Bloggen

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg endelig fundet forklaringen på, hvorfor mine Siriuslys dør på et par dage – og den er så enkel, at man næsten får ondt i hovedet.

For små lys har små batterier, og dermed er det begrænset, hvor meget strøm, de kan suge til sig i en oplader…

Så. Altså. Ja. Ikke raketvidenskab, når det kommer til stykket. Men sgu stadig irriterende at opdage, når man HAR købt 4, og reklamerne råber MEGET højt om de 200 timers brændetid. Til gengæld er dem, jeg har talt med, enige om, at de store bloklys faktisk holder, hvad de lover, så i det mindste har jeg nu et ønske til jul.

2.

Har jeg brugt ret meget tid på at lede efter det, som jeg har lært hedder en ‘kreditorforsikring’.

Ultraforsimplet kan tolkeopgaver opdeles i to hovedgrupper: Dem, jeg selv kan tage og fakturere, og dem, der kræver en underleverandøraftale. De første er f.eks. opgaver på sygehuse og jobcentre, mens de sidste er uddannelser, lægebesøg osv.

De opgaver, jeg selv kan tage, fakturerer jeg på dagen, så pengene ruller ind løbende, mens de opgaver, jeg dækker som underleverandør, skal samles på en månedlig faktura. Det giver mening, fordi det ville give meget administrativt arbejde, hvis jeg skulle fakturere hver enkelt dag, jeg tolker stort kørekort på Dekra, én for én.

Men det betyder, at jeg kan have ret mange penge til gode hos et firma, jeg er underleverandør for. Når jeg sender min faktura ultimo oktober, betyder det, at jeg f.eks. d. 15. november både har disse penge til gode, men samtidig også har penge ude for de opgaver, jeg har tolket fra d. 01. – 15. november. De er jo reelt set tjent; de er bare ikke faktureret endnu.

Det giver mig et ret anseeligt problem, hvis det pågældende firma går konkurs, og fordi jeg to gange har været ansat i et tolkefirma, det er sket for, er det en risiko, som det er dumt at ignorere.

De ansatte i en virksomhed er sikrede af Lønmodtagernes Garantifond, og havde jeg solgt kopipapir eller mobiltelefoner, ville jeg bare skulle anmelde mit krav i et eventuelt konkursbo – men fordi der kun er 4 større tolkefirmaer i Danmark, har vi ikke mulighed for at sprede vores tabsrisiko ret meget, ligesom vi heller ikke kan udvide sortimentet.

Derfor besluttede jeg for et par måneder siden at grave lidt i, om der er andre måder at sikre sig på, og jeg er efter mange telefonsamtaler og mailkorrespondancer endt med at have fundet ud af, at det, jeg er på jagt efter, hedder en kreditorforsikring.

Nu har jeg bestilt tilbud på dét hjem fra 3 forskellige selskaber, og jeg håber, at jeg kan finde en løsning, der ikke er så dyr, at den koster mere, end jeg potentielt risikerer at tabe.

3.

Har Antons fødselsdag (i morgen, mandag) i år krævet lidt mere elastik, end den plejer.

For sidste weekend fandt hjemmehjælpen søde oldefar på 97 på gulvet, da de kom ind til ham. Han har indtil nu været nærmest urimeligt frisk; f.eks. talte vi om det amerikanske valg og klimaforandringer, da jeg besøgte ham sidste søndag – inden jeg hjalp ham med noget, der lige drillede lidt på hans iPhone 15.

Men når man når op i dén alder, kan tingene ændre sig meget, meget hurtigt, og derfor har vi brugt en god del af ugen på ikke at vide, hvad vej, det ville gå. Af samme grund vidste vi ikke, hvordan det ville ende med at udvikle sig ift. den fødselsdag, familien var inviteret til i går, lørdag – og altså. Når vi taler livet og døden ind i ligningen, så er madspild og planlægning jo inderligt ligegyldigt. Men derfor skal man stadig være klar med en plan A og en plan B.

Samtidig har jeg inviteret Antons klassekammerater til fødselsdag, og det er virgin soil. For på S-linjen er det ikke noget, der før er blevet gjort, og det er derfor virkelig svært at vide, hvordan man griber det an. Jeg kender ikke børnene ret godt, det er en gruppe, der løbende kommer nye børn til, og det er meget forskelligt, hvad de kan rumme.

Omvendt er der jo så ikke et Plejer at bokse med, så jeg traf en rask beslutning og inviterede dem i Escape Zone til en omgang Lasergame – efter lige at have klapper af med en lærer, at jeg godt kan stå med de 10 hærdebrede, neurodivergente ungersvende selv.

Jeg har derfor hele ugen været i gang med at planlægge én fødselsdag, jeg ikke vidste, om ville blive til noget, og én, jeg ikke ved, hvad jeg skal forvente mig af, og det giver jo ret mange bevægelige dele.

