(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Holdt hestene og dermed undgået at købe en GPS, som – viser det sig – jeg ikke har brug for.
Og inden jeg går videre: Jeg ved godt, at de fleste mennesker idag bruger deres telefon, men det vil jeg gerne være fri for. Dels fordi jeg er lidt hidsig med ikke at have en telefon til at hænge og friste med beskeder og notifikationer, når jeg kører, og dels af den lavpraktiske grund, at jeg i løbet af en arbejdsuge ofte tolker steder, jeg aldrig har været før, og hvor jeg derfor er 100% afhængig af teknik, som kan guide mig derhen. Det betyder, at jeg reelt er uarbejdsdygtig, hvis jeg glemmer min telefon, eller den løber tør for strøm, og da stikket i min bil ikke virker, kan jeg ikke lade den op, når jeg er på farten.
Nå, men i sidste uge døde min GPS så, og fordi de sidste par uger har været helt vanvittigt travle, var jeg egentlig, tju-hej, på vej på Marketplace for at finde en brugt, men inden jeg nåede så langt, snakkede jeg med min far og fik i forbifarten nævnt, at den var stået af.
“Men du fik da vores den gamle?” sagde han. Hvilket jeg hårdnakket benægtede, fordi 1) det ville jeg kunne huske og 2) jeg ville vide, hvor i mine meget trimmede skabe, den i givet fald ville befinde sig.
Lang historie kort: Min far havde ret – og for at føje spot til skade kunne han endda fortælle mig, hvor jeg havde lagt den.
Jeg siger ikke, at jeg hellere ville have betalt for en ny. Jeg siger bare, at en ny ikke ville have sendt mig overbærende, triumferende blikke de næste mange måneder.
2.
Som nævnt haft helt vanvittigt travlt. Det samme gjorde sig gældende ugen før, og hvor mange ting kan skubbes en uge, så bliver det lidt mere kritisk med rent tøj, tjek-ups af netbank osv., hvis man ikke forholder sig til det i flere uger.
For mig har de uger altid været én af de største fælder ift. madspild, fordi det overskud, jeg følte, da jeg skrev indkøbssedlen i weekenden, for længst er fordampet, når jeg sætter nøglen i døren mandag kl. 17.
I den slags perioder føler jeg faktisk, at jeg drager nytte af det mindset, jeg har udviklet over de sidste 3 år. At jeg er blevet god til at sortere fornuftigt og vurdere, hvordan jeg ikke bare laver strudsen, og dermed skaber en pukkel, så et par travle uger pludselig forvandler sig til en uoverskuelig måned, fordi alt det, der hober sig op, tålmodigt står og venter ved målstregen.
Så jeg har omhyggeligt sørget for, at jeg alle løse ender var bundet hver eneste aften, inden jeg gik i seng, og at der var ryddet op og sat i opvaskemaskinen, inden vi kørte om morgenen. Madplanen har været ultra-simpel, med fryser-indslag til børnene og en salat/sandwich/pita-kombination til mig, så der kun skulle hakkes grønt et par gange undervejs. Det betyder, at jeg nærmest besvimede, da jeg landede i sofaen igår, men til gengæld stod jeg op her til morgen og havde fri, og aftensmaden her til aften var en lækker mexicansk tærte, hvor alle rester af grønt, ost og æg kunne smides i.
3.
Endelig, endelig, ENDELIG fået min nye telefon. Det var godt nok også ved at være kritisk med den gamle, som efterhånden crashede 7-8 gange om dagen, og fordi mit teleselskab blev ved med ikke at kunne sige, hvornår den kom på lager, endte jeg i onsdags med at skifte til et af de mange andre selskaber, der havde den.
Den kom igår, jeg har hentet den idag, og jeg elsker den.
Jeg har købt en 12’er, og jeg har ikke de fjerneste skrupler omkring det. Den aflagte var en 6’er, så jeg slider mine telefoner HELT i bund, og derfor ville jeg denne gang gerne have én, der ikke allerede var bagud, når jeg tog den ud af pakken. Det er min 4. iPhone og den første, jeg køber fra ny af, og da den samtidig var på tilbud, så jeg sparede 1600 på den, havde jeg det lidt som om, Gud talte direkte til mig.
Er listerne opdateret med følgende:
Podcasts:
Let’s go to court
True crime podcast, som jeg er stødt på et par gange, men hver gang har fravalgt, fordi jeg syntes, det lød virkelig uinteressant at høre retsager genfortalt – men det er det på ingen måde. Tværtimod betyder det, at man får lov at høre en masse sager og historier, man ikke har hørt før.
Stilen minder meget om Sinisterhood, som jeg også er vild med, så kæmpe win at finde én at kaste sig over, med 150 helt nye afsnit at binge.
