fuld af lamper
Ingen blomster, buske eller løv
Det er fordi jeg ik’ har grønne fingre
Og fordi jeg hader kryb og støv

(Og det er jo så faktisk lidt løgn. For ude foran har jeg nu fået sat de kasser op, jeg skrev om tidligere, og jeg har, til min egen inderlige overraskelse, fulgt Helles anbefaling og plantet blomster i dem i de kapilærkasser, de er lavet til. Jeg holder liv i dem på 2. uge, og ingen i verden er mere chokeret end jeg).

M2024, uge 18
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg modtaget den kvartalvise sending af collagen-pulver. Da jeg satte dem på plads, kunne jeg se, at jeg efterhånden har glemt at tage det så mange gange, at jeg nu har en hel pakke i overskud.
Det mærke, jeg bruger, kommer i 3 pakker á 30 breve, og kører på abonnement, så der bare kommer en ny sending, når man er næsten igennem. Tilskuddet skal tages dagligt, og det husker jeg det meste af tiden, men ind imellem smutter det; særligt når vi har fri.
Men nu kan jeg faktisk godt skubbe næste sending en måned, og selvom det ikke står og bliver for gammelt i skabet, er der jo heller ikke grund til at have ekstra pakker stående, bare fordi. Så nu har jeg lagt en reminder i min kalender, så jeg husker at skubbe bestillingen inden for tidsfristen om et par måneder.
2.
Havde Frida sine HELT nye Sketchers på til konfirmation søndag, og da hun beklemt kaldte på mig ude ude fra gangen på restauranten, vidste jeg godt, at det nok ikke var glædestrålende nyheder, jeg skulle overbringes.
Og altså. På plussiden havde hende og veninden haft det sjovt. På den knap så plussede side havde de haft det i en form for sumpområde, så de nye, pastelfarvede sko var blevet MØGbeskidte.
Hun var helt knust, for hun har haft skoene sat frem i over en måned, så jeg var relativt desperat, da jeg googlede ‘sneakers beskidte’ – men efter 5 hurtige minutter kunne jeg godt se, at den magiske ingrediens, der gik igen i alle links, var bagepulver.
Jeg lavede derfor en pasta af Vanish og bagepulver (1:1), som jeg, efter at have skyllet skoene i rent vand, smurte på med den bløde side af en skuresvamp. Jeg skyllede efter med det samme og altså:

De ser jo nye ud igen!? Mit hoved eksploderede lidt, og jeg har nu selv 3 par sko på listen som står for tur den kommende uge. Vi ELSKER multiversatile produkter.
(Prøver man det her hjemme, vil jeg bare lige nævne, at det måske kan give mening at stoppe skoen ud med 4-5 par strømper i en plastikpose, inden man starter, så man får så lidt vand, som det nu er muligt ned i sålen. Limen og den eventuelle stødabsorbering har ikke *super* godt af det).
3.
Har jeg haft stille-uge.
Og det her er én af dem, som jeg er i tvivl om, om det giver mening for jer, at jeg sætter på. Men den giver mening for mig. For ovenpå de sidste par uger, har jeg været kørt helt i bund. Der har været absurd meget at forholde sig til, og jeg har været ramt på min ømme punkt, nemlig mine aftener. Det er dem, jeg bruger til at catche up, når jeg er presset på tid, og det er også der, jeg restituerer, når der er meget at se til i dagtimerne. Men når jeg er afsted 3-4 aftener på en uge, kommer jeg bagud, både på praktik og på mentalt overskud.
Jeg er forFÆRdelig tilbøjelig til at fylde alt muligt i min tid, når den pludselig er til rådighed, men jeg har den seneste uge forsøgt at holde fast i, at der er pauserne, der gør tempoet muligt. Det har ikke være lige nemt alle dage, men jeg har vredet armen om på mig selv, og nu, hvor det er weekend, kan jeg mærke forskel. Ægte. Jeg snubler ikke ind over målstregen, stakåndet og underskudsramt, og det er vildt nok at prøve. Jeg har hele ugen haft en oplevelse af, at alting har taget længere tid, end jeg egentlig havde estimeret det til, og derfor har jeg kæmpet mod følelsen af ikke at være effektiv nok, men jeg har mange gange tænkt på min gamle blender, som godt nok kunne køre længe, men som efter 5 minutter begyndte at lugte brændt. Det ville være en fin vane at tillægge sig i sine 40’ere, at kunne stoppe maskinen, inden jeg når dértil.
Status, Månedens Mål, maj (1/4)
Jeg var lige ved at tro, at jeg måtte baile på projektet, men fredag nåede jeg at tømme både køleskab og fryser, og afrime og rengøre begge dele. Jeg har i samme ombæring smidt det ud, jeg godt kan se, at vi ikke får spist, herunder også de is, jeg har købt til børnene, som åbentbart er kedelige – og så har jeg lavet en madplan til den kommende uge, der får bugt med de varer, som jeg faktisk gerne vil have brugt.
