Er der andre end mig, der har det som om, deres hjerner ikke kan bruges til andet end at forholde sig til det absolutte nu? Hver eneste gang, jeg forsøger at lægge planer for noget, der ligger mere end 10 minutter fremme i tid, bliver det underligt diffust og løst i samlingerne. Ikke, at jeg ikke har tusind ideer og planer for alt det, jeg skal, når verden engang åbner igen, men det bliver mildest talt svævende, og den mentale to-to får to punkter på, og derefter afbrydes forbindelsen med et “.. ja. Det må jeg lige finde ud af”.
Jeg kom forleden til at tænke over, at det her må få betydning for indholdet i underholdningsbranchen fremover. Hvad laver man stand up shows om lige nu? Hvor længe kan vi skrive bøger, avisartikler og blogindlæg, når vi må rationere oplevelser og tanker om problemstillinger, der hører et andet liv til, og der ikke kommer nye til? Må de godt nok sidde så tæt og drikke kaffe i sofaen i næste sæson af Venner – og er det overhovedet forsvarligt at bo så mange sammen? Alle rejseprogrammer og -profiler er irrelevante her i den nye verden ( – og der er grænser for, hvor længe vi kan køre videre med #TakeMeBack), og laver man ny musik, hvis man kun kan få lov at spille den hjemme i stuen? Hvis pandemien fortsætter, skal der også forberedes en masse ‘Hvor er de idag?’-udsendelser til sportskanalerne, for mon ikke en stor del af talentudviklingspotentialet forsvinder, hvis man kun må spille fodbold med Adrian, der bor overfor?
Og så er der hele lysten. Gnisten. For jeg kan se hos ALLE, jeg følger på diverse medier, at kadencen er faldet, og alle virker overvældede og handlingslammede. Hvilket på overfladen er lidt ulogisk, for alle de gamle kriminalsager, som hele true crime genren bygger på, ligger jo stadig i mørke rum og kasser og venter på at blive hevet frem i lyset, og om *noget* er der tid til at arbejde i dybden lige nu.
Men der er virtuel fosterstilling over hele linjen, og det er tydeligt at se, at alle har brug for at vende sig mod ægte, levende, vigtige mennesker, og dermed væk fra anonyme følgere og spite-watchers.
Det hele er virkelig kedeligt og alt for meget, og jeg skal også bede om et pressemøde, så jeg mentalt kan begynde at forholde mig til den virkelighed, der gælder fra på mandag.
Endnu en i rækken.
Det er en mærkelig tid.
Har det på samme måde. I foråret synes jeg, at jeg så en masse virketrang og “vi finder alternative måder at…”, og nu synes jeg bare, at jeg ser metaltræthed over hele linjen.
Præcis. Apatien er til stede over alt, og det er sgu lidt noget baks at trække hinanden op, når alle er ved at gå under.
Du får et kram herfra.
For nylig kommenterede jeg optimistisk om forårets komme og nu hvor en anden skrev om årstidens tunghed, tror jeg faktisk på det. Jeg ejer ikke t-shirten med “thank god summer is over”, men jeg kender følelsen. Kan slet ikke for meget sol og varme og er super tilpas i vinterens mørke og kulde. Det hold plejer ikke at være fyldt op og almindelig januarlede er hårdt for folk omkring mig. Så januar plus coronarestriktioner lig med tungen ud af halsen og krydser i øjnene. Og fordi jeg “kun” har restriktioner kvidrer jeg om forårets komme (i tryg forvisning om at der er masser af vinter tilbage til mig).
Også et rungende limbo her. Noget, der har hjulpet mig den forgangne uge er, at jeg fandt ud af at på ereolen, hvor man jo ellers kun må låne 3 (!!!) bøger om måneden, kan podcaste en hel del. Jeg startede med en podcast om Virginia Woolf, så Jane Austen og i går hørte jeg om søstrene Brontës liv og litteratur, mens jeg fik gjort rent og ryddet op. I går var jeg helt væk i et hedelandskab i Nordengland i 1800 tallet sammen med Cathy og Heathcliff.
Det vil de fleste børn jo nok ikke være med til. Men jeg så forleden noget på insta som nogle børn måske kunne finde underholdende. Det er veninderne, som er de drags, der var med i serien ‘Sommeren, der ændrede mit liv’, den er stadig på dr.dk.
De, altså veninderne, deltager i et virtuelt arrangement med Infernal. Ja, der er noget med øl indover, men i børnefamilierne kunne man måske konvertere det til et sodavandsdiskotek?
https://www.instagram.com/p/CJx7El1hMEe/
Som forælder kan man jo, en aften efter ungerne er puttet, lige se et par afsnit af serien med veninderne. For at vurdere om de måske er en anelse for bramfrie. Jeg var til drag bingo med dem sommeren 2019 og de fik hele salen til at skraldgrine i flere timer. Meen der var også nogle – faktisk nogle temmelig unge – mennesker der blev lidt rystede over venindernes frimodighed.
Hvis ikke arrangementet bliver for sent om aftenen, regner jeg med at tappe in med en drink eller 2. Hvis jeg kan finde ud af det tekniske setup.
