Bloggen - BLOGSBJERG

21 maj 2024

Survival of the fittest

Linda Alvorligt talt, Øjebliksbilleder 12

For nogle uger siden sad jeg på en cafe i Vejle for at slå en time ihjel i mellem to opgaver. Normalt har jeg mine AirPods i tasken, og dem plejer jeg at stoppe i ørerne, så snart jeg er et sted, hvor der er andre mennesker, men lige den dag lå de hjemme i opladeren, fordi man åbenbart ikke kan sætte folk til at pakke en taske mere.

Derfor blev jeg, lidt ufrivillig, passiv deltager i den samtale, der kørte ved bordet bag mig, hvor en kvinde lige omkring de 40 talte med sin veninde om urimeligheden i, at der er en aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp til at få børn alene.

Nu er Børn Alene jo en af mine spidskompetencer, og selvom jeg har lavet mine selv, og altså ikke har været omkring hverken klinikker eller system, har jeg naturligvis en holdning til emnet, fordi jeg ved, præcis hvad det vil sige at stå med børn alene, og 1:1 ved, hvilke udfordringer, der i den forbindelse kan være med at blive ældre.

Det er egentlig ikke det, der er hovedtemaet i det her indlæg, men vil man gerne vide, hvad jeg mener om emnet, kan man lige nappe det her indlæg. Jeg skal nok vente imens.

*henter kaffe*

Ok?

Godt. Så går vi videre til det, der fylder i mine tanker lige nu, nemlig den teknologiske udvikling, og hvordan den i stigende grad stiller krav til vores etiske kompas.

For jeg kan på alle måder sympatisere med gerne at ville have et barn; også selvom man må få det alene. Det ønske forsvinder jo ikke natten til din 42-års fødselsdag.

Men dem, der har mest på spil, og som derfor er de mest engagerede deltagere i debatten, er dem, der står med ønsket om et barn og et biologisk ur, der tikker. Ingen af dem er objektive – og ingen af dem har prøvet at stå med et spædbarn som 50 årig.

Og altså: Racen ville uddø, hvis vi fra barn til barn huskede, hvor absurd hårdt det er at have en baby, ligesom det nok også evolutionært er meget smart, at der er nogle udfordringer, der først indtræder, når børnene er så store, at man ikke står til at skulle have flere.

Derfor er det både nemt og gratis at mene, at vi sagtens kan tage vare på børn og møde deres behov, selvom vi er 52, når vi får dem. Måske også fordi vi alle klamrer os til håbet om, at vi stadig selv er skarpe og hurtige og på tæerne, når vi rammer den alder.

Men de fleste af os har forældre, ældre kolleger eller onkler og tanter, som jo ret fint illustrerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan hænge på. Om det er plasticitet, vilje eller naturens måde at regulere bestanden på, er svært at sige – men det er mærkeligt, at vi alle ser det udspille sig i privatlivet, og stadig på det mere overordnede plan ignorerer, at det sker. F.eks. når vi i nærmest alle fag taler om at hæve pensionsalderen, og udelukkende fokuserer på, om ikke man burde have ret til at tage den lidt med ro, når man har arbejdet i mange år. Jeg savner i dén grad lidt fokus på, om det er hensigtsmæssigt at holde en kirurg, der ikke kan konvertere et word-dokument til pdf, på operationsstuen, en tolk, der har aldersbetinget høretab i stolen, eller en chauffør, der ikke kan dreje nakken pga. gigt, i førersædet. Maskinen bliver slidt og langsom over tid, og det burde vi forholde os mere til, end vi gør, synes jeg.

Om 10 minutter er jeg stensikker på, at vi har udtænkt måder, der gør det muligt for kvinder at blive gravide og føde børn, indtil vi fylder 60, og det skal der nok komme en spændende debat ud af.

Men når vi flytter barren i den ene ende, så vil det jo være meget oplagt, at nogen pludselig får den gode ide at kigge på den, der afgrænser i den anden.

For hvad, når vi har teknologien til at gøre piger på 9 år gravide?

Ja?

Træls tanke, ikke?

For det kan vi *også* om lidt – og det kan vi (forhåbentlig!) ALLE sammen se er en dårlig ide. Men med fødselsunderskudet, som bliver et større og større problem, kunne man måske godt komme i tanke om en politiker eller to, der pludselig ville kunne se mulighederne i dét.

Det eneste, der står i mellem det skrækscenarie og den nuværende virkelighed, er vores etik. Og her bliver det store, store problem, at den altid vil være formet af, hvad vi har med i rygsækken, hvor vi er i livet, og hvilke valg vi træffer – som vi derfor, bevidst eller ubevidst, er nødt til at forsvare overfor os selv.

Eksempelvis havde vi for nogle måneder siden i en af mine sociale cirkler en diskusion, hvor mennesker, der normalt er enige om langt, langt det meste, pludselig var ved at komme op at slås.

Handlede det om aktiv dødshjælp, Linda? Om vacciner, klima eller politik?

Nope.

Det handlede om en potentiel graviditet hos én, der har en affære med en gift mand.

Stridspunktet var, om man som kvinde i en affære, som begge parter har indledt med åbne øjne og som ingen derfor har intentioner om skal være andet og mere end dét, fortæller manden, at der er to streger på pinden, hvis man VED, at man ikke vil have barnet.

Jeg var så klart på ‘Nej, sgu da!’ at jeg ikke på noget tidspunkt havde overvejet, at nogle af mine gifte veninder kunne have en anden holdning.

Det havde de.

Tankevækkende nok var mine kammerater alle enige med mig. Både dem, der er gift og dem, der ikke er.

Og den behøver vi ikke åbne her; min pointe er bare, at det for mig blev ret tydeligt, at det ikke kun er logik og saglighed, der farver din holdning til et givent emne.

Men fordi det her er noget, der konstant skramler rundt i min hjerne i disse dage, tænker jeg mere og mere over, hvor afhængige vi er af at finde ud af at enes, hvis ikke vores individuelle behov og ønsker skal skubbe os ud over kanten.

Johanne (the-blogger-formerly-known-as-Citygirl) sendte mig i går en artikel fra Heartbeats, som var et fint take på, at vi hver især med den pris, vi sælger vores brugte tøj til, kan være med til enten at understøtte eller at bekæmpe det svinske overforbrug af tøj, vesten har.

Og det er nok i virkeligheden hovedet på sømmet ift. det, jeg går og tygger på; at vi måske har nået et punkt nu, hvor vi ikke længere bare kan lukke øjnene og tænke, at det JEG gør, ikke påvirker andre end mig selv.

Engang var ‘en dråbe i havet’ en metafor, der skulle illustrere pointen om, at noget var så ubetydeligt, at det ikke gjorde i forskel i det store billede – men tager man den baglæns, er havet jo reelt bare en relativ stor samling af dråber, og der er en smertegrænse og en balance, der kan forskubbes et sted. Derfor *gør* det en forskel, hver eneste gang, vi hver især lægger vores eget lille, individuelle lod på vægten, ganske enkelt fordi vi efterhånden er mange, og fordi vi smitter hinanden med vaner og ideer.

For verden er med teknologiens muligheder blevet meget mindre, hvilket er en fordel, når man er ung og nonbinær i Hanstholm, eller når videnskaben pludselig har data nok til at opdage sammenhængen mellem ordblindhed og en bestemt genmutation. Men det betyder også, at valg, der træffes ét sted, meget hurtigt kan få betydning et andet; f.eks. når ét land går i krig og internationalt samarbejde tvinger alle andre med, når et virus er spredt til hele verden, inden man har nået at forstå, hvor alvorligt, det er, eller når én stat begynder at stramme sin abortlovgivning og andre med samme ønske ser, at det er muligt.