Men jeg planlagde en menu, hvor alt, hvad familien skulle udsættes for, også ville fungere med drengene, og så har jeg ellers holdt hestene.

Torsdag begyndte det at gå den rigtige vej med oldefar, fredag så det så godt ud, at vi besluttede at køre fuld fødselsdag lørdag, og i går formiddag smøgede jeg så ærmerne op og kørte hjemmeværnskøkken, så der både var mad til familien og til drengene i dag.

Det er i småtingsafdelingen, men jeg er stadig glad for ikke at stå med et køleskab fyldt med mad, vi ikke kan nå at spise.

Månedens mål, november, (3/4)

Det, jeg egentlig havde på tapetet, var oprydning på børnenes værelser – hvilket er en opgave, vi alle 3 hader af inderlige, oprigtige hjerter.

Men den forestående fødselsdag og jul er så konkret en begivenhed, at selv ungerne kan se ideen i at få sorteret, sendt videre og ryddet op, og derfor plejer vi at gøre det lige omkring Antons fødselsdag.

Vi lægger planer, Gud ler, og derfor har vi ikke nået at sortere så meget som 2 legoklodser i ugen, der er gået.

Jeg håber, at vi kan få det smidt ind i ugen, der kommer, for det ER virkelig rart at have gjort – men det er også en opgave, der kun giver mening, hvis man kan bruge den tid på det, det kræver.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg erkendt mit nederlag ift. Fridas løbehjul, som for et par uger siden begyndte at skabe sig.

Det har kørt i nærheden af 7.348.348 km., og det er derfor 100% i orden, at det er ved at være slidt. Men fordi det var en slidt stift, der drillede, prøvede jeg først at smide det forbi en cykelhandler, som gjorde, hvad han kunne. Men efter 3 ture begyndte stiften at smutte igen, og vi måtte tage en tårevædet afsked med det på genbrugspladsen.

Nu er der købt et nyt, som er SUPER fint – og Anton fik ved samme lejlighed tiltusket sig ét, så de kan følges, når han henter Frida i skolen. Jeg brugte en aften på det, fandt nogle, der fik gode anmeldelser, og som allerede var på Black Friday-tilbud, så jeg fik dem til halv pris.

Jeg måtte smide 1100 kr. efter projektet, men de er til gengæld også virkelig lækre, beregnet til transport, og ergonomisk rigtige ift. de lange hyl af et par børn, jeg har.

2.

Er vi gået i gang med at skrive ønskesedler – mest fordi Anton har fødselsdag på mandag.

For mig handler det udelukkende om, at jeg synes, det er virkelig, virkelig svært at skrive to kvalificerede ønskesedler med så få dage ugers mellemrum, men egentlig er det held i uheld, fordi det betyder, at vi så får startet i god tid, og dermed kan bruge den tid, det kræver at finde på nogle ordentlige ønsker.

I år er begge børn sådan lidt in-between, rent aldersmæssigt. De kan stadig begge to blive fanget af bestemte slags legetøj, og har også begge en kreativ åre, man kan ønske sig gear til.

Men jeg kan godt se, hvad vej det går, og jeg synes derfor, at det ville være helt tosset at købe legetøj til dem, som de, når foråret kommer, ikke længere bruger.

Vi kører herhjemme meget med den model, at man får det, man mangler, når man mangler det – men man får basisversionen. Det har fungeret fint indtil nu – men nu, hvor de begynder at have præferencer for alt muligt mellem himmel og jord, har jeg de sidste måneder holdt fast ved, at man gerne må få en ny vandflaske, hvis den gamle begynder at være slidt – men så er det mig, der peger dem ud, man kan vælge imellem. Alternativt kan man ønske sig én, og så bestemmer man selv, hvad man sætter på sedlen.

Det har været en overraskende stor succes, og alle vinder: Børnene kan ønske sig det, de allerhelst vil have, og for mig betyder besparelsen i hverdagsbudgettet, at jeg godt kan forsvare at købe en vandflaske eller et par hørebøffer, der koster lidt mere, end den/dem, jeg ellers ville have købt.

3.

Har jeg tjekket og justeret mit prepperlager.

Jeg kan ikke huske, om jeg har nævnt det før, men jeg har lagt en reminder i min kalender, så jeg lige får kasserne bladret igennem 3 gange årligt, og det kan jeg varmt anbefale.

Nu er det 2. gang, jeg kører opfølgende tjek, og jeg kan mærke, at rutine gør det langt mere effektivt. For første gang var det sgu næsten, som om harddisken var blevet slettet. Selvom jeg, fordi jeg har skrevet om det, har brugt mere tid på prepperforberedelser end gennemsnittet, blev jeg fuldstændig tom i hovedet, da jeg forsøgte at huske, hvor jeg havde lagt mine ekstra panodil – og min liste.

Hvilket faktisk rystede mig en smule, for hele ideen er jo for fanden, at man har sin plan ved hånden, hvis det hele kokser.