The thing about Pam
En fortælling om en klassisk mordsag, som tager nogle ret vanvittige drejninger undervejs.
Den er hostet af Keith Morrison, som er en institution i amerikans true crime, fordi han er vært på Dateline. Hans fortælle-stil er ‘nu skal onkel morfar fortælle dig en historie’ og det er man nok enten til eller også er man SLET ikke. Jeg lå på vippen de første par afsnit, men historien er virkelig god, og efter et par episoder gror det på én, og det er næsten trist, når serien er slut.
Finding Fred
Til dem, der ikke lige kender Mr. (Fred) Rogers, var han en umådelig populært børneshows-tv-vært i USA i flere årtier. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg i sin tid bed mærke i den her podcast, for som helt almindelig dansker har jeg ikke rigtigt noget forhold til Mr. Rogers.
Holdet bag podcasten sætter sig for at finde ud af, hvad det var, der gjorde Fred Rogers til det symbol på godhed og indsigt i børn og deres verdensforståelse, som han var. Det kan lyde irrelevant og fjernt, men podcasten udvikler sig til at blive en virkelig fin fortælling om, hvad det gode i mennesket er, om det er født eller tillært, og om vi skal se det bedste i mennesker, når de sårer os bevidst.
Ofrene
P7-værten Sandie Westh, som er søster til Jannie Westh, der i 2007 blev slået ihjel af sin kæreste, har startet en podcast for at tage ofrenes historier tilbage. Jeg følger hende på Instagram, og som jeg forstår projektet, så er det et opgør med hele true crime genren, fordi den føles ulækker og uværdig, når det er et menneske, man elsker, der er den ufrivillige hovedperson i historien.
Det er umuligt ikke at have sympati for projektet. Og jeg forstår virkelig godt, at det river hjerte og sjæl midt over, hvis man hører to værter sidde og cracke jokes om den mest traumatiske oplevelse, man har været igennem.
I USA begynder de mennesker, der sidder tilbage, også at røre på sig i true crime genren, og der er ved at ske noget med måden, historierne fortælles på. Familiemedlemmer til både ofre og gerningsmænd deltager i stigende grad i debatten, og det tror jeg er godt.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg står; om jeg synes, man kan tage patent på en historie, når den er så voldsom at den finder vej til nyhederne. Hvor går grænsen? Hvem må fortælle? Kun familien? Kun etablerede medier? Må man lave film baseret på virkelige hændelser? Har antallet af ofre noget at sige? Må man fortælle om Utøya? Om 9/11? Og er det her i virkeligheden bare endnu en subgenre af true crime?
Det er komplekst, synes jeg, men vi kan under alle omstændigheder godt blive enige om, at det mindste, man som podcaster kan gøre, er at fortælle historien med empati og respekt for ofrene. Både dem, der ikke er her mere, og dem, der sidder tilbage.
Serier:
Exit
Den her kan man streame på DR.
Beskrivelsen af den lyder således:
“Serien bygger på sande udsagn fra fire norske forretningsmænd, der tilbage i 2017 valgte at give et indblik i deres verden fyldt med stoffer, prostituerede, vold, sex, magt og penge.”
I call bullshit. Jeg tror, at man har lavet en Blair Witch, hvor man sælger den som dokumentar, men hvor det viser sig at være fri fantasi. Dels er det så ekstremt, at det er svært at forestille sig, at man ville kunne holde en karriere kørende med den livsstil på sidelinjen, og dels er der for pæne sløjfer om for mange af tingene til, at det kan være hentet i virkeligheden. Men vi er et par stykker i omgangskredsen, er er uenige, og måske er jeg bare en gammel, skeptisk dame, der er farvet af at være ramlet ind i en håndfuld podcasts, der har vist sig at være det pure opspind. Radioteater på nye flasker. Og det gider jeg ikke. Jeg får akut lukket kropssprog, når noget, jeg henter som dokumentar, viser sig at være fiktion. For år tilbage havde vi den samme diskussion om blogs: Må de være frit opfundne? Et fantasiland befolket af fiktive karakterer? Det synes jeg ikke, men jeg kan faktisk ikke helt forklare hvorfor.
Anyway: Det er filmen Rich Kids flyttet til den norske finansverden, der er fuld fart på, og jeg var godt underholdt.
Jeg synes Exit er virkelig god underholdning, og når jeg læser “Serien bygger på sande udsagn”, læser jeg ikke dokumentar. Jeg tænker mere at serien rummer elementer, situationer og karaktertræk fra virkeligheden, som så er iscenesat i en fiktiv fortælling, hvor sløjferne kan bindes og det spiller som udviklingsplot. Har du set at der er en sæson 2 på DR nu?
