Påskepause

Påskefreden har sænket sig, og det var tiltrængt. Selvom jeg godt ved, at vi jo ikke har haft kontinuerligt travlt de sidste mange måneder, så føles det alligevel sådan. Måske fordi der har været et par af de store omstillinger, som både fylder og kræver en mental indsats. 

De nye værelser har definitivt lukket for, at børnene kan komme ind om natten, og det har været en sej omgang for dem at vænne sig til. De nætter, der har været værst, har jeg været oppe mellem 8 og 12 gange; jeg ved ikke, hvorfor mine børn tror, jeg går fra dem, når de ikke kan se mig, for det har de ikke oplevet én *eneste* gang, men nu er vi endelig ved at lande og så langt, så godt. 

I fredags havde Frida sidste dag i børnehaven, og på tirsdag starter hun i førskole. Hun er mere end klar, og for mig har det været en virkelig fin oplevelse at følge et barn, hvor der ikke har været den mindste tvivl om, hvorvidt hun skulle videre eller ej. Jeg tror ikke, at man træffer store beslutninger om sine børn, uden at have mørke nætter, hvor man tvivler på alt, hvad man ved, men når jeg ser, hvor klar Frida er, bliver jeg også med tilbagevirkende kraft bekræftet i, hvor godt det var, at jeg fik Anton skoleudsat. Det var lidt vemodigt at tage afsked med de fantastiske pædagoger, vi har fulgtes med de sidste 8 år, for de har for mig, som solomor, været vigtige sparringspartnere. Men Frida har brug for mere at rive i, og jeg er også ved at være klar til at have børnene samlet ét sted, kun at have ét intra og én ferieplan at navigere i, og til ikke at have flere holdninger til madordninger og sukkerpolitik. 

Bilen var til service igår, og verdens bedste mekaniker havde bedemandsfjæset på, da jeg hentede. Det lakker mod enden, og vi er nu der, hvor man hele tiden skal veje op, hvad det koster at lave den, kontra hvad jeg kan få for den i bytte. Han fik på pædagogisk vis sat mine muligheder op, og jeg skal lige bruge de næste par uger på at tygge på, hvad jeg gør. Jeg havde godt nok glædet mig til at prøve at være gældfri for første gang i 20 år, men det er måske ikke verdens bedste argument at træffe beslutninger ud fra. Skal den køre videre, koster det 10K, hvilket er nogenlunde det samme, som jeg kan forvente at få for den i bytte. Og havde jeg været sikker på, at den så var køredygtig et par år, havde jeg gjort det uden at blinke med øjnene, men problemet er, at der på min bil er en fabriksfejl, der gør, at den bruger alt for meget olie. FDM har været på sagen, og hele striben af biler fra den produktion har været indkaldt og forsøgt repareret, hvilket har hjulpet en smule, men det ændrer ikke på, at det er spørgsmål om tid, før udstødningssystemet står af, fordi det ikke kan følge med olieforbruget. Det betyder, at selvom jeg smider 10 i den nu, så ved vi ikke, hvornår der skal smides yderligere 10 i. Det kan være om to uger eller om to år. Og sker det i morgen, er vi pludselig ude i, at jeg har betalt dobbelt så meget for reservedele, som bilen er værd. Så. Jeg tænker. 

Om en uge har jeg 2 skolebørn, om 8 uger udløber min nuværende ansættelse, og hvad vi skal til sommer, står hen i det uvisse. Men på lørdag skal jeg til Aarhus, og i morgen trodser jeg min angst for husblas og prøver kræfter med en cheesecake til påskefrokosten torsdag. I dag skinner solen og vi skal i skoven, og egentlig tror jeg nok, at det hele skal gå.

PS: M2021 holder påskeferie på fredag, men er tilbage næste uge. 

Published by

30 Replies to “Påskepause

  1. Overvej at lease en bil! Du lyder som en der er god til at passe på dine ting, og så er en leasing bil uden dyre overraskelser 🙂

    1. J/Sara/Myut:

      I får lige et samlet svar, da I alle 3 foreslår leasing.

      For egentlig er jeg ikke afvisende overfor den model. Men jeg synes, det er sygt svært at undersøge til bunds, om det er smartest at gå med dén løsning, eller at købe en god brugt hos min mekaniker.

