Et er et søkort at forstå

Jeg er over gennemsnittet træt hele tiden, synes jeg. Eller. Ikke træt. Mere sådan.. som om mit hoved hele tiden svæver lidt for langt over min krop. Det er, som om jeg ikke helt kan få adgang til mine tanker og min koncentration. Da jeg i weekenden skulle lave 3 ting i køkkenet samtidig, tog jeg mig selv i næsten at have lyst til at give op på forhånd, fordi det virkede fuldstændig uoverskueligt at skulle interessere mig for 3 forskellige opskrifter og forholde mig til indhold og rækkefølge. 

Det er nok den konsekvens, man må påregne, når man belaster systemet med krav om omstillingsparathed i helt ekstrem grad over alt for lang tid. Pandemien har stået for 80% af skaderne, men det har heller ikke rigtig hjulpet, at min arbejdsliv har været én lang række af skift og konkurser over de sidste mange år. Det slider, når man alt for ofte skal forholde sig til, hvad man gør, hvis man ikke kan finde arbejde, og det gør heller ikke noget godt for noget, at man hele tiden er nyansat og tidsbegrænset – og dermed nødt til at være ekstra fleksibel hver eneste dag. Livet som alenemor er så stramt skruet sammen, at man ikke kan spænde én møtrik så meget som en millimeter mere, uden at en skrue samtidig løsner sig et andet sted på konstruktionen, og jeg er smerteligt bevidst om, at hver eneste gang, jeg giver mere ét sted, så tager jeg det fra et andet, hvor det kommer til at mangle. 

Jeg har skiftet job og bil og børnehaven ud med skolen. Der er nogle ting, der begynder at pege i en bestemt retning ift. Anton, og så er der alt det almindelige bøvl, der følger med voksenlivet, aula og all that jazz. 1,5 års konstant bekymring for familiemedlemmer, der virkelig, virkelig helst ikke må blive syge, kronisk angst for, at nogen omkring os bliver syge, så vi skal selvisolere x antal gange, hvilket ingen arbejdsgiver i verden vil kunne vente på, og det faktum, at ALLE er slidt ned, og vi dermed har fået smadret det fine økosystem, hvor jeg giver dig en hånd, når du ligger og jeg står – og omvendt. Det koster. 

Sammen – hver for sig, samfundssind og ensomhed. 

Vi sidder på den samme sø, men vi sidder her i hver sin båd, og det synes jeg for alvor, at man kan begynde at mærke.

Published by

15 Replies to “Et er et søkort at forstå

  1. Åh, søde. Det er så godt beskrevet. Og klart at du rammes ekstra på alle parametre. Der er det alligevel nemmere at være “fastansat”, med store børn, som trods alt har klaret verdens mest lortede år (eller halvanden). Og jeg er sgu’ også lidt træt.
    Jeg sender et mentalt kæmpe kram, som du må vugge dig lidt i, mens du helt fortjent tager en omgang “ondt af mig selv”… det er det bedste råd, jeg fik af en klog klog veninde, år tilbage, da min verden væltede. Ondt af dig selv, gi den gas, mærk efter. Og så aftal en tid med dig selv, hvor det er nok. Og så op på hesten og afsted igen.
    Vær tålmodig og tilgivende. Ja – overfor dig selv, sgu’!!
    For det er for meget.

    1. Det er alt, alt for meget. For os alle sammen. For det må sgu også bide med større børn, som er ved at visne over mangel på social samvær og fjernundervisning, og .. jamen, vi har det alle sammen til op over begge ører.

      Tak for virtuel omsorg og et kram til dig også <3

  2. Kæmpe kram herfra! Jeg kan så godt forstå at du er ved at være brugt. Og jeg er rigtig glad for at du skriver, at du er det. Jeg har selv haft rigtig svært ved at acceptere at “den smule” omstilling og usikkerhed jeg selv har oplevet det seneste år, har påvirket mig meget. Men det har den tydeligvis, helt uagtet at andre overlever det der er værre. Så jeg tror det er vigtigt at indrømme at det slider, er det jeg prøver at sige.