Derfor har det enkelte menneskes valg og kampe i dag en tyngde, som de ikke havde for 50 år siden, og problemet er, at verden udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at se konsekvenserne af de valg, vi træffer. De naturlige begrænsninger, der tidligere lå i den evolutionære biologi, er med teknologiens rivende udvikling sat ud af spil, og samtidig er der politiske dagsordener, der kan koordineres i højere grad og større målestok, på tværs af grænser og sprog. Det giver et samlet impact på racen og kloden, der er i fuld gang med at forsegle vores skæbne.

Når alt er muligt, er vi de eneste stopklodser, der er tilbage. Vi er the last line of defense – men vi kæmper dybest set imod os selv, og det kommer til at gå galt.

I hvert fald hvis ikke vi meget hurtigt og i fællesskab begynder at forholde os til, at individets ønsker i dag er blevet så lette for den enkelte at indfri, at de kan ende med at blive kollektives undergang.

18 maj 2024

M2024, uge 20

Linda M20XX 7

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

Har jeg hængt et gardin op på minivampyrens værelse, og ja: Jeg vil *gerne* bede om et svendebrev, tak fordi du spørger.

For sidste uges indlæg fik mig til at indse, at jeg faktisk ikke ret godt kan holde ud, hvis vi sommeren over skal have 1/3 af huset omdannet til noget katakombe af en slags, og i forlængelse af dét, kom jeg i tanke om, at jeg havde et sæt gardiner fra Ikea til at ligge.

Jeg besluttede derfor at teste, om de kunne tage det værste lys og samtidig give lidt privatliv (det er et virkelig stort vinduesparti lige ud til vejen), så jeg prøvede at hænge det op med et par helt tynde stifter; bare for lige at teste, om det fungerede, som jeg håbede det ville – og det gjorde det.

Men da det kun er om sommeren, lyset er et problem, synes jeg også, at det er træls at have gardinet hængende hele året. Derfor brugte jeg lang tid på at udtænke en lavpraktisk løsning, som endte med at være to læderstropper, der egentlig er greb til skuffer, som jeg hamrede i væggen med to meget aggressive søm.

Det geniale ved dén løsning er, at gardinstangen kan løftes ud, når det bliver efterår, og den fylder ingenting at have stående bag en dør. Sømmene ødelægger ikke væggen, så skulle jeg på et tidspunkt have brug for en mere permanent løsning, har jeg ikke rawplugs’et væggen i smadder.

Og sidst men ikke mindst elsker jeg, at jeg får brugt det ene af de to gardiner – og det giver det BEDSTE lys.

Kører jeg fuld stop på madpakkesnacks til vi har fået spist dem, vi har liggende.

Det er sommerferie om 10 minutter, og børnene har en alder nu, hvor vi ikke kører hele dage på legepladser mere. Det betyder, at der ikke er samme aftag på kiks, smoothies osv. som der var for et par år siden, og derfor ved jeg, at de bare kommer til at ligge, hvis jeg ikke får dem sendt med i skole nu.

Jeg har for nemheds skyld været kasser og skuffer igennem og har samlet rovet i en skål, der står på køkkenbordet, så det er nemt at huske og at komme til, når jeg smørrer madpakker.

Har jeg fået en mail fra No1 shoppen, som jeg skrev om i sidste uges indlæg. De har nu refunderet 1/3 af prisen på én af de to æsker solcellelamper, jeg købte.

Det har jeg det blandet med. På den ene side: Fint, at de endelig reagerer. På den anden side: Virkelig træls, at det først sker, når man har skrevet noget kritisk på et hjørne af internettet, for det er godt nok meget få forundt at have den mulighed.

Derfor har jeg pengene videre til Danske Hospitalsklovne, og i gennemsigtighedens navn smider jeg kvitteringer på det hele her:

Status, Månedens Mål, maj (3/4)

Jeg har gjort min vaskemaskine ren efter den anvisning, jeg smed op i sidste uge, og jeg tænkte flere gange over, hvor stor en forskel det gør, at jeg får det gjort cirka en gang om året.

For hvor jeg første gang måtte lægge mig selv i aflåst sideleje over, hvor klam sien og gummilisten var, og hvor lang tid det tog at gøre sæbeskuffen ordentligt ren, så tager det i dag under 30 minutter at vinge de manuelle punkter af, og der er mere tale om vedligehold end egentlig rengøring.

Min maskine er 12 år gammel, og håndtaget på lågen er stadig brækket af, så jeg skal bruge en tang, når jeg åbner den, men den vasker tøjet pænt og rent, den er yderst fornuftig i vand- og strømforbrug, og det glæder mig inderligt, at jeg har passet godt nok på den til at vride den fulde brugstid ud af den – og lidt til.

——

Det sidste punkt på denne måneds to-to er (for mig) min tørretumbler. Har man ikke sådan én, og vil man gerne være med, så kan man vælge at gøre sin ovn ren, at vaske sin udendørs tørresnor af, eller at rydde plads på sin altan, så tørrestativet kan stå dér.

Til tumblerfolket er fremgangsmåden:

*Rens fnugfilteret, som du gør, hver gang du har brugt den. (Og det gør vi, for vi hader, når vores huse brænder ned).

*Har du, som mig, en kondenstumbler, sidder der sandsynligvis et filter i bunden af maskinen også. Det skal du have ud og rense. Igen er tandbørsten din bedste ven. Hvis det primært er tørt fnuller, der sidder i filteret, så start med at støvsuge det.

*I kondenstumblere sidder der også en vandbeholder, der skal tømmes (som du gør, hver gang den er fuld). Find vandkanden frem og lad den stå i nærheden, så du husker at hælde vandet fra i dén, hver gang du tømmer beholderen de næste mange måneder. Når den er tømt, vasker du den af.

*Slut af med at tørre tumbleren af, både udenpå og indeni.

12 maj 2024

M2024, uge 19

Linda M20XX 24

I den forgangne uge:

Har jeg brugt tid på at tjekke op på sommerens økonomi. Jeg har stresset lidt over det, fordi der traditionelt ikke er så meget at tolke i sommermånederne, og jeg mente, at jeg i 2023 brugte mine sidste uger med supplerende dagpenge.

Af de udfordringer, jeg bøvler med, synes jeg at økonomi er en af de sværeste, og alle mine ihærdige forsøg til trods, synes jeg stadig, at jeg har mønsteret med stramme perioder, hvor jeg skærer alt fra, fulgt af perioder, hvor jeg tjener gode penge, men så har et efterslæb af udgifter, der æder det, jeg gerne ville have sat på en opsparing. Det er jeg simpelthen så inderligt træt af; ikke mindst fordi det betyder, at jeg stadig har en oplevelse af, at vi hele tiden er afhængige af held.

Så nu prøver jeg at gribe det anderledes an. Jeg har, meget manuelt, købt en papirkalender i A3 størrelse, som jeg har skrevet de opgaver, jeg allerede har i bogen, ind på. Jeg har noteret på den, hvornår mine faste brugere holder ferie (i et kodesprog, som KGB ville misunde #GDPR), hvornår den personlige træner holder ferie osv. Kalenderen giver et godt, konkret overblik, og det ser faktisk allerede nu fornuftigt ud.

Derudover har jeg været inde og nærlæse reglerne for supplerende dagpenge, og dels har jeg faktisk stadig 5 uger til at stå, og dels begynder man optjening forfra efter 104 uger. Det betyder, at jeg i princippet har 12 uger fra august og frem, forudsat at a-kassen godkender ansøgningen. Jeg vil strække mig meget, meget langt for at slippe for at skulle ind i det system igen, men det giver trods alt lidt ro i maven at vide, at der er en form for sikkerhedsnet.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så voksen og ansvarlig.

Har jeg købt 7 par sandaler.

Hej, og velkommen til kontrasternes holdeplads.

Ej, der er faktisk en form for mening med det. For jeg mangler sandaler, både til bare at gå i og nogle, der kan allokeres til arbejde. Jeg har været ret glad for dem, jeg har haft de sidste par år, så derfor søgte jeg på de mærker på Zalando (ingen spons), og bestilte dem, jeg synes var pæne i ét riv, så der kun kommer én gang fragt på, og så jeg også kun skal afsted én gang med de 4-5 par, der skal retur.