Men denne gang vidste jeg, hvor alting var – ikke mindst fordi jeg sidst tog konsekvensen af min hullede hukommelse og flyttede min notesbog (med listen i) ud til mine kogebøger, som står, hvor jeg kan se dem.

Jeg fik tjekket holdbarhed på mine madvarer, fik skrevet de ting på min indkøbsseddel, som jeg har brugt fra lageret, og jeg fik læst min “køreplan” igennem igen. Det er rart at have styr på, og jo flere gange, jeg er det igennem, jo mere systematisk kan jeg forebygge spild af de ting, der kan gå på dato.

*

Månedens mål, november, (2/4)

Denne uge har jeg haft Bogen fremme for at tjekke op på, hvad jeg sidste år skrev, jeg skulle huske i år.

Modsat hvad det måske lyder som om, så er jeg faktisk ikke gået i gang med juleforberedelserne endnu – men jeg kender efterhånden mig selv så godt, at jeg ved, at det for mig fungerer godt at have styr på de overordnede rammer i god tid, for så at fylde dem ud, når vi kommer tættere på.

På grund af Antons fødselsdag er det sket mere end én gang, at jeg føler mig bagud, allerede inden vi er kommet ind i december. Jeg er nødt til at fokusere på én ting ad gangen for ikke at blive bims, og når jeg så pakker flagene ned, falder advent nogle år således, at jeg har 2 dage, fra vi har holdt fødselsdag, til der skal være styr på adventsgaver, kalendergaven til de respektive klasser, adventskrans ja/nej osv. Det HADER jeg – for jeg elsker at gå og hygge mig med julerierne, men det er umuligt at hygge sig, når man løber efter uret.

Nu ved jeg, hvad jeg skal have styr på inden 01.12, og jeg har, på opfordring fra Linda 2023, blokket en dag i min kalender ud, hvor jeg kan få styr på ønskesedler, julefrokoster og det løse, og jeg tror måske godt, man må drikke en kop gløgg imens.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg, fordi Anne til sidste indlæg skrev, at hun havde dårlige erfaringer med de genopladelige Siriuslys, sat mig for at kontrollere, hvor galt det står til med mine.

Jeg har derfor ladet de 6 lys, jeg har købt, HELT op, og har så noteret datoen for, hvornår jeg har taget dem i brug. Jeg har sat timeren til 4 timer pr. dag, og har placeret lysene, så jeg ikke får dem tændt med fjernbetjeningen ved et uheld, når jeg på de mørke morgener, tænder lysene i mit køkkenvindue med fjernbetjeningen, så nu er det bare at holde øje.

2.

Er halloween overstået, og da jeg pakkede spøgelser og græskar ned, lavede jeg i samme ombæring en krads oprydning.

For en af de få ulemper ved at være blevet virkelig god til at passe på sine ting, er, at de – tingene – jo så har det med at hobe sig op, fordi de holder og holder og holder.

Derfor oplever jeg, at jeg skal kassere flere ting, der faktisk ikke er i stykker, men hvor andet taler for at skille sig af med dem. Eksempelvis har børnene haft en stak små halloweenlanterner, som jo egentlig er fine. Men de kører på knapcellebatterier, og er uden timere, og det betyder, at de koster en formue at holde i gang de 3 uger, vi har pyntet op.

Det bliver én af dem, hvor det er svært at vurdere, hvad der, miljømæssigt, giver mest mening: At beholde noget, der allerede én gang er produceret, men som er dyrt i brug, eller at skille sig af med det og erhverve noget nyt, hvorved man bidrager til øget produktion.

(Og så har vi endda helt sparket indvendinger om, at ingen er døde af ikke at have halloweenpynt på værelset til hjørne).

Men hvis man forsøger at tage alle hensyn samtidigt, tror jeg, man ender med at blive handlingslammet, så jeg er fortaler for, at man prøver at tage udgangspunkt i gode intentioner og derfra så at gøre det så godt, man kan.

3.

Har jeg, endelig, hurra og ved et Guds mirakel, indhentet mig mig selv økonomisk.

Jeg har knoklet røven i laser, og det betyder, at jeg nu har skabt en økonomisk buffer, der er solid nok til, at det de næste mange måneder ikke bør blive et problem, at en kommune eller et jobcenter ikke betaler mig til tiden.

Jeg er nødt til at lade være med at dvæle ved rimeligheden i, at det skal være nødvendigt, men prøver i stedet at fokusere på , at jeg nu slipper for at blive så vred, at jeg får metalsmag i munden, når jeg skal bruge dagevis på at rykke for betaling for en vare, som et jobcenter allerede har fået. At the end of the day er der ingen af de ansatte dér, der ligger vågne om natten over min manglende betaling, så i pragmatikkens hellige navn, er det her nok den løsning, der tjener mig bedst.

