M2021, uge 12

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Holdt hestene og dermed undgået at købe en GPS, som – viser det sig – jeg ikke har brug for. 

Og inden jeg går videre: Jeg ved godt, at de fleste mennesker idag bruger deres telefon, men det vil jeg gerne være fri for. Dels fordi jeg er lidt hidsig med ikke at have en telefon til at hænge og friste med beskeder og notifikationer, når jeg kører, og dels af den lavpraktiske grund, at jeg i løbet af en arbejdsuge ofte tolker steder, jeg aldrig har været før, og hvor jeg derfor er 100% afhængig af teknik, som kan guide mig derhen. Det betyder, at jeg reelt er uarbejdsdygtig, hvis jeg glemmer min telefon, eller den løber tør for strøm, og da stikket i min bil ikke virker, kan jeg ikke lade den op, når jeg er på farten. 

Nå, men i sidste uge døde min GPS så, og fordi de sidste par uger har været helt vanvittigt travle, var jeg egentlig, tju-hej, på vej på Marketplace for at finde en brugt, men inden jeg nåede så langt, snakkede jeg med min far og fik i forbifarten nævnt, at den var stået af.

“Men du fik da vores den gamle?” sagde han. Hvilket jeg hårdnakket benægtede, fordi 1) det ville jeg kunne huske og 2) jeg ville vide, hvor i mine meget trimmede skabe, den i givet fald ville befinde sig.

Lang historie kort: Min far havde ret – og for at føje spot til skade kunne han endda fortælle mig, hvor jeg havde lagt den.

Jeg siger ikke, at jeg hellere ville have betalt for en ny. Jeg siger bare, at en ny ikke ville have sendt mig overbærende, triumferende blikke de næste mange måneder. 

2.

Som nævnt haft helt vanvittigt travlt. Det samme gjorde sig gældende ugen før, og hvor mange ting kan skubbes en uge, så bliver det lidt mere kritisk med rent tøj, tjek-ups af netbank osv., hvis man ikke forholder sig til det i flere uger.

For mig har de uger altid været én af de største fælder ift. madspild, fordi det overskud, jeg følte, da jeg skrev indkøbssedlen i weekenden, for længst er fordampet, når jeg sætter nøglen i døren mandag kl. 17. 

I den slags perioder føler jeg faktisk, at jeg drager nytte af det mindset, jeg har udviklet over de sidste 3 år. At jeg er blevet god til at sortere fornuftigt og vurdere, hvordan jeg ikke bare laver strudsen, og dermed skaber en pukkel, så et par travle uger pludselig forvandler sig til en uoverskuelig måned, fordi alt det, der hober sig op, tålmodigt står og venter ved målstregen. 

Så jeg har omhyggeligt sørget for, at jeg alle løse ender var bundet hver eneste aften, inden jeg gik i seng, og at der var ryddet op og sat i opvaskemaskinen, inden vi kørte om morgenen. Madplanen har været ultra-simpel, med fryser-indslag til børnene og en salat/sandwich/pita-kombination til mig, så der kun skulle hakkes grønt et par gange undervejs. Det betyder, at jeg nærmest besvimede, da jeg landede i sofaen igår, men til gengæld stod jeg op her til morgen og havde fri, og aftensmaden her til aften var en lækker mexicansk tærte, hvor alle rester af grønt, ost og æg kunne smides i. 

3.

Endelig, endelig, ENDELIG fået min nye telefon. Det var godt nok også ved at være kritisk med den gamle, som efterhånden crashede 7-8 gange om dagen, og fordi mit teleselskab blev ved med ikke at kunne sige, hvornår den kom på lager, endte jeg i onsdags med at skifte til et af de mange andre selskaber, der havde den.

Den kom igår, jeg har hentet den idag, og jeg elsker den. 

Jeg har købt en 12’er, og jeg har ikke de fjerneste skrupler omkring det. Den aflagte var en 6’er, så jeg slider mine telefoner HELT i bund, og derfor ville jeg denne gang gerne have én, der ikke allerede var bagud, når jeg tog den ud af pakken. Det er min 4. iPhone og den første, jeg køber fra ny af, og da den samtidig var på tilbud, så jeg sparede 1600 på den, havde jeg det lidt som om, Gud talte direkte til mig.

Er listerne opdateret med følgende:

Podcasts:

Let’s go to court

True crime podcast, som jeg er stødt på et par gange, men hver gang har fravalgt, fordi jeg syntes, det lød virkelig uinteressant at høre retsager genfortalt – men det er det på ingen måde. Tværtimod betyder det, at man får lov at høre en masse sager og historier, man ikke har hørt før.

