M2024, uge 46

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg endelig fundet forklaringen på, hvorfor mine Siriuslys dør på et par dage – og den er så enkel, at man næsten får ondt i hovedet.

For små lys har små batterier, og dermed er det begrænset, hvor meget strøm, de kan suge til sig i en oplader…

Så. Altså. Ja. Ikke raketvidenskab, når det kommer til stykket. Men sgu stadig irriterende at opdage, når man HAR købt 4, og reklamerne råber MEGET højt om de 200 timers brændetid. Til gengæld er dem, jeg har talt med, enige om, at de store bloklys faktisk holder, hvad de lover, så i det mindste har jeg nu et ønske til jul.

2.

Har jeg brugt ret meget tid på at lede efter det, som jeg har lært hedder en ‘kreditorforsikring’.

Ultraforsimplet kan tolkeopgaver opdeles i to hovedgrupper: Dem, jeg selv kan tage og fakturere, og dem, der kræver en underleverandøraftale. De første er f.eks. opgaver på sygehuse og jobcentre, mens de sidste er uddannelser, lægebesøg osv.

De opgaver, jeg selv kan tage, fakturerer jeg på dagen, så pengene ruller ind løbende, mens de opgaver, jeg dækker som underleverandør, skal samles på en månedlig faktura. Det giver mening, fordi det ville give meget administrativt arbejde, hvis jeg skulle fakturere hver enkelt dag, jeg tolker stort kørekort på Dekra, én for én.

Men det betyder, at jeg kan have ret mange penge til gode hos et firma, jeg er underleverandør for. Når jeg sender min faktura ultimo oktober, betyder det, at jeg f.eks. d. 15. november både har disse penge til gode, men samtidig også har penge ude for de opgaver, jeg har tolket fra d. 01. – 15. november. De er jo reelt set tjent; de er bare ikke faktureret endnu.

Det giver mig et ret anseeligt problem, hvis det pågældende firma går konkurs, og fordi jeg to gange har været ansat i et tolkefirma, det er sket for, er det en risiko, som det er dumt at ignorere.

De ansatte i en virksomhed er sikrede af Lønmodtagernes Garantifond, og havde jeg solgt kopipapir eller mobiltelefoner, ville jeg bare skulle anmelde mit krav i et eventuelt konkursbo – men fordi der kun er 4 større tolkefirmaer i Danmark, har vi ikke mulighed for at sprede vores tabsrisiko ret meget, ligesom vi heller ikke kan udvide sortimentet.

Derfor besluttede jeg for et par måneder siden at grave lidt i, om der er andre måder at sikre sig på, og jeg er efter mange telefonsamtaler og mailkorrespondancer endt med at have fundet ud af, at det, jeg er på jagt efter, hedder en kreditorforsikring.

Nu har jeg bestilt tilbud på dét hjem fra 3 forskellige selskaber, og jeg håber, at jeg kan finde en løsning, der ikke er så dyr, at den koster mere, end jeg potentielt risikerer at tabe.

3.

Har Antons fødselsdag (i morgen, mandag) i år krævet lidt mere elastik, end den plejer.

For sidste weekend fandt hjemmehjælpen søde oldefar på 97 på gulvet, da de kom ind til ham. Han har indtil nu været nærmest urimeligt frisk; f.eks. talte vi om det amerikanske valg og klimaforandringer, da jeg besøgte ham sidste søndag – inden jeg hjalp ham med noget, der lige drillede lidt på hans iPhone 15.

Men når man når op i dén alder, kan tingene ændre sig meget, meget hurtigt, og derfor har vi brugt en god del af ugen på ikke at vide, hvad vej, det ville gå. Af samme grund vidste vi ikke, hvordan det ville ende med at udvikle sig ift. den fødselsdag, familien var inviteret til i går, lørdag – og altså. Når vi taler livet og døden ind i ligningen, så er madspild og planlægning jo inderligt ligegyldigt. Men derfor skal man stadig være klar med en plan A og en plan B.

Samtidig har jeg inviteret Antons klassekammerater til fødselsdag, og det er virgin soil. For på S-linjen er det ikke noget, der før er blevet gjort, og det er derfor virkelig svært at vide, hvordan man griber det an. Jeg kender ikke børnene ret godt, det er en gruppe, der løbende kommer nye børn til, og det er meget forskelligt, hvad de kan rumme.

Omvendt er der jo så ikke et Plejer at bokse med, så jeg traf en rask beslutning og inviterede dem i Escape Zone til en omgang Lasergame – efter lige at have klapper af med en lærer, at jeg godt kan stå med de 10 hærdebrede, neurodivergente ungersvende selv.

Jeg har derfor hele ugen været i gang med at planlægge én fødselsdag, jeg ikke vidste, om ville blive til noget, og én, jeg ikke ved, hvad jeg skal forvente mig af, og det giver jo ret mange bevægelige dele.

Men jeg planlagde en menu, hvor alt, hvad familien skulle udsættes for, også ville fungere med drengene, og så har jeg ellers holdt hestene.

Torsdag begyndte det at gå den rigtige vej med oldefar, fredag så det så godt ud, at vi besluttede at køre fuld fødselsdag lørdag, og i går formiddag smøgede jeg så ærmerne op og kørte hjemmeværnskøkken, så der både var mad til familien og til drengene i dag.

Det er i småtingsafdelingen, men jeg er stadig glad for ikke at stå med et køleskab fyldt med mad, vi ikke kan nå at spise.

Månedens mål, november, (3/4)

Det, jeg egentlig havde på tapetet, var oprydning på børnenes værelser – hvilket er en opgave, vi alle 3 hader af inderlige, oprigtige hjerter.

Men den forestående fødselsdag og jul er så konkret en begivenhed, at selv ungerne kan se ideen i at få sorteret, sendt videre og ryddet op, og derfor plejer vi at gøre det lige omkring Antons fødselsdag.

Vi lægger planer, Gud ler, og derfor har vi ikke nået at sortere så meget som 2 legoklodser i ugen, der er gået.

Jeg håber, at vi kan få det smidt ind i ugen, der kommer, for det ER virkelig rart at have gjort – men det er også en opgave, der kun giver mening, hvis man kan bruge den tid på det, det kræver.