Jeg kan læse, at Zalando bløder, og fordi timingen derfor kan se lidt spicy ud, vil jeg bare nævne, at det er dem, jeg bruger, primært fordi de har en SUPER brugervenlig app, men også fordi de har mange forskellige mærker, sender lynhurtigt, og har gjort det nemt at returnere. Det sidste har måske lidt ekstra at sige her i byen, fordi der f.eks. kun er ét sted inden for en radius af 8 km. hvor jeg kan returnere varer med Postnord. Så det er summen af faktorer, der gør, at det er dem, jeg er endt med at bruge; jeg er sikker på, at andre webshops er lige så gode – eller bedre – i andre dele af landet.

Har jeg, apropos webshops, føjet endnu én til min sorte liste, nemlig den, der hedder No1shop.

Der er en sær tendens til, at bloggere og influencere er helt hemmelige omkring de steder, de oplever dårlig service – og altså: Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er tilhænger af, at man hænger små enkeltmandsvirksomheder ud, fordi man ikke lige har fået det, som man gerne ville have det.

Men jeg synes, det er lidt som med karate: Så længe man ikke bruger sin (beskedne) indflydelse til at true med (“Hvis ikke jeg får X, Y eller Z, så skriver jeg en dårlig anmeldelse af jer på min blog!”) men kun i god sags tjeneste, må det være i orden at prøve at skåne andre for at blive snydt.

I mit tilfælde modtog jeg en defekt vare: Jeg havde købt 2 pakker med 3 solcellelamper i hver, og én af de 6 var helt død. Derfor sendte jeg en mail til butikken – som de ikke svarede på. Jeg ringede et par gange, men telefonen var altid lukket. Jeg kontaktede dem også på fb; det reagerede de heller ikke på.

Jeg er for længst begyndt at tjekke Trustpilot, når jeg køber store ting, og som én herinde foreslog, læser jeg primært de 1-stjernede anmeldelser. For modsat hvad nogle firmaer hævder, så kan man som forbruger SAGTENS se forskel på anmeldelser fra trælse, urimelige kunder, og på systematisk, tarvelig service og snyd.

De her lamper kostede ikke alverden, og derfor bestilte jeg dem i sin tid, uden at tjekke op på firmaet først. Jeg har også gjort kort proces ved bare at rykke lidt rundt på de 5 lamper, der virker, og smide den defekte ud. Jeg gider ikke bruge tid og raseri på det. Men jeg HAR skrevet en kort anmeldelse på Trustpilot, for jeg kunne se, at der var flere, der aldrig havde modtaget de varer, de havde bestilt og betalt for, og mange, der havde oplevet det samme som mig.

Det tager 3 sekunder at skrive en anmeldelse, og som forbruger er jeg altid selv inderligt taknemmelig over, at andre har gidet at gøre det. Kan man købe sine ting i en fysisk butik er det jo langt at foretrække, men særligt i de lidt mindre byer kan udvalget være begrænset eller bestemte varer kan være hurtigt udsolgt, og så er det jo trods alt rart, at de steder, man handler på nettet, er til at regne med.

Status, Månedens Mål, maj (2/4)

Min opvaskemaskine funkler og stråler, og som hver eneste gang, jeg rengør mine hvidevarer, bliver jeg overrasket over kontrasten i, hvor meget opgaven fylder inde i mit hoved, kontra hvor hurtig den er overstået. And I will learn nothing from this.

——-

Den kommende uge er det vaskemaskinen, der står for tur, nu hvor vi alligevel har citronsyren fremme.

Fremgangsmåde som følger:

*Kør en kogevask på 95 grader uden tøj og uden sæbe. De fleste af os er blevet gode til at vaske kortere og ved lavere temperaturer, og det er godt for miljøet. Men de lave temperaturer dræber ikke bakterier nær så effektivt som de høje, og når fokus er rengøring, er det fint at starte her. Også fordi det somme tider løsner sæberester, der sidder steder, hvor det kan være svært at komme til.

*Tag sien ud og gør den rent; gerne med en tandbørste.

*Hiv sæbeskuffen ud og læg den i blød, evt. i vand med lidt rodalon eller klorin (husk handsker). Brug tandbørsten eller en af de små ‘piberenser-børster’, der bruges til sugerør, til at komme ind de steder, hvor bakterier samler sig.

*Lav en spand sæbevand, evt. med lidt eddike i, og vask ruden og gummilisten grundigt af. (Husk handsker). Er gummilisten ekstra træls, kan du gennemvæde nogle stofstrimler i eddike eller rodalon og lade dem sidde i listen i 20-30 minutter, inden du tørrer den efter med våd klud.

*Afkalk maskinen med citronsyre. Der er lidt forskel på, hvordan de forskellige mærker skal bruges, så læs på pakken.

*Luk festen med endnu en kogevask på 95 grader.

9 maj 2024

I øvrigt:

Linda I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister 24

*Er jeg i gang med DR’s nye podcast ‘Massøren’ og jeg må sige, at tiden er ved at være moden til et strammere tilsyn og en langt mere krads strafferamme på det alternative område, end vi kører med nu.

*Har jeg genopdaget min yndlingssalat tabouleh, som løfter alt i et køkken flere niveauer. Knækbrød og hummus? Dovent og uambitiøst. Knækbrød, hummus og *tabouleh*? Undskyld; jeg kunne ikke lige høre, hvad du sagde hen over lyden af mig som avanceret, kulinarisk globetrotter. Jeg bruger den her som grundopskrift, men du kan slippe afsted med det meste. Det vigtigste er, at du bruger persille og citronsaft, som brødrene Price bruger smør, og at du smider couscous i, så der er noget, der suger eventuel overskydende væde fra grøntsagerne.

*Holdt jeg forleden tilbage for en ung fyr i fodgængerfelt, som – så jeg, da han passerede – havde sat sine solbriller i nakken. Jeg skulle have kørt ham over.

*Har Anton ramt vampyrfasen af sin ungdom, og det viser sig, ser jeg nu, at mine forældre havde ret: Den er inderligt irriterende. Og ja. SelvFØLGELIG sørger jeg for at opfylde min del af kontrakten ved med jævne mellemrum at slå hans dør op, og med høj, bebrejdende morstemme spørge: “Skal du ikke UD lidt?? Det er SÅ dejligt vejr!”

*Har jeg hørt Morten Breums fuldstændig forrygende sæt fra Tomorrowland (som han har lagt op på iTunes) så mange gange, at jeg har smadret min egen algoritme. Alt, hvad jeg får af forslag til musik nu, er obskure bulgarske dj’s og sange mixet til ukendelighed af mennesker, jeg aldrig har hørt om. Jeg spurgte derfor en stak mennesker på fb om deres yndlingstracks fra 00’erne, og det satte gang i en lavine af “GUD ja!!!” Jeg har nu en 8 timer lang playliste, der er så on fire, at jeg skal have grydelapper på ørerne, når jeg hører den, og mine ‘you might also like’-forslag begynder at ligne noget igen.

*Kom jeg i morges til at tænke på, hvad der egentlig blev af de frie radikaler, vi var så bange for i slut-halvfemserne? Fik L’Oreal skudt dem ned?

*Er jeg færdig med at rykke rundt på møbler og krukker udenfor, og jeg er godt tilfreds med resultatet. Jeg har allerede siddet derude med både morgenkaffe, venner og vin, og fordi stole og borde nu står under halvtaget, er det hele tiden klart til bare at hoppe ud i, uanset om det regner eller duggen er faldet. Om I må se? Jeg troede aldrig, I ville spørge.

Se min have

Den er fuld af lamper

Ingen blomster, buske eller løv

Det er fordi jeg ik’ har grønne fingre

Og fordi jeg hader kryb og støv

(Og det er jo så faktisk lidt løgn. For ude foran har jeg nu fået sat de kasser op, jeg skrev om tidligere, og jeg har, til min egen inderlige overraskelse, fulgt Helles anbefaling og plantet blomster i dem i de kapilærkasser, de er lavet til. Jeg holder liv i dem på 2. uge, og ingen i verden er mere chokeret end jeg).