Jeg håber, at I også har fået den vinget af listen, så der allerede nu er plads til det, man gerne vil have på grillen, så man kan købe det, når det er på bud, og at der ligeledes også er en skuffe fri til den aftensmad, som pludselig er i overskud, når solen skinner, og man ryger i en spontan picnic med dertilhørende takeaway.
——-
Den kommende uge er det opvaskemaskinen, der står for skud, og for at gøre det så nemt, som overhovedet muligt, kommer her en meget lavpraktisk how-to:
*Kør et program på den højeste temperatur, du kan vælge. Det opløser eventuelle sæberester og slår de fleste bakterier ihjel.
*Rens filteret i opvaskemaskinen. Brug en tandbørste og sæbevand.
*Kør en gang kalkfjerning med citronsyre eller eddike. (Køber du citronsyre, står det på pakken, hvor meget, du skal komme i sæbeskålen).
*Rengør låge og gummiliste med sæbevand. Brug evt. lidt Rodalon eller klorin til listen, hvis den er slem.
*Rengør sprøjtearmen; du kan bruge en tandstikker eller påmontere en plastikpose med en smule vand og eddike/afkalker i, hvis nogle af hullerne er tilstoppede af kalk.
*Afslut med at påfylde afspændingsmiddel og salt.

The rooms are all on fire
For et par uger siden blev der i den lokale fb-gruppe lagt et opslag op fra Krohaven, som er et aflastnings/botilbud, der ligger overfor skolen. En medarbejder appelerede til skolebørnenes forældre om at undlade at holde på Krohavens p-plads om morgenen, fordi de taxaer, der henter børnene, så ikke kan komme til. Det bliver et problem, fordi bemeldte taxaer kun må vente 5 minutter, før de skal køre videre, og mange af børnene på Krohaven bliver udadreagerende, hvis deres forventede struktur brydes.
Det er der jo ingen, der ikke kan forstå eller fatte sympati for.
Men. Samtidig fik opslaget noget til at falde på plads for mig, som jeg ikke helt har kunne sætte fingeren på, når jeg forsøgt at pinpointe min fornemmelse af, at hele systemet er ved at falde fra hinanden.
For det synliggjorde det, der for mig at se er kerneproblemet overalt, nemlig at løsninger, der burde løses strukturelt, bliver lagt over på individet.
Krohaven ejes af Esbjerg Kommune. Det gør skolen også. Begge dele er bygget på et tidspunkt, hvor verden var en anden, og problemet med for få p-pladser er vist generelt for alle skoler.
Og lad os starte med at skåne hinanden for debatten om børn og cykler, for jeg synes, at problemet er langt mere komplekst end som så.
For i mange familier i dag arbejder alle tilgængelige forældre, mange har fået langt til job, og skal dermed tidligere afsted, end de skulle for 15 år siden, skoledistrikterne er blevet større, men infrastrukturen er ikke fulgt med osv. osv.
Samtidig skal man i dag tilkøbe et morgenmodul i SFO’en, hvis man har børn, der skal kunne komme ind på skolen tidligere end kl. 7.50.
Det betyder altså et vindue på 10 minutter, hvor alle de børn, der ikke går i SFO, ankommer til skolen – mange af dem i enten bil eller bus.
Og hvor børnene på Krohaven også bliver hentet, åbentbart.
Det får bølgerne til at gå højt i lokalsamfundet – hvilket er forventeligt. Men det, der til gengæld kan undre, er kommunens fuldstændige fravær i debatten om, hvordan man løser det her.
For det ville da være oplagt at forlænge det tidsrum, hvor børnene kan komme ind på skolen, så dørene f.eks. var åbne fra kl. 7.30.
Eller at man omtænkte busløsningen og/eller afhentningstidspunktet for Krohavens børn.
For igen: Det er samme instans, der ejer og driver begge steder. Men det er ret vanvittigt, at manglen på p-pladser, og 100 restriktioner og beslutninger, som er truffet og pålagt ovenfra, pludselig er blevet et problem, som forældre og ansatte selv skal løse.
Og dén måde (ikke) at gribe tingene an på går igen overalt, synes jeg.
Da Anton gik i det almene skoletilbud, var den første “løsning” jeg blev præsenteret for, da skole begyndte at være svært, at han skulle skemareduceres. Da jeg spurgte, hvordan vi så skulle sikre, at afgangseksamen blev reduceret tilsvarende, blev de helt blanke i ansigterne. Og jeg ved sgu da godt, at det ikke er noget, man gør. Men jeg havde lyst til at synliggøre, hvor absurd kortsigtet en løsning det var – og at det kun og udelukkende var en løsning for dem.
Min bedstefar på 96 ville, uden den mindste tvivl, være død for længst, hvis ikke det havde været for mine forældre, som fragter ham land og rige rundt, fordi flextaxa mest er flex på taxasiden. På brugersiden er det bare uværdigt og træls. De handler for ham, hjælper ham, når han mangler tøj, tager med ham til lægen, og kører ham på Borgerservice, når han smækker sig ude af Digital Post, fordi han ikke kan se, hvad han taster, eller er kommet i tvivl om, hvad det nu lige er for et kodeord, man bruger hér.