Jeg har fejret det ved at købe det sæt kettlebells, jeg lovede mig selv tilbage i august, og jeg glæder mig som et barn til de lander. Tungt.

*

Månedens mål, november, (1/4)

Som nævnt i sidste uges indlæg, har jeg denne uge kigget på, hvad jeg gerne vil nå at have styr på de sidste af årets måneder.

For mig giver det mening at forholde mig til december, som det hastigt trækker op til i horisonten. Jeg er klar over, at det er meget forskelligt, hvor meget, vi går op i jul, og hvad december indebærer for os hver især, så jeg vil derfor gerne minde om, at man ift. til de her indlæg bare tager, hvad man kan bruge og lader resten ligge.

*

Det første af månedens mål er dejlig nemt, og er ét, jeg selv kommer til at have kørende i baggrunden de næste uger, nemlig at skabe plads i køleskab og fryser, så man har ledige bokse samt et sted at gøre af resterne i juledagene.

Går man op i at begrænse madspild, er det lavpraktik som dét her, der er afgørende for, at man faktisk får smidt overskydende mad i fryseren, når man d. 24. tager ud af bordet, i stedet for bare at kyle det i skraldespanden, fordi det bliver for omstændigt at pakke resterne i 16 små, bøvlede bokse, fordi man ikke har nogle, der passer – og ikke har et sted at smide boksene hen.

Så: Hurra! Nem aftensmad i november, for du skal bare hive den ud af fryseren og sørge for, at det er retterne, der er pakket i De Gode Bøtter, du tager op.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har Damerne og jeg været afsted på vores første Arrangement sammen i vores lille fødselsdagsklub. Vi var i Ree Park, uden børn, og det var *WUNDERBAR*!

Vi er nogle stykker, som har kendt hinanden, siden dinoerne grinede for sidste gang af meteorerne, og vi har, selv efter jeg rykkede til Esbjerg, formået at holde fast i at mødes til hinandens respektive fødselsdage.

Selskabet er altid godt, og ingen er kede af at få lov at bruge en dag på god mad og uafbrudte samtaler, men for nogle måneder siden besluttede vi at prøve at ændre set up’et. Den, der har fødselsdag, står for at arrangere en aktivitet og for forplejning undervejs, men i stedet for en gave, betaler vi hver især for vores egen entre.

Vi benyttede lejligheden til også lige at redefinere lavpraktikken, for vi er alle sammen typerne, der generelt har for få timer i døgnet. Derfor blev den nye aftale, at vi lægger en plan for et år ad gangen, og bruger dér tiden til at sørge for, at alle kan deltage på de datoer, vi fastsætter. Kommer der derfra noget i vejen, er det bare ærgerligt, Sonnyboy, og resten af flokken må undvære den, der ikke kan komme.

Det har gjort alting cirka 600 gange nemmere – og sjovere. For nu er der lagt op til at komme ud og prøve noget, vi ikke er vant til, og samtidig får vi på den her måde nye oplevelser sammen. Det tror jeg er ret afgørende for at bevare gode venskaber, for livet har det med at trække os alle sammen i forskellige retninger, og de relationer, jeg gennem årene har tabt, har alle sammen været dem, hvor samtalen altid foregår omkring dét, man kan se i bakspejlet.

Så bare en anbefaling af den her model, fordi den både sluser ting og gaver ud af ligningen, reducerer tiden, der bruges på at lave planer for så at ændre dem igen, og styrke de relationer, man har truffet en beslutning om bevidst at gøre sig umage for at bevare.

2.

Har jeg givet mig og købt genopladelige Siriuslys og den kæmpe, grimme ø, man oplader dem på.

”Var det fordi, du pludselig kom i tanke om miljøet, Linda?”

Nej. Det var fordi jeg skulle købe nye batterier til mine eksisterende lys, og de kostede det samme som en Tesla.

Jeg har købt et sæt fyrfadslys og et sæt små bloklys, så jeg lige kan teste teknikken af, før jeg binder helt an med dem, for efter de sidste år at have testet en del forskellige mærker i kunstige lys, må jeg bare sige, at der er ualmindelig stor forskel på kvaliteten og på, hvor meget strøm, de bruger.

Indtil videre er jeg nogenlunde med ombord. Grunden til, at jeg ikke er HELT oppe at ringe er, at jeg har oplevet, at lysene tænder lidt random, og forleden løb 2 af dem tør for strøm, hvilket ikke burde kunne ske, taget i betragtning af, at Sirius selv reklamerer for 700 timers lys på én opladning.

MEN.

Jeg ved ikke, om de måske har udløst EMP’en uden at sige det til os, for al min strøm herhjemme opfører sig helt bizart. Mine lamper blinker, andre lys fra andre mærker tænder og slukker også ud af det blå, og min radio lød forleden – slukket og ikke-tilsluttet et stik – som om den kortsluttede. Mine forældres radio er brændt af, mit køleskab skifter temperatur i ét væk og forleden nægtede min kogekande kategorisk at tænde i halvanden time, for så at fungere igen.