      De artikler, jeg kan finde på nettet, sammenligner alle leasing med nykøb, og det skal jeg ikke. Så jeg kan ikke gennemskue, om jeg er bedst stillet, hvis jeg køber en brugt, som måske er betalt ud på 2 år, og som jeg derfor har en restværdi i, når jeg skal købe en ny, eller om det er billigst at lease? Tilkøbskilometer er dyre, så vidt jeg kan se, og der er også et par beløb i ligningen, der ikke bliver refunderet efter endt leasing.

Er der nogen af jer, der har leasing på den primære/den enste bil i husholdningen? Og som kører mange km? Jeg kører i snit 2700 km pr. måned – når I op på det?

      Jeg er meget åben for input, så meld endelig ind <3

      1. Vi leasede tidligere vores eneste bil, og det var perfekt. Men da den skulle skiftes og jeg i mellemtiden havde fået 40 km på arbejde kunne det slet ikke betale sig i forhold til at købe ny. Nu har vi så også 2 små børn, og de kræver alligevel en del bagagerumsplads, så vi kiggede på stationcar o.lign.
        Ud fra vores erfaringer bliver det alt for dyrt når du kører så meget. Det er ikke engang sikkert at du kan privatlease med så mange km.
        Men det var rart at lease. Der var ingen uforudsete udgifter, og hvis behovet ændrede sig, kunne den efter et år opsiges med en måneds varsel.

        1. Det giver fin mening, og jeg kan 100% forstå, hvorfor leasing føles HELT anderledes i maven. Men jeg har ret meget respekt for de der overkørte kilometer, fordi jeg kender mennesker, der har fået fæle smæk, og sammen med de reparationer, de fleste, jeg kender, ender med at betale, når leasingaftalen udløber, løber det op i regninger, der er ligeså hidsige, som de småting, man løbende har på sin egen. Måske er det bare de mest grelle eksempler, jeg har bidt mærke i, men jeg synes godt nok, det er svært at blive klog på sammengligningerne, når det er en brugt, man overvejer at købe.

  2. Jeg siger ligesom J; Du skal se nærmere på at lease en bil. Har gjort det i flere år, selvom jeg dog pt. kører firmabil, og det er bare så rart.
    Og hvis jeg må have en mening om den generelle bil situation, så er det at bilen skal være mere pålidelig end den nuværende lyder til. At være gældfri (og det kan jeg virkelig godt forstå trækker!) er ikke det samme som at være fri for søvnløse nætter, hvis man ved at bilen måske står af i morgen.
    Rigtig god Påske til Jer.

  3. De to damer kom mig i forkøbet med at foreslå dig at lease – men så vil jeg synge med på samme sang som dem 🙂 Jeg leasede en bil for første gang i november, og jeg er simpelthen SÅ glad for konceptet. Jeg slap for at optage et lån, og jeg ved nøjagtig, hvor meget bilen koster mig hver måned. Jeg gav 5.999 kroner i udbetaling for en Hyundai i10, som er en lille, men solid bil, og så koster det mig 1.499 kroner i måneden at lease den. Og der kommer ingen værkstedsudgifter. Det er virkelig et hit.

    1. Ja, det er selvfølgelig en svær overvejelse at finde ud af, hvad der er bedst for dig i forhold til bil. Jeg var også selv i tvivl, og jeg kører ikke nær så meget som dig, selvom det er husets eneste bil. Og jeg skal i øvrigt ikke lyde, som om jeg har aktier i et leasingfirma 🙂
      Men jeg har lige tjekket hos dem, jeg er kunde hos, og der kan jeg se, at f.eks. denne bil vil koste den faste pris på 1.499 kr. i måneden + 900 kr. ekstra i måneden, hvis man kører 30.000 om året.

      https://www.bmcleasing.dk/prisklasser/1-000-1-500-kr/item/hyundai-i10-klass-5-pers-904357?category_i

      Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det så bliver for dyrt, men det er i hvert fald en mulighed at få de 30.000 km. som det faste kilometerantal, så du ikke skal betale for at overskride et lavere tal. Men jeg forstår godt overvejelserne. Hos mig vandt leasingbilen primært, fordi jeg, ligesom dig, endelig bliver gældfri lige om lidt og virkelig ikke har lyst til at optage et nyt lån 🙂

      1. Uh, jeg synes det er svært! For det skulle jo netop være sikkerheden, der skulle være udslagsgivende ift. at lease – men min veninde har lige fået en efterregning på næsten 30.000 for overkørte km. og reparation på den sidste 3-årige leasingaftale, og hun er ikke den eneste, jeg kender, der har været uheldig. Og man kan immervæk være en del på værksted for 10.000 kr. om året – og er det ens egen bil, kan man også selv beslutte, om man vil have omlakeret døren, rettet bulen ud osv.