Jeg tolker for brugere, der bliver sendt hjem fra hospitaler, uden at nogen forholder sig til, om der kommer andre forbi og hjælper med det, borgeren helt indlysende ikke selv kan klare, forældre bliver indkaldt til arbejdsdage i de kommunale børnehaver, så børnene ikke får rabies og pest af at rive sig på rustne søm på legepladserne, og der sendes opfordringer ud om at holde børnene hjemme, når der er sygdom hos personalet i vuggestuen.
Og jeg ved det godt: Det handler om ressourcer.
Det er i hvert fald det, vi hører igen og igen og igen.
Men hvad nu, hvis det i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig hvad vi bliver stillet i udsigt? Og det faktum at vi alle sammen bliver målt efter samme lineal, fordi systemet vil have kontrollen, men ikke det ansvar, der følger med?
For jeg begynder at mistænke, at det måske mere er dér, problemet ligger.
Havde jeg fået Anton for 60 år siden, ville de særlige vilkår, han kom med, have været mine egne at finde en løsning på. Han var måske kommet med min far i lommen som læredreng, og ingen havde interesseret sig synderligt for, at sproget drillede ham, så længe han havde hænderne skruet rigtigt på. Han var ikke blevet læsetestet og lixmålt i tide og utide, og uden at skulle romantisere det, så ville det i hvert fald have været en langt mere håndfast og konkret virkelighed at navigere i.
For 60 år siden ville vi have vidst, at min bedstefars ve og vel var vores at forvalte, og vi ville have brugt tiden på at løse problemerne, i stedet for at forsøge at få dem i tale, som vi har fået fortalt kan gøre det bedre end os.
Vi lever med en forventning om, at samfundet holder hånden under os, og at der altid er hjælp at hente. Vi glemmer at forberede os på de worst cases, livet kan have i posen til os, fordi vi forventer, at systemet passer på os, når vi er syge, svage eller uden midler, og min påstand er, at det, i hvert fald på nogle af områderne, ville være en større hjælp, hvis vi på forhånd vidste, at vi skulle klare os selv. De ressourcer, jeg har brugt på at forsøge at få hjælp til Anton, ville for det første ikke have været nødvendige, hvis ikke han skulle opfylde samme krav og betingelser, som børn, der ikke har de udfordringer, han har, men de ville også have været bedre brugt på bare at hjælpe ham selv.
Det er bare ikke muligt at vælge den vej, så længe alle stadig skal aktiveres og bidrage og yde og evne og høres i alle sammenhænge, hele tiden.
Systemet er efterhånden blevet den ulidelige chef, der vil mikrolede alle dele af samtlige processer i hele virksomheden, men som ikke er nogle steder at finde, når det virkelig brænder på, eller ansvar skal placeres.
Men helt oprigtigt synes jeg, at det efterhånden er svært at få øje på både rimelighed og logik i, at vi skal levere og præstere, som om vi fik den hjælp, idealet tilskriver, mens vi, overladt til os selv, snubler rundt i stonewall’ing, krav om omstillingsparathed, udbudsrunder og behandlingsgarantier, der ikke bliver overholdt.
Men ingen har overblik eller kræfter til at løfte debatten op på det niveau, hvor den egentlig hører hjemme, og hvor ansvaret for løsning af problemet burde ligge, fordi vi har travlt med at skændes om parkeringspladser, børns sygedage og hjemmehjælp.
Og selvfølgelig er det her nærmest absurd komplekst. Alt var, helt indlysende, ikke bedre I Gamle Dage, og jeg er også med på, at meget af det, vi står med i dag, udspringer af problemer, der er forsøgt løst, men hvor tid, frekvens og akkumuleret mængde har overhalet løsningerne indenom.
Der er netværk, opsyn, ansvar og vagtplaner, der skal gå op, at tage højde for.
Men det bliver tydeligere og tydeligere, at vi bliver lovet mere, end samfundet har ressourcer til at holde, og jeg har oplevelsen af, at alle bare holder sig for øjnene og bliver ved med febrilsk at træde på speederen, selvom det hele ryster og ryger, og lige om lidt ryger lortet i luften.
Det virker heller ikke optimalt.
Men hvordan man gentænker samfundet og måden, vi har indrettet det på, mens vi alle sammen stadig er i det, og ingen dermed er upartiske, aner jeg simpelthen ikke.
Men jeg ved, at vi ikke kan blive ved med at klamre os til illusionen om, at den udhulning af alle dele af velfærdssamfundet, vi lige nu er vidner til, er et forbigående problem. For det er det ikke. Det bliver kun værre i takt med, at konsekvenserne af kortsigtet lappeløsninger bliver flere og flere, og der ikke længere er en solid klangbund til at absorbere de sårbare undtagelser.