Så jeg ved helt ærligt ikke, hvad dommen over dem er endnu, men selvom de taber strøm hurtigere end reklamen for dem lover, så er det stadig billigere at lade dem op, end at købe batterier til dem, jeg har, som priserne er lige nu.

3.

Har jeg solgt en stak af det aflagte halloweentøj, og fordi jeg således har gang i Marketplace, har jeg brugt 30 minutter på at samle de ting sammen, jeg længe har tænkt, at jeg ville sætte til salg.

Jeg har stadig en kasse i mit bryggers, hvor jeg løbende smider de småting i, vi ikke længere bruger, og hver gang, jeg så står med noget, der er for stort til kassen, vurderer jeg, om jeg vil sætte tingene til salg, eller om de skal foræres til genbrug eller børn, vi kender.

Lige nu har jeg en god håndfuld emner, der er stort set ubrugte, og nogle af dem fylder. Derfor har jeg sat det hele på mit bord i stuen, og så er aftalen med mig selv, at det får 3 uger til at blive solgt, og ryger det ikke, så finder jeg nogen, der kan få glæde af det.

Månedens mål, oktober, (4/4)

I denne uge har jeg fået gjort haven vinterklar.

Jeg er en idiot til at få taget hul på opgaver uden konkret bagkant, så ‘haven’ er ét af de punkter på listen, som jeg kun får eksekveret ved at sætte det ind i en konkret ramme.

Derfor har jeg denne uge hver dag haft en enkelt have-opgave på to-do-listen, og har sørget for at tage de nemme/hurtige opgaver, de dage, hvor jeg havde meget arbejde.

At gøre det på den måde har den store, store fordel, at jeg så faktisk får rykket på det, og at jeg får fulgt det hele til dørs.

Eksempelvis vidste jeg, at der var nogle af mine havekrukker, jeg skulle have smidt på genbrugspladsen, ligesom der i skuret også stod et løbehjul, der var klar til at blive stedt til evig hvile i en container. Derfor planlagde jeg det sådan, at alle opgaver, der kunne generere affald, blev løst først, og så sluttede jeg med mit skur og en tur på genbrugspladsen.

Jeg bliver altid så glad, når opgaver, der har hængt, endelig er vinget af, og fordi jeg har fået det hele gjort på en uge, er forskellen på før-og-nu ekstra tydelig.

*

Næste uge bruger jeg Månedens Mål-punktet på lige at trække planen op for resten af året, så i denne uge er der ingen lektier til hverken jer eller mig.

Så er der også lidt bedre tid til at trick-or-treat’e, spise det slik, de små spøgelser efterlader i kurven, og til at nyde de sidste 3 dage, inden butikkerne smider alle hæmninger og drukner os i gran og nisser.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Spurgte min søde far, om jeg ville have hans cykel.

Jeg har længe gerne ville have en ny, og har forelsket mig i en Kildemoes, som jeg egentlig havde tænkt, at Anton og jeg kunne dele. Ikke fordi han ikke må få sin egen, men han er ikke trafiksikker, og skolen, han går på, ligger for langt væk til, at han kan cykle derud, så derfor er det lidt overkill at have én stående til ham.

Men når jeg er sent hjemme, henter han somme tider Frida i klubben, og den tur kender han – og der er cykelsti hele vejen. Her er der smart, at han kan cykle, mens hun kører på løbehjul, og fordi vi efterhånden er næsten lige høje, ville det fungere fint, at han her bare kunne låne min.

Men i forsøget på at oparbejde en solid opsparing, er de store køb sat på hold, og derfor takkede jeg ja, da min far tilbød mig sin.

Min egen, som på alle måder har gjort det godt, var jeg egentlig på vej på genbrugsstationen med, men i sidste øjeblik smed jeg den op i den lokale fb-gruppe (sammen med en ærlig tilstandsrapport), og spurgte, om nogen kunne bruge den.

Det var der flere, der kunne, så en time efter, at den var lagt op, var den afhentet, og jeg sparede turen på losseren.

2.

Har jeg ENDELIG modtaget den Tabte ArbejdsFortjeneste, jeg har søgt for den dag i april, jeg var i Ålborg og vidne.

Det var et sats at søge, men fordi jeg i april sad på en fast opgave, som jeg måtte afsætte, fordi jeg fik nej til at vidne virtuelt, og derfor skulle bruge en hel dag på det (3,5 times kørsel hver vej, samt 1,5 times vidneudsagn), spurgte jeg deroppe, om det var muligt at søge TAF, når man var selvstændig.

Det var det ’i princippet’, fik jeg at vide, men jeg skulle ‘søge det hos dommeren’, som så ville lave en individuel vurdering.