4 maj 2024

M2024, uge 18

Linda M20XX 8

I den forgangne uge:

Har jeg modtaget den kvartalvise sending af collagen-pulver. Da jeg satte dem på plads, kunne jeg se, at jeg efterhånden har glemt at tage det så mange gange, at jeg nu har en hel pakke i overskud.

Det mærke, jeg bruger, kommer i 3 pakker á 30 breve, og kører på abonnement, så der bare kommer en ny sending, når man er næsten igennem. Tilskuddet skal tages dagligt, og det husker jeg det meste af tiden, men ind imellem smutter det; særligt når vi har fri.

Men nu kan jeg faktisk godt skubbe næste sending en måned, og selvom det ikke står og bliver for gammelt i skabet, er der jo heller ikke grund til at have ekstra pakker stående, bare fordi. Så nu har jeg lagt en reminder i min kalender, så jeg husker at skubbe bestillingen inden for tidsfristen om et par måneder.

Havde Frida sine HELT nye Sketchers på til konfirmation søndag, og da hun beklemt kaldte på mig ude ude fra gangen på restauranten, vidste jeg godt, at det nok ikke var glædestrålende nyheder, jeg skulle overbringes.

Og altså. På plussiden havde hende og veninden haft det sjovt. På den knap så plussede side havde de haft det i en form for sumpområde, så de nye, pastelfarvede sko var blevet MØGbeskidte.

Hun var helt knust, for hun har haft skoene sat frem i over en måned, så jeg var relativt desperat, da jeg googlede ‘sneakers beskidte’ – men efter 5 hurtige minutter kunne jeg godt se, at den magiske ingrediens, der gik igen i alle links, var bagepulver.

Jeg lavede derfor en pasta af Vanish og bagepulver (1:1), som jeg, efter at have skyllet skoene i rent vand, smurte på med den bløde side af en skuresvamp. Jeg skyllede efter med det samme og altså:

De ser jo nye ud igen!? Mit hoved eksploderede lidt, og jeg har nu selv 3 par sko på listen som står for tur den kommende uge. Vi ELSKER multiversatile produkter.

(Prøver man det her hjemme, vil jeg bare lige nævne, at det måske kan give mening at stoppe skoen ud med 4-5 par strømper i en plastikpose, inden man starter, så man får så lidt vand, som det nu er muligt ned i sålen. Limen og den eventuelle stødabsorbering har ikke *super* godt af det).

Har jeg haft stille-uge.

Og det her er én af dem, som jeg er i tvivl om, om det giver mening for jer, at jeg sætter på. Men den giver mening for mig. For ovenpå de sidste par uger, har jeg været kørt helt i bund. Der har været absurd meget at forholde sig til, og jeg har været ramt på min ømme punkt, nemlig mine aftener. Det er dem, jeg bruger til at catche up, når jeg er presset på tid, og det er også der, jeg restituerer, når der er meget at se til i dagtimerne. Men når jeg er afsted 3-4 aftener på en uge, kommer jeg bagud, både på praktik og på mentalt overskud.

Jeg er forFÆRdelig tilbøjelig til at fylde alt muligt i min tid, når den pludselig er til rådighed, men jeg har den seneste uge forsøgt at holde fast i, at der er pauserne, der gør tempoet muligt. Det har ikke være lige nemt alle dage, men jeg har vredet armen om på mig selv, og nu, hvor det er weekend, kan jeg mærke forskel. Ægte. Jeg snubler ikke ind over målstregen, stakåndet og underskudsramt, og det er vildt nok at prøve. Jeg har hele ugen haft en oplevelse af, at alting har taget længere tid, end jeg egentlig havde estimeret det til, og derfor har jeg kæmpet mod følelsen af ikke at være effektiv nok, men jeg har mange gange tænkt på min gamle blender, som godt nok kunne køre længe, men som efter 5 minutter begyndte at lugte brændt. Det ville være en fin vane at tillægge sig i sine 40’ere, at kunne stoppe maskinen, inden jeg når dértil.

Status, Månedens Mål, maj (1/4)

Jeg var lige ved at tro, at jeg måtte baile på projektet, men fredag nåede jeg at tømme både køleskab og fryser, og afrime og rengøre begge dele. Jeg har i samme ombæring smidt det ud, jeg godt kan se, at vi ikke får spist, herunder også de is, jeg har købt til børnene, som åbentbart er kedelige – og så har jeg lavet en madplan til den kommende uge, der får bugt med de varer, som jeg faktisk gerne vil have brugt.

Jeg håber, at I også har fået den vinget af listen, så der allerede nu er plads til det, man gerne vil have på grillen, så man kan købe det, når det er på bud, og at der ligeledes også er en skuffe fri til den aftensmad, som pludselig er i overskud, når solen skinner, og man ryger i en spontan picnic med dertilhørende takeaway.

——-

Den kommende uge er det opvaskemaskinen, der står for skud, og for at gøre det så nemt, som overhovedet muligt, kommer her en meget lavpraktisk how-to:

*Kør et program på den højeste temperatur, du kan vælge. Det opløser eventuelle sæberester og slår de fleste bakterier ihjel.

*Rens filteret i opvaskemaskinen. Brug en tandbørste og sæbevand.

*Kør en gang kalkfjerning med citronsyre eller eddike. (Køber du citronsyre, står det på pakken, hvor meget, du skal komme i sæbeskålen).

*Rengør låge og gummiliste med sæbevand. Brug evt. lidt Rodalon eller klorin til listen, hvis den er slem.

*Rengør sprøjtearmen; du kan bruge en tandstikker eller påmontere en plastikpose med en smule vand og eddike/afkalker i, hvis nogle af hullerne er tilstoppede af kalk.

*Afslut med at påfylde afspændingsmiddel og salt.

1 maj 2024

The rooms are all on fire

Linda Øjebliksbilleder, Uncategorized 12

For et par uger siden blev der i den lokale fb-gruppe lagt et opslag op fra Krohaven, som er et aflastnings/botilbud, der ligger overfor skolen. En medarbejder appelerede til skolebørnenes forældre om at undlade at holde på Krohavens p-plads om morgenen, fordi de taxaer, der henter børnene, så ikke kan komme til. Det bliver et problem, fordi bemeldte taxaer kun må vente 5 minutter, før de skal køre videre, og mange af børnene på Krohaven bliver udadreagerende, hvis deres forventede struktur brydes.

Det er der jo ingen, der ikke kan forstå eller fatte sympati for.

Men. Samtidig fik opslaget noget til at falde på plads for mig, som jeg ikke helt har kunne sætte fingeren på, når jeg forsøgt at pinpointe min fornemmelse af, at hele systemet er ved at falde fra hinanden.

For det synliggjorde det, der for mig at se er kerneproblemet overalt, nemlig at løsninger, der burde løses strukturelt, bliver lagt over på individet.

Krohaven ejes af Esbjerg Kommune. Det gør skolen også. Begge dele er bygget på et tidspunkt, hvor verden var en anden, og problemet med for få p-pladser er vist generelt for alle skoler.

Og lad os starte med at skåne hinanden for debatten om børn og cykler, for jeg synes, at problemet er langt mere komplekst end som så.

For i mange familier i dag arbejder alle tilgængelige forældre, mange har fået langt til job, og skal dermed tidligere afsted, end de skulle for 15 år siden, skoledistrikterne er blevet større, men infrastrukturen er ikke fulgt med osv. osv.

Samtidig skal man i dag tilkøbe et morgenmodul i SFO’en, hvis man har børn, der skal kunne komme ind på skolen tidligere end kl. 7.50.

Det betyder altså et vindue på 10 minutter, hvor alle de børn, der ikke går i SFO, ankommer til skolen – mange af dem i enten bil eller bus.