    1. Jeg havde faktisk skrevet indlægget allerede igår, men jeg var sgu helt ærligt i tvivl om, om jeg skulle trykke på ‘udgiv’, for det spreder jo ikke just glæde og optimisme, vel? Men jeg endte med at gøre det alligevel, netop fordi jeg tænkte, at det måske kunne være meget rart at se sine følelser spejlet, hvis andre derude har det på samme måde.

      Kram lige retur, Kirstine.

      1. Jeg synes, det simpelthen er så vigtigt, at vi siger højt, at det er svært. Jeg føler mig voldsomt utilstrækkelig, når jeg ser, hvad nogle (if. de sociale medier!) klarer krydret med hashtag om samfundssind og hverdagsro og sådan noget. Selv klarer jeg mig bare igennem med skindet nogenlunde på næsen. Og det må være godt nok.

        1. Jeg tror, det er virkelig vigtigt, at vi prøver at huske, at det her rammer os på tusind forskellige måder, og at vores overbærenhed med hinanden må og skal strække sig længere, end vi normalt forventer ved kriser. For jeg tror slet, slet ikke, at vi er begyndt at forholde os til nogle af de langtidskonsekvenser, det her har og får.

          Det bedste corona-råd, jeg til dato har læst er stadig: “Husk, at alle omkring dig, hele tiden kun er 2 mm. fra et sammenbrud”. Det er hjælp til selvhjælp at huske, synes jeg.

  3. Så enig! Og jeg er ikke engang så hårdt spændt for i min “oprindelige” hverdag som du. For mig er det også så hårdt at se børn og unge visne foran skærme.

    1. Det er skrækkeligt. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, da Frida startede i førskole og allerede var så vant til restriktioner, at hun bare vinkede farvel og gik ind uden yderligere dikkedarer.

      Det kommer til at få konsekvenser, vi ikke kan forestille os omfanget af.

  4. Præcis sådan har jeg det også. Her har der også været andre ting end corona at slås med, med sygdom og job. Og det gør mig ked af det, at mine veninder ikke har kunnet være der mere for mig i krisetid, for jeg stiller altid op den anden vej, samtidig med at jeg jo godt forstår at alle er tyndslidte. Men hvad betyder det på den lange bane ift. relationer? For hvis vi alle nidkært må prioritere hvert gram omsorg vi giver, så bliver det da et fattigt liv!
    I denne uge er nogle ting faldet på plads her, så jeg tror igen på bedre tider og det gode i alle mennesker og ønsker dig overskud på alle fronter snart også. Og tak fordi du deler og spejler, det gør det mindre ensomt i båden, når man kan vinke til hinanden!

    1. De største kriser er altid ekstra svære pga. den ensomhed, de fører med sig. For uagtet alle gode intentioner, så går dem, der ikke er ramt, hjem til familien og spiser pizza og ser Netflix, mens man selv er udfordret på at trække vejret og holde ud at være menneske.

      Jeg har tænkt meget over, at der er et slip i vores måde at udvise omsorg for hinanden på. At den måde, vi stillede op for hinanden, da det “bare” var hjertesorg og studiestress, vi hver især kæmpede med (og det skriver jeg, vel vidende at mange ikke har været så heldige at slippe med det), var grænseløs og altomsluttende – og derfor føles det ekstra svært, når vi står midt i voksenlivet og er ramt af noget, der næsten knuser os, og må klare os igennem på sporadiske sms’er og vinaftaler med bagkant. Det er, som om, vi har mistet følingen med hinanden. I hvert fald ift. hvad vi hver især har brug for, når de rigtige kriser rammer.