Og normalt går jeg ikke i små, økonomiske sko. Hvis jeg gjorde, er der klart nogle problemer, jeg havde været foruden – men i den her retssag vidnede jeg for anklageren i en sag, hvor jeg i tidernes morgen forsøgte at råbe virkelig mange mennesker og instanser op over en meget lang periode, og ingen hørte, hvad jeg sagde. Derfor blev det lidt en principsag for mig, at jeg gerne ville kompenseres for den tid, jeg konkret brugte her, for jeg har brugt VÆSENTLIGT længere tid på det end dét.

Så jeg søgte. Og ventede. Og rykkede. Og ringede. Og skrev.

Jeg tror, ærligt, at jeg har sendt mindst 10 mails og ringet 12-15 gange.

Jeg har, uopfordret, fremsendt dokumentation for den indtægt, jeg har haft de øvrige dage i april, og vi er næsten ude i, at det timeforbrug, jeg har haft på at søge den tabte arbejdsfortjeneste, opvejer det beløb, jeg fik ud af det.

Men når alt det er sagt, så kunne dommeren have sagt nej, og det gjorde han ikke. Det er bare ikke mit indtryk, at ret mange selvstændige afprøver muligheden for at søge TAF i de situationer, hvor man kan søge det som lønmodtager, og derfor syntes jeg, at den skulle med her som eksempel på, at det faktisk *kan* lade sig gøre.

3.

Er alle i mit hus begyndt at leve af ting, der kun kan spises med en ske.

Og vi kan – åbenbart – også kun spise det af skåle.

Det har givet bøvl både ift. antal og størrelse.

For at spise suppe med en almindelige teske, føles som om, man forsøger at feje suppen ind i munden med en meget ineffektiv kost, mens en almindelig spiseske falder af kanten, når man lægger den i skålen.

Jeg efterlyste derfor skeer i mellemstørrelse i en fb-gruppe, og et geni foreslog at smutte forbi en genbrugsbutik – hvilket jeg ikke fatter, at jeg ikke selv havde tænkt på.

Men det gjorde jeg, og jeg fandt 8, der er fuldstændig perfekte – og som kostede 1 krone stykket…

Og uden at der skal gå glorie og filantrop i den, vil jeg bare lige videregive, at man i en genbrugsbutik sagtens kan få lov at betale 10 gange mere, end en vare koster, hvis man gerne vil støtte den organisation, butikkens overskud går til. For modsat almindelige butikker, er der ikke stregkoder og lageroptælling, der skal gå op, og donerer man her, slipper man for de opkald, man ALTID får på bagkant, hvis man giver et bidrag på mobilepay, når Røde Kors eller Kirkens Korshær ringer på døren. (Hvilket vi også ved lejlighed skal have snakket om, hvordan Frau Kommissarin har kunne sidde overhørig..)

Månedens mål, oktober, (3/4)

I anledning af efterårsferien har vi været i Odense Zoo. Det er ét af de steder, som vi med vores årskort til Wowpark kan få rabat på entreen til, og jeg lavede lige et hurtigt overslag i hovedet på, hvad vi har hentet i rabat vs. hvad årskortene har kostet: De er for længst tjent ind.

Det er første år, vi har valgt den model, og selvom jeg synes, at billet-set up’et er ualmindeligt ringe, så fungerer konceptet stadig for sådan nogle, som os, der er gode til at køre til ting, og derfor får mere ud af at kunne komme billigt ind mange steder, end at kunne komme gratis ind et enkelt.

*

Jeg har også udnyttet nogle af de dage, vi har haft fri, til at tage børnene med ud og købe tøj.

Vi mangler stadig lidt af det, vi har på listen, men hvor jeg andre år ikke altid har haft et overblik over, præcis hvad de manglede, så har jeg i år haft en note på min telefon, som jeg lavede, da vi for nogle uger siden ryddede op i deres respektive skabe, og det har været overraskende effektivt.

For jeg taber lynhurtigt overblikket, når vi står i en butik, sammen med hele Esbjerg og opland, hvor der er 3 grader for varmt, radioen spiller for højt, og begge børn taler samtidigt. Der er få situationer, der trigger min flight-respons så voldsomt, og det betyder, at jeg somme tider ender med bare at sige yes to the dress, så vi kan komme ududududud i friheden igen.

Men fordi jeg denne gang havde lavet en liste på hvert barn, komplet med antal og det hele, så vidste jeg præcis, hvad vi skulle finde og prøve – og dermed også, hvornår vi var færdige. Det gjorde turen langt mere overskuelig, og fordi min liste synligt skrumper, efterhånden som vi får købt, hvad vi mangler, og jeg derfor kan *se* at vi støt og roligt arbejder os i mål, er det ok, at vi skal afsted flere gange.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg igen tolket i den yderste del af det vestlige Danmark, og som lovet kørte jeg ind forbi den lille surferbiks og spurgte på office krusene. (Og kom måske/måske-ikke til at købe et mere…).

