M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg endelig fundet forklaringen på, hvorfor mine Siriuslys dør på et par dage – og den er så enkel, at man næsten får ondt i hovedet.
For små lys har små batterier, og dermed er det begrænset, hvor meget strøm, de kan suge til sig i en oplader…
Så. Altså. Ja. Ikke raketvidenskab, når det kommer til stykket. Men sgu stadig irriterende at opdage, når man HAR købt 4, og reklamerne råber MEGET højt om de 200 timers brændetid. Til gengæld er dem, jeg har talt med, enige om, at de store bloklys faktisk holder, hvad de lover, så i det mindste har jeg nu et ønske til jul.
2.
Har jeg brugt ret meget tid på at lede efter det, som jeg har lært hedder en ‘kreditorforsikring’.
Ultraforsimplet kan tolkeopgaver opdeles i to hovedgrupper: Dem, jeg selv kan tage og fakturere, og dem, der kræver en underleverandøraftale. De første er f.eks. opgaver på sygehuse og jobcentre, mens de sidste er uddannelser, lægebesøg osv.
De opgaver, jeg selv kan tage, fakturerer jeg på dagen, så pengene ruller ind løbende, mens de opgaver, jeg dækker som underleverandør, skal samles på en månedlig faktura. Det giver mening, fordi det ville give meget administrativt arbejde, hvis jeg skulle fakturere hver enkelt dag, jeg tolker stort kørekort på Dekra, én for én.
Men det betyder, at jeg kan have ret mange penge til gode hos et firma, jeg er underleverandør for. Når jeg sender min faktura ultimo oktober, betyder det, at jeg f.eks. d. 15. november både har disse penge til gode, men samtidig også har penge ude for de opgaver, jeg har tolket fra d. 01. – 15. november. De er jo reelt set tjent; de er bare ikke faktureret endnu.
Det giver mig et ret anseeligt problem, hvis det pågældende firma går konkurs, og fordi jeg to gange har været ansat i et tolkefirma, det er sket for, er det en risiko, som det er dumt at ignorere.
De ansatte i en virksomhed er sikrede af Lønmodtagernes Garantifond, og havde jeg solgt kopipapir eller mobiltelefoner, ville jeg bare skulle anmelde mit krav i et eventuelt konkursbo – men fordi der kun er 4 større tolkefirmaer i Danmark, har vi ikke mulighed for at sprede vores tabsrisiko ret meget, ligesom vi heller ikke kan udvide sortimentet.
Derfor besluttede jeg for et par måneder siden at grave lidt i, om der er andre måder at sikre sig på, og jeg er efter mange telefonsamtaler og mailkorrespondancer endt med at have fundet ud af, at det, jeg er på jagt efter, hedder en kreditorforsikring.
Nu har jeg bestilt tilbud på dét hjem fra 3 forskellige selskaber, og jeg håber, at jeg kan finde en løsning, der ikke er så dyr, at den koster mere, end jeg potentielt risikerer at tabe.
3.
Har Antons fødselsdag (i morgen, mandag) i år krævet lidt mere elastik, end den plejer.
For sidste weekend fandt hjemmehjælpen søde oldefar på 97 på gulvet, da de kom ind til ham. Han har indtil nu været nærmest urimeligt frisk; f.eks. talte vi om det amerikanske valg og klimaforandringer, da jeg besøgte ham sidste søndag – inden jeg hjalp ham med noget, der lige drillede lidt på hans iPhone 15.
Men når man når op i dén alder, kan tingene ændre sig meget, meget hurtigt, og derfor har vi brugt en god del af ugen på ikke at vide, hvad vej, det ville gå. Af samme grund vidste vi ikke, hvordan det ville ende med at udvikle sig ift. den fødselsdag, familien var inviteret til i går, lørdag – og altså. Når vi taler livet og døden ind i ligningen, så er madspild og planlægning jo inderligt ligegyldigt. Men derfor skal man stadig være klar med en plan A og en plan B.
Samtidig har jeg inviteret Antons klassekammerater til fødselsdag, og det er virgin soil. For på S-linjen er det ikke noget, der før er blevet gjort, og det er derfor virkelig svært at vide, hvordan man griber det an. Jeg kender ikke børnene ret godt, det er en gruppe, der løbende kommer nye børn til, og det er meget forskelligt, hvad de kan rumme.
Omvendt er der jo så ikke et Plejer at bokse med, så jeg traf en rask beslutning og inviterede dem i Escape Zone til en omgang Lasergame – efter lige at have klapper af med en lærer, at jeg godt kan stå med de 10 hærdebrede, neurodivergente ungersvende selv.
Jeg har derfor hele ugen været i gang med at planlægge én fødselsdag, jeg ikke vidste, om ville blive til noget, og én, jeg ikke ved, hvad jeg skal forvente mig af, og det giver jo ret mange bevægelige dele.
Men jeg planlagde en menu, hvor alt, hvad familien skulle udsættes for, også ville fungere med drengene, og så har jeg ellers holdt hestene.
Torsdag begyndte det at gå den rigtige vej med oldefar, fredag så det så godt ud, at vi besluttede at køre fuld fødselsdag lørdag, og i går formiddag smøgede jeg så ærmerne op og kørte hjemmeværnskøkken, så der både var mad til familien og til drengene i dag.
Det er i småtingsafdelingen, men jeg er stadig glad for ikke at stå med et køleskab fyldt med mad, vi ikke kan nå at spise.
