Solskin i november

Det slog mig i aftes, at det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindeligt ‘hvordan går det’- indlæg. Der har været meget at mene meget om de seneste måneder, og det har naturligt nok været det, der har siddet mest løst i fingrene, når jeg har haft fat i Mac’en.

Men sideløbende med, at verden er vanvittig uden for døren, synes jeg faktisk, at vi er et godt sted inde bag den.

Efter år med udredninger, skoleskift, tværsmøder, firmaopstart plus det løse, har det været fuldstændig vidunderligt med noget helt gennemsnitlig hverdag, hvor det går op og ned, som det altid gør i showbizz, men hvor der ikke hele tiden er Noget Stort & Bøvlet, der kræver fokus og kræfter.

Ungerne er flyvende, og de bliver store.

Anton er lige så høj, som jeg er nu, og stemmen er faldet flere oktaver. Han har rykket sig markant, efter at han er startet på speciallinjen, og i dag tænker jeg, at jeg skulle have flyttet ham noget før. Dengang var jeg bange for, at det faglige niveau ville være for langt under det, han sad i i det almene tilbud, men i dag står det lysende klart, at niveauet er irrelevant, hvis man bruger alle sine kræfter på bare at være til stede. I den nye klasse er normeringen LANGT bedre, og børnene bliver mødt, præcis hvor de er – og så er der pludselig overskud til at forholde sig til både verber og ligninger.

Fordi det er en klasse, hvor der løbende kommer nye børn til, bliver de med jævne mellemrum delt op på kryds og tværs, så klassesammensætningen er så optimal, som det er muligt. Det betyder, at jeg som mor ikke har den samme fornemmelse af børnene, som jeg havde i den gamle klasse, men fordi de er ved at være store, er det heller ikke længere så vigtigt. De var en nem flok at have med til lasergame, og de hyggede sig helt vildt. På madsiden skal jeg lige lære, at det med så mange sensorisk udfordrede børn ikke er nødvendigt at medbringe så meget forplejning, for godt nok havde jeg tænkt tekstur og smag ind, men jeg havde taget med, så der var nok af alt til alle…

På plussiden blev naboerne glade for al den overskudskage.

Lige nu taler vi lidt om den kommende konfirmation; om han gerne vil konfirmeres eller ej. Hans umiddelbare svar, da vi talte om det i sommer, var nej, men fordi jeg var lidt usikker på, om det handlede om, at han ikke 100% forstod konceptet, eller om det reelt var et nej tak, blev kompromiset, at han følges med de andre til præst frem til juleferien, hvor vi så sammen træffer en beslutning.

Frida er – stadig – et livsstykke uden lige. Hun går i 3. klasse nu, og var nær besvimet i Bilka forleden, da vi så en eller anden YouTuber, som jeg ikke aner hvem er. Dukkerne er på vej ud, mens kreasysler og udtryk som demure og cringe er på vej ind, og hun ved præcis, hvem hun er. Hvilket jeg er helt blæst væk over. Så lille og dog alligevel så tryg i at være helt sin egen. Hun udbryder jævnligt ting som ‘Yes, queen!’ eller ‘It’s giving seasonal depression!’ når jeg kommer ud fra badeværelset om morgenen (ja, undskyld, men vi er NOGEN, der elsker sort!), og hun er hæsblæsende god til både engelsk og alt, hvad der har med apps og device-opsætning at gøre.

Hun er også barnet, der føler alting ekstra meget, og som, inden hun får sin medicin om morgenen, speedsnakker og godt vil vide, hvilket hus, jeg ville have boet i, hvis Anton og jeg var flyttet, MENS hun var i min mave. Om der ville have været trapper? Om det ville ligge i Californien? Om vi ville have haft en hund? Hvad for én? Hvad farve ville huset være? Ville man kunne se over til mormor og morfar fra vinduerne? Hvorfor er Elon Musk egentlig hele tiden over det hele? Hvornår er det jul? Kan vi få en lillebror?

Så altså. Ja. Hvis du blinker, falder du af.

Og mig? Jeg står op hver eneste dag og glæder mig over, at jeg er min egen chef. Det giver somme tider lidt ekstra arbejde, og det er ikke altid uden udfordringer. Men det er det bedste, der er sket i mit arbejdsliv, og jeg er nærmest hysterisk taknemmelig over, at jeg har valgt et fag, hvor det er en mulighed.

Samtidigt er vi også nu et sted, hvor jeg ikke behøver at mandsopdække børnene 24/7. Det er work in progress, men for tiden prøver jeg at lægge en dag om ugen ind, hvor Anton henter Frida fra skole, når taxaen har sat ham af, og så er de alene, til jeg kommer hjem. Det gør en verden til forskel, fordi det giver mig lidt luft og manøvrerum, som jeg ikke har haft i 14 år.

Hvilket ser lidt vildt ud, når man ser det på skrift.

Der er ro på bagsmækken i omgangskredsen, alle mine mennesker har det godt, og selvom jeg godt ved, at livet aldrig står stille, og at ingen kender dagen i morgen, så nyder jeg, at ruten lige nu går gennem et naturskønt område, hvor brisen er mild, og solen skinner.