Det er kl 20, og jeg kommer til at sidde og småsove med en Mokaï i hånden 😄😄
Hihi, deltog du i venindernes virtuelle bingo sessions i foråret ? Jeg kunne ikke få noget frem på min skærm dengang. Kan du huske om det var på fb eller insta ? Kh ( Til Tina, hvis min komm kan misforståes )
Ingen af delene – du skal gå ind på Nørrebro Bryghus og følge linket til live’en der ( via https://noerrebrobryghus.dk/infernoel/ )
Jeg har ikke set Veninderne – men følger Lina på insta som en anden lille fan-stalker 😄
1000 tak for svar, det kan ikke gå galt.. for mig.. medmindre jeg får den første – forventningens glæde – drink for tidligt 😉
Som en anden skriver, så er der blå titler på ereolen, som du altid kan låne udover dine tre lån 🙂 Og bare hvis andre læser med, så er det altså forskelligt fra kommune til kommune, hvor mange bøger man må låne på ereolen. I Aalborg kan du låne 10 om måneden 🙂 Så 3 gælder ikke for alle. Kontakt dit lokale bibliotek, hvis du synes det er for lidt. Jo flere gange de hører det, jo større sandsynlighed er der for, at de vil smide penge efter flere licenser til deres lånere. Kh bibliotekaren 🙂
Det ser perFEKT ud! Jeg har bookmarket linket og lagt en reminder i min kalender – tak! <3
Kæreste Linda. Jeg får sådan lyst til at sende dig et kæmpe kram ❤️ Jeg kan på ingen måde sammenligne min situation med din, for jeg arbejder hjemme (som jeg gør uagtet corona) og begge mine børn er afsted i deres åbne institutioner, så jeg vil ikke sige “det kender jeg godt”, for det gør jeg ikke. Jeg aner ikke, hvordan det er at være afsted hver dag blandt nye mennesker, mens du skal jonglere pasning/hjemmeskole og alt mulig andet. ❤️
Her hos mig kigger jeg ud af vinduet på en snedækket have og prøver at tænke på, at naturen ligger i dvale lige nu og venter på forårets komme med varmere vejr, livskraft og livsmod, og vi afventer det samme. Vi håber, at det her er det sidste (lange!) seje træk og forude venter vaccinen og foråret, hvor alt genopstår på ny. Jeg håber sådan, at du ikke opfatter det som nedladende, for det er slet ikke min intention, slet ikke. For mig har det bare igennem hele den her rædselsperiode hjulpet at vende mig mod naturen og hente trøst der. Lige nu er så meget derude helt stille og tilsyneladende dødt, men med stærke rodsystemer under jorden, der venter på, at tiden er kommet til bryde frem i lyset igen. Okay, jeg kan godt selv høre, at de tanker måske ikke hjælper andre end mig. I så fald så bare vend tilbage til min allerførste linje og ignorer resten, ikke? ❤️
Det er det fineste billede, og faktisk også et af de kort, jeg elsker, når jeg trækker. For det er virkelig vigtigt at huske.
Jeg har de sidste par dage lagt mærke til, at mennesker omkring mig gør sig umage for at hjælpe fremmede og for at være venlige. Jeg prøver at gøre det samme, for det betyder noget. Og der kommer helt sikkert til at være ting, vi tager med ud af det her, som kommer til at påvirke vores liv i positiv retning, og det er godt at minde sig selv om.
Tak for virtuel omsorg – den varmede <3
I den grad metaltræthed og blikket stift rettet mod påskeferien, hvor tingene måske / forhåbentlig er lidt bedre. Jeg har et stille håb om, at skolerne åbner inden da, for en ting er at håndtere min egen modløshed og humørets svingninger, men det får en helt anden kvælende tyngde, når det er en 6-årig, der ikke trives uden vennerne.
Det river i hjertet, når det er svært for børnene. Her er det svært for begge mine, men af to forskellige grunde. Anton kæmper med at rumme, at han er i skole – og så alligevel ikke. Han bruger altid kræfter på at omstille sig, og specielt, når der er detaljer, han ikke helt kan gennemskue. Hertil kommer, at nødlærerbemandingen er skiftende lærer fra alle årgange, og det koster også kræfter for ham. Frida savner også hverdagen, men for hende handler det om, at hun mangler alle sine venner. Der er kun en brøkdel af dem i børnehave, og jeg siger nej til legeaftaler med børn, hun ikke er på stue med. Det er SÅ svært for hende. Faktisk har jeg besluttet, at hun i fødselsdagsgave får sin første mobil, for lige præcis for hende ville det betyde alverden, at hun kunne ringe facetime med sine venner. Desperate tider, ikke?
