Voksen og følsom
Jeg bøvler for tiden rigtig meget med en påtvungen relation. Jeg er af indlysende årsager lidt ulden omkring detaljerne, men det er én af dem, jeg ikke kan vende ryggen til, selvom jeg virkelig gerne vil.
Hos mig er det et et grundlæggende karaktertræk, at jeg gerne vil reparere det, der er i stykker. Det gør mig til en strålende holdkammerat, når der er problemer, der skal løses og udfordringer, der skal nytænkes, men det spænder ben for mig, når jeg møder mennesker, der grundlæggende modarbejder mig.
Det har taget mig mange år at lære, at det ikke er meningen, man skal svømme imod strømmen hele tiden. Hverken ift. mennesker, relationer eller situationer. Hvis der aldrig er flow, er det fordi man ikke er, hvor man skal være.
Med dén erkendelse kommer forståelsen af, at der er mennesker, der ikke er for mig. Mennesker, som jeg ikke kan eller skal have et godt forhold til, og som har deres egen dagsorden og bagage der gør, at vi ikke kan sameksistere. For i de tilfælde handler det jo ret beset ikke om ydre vilkår eller opgaver, vi skal samarbejde omkring løsningen af. Det handler om modvilje og ønsket om at være på tværs, hvilket kan bunde i alt muligt, det intet har med mig at gøre – men fordi jeg har den personlighed, jeg har, bliver jeg taget til fange i krydsfeltet mellem min hårdt tilkæmpede erfaring med at slippe det, jeg ikke vil have min energi taget til fange i, og ønsket om at skabe et klima, alle kan være i.
Det bliver KUN værre, når der er tale om en relation, hvor mine handlinger og beslutninger ikke kun falder tilbage på mig, men også på mennesker, jeg holder af – hvilket er tilfældet her.
Og hende her er ulidelig. Hun taler kun i ordrer, blander sig i ALT, modarbejder mig aktivt, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg stille op.
For jeg plejer at skære de mennesker væk, jeg ikke bryder mig om, eller som altid er omgærdet af drama. Jeg har ingen problemer med at slippe en sag, hvis jeg kan se, at mit engagement i den leder til konflikter; i hvert fald laver jeg en benhård cost-benefit analyse af, om det er frustrationerne værd. Det er det sjældent.
Men problemet her er, at jeg ikke kan slippe væk, og derfor virker mine værktøjer ikke. For selvom jeg forsøger at skære *hende* væk, så består relationen – og dermed skal vi stadig forholde os til hinanden. Hvis jeg træder tilbage, vil hun med 100% garanti tolke det som en sejr, hvilket jeg sagtens kunne leve med, hvis jeg aldrig skulle have noget med hende at gøre igen. Men det skal jeg, og dermed oplever jeg for første gang en begrænsning i den frihed, det er at passe på sin energi ved at lade ting fare – for det virker åbentbart kun, hvis man ikke fortsat skal have med personen at gøre. Hvis jeg stepper ned, vil hun tage det som en bekræftelse af, at hun bestemmer over mig. At jeg er hende underlegen. Og det kan. jeg. ikke holde ud.
For at føje spot til skade har hun en wingman, jeg heller ikke kan undslippe, og de er usigeligt uelegante omkring det. Det hele foregår med smileyer og ‘hejsa’, men giften driver ned af både skærme og samtaler, og egentlig forværrer den kniplingstynde fernis af civiliseret høflighed hele situationen, fordi kommunikationen hele tiden foregår på to plan.
Derudover har hendes person og adfærd en anatomi, der til forveksling ligner den, jeg led under i ni rædselsfulde år i folkeskolen, og det betyder, at når andre, der ikke aner noget om vores betændte forhold, i nogle situationer, der intet har med noget at gøre, og hvor det kan være hip som hap, hvad man mener, og hvor jeg ikke har *noget som helst* på spil, mener det samme som hende – så føles det helt VILDT meget som dengang i folkeskolen, hvor alle rottede sig sammen, jeg altid var udenfor og jeg aldrig følte, jeg hørte til.
At være tvunget til at blive stående og fortsat at skulle interagere med hende, øger min frustration og foragt for hende med astronomiske højder, og lige nu føles det som om, at jo mere afstand, jeg forsøger at lægge til hende, jo mere forsøger hun at trænge ind i mit space. Min fight/flight refleks står og banker helt oppe i det røde felt, men ingen af de strategier, jeg over årene har udviklet er brugbare, når man er voksne mennesker, der af omstændigheder er tvunget ind i hinandens sfærer, og man *skal* kunne samarbejde.
Nogle gange er det sgu op ad bakke at være en del af den her race.