Stilen minder meget om Sinisterhood, som jeg også er vild med, så kæmpe win at finde én at kaste sig over, med 150 helt nye afsnit at binge. 

The thing about Pam

En fortælling om en klassisk mordsag, som tager nogle ret vanvittige drejninger undervejs. 

Den er hostet af Keith Morrison, som er en institution i amerikans true crime, fordi han er vært på Dateline. Hans fortælle-stil er ‘nu skal onkel morfar fortælle dig en historie’ og det er man nok enten til eller også er man SLET ikke. Jeg lå på vippen de første par afsnit, men historien er virkelig god, og efter et par episoder gror det på én, og det er næsten trist, når serien er slut.

Finding Fred

Til dem, der ikke lige kender Mr. (Fred) Rogers, var han en umådelig populært børneshows-tv-vært i USA i flere årtier. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg i sin tid bed mærke i den her podcast, for som helt almindelig dansker har jeg ikke rigtigt noget forhold til Mr. Rogers. 

Holdet bag podcasten sætter sig for at finde ud af, hvad det var, der gjorde Fred Rogers til det symbol på godhed og indsigt i børn og deres verdensforståelse, som han var. Det kan lyde irrelevant og fjernt, men podcasten udvikler sig til at blive en virkelig fin fortælling om, hvad det gode i mennesket er, om det er født eller tillært, og om vi skal se det bedste i mennesker, når de sårer os bevidst.

Ofrene

P7-værten Sandie Westh, som er søster til Jannie Westh, der i 2007 blev slået ihjel af sin kæreste, har startet en podcast for at tage ofrenes historier tilbage. Jeg følger hende på Instagram, og som jeg forstår projektet, så er det et opgør med hele true crime genren, fordi den føles ulækker og uværdig, når det er et menneske, man elsker, der er den ufrivillige hovedperson i historien.

Det er umuligt ikke at have sympati for projektet. Og jeg forstår virkelig godt, at det river hjerte og sjæl midt over, hvis man hører to værter sidde og cracke jokes om den mest traumatiske oplevelse, man har været igennem. 

I USA begynder de mennesker, der sidder tilbage, også at røre på sig i true crime genren, og der er ved at ske noget med måden, historierne fortælles på. Familiemedlemmer til både ofre og gerningsmænd deltager i stigende grad i debatten, og det tror jeg er godt.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg står; om jeg synes, man kan tage patent på en historie, når den er så voldsom at den finder vej til nyhederne. Hvor går grænsen? Hvem må fortælle? Kun familien? Kun etablerede medier? Må man lave film baseret på virkelige hændelser? Har antallet af ofre noget at sige? Må man fortælle om Utøya? Om 9/11? Og er det her i virkeligheden bare endnu en subgenre af true crime?

Det er komplekst, synes jeg, men vi kan under alle omstændigheder godt blive enige om, at det mindste, man som podcaster kan gøre, er at fortælle historien med empati og respekt for ofrene. Både dem, der ikke er her mere, og dem, der sidder tilbage. 

Serier:

Exit

Den her kan man streame på DR.

Beskrivelsen af den lyder således:

“Serien bygger på sande udsagn fra fire norske forretningsmænd, der tilbage i 2017 valgte at give et indblik i deres verden fyldt med stoffer, prostituerede, vold, sex, magt og penge.”

I call bullshit. Jeg tror, at man har lavet en Blair Witch, hvor man sælger den som dokumentar, men hvor det viser sig at være fri fantasi. Dels er det så ekstremt, at det er svært at forestille sig, at man ville kunne holde en karriere kørende med den livsstil på sidelinjen, og dels er der for pæne sløjfer om for mange af tingene til, at det kan være hentet i virkeligheden. Men vi er et par stykker i omgangskredsen, er er uenige, og måske er jeg bare en gammel, skeptisk dame, der er farvet af at være ramlet ind i en håndfuld podcasts, der har vist sig at være det pure opspind. Radioteater på nye flasker. Og det gider jeg ikke. Jeg får akut lukket kropssprog, når noget, jeg henter som dokumentar, viser sig at være fiktion. For år tilbage havde vi den samme diskussion om blogs: Må de være frit opfundne? Et fantasiland befolket af fiktive karakterer? Det synes jeg ikke, men jeg kan faktisk ikke helt forklare hvorfor. 

Anyway: Det er filmen Rich Kids flyttet til den norske finansverden, der er fuld fart på, og jeg var godt underholdt.