Krusene er fra et mærke, der hedder Bioloco, som desværre kun forhandles engros. Det eneste sted, jeg kan finde det online herhjemme, er hos Majbritte Ulrikkeholm (som by the way er fuldstændig vidunderlig, både som sanger, forfatter og på SoMe), og ellers ser det ud til, at det primært forhandles på tyske hjemmesider.

Men er man på de kanter, så ligger butikken, jeg har købt mine i, lige overfor Nymindegab Kro, og de laver en kaffe, der er så god, at den er værd at tage turen for.

2.

Har jeg de sidste uger haft mange mellemtimer i meget øde dele af kongeriget. Det fik mig til at tænke på, at jeg ikke tror, jeg har fået videregivet, at jeg i de tilfælde altid bruger de lokale biblioteker som varmestuer – for det bliver hurtigt helt åndssvagt dyrt at hænge ud på cafeer, hvor der samtidigt kan være så mange mennesker, at det er umuligt at foretage sig noget som helst.

I mange mindre byer ligger bibliotekerne på de lokale skoler, hvilket har den store fordel, at der er åbent allerede fra kl. 7. Man er ofte alene i biblioteksafdelingen, hvilket gør det muligt at sidde og arbejde, og det er ikke nødvendigt at spule sit indre i lunken latté for at få opholdstilladelse.

(Til børnefamilierne vil jeg lige nævne, at kombinerede skoler/biblioteker også betyder nye legepladser og adgang til toiletter i weekender og på helligdage).

3.

Fandt jeg i mit bryggers 4 små keramikgræskar, som jeg bare har flyttet rundt på de sidste par år. Jeg var faktisk klar til at smide dem ud, for jeg synes, helt ærligt, at de er grimme og jeg gider ikke have dem ind at stå. Men fordi de er på størrelse med grapefrugter, er der bare heller ikke mange steder i haven, de passer ind, for de forsvinder lidt i de åbne vidder.

Men da jeg stod med dem, kom jeg til at tænke på, at man måske kunne male dem, og ude i skuret fandt jeg en rest sort maling, som de fik en tur med.

De er simpelthen blevet så fine, og jeg bliver glad hver eneste aften, når jeg står og vasker op og kan se dem stå og lyse i mine plantekasser i forhaven.

4.

Har jeg købt ind, så jeg kan køre hjemmeværnskøkken i efterårsferien, og få fyldt fryseren op.

Der har, som jeg har skrevet 700 gange, været fart på, og det bliver der ved med at være de næste måneder. Men jeg har endelig taget en hel runde på feltet og hentet det økonomiske rul, jeg var kommet bagud, og det har løftet 800 kg. af mine skuldre. Nu er der “bare” travlt på arbejde, men der er ro på de andre platforme, og det gør hele verden til forskel.

Jeg skal arbejde 2 dage i efterårsferien, og resten af ugen har jeg taget fri. Vi trænger til at tusse rundt i nattøj og drikke kaffe til langt op ad formiddagen, og jeg skylder vist også en gang vafler.

Jeg har en udflugt eller to på tegnebrættet, men der er stadig mere tid, end der har været længe. Derfor har jeg lavet en madplan, som består af fryseegnede retter, og har købt ind, så jeg kan lave dobbeltportion af det hele. På den måde får jeg masser af mad i fryseren, så der er nem, takeaway-forebyggende mad til de kommende sene dage, og som ekstra bonus kan jeg lave det, når strømmen er billig.

Månedens mål, oktober, (2/4)

Jeg har stall’et halloween siden midten af august, hvor Frida første gang spurgte, om ikke vi kunne finde bare et *lillebitte* græskar frem, men i søndags gav jeg mig.

Jeg startede med at sætte alt, hvad vi har af pynt frem på bordet, og derefter sorterede jeg i det, så det, vi ikke har brugt de sidste par år, er givet videre – eller smidt ud. For mig giver det mening at smide højtidspynt til genbrug, når butikkerne kan sælge det, så de ikke skal bruge lagerplads på at have det stående et år.

Som altid har børnene fået lov at tapetsere værelserne og knalde alt muligt på vinduerne, mens jeg har holdt stramt på, at vi sagtens kan pynte i resten af huset – men jeg skal kunne holde det ud.

Hvert år køber jeg ét stykke pynt, som jeg æstetisk synes er ægte pænt, hvilket typisk betyder, at det også koster lidt mere end det gængse plastiklir, men til gengæld får jeg stille og roligt opbygget en samling af pynt, der ikke giver mig lyst til at kradse øjnene ud.

Nu er her fint og pænt, der er laver græskarlygter og bagt en kage af indmaden, og min pumpkin spice latte er hældt i en af mine office kopper, så jeg kan skolde mig på den de næste par timer.