Det er virkelig røvsygt lige nu. Alligevel er jeg glad, for herhjemme er vi heldige. Vi venter nemlig på vores hundehvalp, og det var SÅ tiltrængt med noget at glæde sig SÅ meget til❤️
Shit, hvor er det en god ide! Hvad er det for én? <3
Hørt. Du er ikke alene… <3 Jeg er ansat i psykiatrien, og faktisk lykkelig for at jeg kan gå på arbejde og få min dreng nødpasset; når man har et enebarn, man i øvrigt er aleneforælder til, er det altså ikke sagen hverken at se andre børn eller voksne i en længere periode (lektion lært i foråret, da jeg undtagelsesvist fik lov at være hjemme med ham i fem uger, da nærmest alle aktiviteter på min arbejdsplads lukkede ned.)
At forsamlingsforbuddet blev sat ned til 5, har jeg oplevet meget begrænsende forstået på den måde, at lige pt. trækker man sig virkelig sammen til kernefamilien med ganske få undtagelser. Ikke at jeg ikke forstår det – f.eks. prioriterer flere veninder at se udsatte forældre frem for mig, hvilket er helt fair – men derfor er det sgu stadig hårdt, synes jeg! Et andet faktum er, at det er TO år siden, jeg sidst så min bror og hans familie, som bor i London. Og netop derfor skønner jeg så meget på min ‘arbejdsfamilie’ og desuden er det også meget heldig, at min søns bedste kammerat også er i nødpasning.
MEN: som en anden læser skriver, så trøster jeg mig også med foråret. For no matter what: det bliver forår. Det kan ingen eller noget tage fra os.
Kram fra én metaltræt til en anden.
Jeg oplever præcis det samme. At 5 mennesker virkelig ikke er ret meget, når man er selv. Lige nu er mit arbejde også voldsomt påvirket af, at det er nogle meget specifikke ting, der kører videre, og ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er det jo rigtig, rigtig godt. Men min sjæl hungrer efter bare perifær kontakt til flere mennesker, og det bliver jeg nok også mere påvirket af, end jeg er opmærksom på.
Og ja. Om lidt er det forår. Jeg kiggede ud af mit vindue kl. 16.30, og lagde pludselig mærke til, at det faktisk stadig var lyst <3
Jeg er helt med på at alle er trætte og overskuddet er langt henne at hente..men der er også noget at det der er årstiden tror jeg. Det mørke osv. Det glemmer man bare let i det hele. Jeg håber bare sådan vi formår at holde fast i de erfaringer der er når Corona (forhåbentlig snart ) er overstået. Hvor meget vi savnede nogen mennesker, hvor ligegyldigt andre ting blev. Så vi får fyldt livet ud på den gode måde bagefter (og under i det omfang vi kan).
Jeg arbejder hjemme og har børn hjemme og blev i dag afbrudt midt i en præsentation af min yngste som lige ville vise at hun havde slået en rekord i Mario… Og JA hun kunne godt ryge i børnehave, men når hun ikke er afsted giver det mig relativt uforstyrret arbejdstid ca. 1,5 Time om morgenen så jeg kan stoppe det tidligere hvis ikke der er møder osv.
Og ps. Du fik da dit pressemøde…
Ja, jeg tror da, jeg skal til at ytre mig noget mere om alt det, jeg godt kunne tænke mig, for det lader til at virke:)
Jeg prøver ret aktivt at sørge for, at vi kommer meget ud, så vi kan suge lidt d-vitamin og så vi lige bliver blæst igennem og afbrudt i de sædvanlige rutiner og søskendekonflikter. Det gør godt for os alle tre. Og dagene er blevet længere – det er også værd at bemærke.
Jeg har også tænkt meget på, hvordan vi kan sikre, at vi tager de gode erfaringer med herfra. Lige nu føles det hele lidt mudret, fordi det går op i omstilling og overlevelse, men mon ikke vi kommer til at træde så gradvist ud af det her, at vi faktisk husker at tage de gode ting med? Det håber jeg.
Som et tillæg til Mette Pedersens kommentar:
Ereolen har også “De blå titler” som man altid må låne, uanset andre lån.
Og hvis ens læse/lyttelyst og -evne rækker til andre sprog end dansk, er der Ereolens internationale søster, Libby. Så vidt jeg kan regne ud er Libbys lånepolitik lidt mere liberal (to lån af gangen, men når du afleverer et emne, får du straks mulighed for at låne nyt).
Det er en stabyhoun, og vi har været i beslutningsproces i flere år, så det er altså ikke en Corona-hund 😃. Men jeg skal da gerne indrømme, at videre nedlukning ikke gør os noget, for alle vil gerne være sammen med hvalpen ❤️
Den ser godt nok sød ud, når man googler den – det kan jeg godt forstå, I glæder jer til! <3
Hej jeg kommenterer på de blå titler længere nede for ikke at blive helt forvirret. Men den engelske måde at gøre det på med x antal lån ad gangen giver meget mere mening for mig.
Ja de podcasts jeg nævner er nemlig blå titler. Måske har jeg været for hurtigt til at affeje de blå titler, jeg synes bare ikke lige jeg umiddelbart fandt nogle interessante bogtitler der. Det kan så godt være at de forlængede restriktioner får mig til at lede lidt bedre. Og ideen med at kontakte min lokale bibliotekar er genial, tak for den 🙂