Og hvor børnene på Krohaven også bliver hentet, åbentbart.

Det får bølgerne til at gå højt i lokalsamfundet – hvilket er forventeligt. Men det, der til gengæld kan undre, er kommunens fuldstændige fravær i debatten om, hvordan man løser det her.

For det ville da være oplagt at forlænge det tidsrum, hvor børnene kan komme ind på skolen, så dørene f.eks. var åbne fra kl. 7.30.

Eller at man omtænkte busløsningen og/eller afhentningstidspunktet for Krohavens børn.

For igen: Det er samme instans, der ejer og driver begge steder. Men det er ret vanvittigt, at manglen på p-pladser, og 100 restriktioner og beslutninger, som er truffet og pålagt ovenfra, pludselig er blevet et problem, som forældre og ansatte selv skal løse.

Og dén måde (ikke) at gribe tingene an på går igen overalt, synes jeg.

Da Anton gik i det almene skoletilbud, var den første “løsning” jeg blev præsenteret for, da skole begyndte at være svært, at han skulle skemareduceres. Da jeg spurgte, hvordan vi så skulle sikre, at afgangseksamen blev reduceret tilsvarende, blev de helt blanke i ansigterne. Og jeg ved sgu da godt, at det ikke er noget, man gør. Men jeg havde lyst til at synliggøre, hvor absurd kortsigtet en løsning det var – og at det kun og udelukkende var en løsning for dem.

Min bedstefar på 96 ville, uden den mindste tvivl, være død for længst, hvis ikke det havde været for mine forældre, som fragter ham land og rige rundt, fordi flextaxa mest er flex på taxasiden. På brugersiden er det bare uværdigt og træls. De handler for ham, hjælper ham, når han mangler tøj, tager med ham til lægen, og kører ham på Borgerservice, når han smækker sig ude af Digital Post, fordi han ikke kan se, hvad han taster, eller er kommet i tvivl om, hvad det nu lige er for et kodeord, man bruger hér.

Jeg tolker for brugere, der bliver sendt hjem fra hospitaler, uden at nogen forholder sig til, om der kommer andre forbi og hjælper med det, borgeren helt indlysende ikke selv kan klare, forældre bliver indkaldt til arbejdsdage i de kommunale børnehaver, så børnene ikke får rabies og pest af at rive sig på rustne søm på legepladserne, og der sendes opfordringer ud om at holde børnene hjemme, når der er sygdom hos personalet i vuggestuen.

Og jeg ved det godt: Det handler om ressourcer.

Det er i hvert fald det, vi hører igen og igen og igen.

Men hvad nu, hvis det i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig hvad vi bliver stillet i udsigt? Og det faktum at vi alle sammen bliver målt efter samme lineal, fordi systemet vil have kontrollen, men ikke det ansvar, der følger med?

For jeg begynder at mistænke, at det måske mere er dér, problemet ligger.

Havde jeg fået Anton for 60 år siden, ville de særlige vilkår, han kom med, have været mine egne at finde en løsning på. Han var måske kommet med min far i lommen som læredreng, og ingen havde interesseret sig synderligt for, at sproget drillede ham, så længe han havde hænderne skruet rigtigt på. Han var ikke blevet læsetestet og lixmålt i tide og utide, og uden at skulle romantisere det, så ville det i hvert fald have været en langt mere håndfast og konkret virkelighed at navigere i.

For 60 år siden ville vi have vidst, at min bedstefars ve og vel var vores at forvalte, og vi ville have brugt tiden på at løse problemerne, i stedet for at forsøge at få dem i tale, som vi har fået fortalt kan gøre det bedre end os.

Vi lever med en forventning om, at samfundet holder hånden under os, og at der altid er hjælp at hente. Vi glemmer at forberede os på de worst cases, livet kan have i posen til os, fordi vi forventer, at systemet passer på os, når vi er syge, svage eller uden midler, og min påstand er, at det, i hvert fald på nogle af områderne, ville være en større hjælp, hvis vi på forhånd vidste, at vi skulle klare os selv. De ressourcer, jeg har brugt på at forsøge at få hjælp til Anton, ville for det første ikke have været nødvendige, hvis ikke han skulle opfylde samme krav og betingelser, som børn, der ikke har de udfordringer, han har, men de ville også have været bedre brugt på bare at hjælpe ham selv.

Det er bare ikke muligt at vælge den vej, så længe alle stadig skal aktiveres og bidrage og yde og evne og høres i alle sammenhænge, hele tiden.

Systemet er efterhånden blevet den ulidelige chef, der vil mikrolede alle dele af samtlige processer i hele virksomheden, men som ikke er nogle steder at finde, når det virkelig brænder på, eller ansvar skal placeres.

Men helt oprigtigt synes jeg, at det efterhånden er svært at få øje på både rimelighed og logik i, at vi skal levere og præstere, som om vi fik den hjælp, idealet tilskriver, mens vi, overladt til os selv, snubler rundt i stonewall’ing, krav om omstillingsparathed, udbudsrunder og behandlingsgarantier, der ikke bliver overholdt.

Men ingen har overblik eller kræfter til at løfte debatten op på det niveau, hvor den egentlig hører hjemme, og hvor ansvaret for løsning af problemet burde ligge, fordi vi har travlt med at skændes om parkeringspladser, børns sygedage og hjemmehjælp.

Og selvfølgelig er det her nærmest absurd komplekst. Alt var, helt indlysende, ikke bedre I Gamle Dage, og jeg er også med på, at meget af det, vi står med i dag, udspringer af problemer, der er forsøgt løst, men hvor tid, frekvens og akkumuleret mængde har overhalet løsningerne indenom.

Der er netværk, opsyn, ansvar og vagtplaner, der skal gå op, at tage højde for.

Men det bliver tydeligere og tydeligere, at vi bliver lovet mere, end samfundet har ressourcer til at holde, og jeg har oplevelsen af, at alle bare holder sig for øjnene og bliver ved med febrilsk at træde på speederen, selvom det hele ryster og ryger, og lige om lidt ryger lortet i luften.

Det virker heller ikke optimalt.

Men hvordan man gentænker samfundet og måden, vi har indrettet det på, mens vi alle sammen stadig er i det, og ingen dermed er upartiske, aner jeg simpelthen ikke.

Men jeg ved, at vi ikke kan blive ved med at klamre os til illusionen om, at den udhulning af alle dele af velfærdssamfundet, vi lige nu er vidner til, er et forbigående problem. For det er det ikke. Det bliver kun værre i takt med, at konsekvenserne af kortsigtet lappeløsninger bliver flere og flere, og der ikke længere er en solid klangbund til at absorbere de sårbare undtagelser.

27 april 2024

M2024, uge 17

Linda M20XX 11

Den forgangne uge:

… har været vanvittig. Og det ved jeg godt, at jeg meget jævnligt skriver, men for lige at synliggøre, hvad jeg mener, så har jeg på syv dage været i Århus, Ålborg, Egtved, Hvide Sande, Sønderborg, Kolding og Oksbøl. Der har været arbejde, 2 x konfirmation, en retssag og et foredrag, der har været svømning, klub og soveaftaler, og kun 2 ud af 7 nætter har vi sovet under samme tag, alle 3.

Derfor er ugens sædvanlige 3 punkter samlet i ét enkelt punkt, for det har været alt rigeligt at komme bare nogenlunde helskindet igennem.

Når det hele bliver så hidsigt, compartmentalizer jeg så hårdt, at Box It må ringe any day now for at høre, hvordan jeg bærer mig ad, for hvis jeg forsøger at overskue mere end én dag ad gangen, brænder mit nervesystem sammen.

Det kan jeg godt – det meste af tiden, i hvert fald. Men der er opgaver og praktiske gøremål, som bliver et problem at opdage PÅ dagen, hvor de skal være fuldført, så derfor er mit første underpunkt den ekstra kolonne, jeg laver på min ugeliste. Herpå skriver jeg de ting, som skal gøres i god tid, og jeg klamrer mig til den, som en skibbruden til en redningskrans.