        Jeg graver videre. Tak for feed back, i hvert fald:)

    1. Den ser SYGT god ud, den der!!

      Den, jeg lavede, blev god. Og jeg lykkedes med selve kagen. Men det der gele, der skal ovenpå… Grrr!

      Men den SMAGTE godt – og det er det vigtigste:)

  4. Åh, anden bil, det er bare en kæmpe beslutning …
    Jeg har selv leaset og har venner der stadigvæk leaser.
    Men vi er ret enige om at minimumsbetingelsen, for at det er en god løsning, er at man (er ret sikker på at man) kender sit km-behov i leasingperioden. Og det er også min oplevelse at det som regel koster noget at aflevere den igen (pga reparation mv).
    Det bliver spændende at høre mere om i et senere indlæg.

    Random spørgsmål opstået af gelé-på-kage-kommentaren: ser du egentlig Den Store Bagedyst? Jeg kan ikke huske at det har været oppe at vende.

    Rigtigt god Påske til jer.

    1. Det er også det, jeg bliver ved med at læse alle steder. Og eftersom jeg INTET har at skulle have sagt ift. hvor meget, jeg kører, så bliver det virkelig svært at forudsige, hvordan jeg kører. Selv når jeg er primær tolk på én bestemt uddannelse, kan der kommet et AMU-kursus ind fra højre, som jeg bliver flyttet over på, og så er alle estimater jo smidt ud ad vinduet på et øjeblik.

      Men jeg graver videre, og skal nok skrive om, hvad jeg finder ud af.

      Jeg ser ikke DSB; vi har stadig ikke kanaler. Jeg fravalgte at oprette, da vi flyttede herud, fordi jeg regnede ud, at mit tv-forbrug over et helt år lå lige omkring én sæson af X-Faktor og 4 afsnit af en julekalender. Jeg vil faktisk gerne have igen, for jeg synes, der er nogle udsendelser, som det giver mening at se sammen, og hvor det bare ikke er ret optimalt at sidde klumpet sammen om min Mac. Men jeg gider ikke at have den lille pakke, fordi min erfaring med dén løsning er, at man altid finder noget, man gerne vil se, om bliver sendt på lige præcis den kanal, man IKKE har. Jeg havde tænkt, at vi skulle have, når al gæld var betalt ud, men nu ser jeg lige an, hvordan hele covid-situationen udvikler sig over sommeren. Hvis jeg risikerer hjemsendelse igen, har vi mere brug for pengene på en opsparing eller til de små ting, der er brug for i hverdagen:)

      1. Hej Linda
        Lige et lille pip på denne: En chromecast til TV’et fungerer virkelig godt for os til lige præcis at kunne se noget sammen når vi synes. Alt fra fx DR (og YouTube og evt betalingspakker som Netflix) kan castes fra enten telefon eller computer. Og en chromecast er over tid billigere end at få et fast abonnement på noget og mere uafhængigt af hvilke programmer m.m. man lige vil se i en given periode.
        Vh Marie

        1. Og så lige en afterthought på denne: Du bad overhovedet ikke om input så ignorer endelig mit pip hvis den model ikke er gangbar for jer. For mig var det bare en kæmpe, positiv omvæltning i, hvordan vi bruger vores tv og derfor et tip jeg har svært ved at tie stille med..

          Rigtig god påske 🙂

          1. Nej, det er superfedt med lavpraktiske input! For det er så længe siden, jeg har haft tv-pakker, at markedet nærmest er revolutioneret siden, så det er faktisk rigtig rart med lidt ideer til, hvad der findes af alternativer:)

            God påske til dig og dine.