Månedens mål, november, (3/4)
Det, jeg egentlig havde på tapetet, var oprydning på børnenes værelser – hvilket er en opgave, vi alle 3 hader af inderlige, oprigtige hjerter.
Men den forestående fødselsdag og jul er så konkret en begivenhed, at selv ungerne kan se ideen i at få sorteret, sendt videre og ryddet op, og derfor plejer vi at gøre det lige omkring Antons fødselsdag.
Vi lægger planer, Gud ler, og derfor har vi ikke nået at sortere så meget som 2 legoklodser i ugen, der er gået.
Jeg håber, at vi kan få det smidt ind i ugen, der kommer, for det ER virkelig rart at have gjort – men det er også en opgave, der kun giver mening, hvis man kan bruge den tid på det, det kræver.
Dejligt at det går bedre med jeres oldefar ❤️
Tillykke med Anton!
Jeg håber sådan vi får en opfølgning på hvor godt det lykkedes med fødselsdagen – krydser fingre for at det bliver en god oplevelse for alle.
Off topic, men et praktisk “jeg spørger du svarer”! Mine drenge på 10 og 12 er begyndt at interessere sig for styrketræning, mm. Vi er startet i det lokale fitnesscenter, men får det brugt for lidt af flere grunde, og så er det bare for stor en udskrivning. Så nu overvejer jeg i stedet at købe lidt udstyr til hjemmet. Hvad ville du anbefale, hvis nu det skulle være til dig og børnene? Vi har allerede træningsbold, balancebræt, små håndvægte, træningsmåtter. Tænker måske lidt tungere håndvægte eller kettle bells, måske TRX til loftet, evt en romaskine eller motionscykel.
Jeg ville klart gå med en barre og løse skiver. Det er den løsning, jeg selv har (ud over håndvægte og kettlebells), men hvis man er flere om at dele, eller man bliver motiveret af at se fremgang, er det en virkelig god og lavpraktisk løsning.
For du vil hurtigt finde ud af, at du har 2-3 sæt håndvægte, som er dem, du bruger. For mig er det 7, 8 og 10 kg. De kan bruges – hver for sig eller sammen – til en masse øvelser, hvor 3, 4 og 5 kg. (som er dem, børn typisk starter med) er alt for lette.
Skiver til en barre ligger i 1,25 kg, 2,5 kg, 5, 7,5 og 10 kg (og kan også fåes tungere end det), men det betyder, at ungerne kan bruge de små skiver, så længe de gider være med, og skulle de på et tidspunkt finde ud af, at synkronsvømning er sjovere, kan du stadig bruge de små skriver, fordi de er supergode, når du gerne vil øge i vægt.
Der er masser af brugte barrer og skiver på marketplace til meget rimelige priser. Jeg foretrækker jern med gummibelægning, fordi de ikke er så glatte, som de glaserede jernskiver. hvilket er smart, hvis man f.eks. gerne vil bruge dem som ekstra vægt til crunches, overhead extensions osv.
Ift. sikkerhed kan man overveje at købe de helt store skiver. De kræver mere plads, og du skal være obs på, at Ø på barre og i skiverne passer sammen – men jeg ville ønske, at jeg havde investeret i dem fra starten. Jeg løfter temmelig tungt nu, og det er faktisk endt med at være en begrænsning, at jeg ikke kan øge derfra, hvor jeg er, fordi jeg smadrer mine tænder eller kommer ægte galt afsted, hvis jeg taber barren ned i fjæset på mig selv. Havde jeg haft de store skiver og barren, der passer til, ville jeg kunne tage chancen, fordi diameteren på skiverne er så stor, at der stadig ville være et par cm’s frigang mellem mit ansigt og barren, hvis jeg tabte den.
Giver det mening?
Vildt svar, tak! Og ja, det giver mening. Jeg tror dog ikke helt vi er på det niveau endnu, men kan også fornemme at hvis jeg kun går halvvejs nu, så vil jeg om nogle år sige “jeg skulle jo have gået all in, som Linda sagde!” Det giver stof til eftertanke, og tak for konkrete tips!
De kærligste tanker til oldefar.
Med sort bælte i børnefødselsdage var mit mantra “Kort men Godt”
Hellere en god fest på en time til halvanden…
Så utrolig hørt!!
Jeg tror der er kommet en Linda effekt, nu står der hos Sirius ved fyrfadslysene at “Når Sille efter 2 timer er fuldt opladet, kan du nyde lysene i helt op til 20 timer”. Det mindes jeg ikke at have set tidligere (men jeg kan tage fejl). Og 20 timer, hmm.
Det var lidt den erkendelse, med størrelsen, jeg også kom frem til, men det er da rart at de nu skriver at man ikke skal forvente mere end 20 timer. Mine 3 år gamle lader højst til 4 timers lys nu. Havde jeg dog bare været klog nok til at starte op med mindre end 8, av. Jeg tror jeg har en enkelt bloklys, måske skal jeg teste det af….
Jeg håber du finder en anden brugbar løsning.
Ja, trods alt må man glæde sig over, at folk nu kan se, hvad de køber.
Jeg har besluttet mig for at lade være med at skære tænder over det, og i stedet gå med de lidt større lys, når jeg har fået dem erhvervet. De små kan jeg så bruge til sommer, hvor de kun skal være tændt 2 timer ad gangen. Så er det cirka en gang om ugen, de skal lades, og det kan jeg godt leve med. Men det er en af dem, hvor man skal lede lidt efter sin ja-hat…