Yes – jeg er igang med den. Der er også fart på:-D
Kender virkelig godt det der med, at alting er meget nemmere, hvis man i travle tider gør sig umage med at holde tøjvask, rengøring mv nogenlunde kørende, oprydning nogenlunde kørende; så det hele ikke er totalt sandet til, når man får lidt luft igen. For mig handler set om at identificere de centrale minimumsting, der skal gøres – og så skrue med for resten. Ikke altid det lykkes, men når det gør, at det en sindssyg fed følelse (og lettelse) 🤩
Præcis! Og selvom man, lige på dagen, næsten ikke kan overskue at gå igang med vasketøj og oprydning kl 21, så er tiden bare godt givet ud i sidste ende. Jeg har i hvert fald hos mig selv bemærket, at lader jeg først stå til, så bliver det sådan helt overdrevet. Så gør jeg ikke engang det, jeg normalt ville gøre, og det bliver dermed ikke bare den normale mængde opgaver, der venter, men også en sjuske-bunke af ret anseelig størrelse.
Vi er igang med første sæson af Exit.
Rygtet, eller måske hendes egne udtalelser, vil vide at Lise Nørgaard bryggede Lærer Andersen (Matador) sammen af de mest uduelige af de mænd som deres partnere skrev ind om til den brevkasse hun drev for Hjemmet.
Jeg har aftalt med mig selv at det er samme princip (+ en god portion fantasi) de 4 karakterer er blevet til efter. Andet kan jeg simpelthen ikke bære …
Åh. Den aftale låner jeg, for jeg kan heller ikke overskue, hvis det her er ægte virkelighed…
Jeg har hørt et halvt afsnit af Mørkeland, og så fik jeg kvalme. For 30 år siden blev en veninde myrdet på brutal vis da hun var bare 18 år gammel, og bare tanken om at den historie skulle blive en del af en ‘hyggepodcast’ er ikke til at holde ud.
Jeg kan SAGTENS forstå, hvad du mener. Jeg synes, der er KÆMPE forskel på, hvordan de forskellige podcasts og værter formidler historierne, og jeg synes, at Mørkeland er decideret respektløse i deres fremstilling af ofrene.
Jeg tygger meget på, hvor jeg står. For jeg ville ikke ét sekund kunne se en formildende omstændighed ved, at en venindes tragedie blev forvandlet til underholdning. Men jeg spekulerer på, om det måske også er et element, man skal have med i debatten, at vi aldrig kan se noget underholdende ved de tragedier, vi selv har haft tæt på. Har man mistet en kæreste, som blev skudt i forbindelse med et røveri, har man formentlig svært ved at se film og serier, hvor dét er et element, ligesom jeg ikke er sikker på, at pårørende til ofre for 9/11 kan udholde at se underholdning, som er baseret på dén historie.
Måske vi alle sammen har underholdning, der ikke er for os? Som tegnsprogstolk krummer jeg ofte tæer, når ser døve og tolkesituationer fremstiller, ligesom jeg er sikker på, at politifolk styrer uden om krimier og læger ikke skal bede om Greys Anatomi.
Jeg er med på, at der er stor forskel på fiktion og virkelighed, men jeg synes egentlig stadig, at det er en vinkel, der bør være med i den her debat.
Hvad tænker du?
Hvilken 12’er det du har valgt? Jeg ved at du har researchet godt og grundigt, og jeg vil gerne snylte på dit arbejde 🙃
Jeg har valgt en 12 pro, 128 gb. Hvis man skifter telefon rimelig ofte, er jeg sikker på, at 11’eren er et strålende valg, men for én som mig, der slider mine telefoner helt op, giver det mening at vælge den nyeste version; i hvert fald, når der begynder at være store ændringer, som fx. at der ikke længere er stik til høretelefoner, at der ikke er oplader med osv. Det plejer at betyde, at der sker så meget de næste par versioner, at man hurtigt halter MEGET bagefter, hvis man skal skifte/tilkøbe udstyr.
Det kan godt betale sig at se på, hvor meget hukommelse, du bruger på din nuværende. For til forskel fra da jeg købte den sidste, hvor jeg downloadede musik, bøger osv. så streamer jeg idag stort set alt, og det kræver ikke ret meget hukommelse.
Kameraet på 12’eren skulle efter alle anmeldelser være væsentlig bedre end på de forgående versioner, og det ER godt. Det skulle være endnu bedre på 12 pro max’en, men den bliver simpelthen så stor, at risikoen for at tabe den, når jeg tager den op ad lommen, er for stor:)
Tusinde tak for dit grundige svar! Jeg bruger netop også mine telefoner op, og selvom jeg kører på 6s’eren, som teknisk set kører endnu (alle apps virker i al fald), så er batteriet på 68% af den oprindelige kapacitet og den skal ligge i spænd på en helt bestemt (=umulig) måde for at lade op, så jeg har tilladt mig selv at begynde at kigge efter den næste.