            Kh
            Linda

          2. Samme gode erfaring her! (Godt i luksusudgaven med et nyt tv med indbygget cromecast) Vil tilføje at man nu også kan se film fra Filmstriben på den måde (bibliotekets gratis streamingtjeneste)
            Og der er så meget godt til børnene på DR (ift dårlige tegnefilm på Netflix!), som også er fedt at se sammen. Både børneprogrammer, men også fx UltraNyt, Den Store Juniorbagedyst, alene i vildmarken…

          3. @Lone: Det er nemlig Ultranyt, jeg lurer på. Til min store overraskelse har Anton vist sig at være MEGET interesseret i det, og han får virkelig meget ud af de udsendelser, de ser i skolen. Det ville være fedt at kunne se dem sammen med ham.

          4. Må melde mig ind i koret af Chrome cast-fans! Vi har ikke haft tv-pakke i årevis, men har 1-2 streamingtjenester og så Filmstriben, YouTube og DR. I december betaler jeg mig fra en måneds adgang til TV2-play, så vi kan se julekalender. Det fungerer så godt, at vi kan se tv, når vi har lyst (og ikke kl. 18.00, når programmet bliver sent) og vi ser kun det, vi prioriterer at se – ikke noget hovedløs zappen rundt mellem kanaler. Og så ER det altså skønnere at se det på en tv-skærm end på en Mac 😅

          5. Jeg havde simpelthen så meget baks med den pakke, jeg købte hos TV2 sidst jeg gerne ville se X-Faktor; nok fordi jeg bare købte den billige. Men måske jeg bare var uheldig?

            Det er fedt med så mange anbefalinger på det samme – det giver en fornemmelse af, at der ikke bare er tale om én begejstret fan:)

  5. Hej Linda
    Som gammel vognmand 😊 vil jeg eje i stedet for at leje/ lease , det har altid været det billigste i længden 😊 så en fin lille ny eller forholds ny bil og den gamle i udbetaling , også prutte lidt på prisen på finansiering , der er mulighed for at skrue på forhandlerens fortjeneste 😊
    Men pøj pøj og rigtig god Påske

  6. Hov – kan man ikke forsikre sig ud af den ekstraregning? Det vil jeg da mene, at jeg har gjort i min bilforsikring.
    I min leasingkontrakt står der desuden at småridser og “bilkabuler” ikke skal udbedres ved kontraktens ophør. Hvordan det tolkes vil naturligvis vise sig. Men jeg tror ikke, du skal være så bange for det.

    1. Jeg har gravet, gravet og gravet noget mere – jeg prøver at sammenfatte, hvad jeg synes, jeg har forstået i det M2021-indlæg, der kommer på i weekenden. Du må meget gerne melde ind, hvis der er noget, du vurderer, jeg misforstår <3

  7. Endnu en cromecast anbefaling herfra. Vi har ikke haft tv pakker i ti år, har to børn og er så fint dækket ind med DR, Filmstriben og Netflix. Ungerne elsker fx Nak Og Æd, Bagedyst, naturdokumentarer på DR (der er virkelig mange). Vi har købt yndlingsfilmene fra Blockbuster Appen, så der kan ses Sing, Sådan træner du din drage og Kung Fu Panda for 117 gang. Vi er helt perplekse når vi er hjemme hos bedsteforældrene over konceptet reklamer! Og DRs reklamer for næste programmer, lige mens man sidder og ser “rulletekster”.
    Chrome Cast gør at man ser det man vil når man vil, og ikke andet. Vores er en tudsegammel dims der proppes i skærmen og vupti.

    1. Fedt! Jeg tænker også, at vi ville kunne komme langt med sådan en – og noget af det, jeg har i tankerne, er de nyheder til børn, som Ultra kører. Dem lader Anton til at få en del ud af, så det ville være fedt at kunne se dem med ham. Tak for heads up.

    2. Vi har også bare sådan en dims, der proppes i skærmen – det kan altså også noget, for så er den nem at tage med i sommerhus, på ferie hos mormor og sådan ☺️

  8. Hvis du overvejer en Chromecast, så overvej en Xioami TV-stick. Den koster cirka det samme, men den har apps indbygget, så tv’et “kan noget selv”.

    Og ja, når din bil bruger for meget olie, så skift den ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.