Det kan f.eks. være tøj og gave til konfirmationsfesterne, lektier, særlige remedier til skoleprojekter osv.

På madfronten går jeg helt lavpraktisk og tænker madspild ind på den måde, at alting skal kunne stå selv. F.eks. køber jeg små proteinyoghurt til min morgenmad, fordi jeg ikke kan nå at spise en halv eller en hel liter, når jeg ikke er hjemme til morgenmad halvdelen af dagene. Jeg erkender på forhånd, at jeg ikke kan fastholde overblikket på madpakker, fordi børnene har haft flere dage, hvor de har sovet hos mormor og morfar, og det derfor er dem, der har stået for at smøre dem, og her bliver det ganske enkelt for uoverskueligt at huske brød og pålæg og 3 slags skåret frugt. Derfor købte jeg i lørdags en stak pizzasnegle og focacciaboller og frøs dem ned enkeltvis, jeg købte frugt, der ikke skal skæres, men bare skylles, små poser popcorn, små yoghurt osv. og madpakkerne har derfor hele ugen bare skulle “samles”.

Til mig selv har den stået på knækbrød med ost, som lynhurtigt kan vippes sammen og medbringes i bilen (i et kaffefilter, så man ikke krummer ned ad sit sorte tolketøj #influencer #lifehack), proteinbarer, æbler og andre ting, der udmærker sig ved at kunne medbringes – og tages med hjem igen, hvis man ender med at spise frokost ude, eller der er mad, der hvor man kommer. Aftensmaden har, de dage, jeg har været hjemme, bestået af Fryser, Greatest Hits, Vol. II.

På den mentale front har jeg hver dag lukket og slukket med en idé, jeg har tyvstjålet fra podcasten A Slob Comes Clean: ‘The 5 minute pick up’. Og altså. Det er jo ikke sådan, at jeg tænker det konkret og står med et stop-ur, vel? Men efter at have ordnet og fikset og husket og sørget for, og efterfølgende at være besvimet i sofaen, er man (= jeg) tilbøjelig til bare at skride i seng, når man er mør. Men det skyder bare den efterfølgende dag skævt i gang for mig, hvis jeg står op til et hus, der roder. Og hvor jeg kan have svært ved at overskue tanken om at Rydde Op, så kan jeg godt rumme at allokere 5 minutter til lige at tage det værste – og det ender 9 ud af 10 gange med at være nok til at genoprette ro og orden. Det er vitterligt kun 5 x 60 sekunder – men det er hele forskellen på at stå op og med det samme føle sig bagud, og på at kunne fokusere på den kommende dags indhold.

Sidst men ikke mindst har jeg kørt med to huskelister. Én i min telefon og én i min notesbog. På dem har jeg skrevet ALT, hvad der er kommet i indbakken, i det seKUND, jeg har set det. Aula, e-boks, arbejdsmail, tekstbeskeder, Messenger, påmindelser om aflevering af biblioteksbøger osv. osv. Når jeg samler det på de to lister (hvoraf jeg altid har den ene ved hånden), slipper jeg for at glemme noget, og samtidig er jeg fri for at skulle bruge en time på at sidde og rode rundt på alle platforme hver aften for at finde det, der er kommet i løbet af dagen, som jeg helt sikkert allerede har glemt.

Status, Månedens Mål, april (4/4)

Efter inspiration fra sidste uges kommentarfelt, ringede jeg i onsdags til YouSee igen, og råbte “MENNESKE!!!!” så snart robot-Josefine lod mig komme til orde. Og det virkede sgu! (Selvom hun lød en lille smule såret, da hun sagde: “Ok. Jeg forstår. Du vil gerne tale med en af mine menneskelige kolleger.”) Jeg fik, til alt held, Matthias i røret, som jeg havde en fin, fin samtale med. Da jeg forklarede, at jeg egentlig bare gerne ville se mit dataforbrug i ét helt tal for en måned, blev han nærmest vantro over, at det ikke kunne lade sig gøre. “Hæng lige på; jeg ser lige, om jeg kan få lov med mit eget” sagde han – for så, 30 sekunder efter, at udbryde: “Ej! 87 sider!? Det giver sgu da ingen mening?”

Vi talte i 5 minutter, og da jeg lagde på, havde jeg fået dobbelttjekket, at mine telefonabonnementer stadig passede til vores behov, OG jeg havde fået internet, der er 30 kroner billigere pr. måned, men stadig 3 gange så hurtigt, som det, vi har nu.

Time well spend.

Mine forsikringer er jeg stadig i gang med, for da jeg kastede mig over vores policer, kunne jeg se, at det ville give mere mening at gennemgå dem sammen med en medarbejder. Jeg ved ikke, hvad de har af nye produkter, så selvom jeg kan læse, hvad jeg har, så ved jeg ikke, hvad der ellers er af muligheder, og det vil jeg gerne bruge en halv time på høre om.

Jeg er blevet lovet et opkald i midten af næste uge, så jeg giver en update i næste uges indlæg.

——-

Således godt igennem april, er vi klar til at tage hul på maj måneds mål, som er de hårde hvidevarer. For mig bliver det køleskabet den første uge, fordi det er det nemmeste af dem, jeg gerne vil igennem, og det egentlig bare kræver en klud og en gang sæbevand.

De næste 3 uger er vaskemaskinen, tørretumbleren og opvaskemaskinen på programmet, og jeg skal nok til hver maskine poste en lille how-to, så det er lige til at gå til.

24 april 2024

I øvrigt:

Linda I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister 14

*Ser jeg simpelthen så tit mennesker, der ryger i bilen. Helt, helt afslappet. Hvordan kan det stadig være en ting??

*Havde jeg sidste weekend børnene med i biografen for at se De Raske & De Rå. Vi har set mange, MANGE biofilm gennem årene. Der kan være lidt udsving på kvaliteten, og jeg har også et par danske voice-overs, jeg har brug for at undgå, hvis ikke jeg skal hamre gafler i ørerne, men i det store og hele synes jeg faktisk, at kvaliteten er fornuftig. Den her? Den er, uden sidestykke, den dårligste film, jeg nogensinde har set, på tværs af både genrer og sprog. Elendigt tegnet, jammerligt animeret, plothuller på størrelse med planeter, referencer, der INGEN mening giver for kernepublikummet (f.eks. en helt, helt random sekvens, lavet som A-ha’s musikvideo til Take On Me), osv. osv. Det var, som om, nogle marketing-aliens havde sat sig ned og kørt en hurtig brainstorm på ‘hvad vil menneskevæsnerne have’ og så bare kylet det i en blender.

*Var jeg i søndags til foredrag i Aarhus med en profiler ved navn Florence McLean. Jeg havde måske ikke lige helt fået læst op på detaljerne, men havde ikke engang tænkt på at tjekke hendes nationalitet, som jeg bare antog var amerikansk. Jeg var nær faldet af stolen, da hun åbnede munden og begyndte at tale på det mest århusianske århusiansk, jeg nogensinde har hørt. Ever.

*Havde jeg søndag formiddag tjekket vejrudsigten for mandag, og vurderet, at det ikke var nødvendigt at medbringe min kedeldragt (som jeg utroligt gerne vil kalde ‘flyverdragt’?) på min opgave mandag. Big mistake. Big. Huge. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har frosset så meget, men jeg fik løbende flashbacks til den praktikant, jeg engang havde med ude at tolke et stilladskursus, hvor vi stod på tundraen i 9 stive timer i minus 10 grader og en chillfactor på 1000, som til sidst frøs så meget, at hun begyndte at græde. Det var næsten der, jeg var.