      Jeg sender en rislanterne op ovre fra min båd. Den hjælper dig nok ikke så meget, men i det mindste kan du se på himlen, at vi er andre herude. Du er ikke alene <3

  5. Jeg er også som næsten-alenemor (børnene er hos mig 12 ud af 14-dage) totalt slidt ned til sokkeholderne. Hjemmeskole med først to børn og nu med et barn hver anden uge var hyggeligt til at starte med, men nu er der for meget – og vi trænger alle til noget normalitet. Og al sygdom er ganget med 10, fordi de så skal testes og vente på svar, mens alt andet bliver sat på pause. Oveni det slås vi med efterdønningerne af skilsmisse og et barn, der ikke trives så godt.
    I positivismens ånd går jeg og tænker på, hvad vi kan lære af det her – og det er vel for mit vedkommende noget med, at jeg holder af hverdagen og af en vis (stor) grad af forudsigelighed og normalitet. Og at jeg virkelig har brug for ro og koncentrationstid, hvis jeg skal bibeholde min mentale helbred.
    Men fremfor alt er læren vel, at pandemier er noget lort og at vores samfund er mere sårbart end vi gik og troede. Øv.
    Jeg tror også, du har helt ret i, at følgerne af denne omfattende nedlukning kommer til at følge os i mange, mange år fremover. Så lad os krydse alt for, at verden snart bliver nogenlunde normal igen og samtidig berede os på og acceptere, at det kommer til at tage noget tid, før krop og sind er tilbage i normal gænge. Jeg beder om tid og ro og støtte til vores børn og unge.

    1. Hørt.

      Jeg blev simpelthen så træt af TV2, da de igår kørte en overskrift i stil med “Eksperter om vaccineproduktion i Danmark: Det giver ingen mening nu” – og når man så læste artiklen, så var pointen, at det ift. den nuværende virus ikke gav mening, men at det til gengæld gav helt uTROlig meget mening ift. potentielle, kommende pandemier. Jeg håber, at en konsekvens af dette også bliver, at vi stiller større krav til medierne. De har det sidste år gjort ligeså meget skade som gavn, synes jeg, og det er virkelig uheldigt.

  6. Jeg drømmer om et bofællesskab med bedstevennerne for at det skal blive som i gamle dage! Men ja, det hører nok både alderen og tidsalderen til, med mindre tætte relationer.
    Blinker med lommelygte tilbage – du er heller ikke alene, og endda chef for klubhuset her! ❤️

  7. Jeg har lært så utroligt meget, som jeg virkelig ikke havde ønsket at lære, af denne her pandemi. Jeg har lært, at jeg virkelig godt kan lide at møde ind på min arbejdsplads og se mine kollegaer. Og jeg som troede jeg havde det godt i mit eget selskab. Jeg har lært at børnehavebørn kan respektere en snor på legepladsen som en uigennemtrængelig mur. At det er virkelig ensomt, at hele ens omgangskreds befinder sig i andre landsdele, fordi vi rykkede os selv op med rode under et år før dette startede. At man rent faktisk kan ende med skilsmisse, fordi den ene viser sig at tro på alle konspirationsteorier, og fylder pludselig i disse tider. (Ikke os selv) Og jeg har lært at min mand trives virkelig dårligt uden arbejde, og jeg trives virkelig dårligt med økonomisk usikkerhed. Den eneste lektie jeg havde brug for var at jeg er så utroligt taknemmelig for at vi er to voksne herhjemme. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor ubeskriveligt ensomt de sidste 14 mdr har været som ene voksen… Kram herfra. Det er helt ok at være brugt

    1. Jeg kan mærke din kommentar i hele sjælen. For det er simpelthen så rigtigt. Jeg synes også, at det er skrækkeligt, at der er ting og holdninger hos mennesker, man holder af, som man har set og ikke kan gøre usete igen. Det er .. beklageligt. Og de synes med 100% garanti, at jeg er ligeså forkert på den, som jeg synes de er. Hvordan man kommer over den kløft og videre ved jeg ikke.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.