God ferie til de af jer, der har.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Havde jeg en mellemtime i Kolding, og brugte den i Kolding Storcenter. Jeg har haft et par parfumer på min potentielle ønskeseddel, som jeg gerne ville prøve, for jeg er alt for let at lokke med smukke beskrivelser af duftnoter på nettet. Det er gået galt et par gange, hvor jeg har bestilt parfumer, der lyder til LIGE at være noget for mig, som viser sig at dufte helt skrækkeligt, når jeg får dem åbnet og på.

Jeg øver mig i den her strategi; at skrive det ned, når jeg ser noget, jeg instant forelsker mig i – med løftet til mig selv om, at hvis det er fedt, når jeg ser det live, så må jeg købe det.

Det holder liv i butikkerne, det redder mig fra fejlkøb, og jeg sparer penge, for det er sket flere gange, at jeg faktisk ender med at glemme det, jeg for 3 dage siden ikke kunne leve uden.

Det er deprimerende at opdage, at man kan bypasse sig selv med et trick, der er så simpelt, men det virker, og det er det vigtigste.

I det her tilfælde var det ekstra godt, at jeg gjorde det. For hvor det normalt er duften, der er en dealbreaker, når jeg køber parfume, så var det konsistensen, der her var problemet.

Parfumen er markedsført på at være skånsom og baseret på vand i stedet for sprit, og jeg må konstatere, at jeg *bare* skal bede om sprit. Rigeligt med sprit.

For det, man åbenbart bruger som alternativ, fedter. Ikke meget, og jeg er ikke sikker på, at det er noget, alle ville bemærke. Men jeg er HYPER sart med ting, der fedter, og 3 minutter efter, at jeg havde testet den på mit håndled, stod jeg på badeværelset i Kolding Storcenter og forsøgte at vaske mine arme af.

Nej. Tak.

2.

Har jeg sat børnenes aflagte halloweentøj til salg, og det har jeg kun husket at gøre, fordi jeg sidste år lagde en reminder i min kalender.

Faste læsere vil vide, at jeg normalt ikke gider have ting, der skal videre, til at ligge og optage plads, men når der er tale om noget, der ikke fylder noget særligt, og som kan pakkes et sted, hvor det ikke ligger i vejen, så ville det omvendt også være nærmest arrogant ikke at forsøge at finansiere dette års outfit med fortjenesten på tidligere års.

3.

Har jeg opdaget ‘office cups’ – hvilket jeg ALDRIG har hørt om før.

Men jeg har fået en tolkeopgave et sted på vestkysten, der jævnligt gør det muligt for mig at spise frokost på en strand, hvor kite- og windsurfere holder til. Det er virkelig, virkelig hyggeligt, og der er en Roskilde-vibe, som min aldrende hippiesjæl elsker.

(Og så er folk søde nok til at slå over i engelsk, når de prøver på tysk og ser panikken i mine øjne).

Men fordi jeg en dag ville tage en kop kaffe med ned til vandet, stak jeg hovedet ind i en udstyrsbutik – og forelskede mig øjeblikkeligt i et krus, der stod på disken. Her var min hjerne smart nok til at bombe min listestrategi tilbage til stenalderen med bæredygtighedsargumenter, og jeg fik min kaffe med i det.

Det minder om et travel mug, men er større, fordi det ikke behøver kunne stå i en kopholder, og så er kanterne bløde og rare at drikke af. Kruset er af stål og holder te, kaffe og gløgg varmtvarmt i et par timer, og jeg elsker det. ELSKER det, Hans Christian!

Månedens mål, oktober, (1/4)

Den kommende måned er fokus her bare stille og roligt på at blive klar til efterår og vinter. Det er lidt mindre konkret end sidste måneds fokus på strøm, men jeg kan godt lide, at jeg har sat tid af til at tjekke de forskellige ting igennem, så jeg får det gjort. Jeg er ved at lægge an til at lave en almanak (altså, bare til mig selv), og denne måneds punkter er gode eksempler på, hvad jeg kommer til at skrive i den.

I den her uge har jeg taget vores tøjskabe. Det var oplagt, når jeg nu alligevel var i Antons, fordi jeg der havde lagt det halloweentøj, der skulle sættes til salg.

Nogle år skal der bare lægges en smule fra eller væk; andre år er der lidt mere, der skal videre. I år var klart det sidste; da Frida til sidste medicinkontrol blev målt, var hun vokset 4,5 cm. på 4 måneder. Anton er næsten ligeså høj som mig efterhånden, og ved blive bred over skuldrene, og da jeg alligevel havde den store sæk fremme, tog jeg turen gennem mit eget skab og fik pillet det fra, jeg alligevel aldrig bruger.

Det er mærkeligt, for vi køber vitterligt ikke ret meget tøj, og alligevel kan jeg, hver gang vi rydder op, køre på genbrugsstationen med et par poser.

Nu er der plads i skabene, og jeg ved, præcis hvad de mangler begge to, så vi får brugt børnepengene rigtigt.