*Har jeg fået afslag på min klage fra Ankestyrelsen. Ud af begrundelsen kan jeg se, at Esbjerg Kommune enten ikke har noteret, hvad jeg gentagne gange har forklaret, eller også har de været selektive ift., hvad de har sendt med sagen. En del af mig har lyst til at gå fuld korstog, søge aktindsigt og brænde lortet ned til grunden. Men jeg har vejet for og imod, OG sovet på det, fordi jeg er en stor pige nu. Og jeg er done. Jeg kan *næsten* ikke holde ud, at de får lov at slippe af sted med det, men det har taget 1 år og 8 måneder at få afslag på én (1) (uno) (one) time om ugen. Frida er 9 om lidt, Anton bliver 14 næste gang, og de kan faktisk godt være alene hjemme en time eller to i dagtimerne nu. At søge aktindsigt og lave en ny klage vil, helt realistisk, ende med at tage så lang tid, at vi er langt forbi det punkt, hvor det giver mening at få timerne tildelt. Så jeg slipper den – også fordi jeg faktisk har kunne mærke, hvor rart det er ikke hele tiden at bære rundt på en klump af grundraseri, der ætser dig op indefra og tærer på dit overskud. Som et slags PS kunne de i øvrigt oplyse, at de ikke kan tage stilling til langsom sagsgang; her blev jeg opfordret til at ‘klage til min borgmester’.

*Kørte jeg i går min bil igennem en bilvask, and I am once again asking you, hvorfor de alle sammen er så dårlige? Er det min bil, der er særlig problematisk bygget? #CarShaming

*Har jeg brugt et par timer her til formiddag på at ringe rundt for at indhente betalingstilsagn og ean-numre og på at rykke for betalinger, der for længst er forfaldne. Arrogancen hos mange medarbejdere i kommunerne holder aldrig op med at overraske mig. “Nå, men de er nok bare lidt forsinkede” var svaret fra ét jobcenter, da jeg rykkede for de 10.000, de har skyldt mig i et par uger. Et andet sted blev jeg mødt af en af de sekretærer, der kunne have haft glimrende karrierer som parkeringsvagter, hvor jeg hver gang spekulerer på, om de ved, at pengene til tolkeudgifter ikke bliver trukket direkte af deres løn. Det vilde er, at det aldrig er dem, jeg spørger om hverken lov eller holdning. Jeg beder altid høfligt om at tale med en regnskabsmedarbejder eller en sagsbehandler, men når de beder mig forklare, hvad det drejer sig om, forvandler forbløffende mange af dem sig til ubehagelige gatekeepere, og det kommer jeg aldrig til at forstå.

*Vil jeg bare gerne give the shoutests of outs til de f*cking helte, der trykker på ‘Rapporter fartkontrol’ på deres apple CarPlay. Ikke fordi jeg generelt kører for stærkt, for jeg skal bruge mit kørekort. Men i går var jeg i Aalborg, og turen fra motorvej og ind i byen er en ekstremsport i lynlæsning, for der er strøet byskilte, motorvejsskilte og hastighedstavler ud med rund hånd, og jeg var blevet blitzet med 80 et sted, hvor hastigheden LIGE var nedsat til 60, hvis ikke en venlig sjæl havde adviseret mig. Not all heroes wear capes.

*Har jeg lovet at smide et par billeder op af kjoleløsningen i mit soveværelse, og de kommer her:

20 april 2024

M2024, uge 16

Linda M20XX 10

I den forgangne uge har jeg:

Haft et par aflysninger på tolkefronten, og derfor har der været tid til at komme omkring noget af det, jeg har skubbet.

Kassen med ting fra Antons værelse, der har stået i bryggerset, har været en torn i øjet på mig længe. Cirka halvdelen af det, vi sorterede fra, er sat til salg, og noget af det er solgt. Men der er stadig en stak ting, som er lidt in-between: De er sat til salg, og bør kunne sælges, men er ikke gået endnu, og samtidig er der en pose med ting, jeg mangler at fotografere og lægge op.

Men det fylder og jeg mangler pladsen, de optager, og derfor gik jeg dem igennem igen. Nu har jeg samlet alt udklædningstøj (og dertilhørende plastikvåben) i en pose, og lagt den ind bagved i hans skab. MEN. Jeg har samtidig sat en reminder i min kalender d. 10. oktober, så jeg dels får det sat til salg op til halloween, og jeg har OGSÅ haft selvindsigt nok til at skrive i remindere, hvor jeg har lagt posen…

Spillene i kassen fylder også godt, og en hurtig tur på DBA og Marketplace indikerede, at det er noget af det, der er rigtig svært at sælge, for der lå MANGE spil derinde – og også mange af samme slags. Derfor besluttede jeg, at de skulle videre ud i verden, så jeg fik fat i en ansat på Børnepsyk. for at spørge, om de manglede – men fordi de ikke længere har sengepladser her i byen, men kun tilbyder ambulant behandling, (hvilket man sagtens kan få lyst til at skrige ind i en pude over) gav det faktisk ikke så meget mening for dem at tage imod. TUSIND point til hende for at sige det, som det var.

Jeg har i stedet foræret det til indskolingen på specialafsnittet på Antons skole, og det er rart, at det ikke længere står på bordet og glor.

Været i gang med at tænke nye løsninger i mit soveværelse. Jeg har efterhånden temmeligt mange kjoler, og det er noget bøvl, at jeg ikke har et bøjleskab at hænge dem i.

Vi bor småt, men jeg elsker mit soveværelse. Det er så f*cking verdensklasse at have vindue ud til garagen, fordi lyden af regn på et tag er tæt på at være det bedste, jeg ved, og ungerne har langt mere brug for de ‘store’ værelser, end jeg har. Derfor kan der ikke rykkes rundt, og der er ikke plads til et skab eller et tøjstativ derinde.

Efter at have tænkt min hjerne i skiver, endte jeg på en løsning, som er 3 væghængte stænger, med bøjler på de to nederste og S-kroge på den øverste til de kjoler, jeg hopper i og ud af, fordi én tolkeopgave kræver én dresscode, mens en anden kræver en anden.

Men de helt spidse kroge laver mærker i tøjet, så derfor har jeg købt de bolde af uld, man bruger, når man tørrer tøj i tumbleren og banket dem på S-krogene. Nu har kjolerne en stor, blød bold af uld at hænge på, og finder jeg ud af, at den her løsning af en eller anden grund ikke er gangbar, kan stængerne bruges til alt muligt andet (IKEA, I love you!) og boldene kan bruges til deres oprindelige formål.

Haft et madplansdogme som har heddet ‘Fryser’.

Jeg har før haft som fokuspunkt, at jeg skulle bruge én eller to ting fra det kolde dyb i løbet af ugen, men den her gang var min selvpålagte regel, at aftensmaden hele ugen skulle være noget, jeg hev op – og det har jeg holdt.

Samtidig havde vi i fredags påskefrokost i Fridas klasse, hvor jeg havde skrevet mig på ‘kage’, og jeg endte med at medbringe 2 poser fastelavnsboller, en stor kage og en pose æbleskiver; alt sammen også fra fryseren – og det forsvandt som dug for solen.

Det har frigivet rigtig meget plads, hvilket dels er rart, og dels gør det nemmere at holde øje med, hvad man har derude, og jeg har nu allokeret en hylde til mad, vi skal have spist den kommende uge. For lad os bare være ærlige: Den her uge har jeg taget alt det, vi godt gad spise. Men der er også en solid håndfuld plastbøtter med de retter, som måske ikke står øverst på ønskelisten – men som bestemt stadig kan spises.

Det er en klassiker at styre udenom det, man enten er træt af, eller som måske ikke blev *helt* som man havde forventet, da man lavede det – men det strider imod alt, hvad vi jo her prøver at fremelske, bare at smide det ud.

Når det er sagt, er livet også for kort til at slæbe sig igennem 14 trøstesløse retter, så aftalen med mig selv er blevet, at vi kører på den kommende uge, og næste weekend tager jeg så en ærlig gennemgang af det, der er tilbage, og smider det ud, vi ikke har fået spist.

Status, Månedens Mål, april (3/4)

Det her tegner til at blive den korteste statusopdate på et ugemål so far.

