M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg sat det legetøj til salg, som Frida over de sidste måneder er nået frem til, at hun ikke længere bruger.
Der var perler, perlebøger, spil og en stor, uhandy tavle – som var fin. Men på et værelse, der ikke er særlig stort, tog den bare mere plads, end jeg næsten kunne holde ud.
Tidspunktet lige nu er optimalt, fordi mange er i gang med at finde småting til kalendergaver, så jeg fik taget billeder af tingene en dag, hvor lyset var godt, og smed det hele op et par dage senere, hvor jeg havde mellemtimer i en lille jysk flække, hvor der intet er at lave.
De fleste af tingene er allerede væk, og de sidste får lige en uge mere, inden de ryger til genbrug.
2.
Har jeg lavet en note i min telefon, hvorpå jeg skriver de ting, jeg gerne vil nå i min juleferie. For jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg glemmer alt om alting i det sekund, jeg stempler ud, fordi jeg virkelig, virkelig trænger til at holde fri.
Men jeg har stadig lidt, jeg gerne vil have styr på, og som jeg godt ved, at jeg ikke får lavet, når hverdagen ruller.
Noget af det er arbejdsrelateret, som f.eks. mit kvartalsregnskab og hjemmesiden, der trænger til et par opdateringer, men jeg kommer også løbende i tanke om emner og lister, jeg gerne vil have tilføjet til min almanak.
I denne uge kom jeg til at tænke på, at det ville være smart at tilføje en oversigt over de voksen-ting, jeg er god til at få styr på, når jeg sætter mig for, at det nu er dét her, jeg skal tjekke op på – men som det altid tager mig lidt for længe at finde overskud til at kaste mig over, fordi det virker så omstændigt.
For selvfølgelig ville det være idiotisk at printe alt muligt, som man bare kunne samle i en mappe på Mac’en – og jeg ved jo også godt, hvor jeg skal finde tingene, hvis jeg har brug for dem.
Men det ville for mig være en hjælp at have en enkelt side i almanakken, hvorpå jeg har prisen på f.eks. autohjælp, vores telefonabonnementer og internet, på min sundhedsforsikring osv. listet op, for så er det meget nemmere at tjekke, om et eventuelt tilbud er så billigt, at det giver mening at finde den fulde aftale frem og tjekke det med småt.
3.
Har jeg tømt min lomme med kvitteringer i køkkenskabet, så den er klar til julegaveindkøbene.
Det her system er affødt af, at jeg meget, meget sjældent får ryddet op i mine fysiske kvitteringer, og derfor tidligere skulle igennem 100.000 bon’er, hvis lynlåsen gik i en jakke fra samme sæson, eller en cykellygte stoppede med at virke efter 3 uger.
Nogle kvitteringer er rare at gemme længe, mens andre ikke er vigtige efter 4 uger. Derfor har jeg en plastiklomme i mit køkkenskab, hvori jeg smider bonen, når jeg kommer hjem med en ny t-shirt, eller et par kunstige lys. Når den fylder så meget, at den er irriterende, tømmer jeg den, og ud af 20-30 kvitteringer er det typisk kun en enkelt eller to, det giver mening at gemme-gemme i min enlige papir-mappe i bryggerset.
Det lyder drønomstændigt, men det er det overhovedet ikke. Lommen i køkkenskabet er indenfor rækkevidde, når jeg står og tømmer indkøbsposer ved bordet, systemet med at rydde op i den, når den er fuld sikrer, at det er en overskuelig mængde, jeg skal bladre igennem, og min mappe, som indeholder 3 plastiklommer med årstal på, betyder, at jeg kun gemmer kvitteringerne i de 2 år, de er brugbare.
Nu er lommen tom, for så er det hurtigt og nemt at finde bonen, hvis en gave skal byttes.
(I øvrigt bruger jeg også lommen til følgesedler, for om to måneder har jeg glemt alt om, hvad den webshop, jeg købte min mors termokop i, hed. På den måde ved jeg, hvad jeg skal søge frem, hvis jeg dér får brug for en kvittering).
*
Månedens mål, november, (4/4)
Her ville jeg gerne have skrevet, at vi nu kan vinge værelserne af; at jeg har løbet det ind, jeg satte til i sidste uge, og at jeg er med igen.
Det er bare ikke tilfældet.
Og jeg har lyst til at skrive et par linjer om, hvorfor det forholder sig sådan, for jeg plejer at være god til at lægge spurter ind, når det er nødvendigt for at nå de mål, jeg sætter mig.
Men jeg har simpelthen ikke haft lyst. Eller – måske er det mere rigtigt at sige, at jeg har haft mere lyst til noget andet, nemlig Ro & Ingenting.
De sidste par år har december været en slags ekstremsport, hvor jeg har smidt mig over målstregen efter en hæsblæsende slutspurt, men der er sket noget med mig over det sidste års tid. Jeg har fået lyst til at prøve at give plads til langsommeligheden, i det omfang, det nu er muligt for et menneske som mig.
Der er noget i det her med hele tiden at presse mig selv, som jeg tror, jeg måske er ved at.. vokse fra?
Jeg er lidt uafklaret på, hvad jeg egentlig selv synes om det, for det giver jo nogle efterslæb og hængepartier, jeg ikke er vant til at stå med. Det synes jeg er ret vigtigt at få med, fordi jeg selv oplever, at profiler, der tidligere har inspireret mig til at prøve at ændre på noget, over tid ender et sted, hvor jeg ikke længere synes, at jeg kan identificere mig med det, de forsøger at fremme.
Derfor vil jeg gerne have med, at jeg ikke synes, at den her rejse er lineær. Jeg oplever ikke, at selvudviklingskurven bare er en jævn, støt stigende linje, hvor jeg måned for måned bliver Et Bedre MenneskeTM. Det er på alle måneder to skridt frem og halvandet tilbage.
F.eks. er min elregning for oktober den højeste af slagsen, jeg har fået i flere år, fordi jeg har været nødt til at ignorere alt, hvad jeg ved om elpriser og tariffer; det var højtarif eller nul rent tøj.
Jeg besvimede også mere, end jeg faldt i søvn forleden, med metalsmag i munden og frustrationen bankende i hele kroppen over ikke at føle, at jeg slog til, fordi jeg endnu engang havde fået sagt ja til mere, end der var timer i døgnet til.
Men jeg tror, at ændringen ligger i, at jeg nu – de fleste dage, i hvert fald – opdager det, mens det sker, og allerede i situationen prøver at forholde mig til, hvad jeg kan ændre på, så roen ikke er undtagelsen og en slags ø af udmattelse, hvorpå jeg synker sammen et kort øjeblik, inden jeg spurter videre – men at det faktisk er dén, der er det ønskede udgangspunkt og det andet, der er afvigelsen.
Jeg ved ikke, om det overhovedet giver mening uden for mit hoved, men det føles som et ret markant og vigtigt skifte for mig.
Så. Måske når jeg værelserne i næste uge. Måske gør jeg ikke. Men hvis jeg gør, så håber jeg, at jeg har taget dem, fordi der var tid og overskud til det, og fordi der ikke var noget andet, der føltes vigtigere.
Published by