For allerede tirsdag kastede jeg mig over opgaven. Loggede ind på Mit YouSee og begyndte at lede efter oversigten over mit dataforbrug, som jeg SVÆRGER, at jeg har set derinde tidligere.

Torsdag gav jeg op. Det eneste, jeg kunne grave frem, var en detaljeret oversigt over mit forbrug, der var SÅ detaljeret, at den var ubrugelig. Jeg satte den op til at vise dataforbrug for marts – og KUN dataforbrug. Den kvitterede med 90 (og det var altså: 90) sider.

Go. Fuck. Yourself.

Og YouSee har på mange måder fungeret godt, de år, jeg har haft dem. Men de MÅ være den virksomhed, på tværs af samtlige brancher i verden, der har den RINGSTE robotservice, både på chat og telefon. Jeg vedkender gerne, at jeg måske har fået lige rigeligt temperament udleveret, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tæt på at tyre min telefon ud ad vinduet i raseri. Uanset hvor T-Y-D-E-L-I-G-T jeg forsøgte at tale, forstod talegenkendelsen ikke ét ord af, hvad jeg sagde. Chatfunktionen var ikke meget bedre, og da jeg endelig nåede frem til et rigtigt menneske, gik det så langsomt, at jeg var ved at rive min hud af i strimler i afmagt. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at det kan være mere rentabelt at bemande chatten med personer, der MÅ køre ét-fingersystem i et tempo som snegle på valium, end bare at køre old school-opkald.

Men da vi efter 20 (TYVE!!!) minutter var nået frem til, at 1) hun kunne hjælpe mig med at finde de samme tal, som jeg selv havde fundet, at 2) man kan se forbruget i telefonen, nå, ok, du vil gerne se for FLERE måneder, nej, det ved jeg ikke, hvordan man gør, smed jeg håndklædet i ringen. Jeg er nødt til at ringe til dem en dag, hvor jeg har 16 timer i overskud til at nå forbi deres forpulede gatekeeper-robot, så jeg kan tale med et rigtigt menneske, og så få vedkommende til at gennemgå mine abonnementer med mig i røret.

Der kommer en update, når jeg har en, enten fra mig eller fra et af mine oldebørn.

———-

Det sidste fokuspunkt i denne måned er forsikringer, med hovedfokus lagt på autohjælp og rejseforsikringer, fordi sommerferien venter om hjørnet.

Helt lavpraktisk kommer jeg selv til at læse de policer, jeg har på de enkelte forsikringstyper, måske kombineret med en enkelt googling på, hvad man typisk glemmer at forsikre.

18 april 2024

Hvad snakker du om?

Linda Alvorligt talt 2

Jeg tænker meget over samtaler for tiden. Hvordan vi taler med hinanden, og hvad vores samtalemønstre gør ved vores relationer over tid.

Det kom sig af, at jeg mødte et menneske, jeg for år tilbage havde meget at gøre med, fordi vi var tilknyttet samme arbejdsplads. Da vi forlod den, var vi i starten gode til at sætte aftaler op, men, som det så ofte sker, gik der længere og længere tid i mellem, at der blev taget initiativ, og når vi endelig fik kalenderne til at gå op, blev det efterhånden tydeligt, at det, vi primært havde haft til fælles, var arbejdspladsen.

Men hun er stadig skideskøn, og derfor blev jeg lige ramt af den der ’Ej, hvor er det egentlig ærgerligt, at vi ikke ses mere!’, da vi sagde farvel – men jeg er også blevet gammel nok til at vide, at sympati og nostalgi ikke kan holde sammen på noget, der ikke kan stå af sig selv.

For ligesom de sidste gange, vi sås, havde den her samtale også karakter af bytte-bytte købmand. Ikke på den sure eller nidkære måde – men det var reelt bare en udveksling af statusopdateringer, et hurtigt vue over fælles bekendte, og så et knus og videre ud i livet.

Det var lige, som det skulle være.

Men mødet fik mig til at tænke over, at personlige samtaler måske i bund og grund falder i én af tre kategorier.

Den ene er den ovenstående slags, hvor alt er bagudvendt og nye kapitler i gamle historier. Hvor man reelt ikke ved ret meget om hverken nutid eller fremtid hos den, man står overfor, og hvor man sorterer i de emner, man selv tager op, fordi meget af det, der fylder, kræver for meget intro, hvis det skal give mening for én, der ikke har fulgt med i realtid.

Den anden type er dem, hvor man stille og roligt opdager, at der er sket en skævvridning af rollerne over tid. For hvor man egentlig, samtale-wise, startede med at give og tage nogenlunde lige meget, så er der et sted undervejs sket noget, og nu har relationen mere karakter af klient/terapeut eller monolog/publikum. Den type samtaler er jeg over de sidste år blevet bedre til at spotte og til at overveje, om jeg fortsat har lyst til at være til stede i. For de mangler det, den tredje og sidste type af samtaler har, nemlig passager af small talk og noget, der på overfladen kan ligne ligegyldig ping pong.

For det, jeg oplever er, at det er i den lille samtale, at tingene folder sig ud. Det er dér, der associeres frit, og hvor en samtale, der starter med spørgsmål som: ”Hvordan går det med din mors knæ?” eller ”Er du også faldet i padel-gryden?” ender med at handle om, hvad man frygter mest ved at blive gammel, eller at mange år med en syg bror sætter sig i systemet og reducerer batteritiden og dermed det, man kan overskue, permanent.

Det er dér, man bliver klogere, både på sig selv og på livet; måske fordi man ikke har harddisken låst fast i at skulle huske rækkefølgen i opdaterings-historierne eller skal zappe mellem viden om 4 fællesbekendte, men har godt med RAM fri til bare at lade samtalen vokse og kravle, vildt og organisk, og blot følge med, som den udvikler sig.

Paradoksalt nok oplever jeg selv, at netop den måde, vi taler sammen på, kan være med til at bevare en relation, der måske har løbet sin bane. Særligt, hvis man har en fælles fortid, for man kan holde kunstigt liv i noget længe, hvis man har et stort bagkatalog at samtale ud fra. De mange fælles referencer skaber en illusion af fortsat forbundethed, fordi samtalen jo sådan set flyder problemfrit, og samtidig tror jeg, at de fleste af os kan være tilbøjelige til at glemme at forholde os til relationen, som den *konkret* ser ud. Vi har, tror jeg, en tendens til at se det, vi så, da vi lærte hinanden at kende, og når vi ikke forholder os til selve fundamentet; venskabet, så kan der gå lang tid, før vi opdager, at irritationsmomenter og samtaler, der føles utilfredsstillende og ufrugtbare, faktisk ikke udspringer af misforståelser eller dårlige dage. De er bare, helt grundlæggende, et udtryk for, at man ikke længere har noget til fælles, og ikke ville ende som venner, hvis man mødte hinanden som de mennesker, man hver især er i dag.

Heldigvis rummer langt de fleste relationer fint alle 3 samtaletyper, for der kan ikke altid være tid til at gå i dybden med alt. Korte opdateringer fungerer strålende som trædesten, så man stadig er nogenlunde med, når man mødes næste gang, og vi har alle sammen brug for at være den, der ligger på briksen engang i mellem.

Men jeg tænker meget over, at venskaber ikke bare består automatisk, og at de ikke kan leve videre på minder alene. De kræver, at man tjekker ind og spørger til sine mennesker, oprigtigt og vedvarende, hvis man gerne vil bevare dem i sit liv og i en meningsfuld relation – og at man ikke falder i hokus-pokus-mig-i-kronisk-fokus-fælden alt for ofte.

For når jeg taler med mennesker, der, helt selvfølgeligt, caster sig selv som hovedrollen i alle interaktioner, de har, tænker jeg altid på, at de går glip af ret meget. For på et tidspunkt holder omverdenen jo op med at engagere sig i samtaler, og så er det spændingsfelt, der kan give så meget godt, pludselig reduceret til et tomrum, hvor det eneste, man hører, er lyden af sit eget ekko.

«‹ 15 16 17 18 ›»